Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2018 Shelter Winery, Pinot Noir N114, Baden, Tyskland

2018 Shelter Winery, Pinot Noir N114, Baden, TysklandTilbage i 2014 smagte jeg en Spätburgunder fra det spændende vinhus Shelter Winery, der ligger ved Kenzingen tæt på Kaiserstuhl i Baden og drives af Hans-Bert Espe og Silke Wolf. Nu har jeg smagt deres 2018 Pinot Noir N114 over et par dage.

Vinhuset holder til i en nedlagt ammunitionsbunker bygget i 1960 af det canadiske flyvevåben. Under et tykt lag af beton, jord og græs installerede Hans-Bert og Silke moderne vinificeringsudstyr og nye franske egetræsfade til de første vine lavet på Pinot Noir.

Navnet på vingården lå dermed også til højre ben … Shelter Winery. Der blev også købt en vinmark på hele 1 hektar, og den var i forvejen tilplantet med Pinot Noir i 1978-79. Derudover blev der også købt og lejet et par mindre parceller, som Hans-Bert og Silke tilplantede med mere Pinot Noir, helt præcis klon 777, der betragtes som én af de bedste kloner til vine i Bourgogne stilen.

Både Hans-Bert Espe og Silke Wolf havde forinden læst ønologi på vinuniversitetet i Geisenheim og efterfølgende arbejdet på flere vingårde verden over. Hun kom fra Paderborn, og han var opvokset i Harzen. Allerede i 2003 kunne parret foretage første høst og i 2004 udgive første vin fra Shelter Winery.

I dag er ejendommen vokset til 4 hektar vinmarker, hvor Pinot Noir deler plads med en smule Chardonnay, som man producerede for første gang i 2011. Markerne ejes i dag alle af Shelter Winery og ligger i Kenzingen og Malterdingen mellem Lahr og Freiburg. Man foretager en meget kontrolleret dyrkning for at opnå en optimal modning af druerne og en begrænsning af udbyttet.

Man er også i 2006 flyttet fra den gamle bunker til andre bygninger, da faciliteterne simpelthen blev for små.

Én af metoderne til at opnå den optimale modning og begrænsning af udbyttet er via beskæring af stokkene via lyra (eller lyre) teknikken, som er en beskæring i V- eller U-form, hvor arealet for fotosyntesen nærmest bliver fordoblet, og hvor man samtidig opnår mere plads til vinden mellem rækkerne og derved sundere druer. Det er en teknik, som ikke er så kendt endnu i Europa,  selvom den oprindeligt blev udviklet i Bordeaux.

Shelter Winery  producerer i dag omkring 11.000 flasker rødvin … primært Spätburgunder og Pinot Noir.

Denne Pinot Noir N114 er husets topvin og opkaldt efter den bunker, som Hans-Bert Espe og Silke Wolf oprindeligt startede deres vingård i. Vinen laves på de absolut bedste Pinot Noir druer fra vinstokke, som er plantet i 1971.

I 2015 producerede man blot et enkelt fad på 228 liter, men i denne årgang 2018 har man produceret 3 barriques, hvilket betyder 734 flasker og 44 magnumflasker.

Druerne er delvist afstilkede og gennemgår en gæring i 5 uger på franske egetræsfade, med 2-4 manuelle omrøringer pr. dag. Derefter bruger man kun den vin, som selv løber ud af pressen samt vinen fra begyndelsen af første presning.

Derefter gennemgår vinen en malolaktisk gæring og lagring på franske egefade fra Cher. Lagringen varer i 16 måneder på man 67% nye fade (2 stk.) og ét fad, som er brugt én gang tidligere. Aftapning er sket uden pumpning og filtrering.

Sikke da en lækker aroma … virkelig dyb, moden og nærmest burgundisk med våde fade, mælkechokolade, kanel, karamel samt vanilje og en moden, rund frugt af mest kirsebær, jordbær … virker fed og fyldig med nogle umamiagtige noter, mulle skovbund, tørt træ og egefade samt en lille grøn note.

