2011 Cantine Adanti, Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

2011 Adanti, Montefalco Rosso Arquata, Umbrien, ItalienVino e passione er sloganet hos vinimportfirmaet Italux … og de forstår sgu ærlig talt – med passion og god smag – at finde nogle små italienske perler. Indtil nu har ingen vine fra Italux skuffet og det gør denne Montefalco Rosso fra det umbriske vinhus Adanti skam heller ikke.

Cantine Adanti aka Azienda Agricola Adanti ligger ved Bevagna lidt nord for Montefalco. Vingården er grundlagt i midten af 1960’erne, da Domenico Adanti købte ejendommen Arquata, et gammelt Celestine munkekloster, som han efterfølgende renoverede.

Han genplantede samtidig ejendommens marker med både vinstokke og oliventræer. I dag har Azienda Agricola Adanti sammenlagt 40 hektar jord, hvoraf de 30 hektar er vinmarker, mens de sidste 10 hektar er oliventræer.

På vinmarkerne dyrker familien druesorterne Sangiovese, Sagrantino, Cabernet Sauvignon, Barbera, Merlot og Grechetto.

I dag er det Pietro, Daniela og Donatella Adanti, som driver vingården og laver 10 forskellige vine samt selvfølgelig lidt grappa og masser af olivenolie. Jeg har tidligere smagt deres Montefalco Sagrantino, men her er det altså den lidt lettere og billigere Montefalco Rosso.

Vinen er lavet på et blend af 70% Sangiovese, 15% Sagrantino, 5% Barbera, 5% Merlot og 5% Cabernet Sauvignon, altså med lidt flere druesorter end vi normalt ser i en Montefalco Rosso, men fortsat indenfor DOC reglerne.

Drueklaserne afstilkes, hvorefter druerne presses og overføres til rustfrie ståltanke. Macerationen er forholdsvis lang … 3-4 uger med løbende omrøring og overpumpning. Efter endt fermentering lagres vinen i både barriques og tonneaux i omkring 12 måneder.

Duften er tør, støvet med mørk frugt … alderen virker bestemt ikke til at trykke, hverken hos mig eller hos vinen. Der er noter af egefade, lakrids, chokolade, en smule læder og vinen har en både rund og blød næse.

Og den smager sgu også godt … måske har min underbevidsthed savnet vin fra Montefalco. Der er tørre tanniner, mens frugten er meget klar og frisk. Det er nærmest lyse solbær og modne kirsebær og herudover en virkelig mørk, mørk chokolade med megahøj kakaoprocent, balsamiske elementer samt nogle bitterstoffer. Det er sgu en lille lækkerbisken.

Adanti skal klart på min besøgsliste, hvis jeg igen på et tidspunkt kommer til Umbrien.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster ganske beskedne 72 kr. og det gør det også til et rigtigt godt køb.

Vinanmeldelse 5/7  

2015 Weingut Jakob Scholl Nachf, Rüdesheimer Drachenstein Spätburgunder Trocken, Rheingau, Tyskland

2015 Weingut Jakob Scholl Nachf, Rüdesheimer Drachenstein Spätburgunder Trocken, Rheingau, TysklandOg lad os da endelig blive på markedspladsen i Rüdesheim … centrum for Tage des Federweißen. Fra en af pladsens vinboder bestilte vi en flaske af denne Rüdesheimer Drachenstein Spätburgunder Trocken fra Weingut Jakob Scholl Nachf.

Vinhuset Weingut Jakob Scholl Nachf har siden 1874 drevet værtshuset aka weinbaren Lindenau i Löhrstrasse. Det var Jakob Scholl, som grundlagde værts- og vinhuset ved siden af sit job som både tagdækker og vinmager. Selve Scholl familien kan dokumenteres helt tilbage til 1522 i Rüdesheim.

I dag er det 6. generation i form af Elke og Alexander Scholl, som driver vinhus og vinbaren … baren dog med hjælp fra Christian, Peter og Petra Bachelle-Konz.

Familien har samlet beskedne 1,7 hektar vinmarker, som alle ligger omkring Rüdesheim. Udover den lille produktion af en række vine til deres værtshus og den lille weinprobierstand på markedspladsen, så driver de såmænd også et lille gasthaus med udlejning af lidt værelser.

Der er ingen oplysninger om vinene, så derfor springer jeg da blot hovedkulds ind i mine smagsnoter på denne Rüdesheimer Drachenstein Spätburgunder Trocken.

I næsen er det lyse kirsebær med et grønt bid samt lidt sød glühwein og nogle søde egefade. Det virker ærlig talt en smule usammenhængende og ikke specielt indbydende. Smagen er sød og krydret med mørke bær, kantet og næsten off-grid … enhver sammenhæng med elegant, delikat Pinot Noir er svær at finde.

Keeper købte vinen i en af boderne på markedspladsen, men prisen kan jeg ikke huske.

Vinanmeldelse 2/7  

2016 Weinbau Markus Störzel, Rüdesheimer Drachenstein Riesling Kabinett, Rheingau, Tyskland

2016 Weinbau Markus Störzel, Rüdesheimer Drachenstein Riesling Kabinett, Rheingau, TysklandI en af Rüdesheims mange gårdhaver slog vi os ned og bestilte lidt Riesling. Vi havde ramt en gårdhave tilhørende Weinbau / Weingut Markus Störzel og vinen var en Rüdesheimer Drachenstein Riesling Kabinett.

Markus Störzel er en af de mange vinproducenter, som overalt i Rüdesheim tilbyder deres vine til tørstige turister og den kategori faldt vi vel egentlig også indunder. Udover at drive sin weinstube med tilhørende gårdhave, så er Markus også en af de små vinproducenter, som på markedspladsen passer en af boderne – en Weinprobierstand der Rüdesheimer Winzer – og der sælger sin vin.

Jobbet med at sælge vin i boderne på markedspladsen går på skift … og typisk er man omkring 4-6 producenter om en bod. Markus Störzel deler bl.a. hans bad med et par andre vinproducenter med samme efternavn … Weingut Adolf Störzel og Weingut Heinz Störzel.

Jeg vil gætte på, at de er brødre, for de ligner i hvert fald alle sammen hinanden ganske tydeligt. Markus Störzel havde faktisk også tjansen denne weekend, men vi var i stedet havnet i hans gårdhave og havde bestilt denne Rüdesheimer Drachenstein Riesling Kabinett.

Jeg kan ikke finde mange oplysninger om den gode Markus Störzel, hverken om vinhuset, marker, vinene eller andet. Men det er måske godt det samme, for der er på ingen måder tale om store vine … faktisk nærmere tværtimod.

Vi går dermed blot om bord denne Rüdesheimer Drachenstein Riesling Kabinett, som i næsen er overraskende anonym … ikke ret meget at hente udover nogle grønne elementer og lidt estragon.

Smagen er kantede grønne æbler og rigeligt med citronsyre. Der er bare derudaf … ingen intensitet, dybde eller andet, blot stram og utilnærmelig citronsyre. Smager virkelig ikke ret godt.

Serveret i gårdhaven kostede vinen 9€ … svarende til 68 kr.

Vinanmeldelse 2/7 

2009 Weingut Robert Weil, Kiedrich Turmberg Riesling Spätlese, Rheingau, Tyskland

Når vi nu er ved den gode Weingut Robert Weil, så lad os endelig kigge på den vin, som blev optanket på en rasteplads på A7 bundesautobahn. Nogle anvender Red Bull på lange køreture, men vi valgte en 2009 Kiedrich Turmberg Riesling Spätlese.

Nu skal det retfærdigvis siges, at vores chafut på den sidste strækning alene fik en lille sip, mens Keeper og jeg så måtte ofre os for den gode sag. Og totalt respektløs blev de gyldne Weil Spätlese dråber endda drukket af farvede plastikkrus. Nogle gange skal man bare bryde med de fucking vaner og gode manér … og det gjorde vi så.

Jeg har faktisk smagt vinen en gang tidligere i 2014, så der ligger dermed allerede en anmeldelse af vinen her på bloggen. Men vil nu gøre en undtagelse og komme med endnu en anmeldelse … fra A7 bundesautobahn. Heldigvis passede både mine smagsnoter og rating spot on mit første møde med vinen.

Kiedrich Turmberg Riesling Spätlese er en Erste Lage vin, som selvfølgelig kommer fra marken Turmberg, som tidligere var en del af slottet Scharfenstein. Det er en stejl mark … op til 60% og med en undergrund af sten og grus. Og så har denne sgu 10 år på bagen.

Proppen voldte lidt genstridigheder og smuldrede totalt. Intet lykkedes for at få proppen op, men efter et stykke tid, så var der et hul, således den herlige væske kunne komme ud. Ganske vist med lidt små korkstykker. Men det mætter jo det hele.

Og sikke da en herlig næse, hvor sød petroleum møder eksotiske frugter, fersken, mango, melon og en blomstermark. Der er ristede hasselnødder og våde sten samt en gammel jernhavelåge.

I munden er vinen ganske sød … måske endda også sødere en Spätlese generelt og på vej mod Auslese. Sødmen er klart mere end forventet. Derudover er der modne æbler, en note af citrus, godt med kraft, lidt eg og trods den store sødme allievel en fin syre til at binde vinen sammen.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske af nyere årgang koster 465 kr. ved køb af en flaske og 415 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

Besøg hos Weingut Robert Weil … veldrevet Kiedricher magtfaktor

Rise and shine … ny dag i Rheingau og planlagt besøg hos 4 vingårde, hvor den første var velkendte Weingut Robert Weil, der ligger i byen Kiedrich. Vi pløjede Astra’en gennem det rheingauske landskab med Rhinen funklende og smilende til vores højre kind. Vi blinkede sødt igen.

Kiedlich ligger som fjerneste destination fra Rüdesheim på vores besøgsliste, og derfor gav det også god mening at starte dagen der. Så kunne vi langsomt, men sikkert, nærme os Rüdesheim i løbet af dagen … fra producent til producent, flaske til flaske, glas til glas. Klasse.

Weingut Robert Weil ligger nedad en smal, stejl vej og først var vi faktisk i tvivl om, hvorvidt vi var på rette spor. Men BINGO … så dukkede vinhuset op i al dens storhed,  pragt og glans. Vingården nærmest oser af penge … mange penge.

Vi snusede og listede os rundt … tog et par obligatoriske fotos, for det er svært at lade være med på dette sted. Der er simpelthen så flot og ordentligt. Samtidig havde solen valgt at skinne fra en næsten skyfri himmel, så på den måde passede pengene også. Et par arbejdere forsøgte at få styr på de mange blade, som træerne træt havde smidt i respekt af en truende vinter.

Skiltene, der viser flokken vej til vinotheket, er selvfølgelig lyseblå som etiketterne på husets vine. Vi adlød de lyseblå og lod os føre hen mod vinotheket, hvor vi – efter et par ring – blev modtaget af Jan Christensen. What-the-fuck? En dansker?

Jan er leder – leiter – af vinotheket, men tysker af dansk afstamning, og han bød os indenfor i den flotte vinbutik aka vinothek, hvor vi satte os på et par barstole med et lille springvand på bordet. Elegant … hvis man altså ikke lige skal tisse.

Vi efterspurgte lidt god, tør Riesling og herr Christensen forsikrede os om, at vi så var kommet til det rigtige sted. På den måde havde han jo ret, for Weingut Robert Weil laver udelukkende Riesling, men selvfølgelig lige fra tørre vine til fuldfede, søde Trockenbeerenauslese og Eiswein.

Vi ville holde os til de tørre vine.  Imponér os, fremstammede Falken på bedste skoleengelsk en smule provokerende, men keine problem … igen var vi kommet til det rigtige sted og opfordringen virkede ikke til at ryste Christensen det mindste.

Weingut Robert Weil er medlem af VDP, så vi startede selvfølgelig med husets Gutswein Rheingau Riesling Trocken og så steg niveauet bare vin for vin. Fra husets GG marker smagte vi Kiedrich Gräfenberg Riesling Trocken GG.

Historien bag vinhuset

Leiter Jan Christensen fortalte også lidt om vinhuset, som jo blev grundlagt af Dr. Robert Weil, der var professor i tysk på Sorbonne Universitet i Paris. I 1867 købte han – trods arbejdet i Paris – sine første vinmarker på Kiedricher Berg.

På grund af den fransk-tyske krig blev han omkring 1870-71 nødsaget til at forlade Frankrig og slog sig selvfølgelig ned ved Kiedrich i Rheingau, hvor han nogle år senere også købte den flotte, gamle og gotiskinspirerede ejendom, som blev hjemsted for vinhuset. Det er ejendommen på det allerøverste foto.

Ejendommen var bygget af Sir John Sutton. Han var en engelsk, stenrig adelsmand, havde titlen baronet af Norwood Park i Lincolnshire og var kunstmæcen. Han havde slået sig ned i Kiedrich, hvor han bl.a. med sin formue støttede en lang række gode formål, herunder genopførelsen af Pfarrkirche St. Valentinus … den store kirke, som på billedet ovenover kan skimtes i baggrunden.

Han stod også bag opførelsen af den store villa, som Dr. Robert Weil købte efter Sutton død i 1873. Købet blev hjulpet på vej via Robert Weils bror, der netop arbejdede som præst i Pfarrkirche St. Valentinus på dette tidspunkt.

Efter ankomsten til Kiedrich ernærede Dr. Robert Weil sig som journalist, men vinproduktionen voksede stødt. Han udvidede forretningen og erhvervede med tiden nogle af de bedste marker omkring Kiedrich.

Takket været Dr. Robert Weil forudseenhed og indsigt samt en stor vilje til at investere, så blev hans vine hurtigt kendte i internationale kredse. Hans fine Riesling vandt indpas på de royale middagsborde over hele Europa som det hvide modstykke til de store røde vine fra Bordeaux.

I dag drives vinhuset af 4. generation i form af Wilhelm Weil, der også selv har lært faget helt fra barnsben af. Han overtog driften i 1987, hvor det faktisk ikke gik specielt godt for Weingut Robert Weil. Vor vært under besøget fortalte, at man faktisk dengang var tæt på at gå rabundus. 

Men via fremsynede investeringer i kælderen og vinmarkerne, indførslen af de ikoniske lyseblå etiket samt ny markedsføringsstrategi, så fik Wilhelm Weil igen skabt interesse for vinhusets vine. Og successen kan bestemt aflæses, når man besøger Weingut Robert Weil.

Vinhuset er i dag virkelig ordentlig, veltrimmet og smukt at besøge. Der nu også investeret i mere moderne vineri, smagelokaler, vinothek og alt fremstår totalt nyfriseret. Samtidig er det tydeligt, at her er man vant til mange gæster og turister.

Weingut Robert Weil har udover det flotte vineri og smukke park omkring 90 hektar vinmarker, bl.a. markerne Kiedrich Klosterberg, Kiedrich Turmberg og Kiedrich Gräfenberg.

Der satses på kvalitet, bl.a. med kraftig kontrol af udbytte fra vinmarkerne og selektiv, manuel plukning. Ligeledes i kældrene, hvor vinene vinificeres så blidt som muligt, hvilket garanterer produktion af vine på et højt kvalitetsniveau.

Besøg i vinkælderen

Vi fik en god snak med Jan Christensen og fortalte, at vi på vej til Rheingau faktisk havde nydt et glas 2009 Kiedrich Turmberg Riesling Spätlese fra Weil og medbragt fra deres danske importør Jysk Vin, som Jan bestemt godt kendte. Cool.

Sammen med et par andre gæster fik vi lov til at komme ned i fadkælderen, hvor vi fik en rundvisning. Den minder på mange måder om tingene ovenfor … pænt, ordentlig og en smule showoff med en mur med blåt vandfald. Vandfaldet sikrer tilstrækkelig luftfugtighed, men ser også ganske imposant ud.

Jan vidste os de store egefade, som – via jernplader på bagsiden inde i fadene – kan temperaturreguleres. Det er store fade, som Weil anvender til sine vine og de kan holder mange årtier.

I et lille siderum var der flere egefade samt en lille samling af nogle af husets gamle, støvede vine. Disse vine var aflåst bag tremmer og var blot en del af Weils gamle skattekammer.

Jan fortalte, at en af husets gamle vine – en 1921 Kiedricher Berg Riesling Auslese – i år 1999 blev solgt på vinauktionen på Kloster Eberbach til knap 90.000 kr. … og dem har man fortsat 3 flasker af.

I nyere tid er en 2003 Kiedrich Gräfenberg Riesling Trockenbeerenauslese Goldkapsel solgt for omkring 38.000 kr., så der ligger for lidt basører i den gamle kælder.

Dem smagte vi dog ikke, men ellers et ganske fint besøg. Da vi kom op fra kælderen var vinotheket ved at være pænt besøgt … vistnok af nogle japanske turrister. Vi købte lidt og takkede pænt af.

Sluttelig blot lige lidt flere stemningsbilleder fra besøget.

Besøg hos Weingut Georg Breuer … i deres hippe, moderne vinothek

Weingut Georg Breuer hører til blandt de bedste vinproducenter i Rheingau. Nogle påstår endda, at huset hører til blandt de 5 bedste producenter i Tyskland. I hvert fald skulle hans Riesling være legendarisk og serveres da også på flere af verdens bedste restaurationer.

Det blev dog slet ikke helt vores oplevelse, men lad os vende tilbage til det senere. Imidlertid er det sikkert, at vinhuset holder til i Rüdesheim. Dermed var det selvfølgelig oplagt, at vi da lige skulle forbi Breuer, da vi først havde fået smidt bagagen på vore værelser på Gasthof Krancher og ellers trængte til at strække benene og dulme Riesling ganerne.

Vi satte målbevidst kursen mod Geisenheimer Straße, men den gamle statelige bygning er alene vinhusets administration, idet besøgende henvises til deres moderne vinothek i Grabenstraße. Vi fik hurtigt korrigeret vores luksuslegemer den rigtige retning og stødte igen hurtigt på navnet Georg Breuer.

Vinotheket ligger i en ældre bygning i Grabenstraße, men er indvendigt totalt renoveret, hipt og tjekket i beton og stål … ingen dårlig tysk smag der. På en stålvæg kan man se et kort over hele Rheingau og derpå er husets marker markeret med koboltblå farve … samme farve, som i øvrigt går igen på vinduesrammer, reoler og sågar de pæle, som findes ved rækkerne af vinhusets marker. Det er sikkert company colour.

Vinhuset er grundlagt helt tilbage i 1880 af familierne Scholl og Hillebrand. Dengang bestod det reelt blot af en vinbutik, som imidlertid i starten af 1900-tallet blev købt af Peter Breuer, den første vinmand i Breuer familien.

Det blev dog sønnen Georg Breuer, som kom til at ligge navn til vinhuset, selvom det reelt var Georgs to sønner Bernhard og Heinrich, som for alvor satte vinhuset på landkortet, bl.a. ved betydelige udvidelser af husets vinmarker, høje kvalitetsnormer og en international markedsføring, som specielt blev anført af Bernhard Breuer.

Bernhard & Heinrich Breuer overtog vinhuset fra deres far omkring 1980, og de stod bl.a. også for købet af marken Rauenthaler Nonnenberg samt andre topmarker i området.

Efter Bernhard Breuers død i 2004, så er vinhuset efterfølgende blevet drevet af hans datter Theresa, som ukueligt har videreført sin fars visioner og ført vingården til endnu højere niveau.

Over de seneste 15 år har Theresa Breuer aftappet en række legendariske vine, som er berømte for deres evne til at lagre exceptionelt godt.

I dag har Weingut Georg Breuer samlet 34 hektar vinmarker, svarende til 136 morgen. Morgen er en gammel måleenhed for det område, som en plov med én hest eller én okse kunne pløje på én morgen. Man sagde, at der gik omkring 4 x morgen til en hektar og det passer jo egentligt også spot on godt her.

Huset vinmarker ligger udelukkende i Rüdesheim og Rauenthal im Rheingau og de bedste marker er Rüdesheimer Berg Schlossberg på 3,5 hektar, Rüdesheimer Berg Rottland på 2,9 hektar, Rüdesheimer Berg Roseneck på 2,1 hektar og endelig Rauenthaler Nonnenberg på 5,6 hektar og som de er eneejer af.

Udbyttet på vinmarkerne ligger i gennemsnit på 45 hektoliter pr. hektar og på de bedste parceller er det helt nede på 15-25 hektoliter pr. hektar … altså langt mindre en de lovmæssige krav. De bedste vine kalder huset for deres spitzengewächse, da de ikke er medlem af VDP og derfor ikke må bruge betegnelsen Grosse Gewächse.

De primære druer er selvfølgelig Riesling, som dækker omkring 26,8 hektar af husets marker, mens Spätburgunder er plantet på omkring 3,8 hektar. De sidste sorter er Grauer Burgunder, Weißer Burgunder samt de mere eksperimenterende sorter Orleans og Heunisch.

I dag ligger driften af vingården hos 4. generation i form af Bernhard Breuers datter Theresa Breuer, idet Bernhard desværre døde i en tidlig alder i 2004. Datteren får dog hjælp fra onkel Heinrich, den ansatte betriebsleiter Hermann Schmoranz og vinmageren Markus Lundén

Vinotheket er efterhånden meget turistet … betjeningen sker af unge mennesker og det virker ærligt talt ganske forvirrende for en flok ældre, jyske vinherrer. Derudover koster alt penge, men mulighederne fremgår faktisk slet ikke tydeligt … men er også primært tiltænkt større grupper.

Vi gjorde så blot det, som er vi bedst til … satte os ved baren, og det gav da også bonus. En af de unge, tjekkede fyre dukkede op og dermed kom vi til at smage et lille udvalg af vinene fra  Weingut Georg Breuer.

Vinene fra den dyre ende af skalaen, Breuers spitzengewächse, var udsolgte, så dem kunne vi ikke smage, men vi kom i stedet omkring et lille udvalg af husets mere almindelige vine. Helt fint med os. Vi blev dog på ingen måder imponeret … tværtimod.

Måske vi havde sat forventninger for højt, måske var det omgivelserne, måske var frokosten med wurst og bajer et skidt forspil eller måske var vi blot et par sure, gamle mænd med tis på bukserne i et ungt, hipt vinothek. Nevermind … vinøs souvenir til mig uanset hvad og så må vi til den tid se, om Breuer ikk’ reelt er bedre end lige den eftermiddag i Rüdesheim.

I hvert fald får vinhuset godt med roser …. således har vinhuset da følgende imponerende titler:

  • Siden 1988 har de – jf. Euro-Magazin – været blandt de 100 bedste vinhuse i hele Tyskland
  • Georg Breuer får i Gault Millau Wine Guide Deutschland 2016 hele 4 druer, hvilket betyder deutsche spitze
  • Bladet Feinschmecker har siden 1993 givet huset 4 F’er ud af 5 og dermed blandt bedste vinhuse.
  • Wein-Plus.de har givet 5 ud af 5 stjerner og i 2001 kåret huset som bedste producent i regionen og i 2004 til at have den bedste kollektion af vine.
  • Falstaff har kåret Theresa Breuer som Winzerin des Jahres i 2016

Så det er med andre ord ikke lovprisninger, som huset skorter på. But who cares … ka’ vi li’ det? Og jeres flittige vinblogger blev ikke overbevist under besøget denne fredag sidst i oktober.

 

1992 Weingut Balthasar Ress, Hattenheimer Nussbrunnen Riesling Auslese, Rheingau, Tyskland

1992 Weingut Balthasar Ress, Hattenheimer Nussbrunnen Riesling Auslese, Rheingau, TysklandVi sluttede smagningen hos Weingut Balthasar Ress med denne lidt ældre 25-årige 1992 Hattenheimer Nussbrunnen Riesling Auslese.

Hatterheimer Nussbrunnen er en sydøstvendt mark i Hattenheim og den har sit navn efter en kilde, som stadig eksisterer i dag og oprindelig var omgivet af valnøddetræer … deraf navnet nuss for nødderne og brunnen for kilde. Det er en 9,7 hektar stor Grosse Lage mark, hvor Weingut Balthasar Ress har en parcel på omkring 1,5 hektar. Marken ligger op til Wisselbrunnen, hvor Ress også har parceller.

Hattenheimer Nussbrunnen marken har særlige gode jordbundsforhold med dyb, løs lerjord, mergel og löss, som sikrer god balance i tilførslen, fordeling af vand og samlet gør det Hattenheimer Nussbrunnen til en regulær topmark.

Det er bl.a. fra denne mark, at Ress også henter druerne til hans trockenbeerenauslese, som herhjemme koster 3.000 kr. for en halv flaske.

Denne Hattenheimer Nussbrunnen Riesling Auslese er lavet helt traditionel med spontangæring samt lagring på ståltanke. Ellers har jeg faktisk ikke andre oplysninger om produktionen.

Duftmæssigt en ganske parfumeret og moden aroma med lidt mint, kampfer, et gammel gulvtæppe, mango, abrikos, kvæde, grønne blade i vinmarkerne, lime, en anelse honning og en lidt knækket syre.

I munden er det selvfølgelig en sød vin med sød frugt, honning, kvæde, grøn te, mineraler samt et aftryk af botrytis, men syren virker på en eller anden måde lidt svag i knæene.

Denne årgang 1992 kan formentlig ikke købes længere, men en nyere årgang koster 36€ på vingården … altså omkring 268 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2014 Weingut Balthasar Ress, RESSpekt Riesling, Rheingau, Tyskland

2014 Weingut Balthasar Ress, RESSpekt Riesling, Rheingau, TysklandRESSpekt Riesling er en af de absolutte tørre topvine hos Weingut Balthasar Ress … hvilket en etiket af jern præget med våbenskjold, navn og årstal også klart indikerer. Vinen laves i et meget begrænset oplag og alle flaskerne er nummererede.

Vinen blev første gang udgivet den 5. december 2009 i forbindelse med åbningen af vinhusets første wineBANK, hvor sommelier Kai Schattner spontant råbte “Respekt”, da han smagte vinen og siden har vinen fået navnet RESSpekt og findes i husets serie af RESSklusive vine.

Det er også den vin, som Christian Ress i en happening sænkede ned i en lokal sø, således vinen kunne lagre der uden lys og ved en konstant temperatur. Det lyder en smule besværligt og er da nok også mere et markedsføringsstunt.

Om denne 2014 udgave af vinen har tilbragt en periode på bunden af en kold sø, det tvivler jeg dog på. Druerne til vinen kommer dog fra Grosse Lage marker – de stejleste og bedste parceller ved Rüdesheim, formentlig både fra Rüdesheimer Berg Rottland og Rüdesheimer Berg Schlossberg. Druerne er delvis angrebet af den ædle råd botrytis.

I modsætning til normal praksis hos Weingut Balthasar Ress, så laves RESSpekt Riesling med lang maceration og spontan fermentering, ingen indblanding i processen og derudover gæres vinen helt ud.

Derefter er vinen lagret på bærmen på både nye og ældre egefade, men hvor lang tid fremgår dog ikke. Derefter flaskes vinen uden filtrering eller tilsætning, hvorfor vinen også altid – som naturvin – bør opbevares køligt. Det er en vin, som Parker har givet 93 point i denne årgang.

Hvordan smager sådan en bandit så … holder den fine indpakning eller er det bare lir? Næsen er ganske aromatisk og virkelig intens, moden og meget frugtrig. Der er ingen petroleum … men sådan nærmest en frugtinderlighed, kolde og våde sten samt en form for noget vildskab. Virker ung og vild endnu.

Smagen er nærmest syre med power … virkelig præcis syre, vedvarende syre.  Smagen er lys, let og graciøs. Det er virkelig elegant med koncentration, lys frugt, god struktur, men nok også alt for ung endnu. Gem denne vin i mindst 5-7 år.

Vinene fra Weingut Balthasar Ress forhandles herhjemme af Vinspecialisten, men denne er ikke fundet i programmet. På vingården koster den 65€ … svarende til 485 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

Besøg hos Balthasar Ress … og en olivenfarvet Riesling-Bulli

Vort første besøg I Rheingau var hos det historiske vinhus Weingut Balthasar Ress i Hattenheim. Vinhuset ligger lige op ad hovedvejen Rheinischer Sagenweg, der går langs Rhinen, men besøgende skal køre bagom ad en lille grusvej Rheinallee for at komme til den topmoderne vingård med et tilhørende toptjekket vinothek.

Vores automatgearstyrede transportmiddel havde næsten automatisk drejet snuden mod vinhuset i søgen efter Riesling optankning. Weingut – Vinothek – Weinbar stod der også på den hvide varevogn udenfor vingården. Bingo … vi havde ramt rigtigt og Balthasar Ress var netop et af vinhusene på vores besøgsliste.

I det tjekkede vinothek indendørs blev vi vel modtaget af en ung fyr, som hjælper med salget og han kunne såmænd sige lidt på dansk, både; ræk mig sovsen og jeg elsker dig helt op til månen. Han havde nemlig tidligere haft en dansk kæreste, som endda kom fra Randers … vores hjemby.

Jeg fik desværre ikke hans navn … eller har i hvert fald glemt det, men han blev vores guide gennem en række af husets tørre hvidvine på Riesling og et par Spätburgundere. Han virkede en smule ny på vingården, men fik undervejs hjælp af Kenneth Barnes … en af de andre mere erfarne ansatte i vinotheket.

Historien

Vi hørte også lidt om stedet historie, da familien Ress er en gammel, historisk og meget veletableret familie i Hattenheim. De var faktisk oprindeligt slagtere og slagterforretningen Metzgerei Ress eksisterer faktisk fortsat den dag i dag.

I 1870 udvidede familien forretningen med restauranten Gasthof Ress på hovedgaden Hattenheim og det blev grundlaget for en virksomheden indenfor gastronomi, herunder vinproduktion og -handel.

De første vine tilbage i 1870’erne blev kaldt for Von Unserm, og det navnet bruges i dag fortsat på en række af vinene fra Weingut Balthasar Ress.

Til aktiviteterne blev også i 1880 lagt naboejendommen Kronenschlösschen, som Balthasar overtog fra et konkursbo. Den blev ombygget Hotel Ress, og det er i dag et af de førende huse indenfor gastronomi i Rheingau og faktisk fortsat kendt under det gamle navn Hotel Kronenschlösschen. I dag er hotellet dog ikke ejet af Ress familien.

I årene efter 1. verdenskrig var vinproduktionen på Balthsar Ress godt udviklet, men familien anført af sønnen Carl Ress havde appetit på mere og fortsat ekspansion.

Således opkøbte familien løbende yderligere ejendomme, bl,a. Wachendorffschen fra familien Heimes i 1923, markene Stellwerk og Hattenheimer Engelmannsberg fra Baron von Frentz i slutningen af 1940’erne og hele Weingut Wilhelm Hess i Rüdesheim i 1950 med markerne Rüdesheimer Berg Rottland, Bischofsberg og Rüdesheimer Berg Schlossberg.

Familien købte også senere værtshuset Weinhaus Engel i Drosselgasse i Rüdesheim og i 1957 købte de vinhuset Hasensprung Joachim Bäumer. Derudover købte de Nussbrunnen marken i 1968 samt markerne Geisenheimer Kläuserweg og Schloß Reichartshausen fra Weingut Jakob Horz i 1978. Sidstnævnte er i dag nok en af husets bedste marker.

Vinhuset i dag

Samlet har Weingut Balthasar Ress i dag omkring 46 hektar vinmarker, hvoraf omkring 90% er fordelt på de bedste marker omkring Hattenheim og Rüdesheim. Husets samlede vinproduktion udgør knapt 25.000 kasser fordelt på forskellige kvaliteter.

Balthasar Ress ejes og drives i dag af 5. generation i form af Christian Ress. Han kom ind i familieforetagendet i 1999 efter et par år udenlandsk for at lære vinbranchen af kende. Han har siden 2004 været medejer og siden 2010 ansvarlig for hele driften.

Christian er selv ganske innovativ og har kastet sig ud i en lang række projekter, bl.a. har plantet en række marker på Sylt tæt ved Danmark. Det er dermed absolut Tysklands nordligste marker.

Derudover er han også manden bag wineBANK og en sjov happening med lagring af husets topvin RESSpekt på bunden af en sø i forbindelse med åbningen af wineBANK.

Projektet med wineBANK blev søsat i 2009 som en yderligere aktivitet til husets efterhånden ganske store forretning. I kælderen under husets er der 223 aflåste fag, hvor man kan leje plads til opbevaring af ens vine. Man får adgang via et chipkort, så man til enhver tid har tilgængelighed til ens egne vine i kælderen. Samlet er der plads til 35.332 flasker vin i kælderen i Rheingau.

Sidenhen er wineBANK nu udvidet, således der findes sådan vinøse og eksklusive banker 9 forskellige steder, hvilket i skrivende stund er Rheingau selvfølgelig, Hamburg, Mainz, Frankfurt, Pfalz, Wien, Basel, Köln og Palma.

Derudover driver Christian Ress også en vinbar/vinothek i Wiesbaden, ligesom han i Oslo i Norge har firmaet B&R Wine AS, som er både salgskontor og forhandler af vin.

Siden 1989 har Balthasar Ress været medlem af VDP … Verband Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter, klassifikationen stiftet tilbage i 1910 og som man nemt genkender på ørnen på flasketoppen.

Weingut Balthasar Ress er også medlem af Charta Vereinigung … en eksklusiv sammenslutning i Rheingau af de dygtigste og mest prestigefyldte vinhuse. De står sammen for at vise vejen, når man vil udnytte vinens kvaliteter i gastronomiske sammenhænge.

Med andre ord er Weingut Balthasar Ress et ganske lille imperium med en lang række aktiviteter indenfor vinbranchen. Og så er de pissegode til markedsføring, hvilket stedet også vidnede om. Der var således godt med merchandise i vinotheket … jakker, kasketter – alle selvfølgelig med husets slogan Fein Sei der Wein – og udenfor tronede den lille søde Riesling-Bulli.

Der Riesling-Bulli er et gammel folkevognsrugbrød … bygget i 1973, og selvfølgelig totalt restaureret i selvfølgelig i firmaet farve … en lidt mat, retro og olivengrøn farve.

Bilen anvendes i forbindelse med bryllupper, polterabender, vin- eller madfestivaler, messer eller blot udendørs fester. VW Bulli er jo det tyske øgenavn for rugbrødet … på samme måde, som boblen blev kaldt VW Käfer. Her kan der blot skænkes god Riesling. 

Læg i øvrigt på billedet nedenfor mærke til den lille trailer til VW Bulli … godt gemt væk under lastrampen. Selvfølgelig også olivenfarvet som Der Riesling-Bulli.

Bilen – med eller uden trailer – kan lejes til 590€ pr. dag. Men så er der altså også opvaskemaskine i det charmerende rugbrød og helt sikkert godt med Riesling.

Vores lille smagning

Vi fik en fantastisk smagning, hvor vi primært satte os for at smage husets tørre Riesling og selvfølgelig lidt Spätburgunder. Vi smagte fra både deres Gutswein, Ortsweine, Erste Lage og Grosse Lage. Jeg var specielt betaget af deres Von Unserm S Pinot Noir samt en række nye Riesling vine, som var lagret på bærmen i 18, 32 eller 42 måneder.

Vi fik også lov til at smage lidt fra de bedste hylder og fra skattekammeret … en af deres absolutte topvine på Riesling og en Riesling med lidt alder, nemlig disse to vine:

Dem fik jeg selvfølgelig noteret smagsnoter på og har som vanligt linket til mine anmeldelser. Som det kan ses på billedet nedenunder, så var drengene sgu godt tilfredse … the roadtrip rigtig skudt i gang. Vi slæbte af med lidt vinøse souvenirs.

Houlberg i Rheingau … roadtrip i der schöne weinbaugebiete

Jeres flittige vinblogger har igen været på roadtrip aka winetour og denne gang var målet det centrale Rheingau med base i Rüdesheim, den lille turist købstad ved Rhinen … alle pensionisters ynglingsrejsemål, men et fint centrum for udforskning af nogle af områdets spændende vinproducenter.

Vi havde fundet et lille hotel i udkanten af Rüdesheim … Gasthof Krancher, som udover hoteldriften skam også selv i bedste rheingauer style laver lidt vin.

Det var egentlig sjakbajs Keeper fra byggesjakket, som havde fået idéen om en tur til en tysk vinfestival, men det blev dog ikke den årlig vinfest Rüdesheimer Weinfest, men den mere beskedne Tage des Federweißen. Det var vi ligeglad med, for det gav bare endnu mere mulighed for at besøge udvalgte vinproducenter.

Tage des Federweißen er årets sidste vinfest, hvor man selvfølgelig drikker Federweißen, som er den helt nyhøstede druemost, som er godt igang med at gære. Det er en grumset og uklar most, som har nået en alkoholstyrke på omkring 3-4%. Der er stadig godt med sukker i mosten, og der er fuld gang i den boblende gæring.

Smagen kan nærmest sammenlignes med sød, mousserende vin. Det lyder jo fint, men den uskyldige drik er faktisk berygtet for at give voldsomme tømmermænd.

For tyskerne er Tage des Federweißen endnu en lejlighed til at feste, så selvfølgelig var byens centrale markedsplads centrum for et par boder med Federweißen og selvfølgelige almindelig vin fra et par små, lokale producenter, flammkuchen, carrywurst og lidt livemusik, hvor et band med en aldrende, småbuttet Elvis-klon forsøgte at få gang i både sin stive hofte og bløde knæ.

Det sene tidspunkt for denne høstfest betyder selvfølgelig, at det aldrig bliver som en vinfest om sommeren, da der bl.a. også er langt færre turister på dette tidspunkt.

For os 3 gæve winelovers var det i stedet en særkommen lejlighed til at udforske Rheingau og enkelte af områdets gode producenter. Vi har alle smagt vine fra Rheingau, men hvor godt kender vi egentligt området? Min erfaring er, at et besøg er den allerbedste måde at lære et område at kende og få det ind under huden.

Rheingau er et de mindste vinområder i Tyskland, og således væsentligt mindre end de større nabo områder Rheinhessen og Nahe mod syd. Der er samlet 3.155 hektar vinmarker i Rheingau, hvilket svarer til 3% af de samlede vinmarker i hele Tyskland. Til sammenligning er Rheinhessen mod syd hele 8 gange større.

Alligevel er det et af landets vigtigste vinområder både historisk samt kvalitets- og prestigemæssigt. Det producerer nogle af Tysklands bedste vine, som kan konkurrere med vinene fra Mosel. Således er det også primært hvidvine på Riesling, som der produceres i Rheingau … kraftfulde og elegante vine med godt lagringspotentiale. Dog er der generelt meget stor forskel på kvaliteten, så producenten betyder rigtigt meget i Rheingau.

Inden vi drog afsted havde vi lavet en liste med de producenter, som vi skulle mene hører blandt de bedste, og vi havde skam også lavet et kort, hvor de forskellige producenter var indplaceret. Hvad behøvede vi så mere … udover lidt euro på kortet og en flaske Robert Weil 2009 Kiedrich Turmberg Riesling Spätlese til at tanke på bilen, hvis den skulle få motorproblemer undervejs?

Således beriget, forberedt, prepared og spændte som fjedrene på en boksmadras tilhørende en aldrende, portugisisk prostitueret. Kurs syd … og holdskift a 200 kilometer, så tager turen til Rüdesheim sgu ikke lang tid.

Og inden vi nåede hotellet havde bilen pludselig insisterende drejet hjulene ind foran den første weingut … nemlig Weingut Balthasar Ress, hvor vi fik en kongestart på vores vinøse rundtur, som samlet kom til at omfatte disse vinhuse:

Jeg vil i den kommende tid selvfølgelig bringe uddybende blogindlæg om disse besøg, hvor dog specielt besøget hos områdets rebel Weingut Chat Sauvage, der næsten udelukkende satser på bourgogneinspirerede rødvine, klart var turens vinøse højdepunkt.

Der blev vi en endda ganske overrumplende modtaget af en dansker … nemlig københavneren Gustav Laursen, der både er studerende ved universitetet i Geisenheim og samtidig arbejder deltid hos Chat Sauvage. Fantastisk fyr.

Generelt kan det klart mærkes, at området er besøgt af rigtigt mange turister. Overalt vrimler det med små vinproducenter med svingende kvalitet.

Vi forsøgte os med et par enkelte, bl.a. i en mørk hos en storsnakkede vinmager med østeuropæiske gener, men flygtede forholdsvis hurtigt. Måske skiltet med vinothek på både engelsk, kinesisk, russisk, urdu og ægyptisk burde havde advaret os, at dette måske var en af turistfælderne.

Selv hos flere af de større producenter kan turiststrømmen mærkes, for der er besøgene nærmest sat i system med moderne vinotheker, hvor man betaler for smagninger eller hvor unge ansatte alene skænker lige præcis det, som du efterspørger.

Vi besøgte således – som man jo selvfølgelig også skal – Schloss Johannisberg, hvor det vrimler med japanske og amerikanske turister, som måske kommer fra de mange tur-/hotelbåde, der ligger til ved bredden i Rüdesheim.

Der støder du kun på ren, strømlinet butik uden vinmager og skal du se kælderen, så skal du betale … hvis du kan få lov, for det sker alene på bestemte tidspunkter og med ansatte guider. Men det kan nok ikke være anderledes sådanne steder. Det kan dog ikke tages fra dem, at de laver god vin.

Schloss Johannisberg er dog også en stor del af den lange vinhistorie, som hele området emmer af. Det menes faktisk, at de første vinmarker i Rheingau er plantet ved Schloss Johannisberg i 983, hvor det var ærkebiskoppen af Mainz, som ejede store dele af området. Kirkens indflydelse har i det hele taget været stor i området, hvor også Kloster Eberbach og cisterciensermunkene kontrollerede en stor del af vinproduktionen.

Kloster Eberbach spiller faktisk en stor historie i udviklingen af vinproduktion i Tyskland. Cisterciensermunkene grundlagde tilbage i 1136 Kloster Eberbach, som i det 12. og 13. århundrede udviklede sig til at blive Europas største vinproducent med næsten 200 handelsfirmaer rundt om I Europa. De dyrkede dengang primært Pinot Noir efter inspiration fra Bourgogne og havde også medbragt denne herlige druesort fra Frankrig.

I dag er de to store klostre dog noget mindre … således har Schloss Johannisberg alene 35 hektar vinmarker og er ejet af Dr. Oetker familien, mens Kloster Eberbach aka Hessische Staatsweingüter GmbH Kloster Eberbach har 252 hektar og ejes af den hessiske stat/region.

Rüdesheim er dog også andet end vin, hvilket vi selvfølgelig også fik tid til at undersøge. Vi fik set det meste af byen, bl.a. den velbesøgte turistgade Drosselgasse … en 3 meter bred og 144 meter lang gade fyldt med restauranter, ølstuer og små souvenirbutikker.

Vi tog også svævebanen op over vinmarkerne til udsigtspunktet og mindesmærket Niederwalddenkmal … en tur, som må være et must ved et besøg i byen, selvom der selvfølgelig vrimler med turister.

Vi fik også smagt god Rheingau mad, hvor specielt sweinhaxe fik drengene i totalt godt tyrolerhumør. Sweinhaxe er simpelthen braiseret svineskank med sprød svær hele vejen rundt.

Vi smagte på vores første aften sweinhaxe på Restaurant Stadt Frankfurt i Marktstraße, hvor falken fik små wienerschnitzel-nuggets og blev lang i hovedet, da han så de store, sprøde svineskanker, som Keeper og jeg havde bestilt. Grøn af misundelse, med lang næse og savl i mundvigene måtte han høre for denne eklatante fejlbestilling en del gange den aften.

Det var også i en gårdhave på Marktstraße, at vi smagte en anden af byens specialiteter Rüdesheimer Coffee, som laves med den lokale og velkendte brændevin Asbach Uralt, der produceres i Rüdesheim.

Vores tjenerinde havde hældt godt med brændevin i kaffen, og synes derefter, at vi skulle pyntes … falken fik et Schwarzenegger forklæde på, mig en vikingehjelm med rød, sorte og gule tyskerfletninger, mens Keeper fik en troldehat på. Med schlagere og tyrolermusik var der ikke et øje tørt. Vi lader billlederne stå for sig selv.

Falken lokkede os med på bierstube Bei Haneloren i Drosselgasse, hvor man drikker tysk ølbajer af et glas, som er formet som en lille støvle. Og til stor moro for folk, så giver glasset et lille kluk med tilhørende sprøjt, hvis man ikke vender glasset rigtigt, når man drikker. Men det var vi sgu for kloge til at hoppe på, men i et øjebliks uopmærksomhed, så vendte jeg sgu glasset forkert … kluk og øl i skægget til sjakfolkets store morskab.

Sammenlagt en herlig winetour … masser af grin, vin og svin. Rheingau er et fantastisk område med fremragende vine, gæstfrie vinproducenter, den imponerende Rhine, idylliske marker og en spændende historie. Gå – som jeg gjorde lørdag morgen – en tur op I de stejle vinmarker og nyd udsigten udover byerne og Rhinen. Jeg kan absolut kun anbefale et besøg i området.

Og som der rigtigt står i et vindue overfor vores hotel; livet er for kort til dårlig vin. Amen, Ave Maria og gesundheit.

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger