Første vin … traditionen tro en hvidvin var denne Colección 125 Chardonnay fra vinhuset Bodegas Chivite. Chivite ligger i Narvarra området, hvor der altid er produceret vine af høj kvalitet, men i særdeleshed hos Chivite, som er én af områdets mest berømte pionerer. Chivite familien kan faktisk spore sine aner helt tilbage til 1647.
I dag er det 10. Generation af familien, nemlig Fernando Chivite, der sørger for at firmaet føres videre som Navarras flagskib, og som et af de mest prestigefyldte vinfirmaer i Spanien. Fernando har sin uddannelsesmæssige baggrund i orden, da han har taget de bedste diplomuddannelser Tyskland og Frankrig kan byde på.
Den respekt Chivite i dag høster for sine vine, kan man imidlertid takke firmaets forrige leder Julián Chivite for. Det var nemlig ham der stod for beplantningen af de franske druesorter Merlot, Cabernet Sauvignon og Chardonnay, der i dag danner grundmaterialet til firmaets fantastiske vine. Der eksperimenteres dog også med de spanske druer Tempranillo og Garnacha, ligesom der konstant afprøves nye vinifikationsteknikker for at optimere vinfremstillingen.
Chivites nye vingård Señorio de Arinzano er en af de flotteste og mest spektakulære moderne bodegaer i Spanien. Vinene er samtidigt blandt Spaniens absolut bedste. Top-vinene fra Chivite er Colleccion 125, der blandt andet tæller Spaniens bedste hvidvin lavet på 1. klasses Chardonnaydruer og det er netop denne vin, som Jan havde valgt, at vi skulle starte denne vinaften med.
Duftmæssigt har jeg noteret toner af abrikos, citrus, pærer, honning, smør og fin friskhed i næsen. Smagsmæssigt lidt fedme … ikke meget, men en fin hentydning af fedme, men ellers også stor syre og friskhed. En super dejlig frisk vin. God start.
Hvem medbragte vinen: Jan
Købt hos Sigurd Müller til 225 kr.