I munden er vinen cremet og smelter næsten på tungen … har dog lidt peber, men mest af alt en frugt, der er pågående, moden, kraftig og koncentreret … skal man drage en burgundisk sammenligning, så er det som en Pommard … bare en anelse mere rustik, krydret og har stramme, syrligbitre tanniner samt monsterlang eftersmag, hvor man virkelig smager frugten. 95 point.

Forhandles af Vinoble, hvor en flaske koster 725 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2020 Weingut Fries, Winninger Spätburgunder, Mosel, Tyskland

2020 Weingut Fries, Winninger Spätburgunder, Mosel, TysklandFor knap 2 måneder siden smagte jeg en sindssyg flot Gutsriesling fra Weingut Fries, der jo holder til  sydvest for byen Winningen i Mosel og nu smager jeg så hans nærmest mind-blowing 2020 Winninger Spätburgunder.

Du kan læse om Weingut Fries i min anmeldelse af deres 2021 Vom Schiefer Riesling Trocken, mens jeg her kigger på denne Winninger Spätburgunder.

Vinen er lavet med Pinot Noir druer fra nogle af husets ældste vinmarker omkring Winningen. Daniel Fries laver denne vin med inspiration fra både Bourgogne, Oregon og Baden, hvor Daniel allerede har høstet erfaring.

 Winningen Pinot Noir er gæret med 60% hele klaser i åbne, neutrale egetræsfade med daglig pumpover og slutteligt efter endt gæring så lagret 18 måneder på brugte barriques.

I glasset er vinen vildt transparent … teglfarvet transparent og sender små røgsignaler op af glasset med en let, sødsyrlig og luftig aroma, der næsten er så uimodståelig, at jeg næsten må besvime, for det dufter rasende godt. Der er syrlige drops, fennikel, landlig, luftig og æterisk. Der er blomster, malerspand og acetone, gazebind med en lys, moden frugt af hindbær, jordbær, ribs, karamel og vanilje … jeg finder faktisk ligheder med en anden Daniels vine fra Mosel, nemlig Daniel Twardowski … jeg siger bare WAUW.

Smagen er også vildt lækker … typisk tysk Spätburgunder, men med denne lyse, vilde og sitrende energi. Frugten er lys, stringent, frisk og ren … det er rabarber, ribs, granatæbler og citroner med saltet samt jernagtig mineralitet … og så alligevel en svag sødme. Det er en sart, smuk og feminin vinøs lykkerus, som langsomt og præcist breder sig i munden med en æterisk cremethed … sensibel, sårbar, graciøs og yndefuld … Scheiße hvor er det fortryllende. 96 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 279 kr., mens prisen er 245 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2022 Hasher Family Estate, Ernest Pinot Noir, Western Cape, Sydafrika

2022 Hasher Family Estate, Ernest Pinot Noir, Western Cape, SydafrikaJeg smagte en mere vin fra Frederik Herten og Céline Haspeslagh på Hasher Family Estate og det blev så denne 2022 Ernest Pinot Noir opkaldt et af parrets børn.

Dette er – som med deres Chardonnay – alene anden årgang, som parret har lavet vinen i. Alle Pinot Noir druerne kommer fra vinmarker, der vender mod nordvest og kun ligger 5 kilometer fra havet.

Vinmarkerne har derfor en ekstra lang modningssæson og det er i dette område, at de største Pinot Noir vine fra Sydafrika produceres … her er druerne plukket fra den 2-10. marts 2022.

Gæring samt maceration er sket i åbne top fermentorer for at sikre blid ekstraktion og de knuste druer er tilført via brug af tyngdekraft. Det meste af vinen – omkring 80% – er lavet med udvalgt gær, mens 20% er lavet med en spontangæring alene med druernes egne gærceller.

Efter endt fermentering er vinen så lagret samlet 11 måneder på 228 liter burgundiske barriques, hvoraf 20% af fadene er nye. Der er lavet 21.746 flasker og denne er nummer 10.530.

WAUW for pokker … luftig, æterisk og næsten overjordisk duft, utrolig balanceret og indbydende med en blanding af både ristede noter, grønne blade, fadnoter og en kølig, frisk frugt. Der er nogle bagte kastanjer, nødder, lidt vanilje og mælkechokolade, mens den har en frugt med tranebær, jordbær og lidt rabarber, en lille snert af eukalyptus, men så diskret, at det heldigvis ikke dominerer. Samlet er det bare … røvlækkert, for nu er sige det lige ud.

I munden smelter vinen nærmest … endda selvom vinen faktisk har en tør, frisk og letbitter frugt, hvor det er tranebær, der dominerer, men byder også på jordbær, hindbær, lyse kirsebær og let lemon. Det gør vinen let, frisk og meget levende … har en stringent syre, slank og samtidig tør med sødbitre tanniner, der markerer og giver rygrad, en smule peber og frisk bid. Det smager rasende godt. 95 point.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 365 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2022 Hasher Family Estate, Marimist Chardonnay, Western Cape, Sydafrika

2022 Hasher Family Estate, Marimist Chardonnay, Western Cape, SydafrikaHasher Family Estate er et nyt vinhus i stalden hos Lesedi Wines, som tidligere har fundet andre små perler fra Sydafrika. Hasher Family Estate er sådan en perle … og derfra smager jeg først en 2022 Marimist Chardonnay.

Hasher Family Estate ligger i Hemel-en-Aarde dalen, der af mange betragtes som det mest spændende nye område i hele Sydafrika til dyrkning af specielt Pinot Noir og Chardonnay vine.

Hemel-en-Aarde betyder himmel på jord på hollandsk eller måske rettere afrikaans. Dalen ligger længst mod syd i landet og tæt på den lille fiskerby Hermanus. Både jordbund og klima i dalen er unik med en produktion af cool-climate vine.

Hasher Family Estate er et nyt vinhus, som er grundlagt af det belgiske par ​Frederik Herten og Céline Haspeslagh  i 2021, hvor parret købte en 180 hektar stor vingård på bredden af Onrus-floden i den øvre del af Hemel-en-Aarde dalen tæt på Hermanus.

Som dreng havde Frederik Herten tilbragte en sommer i Hermanus og blev øjeblikkeligt forelsket. Hans kærlighed til området fortsatte med at vokse og blev endelig delt med Céline, da det unge par tog deres første tur til området i 2008.

De købte gården og de mange hektar jord sammen med 2 andre nære familiemedlemmer, nemlig Célines onkel Xavier Haspeslagh og hans kone Christine Bouckaert. Xaviers har selv landbrugsbaggrund og omfattende erhvervserfaring, hvilket var en fordel i forbindelse med opstarten af Hasher Family Estate.

Frederik havde selv arbejdet som skatteekspert hos EY, men hans interesse for vine blev vakt langt tidligere som ung mand, hvor han studerede 6 måneder i Salamanca i Spanien og opdagede de gamle vine fra Ribera Del Duero.

Célines interesse for vin startede endnu tidligere, for selvom hun har arbejdet indenfor HR, så kommer hun fra en familie, hvor de selv dyrkede lidt vin og lavede vin derfra … dog mest til dem selv og en række venner.

På Hasher Family Estate har de 180 hektar jord, men over en 1/3-del er vild natur dedikeret til dyreliv og naturbeskyttelse. Man kan ikke se, hvor meget af jorden, som i dag er vinmarker, men på deres marker dyrker de Pinot Noir, Chardonnay og Sauvignon Blanc.

De har ansat vinmageren vinmageren Natasha Williams, men parret hjælper selv til … sammen med deres 3 små børn Ernest,, Héloise og Emile.

Deres tilgang til produktion er med fokus på minimal menneskelig indblanding både i vinmarkerne og i deres kældre, hvor de bruger franske egetræsfade fra Bourgogne til gæring og modning.

Ved at respektere frugten og give den mulighed for virkelig at komme til sin ret mener de, at de er i stand til at producere vine med ægte Hemel-en-Aarde stil og autensitet. Indtil videre laver de 3 vine på de 3 dyrkede druesorter.

Denne 2022 Marimist Chardonnay  er én af dem … og dette er kun deres 2. årgang af vinen. Den er lavet i 23.496 eksemplarer og denne er nummer 14.077

Druerne blev i denne årgang plukket af flere omgange, første plukning d. 1. marts og den sidste plukning skete d. 18. marts … altså flere uger senere end normalt i Sydafrika.

Vinen er lavet ved, at 70% efter presning er gæret på 228 liters franske barriques fra Bourgogne og de resterende 30% i ståltanke. Gæringen af vinen på barriques er sket ved 16 grader med udvalgte gærstammer og 1/5 af fadene med spontangæring med druernes egen gær og omkring 20% af de anvendte barriques er nye.

Efter endt fermentering – både af de 70% på barriques og de 30% i de rustfrie ståltanke – er vinen så lagret 9 måneder sur lie og fortsat med 70% på fade efter 6 måneders malolaktisk gæring og 30% i ståltanke uden bâtonnage.

Uha for en lækker aroma af nødder, fadfedme og samtidig meget luftig frugt … det stinker nærmest af god burgundisk vin, har denne delikate og samtidig  en let smørfedme, frugt af fersken, dåsepærer, mere friske pærer, en smule ananas og grillet lemon. Frugten er ret kølig, ren, klar og suppleres af hvide blomster og blomsterpollen, en lys og levende friskhed, lakridskonfekt og vanilje.

I munden er vinen cremet … virker bred og fyldig, der kommer hurtigt lidt peber og har denne grillet lemon, der giver små drops af fin og sødlig bitterhed, kvæde, lidt tropisk frugt med abrikos, fersken og bløde pærer. Med luft i glasset aftager de stærkere pebernoter og det gør vinen mere samlet, kompleks og balanceret med en smøret friskhed. Det smager eventyrligt og brillant enestående, 95 point.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 295 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Bruno Giacosa, Nebbiolo d’Alba Vigna Valmaggiore, Piemonte, Italien

2019 Bruno Giacosa, Nebbiolo d'Alba Vigna Valmaggiore, Piemonte, ItalienI tirsdagsvinklubben på arbejde kører vi i øjeblikket et Piemonte tema, så sidste tirsdag smagte vi så denne 2019 Nebbiolo d’Alba Vigna Valmaggiore fra Bruno Giacosa.

Vinhuset Bruno Giacosa holder til i byen Neive og er oprindeligt grundlagt tilbage i 1890’erne af Carlo Giacosa og sønnen Mario Giacosa.

Dengang solgte de det meste af den producerede vin til kunder i store 5 liters flasker, som var en helt almindelig praksis i regionen.

Først efter Anden Verdenskrig fik Giacosa almindelig aftapning på vinflasker. På de første etiketter fra stod der også flot Carlo Giacosa & Figli, men det skulle nu imidlertid først blive 3. generation i form af Bruno Giacosa, som virkelig fik sat vingården på det internationale vinkort.

Bruno Giacosa begyndte allerede at arbejde i familieforetagendet fra en alder af 15 år og langsomt begyndte han selv at overtage hele produktionen. Han begyndte at lave vin af indkøbte druer fra flere udvalgte vinmarker, og fik opbygget et netværk af avlere, som han mente havde de bedste druer til rådighed og som var dedikeret til at producere kvalitet. Han fremstillede sin første enkeltmarks Barbaresco i 1964

I løbet af 1960’erne blev Giacosa allerede betragtet som én af ​​de tre væsentlige vinproducenter af Barbaresco, sammen med Gaja og Produttori del Barbaresco.

I 1982 købte familien også Falletto vingården i Barolo, og senere tilkøbte de også yderligere marker i Barolo. Bruno Giacose fik også tilnavnet Genius of Neive … geniet i Neive. Han var også kendt som Il Maestro … mesteren. En mand af få ord, men med en kæmpe viden om og indflydelse på vinproduktionen … han udtrykte sig kun i korte sætninger og foretrak i stedet at lade sine vine tale.

Bruno Giacosa er et af de få italienske vinhuse, som Robert Parker har givet de berømte 100 point. Parker har samtidigt udtalt følgende om Bruno Giacosa; A quiet and dignified winemaking genius in Neive and the least promotion-conscious winemaker in Italy who prefers to let his wines do the talking for him.

Giacosa var særlig berømt for sine Barbaresco og Barolo vine. I  Barbaresco ejes syv enkeltmarker. Det er Asili di Barbaresco, Rabaja di Barbaresco, Santo Stefano di Neive, Gallina de Neive, Montefico di Barbaresco, San Cristoforo di Neive samt Rio Sordo do Barbaresco.

