Tag-arkiv: 4½

2015 Château L’Argenteyre, Medoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig

2015 Château L'Argenteyre, Medoc Cru Bourgeois, Bordeaux, FrankrigNæste vin var også Bordeaux fra den gode årgang 2015, nemlig en Medoc Cru Bourgeois fra Château L’Argenteyre, der holder til udenfor byen Bégadan i den nordligste del af Medoc halvøen vel omkring 15 kilometer nordligere end Saint-Estèphe.

Det er en forholdsvis ny vingård, som er etableret i 1992 af Philipp og Gilles Reich … det er i øvrigt Gilles, som I kan se på billedet ovenover med snydeskaftet nede i glasset.

Samlet har Château L’Argenteyre 33 hektarer vinmarker fordelt i Bégadan, Valeyrac og Querac i det nordlige Médoc. Jorden består af ler, kalk samt grus og er tilplantet med mellem 6.600 og 7.500 vinstokke pr. hektar.

Denne Château L’Argenteyre Medoc Cru Bourgeois er lavet på 55% Cabernet Sauvignon, 30% Merlot samt 15% Petit Verdot, som alle bliver håndplukket og herefter sorteret på et sorteringsbord inden en let presning.

Over de efterfølgende 4-5 dage gennemgås maceration ved en temperatur på 15 grader med flere daglige omrøringer for at udtrække farve og smag fra drueskallerne.

Den efterfølgende gæring foregår ved en temperatur på 24 til 26 grader. Vinen modner herefter 12 måneder på barriques, hvoraf 35% er nye fade.

Næsen er mere syrlig og en tak lettere end foregående Merlot baserede Bordeaux. Det er en syrlig og gæret frugt, kirsebær, solbær, blæk, tobak, kaffegrums samt lidt peber.

Smagsmæssigt virker vinen også mere let og lys i frugten end foregående. Det er kirsebær, godt med tørhed … virkelig tørstoffer, en syrlig kant, men igen uden den helt store dybde og er måske lidt svag i koderne, selvom jeg har denne en kende foran Château Cailleteau Bergeron.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Mimosa Wines, Shiraz, Western Cape, Sydafrika

2016 Mimosa Wines, Shiraz, Western Cape, SydafrikaSå er vi igen tilbage i Sydafrika hos det lille refugium, lodge, gourmetrestaurant og vineri Mimosa Lodge and Wines. Og denne gang har vi skruet op for vuvuzelaen med en kraftig Shiraz.

Det er igen en vin, som er lavet i et samarbejde mellem den schweiziske chefkok Bernhard Hess og vinmageren Lourens van der Westhuizen.  Det er igen en vin, som der ikke laves sindssygt mange flasker af, faktisk er der alene 5.400 flasker af denne Shiraz, som med den sorte etiket med Mimosa logoet udstråler eksklusivitet.

Det er håndlavet vinen og vinen er alene gæret med druernes naturlige gærceller og minimal indgriben i produktionen. Derefter er vinen lagret 10 måneder på store foudres efterfulgt af 3 måneder på neutrale barriques.

I næsen er det blæk, læder og mørk frugt, men heldigvis også nogle mere europæiske træk med mejeri, yoghurt og er herlig gæret i frugten, som mest er kirsebær og brombær. Derudover er der lakrids, chokolade og toast. Stor og fræk næse.

Smagsmæssigt er det meget frugtrig, mørk frugt, og solen giver også vinen pænt med sødme. Der er blæk, kål, en anelse peber og søde krydderier. Tanninerne er også bløde og bøjelige, så alt er blødt, solrigt og pænt, så vinen smager godt, selv uden nordrhônske muskler, råhed og kølighed.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 Weingut Jülg, Spätburgunder Trocken, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Jülg, Spätburgunder Trocken, Pfalz, TysklandNu har jeg jo lige rost tysk Spätburgunder i årgang 2015, og nu smager jeg så endnu én fra den store årgang, nemlig den helt almindelige Spätburgunder Trocken, som er den røde basisvin aka Gutswein fra Weingut Jülg.

Som jeg skrev i nogle af de foregående blogindlæg om Jülg, så har vinhuset sine marker både på den tyske og franske side af grænsen, da de strækker sig fra vingården i Schweigen-Rechtenbach og et par kilometer ind over grænsen til Wissembourg i Alsace.

Druerne til denne basis Spätburgunder Kalkmergel kommer også fra begge sider af grænsen, idet 50% er tyske og 50% franske. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke, men er efterfølgende lagret 12 måneder på store gamle træfade.

