Tag-arkiv: grenache

Grenache er en rød druesort, som stammer fra Aragón i Nordspanien, hvor den er kendt som Garnacha. Den er én af verdens mest udbredte røde druesorter … i 1990’erne faktisk den 2. mest udbredte rødvinssort og findes i stort set alle vinlande.

Oprindeligt var Grenache mest udbredt i Spanien, men store dele af vinstokkene blev revet op gennem 1980’erne, så der er i dag 82.300 hektar i Spanien, mens der er 95.700 hektar i Frankrig, der har flest plantede Grenache vinstokke, specielt i det sydlige Rhône.

Grenache er også mest kendt for sin rolle i Provence og Rhône, hvor den tager afgørende del i områdets rødvine og rosévine. Der spiller druen også rollen som hoveddruen i Châteauneuf-du-Pape. Den indgår i det hele taget oftest i blandinger med andre druer.

Grenache er karakteriseret ved en usædvanlig kombination af lys frave og høj alkohol. De har sød og frugtig smag med modne jordbær og hindbær samt urtepræg. Vine på Grenache varierer lige fra pænt kraftige til helt lyse og lette rødvine.

Sorten foretrækker sol og varme. Den modner sent og yder godt. Udbytterne skal dog holdes nede for at opnå acceptabel kvalitet og er samtidig vanskelig at vinificere. Den har let ved at opnå meget høje alkoholprocenter på grund af dens naturligt høje indhold af sukker.

2012 Bodegas Palacios Remondo, La Montesa, Rioja, Spanien

2012 Bodegas Palacios Remondo, La Montesa, Rioja, SpanienLa semana pasada … sidste uge … bød også på en spansk smagning, og helt præcis vine fra den spanske superstjerne, vinmageren Alvaro Palacios. Én af vinene var denne La Montesa fra Palacios’ vingård i Rioja … Bodegas Palacios Remondo.

Jeg har smagt en del af Alvaro Palacios’ vine og altid været begejstret. Derfor var det selvfølgelig også en sand fornøjelse at komme til en ren Palacios smagning. Denne La Montesa har jeg også smagt tidligere, blot i en årgang 2009.

Vinen kommer fra den gård, som oprindeligt var ejet af Palacios’ far, men som Palacois overtog i år 2000. Den ligger midt i den lille by Alfaro i Rioja Baja … omkring 60 kilometer syd for Pamplona og lige opad floden Rio Ebro.

Indtil Alvaro overtog driften på Bodegas Palacios Remondo havde man også opkøbt druer fra andre producenter. Det opgav Alvaro med det samme. Han mente ikke, at man havde brug for andres druer, når man selv havde over 100 hektar vinmarker.

Han implementerede også økologi i vinmarkerne, og udbyttet blev sænket betydeligt. Sammen med opgivelsen af negociantforretningen betød det en nedgang i produktionen på hele 60%. Alvaro begyndte også at arbejde med vinmarkernes terroir og opdelte derfor vinproduktionen i flere forskellige cuvéer.

Denne La Montesa Rioja kommer fra marken La Montesa del Monte Yerga, som også er vingården største mark. Den er på 90 hektar og ligger i højde på omkring 550 meter. Det er også den mark, som Alvaros fader oprindeligt startede med.

I denne årgang 2012 er vinen lavet på 75% Grenache, 20% Tempranillo og 5% Mazuelo … blendet varierer en smule fra år til år, og flere vinsider er endda uenige om, hvordan blendet er i 2012’eren. Så det er omkring 70-80€ Grenache, 15-25% Tempranillo og 5% Mazuelo. Vinen lagrer på delvise nye franske fade et sted mellem 10-15 måneder … også afhængig af årgang, og på vingården betegner de selv vinen som en Crianza.

Duftmæssigt mørke kirsebær, røde kirsebær, brombær, læder, vanilje, grønne grene, jord og smule brændte og mørke krydderier … meget i tråd med 2009’eren. I munden er der stram intensitet, stor tørhed, syrlighed med blæk, krydderier og en vis lethed. Det er ganske elegant.

Forhandles i Vinspecialisten, pris 140 kr.

Rating 4,5/7 

2005 Domaine de la Mordorée, Châteuneuf-du-Pape Cuvée La Reine des Bois, Rhône, Frankrig

2005 Domaine de la Mordorée, Châteuneuf-du-Pape Cuvée La Reine des Bois, Rhône, FrankrigLa Reine des Bois … betyder skovens dronning. Det er en Châteuneuf-du-Pape og den kommer fra vinhuset Domaine de la Morderée, som ligger lige udenfor den lille by Tavel lidt syd for Lirac i Rhône.

Vinhuset er forholdsvis nyt, da det er grundlagt i 1986 af Christophe Delorme, som kom fra en familie af vinavlere. Han kaldte vinhuset for Mordorée af respekt for hans far. Mordorée betyder nemlig skovsneppe på den lokale dialekt og hans far var en ivrig jæger.

Christophe fik hurtigt sit navn slået fast hos vinkritikerne, og således har vinhuset siden etableret opnået ikke mindre end 160 medaljer. Specielt anmeldere som Revue du Vin de France, Wine Spectator og Parker har været meget begejstret for vinene fra Mordorée.

Gennem årene har Delorme købt jord op, så han nu råder over 60 hektar fordelt på 38 forskellige parceller i 8 områder. Han har 5 hektar i AOC Châteuneuf-du-Pape, som han købte i 1993. De er fordelt på de kendte marker La Crau, La Nerthe, Cabrières og Le Bois de la Ville.

Derudover har Christophe vinmarker i Lirac, Tavel og Côtes du Rhône, og alle vinmarkerne har siden 2013 været certificeret økologisk. I markerne er opdyrket et helt naturligt økosystem med insekter til at bekæmpe diverse sygdomme i marken. Alt dette bunder i tanken om, at kvaliteten i flasken stammer fra kvalitet i marken.

Denne Châteuneuf-du-Pape Cuvée La Reine des Bois er husets absolutte topvin, som er lavet på Grenache, Mourvedre, Syrah, Vaccarese og Counoise, Det er primært Grenache, men det andelen varierer fra årgang til årgang … typisk mellem 65% til 80%. Vinstokkene er gennemsnitlig 60 år, og vinen er lavet med maceration i 30 dage og 30% af vinen er lagret i brugte barriques, mens resten er lagret i enten ståltanke eller cementtanke.

Og her er godt med koncentreret ekstrakt … mejeri, nærmest hele andelsmejeriet. De er koncentreret solbærekstrakt med vanilje, mælkechokolade, svedsker, våde og brændte fade. Det er mørkt og intenst og man fornemmer også, at alderen så småt er begyndt at trykke den gamle dronning fra skoven.

I munden er der fortsat en voldsom tørhed, tydelige tanniner, godt med solbær, fedme, saft og kraft. Fed, cremet, mørk og alligevel med en frugt, som kan bæren syren igennem.

Forhandles af Otto Suenson, hvor vinen i nyeste årgang koster 449 kr.

Rating 5/7 

2010 Arnoux & Fils, Vacqueyras Jean-Marie Arnoux, Rhône, Frankrig

2010 Arnoux & Fils, Vacqueyras Jean-Marie Arnoux, Rhône, FrankrigNogle kalder tit vine fra Rhône de bedste billigste vine i verden … og man bliver sjældent helt skuffet. Måske “nogle” ikke har drukket tyske Spätburgundere? Men det er jo en helt anden sag. Nogle har alligevel ret i, at man sjældent bliver helt skuffet med en Rhône vin.

Sådan er det også med denne Vacqueyras Jean-Marie Arnoux fra Domaine Arnoux & Fils, som holder til midt i det traditionsrige Vacqueyras … ja vinkælderen ligger faktisk i den historiske bymidte direkte ved det gamle klokketårn Vieux Clocher.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1717 af Pierre Bovis, en gammel forfader til Arnoux familien, som fortsat ejer og driver vingården.

Pierre Bovis fik nemlig i 1717 en vinmark fra den lokale herremand grev François de Castellanne, de Lauris, de Vassadel, de Gérard, Chevalier marquis de Ampuis, de Lagneroux og Vacqueyras. Ja, det lød som om, at denne greve ejede en del jord.

Og siden denne spæde begyndelse har familien været vinbønder med samlet 40 hektar jord i Vacqueyras og Gigondas. Indtil 1936 havde Domaine Arnoux & Fils alene 24 hektar, men den stigende efterspørgsel har betydet, at vinmarker er udvidet. Derudover køber vinhuset i dag også druer fra andre avlere i området.

Dermed kan vinhuset i dag dække et komplet sortiment af vine fra hele den sydlige Rhônedal.

Det er i dag brødrene Marc og Jean Francois Arnoux, som leder vingården. De overtog driften efter faderen Jean-Maris Arnoux samt onklen Régis Arnoux. Det var dog farfaren Aimé Arnoux, som virkelig ekspandere vinhuset til den størrelse, som det har i dag.

Vinene produceres, markedsføres og sælges under 3 navne, nemlig Vieux Clocher, Seigneur de Lauris samt Arnoux & Fils. Vinene i de to første serier er lavet med druer fra husets egne marker, mens Arnoux & Fils vinene er lavet med druer fra en række af de partnerskaber, som vinhuset har indgået i området.

Denne Vacqueyras Jean-Marie Arnoux er selvfølgelig opkaldt efter brødrenes fader og er lavet 65% Grenache, 30% Syrah og 5% Mourvèdre. Druerne kommer fra marker, som er beliggende ved foden af Dentelles de Montmirail. Stokkene er omkring 50 år gamle og udbyttet ligger på beskedne 28 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet med maceration i 15 dage, helt traditionelt, ingen bøder, ingen filtrering. Lagring sker på store fade i 6-12 måneder.

Og der er bare en herlig, klassisk Rhône næse i denne vin. Det er animalsk, rigtig godt med mejeri, yoghurt, våd hund, chokolade, sød lakrids, mørke krydderier og virker generelt dyb, mørk og tætpakket med mørk frugt. I munden godt med peber, syre … bløde og mørke bær, godt med tanniner og måske en anelse alkohol. Men som “nogle” siger … man bliver sgu ikke skuffet … smager godt.

Købt i Druekompagniet, pris 145 kr.

Rating 4,5/7  

2013 Clos Saint Jean, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2013 Clos Saint Jean, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigHos Paul sluttede vi i Rhône … nemlig hos en gammel kending Domaine Clos Saint Jean, som jeg har smagt en del gange.  Vi er selvfølgelig i Châteauneuf-du-Pape, hvor vi finder den lille familieejendom, som står bag denne husets basis Châteauneuf-du-Pape.

Ejendommen er grundlagt tilbage i 1910 af Edmund Tacussel., men siden 2001 – hvor Guy Maurel døde – har hans to sønner Pascal og Vincent Maurel drevet domænet, som ejer 41 hektar vinmarker … alle beliggende på det berømte Le Crau i hjertet af Châteauneuf-du-Pape.

Efter brødrenes overtagelse af vingården, så startede de med at hyre ønologen Philippe Cambie for at forsøge at forbedre de vine, som man altid havde lavet på Clos Saint Jean, men som man havde en tendens til at opbevare lige længe nok på de store foudres af slovensk eg, hvorved frugten ofte tørrede ud.

Men det blev en hård start for de to brødre. En ren syndflod af regn ødelagde høsten 2002, så de var tvunget til at sælge al deres vin til negocianter uden at aftappe så meget som én flaske under domænets navn.

Ganske anderledes blev det heldigvis i 2003, hvor brødrene modstod fristelsen – på trods af det meget varme vejr – til at høste tidligt, hvilket medførte, at deres druer modnede helt perfekt uden det mindste tegn på at være overmodne.

Man begyndte også med en lang macerationsperode på op til 35 dage for at sikre, at alle rødvine blev stofrige. Grenache fadlagrede man ikke, mens de øvrige sorter blev nu lagret på nye eller et år gamle træfade i 12-16 måneder. Altså ganske anderledes end tidligere på vingården.

Og de høstede hurtigt frugterne … idet brødrenes ene specialcuvée Deus Ex Machina –  fremstillet på basis af Grenache og Mourvedre fra mere end 100 år gamle vinstokke – i årgang 2003 fik de magiske 100 point af Robert Parker, og så kan det ellers være, at der blev opmærksomhed omkring den lille vingård.

Specielt da kunststykket med de 100 point blev gentaget flere gange, bl.a. med årgang 2005 … mens man i årgang 2007 fik 100 point for begge specialcuvéer Deus Ex Machina og La Combe des Fous, som jeg i øvrigt smagte begge for nogle år tilbage. Siden har brødrene også lavet en yderligere specialcuvée mere, nemlig Sanctus Sanctorum –  fremstillet på basis af 100% Grenache fra vinstokke plantet i 1905  –  som i øvrigt også har fået 100 point af Parker, nemlig med årgang 2009.

Den store succes har også medført, at brødrene ikke længere havde plads nok på den gamle adresse på Avenue General de Gaulle, så derfor byggede man i 2010 en ny kælder på Chemin du Moulin à Vent – nabo til udsalget hos Clos Mont Olivet – stedet der i de gode gamle dage hed Cave Reflets.

Her har vi husets “basis-Châteauneuf” og i en nyere udgave, nemlig årgang 2013. Jeg tror ikke, at Paul havde dekateret vinen, som ellers er en rigtig god idé for neuf’er … gerne et par timer i forvejen.

Druerne til vinen kommer fra vinmarker, der kvalitetsmæssigt er på højde med de marker, som mange af domainets kollegaer høster deres prestigecuvéer fra. Endvidere lægges der samme energi i denne vin som i de to prestigevine, da både Cambie og de to Maurel-brødre insisterer på, at deres to prestigevine aldrig må laves på bekostning af basis Chateauneuf’en.

Meget sjovt, så står der på husets hjemmeside, at vinen er lavet på 60% Grenache, 15% Syrah, 40% Mourvèdre, 3% Cinsault, 2% Vaccarese samt 1% Muscardin, altså 120% … dét kræver vist nogle store flasker. Vil gætte på, at det nok kun er 20% Mourvèdre i stedet for 40%. Druerne er høstet med et beskedent udbytte på kun 20 hektoliter pr. hektar.

Efter høstet afstilkes omkring 90% af druerne og vinen vinificeres i store betonkar. Macerationsperioden er omkring 35 dage i betonkarrene, hvorefter vinen lagrer – for Grenaches vedkommende 16 måneder på beton og for de øvrige druer et år i nye egefade.

Denne Châteauneuf-du-Pape er fortsat ganske ung og giver i næsen noter af både modne kirsebær, hindbær, solbær, egefade, kanel, vanilje, lakrids, ristet brød samt svage urter. I munden er det meget blødt, men der er også godt med alkohol i smagen … som for mig indikerer, at den måske godt kunne tåle et par år mere i kælderen.

Forhandles af både Vinspecialisten samt The Wine Company, pris 285-295 kr.

Rating 4,5/7  

2012 Domaine la Bouïssiere, Vacqueyras, Rhône, Frankrig

2012 Domaine la Bouïssiere, Vacqueyras, Rhône, FrankrigSkal man ha’ klassisk og god Rhônevin, så er Domaine la Bouïssiere et godt bud. Det er nemlig et fantastisk vinhus, som drives af brødrene Gilles og Thierry Faravel. Her har vi fat i deres Vacqueyras i årgang 2012.

Domaine la Bouïssiere ligger ved foden af Dentelles de Montmirail, en lille bjergkæde, hvis profil ses i en stor del af Côtes du Rhône Villages området.

Vingården ejer 9 hektar AOC Gigondas på Dentelles de Montmirails skråninger i 350 meters højde med en exposition mod nordvest, der sikrer længere modningstid for druerne. Derudover ejes omkring 5 hektar i Beaumes de Venise, hvor druerne dog sælges til et kooperativ.

Desuden har de nogle få hektar i Vacqueyras. Der laves 2 cuvéer fra hver appellation.

Vingården er grundlagt af Gilles og Thierrys far Antonin Faravel, som dog døde i 1988. De to brødre bruger traditionelle metoder, men med megen omhu for detaljerne. Vinstokkene beskæres for at begrænse høstudbyttet og dermed øge koncentrationen, druerne håndplukkes og vinen flaskes ufiltreret. Resultatet er vine med stor koncentration, struktur, saft og kraft.

Faravels marker i Vacqeyras ligger – som markerne i Gigondas – højt, og druerne modner langsomt, så høsten ligger altid sent, netop for at få et maksimalt frugtudbytte i vinen. Denne årgang 2012 er lavet på 57% Grenache og 43% Mourvédre, hvor 30% af druerne afstilkes og de sorteres manuelt.

Druerne presses let og gæringen varer 35 dage med daglig remontage og pigeage. Vinen lagrer udelukkende på egefade, hvoraf omkring 10% er nye. Vinene ligger sur lie og omstikkes og pumpes ikke for at bevare et maksimum af CO2 og undgå unødige sulfitter.

Og i næsen er man ikke i tvivl om, at dette er Rhône, for her er der både mejeri, yoghurt, bacon, solbær, modne kirsebær, Rhônekrydderier, lakrids, læder og lidt eg. I munden en fyldig vin med peber, syre, bitterhed … godt med tanniner, men også sødere elementer som chokolade, lakrids og tobak. Der er lang eftersmag med peber … herlig klassisk Rhône.

Købt hos Jysk Vin, pris 159 kr.

Rating 5/7 

2012 Domaine de Saumarez, Aalenien, Languedoc, Frankrig

2012 Domaine de Saumarez, Aalenien, Languedoc, FrankrigI det sydfranske spor var næste vin også fra Languedoc, nemlig fra den lille, fremragende producent Domaine de Saumarez, som ligger ved den lille historiske landsby Murviel-Lès-Montpellier. Og vinen er husets topvin, som kaldes Aalenien.

Vinhuset drives af den herlige og friske Robin Williamson sammen med fruen Liz. Robin Williamson er englænder, og hans frue Liz er fra New Zealand. Robin havde selv tidligere været bankmand, men parret ønskede noget andet i livet og de etablerede Domaine de Saumarez i 2004 ud fra en drøm om at blive vinbønder og lave kvalitetsvine.

Og de har fundet et godt lille sted ved Murviel-les-Montpellier i de lave bakker 15 minutters kørsel vest for Montpellier. De omkringliggende bjerge er dækket af olivenlunde og vinmarker og udsigten strækker sig helt til Middelhavet.

Da de søgte efter en vingård, var deres vigtigste kriterie at finde kvalitetsterroir, altså jordbund med potentiale til at give frugt af absolut topkvalitet. De lægger megen omhu i at lave vine, der repræsenterer kompleksiteten af deres terroir og samtidig bringer det bedste frem i hver druesort.

De kiggede sammenlagt på 30 vingårde mellem den spanske grænse og Nimes inden de købte vingården i Murviel-les-Montpellier. Det var faktisk den 30. og sidste vingård de besøgte. Den var forfalden … men med potentiale.

Vingården består af 11 hektar vinmarker med vinstokke plantet på skråninger mellem 80 og 150 meter over havets overflade. Jordbundstypen, som opstod i Jurassic perioden, kaldes Aalenien og er unik for Languedoc og består af kvarts, skifer, granit og mergel.

Vinstokkene behandles med stor omhu. Det tørre og blæsende middelhavsklima betyder, at det ikke er nødvendigt at sprøjtebehandle, så her bruges ingen herbicider eller pesticider. Ukrudtet bliver pløjet eller hakket væk, og om vinteren græsser flokke af lokale får mellem vinstokkene. Denne filosofi bidrager til at fremme den levende jord, hvor alle organismer lever i symbiose med hinanden. Fra årgang 2012 er vingården certificeret som økologisk.

Robin fortæller, at Domaine de Saumarez er en del af “the Outsiders” … en lille gruppe af 12 ligesindede vinbønder i Languedoc-Roussillon, som alle er enige om, hvordan de laver spændende vine, som udnytter regionens meget forskellige jordtyper, druesorter og de klimatiske forhold.

Aalenien er som nævnte husets topvin, lavet på 80% Syrah og 20% Grenache. Druerne kommer fra husets bedste parceller, nogle stenede skråninger med undergrund præget af kvarts, skifer, granit og mergel dannet under juratiden. Druerne er plukket ved håndkraft, 25 hektoliter pr. hektar og afstilkes inden vinfikation i cementtanke. Maceration på 4-5 uger og sluttelig lagring i 1 år på unge, franske barriques.

Og i næsen er der gamle stalde, mødding … næsten nature wine i duften. Der er mørk frugt, blommer, hindbær, læder, røg, våde fade, kanel, kakao samt lidt mintpastiler. Herlig næse. I munden er det en mørk, kraftig og fyldig vin, men meget rund med mørke bær, svedsker, lakrids, tobak, peber og tydelige tanniner, men herlig balance mellem syre og lidt sødme. Et lille kraftværk.

Købt hos Jysk Vin, men prisen kender jeg ikke.

Rating 5,5/7  

2013 Gérard Bertrand, Château de Villemajou Corbières-Boutenac Grand Vin, Languedoc, Frankrig

2013 Gérard Bertrand, Château de Villemajou Corbières-Boutenac Grand Vin, Languedoc, FrankrigNår vi nu er ved den store Gérard Bertrand, så lad os lige tage endnu en vin fra ham, nemlig denne Château de Villemajou Corbières-Boutenac Grand Vin … en vin jeg tidligere har smagt i både årgang 2011 og 2010 og været ganske imponeret af.

Château de Villemajou er den vingård, som Bertrand i 1992 overtog efter sin far, da han havde lagt fodboldstøvlerne på hylden, besluttet sig for at blive vinbonde.

Hans far havde selv købt Château de Villemajou i 1970, da ejendommen, som ligger i Saint André de Roquelongue, blev sat til salg. Navnet Villemajou kommer af det romerske udtryk Villa Major (stor villa), hvilket var det navn, ejendommen bar, da erobreren Avitus boede i den.

Château de Villemajou ligger i Saint André de Roquelongue, lidt syd for Boutenac med 130 hektar vinmarker, et af de bedste terroirs i Corbières og markerne var allerede ved købet i 1970 tilplantet med gamle Carignan vinstokke. Og for Gérard Bertrand var det altid været et særligt sted, bl.a. som familiens hjem og ejendom, og som spydspids for Boutenac Premier Cru appellationen.

Jordbunden er en blanding af ler og store sten, som suger varme til sig i dagstimerne for så at afgive den til vinstokkene i løbet af natten. Og Gérard far Georg Bertrand var én af området første vinproducenter, som beviste at der kunne produceres stor vin i Corbières, bl.a. ved lang udblødning og efterfølgende brug af barrique, som ellers ikke var normalt i området.

Der laves 5 vine på Château de Villemajou, hvor topvinen hedder La Forge og er opkaldt efter den bedste, højest placerede vinmark på 8 hektar, som ligger på Miocene bakketoppen, et sted som ifølge tingbogen bærer stednavnet ” La Forge”. Gérard Bertrand har siden hans overtagelse også forbedret denne vinmark yderligere, bl.a i hyldest til hans nu afdøde far.

Druerne til Château de Villemajou Grand Vin er imidlertid hentet fra en lille parcel på Villemajou, hvor Carignan-stokkene er minimum 80 år gamle. Dette sammen med den meget stenede og derfor veldrænede jord holder udbyttet ned på 25 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet på Carignan, Grenache, Syrah og Mourvèdre med traditionel alkoholisk gæring på ståltanke efterfulgt af den malolaktiske. Lagres efterfølgende 10–12 måneder på fade, hvorefter vinen tappes på flaske og lagrer yderligere 12 måneder. Vinen er selvfølgelig – som stort set alle Bertrands vine – økologisk.

I næsen er her lidt urter, salvie, eucalyptus, blommer, bacon, råt kød, peber, eg samt en snert engelsk lakrids. I munden er der godt med moden frugt, våde fade, ren kirsebær og en lidt bitter nerve. Vinen i denne årgang 2013 er måske en anelse ung, og den mangler faktisk en smule mere modenhed, fylde og krop i forhold til 2010’eren og 2011’eren.

Købt i Vinspecialisten, hvor prisen er 295 kr. Pt. på bud til 200 kr. pr. flaske ved køb af 2 flasker.

Rating 5/7 

2012 Gérard Bertrand, Naturae Corbières, Languedoc, Frankrig

2012 Gérard Bertrand, Naturae Corbières, Languedoc, FrankrigMed 11 vinslotte og over 470 hektar vinmarker, så er den store ex-rugby spiller og vinproducent Gérard Bertrand svær at komme udenom. Jeg har da også skrevet om ham en del gange her på bloggen, og med denne Naturae Corbières dukker han sgu op igen.

Han ejer vinslottene Clos d’Ora, Château Laville Bertrou, Château l’Hospitalet, Château la Sauvageonne, Château Aigues Vives, Château de la Soujeole, Domaine de l’Aigle, Domaine de Cigalus, Domaine de Villemajou, Tautavel og Domaine des Cathares.

Derudover laver han vin fra en række marker/parceller andre steder i Languedoc, bl.a. i appellationen AOC Corbières, hvorfra denne vin netop kommer fra. Corbières er opdelt i ni terroirer, men som en tommelfingeregel kan man opdele området i øst og vest. Generelt bruger man Carignan i vinene, og man tillader generelt op til 50% Carignan.

Jeg skal ikke trætte jer med mere info om Gérard Bertrand, men blot henvise til ét af mine mange blogindlæg om ham. Jeg springer derfor blot videre til denne Naturae Corbières. Den laves i serien Naturae, som består af 9 forskellige vine. Vi smagte faktisk en Naturae Syrah Red inden denne vin … men desværre havde den prop, som den har jeg sprunget over.

Naturae er den nyeste vinserie fra Gérard Bertrand, og er lavet med nature wine som forbillede dog uden på nogen måder selv at være en nature wine. Naturae er en konventionelt dyrket vin, men alligevel rent produktionsmæssigt en nyskabelse, fordi den som Terra Vitis certificeret vin både tager hensyn til naturen og til vindrikkeren.

Der er en naturlig tilgang til vinproduktion, hvor Bertrand intervenerer mindst muligt i processen. Vinen er produceret uden tilsætningsstoffer og svovl. Det betyder, at vinens smag er en afspejling af den individuelle drues smag.

Vin – der ikke tilsættes svovl – har en reel risiko for mikrobiologiske fejl. Gérard Bertrands forskerteam har brugt tre år på at nedbringe denne risiko. Vinen er tappet i mørke flasker og med naturkork for at sikre minimal iltpåvirkning. Denne Corbières er lavet på druerne Grenache, Carignan og Syrah, men forholdet kender jeg ikke.

Og i næsen fornægtes det naturlige ikke, for den er meget animalsk og nature wine i stilen med tæt frugt, brombær, blomster og lidt krydderier. I munden meget frugtsmag, en fin lethed og fuldmodenhed, brombær, figner, lidt peber og ganske habil vin.

Købt i Vinspecialisten, pris 110 kr.

Rating  4/7   

2013 Domaine du Gros’Noré, Bandol Rosé, Bandol, Frankrig

2013 Domaine du Gros'Noré, Bandol Rosé, Bandol, FrankrigI det dejlige Provence lidt uden for byen La Cadière d’Azur på kalkholdige skråninger, der nyder godt af middelhavsklimaet og med vinmarker, der får masser af sol og luft, finder vi Domaine du Gros’Noré, som står bag denne Bandol Rosé.

Domaine du Gros’Noré så dagens lys i 1995, hvor Alain Pascal – som i øvrigt er tidligere bokser – med familiens hjælp byggede sin kælder ved siden af den gamle fårefold fra 1789, og hvor han på bedste vis bevarede den gamle byggestil fra landsbyen.

Han gav domainet navn efter sin far Honoré, der var berømt for sit store korpus,

Tidligere solgte familien deres druer til de kendte domainer i Bandol til henholdsvis Domaine Ott og Château de Pibarnon.

Selvom Alain og hans far også selv havde lavet vin til eget forbrug, så var det først i 1997 – efter faderens død – at Alain besluttede at satse 100% på en fuld egenproduktion under navnet Domaine du Gros’Noré.

I alt driver Alain Pascal 16 hektar vinmarker med hjælp fra hans bror Guy på bjergskråningerne omkring La Cadière d’Azur. Vinmarkerne er sammensat af både ler og kalksten. Klimaet nær Middelhavet betyder varmt vejr og fuld sol, men kølet af den vedvarende Mistral vind. Der bruges ikke sprøjtemidler. Druerne, der er mættede af sol, høstes manuelt ad flere omgange for at sikre en høj grad af modenhed.

Rosévinen har ligesom øvrige rosévine i Bandol den karakteristiske lyse, svagtrøde farve. Vinen er lavet på 40% Mouvèdre, 20% Grenache og 40% Cinsault.

Og i næsen er det herlige noter af dej under hævning, candyfloss, gær, jod, lyserøde bær, jordbær, tørhed, eg, urter samt lidt grape. I munden er der god syre, mineralske elementer, friskhed … meget vedvarende i syren, og det smager sgu helt godt.

Købt hos Jysk Vin, pris 146 kr.

Rating 4,5/7 

2011 Clos des Papes, Châteauneuf du Pape, Rhône, Frankrig

Hold nu kæft, hvor er det godt. Jesper havde fundet kanonerne frem til byggemødets finale … og den første superhowitzer aka 380 mm bronzekanon var denne Châteauneuf du Pape fra det legendariske Clos des Papes, som jeg har smagt få gange, men altid været meget begejstret for.

Vingården er etableret af Paul Avril, som også var en af de drivende kræfter i oprettelsen af appellationen Châteauneuf du Pape. Han begyndte i 1896 at sælge vine med navnet Clos des Papes. Vinen opnåede hurtigt stor anerkendelse, og blandt aftagerne var bl.a. General de Gaulle og Georges Pompidou i præsidentpaladset i Paris.

I dag er den 4. generation af Avril’erne, nemlig Paul-Vincent Avril, som driver vingården. Paul-Vincent er uddannet på vinskoler i Bourgogne. Han kom tilbage domænet i 1988 med visioner om finesse og elegance. Som for gode vine fra Bourgogne gælder det også for vine fra Clos des Papes, at man er nødt til at have en vis tålmodighed. Siden 2011 er domænet certificeret “agriculture biologique”, altså økologisk.

Clos des Papes er på 32 hektar, heraf 29 hektar med røde druer og 3 hektar med grønne druer. De 32 hektar er fordelt på ikke mindre end 24 parceller, som ligger spredt ud over hele byen. En enkelt parcel ligger tæt ved paveslottet og har været omgivet af murene (clos) omkring slottet, heraf ejendommens navn Clos des Papes.

Der fremstilles kun én cuvé af henholdsvis hvid (10% af produktionen) og rød Chateauneuf du Pape. Man har siden 1991 afstilket alle druer og har siden 1987 aftappet hele produktionen.

Hemmeligheden bag den høje kvalitet er et lavt udbytte. I årgangene 2007, 2008 og 2009 har man således haft et udbytte på henholdsvis 25, 17 og 19 hl/ha. Udbyttet minimeres ved at fjerne klaser før modning og ved at gennemføre en meget streng sortering i forbindelse med høsten.

Der eksperimenteres ikke meget på Clos des Papes. Målet er hvert år at lave en vin, der i videst muligt omfang lever op til de høje kvalitetskrav, som Avril selv stiller, og til de høje forventninger, som køberne af denne vin har og som er i stil med den der har været lavet på stedet i årtier.

Vinen er lavet på en klassisk blanding af 65% Grenache, 20% Mourvedre, 10% Syrah og resten en blanding af nogle af de øvrige tilladte sorter. Udbyttet holdes på ca. 25 hektoliter pr. hektar, og vinen har gæret på cement og lagret på foudres 12-15 måneder.

Og hvilken herlig duft, hvor der er lidt mejeri, ymer … virker meget rustik og har nærmest lidt kamfer, grønne vinblade … og den dér duft, som man ofte finder i selve vinmarkerne, jord, mælkechokolade, mineraler, grafit, kød, bacon, røg, lidt urter/krydderier og en smule eucalyptus, som forvirrede mig lidt. Men en meget kompleks og indbydende næse.

I munden er vinen blød, fyldig med mørkerøde, næsten sorte bær, blommer, næsten rosiner (hvilket jeg ellers ikke er fan af), chokolade, lakrids, enebær og stor intensitet uden at det bliver en blockbuster eller marmeladevin. Det er samtidig elegant, let og forførende … nærmest med en form for mineralitet i smagen. Klasse. Kan måske godt tåle et par år yderligere i kælderen, hvilket helt sikkert vil give vinen yderligere dimensioner.

Forhandles af Vinexus og Bichel Vine, hvor priserne er forskellige, henholdsvis 676,43 kr. og 799,75 kr.

Rating 6/7