Tag-arkiv: riesling

Riesling er en tysk, hvid og lys druesort, der – i mine øjne – er druernes dronning. Det er én af verdens fineste druesorter, som står bag nogle af de bedste hvidvine, som nogensinde er produceret.

Riesling findes i dag over hele verdenen, men har sin højborg omkring de to tyske floder Mosel og Rhinen … og specielt i Mosel og Rheingau på de stejle skiferskråninger laves nogle af de allerbedste vine på Riesling … sprøde, forfriskende vine med udtalt syre.

Derudover er Riesling også hoveddruen i Alsace og spiller i det hele taget hovedrollen mange steder. Det er en alsidig druesort og én af de få, der giver fremragende resultater både som tør og sød vin.

Riesling er og den hvidvinsdrue, der bedst egner sig til lagring. Der er eksempler på over 100 år gamle vine på Riesling, som stadig kunne drikkes og tilmed var en nydelse. Riesling får ofte – specielt med lidt alder – den herligste duft af petroleum, hvilket nogle vinhuse foragter og andre forsøger at forstærke.

2010 Gut Hermannsberg, Niederhäuser Riesling, Nahe, Tyskland

Onsdag … sol på terrassen og hvad er så bedre end et glad hvidvin på terrassen? Det blev denne Niederhäuser Riesling fra Gut Hermannsberg, som ejes og drives af Dr. Christine Dinse og Jens Riedel, hvilket sker i samarbejde med vinmageren og den daglige leder Karsten Peter, som tidligere har arbejdet hos sin svoger Tim Fröhlich fra Schäfer-Fröhlich.

For en måned siden smagte jeg første gang en vin fra Gut Hermannsberg, nemlig i Hamburg … deres 100 Jahre Jubiläums-Riesling, og dér besluttede jeg, at jeg bestemt skulle smage mere fra dette vinhus … og det er jeg så i gang med denne onsdag før grundlovsdag … på den overdækkede terrasse … livet er skønt.

Dinse og Riedel overtog vingården i 2009, og før den tid var det et preussisk statsdomæne i Niederhausen ved Nahe-floden. I perioden 1901 – 1998 hed vinhuset Königlich-Preußische Weinbaudomäne Niederhausen-Schloßböckelheim. Helt tilbage i 1901 købte den preussiske stat nemlig de stejle, klippefyldte områder langs med Nahe-floden. Gennem stenhårdt arbejde i de følgende år blev der plantet Riesling-stokke, og markerne som Kupfergrube og Hermannsberg er i dag er verdensberømte.

Efter privatiseringen i 1998 blev navnet ændret til Niederhausen-Schlossböckelheim, men da Jens Riedel overtog vinbruget blev navnet ændret til Gut Hermannsberg, og han gik straks i gang med at restaurere marker, bygninger og gæstehus.

Vinhuset ejer 30 hektar vinmarker, og alle 30 hektar er VDP klassificeret som “Große Lagen” eller “Erste Lagen”, og det må siges at være ganske enestående. Markerne er Schlossböckelheimer Kupfergrube, Niederhäuser Hermannsberg, Traiser Bastei, Niederhäuser Steinberg, Niederhäuser Kertz og Altenbamberger Rotenberg.

Alle parceller vinificeres derfor separat. Det sker med spontangæring og lagring i store fade eller ståltanke udfra et princip om at “lade vinen lave sig selv”, så vinmarkerne kan udtrykke sig så rent og autentisk som muligt

Allerede med sine første årgange har Peters vine overbevist og især 2011 årgangen er at anse som en genfødsel af denne historiske ejendom med et væld af fornemme bedømmelser, kulminerende med udmærkelsen som årets “Rising Star” i hele Tyskland i Gault Millau Guiden.

Stilistisk virker vinene som rene, syredrevne, raffinerede og stenede koncentrater. Skønt Karsten Peter har arbejdet med sin svoger Tim Fröhlich og konstant udveksler erfaringer med ham, viser Gut Hermannsbergs vine en helt egen stil, med deres brillante klarhed, der gør at topmarkernes aftryk er tydeligt.

Druerne til denne vin kommer fra Ersten Lage marken Niederhäuser Hermannsberg, hvilket er helt utroligt, når man tænker på prisen. Jeg købte 6 stk. hos Gourmondo i Tyskland til 49,90€ … dvs. en pris pr. flaske i danske dollars på kun 62 kr. Det er fandme billigt for Erste Lage Riesling. Og så et hurra for det.

Duftmæssigt æbler, fersken, svag petroleum og abrikossten … eller én eller anden form for mineralitet. Smagen har godt med fylde i kombination med god syre, friskhed og ganske sprød. Saftig, lækker og med god eftersmag … lidt citrus, lidt mineralitet … dejlig, dejlig Riesling. Når lige knap husets 100 Jahre Jubiläums-Riesling, men godt er det sgu. I forhold til prisen på 62 kr. burde ratingen faktisk være højere.

Forhandles herhjemme af Atomwine, pris 149 kr. Jeg købte min på Gourmondo til 62 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2012 J. Bäumer, Riesling, Rheingau, Tyskland

2012 J. Bäumer, Riesling, Rheingau, TysklandNoch eine update … igen tysk Riesling, og denne gang fra vinhuset J. Bäumer fra byen Winkel i Rheingau … eller Oestrich-Winkel, som byen også kaldes. Og ret beset, så hed vingården oprindeligt J. Bäumer Kellerei Hasensprung, hvor den sidste del refererer til appellationen og den bedste mark i Winkel, nemlig Hasensprung, en GG mark … lokalt også kaldt “Winkeler Berg”.

Vingården er grundlagt af Joachim Bäumer, som købte ejendommen fra Anderson Weingutsverwaltung i starten af 1950’erne, og han fik hurtigt udviklet ejendommen og producerede en række kvalitetsvine, bl.a. i kraft af Hasensprung marken, hvor en række ældre Riesling stokke gav et særdeles godt druemateriale.

På dette tidspunkt i 1950’erne adskilte Bäumer sig kraftigt fra de øvrige større producenter ved at insistere på, at man skulle lave kvalitetsvin.

Det blev bemærket flere steder, så allerede i 1957 blev vingården købt af Ress-familien, som i dag har ført den videre efter de samme grundprincipper. Bäumer selv tog et job indenfor olieindustrien.

Ress familien kender vi fra vinhuset Balthasar Ress, der regnes blandt et af områdets bedste. I 1957 var det den 3. generation i form af Paul Ress, som købte J. Bäumer Kellerei Hasensprung. I dag drives Balthasar Ress af Stefan og Christian Ress, som er henholdsvis 4. og 5. generation. Alle metoderne indenfor dyrkning af druer og vinfremstilling er gået i arv fra generation til generation, så det høje kvalitetsniveau er bibeholdt samtidig med, at naturen behandles med yderste respekt.

Weingut Balthasar Ress ejer i alt 45 hektar vinmarker, hvor én af husets stoltheder er Schloß Reichartshausen, som man overtog i 1978. Vinene herfra er i den typiske Balthasar Ress-stil, men de er specielt kendte for at være næsten overvældende overdådige med masser af elegance. Siden 1989 har Balthasar Ress været medlem af VDP (Prädikat Wine Estates), Tysklands vinelite, som man nemt genkender på ørnen på flasketoppen.

Man har dog beholdt J. Bäumer som et særskilt brand, men over årene er fokus ændret, således vinene under navnet J. Bäumer hører til i den billige ende, og druerne kommer da heller ikke fra egne vinmarker, men er produceret på kontrakt af lokale avlere i Rheingau i overensstemmelse med de af Ress-familien udstukne retningslinjer i forhold til pleje af vinmarker og stokke.

Nok snak, lad os smage vinen, selvfølgelig 100% Riesling, produceret på ren stål … en frisk årgang 2012. Duftmæssigt lidt abrikos, hvide blomster, svage noter af nødder og lidt hospital, sødmen fornemmes klart … sådan lidt nektaragtigt i udtrykket. Smagsmæssigt også sødme, næsten lidt muskat og nøddesmag. Vinen er god frisk, rank og der er en god syre af Rieslingen. På negativsiden bliver den måske en anelse “vandet” i udtrykket, men ganske easygoing … og til prisen en fin vin.

Købt på Gourmondo.de, hvor prisen er 6,90€ … eller ca. 50 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2010 Carl Reh, Organic Riesling, Mosel, Tyskland

2010 Carl Reh, Organic Riesling, Mosel, TysklandTravl sidste uge … så “skylder” lige et par uploads, bl.a. med denne Organic Riesling fra vinhuset Carl Reh, som hører hjemme i den lille by Bingen ved Mosel.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1920, da den kun 22-årig Carl Reh grundlagde et handelsfirma for druer, most og vin i den lille kælder i barndomshjemmet ved Mosel.

I 1927 byggede Carl Reh sit første større vinlager med kontor og beboelse i Leiwen ved Mosel. Det var en høj-risiko-satsning, men hans sikre instinkter fik trods alt ret og det gik så godt for firmaet, at han de efterfølgende år inddragede yderligere vinlagre i naboområderne.

Carl Reh var lidt forud for sin tid, da han i 1936 var den første ved Mosel, der opbevarede sin vin i smagsneutrale glasfiberbeklædte tanke med en kapacitet på 400.000 liter … en lille revolution ved Mosel. Køb af yderligere kvalitetsområder ved Mosel fulgte.

Carl Reh var på dette tidspunkt ikke kun en innovativ arbejdsgiver, men også en omsorgsfuld faderfigur, idet han i 1936 grundlagde en understøttelses-kasse for funktionærer.

I 1949 modtog Carl Reh statens ærespris for sine store bedrifter inden for vinindustrien – og det blev ikke den sidste anerkendelse for den visionære erhvervsdrivende. Det var også i 1949 at Carl Rehs søn, Günther, overtog 50% af firmaet.

I 1956 indviede Carl Reh Europas mest moderne vinkælder med fuldautomatisk tappelinie. Carl Reh døde i 1962 – 64 år gammel. Hans søn Günther førte sammen med en erfaren ledelse firmaet videre, men i 1988 overtog 3. generation, nemlig Carl Reh (den anden) og hans hustru Andrea familieforetagendet.

Carl Reh blev i 1992 slået sammen med Kendermann og fik navnet Reh Kendermann … Reh Kendermann GmbH Weinkellerei for nu at være helt præcis.

Reh Kendermann GmbH Weinkellerei er i dag et af Tysklands største vinfirmaer med over 220 ansatte og en årlig omsætning på omkring 500 mio. kr.

De har selv vinmarker i Pfalz, Mosel og Rheinhessen, nemlig omkring byerne Böchingen, Leiwen, Gau-Bickelheim og Bingen. Derudover har de dyrkningsaftaler med over 300 vinbønder i Tyskland samt en 250 hektar stor vingård i Rumænien.

De står bag en række kendte brands, bl.a. de prisbillige Black Towers, som de årligt sælger ikke mindre end 14 millioner flasker af. Øvrige brands er Kendermanns, Waka Waka samt The Bend in the River.

Her har vi Carl Reh Organic Riesling, produceret fra husets egen vingård Leiwen. På Carl Rehs hjemmeside ser vinen ud til at være på ren Riesling, men af importørens hjemmeside fremgår; “Denne hvidvin er produceret af 85% Riesling og 15% Silvaner druer, der er økologisk dyrket i Rheinhessen området i Tyskland – men den er lavet i oversøisk stil”.

Duftmæssigt æbler, citrus, svag petroleum, våd og fugtig, mens smagen er mere frisk, lidt rustik. Ganske habil lille sag … uden at falde i svime.

Fundet hos Fyns Vin Kompagni, pris 90 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2012 Weingut Peter Jakob Kühn, Riesling Jacobus, Rheingau, Tyskland

2012 Weingut Peter Jakob Kühn, Riesling Jacobus, Rheingau, TysklandSå er vi pludselig tilbage hos Bioweingut Peter Jakob Kühn, som jeg kun én gang tidligere har smagt vin fra … men dengang var det ganske fremragende. Det var sidste år i Berlin på vinbaren Rutz, hvor jeg smagte en 2011 Riesling 300m NN Rutz Rebel, som var lavet i et samarbejde mellem Peter Jakob Kühn og Rutz’s sommelier Billy Wagner.

Her er jeg imidlertid igen stødt på Kühn, nemlig med en “almindelig” Riesling med tilnavnet Jacobus, opkaldt efter forfaderen og grundlægeren af vinhuset Jacobus Kühn, som etablerede vingården helt tilbage i 1786.

Bioweingut Peter Jakob Kühn og hans familie driver deres biodynamisk certificerede vingård centralt i Rheingau, helt præcis ved byen  Oestrich-Winkel. I dette område er Riesling kongen, og flere af Kühns marker er egentligt “Erstes Gewächs”,”Erste Lagen”  eller “Grosses Gewächs” som det også kaldes, men det er Kühn for beskeden til at skrive på hans flasker. Det fremgår imidlertid nu af hans hjemmeside.

Peter Jakob Kühn er 11. generation på vingården, som han overtog tilbage i 1979 sammen med hustruen Angela. Angela tager sig af adminstrationen, og parrets 3 børn, Sandra, Kathrin og Peter Bernhard hjælper også til. Derudover skal der også holdes styr på en lang række børnebørn, så der er virkelig tale om et rigtigt familieforetagende.

Peter Jakob Kühn har ca. 18 hektar vinmarker og laver omkring 120.000 flasker vin årligt.

Denne Riesling Jacobus er en “gutswein”, altså fra den billige ende og lavet første gang i 1991. Vinen laves med naturligt gær fra Riesling druerne og produceres i rustfri tanke. Druerne modnes på bærmen i mindst 5 måneder og bliver aftappet direkte efter en kort filtrering. Der laves årligt 28.000 flasker af denne vin, som samtidig jo er fuldstændig biodynamisk.

Og en ganske herlig lille vin, hvor næsen fyldes med grønne æbler, våde sten eller mineralitet, svag petroleum, lette blomster og medicinskab. Smagen er tør, sprød og ganske ren i udtrykket. Der er frugt på ganen, syrlighed og lidt jord og mineralitet. Fin, fin Riesling til prisen.

Købt hos Gourmondo.de til en pris på 9,90€ … svarende til ca. 74 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2013 Ampelos Cellars, Rosé of Syrah, Californien, USA

2013 Ampelos Cellars, Rosé of Syrah, Californien, USANæste vin fra Peter Work var denne Rosé of Syrah, og med et tilnavn, upsilon: the charged. En lidt sjov vin og i denne årgang 2013 lavet på 75% Syrah druer, hovedparten fra egne marker, 19% Grenache, hvoraf lidt også er fra egne marker, og så 6% købte Riesling druer. Syrah druerne høstes lidt tidligere for at give mere syre, friskhed og anvendes således udelukkende til denne rosé.

Peter fortalte, at omkring 12 hektar af hans i alt 35 hektar jord er tilplantet med vinstokke, og at han til den samlede produktion køber omkring 1/4-del yderligere druer fra naboejendomme.

Det med at komme Riesling i sådan en rosé var egentlig Dons idé … efter man i nogle år havde forsøgt med forskellige druer som supplement til Syrah og Grenache. Peter og Don mener, at Rieslingen er med til at give vinen lidt mere aroma og kant. Der er nok heller ikke helt forkert, for den smager sgu meget godt … men det vender jeg fluks tilbage til.

Don (Don Schroeder) er deres søn, og han er til daglig vinmager for kult-vinhuset Sea Smoke Estate Vineyards og hjælper også Peter og Rebecca med produktionen på Ampelos.

