2005 Tapada do Chaves, Reserve Red, Alentejo, Portugal

2005 Tapada do Chaves, Reserve Red, Alentejo, PortugalNæste vin 2. juledag var lidt af en charmetrold … og lidt af en specialitet. Konen havde fået vinen via sit arbejde, og den var egentlig en gave fra Sousa, en portugesisk leverandør … levemand og vinelsker. Normalt borger det godt for vinen, og det var også tilfældet med denne vin. Konen fik endda vinen som en trøstepæmie … hurra for trøstepræmier siger jeg bare.

Vinen er fra vinhuset Tapada do Chaves og lavet på et blend af druerne Trincadeira, Aragonez og Castelão. Vinhuset ligger i byen ​​Portalegre, som ligger i den øvre del af Alentejo området. Tapada do Chaves’ vinmarker ligger på skråningerne af Serra de S. Mamede, hvor granit i undergrunden giver unikke kvaliteter til vinen. Alle vinstokke er i øvrigt mellem 15 og 85 år gamle.

Tapada do Chaves er stiftet for knap 100 år siden af Joaquin da Cruz Baptista. Den succes, som Joaquim da Cruz Baptista fik med vinporduktionen, inspirerede hans eneste datter, Gertrudes Baptista Fino til at fortsætte sin arv.

Hun blev kendt for vinen fra Tapada do Chaves og for hendes store engagement i vinbranchen. I 1998 beslutter sidste ejer i familien Francisco Fino, søn af Gertrudes Baptista Fino, at sælge ejendom til vinfirmaet Sociedade Agricola E Comercial, Sa., som i dag fortsat driver vingården.

Duftmæssigt ret speciel duft … formentlig skyldes dette de – for os danskere – lidt ukendte druer. Jeg fanger duft af jordbær, sødme, trøfler og vådt træ. Lidt aromatisk … men med en skøn mildhed.

Smagen … lidt tynd i strukturen, nærmest lidt Pinot-agtigt. Der er fin blødhed, mildhed, sødme, lyserøde bær, lidt spice og ellers en fin balance mellem syre og sødme. Har lidt alder, som svagt ses i glasset og fornemmes ganske lidt i smagen. Meget dejlig vin. Flot og spændende.

Jeg har ikke fundet en dansk importør, men i udlandet er vinen fundet til 14,44€.

Vinanmeldelse 5/7  

2010 Casa Vitivinicola Tinazzi, Corvina della Provincia di Verona, Veneto, Italien

2010 Casa Vitivinicola Tinazzi, Corvina della Provincia di Verona, Veneto, ItalienSidste dag i julen … og endelig lidt gæster og lidt vin, blandt andet denne Corvina baserede vin fra Verona området.

Vinhuset hedder Casa Vitivinicola Tinazzi og er hjemhørende i den italienske badeby Lazise ved Gardasøen, ikke mange kilometer fra Verona by i Veneto regionen i Norditalien. Her grundlagde Eugenio Tinazzi vingården i 1968. I dag er det fortsat familien Tinazzi, som driver vingården, nemlig Eugenios søn Gian Andrea samt Gians søn og datter, Giorgio og Francesca.

Foruden Casa Vitivinicola Tinazzi i Lazise, som er det administrative hovedkvarter og hjemsted for laboratorium og aftapningsfaciliteter, råder Tinazzi også over vingåerden Tenuta Vaselle i Bardolino med fremstilling af Bardolinovine DOC.

I Lazise ejer familien også Ca Isidora, hvor presning af de lokale druer finder sted. Tinazzi ejer også Feudo di Santa Crose i Carosino ved Taranto i Apuglien – Italiens støvlehæl – hvor familien fremstiller Salentovine og dyrker druer som Primitivo og Negro Amaro.

Herudover ejer familien også Vignali Roccamora i Montoni på Sicilien, hvor der dyrkes kendte druetyper som Grillo, Chardonnay, Nero d’Avola, Merlot, Shiraz, Grecanico og Sangiovese. Sidst og ikke mindst ejer familien også vingården Poggio ai Santi i Abruzzo, hvor man fremstiller Montepulciano DOC og Trebbiano DOC vine.

