2010 DFV Wines, Bold Vine Old Vine Zinfandel, Californien, USA

2010 DFV Wines, Bold Vine Old Vine Zinfandel, Californien, USAVidere med vinene fra sidste uges byggemøde. Denne gang en tur til USA, hvor vi finder det store vinhus, DFV Wines, som står bag en række brands indenfor amerikansk vin. DFV Wines ejes af familien Indelicato, som i mere end 80 år har dyrket vin i Californien.

Oprindeligt stammer familien fra Italien, og i 2007 blev DFV Wines kåret som “American Winery of the Year” i Wine Enthusiast. Vinhuset producerer mange forskellige vine i både Napa Valley, Lodi og Monterey samt mange andre steder, varierende fra de fuldfede og klassiske Zinfandels til elegante Pinot Noir og stringente Cabernet Sauvignon-udgaver.

Herhjemme sælges vinene i både vinforretninger og i supermarkeder. Fra vinbutikkerne kender vi vine som flotte vine som Irony, Fog Head og HandCraft, men vi fra supermarkedernes hylder kender vine som Delicato, Gnarly Head og nu denne Bold Vine. I alt har DFV Wines omkring 23 forskellige brands indenfor deres vine.

Bold Vine stammer fra druer opkøbt hos en lang række vinbønder, såkaldte Partner Vineyards, og i dette tilfælde kommer druerne fra Lodi området ca. 40-50 km. syd for Sacramento. Vinen er selvfølgelig på 100% Zinfandel.

Duftmæssigt lidt modne kirsebær, jordbær, blæk, stald, chokolade, lidt egetræ og lidt krydderier … uden jeg lige kan sige hvilke. Smagsmæssigt er der solbær, lidt marmeladeagtigt og igen den gennemgående sødme og lidt krydderi i smagen. Meget blød vin, men det er vine på Zinfandel jo ofte.

Købt i SuperBrugsen, pris omkring 89-99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2011 Louis Bernard, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2011 Louis Bernard, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigEndnu en af de mange vine fra det store byggemøde i lørdag. Vi er hos negociantfirmaet Louis Bernard, som ligger i Caumont sur Durance, ca. 15 km sydøst for Avignon. Herfra smagte vi en Châteauneuf-du-Pape.

Vinhuset Louis Bernard blev grundlagt i 1976 i Orange som Les Domaines Bernard. Fra 1996 førtes vinene under mærket Louis Bernard, men før dette som Michel Bernard. I 1998 blev firmaet opkøbt af Boisset, et stort, internationalt vin- og spiritusfirma. Det betød også, at man i 2003 havde midlerne til at købe klosteret “Chartreuse de Bonpas” i Caumont sur Durance.

På denne adresse har Louis Bernard nu hovedkvarter, kældre og smagelokaler, hvorfra man kan smage alle husets vine. Til klosteret hører også 45 hektar Côtes du Rhône vinmarker.

Druerne til denne Châteauneuf-du-Pape kommer fra forskellige producenter i Châteauneuf-du-Pape og er lavet på druerne Grenache, Syrah og Mourvèdre.

Duftmæssigt mørke frugter, lakrids og meget animalsk i næsen. Smagsmæssigt er vinen meget blød og cremet med lidt søde undertoner. Smagen præges også af lidt alkohol, og måske en anelse flad i eftersmagen.

Købt i Føtex, pris 149 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2010 Angelo Rocca & Figli, Donna Y Salento Rosso IGT, Puglia, Italien

2010 Angelo Rocca & Figli, Donna Y Salento Rosso IGT, Puglia, ItalienFra Toscana gik turen ned til hælen i det italienske støvleland. I romertiden blev vinene fra Puglia anset for at være særdeles fine.

Sidenhen har området oplevet en rutsjebanetur af dimensioner. I dag er Apulien, som det også kaldes, primært kendt for store mængder halvsødlig bulkvin og tre for 100.

Distrikter som Copertino og Salice Salentino fik en opblomstring for nogle år siden, men kvalitetsmæssigt er der få lyspukter.

Man kan dog godt finde producenter, der hæver niveauet, og det gælder bl.a. vinhuset Angelo Rocca & Figli. Vinhuset er grundlagt tilbage i slutningen af det nittende århundrede, hvor Francesco Rocca begyndte sin forretning med at producere vin.

I 1936 trådte hans søn Angelo ind i familieforetagenet og forbedrede vinproduktionen samt opbyggede en kælder i Nardò i Apulien. I 1960 blev den første aftapningslinje købt, og dermed begyndte huset med at sælge vine under eget navn.

I dag er det ​​stifterens barnebarnstartede Ernesto Rocca, som sammen med hans sønner Paolo, Marco, Luca og Matteo kører familievirksomheden, som også omfatter et byggefirma og et større hestestutteri.

Til fremstillingen af denne Donna Y Salento Rosso IGT har vinhuset fået assistance af den danske winemaker Peter Vinding-Diers, der snart i en menneskealder har fremstillet vin over hele kloden.

Peter Vinding-Diers er født i 1943 og er landbrugsuddannet, og han har om nogen opnået stor berømmelse i vinens verden. Han har i 35 år arbejdet som vinmager og ingen dansk vinmand har lavet vin i længere tid end han, så han kan med rette betegnes som vinbranchens danske veteran.

Peter Vinding-Diers 2 sønner Hans og Anders er – som måske bekendt – også dygtige og anerkendte vinmagere, og nevøen Peter Sisseck er nok også kendt af de fleste med en smule interesse for vin.

Donna Y Salento Rosso IGT er produceret på 55% Negroamaro, 25% Cabernet Sauvignon, 15% Primitivo og 5% andre lokale druesorter. Vinen er lagret på egetræ – uden detaljerede oplysninger herom – og klassificeret som IGT.

Duftmæssigt en meget animalsk duft med krudt, prut og stald. Der er også lidt mere almindelig dufte som blommer og lidt krydderier. Smagsmæssigt en fyldig vin, meget frugt, fint afstemt med syren, der er sol, tanniner og frugtdomineret eftersmag. Alt i alt en ganske fornuftig vin, som jeg da også har smagt tidligere.

Fås på tilbud i Kvickly til omkring 50 kr., normalpris er nok omkring 90 kr. … hvis man kan snakke om normalpriser i supermarkeder.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2008 Castello di Ama, Chianti Classico, Toscana, Italien

2008 Castello di Ama, Chianti Classico, Toscana, ItalienEfter turen til Pomerol røg vi til Italien med denne Chianti Classico fra Castello di Ama.

Castello di Ama ligger byen Gaiole i Chianti. Vinhuset er grundlagt i 1972 i den lille landsby Ama, der stammer tilbage til år 998. Det er nu smukt restaureret, og ejes af fire familier fra Rom. Der er investeret store summer og godset er nu på 250 hektar, hvoraf der dyrkes vin på 90 hektar og oliven på ca. 40 hektar. Markerne, der ligger som en halvcirkel rundt om godset, ligger i en højde af mere end 450 m, og de kølige nætter har stor betydning.

Helt fra begyndelsen har Castello di Ama haft en klar hensigt om at tilhøre verdenseliten, og arbejdet herfor har været enormt. Siden 1982 har Marco Pallanti været vinmager, og han blev i 2003 Winemaker of the Year.  Endelig er Castello di Ama udnævnt til Best Winery 2005 of the Year af Gambero Rosso & Slow Food.

Vinen her er lavet på 80% Sangiovese samt 20% Malvesia Nera, Merlot og Cabernet Franc.

Duftmæssigt er jeg vild med denne vin. Tynd og elegant, animalsk, ribs, kirsebær, sten og generelt stor mineralitet. Som sidst jeg smagte den også lidt læder og jord.

Smagsmæssigt også stor mineralitet, våde sten, jord, granatæbler og fine tanniner i eftersmagen. Dejlig vin, og et godt eksempel på, hvorfor Chianti tit er herregodt.

Fås hos Jysk Vin, pris 234 kr., men pt. på tilbud til 159 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2009 Château Hermitage Mazeyres, Pomerol, Bordeaux, Frankrig

2009 Château Hermitage Mazeyres, Pomerol, Bordeaux, FrankrigIgen en fransk vin på bordet … igen Bordeaux, men vi er rykket fra venstrebreden til højrebreden, hvor vi finder appellationerne Pomerol og St. Émilion, og det er netop i Pomerol, at vi finder Château Hermitage Mazeyres.

Pomerol er et lille vinområde med 730 hektar vin, men det har et meget stort ry. Der er ingen officiel klassifikation for vine fra Pomerol, men de fleste er enige om, at Château Pétrus er kongen.

Château Hermitage Mazeyres er ejet af familien Pedro-Souillé gennem mere end 100 år. Ejendommen var tidligere en del af det gamle Domaine de Mazeyres, men dette er nu delt. Vingården ligger på Pomerolplateauet med marker skrånende mod sydøst.

Da vinmarken ligger på det sydlige Pomerolplateau i den rette blanding af sand og ler, har vinmarkerne derfor særdeles god dræning. Denne jordbund er den ideelle for optimal modning af Cabernet- og Merlotdruer. På den lille vinmark gror 80% Merlot og 20% Cabernet Franc, den helt rigtige drueblanding til god klassisk Pomerol.

Duftmæssigt er vinen klart mere blød og varm end den tidligere Médoc vin, men det skyldes formentlig de 80% Merlot. Der er lidt solbær, mere sol og en smule eucalyptus. Smagsmæssigt fortsat stor Bordeaux stramhed med syre og masser af tanniner, så vinen sætter sig på fortænderne. Rank … men alligevel med en blødhed, som gør vinen lige en tak bedre end den tidligere Médoc vin … selvom jeg rater dem til samme karakter.

Fos i Kvickly til pris på 149 kr., og nogle gange på tilbud til 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2008 Château Haut-Tayac, Margaux, Bordeaux, Frankrig

2008 Château Haut-Tayac, Margaux, Bordeaux, FrankrigMed næste vin kom vi til Bordeaux, nemlig med denne Cru Bourgeois vin fra Château Haut-Tayac i Margaux på Médoc.

Vine fra Margaux er kendt for sine meget parfumeret dufte, der byder på violer, roser og cedertræ. Margaux er silkeblød, delikat men har alligevel en lang eftersmag. Eneste problem er, at kvaliteten er meget svingende, især fra år til år. Det er derfor kun de bedste vine i gode årgange, som kan leve op til denne beskrivelse.

Château Haut-Tayac er som sagt Cru Bourgeois, ligger i byen Saint Christoly og hører således til blandt de mere ukendte slotte i Margaux, men slottet har omkring 9,7 hektar vinmarker og drives af 4. generation af familien, nemlig af Gérard Solivères. Ellers er det småt med oplysninger om slottet.

Vinen er lavet på 50% Cabernet Sauvignon og 50% Merlot.

Duftmæssigt har jeg en del syre med kirsebær og tranebær, lidt tobak og læder. Smagsmæssigt også en dejlig rank vin, og der er godt med lyserøde frugter, tanniner og dejlig syre i eftersmagen.

Fås i Kvickly til omkring 84 kr. på bud.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2010 Spier Wines, Savanha Naledi Pinotage, Stellenbosch, Sydafrika

2010 Spier Wines, Savanha Naledi Pinotage, Stellenbosch, SydafrikaByggemødets første rødvin var fra det store … rettere kæmpestore vinhus Spier Wines i Sydafrika. Spiers Wines er herhjemme nok mest kendt for deres basisserie af vine med navnet Savanha, som der alene her i Danmark sælges omkring tre millioner flasker af om året.

Og Spier Wines er også en stor historie, for bl.a. har Spiers tilknyttet tolv langsigtede kerne-avlere og ni kontrakt-avlere til vinhuset. Bare igennem de 9 kontrakt-avlerne, har Spier Wines adgang til mere end 700 hektar vinmarker.

Dette gør det muligt for vinproducenterne at vælge de druer fra de bedste områder, der er dyrket efter specifikationer fra Spier Wines, der sikrer en bæredygtig kvalitet til konkurrencedygtige priser. Spiers kælder producerer over 3.800 tons druer om året, hvoraf omkring 2.900 tons er røde druer og 900 tons er hvide druer.

Druerne dyrkes hovedsageligt i de kystnære regioner, herunder Stellenbosch, Durbanville, Darling, Elgin Helderberg, Paarl og for sol og winemakers selection vine; Riebeek Valley og Breede River.

Vinmager, kældermester og manden bag Savanha er Frans K. Smit. og han tilgang til vinfremstilling er enkel;  minimal indblanding for at opnå konsekvent friskhed, maksimal smag og en perfekt balance. Frans’ interesse for vinavl begyndte i en tidlig alder.

Han er opvokset på en landbrugsejendom i Kakamas i Northern Cape i Sydafrika. Han begyndte med et eksamensbevis i kælderteknologi i 1993, og opnåede den fineste udmærkelse i sin klasse, og specialiserede sig i ønologi i sit tredje og sidste år.

Umiddelbart efter afslutningen af ​​sine studier, sluttede Frans sig til Spier Wines, et relativ lille firma på det tidspunkt og en en årlig produktion på sølle 25.000 kasser.

Ved udgangen af år 2000 havde Frans fået vi vinhuset til at vokse stødt og der blev på det tidspunkt investeret i en opgradering af vinkælderen til ikke mindre end 20 millioner Rand og Spier Wines er i dag et af Sydafrikas største vinhuse.

Vinen her Savanha Naledi Pinotage er også fra husets Savanha serie, men topvinen i Savanha. Naledi (udtales Nah-leh-di) er et sydafrikansk navn for ‘stjerne’.

Naledi vinene er lavet som en hyldest til det sydafrikanske liv, og tilbyder rige og intense topkvalitetsvine, lavet med druer, udvalgt fra blot en eller to vinmarker med meget specifikke terroir.

Naledi laves på Chardonnay, Merlot, Cabernet Sauvignon og Sydafrikas helt egen sort, Pinotage, og det er netop sidstnævnte, som vi her har i glasset.

Duftmæssigt fanger jeg jordbær, mørke kirsebær og et meget varmt udtryk, som indikerer at vinen har fået godt med sol. Også en anelse krydderi i næsen.

Smagsmæssigt en overraskende fyldig og tør vin, meget oversøisk frugtrigdom, en anelse skarp i smagen og generelt et meget højt tanninindhold. Jeg har aldrig været vild med hverken Savanhas vine eller med Pinotage druen, men må alligevel indrømme, at denne vin er overraskende god. Jeg kunne da heller ikke gætte hverken druesort eller vinland. Ganske habil vin.

Købt i SuperBrugsen, pris omkring 119 kr., nogle gange på bud til mindre.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Domaine du Gros’Noré, Bandol Rosé, Bandol, Frankrig

2011 Domaine du Gros'Noré, Bandol Rosé, Bandol, FrankrigFra Canada … et lidt ukendt vinland … til et kendt vinland, nemlig Frankrig, eller helt præcis til det dejlige Provence, hvor vi i Bandol finder Domaine du Gros’Noré. Gården ligger lidt uden for byen La Cadière d’Azur på kalkholdige skråninger, der nyder godt af middelhavsklimaet, og vinmarkerne får masser af sol og luft.

Domaine du Gros’Noré så dagens lys i 1995, hvor Alain Pascal – som i øvrigt er tidligere bokser – med familiens hjælp byggede sin kælder ved siden af den gamle fårefold fra 1789, og hvor han på bedste vis bevarede den gamle byggestil fra landsbyen. Han gav domainet sit navn til minde om sin far, Honoré, der var berømt for sit store korpus!

Tidligere solgte han druerne til de kendte domainer i Bandol til henholdsvis Domaine Ott og Château de Pibarnon. Selvom Alain og hans far også selv havde lavet vin til eget forbrug, så var det først i 1997 – efter faderens død – at Alain besluttede at satse 100% på en fuld egenproduktion under navnet Domaine du Gros’Noré.

I alt driver Alain Pascal 16 hektar vinmarker med hjælp fra hans bror Guy på bjergskråningerne omkring La Cadière d’Azur. Vinmarkerne er sammensat af både ler og kalksten.

Klimaet nær Middelhavet betyder varmt vejr og fuld sol, men kølet af den vedvarende Mistral vind. Der bruges ikke sprøjtemidler. Druerne, der er mættede af sol, høstes manuelt ad flere omgange for at sikre en høj grad af modenhed.

Rosévinen har ligesom øvrige rosévine i Bandol den karakteristiske lyse, svagtrøde farve. Vinen er lavet på 40% Mouvèdre, 20% Grenache og 40% Cinsault. Duftmæssigt er der jordbær, babybræk … på den gode måde, urter. Smagsmæssigt fin frisk og syreholdig vin med røde frugter, og generelt en vin i god balance.

Købt hos Jysk Vin, pris 146 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2007 Inniskillin, Chardonnay Founder’s Series, Ontario, Canada

2007 Inniskillin, Chardonnay Founder's Series, Ontario, CanadaNæste vin … endnu en hvidvin, men denne gang blev det en Chardonnay, som havde fået masser af eg, og som gjorde et stort indtryk på alle. Vi er i Canada, nemlig hos vinhuset Inniskillin, som jeg tidligere har smagt vine fra … 2 gange tidligere, som jeg lige husker det.

Inniskillin er grundlagt i 1975, og de huset modtog sin licens var det som den første vinproducent i området siden 1929. Hidtil var det kun store fabrikker, som havde fået licenser til fremstilling af vin, og det var netop dette mønster, de to stiftere af Inniskillin, Karl J. Kaiser og Donald J.P. Ziraldo, ville ændre. Begge var overbevist om, at der i områdets kølige klima kunne fremstilles store vine af klassiske druesorter som Chardonnay, Pinot Noir og Riesling.

Ideen til det hele var Karls, der, efter at have overstået sin eksamen indenfor landbrug, havde købt nogle få vinstokke til fremstilling af hjemmelavet vin. Arbejdsfordelingen på vingården var også klar fra start, for med universitetsgrader inden for kemi og landbrug var det Karl, som forestod det daglige arbejde i vinmarken og vineriet, mens Donald skulle sørge for, at vinen blev kendt både indenfor og udenfor Canada.

Det første vineri blev bygget under beskedne forhold i en gammel lade, men efterhånden som vinen vandt anerkendelse, blev det hurtigt klart, at de havde brug for både mere sterile og større lokaler. Dette byggede de i 1978 ved en eksisterende gård ved navn Brae Burn Estate. Gården bestod i forvejen af nogle meget smukke gamle bygninger, der i dag er omdannet til smagelokaler og vinbutik.

I dag er Inniskillin hovedsageligt kendt for husets icewines, som i kvalitet er fuldt på højde med de bedste vine fra Tyskland. Men – lidt i skyggen af husets så efterspurgte icewines – producerer man også stadig flere fortræffelige almindelige hvid- og rødvine som f.eks. denne Chardonnay Founders Reserve.

Founders-serien bygger på traditionerne fra de to grundlæggere, Donald Ziraldo og Karl Kaiser. Husets winemaker udvælger en håndfuld af de allerbedste fade Chardonnay. Kun en meget begrænset mængde sættes til salg, og kun i de år hvor kvaliteten er så høj, at den er værdig til at indgå i Founders-serien.

Duftmæssigt masser af vanilje, toast, rosiner, eg og smør. Først virker duften en smule skæv, men som varmen breder sig i vinen, så lukker den mere op for sluserne, og det virker meget spændende. Smagen er meget cremet og meget intens, lidt krydret i eftersmagen … men det er primært blødheden og sødme, som præger smagen, selvom der bestemt også er syre til stede. En spændende vin.

Købt hos Vinspecialisten, hvor prisen er 215 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2011 Schloss Johannisberg, Rotlack Riesling Kabinett Trocken, Rheingau, Tyskland

2011 Schloss Johannisberg, Rotlack Riesling Kabinett Trocken, Rheingau, TysklandLørdag stod den atter på byggemøde, og sjakbajs Falk havde linet ikke mindre end 14 forskellige vine op, så grundlaget for både en god omgang gætte vinland og druer, vinsnak samt en større brandert var absolut til stede. Og lad os da endelig kaste os ud i en beskrivelse af de mange vine, og vi starter ganske hårdt i Tyskland, nemlig med denne charmerende Rotlack Riesling Kabinett Trocken fra vinhuset Schloss Johannisberg i Rheingau.

Schloss Johannisberg ligger ved byen Geisenheim i delstaten Hessen i Rheingau-distriktet. Det ligger malerisk på en af de stejleste, sydvendte skråninger ned mod Rhinen, og slottet har en lang og spændende historie.

Omkring år 1100 blev der på stedet bygget et benediktinerkloster. I forbindelse med Wienerkongressen 1814-15 skænkede den østrigske kejser godset til sin kansler, fyrst Klemens von Metternich, i hvis slægt det er blevet nedarvet. I forbindelse med 2. Verdenskrigs afslutning blev slotsbygningerne totalt udbombet, men er siden genopført omkring 1970.

Der er dyrket vin på slottets op til 50 grader stejle skråning i over 900 år og siden 1720 har det udelukkende handlet om Riesling. Det var også her på slottets 35 hektar vinmarker, at den ædelt søde vin blev produceret for første gang, da myndighederne i 1775 kom for sent med høsttilladelsen. Med historisk held prøvede man at se, hvad man kunne få ud af af vinificere de rådne druer, og det blev til den første vin af den typen vi i dag kalder Spätlese.

I 1787 var det også her, at man for første gang nåede op på det sødmeniveau, som vi i dag betegner Auslese. Herefter blev det et mantra at fremstille ædelt søde vine, og da en pludselig hård nattefrost ramte Schloss Johannisberg i december 1858, var det også her, at man for første gang pressede de frosne druer til Eiswein.

Vinen her er husets Rotlack Riesling Kabinett Trocken, og navnet Rotlack kommer ikke fra markens navn, men er derimod et historisk levn. I gamle dage fandt man på at forsegle flaskerne med lak i forskellige farvenuancer for at holde styr på de mange forskellige sødmegrader i de forskellige vine. Og i dag lever systemet videre i bedste velgående, og alle flasker er påsat farvestrålende kapsler efter følgende skala:

Gelblack = Qualitätswein
Rotlack = Kabinett
Grünlack = Spätlese
Rosalack = Auslese
Rosa-Goldlack = Beerenauslese
Goldlack = Trockenbeerenauslese
Blaulack = Eiswein

Endelig er der en Silberlack, som lidt udenfor nummer, men referer til markens kvalitet, det som andre steder også benævnes “Erstes Gewächs” eller “Grosses Gewächs”.

Lad os smage vine med den røde top. Duftmæssigt friskhed … vinen er fortsat lidt ung, og der er ikke megen petroleum, men lidt citrus, grape, grønne æbler og som nævnt meget frisk. Smagen er let perlende, og med fin sur/sødme balance og dejlig mineralitet.

Købt i Tyskland, pris på slottet er omkring 19€

Vinanmeldelse 5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger