Tag-arkiv: cabernet sauvignon

Cabernet Sauvignon er en af ​​verdens mest anerkendte og udbredte røde druesorter, som dyrkes i næsten hvert større vinproducerende land. Den er kendt som druen i nogle af de dyreste, komplekse og majestætiske rødvine, der findes … nemlig rødvine fra Bordeaux.

Vine lavet på Cabernet Sauvignon er den kendt for at kunne gemmes længe og en god Cabernet Sauvignon kan uden problemer gemmes i 20 år – og oftest også længere.

Som helt ung er Cabernet Sauvignon oftest ret kantet og kraftig i smag og aroma med et højt indhold af garvesyre. Den har duftnoter af både solbær, cedertræ samt tobak og Cabernet Sauvignon kan ofte genkendes på disse dufte, uanset om den er dyrket i Frankrig eller i oversøiske lande.

Cabernet Sauvignon er opstået ved en krydsning mellem Cabernet Franc og Sauvignon Blanc. Hver af sorterne gav deres fornavn til den nye druesorts navn. Krydsningen blev skabt i løbet af 1600-tallet i og omkring Bordeaux i det sydvestlige Frankrig.

Det resulterede i en druesort, der var nem at dyrke, fordi den var mindre krævende med hensyn til jordbund og klima. Og Cabernet Sauvignon druerne er faktisk nemme at plukke og vinstokkene meget modstandsdygtige overfor mange af de problemer, som vinstokke oftest døjer med.

2011 Viña Cono Sur, Silencio Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, Chile

2011 Viña Cono Sur, Silencio Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, ChileEt ekstranummer er altid godt … og denne Silencio Cabernet Sauvignon fra Viña Cono Sur er en af huset topvine fra deres serie af ikoniske vine.

Viña Cono Sur er et relativ ung vinhus, og det har haft en kolosal succes i Chile.

Det er grundlagt i 1993, og er en del af Viña Concha y Toro koncernen, som er én af de helt store internationale megakoncerner indenfor vinbranchen. Det er et gigantisk foretagende, som jeg også har skrevet om tidligere.

Viña Concha y Toro har samlet 17.040 hektar jord i Chile, hvoraf 10.800 hektar er vinmarker. Derudover ejer huset 1.209 hektar vinmarker i Argentina og 472 hektar i Californien, USA. Viña Concha y Toro omsætter for langt over 6 milliarder kroner årligt.

Det er nok det største sydamerikanske vinhus, og Viña Concha y Toro laver vine under mærker som fx Sunrise, Frontera, Casillero del Diablo, Terrunyo, Amelia, Carmín de Peumo, Don Melchor og Marques de Casa Concha.

Vi kender nok mest vinhuset fra supermarkedsvinen Casillero Del Diablo … det er den med djævlen på etiketten og fra vinen Sunrise … ja, den med den orange etiket.

De ejer – udover de mange hektarer i Chile samt de mange brands – også en række andre vingårde, bl.a. Viñedos Emiliana, Trivento Bodegas y Viñedos, Viña Maipo, Viña Palo Alto, Viña Maycas del Limarí, Viña Canepa, Fetzer Vineyards i USA og så altså også dette chilenske vinhus Viña Cono Sur.

Viña Cono Sur har specielt specialiseret sig i vine på Pinot Noir, men laver selvfølgelig også vine på en lang række andre druer, herunder specielt Merlot, Cabernet Sauvignon, Carmenere og Chardonnay.

Huset har marker over det meste af Chile, dvs. i områderne Limarí, Aconcagua, Casablanca, San Antonio, Maipo, Cachapoal, Colchagua, Curicó, Maule og endelig Bío-Bío Valley.

Samlet betyder det ikke mindre end 1.600 hektarer fordelt på 21 forskellige vinmarker. Og siden 1999 har markerne været drevet efter økologiske principper.

Selve vinhuset ligger i Chimbarongo i Colchagua Valley, men har faktisk vinerier flere steder i Chile, så bare Viña Cono Sur alene er en stor historie.

Viña Cono Sur har brugt en cykel som et slags logo for vinhuset og laver fx også en serie af vine, som kaldes Bicicleta, men cyklen fremgår også på etiketter på andre vine fra huset.

Den er imidlertid ikke på denne Silencio Cabernet Sauvignon, som en én ud af to vine i Viña Cono Surs serie Icon Wines. Det er husets topserie og udover denne på Cabernet Sauvignon, så findes der selvfølgelig også en Pinot Noir med navnet Icio.

Silencio Cabernet Sauvignon er lavet på 98% Cabernet Sauvignon og 2% Carmenere fra Maipo Valley. Vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke og er efter endt fermentering lagret 22 måneder på nye franske barriques.

I næsen er der lakrids, mørke og gærede bær, brombær, blommer, enebær, varm og solrig frugt, godt med eg, våde fade, chokolade, sød tobak, vanilje, kanel samt en smule røg.

Smagsmæssigt er det også en solrig og varm vin med masser af tæt, mørk frugt, fed, fyldig med nogle vilde tanniner, som virkelig masserer dine gummer. Der er lidt hvid peber, et mineralsk bid og god, lang eftersmag. Flot vin.

I Danmark forhandles Cono Sur vistnok i Meny kæden, men jeg har ikke fundet denne vin, så prisen kender jeg ikke. Vil dog vurdere, at den ligger i den højere ende.

Vinanmeldelse 5,5/7 thumbthumbthumbthumbthumb

2007 Miguel Torres, Mas La Plana, Penedès, Spanien

2007 Miguel Torres, Mas La Plana, Penedès, SpanienVi fortsatte med spanskrøret, nemlig med den ikoniske Mas La Plana … tidligere kendt som Gran Coronas Black Label fra det store vinhus Miguel Torres. Det er reelt samme vin, som ved en blindsmagning i Paris i 1979 slog Château Latour 1970, men her selvfølgelig i en noget nyere årgang.

Torres er det mest kendte vinudtryk i Spanien, kun overgået af ordene rødvin og hvidvin … altså på spansk forståes, Torres laver ikke mindre end 4,9 mio. 12 stk. kasser vin om året, og har deres vingårde med over 1.300 hektar rundt om i stort set hele Spanien, lige fra Priorat, Ribera del Duero, Conca de Barbara, Penedès og Rioja, men også i andre lande som fx Chile og Californien.

Altså et kæmpe vin-imperium, og dermed langt væk fra tanken om den lille vinbonde, som går og pusler med sin egen lille vin.

Torres er grundlagt i 1870 af Jaime Torres og er 100% familieejet. I dag er det 4. generation i form af Miguel Torres, som driver vinfirmaet, men 5. generation er allerede med i firmaet, som omfatter mere end 1.000 ansatte.

Og alt er stort, når vi snakker om Torres, fx omfatter forretningen også en restaurant i Chile samt 2 vinbutikker i henholdsvis Barcelona og Shanghai, robotstyret lager, en fond som hjælper skoler i hele verden og så videre.

Udover at være Spaniens største og mest kendte vinhus, så er Torres også blevet en levende legende. Det oprindelige gennembrud kom ved Paris-smagningen i 1979, hvor Miguel Torres med stort vovemod og efterfølgende succes i en blindsmagning satte Gran Coronas Black Label op mod Château Latour 1970 … og vandt.

Gran Coronas Black Label kaldes i dag Mas la Plana, så det er – som jeg nævnte indledningsvis – faktisk den ikoniske vin, som vi hermed har i glasset. Det er 100% Cabernet Sauvignon, som kommer fra en 29 hektar stor mark. hvor vinstokkene er plantet i perioden mellem 1964 og 1979.

Vinen er lavet med 28 dages maceration i rustfrie ståltanke, 7 dages fermentering ved 28-30 grader og lagret 18 måneder i nye franske barriques inden flaskning i juli måned 2009. Denne 2007’er har fået 93 point af Parker.

Og det dufter faktisk også af stor vin … våd hund, våde og behårede gamle egefade, solbær, blåbær, blommer, vanilje, kanel, chokolade, trøffel og jord … en intens og dyb aroma. Herligt.

I munden er vinen mere streng, end duften egentlig indikerer, men det er bestemt alene til den gode side. Det er solbær, peber, god ren frugtsmag, lidt sødkrydret og bider … men på en god måde med en mærkbar og markant tørhed.

Forhandles af bl.a. Pedersborg Vin , hvor en flaske koster 500 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 thumbthumbthumbthumbthumb

2009 Il Borro, Toscana Rosso IGT, Toscana, Italien

2009 Il Borro, Toscana Rosso IGT, Toscana, ItalienFra vinhuset Il Borro, der ligger i den lille landsby Il Borro i smukke Toscana, har vi her en Toscana Rosso IGT.

Vingården ejes af familieforetagendet Salvatore Ferragamo, som mest er kendt for håndlavede italienske sko.

Firmaet blev skabt i 1920’erne af modemanden Salvatore Ferragamo, men omfatter i dag en lang række luksusprodukter udover sko, bl.a. håndtasker, bælter og andre produkter i læder. Derudover står familien også bag en række parfumer, smykker og sikkert meget mere under Salvatore Ferragamo navnet.

Salvatore Ferragamo selv døde i 1960, så firmaet drives i dag af hans børn og børnebørn. Og med i driften er altså vingården Il Borro, som blev købt i 1993 og udover vingården også omfatter en restaurant, en bistro samt et mindre hotel.

Selve vingården er en gammel historisk gård, som mindst stammer tilbage fra 1254, hvor en adelsmand fra Milano … Marquis Borro Borri blev borgmester i Arezzo og købte ejendommen fra Mascagni familien. Ejendommen var oprindelig en fæstning, som var bygget til at forsvare et strategisk område med vigtige romerske veje.

Det var Borro familien – specielt Alessandro del Borro – som skabte den vingård, som eksisterer i dag, men ejerskabet har dog efterfølgende skiftet noget indtil 1993, hvor Ferruccio Ferragamo købte Il Borro fra hertugen Amedeo di Savoy-Aosta.

Ferruccio Ferragamo havde allerede i 1985 forelsket sig i ejendommen og havde sammen med resten af Ferragamo familien lejet vingården, hvilket så 8 år senere endte med et køb og en efterfølgende større restaurering.

Det er i dag Ferruccio Ferragamos søn Salvatore Ferragamo – opkaldt efter bedstefaderen – der står for driften af Il Borro, hvilket sker sammen med vinmageren Nicolò D’Afflitto.

Gården har ikke mindre end 800 hektar jord, hvoraf dog alene 45 hektar består af vinmarker, hvor der dyrkes Merlot, Cabernet Sauvignon, Syrah ogPetit Verdot samt Sangiovese og Chardonnay.

Her er det husets Toscana Rosso IGT, som er et blend på 50% Merlot, 35% Cabernet Sauvignon, 10% Syrah og 5% Petit Verdot. Efter hård selektering af druerne og gæring lagrer vinen 18 måneder i egefade fra Allier skoven i Frankrig. Vinen forbliver på flaske i 6 måneder i Il Borros kældre før den frigives.

Og det er duftmæssigt også en powerfuld og mørk vin, hvor der er gazebind, mørke og nærmest lidt gærede bær, solbær, muld, dyb eg, røg, tobak, lakrids, chokolade, kaffe og måske endda lidt nødder.

I munden er det en blød og mørk vin med brombær, solbær … ja nærmest fløjlsblød og cremet. Det er tørt med kirsebær, solbær, kraft, power, god kompleksitet og samtidig med nogen lethed, tanniner og lang eftersmag. God vin.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 578 kr., mens prisen ved køb af 12 flasker ligger på 399,50 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 thumbthumbthumbthumbthumb

1996 Château Gazin, Pomerol, Bordeaux, Frankrig

1996 Château Gazin, Pomerol, Bordeaux, FrankrigSelvfølgelig serverede Brix også lidt ældre Bordeaux – det er vel nærmest blevet en tradition. Denne gang blev det en 1996 Pomerol fra  Château Gazin.

Historien om Château Gazin går helt tilbage til det 12. århundrede, hvor Johanniterordenen ejede slottet og anvendt det som et hospital, der blev brugt af pilgrimme på vej til Santiago de Compostella. Johanniterordenen er en af de store ridderordner fra korstogene, og også kendt som  Malteserordenen, da den i 1500-tallet fik Malta som len af den tysk-romerske kejser.

Dens erklærede formål var at hjælpe de syge og de svage mennesker ud fra et kristent grundlag. På etiketten på flasken er der da også fortsat et malteserkors øverst … symbolet på ordenen.

Johanniterordenen ejede Château Gazin frem til 1772, hvor det blev købt af Feuilhade familien, som blev en af pionererne indenfor vinproduktion i Bordeaux.

I 1918 blev slottet overtaget af Bailliencourt dit Courcols familien, som fortsat ejer slottet i dag. Det er i dag søskende Nicolas, Christophe, Laure og Inès de Bailliencourt dit Courcol, som driver slottet sammen med vinmageren Mickaël Obert.

De har samlet 26 hektar vinmarker, hvor 90% er Merlot, 7% Cabernet Sauvignon og 3% Cabernet Franc. Det gør Gazin til et af de større slotte i Pomerol … endda til trods for, at man i 1970’erne solgte et par hektar til naboejendommen Château Petrus.

Der laves årligt 8.000 kasser af denne førstevin, men derudover laves der også 2.000 kasser af andenvinen l’Hospitalet de Gazin … opkaldt med reference til slottets anvendelse som hospital.

Denne 1996’er er formentlig lavet med nogenlunde samme blend som markerne, selvom det kan variere en smule fra år til år. Den alkoholiske gæring sker i betontanke og hver druesort vinificeres separat.

Maceration sker i 2-3 uger, hvorefter malolaktisk gæring sker i enten tønder eller store egekar. Derefter lagrer vinen 18 måneder på egefade, hvoraf 50% af nye fade.

I glasset afsløres med det samme, at det er en vin med alder … brun/orange farver. Næsen indikerer også klart en ældre og godt moden vin … der er sgu alder på drengen nu, måske endda for megen i forhold til, hvad jeg vil foretrække. Der er dog også lette, lyse bær, grafit, nye blyanter, eg, tobak, rodfrugter, gammel kælder, muldjord og en nærmest balsamisk syre.

Smagsmæssigt er det – overraskende nok – en vin til den lettere side, selvom den selvfølgelig også smager moden. Der er dog fortsat godt med liv i vinen, som har en rank og frisk syre.  Samlet er indtrykket en meget let og syrlig vin … har måske set bedre dage, men syren og friskheden er intakt og giver fortsat en flot oplevelse.

Importør er i dag Philipson Wine, hvor nyeste årgang koster 779,95 kr.  ved køb af 1 flaske og 649,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 thumbthumbthumbthumbthumb

2014 Chrysorrogiatissa, Ayios Elias, Cypern

2014 Chrysorrogiatissa, Ayios Elios, CypernNæste vin Ayios Elias er fra Cypern, nemlig fra vinhuset Chrysorrogiatissa, som er en del af et tudsegammelt munkekloster.

Klosteret Chrysorrogiatissa ligger i den lille by Panayia i en højde på 800 meter. Selve klosteret er grundlagt af munken Ignatius i det 12. århundrede, men de nuværende bygninger stammer dog tilbage fra omkring 1770. Selvom munkene nok altid har dyrket vin på klosteret, så begyndte man først i 1980 at flaske og sælge vine fra Chrysorrogiatissas egne vinmarker.

Denne Ayios Elias er lavet på et blend af Syrah, Cabernet Sauvignon samt den lokale drue Maratheftiko, som alene findes på Cypern og endda kun i begrænsede mængder. Man anslår, at der alene findes 125 hektar marker med druen … og det er omkring 1% af de samlede druesorter på Cypern,

Druerne er høstet på marker i 950-1.150 meters højde, men ellers har jeg faktisk ingen oplysninger om vinen, men duftmæssigt har den mørk og næsten gæret frugt. Det er en kraftig vin, solbær, engelsk lakrids og sender tankerne mod noget fed Veneto. Der er dog også nogle florale noter, landlighed, lidt skarp og rustik.

Smagsmæssigt står jeg lidt af … der er virkelig meget peber i vinen og samtidig er der stærk alkohol. Det er virkelig tørt med solbær og brombær, tonsvis af peber og utrolig stærk. Pazzzz for mig.

Kender ikke prisen og ingen forhandlere herhjemme.

Vinanmeldelse 2,5/7  

2014 Duckhorn Vineyards, Decoy Sonoma County Red, Californien, USA

2014 Duckhorn Vineyards, Decoy Sonoma County Red, Californien, USANår en lokkedue er er and, hedder det så en lokkeand? Eller skal vi bare tage den en and’en gang? Jeg vrøvler, men har i hvert fået et glas af vinen Decoy Sonoma County Red fra vinhuset Duckhorn Vineyards i glasset.

Duckhorn Vineyards, der holder til ved Silverado Trail ved Saint Helena i Napa Valley og er grundlagt tilbage i 1976 af Dan og Margaret Duckhorn, hvor målet fra ægteparret fra første fløjt var Bordeaux inspirerede vine. Første årgang var 1978, hvor parret lavede små 800 kasser Cabernet Sauvignon vine og 800 kasser vine på Merlot. Først i 1982 startede de med lidt hvidvine, nemlig lidt Sauvignon Blanc.

Vingården har i dag 243 hektar vinmarker, fordelt på markerne Three Palms Vineyard, Marlee’s Vineyard, Stout Vineyard, Monitor Ledge Vineyard, Rector Creek Vineyard, Patzimaro Vineyard og Cork Tree Vineyard.

Der har siden starten været 4 forskellige ansatte vinmagere på Duckhorn Vineyards, men siden 2014 er det den yndige Renée Ary, som har haft ansvaret for produktionen. Hun har nu imidlertid arbejdet på vingården siden 2003 og arbejdet under den tidligere ansvarlige vinmager Mark Beringer.

Renée Ary er uddannet ønolog fra Mary’s College, UC Davis samt Napa Valley College og har derudover arbejdet i laboratoriet hos det store Robert Mondavi Winery. I kan se Renée på billedet ovenover … lidt af en rap and … for nu at blive i vinhusets termologier ;o)

Duckhorn Vineyards laver vine i forskellige serier, nemlig Duckhorn Vineyards, Canvasback, Paraduxx, Goldeneye, Migration og Decoy … og de fleste har sgu den lille fede and på etiketterne og dermed nærmest et logo for Duckhorn Vineyards.

Denne Decoy Sonoma County Red er et skønt blend, som varierer meget fra år til år. I denne årgang 2014 er blendet 52% Merlot, 22% Cabernet Sauvignon, 10% Petite Sirah, 8% Cabernet Franc og 8% Petit Verdot. Fermentering sker over 10-15 dage, efterefter vinen er lagret 10 måneder på fransske egefade, heraf 40% nye fade.

Næsen indikerer en kraftig vin … solbær, blåbær, sødme, vanilje, tørhed … let animalsk med grønne urter og lidt kakao samt mørk chokolade. Vinen er også sødlig, kraftig i smagen med jern, blod og blæk, men der er heldigvis tilstrækkelig syre til at give vinen en rank rygsølje, således der er elegance samt klarhed i vinen.

Købt hos Winefamly, hvor en flaske koster 219,34 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

1994 Château Mouton Rothschild, Pauillac 1. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

1994 Château Mouton Rothschild, Pauillac 1. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigSå drikker man sgu da lige Château Mouton Rothschild Pauillac 1. Grand Cru Classé i årgang 1994. Men hvorfor sådan mæske sig i slige ekstravagant vin på en dødelig onsdag i et bedaget – dog charmerende – forsamlingshus i den lille by Albæk udenfor Randers?

Anledningen er udgivelsen af en lille bog om netop Château Mouton Rothschild … i 1. udgaven trykt i beskedne 22 eksemplarer – hvoraf jeg selvfølgelig har reserveret et – og skrevet af Bernt B. Nielsen fra vores bestyrelse i Randers Vinlaugh. Det skal selvfølgelig fejres med den rigtige vin.

Bernt B. Nielsen – hvor B helt sikkert burde stå for Bordeaux – er nok Danmarks største beundrer og fan af Mouton Rothschild. Og denne fascination har nu udmøntet sig i den første danske bog om det legendariske franske vinslot.

Siden 2012 har Bernt – irriteret over en manglende dansksproget bog om den sagnomspundne slot – puslet med projektet, som nu har udkrystalliseret sig i informationsbogen Château Mouton Rothschild og den tilhørende Rothschild familie.

På bordet ligger Bernts bog klar til display … helt dugfrisk fra trykken. Jeg slår op på første side, som starter; Incitamentet til foreliggende skrift bunder i to oplevelser …  men øjnene flakker hurtigt hen på de andre ting på bordet, nemlig flere flasker ægte 1994 Pauillac 1. Grand Cru Classé, masser af flasker 2012 Château d’Armailhac, Pauillac 5. Grand Cru Classé og lidt champagne på køl.

Der er således lagt op til festivitas i det lille forsamlingshus, hvor Bernt som indledning – efter behørig velkomst naturligvis – startede med et foredrag om hans fascination af slottet, hvordan bogprojektet startede og selvfølgelig en masse information om Château Mouton Rothschild.

Jeg har tidligere været til Mouton smagning hos Bernt, så det er ikke første gang, at jeg smager de dyre dråber. Bernt holdte nemlig en lille eksklusiv Mouton Rothschild smagning tilbage i 2012. Den har jeg beskrevet i blogindlægget Mouton Rothschild smagning … en lørdag eftermiddag.

Der finder I også en masse information omkring slottet og hele historien om Château Mouton Rothschild. Det er en historie, som ligger Bernts hjerte nær … og kunne man se små tårer i øjenkrogene, da han fortalte om Philippine de Rothschilds død i 2014?

Efter foredraget skulle vi selvfølgelig smage vaskeægte Château Mouton Rothschild Pauillac 1. Grand Cru Classé i årgang 1994, som har en af Bernts ynglings etiketter, nemlig malet af den hollandske maler Karel Appel, der jo også var med i Cobra gruppen sammen med vor egen Asger Jorn.

Bernt havde gjort 3 flasker klar … således alle de fremmødte kunne smage de dyre dråber. Efter foredraget gik Bernt derfor højtideligt i gang med omhyggelig at proppe flaskerne op … en efter en, som sagte blev hældt i glas, så der omtrent var lige meget til hver af de fremmødte.

I denne årgang 1994 er vinen lavet på et blend af 80% Cabernet Sauvignon, 8% Cabernet Franc, 10% Merlot samt 2% Petit Verdot og vinen er normalvis lagret 20-24 måneder.

Og er Château Mouton Rothschild Pauillac 1. Grand Cru Classé så virkelig outstanding? I forhold til prisen kan det være svært at forsvare, selvom jeg skam gav 1982 udgaven min topkarakter på 7 fedme tommelfingre … men jeg kigger jo heller ikke kvalitet i forhold til pris, men alene på kvalitet.

I glasset er denne 1994’er pænt til den lysere side med et orange skær, men alderen bliver imidlertid aldrig et issue i denne vin, som fortsat har masser af liv i sig. Næsen afslører solbær, lidt lysere og mellemrøde bær, godt med tør jord, lidt muld, svag parfumeret med en moden og lækker syre, læder, cigaræsker og røg.

Smagsmæssigt er det en lysere Mouton Rothschild end jeg husker dem, men bestemt moden, blød, afrundet og poleret med en lethed, som måske bliver en anelse tynd. Syren er lidt mælket, men dog ganske omfavnende og breder sig fint i munden, mens eftersmagen er noget kort. Jeg synes, at vinen klart er tyndere og finere end forventet, så jeg bliver ikke helt blown away.

Dansk importør er Philipson Wine, men Bernt havde vist købt de 3 flasker af anden vej. Prisen ligger på 3.500 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2012 Château d’Armailhac, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2012 Château d’Armailhac, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigPauillac 5. Grand Cru Classé for 2. dag i træk … lyder lidt som en god vane. Denne gang var det fra Château d’Armailhac, der jo ejes af Mouton Rothschild og ligger lige mellem Château Pontet-Canet og Château Mouton-Rothschild.