I Barolo ejer Giacosa 6 vinmarker, nemlig Falletto di Serralunga d’Alba, Le Rocche del Falletto di Serralunga d’Alba, Rocche di Castiglione Falletto, Collina Rionda di Serralunga d’Alba, Villero di Castiglione Falletto samt Bussia di Monforte d’Alba.

Herudover ejer Giacosa yderligere to marker Valmaggiore di Vezza d’Alba og Basarin di Neiva, som giver druer til henholdsvis Nebbiolo d’Alba og Dolcetto d’Alba.

Siden 1990 har ønologen Dante Scaglione hjulpet vinhuset, og da Bruno Giacosa fik et slagtilfælde i januar 2006, så begyndte den 4. generation i form af Brunos datter Bruna Giacosa også at tage over, men Bruno blev ved indtil sin død i januar 2018.

Vinene fra Bruno Giacosa produceres ultra traditionelt, hvilket også gør, at der er tale om usædvanligt holdbare vine, der af mange karakteriseres som værende nærmest udødelige.

Deres laves 2 Nebbiolo d’Alba vine… en almindelig og så denne Nebbiolo d’Alba Vigna Valmaggiore, hvor druerne er fra marken Valmaggiore di Vezza d’Alba. Gæringen er sket på ståltanke over 15 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring og så lagring14 måneder i franske egefade.

WAUW for en parfumeret Nebbiolo og svært at tro, at det bare er en Nebbiolo d’Alba og ikke stor Barolo. Tør aroma med tørrede rosenblade, violer, garvet læder, lakrids røg og stor frugtdybde med både solbær, blommer, jordbær og hindbær. Det dufter himmelsk og man fornemmer også en lille diskret fadnote med gammelt egetræ, vanilje og kanel … oprejst, rank og imponerende kompleks og balanceret.

Sikke en cremet, skarp og flot lavet Nebbiolo d’Alba, hvor der er tranebærsaft, hindbær, jordbær samt stramme, tætte og knastørre tanniner med små drops af bitterhed, bitter lemon og balsamico. Det er en Nebbiolo a’Alba, som bare hænger i munden i så lang tid … helt efter du har drukket vinen og nærmest gået i seng. Alt er doseret så fint, smukt og ganske klassisk. 95 point.

Forhandles af Theis Vine, men denne ses ikke i sortimentet, men er købt i Tyskland til 40,97€ … svarende til 305 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2016 Giovanni Viberti, Barolo Riserva San Pietro, Piemonte, Italien

2016 Giovanni Viberti, Barolo Riserva San Pietro, Piemonte, ItalienDen næste vin fra Giovanni Vibertis Collezione Vigneto testkasse blev så denne 2016 Barolo Riserva San Pietro.

Vinen er jo stort set lavet som forrige søstervin, hvor Nebbiolo fermenteres i lodrette ståltanke over 16-24 dage. Vinen flyttes derefter så til ståltanke til en  malolaktisk gæring ved 20 grader og før efterfølgende lagring.

Den er sker på 50 hektoliter koniske egefade over en periode på 46 måneder efterfulgt af yderligere 3 måneder i ståltanke før aftapning. Vinen forbliver i flasken i cirka 12 måneder, før den frigives. Der er lavet 3.070 flasker af vinen og 127 magnumflasker.

Duftmæssigt virker San Pietro en smule mere rund end forrige … har mere kirsebær, jordbær og ribs, men fortsat med tørret rosenblade, violer, tjære, enebær, tobak, saltlakrids, kamfer og marcipan. Det er sgu meget indbydende.

Smagen minder selvfølgelig om foregående … bare sådan lige en spids mere rund og en tak sødere. Det formildner dog ikke vinens tanniner, der er knastørre, stringente og kradsende, men den har også godt med balsamisk syre, en frugt med ribs og rabarber samt lemon og citron bittersyrlighed … men mindre mineralitet end den foregående og på en eller anden måde er den mere tilgængelig, så dermed 95 point.