Peter fortalte endvidere, at han ikke forventer at plante yderligere vinstokke og udvide vinmarkerne fra de nuværende 12 hektar, idet de ikke ønsker en meget større produktion. De producerer årligt omkring 5.000 kasser med 12 vine i hver. Af denne Rosé of Syrah er der i 2013 produceret 619 kasser.

Vinen er produceret på ren stål … ikke lagret på eg.

Duftmæssigt godt med jordbær, svag vingummi, rabarber, granatæbler, vandmelon og en smule blomster. Smagen er tør, støvet, let … der fornemmes et let peberstrejf … sprød og ganske indbydende.

Forhandles af Otto Suenson, pris 159 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2012 Gut Hermannsberg, 100 Jahre Jubiläums-Riesling, Nahe, Tyskland

2012 Gut Hermannsberg, 100 Jahre Jubiläums-Riesling, Nahe, TysklandPå Neumann|s Bistro & Weinbar kom der rigtig Riesling i glasset, nemlig denne 100 Jahre Jubiläums-Riesling fra vinhuset Gut Hermannsberg. Det ejes og drives af Dr. Christine Dinse og Jens Riedel, hvilket sker i samarbejde med vinmageren og den daglige leder Karsten Peter, som tidligere har arbejdet hos sin svoger Tim Fröhlich fra Schäfer-Fröhlich.

Dinse og Riedel overtog vingården i 2009, og før den tid var det et preussisk statsdomæne i Niederhausen ved Nahe-floden. I perioden 1901 – 1998 hed vinhuset Königlich-Preußische Weinbaudomäne Niederhausen-Schloßböckelheim.

Helt tilbage i 1901 købte den preussiske stat nemlig de stejle, klippefyldte områder langs med Nahe-floden. Gennem stenhårdt arbejde i de følgende år blev der plantet Riesling-stokke, og markerne som Kupfergrube og Hermannsberg er i dag er verdensberømte.

Efter privatiseringen i 1998 blev navnet ændret til Niederhausen-Schlossböckelheim, men da Jens Riedel overtog vinbruget blev navnet ændret til Gut Hermannsberg, og han gik straks i gang med at restaurere marker, bygninger og gæstehus.

Vinhuset ejer 30 hektar vinmarker, og alle 30 hektar er VDP klassificeret som “Große Lagen” eller “Erste Lagen”, og det må siges at være ganske enestående. Markerne er Schlossböckelheimer Kupfergrube, Niederhäuser Hermannsberg, Traiser Bastei, Niederhäuser Steinberg, Niederhäuser Kertz og Altenbamberger Rotenberg.

Alle parceller vinificeres derfor separat. Det sker med spontangæring og lagring i store fade eller ståltanke udfra et princip om at “lade vinen lave sig selv”, så vinmarkerne kan udtrykke sig så rent og autentisk som muligt

Allerede med sine første årgange har Peters vine overbevist og især 2011 årgangen er at anse som en genfødsel af denne historiske ejendom med et væld af fornemme bedømmelser, kulminerende med udmærkelsen som årets “Rising Star” i hele Tyskland i Gault Millau Guiden.

Stilistisk virker vinene som rene, syredrevne, raffinerede og stenede koncentrater. Skønt Karsten Peter har arbejdet med sin svoger Tim Fröhlich og konstant udveksler erfaringer med ham, viser Gut Hermannsbergs vine en helt egen stil, med deres brillante klarhed, der gør at topmarkernes aftryk er tydeligt.

Druerne til denne Jubilæums-Riesling stammer fra markerne Kupfergrube, Traiser Bastei og Hermannsberg. Vinen har lavet for at markere 100 års historie for vingården og er samtidig en hyldest til de modige, visionære grundlæggere.

Duftmæssigt en outstanding blanding af petroleum og Vesterhav … ja, eller hvilket som helst hav. Meget klar og præcis i udtrykket med mineralitet, æbler og et smukt, landligt/animalsk udtryk. Smagsbilledet er også klart og præcist med fin stram syre, kæmpe tørhed … rigtig, rigtig flot Riesling.