Denne vin her er på 100% Corvina, og kommer fra Lazise, området omkring Verona, hvilket også fremgår af navnet. Duftmæssigt en meget varm vin, masser af sol, salvie, kirsebær, kaktus, blomstersæbe.

Smagsmæssigt lidt krydderier, mandler, kirsebær, sol og frugt. Easygoing, og en vin mange vil kunne li’. Smagsoplevelsen en smule anderledes end de fleste mainstream vine pga. 100% Corvina.

Fået i gave. Flere forhandler vinene fra Tinazzi, men jeg har ikke fundet lige præcis denne vin. Tror prisen ligger på 50-60 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

N.V. Emilio Lustau, East India Solera Sherry, Jerez, Spanien

N.V. Emilio Lustau, East India Solera Sherry, Jerez, SpanienJulens store overraskelse blev denne East India Solera Sherry fra sherryhuset Emilio Lustau. Alex fra Alex’ s Kælder Noter havde anbefalet vinen og skrevet pænt om den på sin blog. Derfor havde jeg også fluks indkøbt vinen, selvom jeg tidligere aldrig har gjort noget i sherry …. endsige ved ret meget om sherry, men dette kan jeg så samtidig få lejlighed til at råde bod på.

Hvad er så Sherry for en størrelse … udover yndet formiddagsdrik for ældre hjemmegående, pimpende husmødre? Tja, overordnet set, så er Sherry jo en hedvin, der fremstilles i de sydspanske byer Jerez de la Frontera, El Puerto de Santa María og Sanlúcar de Barrameda. Denne fra Emilio Lustau kommer fra Jerez (de la Frontera), så langt så godt.

Betegnelse Solera stammer fra det helt enestående system, som er hele grundstammen i Sherry, nemlig lagringssystemet. Sherry lagrer mange år på egetræsfade i det traditionelle Solera-system. Dette eksklusive og komplekse system består af et bestemt antal fade, som er stablet i rækker og ovenpå hinanden i etager.

Det nederste lag kaldes solera (af ordet suelo, som betyder gulv). Herfra udtages regelmæssigt en del af indholdet. Den aftappede mængde erstattes med samme mængde fra laget ovenover, der kaldes criadera, og den erstattes igen med vin fra laget ovenover, kaldet segunda criadera, og sådan fortsættes til det øverste lag.

På denne måde omstikkes vinen gradvist og efterhånden blandes de yngste vine med de ældste. Den korteste lagringstid er 3 år, men mange lagrer meget længere.

Sherryen ligger på fade (600 liter amerikansk eg), som ikke lukkes helt tæt, og kun er fyldt 4/5. Den sidste 1/5 er luft. Dermed har den fugtige og iltrige atlanterhavsluft mulighed for at trænge ind.

Efter et stykke tid dannes et hvidt lag gær, også kaldet flor. Det minder om skimmelsvampen på en brie. Flor er en kultur af mikroorganismer, der beskytter vinen i at blive angrebet af eddikesyrebakterier.

Sherryvinene får en efterbehandling med langvarig opbevaring på egefade. Der findes årgangssherry, men den meste sherry lagres efter solerasystemet,

Der findes både tør sherry, sød sherry og cremede blandingssherryer. Denne East India Solera Sherry består af et blend mellem Olorosso og Pedro Ximénez.

Oloroso er en tør sherry, som er mørk og fyldig. Udviklet uden flor og har normalt en intens mahognifarve og en kraftig nøddearoma og let sød eftersmag. I begyndelsen tilsættes alkohol, så florlaget ikke dannes, og derved får den en mere fyldig og oxideret smag.

Pedro Ximénez er en fløjlsblød, sød vin, der er lavet af Pedro Ximénez-druer. Farven er mørk mahogni og smagen er af rosiner. I denne East India Solera lagres hver enkelt komponent af denne blanding (Oloroso og Pedro Ximénez) i sin egen Solera.

Efter blanding er vinen yderligere lagret i tre år i en solera af 33 amerikanske egetræsfade før aftapning på flaske. Vinen har således lagret i minimum 6 år.