Forhandles af Wineboutique, hvor mixkasse med 6 flasker med 2 af hver af de 3 Riserva vine samlet koster 5.850 kr. og det svarer til 975 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Weingut Markus Molitor, Wehlener Klosterberg Chardonnay, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Markus Molitor, Wehlener Klosterberg Chardonnay, Mosel, TysklandI det første sæt, som bestod af 2 Chardonnay vine, så blev denne 2018 Wehlener Klosterberg Chardonnay fra  Weingut Markus Molitor klart den bedste.

Weingut Markus Molitor behøver vist ingen fortælling, for det er jo et vinhus, som jeg har skrevet om flere gange.

Jeg har dog aldrig før smagt Chardonnay vin fra Molitor, men produktionen af Chardonnay er et forholdsvis nyt projekt for Markus Molitor med plantning af Chardonnay-stokke på vinmarken Wehlener Klosterberg i 1997 og denne 2018 er endda første årgang af vinen.

Molitors Chardonnay stokke står lige under soluret i kernen af denne klassiske skiferholdige mark begunstiget af sin sydvendte eksponering og ekstremt stejle beliggenhed.

Druerne er selvfølgelig udelukkende håndhøstet og grundigt sortere, hvorefter de knuses blidt inden en kølig pre-maceration med skindet inden presning og spontangæring alene med druernes egne gærceller. Gæringen er sket delvist store egetræsfade  for omkring 40% vedkommende og resten i ståltanke sur lie i en længere periode.

I næsen rammes man omgående af en ekspressiv smørnote … ganske aromatisk og tung på fad. Vinen er klart mere pumpet end den foregående bourgognevin, har større muskler og dufter endda også mere burgundisk. Der er nødder, ristede hasselnødder og virker blød og bamselineagtig hyggevarm. Frugten er honningmelon, pærer, lidt gule blommer og mirabeller … samt en snas abrikos.

Den er smagsmæssigt også mere frisk, lækker og tydelig i frugten, hvilket fortsat er med en olieret fedme, bløde pærer, noget tropisk frugt og multijuice og samtidig også har den også syre … dog en lidt tungere og mere mægtig syre, god struktur og fylde, saftig, cremet med en smule vaniljesukker. 95 point.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 259 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Vietti, Barolo Castiglione, Piemonte, Italien

2018 Vietti, Barolo Castiglione, Piemonte, ItalienFor ugens tid smagte jeg en Langhe Nebbiolo fra vinhuset Vietti. Nu har jeg igen smagt en vin fra huset og det er en 2018 Barolo Castiglione.

Vinen er lavet med druer fra flere forskellige marker, bl.a, også Ravera marken i Novello.

Vinstokkene er fra 10 til 45 år og de fleste parceller er under ændring til økologisk dyrkning. Alle parceller bliver vinificeret separat og sammenstikningen foretages umiddelbart før aftapning.

Druerne gennemgår lang alkoholisk gæring på ståltanke med en løbende overpumpning og omrøring over 3 til 4 uger. Derefter sker den malolaktiske gæring på træfade og den lagret også 30 måneder på både store træfade og små barriques. Den blev aftappet uden filtrering.

Duftmæssigt en virkelig støvet og stenet aroma, godt med granit, grus og småsten – måske endda også større sten – har nogle syrlige bær, hindbær, ribs, granatæbler, lyse kirsebær, grannåle, papkasser, grene, kul, koks, jern, tørrede roser, mentol, kamfer, sort peber, trøffel og balsamiske noter.

Det er ingen let, lys eller endsige rund Barolo, for den har denne Vietti hårde kant, der er så mineralsk, streng, stenet og maskulin. Her er der ingen kære mor. Det skal der jo heller ikke være. Men med lidt luft i glasset eller endnu et glas næste dag kommer der imidlertid flere lyse, blomstrede noter frem.

I munden er Viettis 2018 Barolo Castiglione sgu også pænt maskulin, tæt og streng … tanninerne er vildt voldsomme og sætter sig hårdt, ubarmhjertig og smertelig i munden på dejligste måde, så her mærker man også uden omsvøb, at dette fortsat er en klassisk, oldschool og meget ung Barolo, der ikke skåner nogle.