Snudeskaftet i glasset … første snif er klart krydret, men derudover let skovbund, eg, lindetræsolie, meget svag kanel, lidt stald, lys frugt, kirsebær, jordbær samt de helt unge, lysegrønne skud fra et lærketræ. Åbner sig med luft i glasset og bliver mere givende.

Smagen er mørkere end duften, fortsat kirsebær, men også lidt blommer og brombær blander sig. Der er faktisk masser af frugt, fin robust syre, virkelig bid i vinen med jern, sten, peber, lakrids, stor tørhed og en krydret eftersmag … også uden letheden fra Spätburgunder’en på noget tidspunkt tabes. Houlberg er glad.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 159 kr., men ved køb af 3 flasker er prisen 119,25 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Weingut Birgit Eichinger, Grüner Veltliner Ried Strasser Hasel, Kamptal, Østrig

2017 Weingut Birgit Eichinger, Grüner Veltliner Ried Strasser Hasel, Kamptal, ØstrigSå er vi tilbage hos den kvindelige vinmager Birgit Eichinger på Langenloiserstraße midt i den lille østrigske by Strass und dieses mal med hendes 2017 Grüner Veltliner Ried Strasser Hasel.

Og Birgit Eichinger er bare god til at lave Grüner Veltliner vine, hvilket jeg sidst fik dokumenteret, da jeg smagte hendes 2017 Grüner Veltliner Kammerner Lamm Erste Lage, som jeg fandt 6 tommelfingerlækker med WAUW oveni hatten. Nu må vi se, om denne Grüner Veltliner Ried Strasser Hasel lillesøster har nogle af de samme kvaliteter.

Birgit Eichinger grundlagde vinhuset i 1992 og driver i dag sine 15 hektar vinmarker med hjælp fra manden Christian og datteren Gloria. Det er i øvrigt Birgit, som I kan se på billedet ovenover … totalt henslængt i en af sine vinmarker.

De 15 hektar marker er fordelt med parceller på markerne Hasel, Stangl og Wechselberg samt de 3 Erste Lage marker Gaisberg, Heiligenstein og Lamm. Birgit dyrker primært Grüner Veltliner, men også Roter Veltliner, Riesling og Chardonnay.

Denne Grüner Veltliner Ried Strasser Hasel er selvfølgelig lavet med druer fra Hasel marken ved Strass og høstet med et udbytte på 50 hektoliter pr. hektar.

Efter høst presses druerne uden nogen form for maceration, hvorefter mosten hviler i 20 timer inden gæringen på de rustfrie ståltanke sættes i gang. Vinen er derefter også lagret en periode på de rustfrie tanke inden flaskningen. Vinen har 1,2 gram restsukker pt. liter.

Vinen er knap så fed som storesøsteren … har duftmæssigt fersken masser af honningmelon og dåsepærer, grønne blade, hvide asparges, muskatnød og spidskommen, blomster og kalk.

I munden er vinen meget ligetil med fin balance mellem sødme og syre, hvilket er tilstrækkelig til at give en frisk vin, som er godt fyldig i smagen med honningmelon, pærer samt en svag bitterhed.

Forhandels af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7    

2017 Mimosa Wines, Chardonnay, Western Cape, Sydafrika

2017 Mimosa Wines, Chardonnay, Breede River Valley, SydafrikaBlot 2 times kørsel på Route 62 østpå fra Cape Town rammer man Robertson dalen og der på Church Street midt i den lille by Montagu finder vi Mimosa Lodge … et lille refugium og lodge, som også rummer en prisbelønnet restaurant, der er kendt for sit fremragende køkken … men også laver vin, herunder altså denne Chardonnay.

Det lille hotel, restaurant og vineri drives af ejeren, den schweiziske chefkok Bernhard Hess, som tidligere har ejet flere toprestauranter. Det er en sand lille oase, der ligger smukt i dalen omgivet af bjerge i Robertson vindistriktet, som er en del af Breede River Valley vinområdet.

Den vinøse del af forretningen drives i samarbejde med vinmageren Lourens van der Westhuizen. Og de laver sammen en række vine under sloganet; forførelse for tungen og solskin for sjælen … men i meget lille antal på 35.000 flasker årligt, hvoraf rigtigt mange selvfølgelig serveres på restauranten.

De er begge overbeviste om, at deres små unikke vinmarker på samlet 5 hektar i Robertson dalen – hvor en undergrund med masser af kalk – giver den perfekte terroir og basis for at producere perfekte Chardonnay vine.

Markerne til denne vin er placeret længst mod syd i Robertson dalen og er høstet med håndkraft, hvorefter de sorteres,  presses og gærer i rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering lagrer vinen 10 måneder på franske egefade. Der er 5,4 gram restsukker pr. liter i vinen og der laves årligt kun 4.800 flasker af vinen.

Havde man ikk’ forventet en fed, solrig Chardonnay med masser af fadpræg? Jo det tror jeg nok, men det er imidlertid ikke tilfældet. I næsen er vinen nemlig herlig syrlig, lidt grøn med masser af citronsyre, svag ananas, umodne grønne æbler, blid kalk samt lidt salt.

Smagsmæssigt bliver det heller ikke en overmoden, overdone Chardonnay, men en elegant og syrerig vin uden fadsødmen, ren, stringent og ganske direkte i frugten, igen masser af grønne æbler, lidt tropisk frugt og citroner… ganske overraskende. Sikre 4½ af de fede houlbergske pølsefingre og endda med svag pil op.

Forhandles af nogle nye vinøse venner … Lesedi  Wines i Aarhus. Det er et kvalitetsorienteret vinimportfirma, startet på vin-entusiasme og med fokus på vine fra Sydafrika. Denne koster 95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Gérard Bertrand, Solensis, Languedoc, Frankrig

2017 Gérard Bertrand, Solensis, Languedoc, FrankrigSå smager jeres trofaste blogskriver, vinreporter, skribent og skriverkarl igen den økologiske vin Solensis fra den store, tidligere franske rugbyspiller og ét af hans mange vinslotte.

Det er selvfølgelig Gérard Bertrand, som vi snakker om, og den mand har virkelig passion for økologisk og biodynamisk vindyrkning og bevæger sig også mere og mere i den retning. Dette betyder at alt arbejde i mark og kælder er baseret på den østrigske filosof Rudolf Steiners principper … og han er jo biodynamikkens fader.

I dag drives otte af Gérard Bertrands ejendomme biodynamisk, mens resten dyrkes økologisk med ønsket om at overgå til biodynamisk produktion inden for en kort årrække.

Solensis har jeg smagt tidligere i en årgang 2015 … men her smager jeg vinen i årgang 2017. Vinen ikke er biodynamisk, alene økologisk, men reflekterer fint de biodynamiske principper, som Bertrand laver sine vine efter.

Gérard Bertrand har lavet vinen som en hyldest til solsystemet, hvor både solen og månen har enorm indflydelse på jorden, naturen og vigtigst af alt vinmarken.

Hvor solen er vigtigt for den phenoliske modning af druerne (modningen af tanniner og farvestoffer), så har månen indflydelse på væske strømmene i vinstokken samt dens vækst. Læs eventuelt min nylige artikel omkring den biodynamiske drikkekalender, som også berører emnet om solen, månen og planternes indvirkning på vin.

Solensis er lavet på Grenache og Syrah. En del af Syrah-druerne gennemgår en pregæring i et par dage på skallerne ved 10 grader før selve macerationen. Herved udtrækkes farve og smag, men knap så megen garvesyre.

Macerationen og gæring varer i 12 til 18 dage. Grenache og Syrah bliver vinificeret separat, og mosten bliver sammenstukket, efter de er gennemgået malolaktisk gæring på rustfrie ståltanke. Først derefter aftappes den på flaske uden lagring på egefade overhovedet.

Som sidste jeg smagte vinen er jeg egentlig ganske begejstret og du overraskes først af, at vinen i glasset er en kende lysere – ja næsten transparent – end du vil forvente af en Grenache og Syrah vin.

Næsen er nice, nærmest dyrisk og behåret med blæk, nytårskrudt samt gærede bær, som ikke er helt mørke … men heller ikke helt lyse for den sags skyld, lidt kirsebær, brombær og tranebær. Til gengæld har frugten noget syrlighed, kaktuspiller, lidt lakrids samt søde krydderier.

I munden er det lidt syrlig og bitter frugt … pænt med syre, og en lidt tynd, fin syre, men med lidt luft i glasset giver en vinen et rent, friskt, stringent og livligt udtryk. Det er ikke en dyb og kompleks vin, men med lidt tørhed i smagen, lidt sødme i slutfasen, så er det egentlig skruet ganske godt sammen.

Forhandles af Vinspecialisten / H.J. Hansen Vin, hvor en flaske normalt koster 125 kr., men kan i hele 2019 købes til 79 kr. ved køb af 6 flasker

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Clos Roussely, Touraine Chenonceaux Blanc, Loire, Frankrig

2015 Clos Roussely, Touraine Chenonceaux Blanc, Loire, FrankrigDomaine Viticole du Clos Roussely ligger i den lille by Angé-Sur-Cher med omkring 800 indbyggere omkring 40 kilometer øst for Tours og derfra smager jeg nu denne hvide svane … Touraine Chenonceaux Blanc.

Vinhuset er grundlagt i 1917 af Anatole Roussely, men drives i dag af 4. generation i form af Vincent Roussely, det overtog driften som 25-årig i 2001 efter at have arbejdet for Hardys i Australien.

Vincent har samlet 22 hektar vinmarker under appellationerne Touraine og Touraine-Chenonceaux. De 8 hektar af vinmarkerne er fra Vincents oldefars tid … le Clos, som har været certificeret økologiske siden 2007 med op til 80 år gamle vinstokke, som Vincent bearbejder med heste.

Markerne består fortrinsvis af kalksten og lerjord, hvilket giver god basis for druesorterne Sauvignon Blanc, Côt, Pineau D’aunis, Cabernet Franc og Gamay. Der anvendes ingen herbicider, pesticider og kemikalier i det hele taget.

Vincent er ung og dynamisk i en ret business-orienteret forstand. Det vil sige, der er ikke noget laid back free style over ham. Der skal være styr på tingene, og der skal sælges noget vin.

Men samtidig er han altså en meget flink mand, der brænder for at vise sine marker frem. Især den gamle indhegnede – le Clos – mark samt den imponerende gamle kalkhule, som anvendes til både produktion og lagring af vinene.

Touraine Chenonceaux Blanc er lavet på 100% Sauvignon Blanc, som kommer fra 40-50 år gamle vinstokke, dyrket økologisk og høstet med et udbytte på 30 hektoliter pr. hektar. Vinen er gæret langsomt på ståltanke … 1-2 måneder og lagrer sur lie – altså med bærmen – 8 måneder og selvfølgelig kun tilsat minimal svovl.

Næsen er let, luftig … en blid udgave af en Sauvignon Blanc vin, lidt papkasser, melon, ananas, asparges, hyld, havvand og lemon, men ikke sådan eksplosiv i aromaerne, men egentlig lidt sagte og forsigtig.

Smagen følger lidt samme mønster … let og luftig uden at blæse dig omkuld, men med lidt luft i glasset vinder vinen. Det er kridt, hvide frugter, medium syre og har et lille grønt tvist i eftersmagen.

Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske koster 110 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Viña Errazuriz, Aconcagua Costa Pinot Noir, Aconcagua Valley, Chile

2017 Viña Errazuriz, Aconcagua Costa Pinot Noir, Aconcagua Valley, ChileDet er næsten 2 år siden, at jeg sidst har smagt en vin fra det store vinhus Viña Errazuriz, som er et af de populære huse hos H.J. Hansen Vin. Det er ganske forståeligt, når man smager denne Aconcagua Costa Pinot Noir, som næsten har lidt europæiske træk.

Viña Errazuriz er grundlagt i 1870 af Don Maximiano, som købte et stykke goldt jord i Aconcagua-dalen 100 kilometer nord for hovedstaden Santiago. Han mente, at denne dal med kølige, regnfulde vintre samt varme, tørre somre med den fugtige brise fra havet var ideel til dyrkning af druer, og derfor importerede Don Maximiano også de bedste kloner fra Frankrig.

I dag ejer Viña Errazuriz 350 hektar vinmarker med en produktion på over 4 millioner flasker årligt, hvoraf 90% eksporteres. Viña Errazuriz’ øverste chef er nu den dynamiske Eduardo Chadwick, som er femte generation efter grundlæggeren Don Maximiano.

Målet hos Errazuriz, er ikke bare at producere Chiles bedste vin, men også helt enkelt at placere sig både blandt de hundrede bedste vine i verden og samtidig være blandt de hundrede bedste køb i verden.

Og husets Cabernet Sauvignon Estate er da også kåret af Wine Spectator som fjerdebedste vinkøb i verden på druen Cabernet Sauvignon, mens en af husets topvine Viñedo Chadwick tidligere har vundet en blindsmagning over flere 1. Cru vine fra Bordeaux.

Vinene hos Errazuriz er opdelt i 5 serier, øverst finder vi Icons aka ikonvine, nemlig vinene Don Maximiano Founder’s Reserve, KAI, La Cumbre og Villa Don Maximiano … og så ellers serierne Aconcagua Costa, Max Reserva, Estate og endelig Specialities.

