Jeg har tidligere smagt vin fra Peter Vinding-Diers … I ved … onklen til Peter Sisseck … men denne slår sgu alle rekorder. Fabelagtig vin. Vi selvfølgelig igen nede på Sicilien, hvor vi finder vingården Montecarrubo. Sidst jeg smagte vin fra Montecarrubo, så var det hans andenvin, nemlig en 2011 Montecarrubo Il Piccolo, men den gjorde ikke så vildt, stort indtryk. Det gør denne imidlertid.
Peter Vinding-Diers har om nogen opnået stor berømmelse i vinens verden. Han har i mere end 40 år arbejdet som vinmager og de fleste år har han lavet vin både i den sydlige og den nordlige hemisfære … dvs. mindst to høste om året … for derefter ofte at slutte af med årets tredje høst i Tokaj.
Ingen dansk vinmand har lavet vin i længere tid end han, så han kan med rette betegnes som vinbranchens danske veteran. Peter Vinding-Diers har fulgt hele udviklingen i den moderne vinindustri, fra dengang man intet forstod til det hele blev højteknologisk og videre til nu, hvor man på visse områder tager de simpleste metoder i brug igen. Nogle gange fører det til en vin, som slår alt andet. Men det, Peter Vinding-Diers i dag er allermest kendt for i vinverdenen, er sit revolutionerende arbejde med gær.
Susie og Peter Vinding-Diers overtog Montecarrubo i marts 2005 efter mere end ét års forhandling med ejerinden, frk. Pandolfini fra Melilli, hvor de boede. En ældre stramtandet dame, datter af en tidligere borgmester og tæt på sine penge. Gården var et vildnis med gamle upassede oliventræer, lasede mandeltræer og halvdelen af en gammel stald mod gærdet til naboen.
Montecarrubo er et stykke af en vulkan, som er gået ud for mere end to millioner år siden. Ved overtagelsen så halvdelen af jorden umiddelbart godt ud, mens den anden halvdel var fyldt, dels med store klippestykker og sten, dels med gamle græsgange. Men beliggenheden er helt speciel: Skrånende ned mod det Ioniske Hav med en konstant kølig brise, den såkaldte ”Gregale”, fordi den kommer fra Grækenland med oprindelse i Sibirien.
Selv på de varmeste dage i slutningen af juli og august blæser den sin kølige luft ind over markerne. Og jorden er også speciel: Loess (udvasket vulkansk ler), kalksten og sand, og helt oppe på det højeste punkt (150 m) ligger resterne af et koralrev. For to millioner år siden lå vulkanen i havet, midt i en tropisk zone, men vulkanen var en ferskvands vulkan. PH ligger i dag på 7,5, og Peter Vinding-Diers måtte bore 160 meter ned for at få vand – 2 liter i sekundet, rent og lige til at drikke. En god ven lånte Peter sin bulldozer, så de kunne rippe de store klippeblokke op af jorden. Til sidst fik de ryddet halvanden hektar – og jorden, som var kommet frem i dagens lys, var ca. 1 meter dyb, fyldt med humus og porøs med masser af ilt. Ideelt at plante vinstokke i!
Peter Vinding-Diers havde bestemt sig for at plante Syrah – mest fordi typen var kendt for at lave helt store vine i området, men også fordi han havde erfaret, at Nero d’Avola først kunne høstes midt i oktober, men regnen kom allerede i september. Peter bad en af sine venner, Pierre Marie Guillaume i Frankrig, om at finde en god multiklon af særligt udvalgte stokke – et valg, de ikke siden har fortrudt! De plantede 5.000 stokke pr. hektar – 1,40 x 1,40 meter, så de kunne køre gennem markerne og rense ud på kryds og tværs. De valgte også at arbejde med busk vine (mere arbejde og mindre udbytte!) for at få så høj en kvalitet som muligt. Det har de heller ikke fortrudt!