Det oprindelige Château d’Armailhac blev i 1933 købt af Baron Philippe de Rothschild. I 1956 blev navnet døbt om til Mouton Baron-Philippe, og i 1974 fik det så endnu engang nyt navn til Mouton Baronne-Philippe efter baronesse Pauline. Hun døde i 1976, hvilket siden da er markeret på etiketten med teksten; til minde om Pauline.

I 1989 efter sin fars død gendøbte Baronesse Philippine slottet dets oprindelige navn. D’Armailhac minder stilmæssigt om Mouton Rothschild, men har en lidt mere feminin struktur.

Slottet er et 5. cru slot og råder i dag over cirka 70 hektar, som er tilplantet med 52% Cabernet Sauvignon, 36% Merlot, 10% Cabernet Franc og 2% Petit Verdot. Vinstokkene er gennemsnitligt 40-50 år gamle.

I denne årgang 2012 består blendet af 54% Cabernet Sauvignon, 29% Merlot, 14% Cabernet Franc samt 3% Petit Verdot. Vinen er faglagret mellem 15-22 måneder på barriques … 25% nye fade og resten fra Château Mouton-Rothschild. Den årlige produktion er på omkring 220.000 flasker.

Duftmæssigt er der smæk på denne 2012’er … masser af kraft, power, eg, blæk, jernbanesveller, cigaræsker og en kold kælderskakt. Frugten er solbær, modne brombær og byder samtidig på fed tobak, lidt læder samt en svag animalsk, nærmest landlig side.

Smagen er fyldig, rar, venlig og powerfuld. Der er langt mere tyngde i vinen end jeg havde forventet. Det er intens mørk frugt, solbær, svag vanilje, pæne og polerede tanniner og virkelig, virkelig blød, imødekommende.

Forhandles bl.a. af Philipson Wine, hvor en nyere årgang koster 479,95 kr., mens prisen er 399,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2009 Château Batailley, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2009 Château Batailley, Pauillac 5. Cru Classé, Bordeaux, FrankrigSidst jeg fik serveret Château Batailley Pauillac 5. Grand Cru Classé i en årgang 2005, havde vinen prop, men det har den heldigvis ikke i denne årgang 2009.

Château Batailley er et af de ældste vinslotte i Médoc og fik sit navn efter et afgørende slag – på fransk bataille – mellem England og Frankrig i 1453, hvor de franske soldater generobrede naboslottet Latour fra englænderne. Slaget, som udspillede sig, hvor Batailley-slotsbygning og vinmarker ligger i dag, var i øvrigt medvirkende til at afslutte 300 års engelsk besættelse af Aquitaine.

Nogle år senere blev de første vinstokke plantet på denne historiske og blodige jord, men det nuværende slot er vel først bygget i slutningen af 1700-tallet, hvor det var ejet af Saint-Martin familien og kendt som Château Batailley.

Derefter skiftede slottet ejere en del gange, indtil det i 1816 blev overtaget af Daniel Guestier fra Daniel Guestier of Barton & Guestier.

Han restaurerede og udvidede slottet, som første gang blev klassificeret som 5. Cru slot af Abraham Lawton i 1815 og året senere af Charles Cocks, så da man skulle klassificere de mange Bordeaux slotte i 1855 klassifikationen, så lå Château Batailley allerede til at blive et 5. Grand Cru Classé slot.

Ud over vinmarkerne er man i dag meget stolt af den 5 hektar store have, som i 1850 blev tegnet og anlagt af Napoleons havearkitekt Barillet-Deschamps.

Siden blev slottet købt af Borie familien, som allerede i 1870 havde grundlagt det berømte vinfirma Borie-Manoux. Men for at undgå problemer med de strikse franske arveregler, så delte man i 1942 slottet i to.

Det blev til Château Batailley og Château Haut Batailley, som selvfølgelig begge fortsat i dag er 5. Cru Classé slotte. Marcel Borie overtog Château Batailley, mens hans bror François overtog Château Haut Batailley.

I 1961 overdrog Marcel Borie firmaet til sin svigersøn Emile Castéja, og det er i dag Emiles søn Philippe Castéja – og dermed 5. generation – som står i spidsen for vinslottet.