I Aconcagua Costa serien findes der i alt 7 forskellige vine, herunder altså også denne Aconcagua Costa Pinot Noir, hvor druerne høstes med håndkraft, afstilkes og vinificeres i åbne rustfrie stålkar, hvor de starter med en kold maceration i 14-25 dage inden gæringen.

Efter endt fermentering lagrer vinen 11 måneder på franske egefade, heraf 15% nye fade. Vinen har beskedne 1,69 gram restsukker pr. liter.

Næsen afslører med det samme en dejlig Pinot Noir næse, som faktisk næsten er tysk i udtrykket med en sød, animalsk kostald, jern, sten, masser af eg, kanel, vanilje, men frugten er klart kirsebær, hindbær, måske endda lidt lyse blommer, men tilsat lidt varme … dog så lidt, at den europæiske og mere ranke stil bevares.

Smagen er også langt mere stringent, ren og syrerig, end du normalt vil forvente af en oversøisk Chile vin, så det passer den flittige vinblogger. Det bliver dog aldrig vildt syrligt, for vinen er både rund og blød med en svag vanilje sødme, selvom der også er mineraler, godt med jern samt fin eftersmag. Aconcagua Costa Pinot Noir bliver aldrig for varm og overfed eller for syrerig … og det er lige præcis dét, som Viña Errazuriz gør så godt.

Forhandles af Vinspecialisten / H.J. Hansen Vin, hvor en flaske normalt koster 195 kr., men fra 1. februar til 30. april er på tilbud til 150 kr. ved køb af 2 flasker

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 M. Chapoutier, Côtes-du-Rhône Belleruche, Rhône, Frankrig

2017 M. Chapoutier, Côtes-du-Rhône Belleruche, Rhône, FrankrigCôtes-du-Rhône Belleruche er søstervin til den foregående Collection Bio fra M. Chapoutier, men hvor den første vinder på duften, så vinder denne på smagen.

Det er også primært Grenache tilsat noget Syrah og druerne kommer fra forskellige marker i Drôme, Vaucluse, Gard og Ardèche. Efter høst, så afstilkes alle klaserne og gæring sker udelukkende i rustfrie ståltanke med en gæringstid på 15 dage. Vinen er også lagret på ståltankene, men hvor lang tid fremgår ikke rigtigt.

Duftmæssigt er det også en lækker vin med nogle af de samme indtryk som foregående søstervin … dog knap som mange af de animalske bio aromaer, men fortsat med flæsk, blæk, blåbær, solbær, lidt lakrids og ganske let peber.

I munden er vinen også dejlig blød, har lidt mere kant end søstervinen, men også lidt mere dybde. Den er mere tør, tanninerne tydeligere, der er mere peber og generelt mere smag, så denne Côtes-du-Rhône Belleruche vinder på smagen, mens Collection Bio vinder på duften.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2016 M. Chapoutier, Côtes-du-Rhône Collection Bio, Rhône, Frankrig

2016 M. Chapoutier, Côtes-du-Rhône Collection Bio, Rhône, FrankrigHerefter stod Chapoutier smagningen alene på rødvine … og sikke et arsenal af vine, som vi indledte med denne usandsynlige almindelige ualmindelige Côtes-du-Rhône Collection Bio.

Vinen er lavet på 60% Grenache og 40% Syrah, som kommer fra en række marker mellem Papal Palace i Avignon og den kendte, imponerende og berømte romerske akvædukt Le Pont du Gard, hvor terrænet består af terrasser med glatte, runde småsten, der nærmest er den sydlige Rhônedals adelsmærke.

De økologisk dyrkede druer afstilkes ved ankomsten til vingården, og gærer i temperaturregulerede cementtanke, men en blid daglig overpumpning. Efter 3 ugers eftermaceration lagrer vinen 9-10 måneder i cementtankene inden aftapning på flaske.

Og sikke da en bio næse … næsten helt behåret i duften, animalsk, lidt flæsket og mælket med mødding, blæk, blåbær og tonsvis af karakter. Det dufter vildt godt, så bestemt en god start.

I munden er vinen mere tynd og let end lige forventet, men venlig, blød og meget lettilgængelig. Der er en virkelig god frugtig lethed, lidt grafit og tanninerne er også bløde, bøjelige og lette. Det er vitterlig god Rhône, hvor specielt duften bare imponerer.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7