Den sidste spanske vin – i denne omgang – er en 2016 Vallegarcia Syrah fra vinhuset Pago de Vallegarcia, der ligger lidt øde nord for den lille by Retuerta del Bullaque og Montes de Toledo ved Cabañeros National Park.
Vinhuset drives af Alfonso Cortina de Alcocer sammen med sine to sønner Felipe og Carlos. Det er grundlagt omkring 1999, hvor de første vinmarker er tilplantet, mens det moderne vineri er designet af den anerkendte australske vinprofessor Dr. Richard Smart … ja det hedder han altså.
Samlet har Pago de Vallegarcia 31 hektar vinmarker i omkring 850 meters højde i Montes de Toledo-regionen, hvor de dyrker Merlot, Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Petit Verdot, Syrah samt Viognier.
Denne Vallegarcia Syrah er lavet med ren 100% Syrah fra en enkelt mark på 7 hektar, Druerne er høstet med håndkraft, hvorefter de får en kold formaceration ved 10 grader i 72 timer, hvorefter gæringen sættes i gang ved højere temperaturer i rustfrie ståltanke.
Vinen får der en fermentering og maceration over 21 dage, hvorefter den så lagres 12 måneder på franske egefade efterfulgt af 12 måneder på flaske inden frigivelse.
I næsen virker frugten moden, næsten lidt indkogt, balsamisk, brombær, solbær, våde fade, lakrids, kul, asfalt, blyanter, blæk, grafit, jern og frugtkerner. Syren virker i næsen meget vag og tilbagelænet.
Smagsmæssigt er vinen både streng og stærk, så det brænder lidt i munden. Vinen er virkelig tør, har godt med tanniner, peber samt pænt med krydderier. Vi ligger lige lidt over 4,5 fingre på den houlbergske skala.
Forhandles herhjemme af AH Vine, hvor en flaske koster 279 kr.