Lad os inden vi smager på vinen også kigge lidt nærmere på dette sherryhus, Emilio Lustau S.A. Huset er grundlagt i 1896 af Don José Ruiz-Berdejo. Don José var sekretær hos domstolene, og han startede i sin fritid med at dyrke vinmarkerne på hans ejendom “Nuestra Señora de la Esperanza”, hvor han bagefter opbevarede og lagrede vinene, for derefter at sælge dem til større eksportvirksomheder.

I 1940 havde hans svigersøn Don Emilio Lustau Ortega overtaget vinhuset og flyttede det til Santiago distriktet, i den gamle bydel i Jerez. I de efterfølgende år udvider huset løbende med flere marker og flere tønder.

I begyndelsen af ​​firserne kommer huset under ledelse af Rafael Balao, og han gør Lustau til en af ​​de mest innovative virksomheder i Jerez. Langsomt bliver huset kendt for deres gode kvalitet, og navnet Lustau bliver kendt i hele verden.

I 1990 bliver Emilio Lustau SA imidlertid købt af Luis Caballero Group, som i forvejen producerer fine likører og spiritus, fx den berømte Ponche Caballero, den bedst sælgende likør i Spanien. Dette gav Emilio Lustau vigtig økonomisk støtte og mulighed for at videreudvikle og ekspandere.

Der købes bl.a. 6 bodegaer med 20 hektar, som havde tilhørt sherryhuset Domecq, og i 2008 købte man endvidere sherrymærkerne La Ina, Botaina, Río Viejo og Viña 25. Aftalen omfattede køb af “soleras” af disse vine, i alt 4.000 tønder vin, som er bevaret og vedligeholdt i henhold til de traditionelle sherry solera metoder.

Nok snak, lad os komme til sagen og smage vinen. Lad os starte med farven. Lidt brun, rød, orange farve. Alex nævner lidt bronze/metal, og det kan jeg godt følge ham i, da vinen nærmest “skinner” lidt i glasset og har rigtigt nok en bronze skær. Meget flot egentlig.

Duftmæssigt er der gammel og overmoden vin, fugtig egetræ, kaffe, karamel, rosiner, overmodne blommer, brun farin og figner. Fandme en dejlig og kompleks duft. Yammy.

Smagsmæssigt meget cremet og lækker. Jeg fanger smag af nødder, mandler, honning, rosiner, appelsin og tonsvin af sødme. Trods sødmen også en fin syre, som gør at vinen ikke bliver for meget. Vil være fantastisk til lidt ost … eller som vi gjorde lidt søde sager. Hmmmmmmm. Det var egentlig meningen, at jeg skulle slutte aftenen med en rødvin, men blev sgu hængende her på East India … sammen med de ældre, hjemmegående husmødre … og vi hygger os.

Købt i Vinspecialisten til 150 kr. på tilbud … normalpris 170 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2010 Léonce Amouroux, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2010 Léonce Amouroux, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigVine fra Châteauneuf-du-Pape har givet mig nogle af de største vinoplevelser … jeg husker fortsat Henri Bonneau, Pégaü, Clos des Papes og Beaucastel som nogle af de allerbedste vine, som jeg nogensinde har smagt.

Til julemaden i det herrens år 2012 overraskede en Châteauneuf-du-Pape mig igen, dog desværre i den anden retning, for denne 2010 Léonce Amouroux, Châteauneuf-du-Pape var en decideret skuffelse.

Vinen kommer fra det store vinfirma Vignobles Jeanjean fra Languedoc. Vignobles Jeanjean ejer bl.a. Ogier – Caves des Papes i Châteauneuf-du-Pape.

Ogier blev grundlagt af Christophe Ogier som et negocianfirma i 1859. Først i 1948 blev man negociant-éleveur, dvs. fik egne kældre til blande og færdiggøre de vine, man købte hos vinbønderne. Få år senere fandt en fusion sted med et lignende firma, Caves des Papes.

I 1999 købte Ogier – Caves des Papes så Clos de l’Oratoire des Papes, som i 25 år havde været drevet af enken efter Leonce Amouroux. Udover at drive denne ejendom, drev Amouroux også en negociantvirksomhed og solgte vinene under mærket Leonce Amouroux.

Vinene fra Clos de l’Oratoire des Papes har siden været holdt adskilt fra den øvrige produktion hos Ogier. Mærket Leonce Amouroux har været brugt til en enkelt Châteauneuf-du-Pape, altså denne vin, som vi her har i en årgang 2010. Der produceres en række vine, som i Danmark bl.a. sælges via Coop og HJ Hansen.

Vinen er lavet på 65% Grenache og 35% Syrah, Mourvèdre og Cinsault.

Duftmæssigt synes vinen meget sprittet, der er Rhône duft med lidt krydderier, men også en smule surhed. Smagsmæssigt er der mørke bær, lidt tørhed, igen stor surhed og bitterhed, grønne noter og generel en del ubalance. Virker slet ikke imødekommende på nogen måder, og lidt af en turnoff. Smager slet ikke som en Châteauneuf-du-Pape, og der er slet ikke den normalt sødme, som vinene fra Châteauneuf-du-Pape også indeholder.

Fås hos Vinspecialisten til 195 kr., og det er en høj pris for denne vin. Alt for høj.

Vinanmeldelse 3/7 

Glædelig jul fra jeres flittige vinblogger

Med året på hæld, så er det vist tid til lige at ønske alle læsere af bloggen en glædelig jul.

Så derfor … rigtig glædelig jul.

Her i huset er vi juleklar. Anden forberedt, rødkålen klar … træet pyntet og al slags konfekt er fabrikeret, bl.a. havregrynskugler, bountykugler, baileykugler m/chokolade, marcipanbrød, marenskys, hjemmelavede flødeboller. Nu kan julen bare komme an.

Har også fundet de flasker, som skal nydes denne juleaften, bl.a. et par flasker 2010 Léonce Amouroux Châteauneuf-du-Pape til maden samt en Lustau, East Indian Solera Sherry til risalamandaen. Sherryen har vinblogger Alex anbefalet, så den skal da prøves. Den glæder jeg mig specielt til. Châteauneuf’en er en julegave fra en kunde … ikke en stor neuf, men forhåbentlig et okay valg til maden.

Til senere … hvis der bliver plads til det … har jeg fundet en Tapada da Chaves, som konen har fået på arbejde via en leverandør i Portugal, den gode Sousa, som altid er mand for nogle spændende vine.

Her tæt på årets afslutning er det også tid til en kort status for 2012. Jeg startede vinbloggen medio februar 2012, og efter en lidt sløv start, så er bloggen i dag meget velbesøgt.

I alt knap 12.000 besøg indtil videre, over 71.000 sider er set og omkring 667.000 hits. Bare i november måned havde bloggen 1.853 besøgende, 12.885 sider er set i november og der var samme måned 105.000 hits. Jeg takker for den store opbakning.

Bloggens facebook side er dog stadig forholdsvis ukendt, og alene 32 synes om facebook siden.

Herfra igen en rigtig glædelig jul til alle.

2010 Bodegas Arzuaga Navarro, Fan D. Oro Blanco, Ribera del Duero, Spanien

2010 Bodegas Arzuaga Navarro, Fan D. Oro Blanco, Ribera del Duero, SpanienFik for et par uger siden leveret et par af de vine, som jeg havde bestilt hos Jysk Vin til deres store jubilæumssmagning. En af vinene var denne Fan D. Oro Blanco fra Bodegas Arzuaga Navarro, som jeg i denne uge åbnede og gensmagte. Og det er sgu et fornøjeligt gensyn … øhhh gensmagning, for det er bare en dejlig hvidvin.

Vinhuset har jeg skrevet i et tidligere blogindlæg, hvor jeg anmeldt deres Pago Florentino, så det vil jeg ikke gentage.

Lad os i stedet kigge nærmere på denne Fan D. Oro hvidvin. Lavet på 100% Chardonnay. Druerne kommer fra 20 år gamle vinstokke, og markerne ligger i en højde af 900 m. over havet. Druerne plukkes manuelt og sorteres inden presningen. Efter en nat fyldes mosten på nye franske egefade, og her sker den alkoholiske fermentering med lidt bærmeomrøring i slutningen af gæringen. Efter 6 måneder omstikkes vinen for at bevare frugt og elegance. Der produceres 12.000 flasker af denne vin årligt.

Duften er meget aromatisk, der er ristet toastbrød, der er tropisk frugtmix, lidt citrus, smør, nødder …. ihhhh, det dufter altså bare rigtigt godt.

Lad os også smage vinen. Hmmm, den er lidt cremet med en smule fedme, men fortsat fin syre til at give modspil. Igen den eksotiske frugt, og lidt toast i smagen, og faktisk en meget frisk og velsmagende vin. Ja, den er jeg da begejstret for. Thumbs up for Fan D. Oro … jeg er i hvert fald fan.

Købt hos Jysk Vin, prisen er 109 kr. … og den er hver en krone værd. Køb den.

Vinanmeldelse 5/7  

2010 Valvinosa, Valpolicella Ripasso, Veneto, Italien

2010 Valvinosa, Valpolicella Ripasso, Veneto, ItalienLørdag bød på en enkelt vin, nemlig denne Valpolicella Ripasso fra Valvinosa. Der er dog ikke tale om et vinhus, endsige et lille, hyggeligt enkeltmands vinbrug i bakkerne omkring Verona. Bag navnet Valvinosa står i stedet et stort italiensk selskab, nemlig Premium Wine Selection, som står bag en række forskellige labels, nærmere bestemt 36 forskellige, og sortimentet er mest målrettet større supermarkedskæder. Mest kendt i Danmark er nok supermarkeds Amaronen Le Arche, som også produceres af Premium Wine Selection.

Premium Wine Selection er etableret i 2000 og ledes af  Silvano Piacentini, mens produktionen styres af de to vinproducenter Armando Vesco og George Barbero. Selskabet ligger i byen Pedemonte omkring 25 km. nord for Verona.

Udover vinene i de 36 labels, så laves der også enkeltvine til bestemte områder, og denne Valvinosa er efter mit bud et eksemplar herpå. Formentlig en blandingsvin fra opkøbte druer fra Valpolicella, men igen er det mit bud, for der findes ingen oplysninger om vinen noget steds på internettet. Kan også se, at Valvinosa navnet findes på 5 liters bag-in-a-box.

Lad os smage på vinen. Duftmæssigt lidt urter, ribs, tørhed, mørke bør og en lidt sprittet duft, men ellers lidt anonym. Smagsmæssigt egentlig meget rund, der er lidt sødme og mørke bær. Eftersmag ikke så lang, og vinen mangler måske lidt kant eller elegance/balance. Fin hverdagsvin, som de fleste vil kunne drikke.

Fås i SuperBest for 125 kr. for 2 flasker.

Vinanmeldelse 3/7    

Vinaften 8. december 2012

77 dage var der gået siden sidste vinaften … 77 forventningsfulde dage, men nu var det igen tid til at mødes i vor lille vinklub. Vintervejret havde sat nålen på snestorm, men den skulle først ramme landet i løbet af natten, så ingen alarm.

Denne gang var det mig, som skulle være vært, og der var gået 77 dage med at udtænke menu, og med at fundere over, hvilke vine jeg skulle bidrage med.

Nej, faktisk havde jeg allerede for 77 dage siden besluttet mig for både kultvin og dessert, så de øvrige … meget vigtige … beslutninger var blot truffet i løbet af ugen.

Vi startede en smule tidligere denne gang, da byens hold Randers FC havde årets sidste hjemmekamp mod fiskerne fra Esbjerg. Hvad var så mere naturlig end at tage kampen på tv’et og så tyvstarte aftenen med et enkelt glas vin og 3 vigtige point. Og de 3 point kom i hus med en velfortjent sejr til de lyseblå heste. En perfekt start på aftenen.

Menuen jeg havde valgt til denne aften bestod af:

  1. Hvidvinsdampede muslinger m/hjemmelavet aioli & brød
  2. Rødvinsmarineret kalvemørbrad med kartofler, østershatte, selleri/persillecreme og indkogt rødvinssauce
  3. Rødbedeis & hvid chokolade/fennikelfrø mousse

Egentlig var det fedt med en pause i madlavningen i de to timer, som fodboldkampen varede, for det gjorde også, at al stress og jag havde lagt sig fuldstændigt, da vi gik til bords.

Og jeg havde valgt en forret, som er forholdsvis nem at lave, nemlig muslinger. Det er sgu ikke så ringe, og jeg havde valgt muslinger, da de formentlig ville stå godt til den valgte kultvin, nemlig en 2002 Moët & Chandon Cuvée Dom Pérignon. Det holdt også stik.

Her lidt fotos af maden og et par bemærkninger til de forskellige retter:

Hvidvinsdampede muslinger m/hjemmelavet aioli & brød


Til at følge aftenens kultvin, en 2002 Dom Pérignon havde jeg selvfølgelig valgt lidt skaldyr, nemlig en ordentlig omgang blåmuslinger, frisk hentet i den lokale fiskehandel.

Og det var sgu et ret godt valg, for det smagte da ret godt. Det var min debut i selv af lave muslinger, så det var selvfølgelig også med en smule ærefrygt, at jeg begav mig ud i denne opgave. Det er nu imidlertid ikke sidste gang. Yammy.

Rødvinsmarineret kalvemørbrad med kartofler, østershatte, selleri/persillecreme og indkogt rødvinssauce


Som hovedret en god omgang kalvemørbrad … måske lidt til den kedelige side, men en god sauce eller glace samt en creme af selleri og persille var da med til at løfte det en smule.

Rødbedeis & hvid chokolade/fennikelfrø mousse


Som dessert valgte jeg en spændende ret, nemlig en rødbedeis ovenpå en omgang mousse lavet med hvid chokolade og fennikelfrø. For at give lidt effekt havde jeg i blenderen pulveriseret lidt kagedekoration i form af “blå glimmer”, og ovenpå rødbede-isen var der drysset lidt grovt havsalt. Klasse, og retten vakte også begejstring. Jeg var selv så ivrig, at jeg glemte at tage fotoet i tide, så derfor er der på billedet allerede taget et par bidder.

Nå, men lad os også kigge nærmere på alle de dejlige vine denne aften. Her lige listen med link til yderligere beskrivelse og mine smagsnoter:

Det blev – som vanligt – en hyggelig aften, og lige som sidste gang med nogle fabelagtige vine. Ingen dårlige eller tvivlsomme vine. Det med at gætte landene gik lidt bedre denne gang, dog fik jeg byttet rundt på mine to vine … ja ja, det måtte jo komme, når der står 8 vine i sølvpapir på bordet.

Et lille ekstranummer med en Ricioto blev sat ind, således tingene gik retfærdigt til. Steffen trak denne gang det længste strå og vandt aftenens dyst. Paul må lide den tort ikke at gætte et eneste land, men det kan han jo så råde bod på ved næste gang af medbringe præmien til næste arrangement.

Da vi var igennem de 11 vine satte vi os ud i havestuen, hvor trætheden jo plejer at ramme Steffen. Den rolle overtog jeg så i stedet … man er vel en betænkelig vært!

2011 Boscaini Carlo, Recioto della Valpolicella La Sengia, Veneto, Italien

2011 Boscaini Carlo, Recioto della Valpolicella La Sengia, Veneto, ItalienAllersidste nummer var et ekstranummer. En lille dessertvin, som jeg tænkte måske kunne passe til aftenens dessert, en omgang rødbedeis og hvid chokolade/fennikelfrø mousse. Det er en klassisk Recioto fra Boscaini Carlo Azienda Agricola, en lille vingård beliggende i byen Saint Ambrogio di Valpolicella i Veneto vinområdet.

Gården har 14 hektar vinmarker med udsigt over den berømte landsby St. Giorgio Ingannapoltron, kendt over hele verden for sin vidunderlige gamle kirke, kloster og arkæologiske udgravning.

Gården er etableret af den nu afdøde Carlo Boscaini. Han blev dog 102 år, bl.a. ved dagligt at drikke vin i beskeden mængde (men af høj kvalitet). I dag har nevøerne Carlo og Mario Boscaini overtaget driften, men vingården bærer fortsat den gamle Carlo Boscainis navn.

Fra 1990 til 1996 har Carlo og Mario foretaget en stor investering i jord for at opdatere og modernisere. Fra 1996 til i dag har de renoveret vinkældrene og forbedret udstyret.

Der produceres omkring 45.000 flasker vine årligt, fordelt på Valpolicella, Valpolicella Superiore og Ripasso, Amarone della Valpolicella og Recioto della Valpolicella.

Der produceres også særlig hvidvin Garganega samt en rosévin Molinara. Derudover selvfølgelig også – på helt italiensk maner – grappa og olivenolie.

Vindruerne til fremstilling af denne Recioto tører længere end ved fremstilling af Amarone. Dette giver en større frugtighed og sødhed i den færdige vin. Druetyperne er dog de samme som til en Amarone, nemlig 40 % Corvina, 30 % Corvinone, 20 % Rondinella, 10 % Merlot og Croatina. Vinen lagrer i 18 måneder.

Lad os smage den søde vin. Duft af overmodne blommer, sødme og sukker. Smagsmæssigt igen masser af sødme, kirsebær … men fortsat med lidt syre, som giver et godt modspil til vinens sødme.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt hos Liber Vin til på tilbud til 140 kr. for ½ liter flaske.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2005 Leone de Castris, Donna Lisa Rosso, Puglia, Italien

2005 Leone de Castris, Donna Lisa Rosso, Puglia, ItalienAftenens sidste rødvin, igen en tur til Italien, men denne gang til stilletten, Apulien, hvor vi i byen Salice Salentino finder vinhuset Leone de Castris.

Vinhuset Leone de Castris blev grundlagt i 1665, da nevøen til den spanske vicekonge i Italien, hertug Oronzo blev forelsket i Apulien og i særdeleshed området omkring Salice Salentino. Han solgte sine ejendomme i Spanien, og købte omkring 5.000 hektar jord her. Herefter begyndte arbejdet med at plante vinstokke, oliventræer og hvedemarker.

Det er dog først i 1920, at huset får sit nuværende navn, da Piero og Lisetta Leone de Castris køber gården og begynder at aftappe vin. Vinen bliver i starten solgt bulk til grossister i Frankrig, USA og Tyskland, men uden den store succes.

I 1943 får Leone de Castris imidlertid deres gennembrud. De skaber rosévinen Five Roses, den første italienske rosévin som skal eksporteres til USA på flaske.

Ved udgangen af 2. verdenskrig bliver en amerikansk general nemlig interesset i at købe en stor mængde af denne rosévin, men på betingelse af, at vinen får et amerikansk navn.

Da der i byen findes et kvarter kaldet “Cinque Rose”, opkaldt efter beboerne, som alle gennem flere generationer havde 5 børn, så bliver navnet på vinen Five Roses. Det accepteres af generalen, og vinen bliver en succes.

I dag producerer vinhuset 2,5 mio. flasker vin årligt. Der dyrkes omkring 500 hektar vinmarker, og til godset hører også et stort hotel og restaurant Villa Donna Lisa samt et større vinmuseum. Leone de Castris ‘vine er lavet på de lokale druer; Primitivo, Negro Amaro, Verdeca, Malvasia Nera og Bianca, og Aleatico.

Vinen her, deres Donna Lisa Rosso er lavet på samme drueblanding som Five Roses, nemlig 90% Negro Amaro og 10% Malvasia Nera. Vinstokkene er gennemsnitlig hele 70 år.

Negro Amaro er en blåsorte drue, som betyder sort og bitter. Den er hovedsorten i netop Salento områderne i Apulien. Negro Amaro giver mørke og kraftige rødvine, men benyttes også meget ofte til rosévine.

Malvasia Nera benyttes ligeledes mest i Apulien, typisk i Salento, hvor den bidrager til at give vinene blødhed. Malvasia Nera benyttes ofte sammen med Negro Amaro. Her i årgang 2005 har Leone de Castris, Donna Lisa Rosso opnået 3 glas i Gambero Rosso.

Lad os smage vinen. Duften er fin, lidt røget sødmælk … hvis sådan noget findes, lidt chokolade, røde bær og en smule kaffe. Smagsmæssigt meget elegant, fin balance, der er både sødme og syre, og der er godt med frugt i eftersmagen. En smule bitterhed også. Dejlig vin.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt hos Veras Vine til 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger