2016 Château Malartic-Lagravière, La Réserve de Malartic Pessac-Léognan, Bordeaux, Frankrig

2016 Château Malartic-Lagravière, La Réserve de Malartic Pessac-Léognan, Bordeaux, FrankrigAndenvinen på Château Malartic-Lagravière hedder La Réserve de Malartic … eller rettelig, så héd den det frem til 2019, men hedder i dag Le Comte de Malartic … her smager jeg netop en 2016 La Réserve de Malartic Pessac-Léognan.

Vinslottet Château Malartic Lagraviere er oprindelig er bygget i slutningen af 1600-tallet og blev købt i 1803 af Maurès de Malartic familien med Pierre de Malartic i spidsen.

I 1850 blev slottet købt af Madame Arnaud Ricard, som gav det sit nuværende navn Malartic, efter sigende af respekt for den tidligere ejer greven Hippolyte Maurès de Malartic, som var en hæderkronet admiral i den franske hær, men navnet Lagraviere kommer efter terrioret med de løse sten, som kaldes gravels.

Derefter forblev slottet i familien Ricard eje indtil 1990, hvor det blev solgt til det store champagnefirma Laurent-Perrier champagne. I 1997 blev det imidlertid overtaget af Michele og Alfred-Alexandre Bonnie.

Alfred-Alexandre er en belgisk forretningsmand, som er fascineret af vin. Han har en fortid indenfor økonomi samt reklame og har før arbejdet forskellige steder i verden, som bl.a. New York, Detroit, Atlanta og Argentina.

Han startede en omfattende renovering af slottet og dets marker. Han udvidede bl.a. med yderligere 18 hektar fra en naboejendom og udstyrede vinkælderen med moderne udstyr, rustfrie ståltanke og endnu flere barriques.

I dag råder Château Malartic Lagraviere således over 53 hektar vinmarker, fordelt med 7 hektar med Sauvignon Blanc og Semillon og 46 hektar med Merlot, Cabernet og Petit Verdot. Vinstokkene har en gennemsnitsalder på 30 år. Vingården følger principperne for bæredygtigt landbrug og har siden 2008 været certificeret økologisk.

I dag har Alfred-Alexandres søn Jean-Jacques Bonnie med Véronique Bonnie-Laplane, Séverine Bonnie og Bruno Laplan dog efterhånden nu overtaget driften, hvilket sker i samarbejde med de rådgivende ønologer Michel Rolland og Athanase Fakorellis.

Udover Château Malartic Lagraviere har familien investeret i et andet vinslot i Pessac-Léognan i Bordeaux, nemlig Château Gazin-Rocquencourt samt det argentinske vinhus DiamAndes, som jeg også tidligere har skrevet om her på bloggen. Det argentinske vinhus er købt i et partnerskab med Clos de los Siete Group.

Der laves flere vine på Château Malartic-Lagravière … selvfølgelig denne hovedvin, som laves både i en rød og hvid udgave. Derudover laver de andenvine Réserve de Malartic aka Le Comte de Malartic.

I denne årgang 2016 er Réserve de Malartic lavet på 60% Merlot, 30% Cabernet Sauvignon, 5% Cabernet Franc og 5% Petit Verdot,
som Château Malartic-Lagravière selekterer fra husets i alt 52  hektar grusholdige vinmarker i Pessac-Léognan og høstet med udbytte på 46 hektoliter pr. hektar.

Vinen fremstilles under ledelse af verdensberømte Michel Rolland, der lader La Réserve gære og macerere på et mix af ståltanke samt træfade ved 28-30 grader over 28 dage. Herefter omstikkes vinen til 15 måneders lagring på 225 liters franske barriques.

Det er meget klassisk Bordeaux og lidt til den mørke side, hvor man samtidig også fornemmer Michel Rollands påvirkning, som giver den godt med mørk fadpræg og kraftig blødhed. Der er solbær, brombær og sorte kirsebær, chokolade, nougat, vanilje, komposteret muldjord, sød tobak samt trænoter, der mest er sådan ovre i noget ædeltræ.

Hvor smager den godt … mørk og blød, cremet og alligevel med masser af liv i frugten, der er solbær, krisebær samt hindbær, har en sød bitterhed fra sorte te-blade og lemon, hvilket er med til at sikre noget friskhed, bid og struktur. Det støttes af tanninerne, der er fine, tørre og livlige … men samlet en vin, der næsten smelter på tungen med største velbehag … er skruet satans godt sammen. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2021 Giodo, La Quinta Toscana IGT, Toscana, Italien

2021 Giodo, La Quinta Toscana IGT, Toscana, ItalienCarlo Ferrini er en aktiv vinmager, som laver vin i forskellige sammenhænge, mens hans eget hypede vinhus hedder Podere Giodo og derfra smager jeg hans 2021 La Quinta Toscana IGT.

Udover at lave vine på Podere Giodo laver Carlo Ferrini også vin med sin ven Federico Carletti vin på Azienda Agricola Poliziano, men derudover hjælper han også sin kæreste Gioia Cresti med hendes vine på Fattoria Carpineta Fontalpino.

Derudover hjælper Carlo Ferrini også flere andre huse med vinproduktionen og her på Houlbergs Vinblog er vi bl.a. stødt på Feudo Maccari, Azienda Agricola Canneto, Tenuta Bosco, Barone Ricasoli og Podere Sapaio. Men Carlo Ferrini arbejder i dag også for mere end 30 vinhuse i Toscana, så hans indflydelse som en af verdens bedste vinmagere er således også stor.

Podere Giodo er Carlo Ferrinis eget lille hjertebarn … og det er et projekt, som han startede i Montalcino i 2002, hvor han fandt nogle marker beliggende mellem Sant’Angelo in Colle og Sant’Antimo og startede med at lave to vine, nemlig en Brunello di Montalcino og denne La Quinta Toscana IGT.

Samlet har Carlo Ferrini 6 hektar vinmarker, som er tilplantet med 15 forskellige Sangiovese-kloner. Han navngav sit vinhus Giodo, der er en sammentrækning af Giovanna og Donatello … som er Carlos’ forældre.

Den første årgang blev en 2009 … og allerede fra starten blev hans vine kæmpe successer … store og gigantiske Sangiovese-vine i form af denne La QuintaToscana Rosso IGT og Brunello di Montalcino, der har opnået henholdsvis 97 og 100 points hos Suckling. Ja faktisk har Carlo Ferrini adskillige 100 point vine på CV’et og derfor kaldes Carlo også Italiens stjerne-vinmager nummero uno.

Denne La Quinta Toscana IGT er 100% Sangiovese fra husets vinmarker … en 3 hektar parcel, der skråner 10% mod sydøst og har en jordbund af porøs og fossilholdig kalksten. Druerne dyrkes helt økologisk og vinen fremstilles med skånsom hands-off winemaking alene med druernes naturlige gærceller.

Gæringen sker i rustfrie ståltanke, varer 7 dage efterfulgt af 13 dages eftermaceration og er derefter presset og lagret 12 måneder på egefade på både 700 og 2.500 liter samt 2.700 amphora krukker, hvorefter vinen er flasket og lagret yderligere 6 måneder. Der er lavet 13.000 flasker af vinen i denne årgang 2021.

WAUW … La Quinta har en lækker aroma, der virker ædel og dekadent og understøtter den lidt brune kant i glasset, hvorved det dufter som god Brunello. Der læder, mahogni- og teaktræsolie, lidt umami våde skovbundsnoter, rå champignon og så ellers frugt med kirsebær … masser af kirsebær, jordbær og ribs … men også aftryk fra fadlagringen med chokolade, vanilje samt en blækagtig sødme.

Som med 2020’erne er det bedste imidlertid smagen, som bare er out-standing, virkelig rund, cremet, blød og alligevel med en tør syre, lidt sødme og smukkeste balance. Der er satans elegant, æterisk og svævende med saftig, let og syrlig frugt, der virkelig er koncentreret og smooth inde i munden. Midt i den bløde englefryd har La Quinta stramme – om end tøjlede – tanniner, der ganske vist er tørre samt markante, men aldrig bliver anmassende på nogen måder, men så bare giver vinen et perfekt bid. Genialt. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 469,95 kr., mens prisen er 429,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2020 Scheid Family Wines, Long Valley Ranch Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2020 Scheid Family Wines, Long Valley Ranch Cabernet Sauvignon, Californien, USAMed næste vin fortsætter vi hos Scheid Family Wines på Highway 101 i Greenfield i Monterey County i Californien, for den næste vin er denne 2020 Long Valley Ranch Cabernet Sauvignon.

Vinen er lavet med 100% Cabernet Sauvignon druer fra Scheids egne marker i Salinas Valley … en lang dalstrækning, som blev døbt Long Valley af forfatteren John Steinbeck.

Her kommer druerne fra dalens sydlige ende, hvor klimaet helt er ideelt til modning af Cabernet Sauvignon, som er høstet i de tidligere morgentimer. hvorefter de er afstilket. Efter gæringen – som jeg ikke har meget information om – så er vinen lagret 12 måneder på et mix af  franske og amerikanske egetræsfade, heraf 30% helt nye.

Duften er mørk og sødlig … dyb sød finsk lakrids, godt med solbær, sorte kirsebær, mørk chokolade, nougattrøfler, kakaopulver, nelliker, røg, marcipan, vanilje, allehånde, våde fade, kaffebønner og virker derudover lidt fed i aromaerne.

I munden er det en fed og sødlig vin … det er solbærmarmelade og brombærsyltetøj, bløde og cremet smag med vanilje. Det er en fyldig vin, hvor tanninerne også er runde og bløde, selvom der dog kommer lidt sødbitre noter og et strejf af alkoholen. Det er vin, som mange danskere vil synes er lækker … for mig lidt for sød og flomme, så dermed 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2021 Scheid Family Wines, Souvenir Pinot Noir, Californien, USA

2021 Scheid Family Wines, Souvenir Pinot Noir, Californien, USAPå Highway 101 i Greenfield i Monterey County i Californien finder vi det store vinhus Scheid Family Wines, der laver rigtigt mange vine og herunder denne Souvenir Pinot Noir, som jeg nu har smagt i en årgang 2021.

Vinhuset er grundlagt i 1972 af Al Scheid og drives i dag mest af sønnen Scott og datteren Heidi, mens Kurt Gollnick er ansvarlig for det meste af produktionen.

Kurt har tidligere arbejdet hos legendariske Bien Nacido Vineyard, men laver i dag vine fra Scheid under en række brands … Scheid Vineyards, Sunny with a Chance of Flowers, District 7, Ryder Estate, Metz Road, VDR samt Stokes’ Ghost.

Samlet står Scheid familien og Kurt Gollnick for en kæmpemæssig produktion og laver vine fra over 2.200 hektar vinmarker, hvilket er både egne marker, leasede og lejede marker. Som i Amerika er det bare BIG business.

Vinmarkerne ligger på en 115 km strækning af Salinas Valley … en lang dal, der ligger i smørhullet mellem Gabilan bjergene mod øst og Santa Lucia Mountains mod vest. De omfatter 39 forskellige sorter og endda under 4 klimazoner fra nord mod syd.

I den nordligste del, nær den meget dybe og kolde Monterey Bay, har Chardonnay og Pinot Noir perfekte dyrkningsbetingelser. Med morgentåge og eftermiddagsvind fra bugten nyder dette område Californiens længste modningssæson, og druernes ekstra lange modning på vinstokkene giver vin med aromatiske kvaliteter.

Lidt længere mod syd excellerer Scheid i vine på Merlot, Syrah og Cabernet Sauvignon, mens Hames Valley i det sydligste af Salinas
Valley kendes på powervine som hos naboen Paso Robles.

Denne Souvenir Pinot Noir har jeg smagt før … i både årgang 2017 og 2018, men nu er det altså i årgang 2021, men er fortsat lavet på samme måde, hvor alle druerne kommer fra en række certificerede bæredygtige marker i Monterey. Vinen er så lagret 24 måneder på franske fade og heraf 30% nye fade.

Ved første snif er tanken; amerikanersødme. Det er en Pinot Noir, som udover druens lethed, har søde kirsebær og jordbær med drys af kanel- og vaniljesukker samt lidt nøddet aroma. Der er mælkede noter, kaffebønner, lys chokolade, tørt træ, lys og sødbitter tobak.

I munden kommer sødmen også godt frem … dermed bliver det en meget sød, lys og saftig Pinot Noir, der virker saftig, læskende .. men også en smule endimensionel. Der er en vinøs flødekaramel med en sødlig smag, søde jordbær og kirsebær, candyfloss og vanilje. Det er drikkevenligt som bare pokker … syren er samtidig blød, venlig og selv tanninerne er runde, bløde og overfladiske. Men hvor er det bare nemt at drikke, så 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Xavier Vignon, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2020 Xavier Vignon, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigVi fortsætter lige hos den gode vinmager og negociant Xavier Vignon, for nu smager jeg hans 2020 Châteauneuf-du-Pape fra serien Terroirs d’Exception.

Det er lidt en signaturvin fra Xavier lavet på 75% Grenache, 10% Syrah, 10% Mourvèdre og 5% Clairette, som i denne 2020 årgang kommer fra 60 udvalgte parceller med en jord af 50% kalksten, 30% rød sandsten og  20% galets roulés rullesten og med op til 90 år gamle vinstokke i det nordlige Châteauneuf du Pape.

Vinen er lavet med separat vinificering af hver druesort, hvor gæringen og macerationen er sket med 50% på ståltank, 25% på betontank og de sidste 25% på trækar.

Efter endt fermentering er det meste af vinen så lagret 16 måneder med 50% i ståltanke, 20% i foudres, 5% i kegleformede egefade, 5% en demi-muids, mens de sidste 20% er lagret 12 måneder i amforaer af terracotta-ler. Vinen har en alkoholprocent på 15%.

Duften er klart mere blid, blød og venligere end foregående Ventoux, for her er der samtidig mere dybde, mere sammenhæng og sødme. Der er en frugt af søde, sorte kirsebær, brombær og solbær,  lidt bagt appelsinskrald, rosmarin, laurbærblade, peber og langsomt kommer der også fadnoter frem med vanilje, varm chokolade, læder samt nogle umami skovbundsagtige elementer.

Det smager rigtigt godt … fint skruet sammen med balance af både sødme, afstemt frugt og blødt syrebid. Frugten er kirsebær, solbær og brombær, der er sød finsk lakrids, peber og en levende syre, der virker venlig, høflig og diskret, men alt leveres også blødt, cremet, rundt med klingende fin frugt, så dermed et virkelig fint og rart glas Châteauneuf-du-Pape, der hverken bliver for tung eller let. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen er 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2020 Xavier Vignon, Ventoux, Rhône, Frankrig

2020 Xavier Vignon, Ventoux, Rhône, FrankrigVi fortsætter næsten i området … er rykket lidt mere mod nord til det ikoniske og høje Ventoux bjerg. For den altid produktive vinmager og negociant Xavier Vignon laver nemlig vin fra op mod 100 år gamle vinstokke fra marker på skråningerne af det skaldede bjerg.

Denne 2020 Ventoux fra Xavier Vignon er lavet på 50% Syrah, 30% Grenache og endelig 20% Mourvédre fra op mod 100 år gamle vinstokke, der kommer fra ikke mindre end 60 parceller i 250-400 meters højde fra bakkerne neden for det legendariske skaldede bjerg Mount Ventoux og fra højereliggende terrasser i det kalkstensholdige Dentelles de Montmirail.

Xavier Vignon har ladet druesorterne gære sammen … sådan næsten, for 5% af Syrah druerne fra de helt gamle vinstokke er altså vinificeret separat og også efter endt lagret 1 år på egetræsfade, mens den øvrige del blot er lagret 1 år i betontanke.

Duftmæssigt kan det stenede bjerg næsten duftes i vinen, som allerede fra først snif har en lidt stenet hård mineralitet sammen med blomster, violer, læder, rhônekrydderier, eukalyptus, mynte, estragon, timian og en frugt med hindbær, brombær, grønne oliven samt tør engelsk lakrids … i det hele taget virker vinen meget tør, stenet og hård.

I munden er det også en frisk og lidt stærk frugt, masser er hindbær, ribs og brombær, noget peber, strenge og saltede mineraler, men dog også en smule sødme som god modvægt. Den er fortsat ganske tør, mens tørre og skarpe tanniner kun bidrager til at gøre denne følelse større. Således sidder man tilbage med et tørt, stenet, pebret og syrligt tanninbid … 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Château Puech-Haut, Tête de Bélier Rouge, Languedoc, Frankrig  

2020 Château Puech-Haut, Tête de Bélier Rouge, Languedoc, Frankrig  Vi skal igen til Château Puech-Haut lidt sydvest for byen Saint-Drézéry nordøst for Montpellier i appellationen Coteaux du Languedoc og her smager vi deres 2020 Tête de Bélier Rouge.

Vinen er lavet på 70% Syrah, 20% Grenache, 8% Mourvedre og 2% Carignan fra Puech-Hauts egne marker i Saint-Drézéry … fra marker med et unikt terroir med samme type runde rullesten – de såkaldte galet roulés – der også har gjort Châteauneuf-du-Pape berømt verden over.

Druerne høstes om natten, så den helt frisk frugt finder vej til den færdige vin og høsten er – som også  i Châteauneuf-du-Pape – sket med et beskedent udbytte på kun 25 hektoliter pr. hektar.

Gæring sker på barriques og demi-muids med ekstra lang maceration for at udtrække farve og smag. Vinifikationen af de forskellige druesorter sker separat, hvor Syrah druerne fx får hele 50 dages maceration, mens de øvrige 35 dages maceration,

Efter endt fermentering er vinen så lagret på 228 liters egetræsfade fra Bourgogne og Troncais. Nogle af egefadene skulle efter sigende komme fra den i dag afdøde 100-point-Châteauneuf-stjerne Philippe Cambie.

Først derefter sammenstikkes den endelige vin og flaskes uden klaring eller filtrering og vinen har en højoktan alkoholprocent på hele 15,5% … bum.

I glasset er det mørkt med en duft af tør engelsk lakrids, tobak, hængt kød og spegepølse, klassiske rhônekrydderier samt en frugt af modne brombær, sorte kirsebær og langsomt – med mere luft i dit glas – så kommer fadnoterne også mere frem til vanilje, chokolade og kaffebønner, peber og tør jord.

I munden er det et lille turbodrevet kraftværk med sort intensitet, men samtidig med en cremet, blød, kraftig og småfed tekstur. Det er en magi-terning af koncentreret vin, som en flaske vinøs madkulør, der lige giver smagen et ekstra boost. Man kan også mærke peberen fra Syrah druerne, som sammen med fede og tørre tanniner, virkelig får alkoholen frem i smagsbilledet med tør styrke. Samlet har vinen denne rund, blød og behageligt intense smag. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen er 269,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2020 Bodega Gorka Izagirre, G22, Bizkaiko Txakolina, Spanien

2020 Bodega Gorka Izagirre, G22, Bizkaiko Txakolina, SpanienVi skal med næste vin til baskerlandet i den nordligste del af Spanien og det vinområde, som kaldes Bizkaiko Txakolina. Der finder vi vinhuset Bodega Gorka Izagirre, der står bag denne G22 lavet på druen Hondarabbi Zerratia.

Bodega Gorka Izagirre er grundlagt i 2005 af den spanske 3-stjernede Michelin kok Eneko Azurmendi med det formål, at lave unikke og terroirtro vine fra de stejle marker lige uden for Bilbao by i den lille appellation Bizkaiko Txakolina og målrettet baskisk gastronomi.

Det er en appellation, som mange ikke kender herhjemme, men er officielt anerkendt i 1994 og den ligger i den nordvestligste del af Baskerlandet i Nordspanien. Vinmarkerne ligger i de ret bjergrige områder inde i landet og ud mod kysten mod Biscayabugten.

Der er kun i dag omkring 400 hektar vinmarker i Bizkaiko Txakolina og markene er små, men udbyttet er i top. Nogle af områdets mange marker ligger inden for Biosfera de Urdaibai, der er erklæret som bevaringsværdigt naturområde af UNESCO i 1984.

Traditionelt set kan området opdeles i to centrale zoner for vindyrkning, nemlig Balmaseda og Bakio … også kaldet for Vizcaya. Balmaseda er den inderste del af området længst væk fra kysten. Her producerede man traditionelt set rødvin, men i dag er størstedelen af produktionen hvidvin.

I Vizcaya, der en kystby øst for baskiske hovedby Bilbao, er størstedelen af produktionen ligeledes hvidvin.

Bodega Gorka Izagirre har 42 hektar vinmarker og er dermed i dag blevet en større producent. På markerne dyrkes de 3 mere sjældne druesorteer Hondarrabi Zuri, Hondarrabi Zerratia og Hondarrabi Beltza, der bearbejdes i samarbejde med den ansatte vinmager José Ramon Calvo.

Han råder over den nyerste state of the art teknologi og moderne faciliteter i kælderen, hvilket giver ham mulighed for at vinificere de forskellige druer til de forskellige vine plot for plot. Han praktiserer en low intervention filosofi og lader terroiret tale for sig selv … og alle vine tilbringer mindst 4 måneder i kontakt med de fine gærrester og nogle endda helt op til 20 måneder.

Denne G22 er lavet på 100% Hondarribi Zerratia, som jeg tidligere har smagt vin på og det er en spansk lokal druesort, som man næsten udelukkende finder i Baskerlandet, hvor den mest er blandingsdrue i de fine Txakoli vine. Hondarrabi Zerratie har små, kompakte klaser, men druerne er klart lysere end druerne hos Hondarrabi Zuri. Den afgiver aromaer af blomster, grøntsager med let antydning af bitterhed.

Her kommer Hondarribi Zerratia druerne fra i alt 6,5 hektar fordelt på 2 vinmarker ved 2 forskellige byer og vinstokke, der er 15 år gamle. G22 er lavet ved, at druerne efter ankomst til vineriet bliver lagt i en beholder, der fyldes med kuldioxid i, hvor drueskallerne så ligger i 12 timer med mosten og trække smag og struktur. Mosten adskilles fra drueskallerne ved hjælp af en såkaldt blærepresse.

Herefter gærer vinen på to ståltanke, hvorefter den lagres  8 måneder sur lie med løbende bâttonage inden endelig aftapning på flaske og frigivelse

Sikke dejlig duft … fruity som bare pokker, det er Basset vingummi samt tørret tropisk frugt af abrikos og mango tilsat dåsepærer, lidt nedfaldsæbler, linolie, bi-voks, nøddenougat, ristede hasselnødder, mandarinskrald og man mærker allerede i næsen denne cremede, blide fedme, som vinen byder på inden det slutter med en smule grape med en lille sødme.

I munden er det lidt samme historie … et fed og cremet vin, hvor frugten er tropisk, opulent og samtidig ganske parfumeret med en omgang hvide blomster, kandiseret grapefrugt og lemon, fersken og en syre, der virkelig har sitrende energi, nerve samt alligevel ganske blød tæthed. Det smager virkelig fremragende, er meget frugtrig og smagfuld … en cremet fornøjelse. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker og til den pris er vinen i mit verdensbillede et lille røverkøb.

Vinanmeldelse 5,5/7

2022 Domaine Joëlle Vrignaud, Chablis, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Joëlle Vrignaud, Chablis, Bourgogne, FrankrigDerefter stod den så på Chardonnay og endda en Chablis, som jeg før har smagt … en skøn vin fra Domaine Joëlle Vrignaud med en fin, skrøbelig, sart og kalket lækkerhed … her i årgang 2022.

Jeg har før skrevet om vinhuset … og denne Chablis har jeg smagt i årgang 2018, 2019 og 2021. Det er Joëlle Vrignauds  basis Chablis, hvor druerne kommer fra omkring 30 år gamle vinstokke plantet på de kalk- og fossilholdige vinmarker La Bralée, Champréaux, Chasse Loup, Etang, Chemin Des Chaumes og Les Usages.

Den er en Chablis lige inden niveauet Premier Cru vinene. Hun har lavet vinen med så lidt indgriben som muligt, dvs. spontangæring på rustfrie ståltanke alene med druernes naturlige gærceller samt en efterfølgende malolaktisk gæring og lagring sur lie i ståltankene. Sluttelig er vinen flasket med et minimum af svovl.

Hvor dufter det bare godt … alt synes afdæmpet og perfekt portioneret, da der både er frugt, fad og terroirpræg med denne kalkede mineralske note, som er med til at gøre vinen krisp, frisk og elegant. Frugten er pærer, fersken, melon, syltede citroner og oveni kommer der fra fadene en disket landlig aroma, nødder, nyvasket vasketøj og hvide blomster. Virker sart, fin og feminin.

Smagen starter cremet og blødt … næsten olieret, men også kun en smule, for vinen har samtidig denne rene og frisk side, som er kalket, stenet, cool og krisp. Det er en ren frugt, pærer, hvide ferskner, lidt citroner, men alt med en  stoisk rolig og delikat syre. Det smager da blidt, feminint, cremet og overlegent … og jeg vil klart mene, at den her i årgang 2022 overgår de andre årgange. Flot. 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 235 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmelmelse 5,5/7

2022 Ocampo Viños, Listán Blanco, Kanariske Øer, Spanien

2022 Ocampo Viños, Listán Blanco, Kanariske Øer, SpanienJeg er en af dem, der aldrig har været på ferie på  Tenerife … og jeg har heller aldrig smagt en vin fra ferieøen, men det retter den næste vin i glasset op på, for vinen Listán Blanco kommer netop fra projektet Ocampo Viños på Tenerife.

Ocampo Viños er et joint venture imellem Jonathan García fra Bodegas Suerte del Marqués samt familien López Arvelo på Bodegas Presas Ocampo. På etiketten står der da også Viños de la Familia López Dias og vinen er da  også lavet hos Bodegas Presas Ocampo i Tacoronte på Tenerife.

Bodegas Suerte del Marqués ligger i Orotava-dalen i nordlige del af Tenerife og er grundlagt i 2005 af Jonathan García, der besluttede selv at lave vin fra druerne, som hans familie lige siden hans oldefar stoppede med at lave vin, blot havde solgt til andre producenter og kooperativer.

Vingården har selv 11 hektar vinmarker der ligger i 300 til 750 meters højde, men derudover opkøber Suertes del Marqués også druer fra yderligere 15 hektar tilhørende andre vinbønder i området og druesorterne er mest Listán Negro og Listán Blanco,

Derudover har Jonathan García også hjulpet den tidligere verdens- og europamester i fodbold  David Silva med at lave vin på  naboøen Gran Canaria, hvor David kommer fra … og det er blevet til projektet Bodegas Tameran, som Jonathan også har et ejerskab i og der laver de nogle af de ypperste vine fra de kanariske øer

Nu er Jonathan García også gået i makkerskab med familien López Arvelo på Bodegas Presas Ocampo … et vinhus, der også ligger i den nordlige del af Tenerife ved Tacoronte … faktisk tæt på byen San Juan og endda også kalder sig Viticultura San Juan SL.

Bodegas Presas Ocampo har søgt en modernisering og derfor  allieret sig med Jonatan for på sigt at forandre stilen i det vinhus, som er grundlagt af forretningsmanden Domingo López Arvelo, men i dag drives af de næste generationer anført af sønnen Marcos López.

Det er et nyt samarbejde og de første vine er faktisk årgang 2022 og kommer fra Bodegas Presas Ocampos vinmarker, der ligger højt på skråningerne nordvest for Spaniens højeste bjerg ved vulkanen Teide i Tacoronte Acentejo-området,

Da vinlusen aldrig kom til Tenerife, så kan man på markerne finde gamle, upodede vinstokke plantet i en næringsfattig, vulkansk jord, som sammen med klimaet kan frembringe uhyre elegante, stenede samt terroirtro vine.

Denne 2022 Listán Blanco er – som navnet siger – lavet på druen Listán Blanco, der måske mest er kendt under navnet Palomino og det er en hvid druesort, som kommer fra Andalusien i det sydvestlige Spanien og bl.a. også anvendes til produktion af sherry.

Her kommer druerne også fra gamle Listán Blanco stokke og de høstes ved håndkraft, hvorefter vinen er spontangæret på i både en række brugte foudre og brugte barrique, før vinen slutteligt lagrer 9 måneder med gærresterne på 500 liters brugte egetræsfade.

Der er pænt med farve i glasset … dufter klart af en opulent og småfed vin med abrikos, kogt pærevælling, kvæde, skræl fra syltede appelsiner og grapefrugter, blomsterpollen, gule smørblomster, røg samt søde krydderier med let spidskommen og lidt stjeneanis. Det dufter egentligt meget modent og cremet.

Hvor er den blød og cremet … har klart ikke Chardonnay noter, men mere bid, krydrede noter og denne dybe, rugende og saftige smag af gamle nedfalds pigeonæbler med en krydret bitterhed sammen med arbrikos, nektariner og lemon. Dermed bliver det en mørk saftet vin med stort bundtræk, moment og kraft … en rustik, bombastisk syre og så ualmindelig lang eftersmag med mørk mineralitet. 94 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske i koster 275 kr., mens prisen er 245 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger