Tag-arkiv: riesling

Riesling er en tysk, hvid og lys druesort, der – i mine øjne – er druernes dronning. Det er én af verdens fineste druesorter, som står bag nogle af de bedste hvidvine, som nogensinde er produceret.

Riesling findes i dag over hele verdenen, men har sin højborg omkring de to tyske floder Mosel og Rhinen … og specielt i Mosel og Rheingau på de stejle skiferskråninger laves nogle af de allerbedste vine på Riesling … sprøde, forfriskende vine med udtalt syre.

Derudover er Riesling også hoveddruen i Alsace og spiller i det hele taget hovedrollen mange steder. Det er en alsidig druesort og én af de få, der giver fremragende resultater både som tør og sød vin.

Riesling er og den hvidvinsdrue, der bedst egner sig til lagring. Der er eksempler på over 100 år gamle vine på Riesling, som stadig kunne drikkes og tilmed var en nydelse. Riesling får ofte – specielt med lidt alder – den herligste duft af petroleum, hvilket nogle vinhuse foragter og andre forsøger at forstærke.

2014 Weingut Schmitges, Crémant Riesling Brut, Mosel, Tyskland

Min vinbuddy, forbundsfælle, ven, frænde, bonkammerat og vinøse allierede Jan holdt forleden rund fødselsdag … og jeg skal nok lade være med at afsløre alderen. Helt i Jans ånd omfattede dette masser af gourmetgod mad og et arsenal af skønne vine. Vi startede i høj sol – hvad ellers – på terrassen med denne Crémant Riesling Brut fra Weingut Schmitges.

Schmitges holder til på hovedgaden – Hauptstraße – i byen Erden, som ligger i skønne Mosel, lige op af floden i det store sving mellem Bernkastel-Kues og Traben-Trarbach, så jeg har sgu sejlet forbi den gode vingut, da jeg besøgte området for et par somre siden. Weingut Schmitges besøgte jeg dog ikke.

Vingårdens historie går tilbage til 1744, men har gennem 6 generationer været ejet af Schmitges familien. Det er i dag farmand Andreas Schmitges , som sammen med sønnen Kilian forestår produktionen af husets vine, mens hustruen Waltraud Schmitges står for salget, kontakt til kunderne og passer stedets vinbar aka smagelokale.

På billedet ovenover ser I netop familien i huset smagelokale.

Familien har samlet 10 hektar vinmarker på stejle skråninger ned til Mosel floden.  De bedste parceller har huset på markerne Erdener Treppchen og Erdener Prälat … marken, som også Dr. Loosen har parceller på. Derudover køber de druer fra yderligere 4 hektar ejet af andre vinavlere.

Weingut Schmitges producerer dermed årligt 80-100.000 flasker vin, og omkring 80% af disse vine er på Riesling … klassisk Mosel Riesling og selvfølgelig også lidt mousserende vine, som fx denne Crémant Riesling Brut.

Udover vinproduktionen har familien selvfølgelig også lidt værelsesudlejning … skønne værelser, hvorfra der er udsigt udover markerne Erdener Treppchen, Erdener Prälat samt Ürziger Würzgarten.

Inden vi springer til mine smagsnoter, så skal I dog ikk’ lige snydes for et foto af nogle af de dejlige retter fra den runde fødselsdag. Og som det måske kan fornemmes på dækkeservietten, så er den custom made med vinøse slagsord og hele menuen.


Her lige en lille kig på retterne. Det var de to indehavere af MadXpressen – Rasmus og Bjarne – der var hyret ind til at stå for retterne, og det gjorde de sgu ganske imponerende.

Nej … I skal sgu også lige ha’ retterne – her fra dækkeservietten:

Nå, men til denne Crémant Riesling Brut nød vi inden ovennævnte ædegilde lidt snacks, som bestod af lidt 3 små tapasretter, lidt svedsker i bacon, en med noget Bresaola inspireret lufttørret oksekød og en med Arla Unika ost … vistnok Havgus.

Og det er en herlig mousserende vin at nyde på terrassen til lidt tapas. Vinen er lavet af 100% Riesling, som kommer fra Erdener Herrenberg marken.

Den er lavet blid presning og alene brug af 1. pres, altså helt fritløbende druesaft. Fermentering sker i rustfrie ståltanke i 3 måneder efterfulgt af flaskegæring i mindst 15 måneder efter den traditionelle champagnemetode. Vinen har 8,9 gram restsukker pr. liter.

Og det er ganske lækker Cremant, som i næsen har en dejlig gæret duft og meget svag duft af hævet dej … lidt i samme boldgade som god Champagne. Derudover er der citrus, svag fersken og noget mineralitet.

I munden er boblerne friske … men heldigvis ikke overfriske eller totalt agressive. Der er citrus, mineraler og den har lidt sødme, som egentlig virker meget godt. Det bliver ikke for sødt, for vinen er fortsat til den tørre side. Dejlig cremant.

Forhandles af Propperiet, hvor 1 flaske koster 249 kr., mens prisen er 199,20 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2012 Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan, Riesling Hohenmorgen GG, Pflaz, Tyskland

Sidste vin fra Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan kommer fra en lille Grosse Lage mark … vinen Riesling Hohenmorgen GG.

Deidesheimer Hohenmorgen marken betegnes som den bedste mark i Deidesheim. Den er alene knap 3 hektar og kun få vinhuse har parceller på marken, hvilket – udover Bassermann-Jordan – er Weingut Dr. Bürklin-Wolf, Weingut A. Christmann og Weingut J.L. Wolf. Det er dog Bassermann-Jordan, som har den største parcel på 2,09 hektar.

Marken har sit navn Hohenmorgen … høje morgen efter den gamle måleenhed Morgen. Det blev anvendt til at måle  det område, som en plov med én hest eller én okse kunne pløje på én morgen.  Man sagde, at der gik 4 x Morgen til en hektar.

Hohen … høje refererer til den 7 meter høje klippemur, som vinmarker nærmest ligger ovenover.

Ved en klassifikation i 1828 blev Hohenmorgen, som en af ganske få marker, klassificeret som højeste klasse. Marken har en jordbund med sand, sandsten og kalksten. Samtidig ligger marken med en varmere og mere direkte soleksponering, hvilket er med til at give mere fede og olierede vine med et lavere syreniveau.

Vinen er lavet med druernes naturlige gær, fermenteret på rustfrie ståltanke og stückfass, hvor der efter fermenteringen også har lagret sur lie i omkring 7 måneder inden flaskning. Sukkerindholdet er lidt lavere end foregående søstervin, nemlig 1,3 gram pr. liter.

Duftmæssigt igen godt med petroleum, hospital, fersken, kvæde … virker meget blød og blid i udtrykket. Den er ikke eksplosiv i næsen, men velovervejet, klog og delikat. Virkelig flot og afbalanceret med lidt citrus og flint i næsen.

I munden er vinen mere perlende og levende end søstervinen … eller de foregående vine fra Bassermann-Jordan. Cremet, blid, blød og forførende med de eksotiske frugter, krydderier og lidt aromatisk olie. Det smager sgu godt.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 375 kr.

Rating 6/7 

2012 Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan, Riesling Pechstein GG, Pflaz, Tyskland

Med næste Bassermann-Jordan vin kravler vi fortsat op af den stejle mark … med vinen Riesling Pechstein GG, ægte Großes Gewächs Riesling saft.

Druerne til vinen kommer selvfølgelig fra Große Lage marken Forster Pechstein, som har sit navn efter undergrunden med masser af basaltsten … den stenart, som er opstået ved størkning af magma, dvs. en vulkansk sten fra gamle vulkanaflejringer. Selve Pechstein marken er samlet på 15,3 hektar og heraf har Bassermann-Jorden en parcel på 0,75 hektar.

Ulrich Mell, som er vinmager hos Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan, driver samtidig også marken til det ekstreme ved at holde udbyttet nede på 36 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet med druernes naturlige gær, fermenteret på rustfrie ståltanke og efterfølgende lagring på store 3.000 liters egetræsfade over 6 måneder. Har restsukker på 3,8 gram pr. liter.

Duftmæssigt virker vinen ældre end foregående vin, selvom begge er fra 2012. Der er ikke så megen petroleum i næsen, men mere modenhed, eksotisk frugt, abrikos, fersken, røde vingummibamser og fortsat med dybde, friskhed og en lidt blid intensitet.

I munden klar og koncentreret saft, knivskarp syre og flot afbalanceret. Bitterheden er mindre, krydderierne lidt blidere og vinen virker meget feminin og fin.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 375 kr.

Rating 5/7 

2012 Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan, Riesling Forster Ungeheuer Ziegler, Pflaz, Tyskland

Yipikaye Motherfucker – pardon my french – siger John McClane i filmen Die Hard 1 … og jeg er næsten tilbøjelig til at råbe det samme, for nu sker der sgu noget i glasset med denne Riesling Forster Ungeheuer Ziegler fra Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan.

Riesling Forster Ungeheuer Ziegler er en Erste Lage vin fra vinhuset og druerne kommer fra deres parceller på marken Forster Ungeheuer, som er en 29 hektar stor og anerkendt vinmark for foden af Haardt bjergene, der faktisk er en geologisk forlængelse af Vogeserne.

Det er reelt en Grosses Gewächs mark, som siden gammel tid har været berømt og bl.a. prins Bismarck sagde, at denne vin fra denne mark smagte ham enormt meget. Nogle af druerne fra marken går da også til husets Ungeheuer GG, mens andre altså går til denne Erste Lage Forster Ungeheuer Ziegler.

Marken er i øvrigt opkaldt efter Johann Adam Ungeheuer, som døde i 1699 og ligger begravet i klosterkirken i Mußbach. Han var såkaldt statsskriver … en slags skriftklog, som var med til at fortolke lovene i Deidesheim. Og Ziegler hentyder den centrale parcel af Forster Ungeheuer, hvor druerne helt præcis kommer fra til denne vin.

Vinen er lavet med traditionel vinificering, dvs. gæring på rustfrie ståltanke i 4 uger og efterfølgende lagring på store 3.000 liters egetræsfade. Der er alene 0,8 gram restsukker pr. liter, så den er lavet til den tørre side.

Og skøn, skøn næse, som nærmest eksplodere i et stort petroleums-nys, armsved, noter af sødme, melon, citrus og karamel. Uhhhh, det dufter fandeme godt. Nice. I munden er der godt med krop, fylde og fint bundtræk. Det er smukt balanceret, smuk syre,  cremet og lækkert. Far er sgu glad.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 250 kr.

Rating 5,5/7 

2012 Domaine Sipp Mack, Riesling Grand Cru Rosacker, Alsace, Frankrig

Denne Riesling Grand Cru Rosacker er lidt Jacques Sipps signaturvin … husets bedste Riesling. Sidst jeg smagte vinen var det i en flot, ældre årgang 1997, men her er det altså en langt nyere årgang 2012.

Det er selvfølgelig Grand Cru marken Rosacker, som har leveret druerne til denne enkeltmarksvin.

Rosacker marken ligger nord for Hunawihr og er samlet på 26,2 hektar, hvoraf Sipp Mack ejer 2,1 hektar. Marken vender øst-syd-øst og ligger i en højde mellem 260 og 330 meter. Jorden består af tung, grå kalksten med lag af mergel, kalkholdig ler og Muschelkalk, som har en pH værdi på 8,2 og er meget rig på kalcium samt magnesium.

Rosacker er opkaldt efter de vilde roser, der vokser rundt om marken. Vinstokkene er omkring 25 år og dermed faktisk betydelig yngre end ved foregående Riesling Vieilles Vignes.

På Rosacker dyrkes der primært Riesling … omkring 50% af det samlede areal er Riesling, men der dyrkes også Pinot Gris, Gewurztraminer og Muscat. Jacques Sipp laver dog kun vine på Riesling og Pinot Gris fra Rosacker.

Udover Domaine Sipp Mack. som ejer andre kendte vinhuse også parceller på Rosacker, bl.a. Cave Vinicole de Hunawihr, Domaine Jean Luc Mader, Agapé selvfølgelig, Domaine Mittnacht Frères, Domaine Mittnacht-Klack, Biecher & Schaal og naturligvis Trimbach.

Jacques Sipp siger selv, at Riesling vinene fra Rosacker nemt kan gemmes 15 år, men det nåede denne 2012 Riesling Grand Cru Rosacker imidlertid ikke.

Næsen er igen en tak mere kompleks og spændende …. og udover nogle af de samme aromaer, som foregående vin – altså petroleum, våd hund, fersken og citron, så er her også lidt abrikos, svedig gymnastiksal, et gammelt Randers Reb samt klare mineralske elementer. Ganske indbydende.

I munden er der god, rank syre, svagt krydret med lidt røg, mere tætpakkede smagsnuancer samt masser af citrus og mineraler, som gør vinen både stringent, spændstig og alt passer bare godt sammen. Med lidt varme i glasset bliver vinen også mere givende og smager af mere … og mere.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., men prisen er 175 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5,5/7 

2013 Domaine Sipp Mack, Riesling Vieilles Vignes, Alsace, Frankrig

Vi fortsatte derefter med Riesling … men et step op med denne 2013 Riesling Vieilles Vignes, altså Riesling fra gamle stokke.

Og hvor gamle vinstokke snakker vi så om? Hos Jacques Sipp er vinstokkene her omkring 45-50 år, men det er nu ellers – i min optik – ingen alder. Det skal jeg jo selvfølgelig sige ;o)

Vinen er såmænd egentlig lavet som de andre vine. Druerne er håndplukket i begyndelsen af oktober. Efter sortering placeres druerne i en pneumatisk presse, hvor de forsigtigt presses i 3-6 timer for at bevare maksimal smag og aroma.

Mosten overføres herefter til temperaturkontrollerede ståltanke, hvor den endelige gæring finder sted. Aftapning på flaske sker i august efter høståret.

Og næsen afslører med det samme, at det er et pænt step op … nu snakker vi godt med petroleum, våd hund, fersken, citron, appelsinskal og virker både frisk og sprød samtidig med en vis fylde og dybde. Med lidt tid er glasset fader petroleum noten dog en smule ud og kan være svær at finde igen.

Nu er der også langt mere bundtræk i smagen … mere rund, mere kompleksitet og samtidig endnu mere lækker balance mellem syre, sødme, blødhed, friskhed. Det er let grape, ananas, mineraler og dejlig tørhed.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 125 kr., men prisen er 109 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5/7 

2015 Domaine Sipp Mack, Riesling Tradition, Alsace, Frankrig

Denne Riesling Tradition er Jacques Sipps entry-level Riesling og vel én af husets store sællerter, men sjovt nok ikke en vin, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen. Det råder vi hermed bod på nu.

Tradition serien er lavet med druer fra de unge vinstokke og fra de flade marker. Ellers er der såmænd ikke så meget at sige om vinen. Den er jo lavet nogenlunde som de andre vine, dvs. at druerne druer høstes manuelt. Herefter presses de forsigtigt for at bevare smag og aroma maksimalt. Gæringen finder sted i rustfri ståltanke under temperaturkontrol, og vinen lagrer herefter i 4 måneder på store, gamle egefade.

Det er jo økologisk og Jacques siger selv, at han oplever, at den økologiske produktion giver vinene mere dybde end tidligere … det er i hvert fald hans erfaring.

Og en ganske fin lille Riesling med en næse, som byder dig på god friskhed og sprødhed på en ganske saftig måde. Der er æbler, citrus og hvide blomster. Smagsmæssigt en meget straight vin, god frisk med citrus og ellers … ja lige ud af landevejen.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 96 kr., men prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4/7 

2015 Weingut Zöhrer, Riesling Sand 1 Kremser Sandgrube, Kremstal, Østrig

Et besøg på Restaurant Det Gamle Apothek i Randers bød – udover god mad – også på lidt vin, nemlig denne Riesling Sand 1 Kremser Sandgrube fra Weingut Zöhrer, der meget passende holder til på adressen Sandgrube 1 ved Krems i Østrig.

Vinhuset ejes af Anton Zöhrer, men driften er i dag overtaget af sønnen Toni Zöhrer … en ung og frisk gut, der virkelig begynder at sætte sit præg på den gamle vingård. Og det med gammel skal tages alvorligt, for Zöhrer familie har deres vinøse rødder helt tilbage til 1270, hvor de under Babenberger dynastiet var én af de 20 mest trofaste tilhængere af den tyske Kong Albrecht 1 og passede en række jordlodder i Kremstal området.

Zöhrer familien har således passet jorden i flere århundrede og sluttede sig da også i 1705 sammen med de øvrige 19 bønder i en forening for at sikre sig både mere magt og rettighederne til deres respektive jordlodder.

Men først i 1923 blev de gamle jordlodder slash marker fordelt mellem de 20 ejere og heriblandt altså også Zöhrer familien. I dag er der endda faktisk kun 3 af de oprindelige familier tilbage som ejere af disse gamle jordlodder.

Vores venlige tjener på Restaurant Det Gamle Apothek fortalte, at Toni Zöhrer var 36. generation på vingården. Det har jeg ikke kunnet verificere … men det må helt sikkert være en af de ældste vinfamilier i hele Østrig.

Zöhrer har sammenlagt 14 hektar vinmarker, hvor de dyrker en lang række druesorter, bl.a. Grüner Veltliner, Riesling, Sauvignon Blanc, Pinot Blanc, Chardonnay, Rivaner og Gelber Muskateller samt de røde sorter Zweigelt, Blauer Portugieser, Merlot, Cabernet Sauvignon og Pinot Noir.

I 1983 byggede familie en ny vingård – samt gästhof med udlejning af værelser- i marken Kremser Sandgrube, og der holder Weingut Zöhrer således til i dag. Sandgrube er en af de mest berømte marker i Kremstal og det er også fra den mark, at druerne til denne vin kommer.

Udover Sandgrube marken ejer familien også parceller på markerne Thalland, Gebling, Frechau, Weinzierlberg og Galgenberg.

Weingut Zöhrers Sand 1 vine er deres Gutsweine … eller entry level vine. Serien består af 4 vine, en Grüner Veltlinger, en Zweigelt, en rosé på forskellige druer og så denne Riesling.

Riesling stokkene på Kremser Sandgrube er omkring 45 år og vinen er lavet på rustfrie ståltanke, fermentering 14 dage ved 18 grader og derefter lagret 3 måneder på ståltankene.

Og det er en fin frisk og sprød Riesling, hvor næsen byder på hyben, fugtig fersken, fin intensitet og grønne blade. Der er ingen petroleum og vinen virker heller ikke særlig mineralsk i udtrykket.

I munden er vinen let med ren og direkte frugt, meget easygoing med fin syre, som dog ikke er speciel vild eller markant, men meget omgængelig. Til gengæld træder der mineralitet frem i smagen med både jern, sten og flint.

Forhandles herhjemme af både Excellent Wine og Vinsalget.dk, pris 129 kr.

Rating 4,5/7    

2014 Weingut Hauth, Bernkasteler Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

Det er altid sjovere at drikke vine fra områder, som man har besøgt. Denne vin er medbragt hjem fra Bernkastel-Kues … en Bernkasteler Riesling Trocken fra Weingut Hauth.

Weingut Hauth … eller Weingut Peter-Jos Hauth – som vinhuset reelt rigtigt hedder – ligger i Bernkastel-Kurs, og mere præcis på Kues-siden, hvor der selvfølgelig også i bedste stil drives et lille gästehaus med udlejning af et par værelser med fuld morgenbuffet.

Vinhuset har rødder helt tilbage til 1465, men er reelt først grundlagt i 1799 af Johann Christopherus Hauth, som arvede sin faders marker og begyndte vinproduktion og -salg.

Han var selv både bødker og havde lært om vinavl i Trier, og den viden brugte han ved starten af det lille vinhus.

Det var dog sønnen Peter-Josef Hauth, som lagde navnet til vinhuset efter hans overtagelse i 1820.

Og siden har den ældste søn i efterhånden seks generationer heddet Peter-Josef og overtaget driften i det lille familieforetagende. Ja, i hvert fald indtil 7. generation overtog, for i dag er det netop Johannes Christopher Hauth – blot kaldet Christoph efter den gamle grundlægger –  som har overtaget driften.

Vinhuset har 3 hektar vinmarker omkring Bernkastel-Kues, nemlig parceller på markerne Bernkastel-Kueser Kardinalsberg, Bernkastel-Kueser Weisenstein, Bernkastel-Kueser Rosenberg, Bernkasteler Schloßberg, Bernkasteler Graben og endelig Bernkasteler Badstube.

Vinene laves i huset gamle hvælvede kælder, og selvom man på mange måder er meget traditionstro, fx med lagring af alle vinene i de store, gamle egetræsfade, så har produktionen og teknologien alligevel ændret sig gennem årene.

Tidligere brugte Hauth gær i produktionen, men Christoph siger selv, at “less is more”, hvorfor han laver sine vine “on the fly” … altså alene fermenteringen via naturlig gær fra druerne og uden kunstige tilsætningsstoffer.

Produktionen bliver dermed langsommere, men Christoph mener også, at der giver mere stilfulde og karakterfulde Riesling vine. Denne Bernkasteler Riesling Trocken er en almindelig Gutswein og jeg har ingen oplysninger om produktionen, så i stedet springer vi blot til mine smagsnoter.

Næsen byder først på lidt sødme, fersken, melon og en passionsfrugt. Melonen er sådan nærmest en total overmoden honningmelon og læg dertil et lidt kunstigt hæfteplaster. Der mangler lidt syre og selvfølgelig også gerne lidt petroleum, men det ville nok også være for meget at forlange.

I munden er der mest sødme og en snert bitterhed, mens syren står en smule svagt i smagsbilledet. Det er 3. vin, som jeg har smagt fra Hauth og ingen har imponeret synderligt. Denne er dog okay uden at imponere.

Købt i Mosel for 5,90€ … svarende til omkring 44 kr.

Rating 3/7 

2015 Weingut Loimer, Langenlois Kamptal Riesling, Kamptal, Østrig

For et års penge siden smagte jeg en Grüner Veltliner fra Weingut Loimer og var blæst bagover. Nu har jeg igen Loimer væske i glasset, men denne gang er det Riesling … en Langenlois Kamptal Riesling.

Weingut Loimer ligger i udkanten af byen Langenlois i vinområdet Kamptal i Niederösterreich og er grundlagt i 1998 af Fred Loimer. Han har i alt 63 hektar vinmarker, primært med hvide druesorter … ja faktisk er 95% af markerne plantet med druesorterne Grüner Veltliner, Riesling, Grauburgunder, Traminer, Zierfandler og Chardonnay. Derudover er der en smule rød Pinot Noir, Zweigelt og St. Laurent.

De bedste marker er Dechant, Käferberg, Spiegel, Steinmassl, Seeberg, Heiligenstein, Loiserberg og Eichelberg. Siden 2005 har alle markerne været drevet økologisk, men Fred har i arbejdet med vinene derudover hentet inspiration i Rudolf Steiners biodynamiske ideer.

Fred Loimer går gerne sine andre veje og sammen med hustruen Birgit har han også bygget et topmoderne vinhus i Langenlois … en futuristisk kube ovenpå den stenede gamle vinkælder med charmerende hvælvinger.

Alt er stramt, designet og minimalistisk … det kan du også fornemme på billedet ovenfor.

Der laves en række vine, som Loimer har inddelt i vine fra Kamptal, en række som laves fra marker udenfor Kamptal og derfor blot kaldes Niederösterreich og endelig vine fra marker omkring byen Gumpoldskirchen.

Denne Kamptal Riesling kommer fra 10 til 50 år gamle vinstokke, høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar. Vinen er lavet med spontangæring og fermentering i rustfrie ståltanke, maceration 4-12 timer, gæring i 4-8 uger ved 20 grader, hvorefter vinen hviler sur lie i 4 måneder. Restsukker udgør 3,1 gram pr. liter. Så har vi også det på plads.

Næsen er ganske fin uden at være mindblowing. Det er fersken, hyld, lidt citrus … ingen petroleum, men derimod en smule urtet og virker ellers ganske frisk og spændstig.

Smagen er fyldig, blød og endda en anelse cremet med sødme, saftighed, god balance, men ikke umiddelbart så mineralsk. Der er en vis grape bitterhed som sammen med sødmen giver en rigtig godt bundtræk. Der er lidt fersken, god længde på smagen og sammenlagt en rigtig dejlig Riesling.

Loimers Grüner Veltliner er dog endnu bedre.

Forhandles af Vinova, hvor prisen er 155 kr.

Rating 4,5/7