Tag-arkiv: cabernet franc

Cabernet Franc er en fransk rød druesort, som i dag er udbredt i hele verdenen. Den er helt klassisk oprindelig dyrket i Bordeaux og Loire, men findes i dag fx også i stort omfang i det nordlige Italien samt i Californien.

I Loire findes Cabernet Franc oftest som enkeltdruevin som fx i Loires Chinon vine, men den i Bordeaux indgår som den tredje drue i mange af verdens bedste Bordeaux vine.

De første fortegnelser af Cabernet Franc i Bordeaux går tilbage til slutningen af ​​det 18. århundrede, men druen har været plantet i Loire længe før den tid. DNA-analyser viser, at Cabernet Franc er en af ​​to forældre til de også helt store druesorter Cabernet Sauvignon, Merlot og Carménère.

Cabernet Franc er lettere end Cabernet Sauvignon og giver alene en forholdsvis lys bleg rødvin, mens den i blends bidrager med finesse og giver en pebret og lidt parfumeagtigt bidrag til vinene. Noterne fra Cabernet Franc er oftest tobak, røg, blæk, blyanter, hindbær, paprika og violer.

2017 Benguela Cove, Lighthouse Collection Moody Lagoon, Walker Bay, Sydafrika

2017 Benguela Cove, Lighthouse Collection Moody Lagoon, Walker Bay, SydafrikaVi fortsætter i det Bordeaux inspirerede spor med denne 2017 Lighthouse Collection Moody Lagoon, som også er lavet på et blend af nogle af de klassiske druer.

Lighthouse Collection Moody Lagoon er lavet med Cabernet Sauvignon og Syrah som de dominerende druer og så også tilsat Petit Verdot, Merlot og Cabernet Franc, men forholdet mellem de forskellige druer fremgår imidlertid ikke. Igen er hver druesort vinificeret separat med udvalgte gærceller og en gæring på omkring 6 dage.

Herefter er det endelig blend sammenstukket og overført til egefade til den malolaktiske gæring og en efterfølgende lagring i 18 måneder på franske egefade, hvoraf 25% er nye fade.

Moody Lagoon har en lidt sjov, skæv og blomsterrig aroma, hvor der også er håndsæbe, crème, blåbær, egetræ, tobak, røg, chokolade og samtidig pænt let og luftig. Smagsmæssigt er vinen egentlig også let, rund og meget frugtrig, fint balanceret, pæn tørhed og derudover er der kirsebær, blåbær, lidt peber og chokolade.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Benguela Cove, Estate Collage Red Blend, Walker Bay, Sydafrika

2017 Benguela Cove, Estate Collage Red Blend, Walker Bay, SydafrikaEstate Collage Red Blend er et Bordeaux inspireret blend på Cabernet Sauvignon, Malbec, Merlot, Petit Verdot og Cabernet Franc, men hos Benguela Cove Lagoon Wine Estate rammer man ikke referencen helt spot on.

Det er helt præcis 35% Cabernet Sauvignon, 23% Malbec, 16%Merlot, 13% Petit Verdot og 13% Cabernet Franc, som er kommet i blendet. Det er fra vinstokke, der er plantet i perioden fra 2004 til 2008. Hver enkelt druesort er også vinificeret separat. Efter fermentering er vinen så sammenstukket og har lagret 20 måneder på franske egefade. Der er produceret 18 fade af vinen.

Mørk, krydret næse … lakridskonfekt, solbær, blåbær, egetræ, masser af tørhed, kanel, mælkechokolade samt en del sol. Der er også blomster, håndsæbe, kamfer, nogen syrlighed og stærke krydderurter. Samlet er det bestemt ikke en lettilgængelig vin.

Egentlig starter vinen smagsmæssigt blød og rund, men har en stor syrlig tørhed, som får vinen til at virke utrolig kantet. Der er syrlige kirsebær, ribs og umodne blåbær, lidt mentol og samlet bliver det stramt, surt, bittert og på ingen måder nem at danse med.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 3,5/7

2016 Domaine Chiroulet, Terroir Gascon, Sud-Ouest, Frankrig

2016 Domaine Chiroulet, Terroir Gascon, Sud-Ouest, FrankrigVi tager nu en kende længere sydpå til Sud-Ouest området, nærmere til Gascogne regionen, hvor vi et par kilometer syd for byen Larroque sur L’Osse finder Domaine Chiroulet, som står bag denne 2016 Terroir Gascon.

Vinhuset er grundlagt for over 150 år siden og drives i dag af Fezas familien i 6. generation, nemlig Philippe Fezas, som overtog driften i 1993 efter sin uddannelse til landbrugsingeniør og ønolog. Chiroulet har sit navn efter det lokale ord chiroula, som betyder vin der fløjter.

Philippe Fezas driver sammen med hustruen Arlette samlet 45 hektar vinmarker med 10-40 år gamle vinstokke, som giver basis for en produktion af 8 forskellige vine, 2 flocs – en slags brandy – og lidt armagnac, for vinhuset ligger jo midt i armagnac distriktet.

I begyndelsen af årtusindeskiftet købte Chiroulet den nærliggende vingård kaldet Brichet, hvilket har gjort det muligt at lave flere forskellige vine uden at skulle købe druer og Phllippe har også bygget et stort og moderne vineri.

Denne Terroir Gascon er lavet på 50% Merlot, 30% Cabernet Franc og 20% Tannat. Vinificering er lavet helt traditionelt står der, og så er vinen lagret på eg … men hvor lang tid fremgår ikke.

Philippe har arbejdet for egefadsproducenten Seguin Moreau, så han har derfor en enorm viden og erfaring med lagring på egefade. Den viden bruger han selvfølgelig i sin egen produktion, hvor han bruger op til 5 forskellige slags egefade.

Nu er der kommet mere skrald på … næsen er dyb, fed med mørk frugt, solbær, blåbær, meget animalsk, nærmest med våd hund, klart masser af fadpræg, vanilje, kanel, chokolade og cigaræsker.

Smagen er langt mere ren og syrlig end duften, der er mellemrød frugt, god friskhed, masser af tanniner, masser af ætsende syre, tæt og bestemt en stor mundfuld.

Forhandles af La Cave Vinimport, hvor en flaske koster 120 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Château de Fosse-Sèche, Eolithe, Loire, Frankrig

2015 Château de Fosse-Sèche, Eolithe, Loire, FrankrigVi fortsætter med mer’ Loire vin, arketypisk Cabernet Franc selvfølgelig, nemlig en 2015 Eolithe fra Château de Fosse-Sèche, der ligger i lige 1 kilometer syd for landsbyen Brossay med 300 indbyggere og lidt længere syd for Saumur i appellationen Saumur.

Château de Fosse-Sèche drives af tvillingebrødrene Guillaume og Adrien Pire, som begge er opvokset på Madagasker hos deres forældre Françoise og Ueli, som lavede lidt vin på øen. Familien stammer dog oprindelig fra Belgien, men i 1996 forlod forældrene Madagaskar og flyttede til Loire, hvor de købte den gamle ejendom Fosse-Sèch.

Imens havde Guillaume flyttet til Schweiz, hvor han studerede vinproduktion og ønologi, mens broderen Adrien samme år flyttede til Belgien, hvor han tog en landbrugsuddannelse og arbejdede som teknisk rådgiver og projektleder på Det Interprofessionelle Markedscenter i Isnes.

I 1998 flyttede Guillaume til Loire for at lave vine sammen med forældrene fra vingårdens samlede 15 hektar, hvor de dyrker de typiske druesorter Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Chenin Blanc og Chardonnay.

Omkring år 2010 tilsluttede broderen Adrien sig også til projektet og siden 2012 har tvillingebrødrene nu stået for driften sammen med deres respektive kærester Julie og Cecile.

Driften på Château de Fosse-Sèche er eksperimenterende, alt drives økologisk og biodynamisk, høstudbytterne er svimlende lave – for nogle af markerne helt nede på 5-10 hektoliter pr. hektar – og i kælderen en naturlig tilgang og gæring i store ovale betonæg.

Denne Eolithe er ikke helt ren Cabernet Franc, for der er også 5% Cabernet Sauvignon i blendet. Druerne er høstet med et udbytte på 19 hektoliter pr. hektar fra 10-50 år gamle vinstokke. Vinen er lavet med gæring og maceration i 3-5 dage og efter endt fermentering har vinen lagret 21 måneder i de koniske tanke.

Duften er næsten behåret og animalsk af helvede til. Det er krudt, stald, mødding, dybe og mørke bær, blåbær, granatæbler, blæk, blyanter, appelsinskal, grøn peber, lidt modellervoks, jern samt masser af grønne urter.

I munden er vinen nærmest aromatisk, masser af blomster, ren og frugtrig, masser af stram tannin, sort te, syrlig, grøn og samtidig virkelig tør.

Forhandles af La Cave Vinimport, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Château Monbousquet, Saint-Émilion Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2015 Château Monbousquet, Saint-Émilion Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigDet kan godt være, at etiketten på denne 2015 Saint-Émilion Grand Cru Classé fra Château Monbousquet ser en kende ramt ud, men indholdet fejler bestemt ikke noget.

Château Monbousquet slottet stammer helt tilbage fra 1540, hvor det var ejet af fra François de Lescours, mens nogle af de centrale bygninger blev bygget i 1782 af Henri de Gères, hvis familie i mange år drev slottet. Det var en efterkommer general de Carles, som i 1779 byggede slottets hovedbygning, som i dag præger Monbousquet.

Selvom vinmarkerne dengang var ganske beskedne, så var produktionen var slottet meget anerkendt, men de blev senere forøget til de nuværende 33 hektar af  Lacombe familien … én af efterfølgende mange skiftende ejere af slottet.

I 1945 havde slottet mistet sit gode navn og havde skiftet ejer utallige gange. Krigen havde ikke gjort tingene bedre, men det blev købt af ønologen Daniel Querre, som viede sit liv til at skabe store vine fra slottet.

Querre familien endte dog med i 1993 at sælge slottet til Gérard Perse. Han kom fra Paris fra en velhavende familien og havde pengene til at løfte vinslottet op i et endnu højere niveau.

Hele ejendommen blev således totalrenoveret – både bygninger, marker og kældre – og de nyeste og mest moderne faciliteter blev installeret med det ene formål at rangere Monbousquet blandt de bedste i Saint-Emilion. I 2006 kom belønningen, da vinen opnåede Grand Cru Classé-status.

I dag har Gérard Perse skabt et lille vinimperium, hvor han også ejer en række andre Saint-Émilion slotte som fx Château Pavie, Pavie-Decesse og Château Bellevue-Mondotte.

Château Monbousquet drives efter ret moderne principper med hjælp fra den tidligere Michel Rolland ansatte Jean Philippe Lavautour. Det betyder selvfølgelig, at al høst og den efterfølgende grundige selektering foregår med håndkraft.

Herefter vinificeres vinen på ståltanke under temperaturkontrollerede forhold, hvorefter vinen lagres 18-24 måneder på fransk eg, heraf 70% nye fade. I denne årgang 2015 er vinen lavet på 60% Merlot, 30% Cabernet Franc samt 10% Cabernet Sauvignon.

Sikke en dyb, fed næse med masser af mørke bær, solbær, blommer, pænt med krop og fylde, lidt sødme, tobak, masser af fadpræg, kanel, vanilje, tør engelsk lakrids, kaffe, chokolade og nærmest lidt på epo med efterfølgende høj hæmatokritværdi.

Smagen er fed og samtidig vild tør med stor bitterhed … nærmest som en 88% kakaoholdig chokolade, godt med stærk power, masser af fade, vilde og stramme tanniner, men samtidig en sindssyg flot balance. Det er sgu bare vildt god Saint-Émilion … så enkelt kan det siges. En vin man bliver glad af at drikke.

Flemming havde fået vinen billigere hos Jysk Vin, da etiketterne på nogle kasser havde taget skade, mens med en perfekt etiket koster vinen 619 kr., mens prisen er 525 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Plaisir de Merle, Cellarmaster’s Selection 2nd Edition, Western Cape, Sydafrika

2017 Plaisir de Merle, Cellarmaster's Selection 2nd Edition, Western Cape, SydafrikaPlaisir de Merle var min gamle chef yndlingsvinhus og han kaldte altid vinene for kult. Så langt vil jeg nok ikke gå, men mindre kan jo også gøre det. Nu smager jeg et glas af deres 2017 Cellarmaster’s Selection 2nd Edition.

Vingården Plaisir de Merles historie går helt tilbage til 1687, hvor huguenotten Charles Marais og hans familie forlod Frankrig af frygt for religiøs forfølgelse og sejlede til Cape of Good Hope for at begynde et nyt liv. I december 1693 blev Charles Marais den første ejer af vingården, som er beliggende ved Drakenstein bjergene.

For at ære sit fødested kaldte Charles Marais gården Le Plessis Marly … dette er gradvist blevet ændret til Plaisir de Merle.  Efter hans død blev ansvaret overtaget af hans søn Claude, som førte sin fars traditioner videre og sådan fortsatte det i mange generationer, selvom ejerskabet via ægteskaber i 1800-tallet overgik til familien Hugo.

De solgte imidlertid vingården til Stellenbosch Farmers’ Winery i 1964 og dette foretagende – som nu hedder Distell Group Limited – driver fortsat i dag vingården.

De har dog investeret i en modernisering, bl.a. i 1993 en ny vinkælder, som betragtes som lidt af et arkitektonisk mesterværk samtidig med, at den er harmonisk og særdeles funktionel.

Man har bestræbt sig på at bygge en ny og moderne kælder, som samtidig ikke måtte skille sig for meget ud fra de øvrige bygninger på vingården, fx den gamle kælder, som er bygget i 1831 og hovedbygningen, som er fra 1823. Det har resulteret i, at Plaisir de Merle i dag fremstår som en utrolig flot og harmonisk vingård.

Distell Group Limited er et kæmpestort foretagende, som ejer en lang række vingårde, bryggerier og destillerier. Blandt deres vinhuse hører bl.a. Drostdy-Hof, Nederburg, Zonnebloem Wines og mange andre. Jeg har i alt optalt 19 vinhuse, 14 destillerier af whiskey, cognac og meget andre godt samt 3 bryggerier af øl og cider.

Plaisir de Merle er selv en ganske stor historie, da der ejes 974 hektar jord, hvoraf dog kun 400 hektar er vinmarker. Der dyrkes der sorterne Chardonnay, Sauvignon Blanc, Cabernet Sauvignon, Merlot, Petit Verdot, Cabernet Franc, Shiraz og Malbec.

Det moderne Plaisir de Merle er beliggende på de sydøstvendte skråninger af Simonsberg bjergene. Vingårdens højeste punkt ligger 500 meter over havoverfladen og det laveste punkt ligger 140 meter over.

Vinmager på stedet i dag er Neil Bester, som er ønolog fra University of Stellenbosch, hvorefter han arbejdede nogle år for Stellenbosch Farmers’ Winery efterfulgt af 3 år hos Nederburg samt et ophold hos Dr. Paul Pontallier på Chateau Margaux inden han fik arbejde hos Plaisir de Merle.

Her smager vi Neils Cellarmaster’s Selection 2nd Edition, som er lavet på et blend af 54% Cabernet Sauvignon, 28% Shiraz, 9% Cabernet Franc, 5% Malbec og 4% Petit Verdot. Vinen er efter endt fermentering lagret 16 måneder på 300 liter franske egetræsfade.

Næsen er dyb, engelsk lakrids med blomsterstøv og krydderier oveni. Det er fed, mørk frugt, solbær, brombær, blommer, tobak, chokolade, vanilje, masser af træ, fade og cigarkasser. Der er klare bordeauxfile referencer og på en overbevisende måde, men så samtidig en lille snert eukalyptus.

I munden er det en rank, slank og tør vin, godt med tanniner, som aldrig bliver for dominerende, meget ren og direkte frugt, brombær, kirsebær, blommer, lækker syre, masser af fennikel, vanilje og fin balance. Det er klart 4,5 gode houlbergske fingre med pil op.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 125 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Constantia Glen, Five, Western Cape, Sydafrika

2014 Constantia Glen, Five, Western Cape, SydafrikaVi sluttede den lille rundtur i vinene fra Constantia Glen med endnu en årgang af topvinen Five … 2014 udgaven af den Bordeaux inspirerede vin på de 5 klassiske druesorter.

Blendet er en smule anderledes end i 2015’eren, for her består det af de 5 druesorter med 28% Cabernet Sauvignon, 25% Cabernet Franc, 21% Merlot, 14% Malbec samt 12% Petit Verdot. Vinen er lavet helt klassisk og efter endt fermentering lagret 18 måneder på franske barriques, heraf 80% nye fade og resten brugt 1 gang tidligere. Derefter er vinen efterlagret og filtreret let inden aftapning på flaske.

Nålen i kompasset peger igen mod Bordeaux, og i forhold til 2015’eren endda mere med lidt mere modenhed, dybde og power. Det er solbær, blåbær, blommer og egefade virker her også en tak mere tydelige, aromaerne mere fyldige og komplekse. Der er grafit, cigaræsker, tulipaner, vanilje og mælkechokolade.

Men det bedste er næsten smagen, som bare er ultrablød med en fed og nærmest gæret frugt. Igen er det solbær, blåbær og blommer med stor fylde, let sødme, brændte noter, lidt lakrids, men sammenlagt virkelig godt balanceret. Klart den bedste fra Constantia Glen og 5,5 af de houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 292,50 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Constantia Glen, Five, Western Cape, Sydafrika

2015 Constantia Glen, Five, Western Cape, SydafrikaTopvinen fra øverste hylde hos Constantia Glen hedder Five … og er også lavet på et klassisk Bordeaux blend. Den har den flittige vinblogger nu smagt i to årgange og starter med vinen i årgang 2015.

Five er helt passene lavet på 5 forskellige druesorter – hvor Three kun var lavet på 3 – og det er 33% Cabernet Franc, 19% Cabernet Sauvignon, 18% Petit Verdot, 17% Merlot samt 13% Malbec. Vinen er lavet helt klassisk og efter endt fermentering lagret 18 måneder på franske barriques, heraf 75% nye fade og resten brugt 1 gang tidligere. Derefter er vinen efterlagret og filtreret let inden aftapning på flaske.

I 5’eren afsløres Bordeaux inspirationen også omgående, selvom den som hos 3’eren er en smule mere flommefed end den franske muse. Frugten er klart solbær, blåbær, blommer med lidt et marmelade touch og sød engelsk lakrids.

Selvom det er en kraftig næse, som virker frugten alligevel ganske frisk. Derudover er der en smule grafit, lidt cigarkasser og urter, men faktisk mere afdæmpet end i 3’eren. Samtidig fornemmes der her langt mere kraft og finesse.

Smagen er cremet, flæsket og mørk, men samtidig alligevel med virkelig friskhed i frugten, tydelige tanniner pakket fint ind i fedtet madpapir, power, fedme og en fin elegance. Syren er meget levende, der er stor dybde og samlet set en virkelig flot vin.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 292,50 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Constantia Glen, Three, Western Cape, Sydafrika

2015 Constantia Glen, Three, Western Cape, SydafrikaSå kom vi til 3’eren – number Three – og dermed også de røde vine fra Constantia Glen og denne med klare bordeauxfile referencer, men det vender jeg tilbage til lige om lidt.

Det kommer selvfølgelig også fra, at vinen er lavet på et blend af 62% Merlot, 25% Cabernet Franc og 13% Cabernet Sauvignon. Efter endt fermentering er vinen lagret 17 måneder på franske egefade, heraf 28% nye fade, 60% fade anvendt én gang tidligere og så fade, der er anvendt to gange tidligere, så dermed har vinen fået pænt med egetræ. Vinen har høstet 4½ stjerne i Platters Guide og 92 points i Falstaff Magazine.

I næsen er der klare Bordeaux referencer … her måske med et smule mere solbrændt ansigt. Der er solbær, blåbær, blommer, pænt modent og med blæk, grafit, cigarkasser, mælkechokolade, en smule eukalyptus og et bundt tørre krydderurter.

Det er en meget smooth, blød vin, igen med solbær, blåbær og måske også lidt brændte elementer, kakao, mælkechokolade, peber, nelliker samt nogle tørre tanniner. Det er faktisk en fin lille vin, som faktisk overrasker med kvaliteterne i forhold til prisen.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 123,75 kr..

Vinanmeldelse 4,5/7

2003 Château La Tour du Pin Figeac, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

2003 Château La Tour du Pin Figeac, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigNæste gamle Bordeaux vin … en 2003 Saint-Émilion Grand Cru er fra et vinslot, der ikke længere eksisterer, nemlig fra Château La Tour du Pin Figeac.

Indtil 1879 var slottet en del af det store Saint-Èmilion vinslot Château Figeac, men slottet blev opdelt i to vinhuse, hvor så den mindste del blev solgt og igen opdelt i 2 halvdele, hvor den mindst del blev til Château La Tour du Pin Figeac. Slottet blev i 1947 købt af Antoine Moueix, som er fætter til legendariske Jean Pierre Moueix. Familienavnet Moueix er ensbetydende med topvine fra Bordeaux’ højrebred, da familien ejer en lang række vinslotte.

Imidlertid blev Château La Tour du Pin Figeac i 2006 solgt til Château Cheval Blanc, som frem til 2011 fortsatte med at lave vine under det gamle navn, selvom en del af markerne allerede fra starten blev en del af Cheval Blanc.

I dag er Château La Tour du Pin Figeac helt forsvundet, og dens dengang 11 hektar vinmarker er nu basis for nogle af vinene fra Château Cheval Blanc.

Denne 2003’er er lavet på 75% Merlot og 25% Cabernet Franc, som er høstet manuelt. Efter afstikning af drueklaserne har vinen gæret i temperaturstyrede ståltanke, så sker den malolaktiske gæring og derefter lagrer vinen sur lie 15-18 måneder på barriques, heraf omkring 60-80% nye fade.

Næsen byder på lidt fed frugt, solbær, solbærmarmelade, lidt gæret i frugten og samtidig er der pænt med fadpræg, fx tør egetræ, godt med vanilje, svampe, fennikel og en lille syrlighed.

I munden er frugten meget stringent, sådan nærmest både solbær og ribs, klart en moden frugt, men den går hånd i hånd med masser af syre, godt med tanniner og okay balance.

Ingen forhandler længere.

Vinanmeldelse 5/7