Tag-arkiv: 4

God. Nu begynder der at være kvalitet i vinene. Det er vine over gennemsnittet og vi begynder at bemærke detaljer, finesser, en vis kompleksitet, balance og uden de store fejl. Parker vil rate sådanne vine til 80-89 point.

2021 Terre Cevico, This is Sashy Chardonnay, Emilia-Romagna, Italien

2021 Terre Cevico, This is Sashy Chardonnay, Emilia-Romagna, ItalienDet er ikke mange uger siden, at jeg smagte en frisk 2021 Zealy Sauvignon Blanc fra det store kooperativ Terre Cevico Societe Coop Agricola, der mest laver vin fra deres vinhuse i Lugo di Romagna, Forlì og Reggio Emilia.

Nu smager jeg atter en vin fra kooperativet og det er en 2021 This is Sashy Chardonnay.

Som I måske husker fra sidste indlæg, så har kooperativet i dag ikke mindre end 5.000 medlemmer aka vinavlere, der samlet har noget over 7.000 hektar vinmarker samt hele 20 vinerier i Emilia-Romagna.

Og det er fra et af disse, at denne This is Sashy Chardonnay kommer fra og druerne fra en række marker ikke så langt fra havet.

Først er alle druerne afstilket, hvorefter de skånsomt er presset. Gæringen gennemføres på ståltank ved 16 og 18 grader, hvorefter den også får delvis egetræskrydning … måske via spåner? Derefter er vinen så blot lagret sur i ståltankene inden endelig flaskning.

Luca Maroni har givet vinen 96 point, men ham er vi jo ikke specielt imponeret af her på Houlbergs Vinblog.

Duftmæssigt er vinen ret frisk … masser af sommer, blomster, en sødere kant, hyld, fersken, melon og egentlig utrolig behagelig. Her er der ikke noget som stikker ud, har denne blide frugt og så lige et touch af let karamel, kandiseret appelsin, vaniljeis og hvis vejret ikke allerede var godt, så kan du næsten ikke undgå at komme i sommerhumør.

Smagen er måske nok ikke helt så frisk og let som duften, men det virker igen meget behageligt med grønne pærer, æbler, citroner og en smule lemon. Det er ikke sådan, at man klart kan fornemme, at vi her smager Chardonnay. Der mangler måske lidt bund, men til prisen bliver det en lille sommercharmør, hvor der er tilpas med bitterhed, syre samt sødme, så kom bare an med mere sommer. Dermed er Houlberg omkring 88-89 point = 4 tomler med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 52,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2021 Bibi Graetz, Casamatta Bianco, Toscana, Italien

2021 Bibi Graetz, Casamatta Bianco, Toscana, ItalienBibi Graetz er et nyere toskansk vinhus, som har skabt et par højt velanskrevne kultvine som fx Testamatta og Colore. De har fået vildt høje point og bl.a. fik Testamatta i årgang 2018 de magiske 100 point af Decanter. Vi smager her en mere jordnær 2021 Casamatta Bianco.

Bibi Graetz ligger i Fiesole nær Firenze i Toscana. Bibi startede sit vinhus i 2000 ud fra en stor kærlighed til vin, selvom han ikke selv kommer fra en vinfamilie, men derimod er fra et rigtigt kunstnerhjem.

Her smager vi en 2021 Casamatta Bianco, der er lavet på 60% Vermentino, 30% Trebbiona Toscana samt 10% Ansonica og alene lavet på rustfrie ståltanke, hvor de efter endt fermentering også er lagret for at bevare friskheden.

Duftmæssigt er det også en frisk vin … ikke eksplosiv, men har godt med blomster, stikkelsbær, fersken, grønne blade, appelsinskal samt en smule grape. Der er ikke noget, som stikker af, men egentlig godt ren, mineralsk og sprød. I munden fortsætter friskheden … umodne æbler, citroner, sten og mineraler. Der er god og sprød syre, svag lemon bitterhed og en let jernet og mineralsk stramhed.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker

Vinanmeldelse 4/7

2020 Wirra Wirra Vineyards, Catapult Shiraz, McLaren Vale, Australien

2020 Wirra Wirra Vineyards, Catapult Shiraz, McLaren Vale, AustralienDen næste vin fra Wirra Wirra Vineyards er opkaldt efter den afdøde Greg Trotts usædvanlige drøm … at få bygget en katapult fra middelalderen. Det er denne vin Catapult Shiraz, som jeg smager i årgang 2020.