Philippe Castéja står ikke blot i spidsen for Château Batailley, men har siden 2005 også været direktør for Borie-Manoux og et voksende vinimperium.

For Borie-Manoux omfatter i dag ejerskab af mere end 10 franske vinslotte, hvilket udover Batailley bl.a. er Châteat Trotte Vieille, Beau-Site, Domaine de l’Eglise, Château Lynch-Bages, Chateau La Croix du Casse, Château Bergat, Château Pignon, Château Haut-Madrac og Château Haut-Bages Monpelou.

Men kronjuvelen er nu fortsat Château Batailley, hvor Philippe Castéja også selv bor. Der har familien samlet 57 hektar vinmarker med 70% Cabernet Sauvignon, 25% Merlot samt lidt Cabernet Franc og Petit Verdot.

Derfra laves der årligt omkring 22.000 kasser af Pauillac 5. Grand Cru Classé, men siden 2016 er de også startet med at lave 2. vinen Lions de Batailley.

Denne 2009’er er lavet på 70% Cabernet Sauvignon, 25% Merlot, 3% Cabernet Franc og 2% Petit Verdot. Vinstokkene er i gennemsnit omkring 40 år gamle og vinen er lavet med fermentering i 15-20 dage og er efterfølgende lagret 16-18 måneder på barriques, hvoraf omkring 55% er nye fade.

Næsen byder på intens og dyb frugt … solbær, brombær, mørk muldjord, læder, jernbanesveller, fugtig kælder, cigarkasser, grafit, tobak og vanilje. Det hele leveres på en virkelig lækker kølig facon, så det ikke bliver blockbuster aroma.

I munden er vinen blød, kraftfuld, fed og virkelig smagfuld. Det er en mørk fætter, men elegant og kølig. Den er samtidig moden, men fortsat med masser af syre intakt og spillevende tanniner.

Forhandles bl.a. af Vinoble, hvor en nyere årgang koster 599 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2013 Conn Creek Winery, Herrick Red, Californien, USA

2013 Conn Creek Winery, Herrick Red, Californien, USAHerrick Red fra det californiske vinhus Conn Creek Winery er et blend på både Cabernet Sauvignon, Syrah og samt mindre andel Merlot, Malbec og Primitivo.

Conn Creek Winery er grundlagt i 1973 af Bill og Kathy Collins, som nogle år tidligere – i 1968 – havde købt 54 Hektar jord beplantet med Zinfandel i det nordlige Napa i Californien. De var mellem de første få vinproducenter, som gik forrest for at øge kvaliteten af vinene fra området og spillede således en rolle i områdets store opblomstring.

Bill og Kathy fik hurtigt øjnene op for, at Cabernet Sauvignon passede perfekt til klimaet i Napa. De begyndte derfor at have enormt fokus på at lave Bordeaux blends, sideløbende med deres Zinfandel.

Dette skulle vise sig at være en god idé da Conn Creek Winery siden 1970’erne og 1980’erne har været blandt de mest respekterede producenter i hele Napa for deres Bordeaux Blends.

Conn Creek Winery ligger på adressen Silverado Trail ved Saint Helena i det moderne vineri, som de byggede tilbage i 1979. Og i dag er de fortsat fokuseret på at lave kvalitetsvine i bedste Bordeaux inspireret stil. Den ansvarlige vinmager er i dag Elizabeth DeLouise-Gant.

De fleste af druerne til denne Herrick Red kommer fra Conn Creeks vinmark Herrick, som ligger i Yountville centralt placeret i Napa Valley. Det er helt præcis 46% Cabernet Sauvignon, 38% Syrah, 6% Merlot, 6% Malbec og 4% Primitivo og så er den selvfølgelig modnet i egefade, men hvor lang tid ved jeg ikke.

Næsen er mørk og krydret med pænt indhold af egefade, peber og frugten virker lidt gæret. Det er solbær, blåbær samt chokolade, vanilje, kanel, kul, kaffebønder og lidt mentol.

Smagen er også mørk og krydret med en vis sødme. Det er rundt og omgængeligt … lidt peber bider en smule, men det er okay vin uden at være larmende.

Købt hos Winefamly, hvor en flaske koster 140,98 kr.

Vinanmeldelse 4/7