Den har masser af syre, så tør og vild med et stramt tannisk bid, virkelig rank, stenet og mineralsk … det er afstraffelse på højt plan. Jeg vil nok anbefale, at man lufter vinen … tag den med i snor på en gåtur, find den klassiske Magretheskål frem for et par timer eller gem en rest i køleskabet til dagen efter. 95 point.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 549 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Francois Girard, Grand Cru Blanc de Blancs Millésimé, Champagne, Frankrig

2017 Francois Girard, Grand Cru Blanc de Blancs Millésimé, Champagne, FrankrigEfter at ha’ smagt et par flasker Non Vintage champagne fra champagnehuset Francois Girard, så slutter jeg trekløveret med en Grand Cru Blanc de Blancs Millésimé 2017.

Igen er det 100% Chardonnay fra en række Côte des Blancs Grand Cru marker … faktisk er den en blanding fra 4 Grand Cru marker og den er kun lavet med de allerbedste druer.

Efter endt fermentering er vinen lagret i kælderen til andengæring i et sted mellem 4 og 5 år inden degorgering i april 2022 med dossage på 5,2 gram og så yderligere 6 måneders lagring inden frigivelse.

Hellige makrel for en lækker duft … har en moden frugt som pærer, fersken, abrikos og syltede citroner, noget gær, smeltet smør og en stang wienerbrød af bedste slags med butterdej, gul creme, nødder og mandler. Der er noget luftig og virkelig elegant over aromaerne … nærmest som en blomstret blondekant på en brudekjole … eller i hvert fald kan man nærmest ikke finde en mere tillokkende og feminin, graciøsitet, smagfuldhed og flot vinøs stil.

Sådan smager vinen også … masser af let, fin, sart og feminin saftighed, der gør, at man hurtigt tørster efter mere. Der er sure og søde æbler, modne pærer og noget kalk eller kridt. Der er harmoni og finesse over smagen, der er balanceret til UG … smelter nærmest i munden og bobler aka moussen er blid, omfavnende og forstærker bare alle smagene … smager langt dyrere end prisen, 96 point.

Forhandles af CLS Vin, hvor en flaske koster 305 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2003 Delaforce, Vintage Port, Douro, Portugal

2003 Delaforce, Vintage Port, Douro, PortugalNår det kommer til portvin, så er jeg en total  sucker for enten Tawny Port eller Vintage Port og nu smager jeg ikke mindre end en 20 år gammel Vintage Port fra det klassiske portvinshus Delaforce, som jeg før er stødt ind i her på vinbloggen.

Som med de nyere Delaforce Vintage Port er denne portvin fremstillet på et skønt Field Blend af mange forskellige druer med de kendte Touriga Franca, Touriga Nacional , Tinta Roriz og Sousão som de primære og selvfølgelig alene fra et enkelt år.

Druerne kommer fra flere forskellige vinmarker i Roncão og Rio Torto, bl.a. fra meget gamle vinstokke på Quinta das Carvalhas … en mark, der historisk set er tæt knyttet til med Delaforce. Efter høst er alle druerne fodtrampet i traditionelle lagares og modnet omkring 2 år på ståltank og oftest omkring 10-15 år i flaske.

Vinen er aftappet uden filtrering og bør dekanteres for at undgå bundfald. Vinen har normalt omkring 100 gram restsukker pr. liter og der laves årligt 6.000 flasker af portvinen.

Det dufter vildt lækker … der er en skrueblyant skruet op på max, men samtidig tilsat både sød finsk lakrids og tør engelsk lakrids, en smule brændt karamel, kaffe, espresso, tørrede blomster, noget nøddekompot, sirup af figner, blommelikør, noget dadelmarmelade, solbærsyltetøj, brombær- samt blåbærsyltetøj, meget moden i frugten suppleret med noget tørt lakridsrod.

Jamen … eller var det måske et amen? Hvor er det intenst. Der er solbær, figner, dadler og nøddekompot, har denne nektaragtige og lidt alkoholstærke smag, som giver varme gennem hele drænrøret, men det er helt som ventet, for man får både karamel, kaffe, mørk chokolade, mundsmeltende saftighed med solbær, sorte kirsebær, dadler og tørrede figner … men finere kan det nok heller ikke blive, så jeg ligger mig i slipvinden til at blive portvinsalkoholiker, så fabelagtig er denne vin. Elsker denne vin … 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 699 kr., mens prisen er 549 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7