Næste i vinglasset blev en kendt spansk klassiker, nemlig Pesquera Crianza fra Bodegas Alejandro Fernández … en vin jeg har smagt og skrevet om på Houlbergs Vinblog flere gange, men har smager jeg den i en 21 år gammel udgave fra 1997.
Jeg skal spare jer for igen at skrive om vinhuset og historien bag det, for det kan I læse om i det tidligere blogindlæg. Lad os i stedet da bare se nærmere på denne 1997 Pesquera Crianza fra Alejandro Fernandez, som ofte omtales som kongen af Ribera del Duero, og vineksperter regner ham for en af Spaniens vigtigste vinpersonligheder.
Pesquera er en Crianza vin, altså en vin som for Ribera del Duero omrpdet skal være lagret i minimum 2 år, heraf 1 år i egefade. Det er samtidig nok én af Spaniens mest berømte vine lavet med druer fra husets 200 hektar vinmarker. Det er selvfølgelig ren Tempranillo, som efter endt fermentering er lagret 18 måneder på eg.
I næsen er det en vin med masser af sødme, nærmest oversød og aromatisk med sødbrændte fade, meget sødbrændte … blommer, vanilje, mælkechokolade, sød røg, ristede noter … voldsom og kraftig, men der er også lidt Anders And og tegneserie over udtrykket, som bliver lidt for meget.
Smagsmæssigt er det blødt, sødt … og efter den forrige rene bourgogne, så bliver sødmen også helt vildt udstillet, så vinen nærmest virker oversød. Det er en cremet sag med mælkechokolade, solbær, blommer, lidt overmoden i frugten, men med masser af eg, lakridskonfekt, kanel samt en svag syre.
Det er dog helt sindssygt, hvor godt vinen har klaret årene. Med sådan en basse, så kunne man forvente, at den ville miste pusten, men det er ingenlunde tilfældet. Det er totalt urkraft, intenst, mørkt og meget smagsfuldt … selv efter 21 års venten. Det er imponerende.
Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske i nyere årgang koster 204,95 kr., mens prisen er 169,95 kr. ved køb af 12 flasker.