Atomwine er forhandler herhjemme, pris 125 kr., og det er virkelig en meget fornuftig pris.

Vinanmeldelse 5/7 

2011 Weingut Hauck, Edenbusch Riesling Trocken, Rheinhessen, Tyskland

2011 Weingut Hauck, Edenbusch Riesling Trocken, Rheinhessen, TysklandPå vinbaren CavaRo bestilte jeg fluks et glas Riesling, “by the glass” fra deres lille vinkort. I kortet stod, at det var en Riesling fra Weingut Neiss i Pfalz, men det var imidlertid denne Edenbusch Riesling Trocken fra Weingut Hauck, som holder til i den lille by Bermersheim vor der Höhe i Rheinhessen.

Det er fandme ikke i orden på en vinbar! En Spätburgunder på kortet kunne heller ikke bestilles, fordi den havde de ikke mere. Ingen havde tilsyneladende spurgt efter denne vin i 5 år … jeg var den første … hurra for det, men lidt øv på en vinbar.

Vingården i Bermersheim vor der Höhe drives af Heike og Heinz-Günter Hauck, og det har de gjort i over 18 år, og viderefører dermed en 300 år gammel familietradition. Ja, faktisk mener Heinz-Günter, at familien har drevet landbrug i byen i over 800 år, så det er bestemt en familie med traditioner.

Weingut Hauck driver omkring 30 hektar vinmarker med druesorterne Riesling, Silvaner, Grauburgunder, Weißburgunder samt de røde Spätburgunder, Portugieser, St. Laurent, Merlot und Dornfelder. 2/3-del af produktionen er hvide vine.

Vingården har fået en række anerkendelser, bl.a. er de anbefalet af Gault Millaut Wineguide og Eichelmann Wineguide. Gault Millau har senest i 2o012 kaldt huset “en vingård på vej op” og i 2013 yderligere forstærket dette med betegnelsen “Weingut Hauck fortsætter sin sejrsgang”.

Udover sit store program af vine, så laver Heinz-Günter Hauck også en serie vine under navnet Edenbusch, helt præcis 5 stk., nemlig en rød Liaison Rot på 80% Dornfelder og 20% Cabernet Sauvignon, en rosé samt 3 hvide på henholdsvis Weissburgunder, Grauburgunder og så denne Riesling Trocken. Vinene er i den billigere ende, sælges ikke detail og er udelukkende forholdt salg til restauranter.

Duftmæssigt svag petroleum, lidt æbler og abrikos … virker lidt fed i udtrykket, og der synes ikke større mineralitet i glasset. Smagsmæssigt ganske okay syre/sødme balance … måske med en svag overvægt på sødmen. Er ganske frugtrig og den fedme, som jeg fornemmede i næsen viser sig også i smagen. Den savner mineralitet. Der er lidt blomster i smagen, som slutter forholdsvis kort af.

Købt i glas på CavaRo Wienbar, pris 5,90€.

Vinanmeldelse 4/7 

2010 Domaine Anstotz & Fils, Riesling, Alsace, Frankrig

2010 Domaine Anstotz & Fils, Riesling, Alsace, Frankrig I den ganske lille by Balbronn, ca. 20 km vest for Strasbourg og 30 km. nord for Colmar – og dermed et godt stykke nord for hjertet i Alsace – ligger det lille vinhus Domaine Anstotz & Fils, som drives af far og søn, Marc og Nicolas Anstotz.

Anstotz familien har været vinbønder her i mange generationer, men begyndte først at lave vine i eget navn i 1950 og siden da har fire generationer fortsat traditionen, nu altså med Nicolas i spidsen.

Huset har små 15 hektar vinmarker, primært med Alsace druerne Riesling, Gewurztraminer og Pinot Blanc. Gården er gennem mange år drevet økologisk og siden 2012 også biodynamisk. Vinfremstillingen sker meget traditionelt bl.a. i store egefade, som er mellem 80 og 120 år gamle. Nicoas mener, at dette giver mere åbne og aromatiske vine.

Anstotz har bemærket sig ved, at vinhuset i Guide Hachettes tre år i træk har fået Coup de Coeur for deres Riesling Westerweingarten, nemlig i årgangene 2007, 2008 og 2009. Westerweingarten er sammen med Glinzberg og Muhlweg huset bedste marker.

Hos Anstotz laves der vine i 4 serier, nemlig de søde vine (Vendanges Tardives og Grains Nobles), lidt Crémant d’Alsace og ellers er de “almindelige” vine opdelt i Vins de Cépages og Vins de Terroir, hvor de sidstnævnte er husets bedste vine. Denne Riesling er husets almindelige og kommer således fra serien Vins de Cépages.

Duftmæssigt er her svag petroleum, citrus og virker ellers lidt fed i udtrykket … fornemmer også lidt nødder. Smagen understøtter fint duftindtrykket, da vinen er lidt federe end Riesling normalt, dog er der også lidt mineralitet, citrus og et let skarphed og fin syre. Lidt kantet i udtrykket, men en rigtig dejlig Riesling.

Forhandles af Skagen Vin og Gastronomi, pris 160 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2012 Domaine Sipp Mack, Cuvée des Collines, Alsace, Frankrig

2012 Domaine Sipp Mack, Cuvée des Collines, Alsace, FrankrigLige et par updates, bl.a. med en ny årgang af Cuvée des Collines fra Domaine Sipp Mack … et vinhus, som jeg har skrevet om en del gange her på bloggen.

Vingården ligger for foden af Vogeserne i landsbyen Hunawihr mellem Riquewihr og Ribeauvillé. Vingårdens historie daterer sig helt tilbage til 1698, hvor bødkeren Frederic Mack begyndte at lave sin egen vin. 8 generationer senere, i 1959, blev Marie-Louise Mack gift med vinmageren François Sipp fra Ribeauvillé, og sammen dannede de vingården Sipp-Mack.

Fra 1983 har deres ældste søn, Jacques, sammen med sin amerikanske kone, Laura, overtaget driften af hele den store vingård, og nu er den næste generation allerede på banen, da deres datter, Carolyn efter afslutningen af sin vinuddannelse også er indtrådt i firmaet.

Jacques bror Vicent Sipp udtrådte fra firmaet for omkring 20 år siden, dannede Domaine Agapé, og fik nogle af markerne, også dele af de fine Grand Cru marker som Schoenenbourg, Osterberg og Rosacker, således Sipp-Mack i dag har omkring 15 hektar vinmarker i Hunawihr, Ribeauvillé og Bergheim.

Cuvée des Collines er forskellig fra de fleste Alsace-vine, der jo normalt er enkelt-drue vine. Cuvée des Collines har Sipp Mack lavet specielt til Jysk Vin og druesammensætningen består af 60% Riesling, 20% Pinot Blanc, 10% Sylvaner samt 10% Muscat. Jeg har tidligere smagt vinen, blot i en årgang 2011, men det var jeg ikke specielt begejstret for vinen.

Jeg synes dog, at 2012’eren her er bedre … som om, at vinen har fået en smule mere karakter og den fremstår ikke længere så neutral. Duftmæssigt er der nemlig god friskhed, Rieslingen fornemmes fortsat, lidt sødme … og også en smule syre. Balancen er egentlig ganske fin. Smagsmæssigt fremstår vinen også ganske okay … selvom jeg fortsat foretrækker en ren Riesling.

Forhandles hos Jysk Vin, pris 66,50 kr., men jeg købte min på tilbud til 52 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2012 Chateau Ste. Michelle, Eroica Riesling, Washington State, USA

2012 Chateau Ste. Michelle, Eroica Riesling, Washington State, USABestyrelsesmøde hos Jan … 6 spændende vine, og vi kaster os direkte ud i det. Vi starter nemlig med den første af vinene, som var denne Eroica Riesling fra det amerikanske vinhus Chateau Ste. Michelle.

Château Ste. Michelle ligger i Columbia Valley i Washington States, et af de meget spændende vinområder i verden. De første kommercielle tilplantninger blev pioneret i 60’erne af netop Château Ste. Michelle, kraftigt ansporet af den store, amerikanske ønolog, den nu afdøde Andre Tchelistcheff.

Vingården Château Ste. Michelle har sine rødder helt tilbage til 1912, hvor ejendommen blev bygget af tømrer og baron Frederick Stimson, men først langt senere begyndte vinproduktionen. Det skete under navnet “Ste. Michelle Vintners, og produktionen blev ledet af den legendariske vinmager Andre Tchelistcheff fra Californien.

De første vinstokke fra Ste. Michelle Vintners blev plantet på Cold Creek Vineyard i 1972, og denne vinmark er den dag i dag én af de ældste og mest anerkendte vinmarker i staten.

I 1976 blev der bygget et decideret slot til vingården … fransk inspireret selvfølgelig …. og samtidig ændrede vingården også navnet til Chateau Ste. Michelle. Vingården voksede herefter stødt, og ejer i dag 575 hektar vinmarker i Columbia Valley fordelt på 4 større lokationer, Cold Creek, Canoe Ridge, Horse Heaven og Indian Wells.

Chateau Ste. Michelle har deres produktion på 2 lokationer, hvor den ene vingård er afsat til hvide og en anden til de røde vin. På “slottet”, som ligger i byen Woodinville laves de hvide vine, mens de røde vine laves på godsets vingården Canoe Ridge Estate Winery i den østlige del. Hoved vinmager er Bob Bertheau sammen med Raymon Mckee og Vendy Stuckey

Chateau Ste. Michelle har siden modtaget nogle af de højeste udmærkelser i branchen, herunder “Vin Brand of the Year 2008″ af Market Watch Magazine, “American Winery of the Year 2004″ fra Wine Enthusiast og “2005 Winery of the Year” af Restaurant Wine. Vingården kombinerer traditionel vinfremstilling med moderne, innovative metoder og er bedst kendt for sine prisbelønnede Riesling, Chardonnay, Merlot og Cabernet Sauvignon.

Og vi har netop her en Riesling … og fra Eroica serien, som består af 4 forskellige vine, alle hvide på Riesling, nemlig denne “entry” vin Eroica Riesling og dernæst kommer en Eroica Gold Riesling, en Icewine på Riesling og som toppen en Eroica Single Berry Select, som svarer til en tysk Trockenbeerenauslese, selvfølgelig også på Riesling. Den sidste laves kun i særligt gode årgange og siden 1999 er der kun lavet 4 årgange.

Vinene i Eroica serien er opkaldt efter Beethovens tredje symfoni ohlavet i et samarbejde eller nærmest partnerskab mellem Chateau Ste. Michelles vinmager Bob Bertheau samt vinmager/ producenten Ernst Loosen fra Mosel. Samarbejdet startede i 1999 af kærlighed til Riesling druen og for at kombinere den tekniske kunnen fra disse to verdensdele, selvom alle druerne kommer fra Chateau Ste. Michelles marker i Washington.

Druerne i denne årgang 2012 kommer fra flere marker, bl.a. Horse Heaven Vineyard og Viewcrest Vineyard i Yakima Valley samt fra en række leverandører som Lawrence, Zillah Ranch, Gamache, Jacona, Archie Den Hoed og Tsillan Cellars. Parker har givet denne årgang 2012 af vinen 91 point.

Duften er helt klart Riesling, masser af petroleum, pærer, ananas, fersken og fin mineralitet … virker bestemt europæisk i udtrykket. Smagen er måske en anelse mere varm og først overraskes man af sødmen. Vinen er let perlende på tungen, men har også samtidig god syre og meget stor intensitet, som fører tankerne hen på en GG. Der er lidt krop, fylde og fedme, som virkelig klæder vinen, men samtidig beholder den en god spændstighed og syrlighed … og det er sgu meget skønt sammen. Fremragende.

Forhandles bl.a. af Sigurd Müller eller Uhrskov Vinhandel, pris 229 kr.

Vinanmeldelse 5/7