Gården er certificeret biologisk og køres efter de biodynamiske principper – med de resultater, som nu for alvor dukker op, hvor folk har respekt for deres jord, er det vanskeligt at gøre noget andet. Stokkene bliver mere resistente overfor sygdomme – sejere og stærkere end naboens, der sprøjter for alverdens ting, og hvor kunstgødning giver enorme, men uinteressante høstresultater.
Topvinen på Montecarrubo hedder Montecarrubo Rosso di Sicilia IGT, og det er netop den, som vi denne onsdag aften har i glasset. 100% Syrah, og vinen har også været lagret 12 måneder på 1 år gamle franske egetræsfade fra Pingus i Spanien.
Duftmæssigt en eksplosion af brombær, solbær, stald … super skøn animalsk, og man fornemmer straks, at vinen måske er biodynamisk/naturewine. Den er sådan lidt kropslig i næsen, helt vidunderlig. Derudover har jeg noterede lidt krydderier, tørrede buske og tobak. Man bliver sgu næsten svimmel af duften. Smagen giver en voldsom frugtfylde med mørke bær, blommer, varme og meget intens. Vinen er flot velafbalanceret … meget elegant. Thumbs Up big time.
Forhandles af Vinspecialisten, hvor en nyere årgang 2012 koster 320 kr.
Næste vin har jeg tidligere nævnt her på bloggen, men ikke skrevet om, så det var heldigt, at Keeper havde valgt denne vin til vores byggemøde.
Så stifter vi igen bekendtskab med Hartley-Ostini Hitching Post Winery, det spændende vinhus, som fik deres gennembrud efter filmen ”Sideways” om de to venner Miles og Jack, der tilbringer en weekend sammen før Jacks bryllup og undervejs bl.a. møder Maya, som er servitrice på Hitching Post.
Endnu en kending, nemlig Weingut Karl H. Johner, som jeg tidligere har smagt vine fra, og som også holder til omkring Vogtsburg/Bischoffingen, faktisk ikke langt fra Holger Koch … alene 3-4 km. længere med nordvest. Herudover ejer familien også en vingård i New Zealand, Johner Estate, etableret i 2001. Den har jeg også skrevet om tidligere.
En kilometers penge syd for Montagna Bolzano i Alto Adige i det nordlige Italien, vel beliggende på en bjergskråning, finder vi en smuk vingård ejet af Franz Haas samt hans kone og kreativ direktør Maria Luisa Manna-Haas. Vingården er grundlagt tilbage i 1880 og har været drevet af Haas familien gennem generationer, og Franz er da også 7. generation på stedet.
Så er vi tilbage hos Catena, nemlig med den vin, som var husets topvin i perioden fra 1994, hvor den første gang blev produceret, og frem til 1997, hvor vinen Nicolas Catena Zapata (et blend med hovedsagelig Cabernet Sauvignon) overtog denne rolle.
Og så til noget helt andet … aussivin, bulderbasse på steroider. Jeg havde i vinkøleskabet fundet denne Greenoch Shiraz fra Troy Kalleske … den sindssygt dygtige vinmager fra Australien. Jeg har tidligere skrevet om Troy Kalleske her på bloggen og smagt denne vin en del gange før, men I får da lidt om manden igen.
Lidt syd for den lille by Campigliano, syd for San Cipriano Picentino i Campanien finder vi et lille, men enestående vinhus med navnet Azienda Agricola Montevetrano di Silvia Imparato. Gert havde denne Colli di Salerno IGT med fra dette lille vinhus, en gave han havde fået fra den gode Arne.
Lige update fra fredag, hvor jeg sammen med Gert og Merete nød et stak helt fantastiske vine. Og én af dem var denne Barolo Bricco Gattera fra det det historiske vinhus Azienda Agricola Monfalletto … eller i dag blot kaldt Cordero di Montezemolo efter husets nuværende ejere.
Jan havde taget en vin fra mesteren med … ingen andre end Clape. Og ja, der må gerne klappes, for det er klasse Rhône af bedste skuffe. Kongen af Cornas. Jeg har tidligere smagt alle Clapes vine, både hans Le Vin des Amis, Côtes de Rhône, Renaissance og Cornas.