Greg Trott ville bygge en stor katapult, for han havde set en i Acton Round Hall i Shropshire og mente, at de kunne anvende den til at skyde vandmeloner

Han nåede dog aldrig at få projektet realiseret, men efter hans død blev der i 2009 opført en middelalder katapult på vingården op den er så blevet brugt til at kaste utallige vandmeloner  – én endda fyldt med fyrværkeri ind til nabo vinmarker, egne marker og desværre også i en uheldig BBQ-hytte.

Til denne vin kommer Shiraz aka Syrah druer fra marker i McLaren Vale, McLaren Flat og Aldinga. Druerne først er afstilket og så knust inden gæringen, der starter ved 20-22 grader og så langsomt øges til 25-28 grader med overpumpning 2-4 gange dagligt.

Derefter er vinen presset og lagring sket på en kombination af 70%  fransk egefade samt 30% amerikanske barriques samt hogsheads, hvoraf 20% er nye fade.

Duftmæssigt er vinen lidt tungere, lidt mere fadpræget og mere krydret end foregående. Der er en frugt med tørrede tranebær, en smule blåbær, solbær, skosværte, voks, nyt træ, peber, lakridsrod, kakao, kaffe samt svagt mælkede noter.

I munden er der skrald på peberen … virkelig stærk og sparker nærmest som et muldyr og dermed ikke en vin for sarte sjæle. Det er imidlertid ikke en fed, marmeladetung vin, bare monstertør, vild og skriger nærmest på mad. Om alkoholen på 14,5% sparker i kor skal jeg ikke kunne sige, men der er godt med syre, kraft, power og så ellers peber … stærk og krasbørstig.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 239,95 kr., mens prisen er 179,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2021 Weingut Ziereisen, Schmätterling Rosè, Baden, Tyskland

2021 Weingut Ziereisen, Schmätterling Rosè, Baden, TysklandVi skal atter en tur forbi det fremragende vinhus Weingut Ziereisen i Baden, for jeg har netop smagt 5 vine fra huset, hvor den første var denne pænt dybrøde rosévin Schmätterling Rosè.

Weingut Ziereisen ligger helt præcis på Markgrafenstrasse i Efringen Kirchen … faktisk lige i trekanten mellem Tyskland, Schweiz og Frankrig.

Hanspeter skulle egentlig slet ikke ha’ været vinbonde og er i stedet uddannet tømrer. Men da hans forældre i 1991 pludselig opgav at drive deres lille gård – og hans to søstre heller ikke vil overtage – så besluttede han selv at tage affære.

Han overtog driften på gården, som udover drift med svin, køer og markdrift omfattede en halv hektar med vinstokke. Tidligere havde forældrene egentlig blot givet druerne til det lokale kooperativ, men Hanspeter anvendte i stedet druerne til at lave sine egne vine.

Så begyndte han at langsomt at opkøbe og lease yderligere vinmarker i Markgräflerland … og i dag har Hanspeter Ziereisen samlet 21 hektar marker, hvor han dyrker sorterne Gutedel, Grauen Burgunder, Weißen Burgunder, Chardonnay, Spätburgunder og Syrah.

Fra første fløjt har Hanspeter gået sine helt egne veje og ville lave vine i sin helt egen stil, hvorfor han vinene ikke fulgte reglerne, blev beskrevet som ikke typisk tyske og derfor ikke godkendte. Det slog dog ikke Hanspeter ud, for i stedet har han lige siden blot solgt sine vin som Badischer Landwein … og måske er det også grunden til, at han er blevet kaldt både stædig og lidt en original.

Hanspeters filosofi er, at markerne skal drives på en naturlig og bæredygtig måde, uden han dog er certificeret på nogle måder, og så en individuel vinificering … altid med spontangæring med druernes naturlige gærceller, lange macerationstider, en minimal indgriben i produktionen og så give vinene den modningstid, som de har brug for … og de fleste vine flaskes også uden filtrering.

Lagringen sker primært i nye og brugte barriques samt store, hundrede år gamle 4.000 liter egefade … efter stilsikker burgundisk forbillede og mange sammenligner også ofte vine fra Ziereisen med vinene fra netop Bourgogne.

Hanspeter er specielt kendt for sine vine på druen Gutedel … den som i Schweiz og Frankring mest er kendt under navnet Chasselas. Han dyrker Gutedel på hans bedste marker, bl.a. Efringer Ölberg og reducerer udbyttet kraftigt. Han forsøger at få alle de gamle dyder frem i druen … og det siges, at hans laver Gutedel vine, som minder af bidende koncentrerede Meursault vine fra Bourgogne.

Og hele familien er med i vinbruget … idet hustruen Edeltraud hjælper til med både pakning, fakturering og beskrivelserne på deres hjemmeside … og efterhånden er deres to børn Johanna og Ida Paulina også kommet med i arbejdet … mens også Hanspeters forældre Hansjörg og Verena går engang imellem til hånde.

Vi starter det lille Ziereisen raid med at smage denne Schmätterling Rosé 2021, som er lavet på 90% Regent og 10% Spätburgunder fra mere end 20 år gamle vinstokke. Vinen er lavet med spontangæring i rustfrie ståltanke alene med druernes naturlige gærceller.

Efter endt fermentering er vinen lagret 6 måneder sur lige på enten store, brugte trætønder eller ståltanke eller begge dele … dette er afhængig af årgang. Schmätterling betyder i øvrigt sommerfugl,

Duftmæssigt er det lidt en sjov historie … lidt animalsk og landlig med modellervoks, en kødfuld aroma med kirsebærsten, nogle fede solbærblade og tørrede blommer, lidt mango og anden tropisk frugt samt nogle sødlige og sødkrydrede noter. Det blomstrede fylder ret meget, virkelig blomsterpollen, mens syren virker ret beskeden.

I munden er der heller ikke så meget syre, men en fladere frugt med hindbær, tranebær, citroner, grape … et vist tørt tanninbid, blomster, hybenroser og en lille bitterhed. Det er en vin, der er lidt sin egen og har en virkelig tørt og anderledes smag.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., men kan fås til 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2021 Terre Cevico, Zealy Sauvignon Blanc, Emilia-Romagna, Italien

2021 Terre Cevico, Zealy Sauvignon Blanc, Emilia-Romagna, ItalienKooperativet Terre Cevico Societe Coop Agricola er et større foretagende, der mest laver vin fra deres vinhuse i Lugo di Romagna, Forlì og Reggio Emilia. Vi smager her en frisk 2021 Zealy Sauvignon Blanc.

Kooperativet er grundlagt tilbage i 1963 og har i dag ikke mindre end 5.000 medlemmer aka vinavlere, der samlet har noget over 7.000 hektar vinmarker samt hele 20 vinerier i Emilia-Romagna.

De laver således også masser af vin … hvilket er fordelt på 32 forskellige brands og selvfølgelig på en masse druesorter, men her smager vi deres 2021 Zealy Sauvignon Blanc.

Der er ikke mange oplysninger om den lille bandit … men mon ikke vinen er lavet udelukkende på ståltanke? Det gætter vi på og går så videre til mine smagsnoter.

Hold da op … umiskendelig Sauvignon Blanc med grøn peber, en omgang landlig armsved, græs, hyldeblomst, kiwi, solbærblade og samtidig lidt fersken og stikkelsbær. Der er samtidig en lidt varmere og måske mere eksotisk side i aromaerne.

Det smager også lidt, som det dufter … masser af de grønne noter, frisk med grønne asparges, sure stikkelsbær, citroner og grape på en lidt rustik og bondsk facon. Atter fornemmes bare en lille, bitte, svag fyldighed, men samlet en frisk vin, der kan lave et mundspidsende postyr i ethvert selskab. Meget udtryksfuld i både duft og smag.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 109,95 kr., mens prisen er 59,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

N.V. Kolonne Null, Cuvée Rouge No.2 Edition Mas Que Vinos, Castilla-La Mancha, Spanien

N.V. Kollone Null, Cuvée Rouge No.2 Edition Mas Que Vinos, Castilla-La Mancha, SpanienVi sluttede smagningen af Kolonne Null vinene helt uden påvirkning … udover en åbenlys begejstring over niveauet og det gælder også denne N.V. Cuvée Rouge No.2 Edition Mas Que Vinos.

Nu er vi så i Spanien, for Bodegas Más Que Vinos holder til i Cabañas de Yepes, Toledo i Castilla-La Mancha.

Vinhuset er grundlagt i 1999 af de to kvinder Margarita Madrigal, Alexandra Schmedes og vinmager Gonzalo Rodriguez. De mødtes året før i Rioja og besluttede sig for at lave vin sammen, hvilket sket med udgang i Gonzalos families vingård i Dosbarrios ved Mesa de Ocaña tæt på Toledo.

Vingården stammer tilbage fra 1851, men 2007 byggede trekløberet en ny og moderne vingård i Cabañas de Yepes, der er naboby til Dosbarrios. Der har de i 750 meters højde sammenlagt 35 hektar vinmarker med op til 80 år gamle vinstokke på Cencibel aka Tempranillo, Garnacha, Airén og Malvar … og de dyrkes økologisk.

Med denne Cuvée Rouge No.2 Edition Mas Que Vinos er der atter ingen oplysninger om produktionen, men den er efter alt at dømme lavet på et blend af netop Tempranillo, Garnacha, Airén og Malvar. Gæring er sket på ståltanke og den er formentlig også lagret en periode på tankene inden vakuumdestillationen, hvor alkoholen fjernes.

Igen får jeg et lille, småskummende slør i overfladen, men det er klart mindre end hos foregående vin og forsvinder også hurtigere, hvor der kommer en duft af frisk og mørk frugt med en svag sødme. Der er masser af bær, sorte kirsebær, brombær, blommer. svesker, enebær og søde krydderier. Det er sgu en meget ærlig, rustik og ukompleks duft … lige ud af landevejen.

Smagsmæssigt synes jeg også, at den er bedre end Cuvée Rouge No.1, for smagen er frisk, ren og frugtrig med en direkte frugt, har masser af frugtintensitet, hvor det mest er kirsebær, hindbær og måske endda lidt jordbær, let peber, nogle tanniner … frisk og næsten som at drikke fra tanken direkte. 4 tomler med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

N.V. Kolonne Null, Cuvée Rouge No.1 Edition Fürst Hohenlohe Oehringen, Württemberg, Tyskland

N.V. Kolonne Null, Cuvée Rouge No.1 Edition Fürst Hohenlohe Oehringen, Württemberg, TysklandMed næste Kolonne Null alkoholfrie vin er vi fortsat i Tyskland, for vinen er lavet i et samarbejde med Weingut Fürst Hohenlohe Oehringen og det er denne røde Non Vintage Cuvée Rouge No.1 Edition Fürst Hohenlohe Oehringen.

Vi er nu i Württemberg eller  mere præcis i byen Öhringen, hvor familien Fürst Kraft nu i 27 generationer har drevet huset, der oprindelig blev grundlagt tilbage i 1256. Det gør også vinhuset et af de ældste familiedrevne vinhuse i hele Tyskland og drives i dag af ansatte Joachim Brand.

Vingården har samlet 17 hektar vinmarker og laver årligt 140.000 flasker vin på specielt Riesling, Weißburgunder, Chardonnay og Sauvignon Blanc samt de røde druer Lemberger, Spätburgunder, Trollinger og Merlot.

Huset er medlem af både VDP og var medstifter af HADES, der jo er en sammenslutning af vinavlere i Württemberg, som blev grundlagt i 1986 med henblik på at studere brugen af nye fade af egetræ i vinproduktionen.

Udover Fürst Hohenlohe Oehringen består HADES også af både Jürgen Ellwanger, Weingut  Weinguf Graf Adelmann, Weingut Sonnenhof, Staatsweingut Weinsberg samt Drautz-Able.

Cuvée Rouge No.1 Edition Fürst Hohenlohe Oehringen er et blend på druesorterne Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Merlot samt Lemberger. Vinen er lavet i samarbejde med Kolonne Null og så lavet på ståltank aka edelstahltank, men der ligger ingen oplysninger om en eventuel lagring på fade.

I glasset ligger der sig lige et lille hvidt lag ovenpå den fyldige røde farve, hvilket virker lidt underligt, men det fortager sig hurtigt og så kommer der en duft af en mørk, tæt frugt med brombær, solbær, sød tobak samt et sødere fadpræg med let vanilje … meget rund, fyldig og virker så behagelig.

Smagsmæssigt er det en lidt jammy vin, men frugtintensiteten er egentlig god og der er proppet med kirsebær, tranebær, hyldebær, tranebær, druesaft og ultra-soft Bamseline tanniner, en mørk og lidt rustik syre, men virkelig saftig, blød og rund.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Kolonne Null, Rosé Sparkling Edition Felix Mayer, Pfalz, Tyskland

2019 Kolonne Null, Rosé Sparkling Edition Felix Mayer, Pfalz, TysklandInden de røde alkoholfrie vine fra Kolonne Null, så nappede jeg endnu en mousserende rosé, for der står helt passende Prickelnd på denne Rosé Sparkling Edition Felix Mayer 2019.

Vinhuset ligger på Weinstraße i byen Grünstadt-Asselheim i det nordlige Pfalz og er grundlagt i 1804, hvor den store herregård Mayerhof blev opført

Det var dog i slutningen af ​​det 19. århundrede, at gården blev overtaget af Ludwig Friederich, der er den nuværende ejer Felix Mayers tipoldefar, og ændrede driften fra blandet landbrug til vinproduktion.

Det var først i 2014, at Felix Mayer overtog driften fra sine forældre og satsede mere på produktion af naturlige topvine. Han har samlet 17 hektar vinmarker fordelt på 10 lokationer langs den nordlige vinrute mellem Asselheim og Bad Durkheim.

Denne Rosé Sparkling Edition Felix Mayer er lavet i samarbejde med Kolonne Null, men der er meget sparsomme oplysninger om vinen, men den er formentlig lavet på enten Cabernet Sauvignon eller Blauer Portugieser, for det er de to sorter, som Mayer selv laver rosévine på. Men det er selvfølgelig alene mine gætterier.

Efter endt gæring har vinen selvfølgelig gennemgået samme af-alkoholisering som de foregående vine.

Duftmæssigt er der masser af jordbær samt røde kirsebær … ikke så indbydende som de foregående, for jordbærrene er søde suppleret med blodappelsin samt et tørt, rustikt og sødkrydret touch.

I munden er vinen også for mig en kende for sød, men sødmen står dog heldigvis slet ikke alene, for den har en lille og spinkel syre med både citron og lemon. Bobler bruser hurtigt op, men fader også lige så hurtigt. Igen er den lige så god som rosévine med alkohol.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske på 20 cl koster 59,95 kr., mens prisen er 39,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Domaine du Clos des Poulettes, Côte de Nuits Villages Vierville, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine du Clos des Poulettes, Côte de Nuits Villages Vierville, Bourgogne, FrankrigDer var fortsat burgundiske vine i vente og den næste fra Domaine du Clos des Poulettes var denne 2019 Côte de Nuits Villages Vierville.

Vinen er som alle rødvinene hos Domaine du Clos des Poulettes lavet i små termoregulerede gæringskar. Efter fermentering ligger vinen så i kold maceration i 4-6 dage, hvorefter der sker malolaktisk gæring og lagring 18 måneder i 228 liter egefade, heraf op til 20% nye fade. Aftapning udført efter let klaring, men uden filtrering.

Som med foregående vin har den fortsat godt med hvalpefedt, meget ung, let, urtet og grøn blade, men frugten virker lidt mørkere med kirsebær, lyse blommer, boysenbær, let lakrids, blomster samt en vis saftig mineralitet.

Smagsmæssigt er det også som forrige let, tør og kantet, men igen med mørkere frugt, lidt mere intensitet, violer, tobak, grønne blade, fine og præcise tanniner, lidt karamel, lidt peber og måske endda lidt nelliker og stenet mineralitet.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske normalt koster 299,95 kr., men på tilbud pt kan fås til 239 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Domaine du Clos des Poulettes, Bourgogne Côte d’Or La Corvée au Prêtre, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine du Clos des Poulettes, Bourgogne Côte d’Or La Corvée au Prêtre, Bourgogne, FrankrigDe sidste 4 vine hos Hélène Michaut fra Domaine du Clos des Poulettes var alle røde og første var en 2019 Bourgogne Côte d’Or La Corvée au Prêtre.

Det er med andre ord en enkeltmarksvin, hvor druerne kommer fra marken La Corvée au Prêtre. Vinen er lavet i små termoregulerede gæringskar, der kan rotere.

Efter endt fermentering ligger vinen så i kold maceration i 4-6 dage, hvorefter der sker malolaktisk gæring og lagring 18 måneder i 228-liters barriques, heraf op til 20% nye fade. Aftapning udført efter let klaring, men uden filtrering.

Duftmæssigt er det en meget ung, vild og viril vin, godt med urter samt grønne blade, spidse albuer, ung og rustik med en frisk, lyserød frugt, hvor der mest er ribs, rabarber, godt med kant og brusende i næsen.

I munden er vinen også frisk, tør og kantet, men egentlig med en frisk, god, let og imødekommende frugt. Der er en ligetil, frisk og ubekymret vin, som udløser 4 houlbergske tomler.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske normalt koster 199,95 kr., men på tilbud pt kan fås til 149 kr.

Vinanmeldelse 4/7