Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2008 Peter Vinding-Diers Montecarrubo, Rosso di Sicilia IGT, Sicilien, Italen

2008 Peter Vinding-Diers Montecarrubo, Rosso di Sicilia IGT, Sicilien, ItalenJeg har tidligere smagt vin fra Peter Vinding-Diers … I ved … onklen til Peter Sisseck … men  denne slår sgu alle rekorder. Fabelagtig vin. Vi selvfølgelig igen nede på Sicilien, hvor vi finder vingården Montecarrubo. Sidst jeg smagte vin fra Montecarrubo, så var det hans andenvin, nemlig en 2011 Montecarrubo Il Piccolo, men den gjorde ikke så vildt, stort indtryk. Det gør denne imidlertid.

Peter Vinding-Diers har om nogen opnået stor berømmelse i vinens verden. Han har i mere end 40 år arbejdet som vinmager og de fleste år har han lavet vin både i den sydlige og den nordlige hemisfære … dvs. mindst to høste om året … for derefter ofte at slutte af med årets tredje høst i Tokaj.

Ingen dansk vinmand har lavet vin i længere tid end han, så han kan med rette betegnes som vinbranchens danske veteran. Peter Vinding-Diers har fulgt hele udviklingen i den moderne vinindustri, fra dengang man intet forstod til det hele blev højteknologisk og videre til nu, hvor man på visse områder tager de simpleste metoder i brug igen. Nogle gange fører det til en vin, som slår alt andet. Men det, Peter Vinding-Diers i dag er allermest kendt for i vinverdenen, er sit revolutionerende arbejde med gær.

Susie og Peter Vinding-Diers overtog Montecarrubo i marts 2005 efter mere end ét års forhandling med ejerinden, frk. Pandolfini fra Melilli, hvor de boede. En ældre stramtandet dame, datter af en tidligere borgmester og tæt på sine penge. Gården var et vildnis med gamle upassede oliventræer, lasede mandeltræer og halvdelen af en gammel stald mod gærdet til naboen.

Montecarrubo er et stykke af en vulkan, som er gået ud for mere end to millioner år siden. Ved overtagelsen så halvdelen af jorden umiddelbart godt ud, mens den anden halvdel var fyldt, dels med store klippestykker og sten, dels med gamle græsgange. Men beliggenheden er helt speciel: Skrånende ned mod det Ioniske Hav med en konstant kølig brise, den såkaldte ”Gregale”, fordi den kommer fra Grækenland med oprindelse i Sibirien.

Selv på de varmeste dage i slutningen af juli og august blæser den sin kølige luft ind over markerne. Og jorden er også speciel: Loess (udvasket vulkansk ler), kalksten og sand, og helt oppe på det højeste punkt (150 m) ligger resterne af et koralrev. For to millioner år siden lå vulkanen i havet, midt i en tropisk zone, men vulkanen var en ferskvands vulkan. PH ligger i dag på 7,5, og Peter Vinding-Diers måtte bore 160 meter ned for at få vand – 2 liter i sekundet, rent og lige til at drikke. En god ven lånte Peter sin bulldozer, så de kunne rippe de store klippeblokke op af jorden. Til sidst fik de ryddet halvanden hektar – og jorden, som var kommet frem i dagens lys, var ca. 1 meter dyb, fyldt med humus og porøs med masser af ilt. Ideelt at plante vinstokke i!

Peter Vinding-Diers havde bestemt sig for at plante Syrah – mest fordi typen var kendt for at lave helt store vine i området, men også fordi han havde erfaret, at Nero d’Avola først kunne høstes midt i oktober, men regnen kom allerede i september. Peter bad en af sine venner, Pierre Marie Guillaume i Frankrig, om at finde en god multiklon af særligt udvalgte stokke – et valg, de ikke siden har fortrudt! De plantede 5.000 stokke pr. hektar – 1,40 x 1,40 meter, så de kunne køre gennem markerne og rense ud på kryds og tværs. De valgte også at arbejde med busk vine (mere arbejde og mindre udbytte!) for at få så høj en kvalitet som muligt. Det har de heller ikke fortrudt!

Gården er certificeret biologisk og køres efter de biodynamiske principper – med de resultater, som nu for alvor dukker op, hvor folk har respekt for deres jord, er det vanskeligt at gøre noget andet. Stokkene bliver mere resistente overfor sygdomme – sejere og stærkere end naboens, der sprøjter for alverdens ting, og hvor kunstgødning giver enorme, men uinteressante høstresultater.

Topvinen på Montecarrubo hedder Montecarrubo Rosso di Sicilia IGT, og det er netop den, som vi denne onsdag aften har i glasset. 100% Syrah, og vinen har også været lagret 12 måneder på 1 år gamle franske egetræsfade fra Pingus i Spanien.

Duftmæssigt en eksplosion af brombær, solbær, stald … super skøn animalsk, og man fornemmer straks, at vinen måske er biodynamisk/naturewine. Den er sådan lidt kropslig i næsen, helt vidunderlig. Derudover har jeg noterede lidt krydderier, tørrede buske og tobak. Man bliver sgu næsten svimmel af duften. Smagen giver en voldsom frugtfylde med mørke bær, blommer, varme og meget intens. Vinen er flot velafbalanceret … meget elegant. Thumbs Up big time.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en nyere årgang 2012 koster 320 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2008 Gulfi, NeroMaccarj Nero D’Avola, Sicilien, Italien

2008 Gulfi, NeroMaccarj Nero D'Avola, Sicilien, ItalienNæste vin har jeg tidligere nævnt her på bloggen, men ikke skrevet om, så det var heldigt, at Keeper havde valgt denne vin til vores byggemøde.

Vinen er en NeroMaccarj Nero D’Avola fra det sicilianske vinhus Azienda Agricola Gulfi, og jeg smagte selv vinen første gang til Jysk Vins store efterårssmagning sidste år, hvor vinmageren Salvo Foti var til stede og serverede husets vine.

Azienda Agricola Gulfi er grundlagt i 1996 af Vito Catania og det råder over 70 hektar jord i det østlige Sicilien. Husets mål er at bevare deres jord og således viderebringe, hvad deres forfædre efterlod dem, nemlig over 2000 års historie, kultur og hårdt arbejde, som de kan overdrage til deres børn.

Fra starten af har Vito Catania samarbejdet med vinmageren Salvo Foti, som virker som en stille og venlig mand, som laver nogle rigtig spændende vine. Deres vine kommer fra gamle vinstokke i de ældste og kendte distrikter i Pachino og Val di Noto: Maccari, Bufaleffi, Baroni og San Lorenzo. Alle deres vine er autentiske udtryk af det område, de stammer fra og lavet på den lokale drue Nero D’Avola.

For Azienda Agricola Gulfi er ligevægt i det omgivende økosystem essentiel, så økologiske/organiske dyrkningsprincipper er en selvfølge. Alle vinstokke er bundet op efter Alberello-metoden, hvor planten får facon som et lille træ. Det er den reneste essens af siciliansk vinfremstilling, idet det er den eneste form for dyrkningsmetode, der får planten til at integrere sig perfekt med det naturlige, ekstremt varme miljø, og som ikke behøver kemiske inputs eller vanding.

Denne NeroMaccarj Nero D’Avola er lavet af druer fra en enkeltmark ved navn Vigna Maccari, som er på 3 hektar med vinstokke, der er over 30 år gamle. Høsten foregår, som så meget andet hos Gulfi, udelukkende med håndkraft. Selve vinifikationen sker i temperaturkontrollerede ståltanke med lang skindkontakt for maksimal udtræk af farvestof og tanniner. Efterfølgende lagres vinen i 18 måneder på barriques. Efter aftapning flaskelagrer vinen yderligere nogle måneder, før den frigives til salg.

Denne 2008 NeroMaccarj har scoret topkarakteren 6 stjerner i madmagasinet Gastro og Parker har givet vinen 94 point.

Duftmæssigt en ordentligt næse med modne, overgærede mørke bær, tyggegummi, grønne blade, asfalt, varme og vanilje … meget spændende. Smagen er meget direkte med intensitet, fylde, lidt sødme, mørke bær. Der er lidt tørhed eller støvet jord i smagen, som er meget direkte og vedholdende. Tanninerne er tydelige og bløde … smager sindssygt godt.

Forhandles af Jysk Vin, pris 275 kr,

Vinanmeldelse 6/7 

2008 Hartley-Ostini Hitching Post Winery, Pinot Noir Perfect Set, Californien, USA

2008 Hartley-Ostini Hitching Post Winery, Pinot Noir Perfect Set, Californien, USASå stifter vi igen bekendtskab med Hartley-Ostini Hitching Post Winery, det spændende vinhus, som fik deres gennembrud efter filmen ”Sideways” om de to venner Miles og Jack, der tilbringer en weekend sammen før Jacks bryllup og undervejs bl.a. møder Maya, som er servitrice på Hitching Post.

Jeg har tidligere smagt huset Pinot Noir Highliner i to årgange, nemlig 2007 og 2008, men her har vi storesøsteren Pinot Noir Perfect Set.

Hartley-Ostini Hitching Post Winery er stiftet af ejeren af Restauranten “The Hitching Post” Frank Ostini og hans gode ven, tidligere fisker Gray Hartley. Frank og Gray lavede deres første vine tilbage i 1979, i første omgang alene for at kunne levere vine til Franks restaurant.

Siden har de flere gange skiftet produktionsfaciliteter for at kunne følge med efterspørgslen. I dag ligger produktionen på Terravant Winery, et nybygget, topmoderne vineri i Buellton, kun 1,5 miles fra Hitching Post, og produktionen er ikke længere kun til restauranten, hvilket bl.a. også filmen Sideways var skyld i, så i dag produceres der over 15.000 kasser årligt.

Denne Perfect Set kommer fra vinmarken  Fiddlestix Vineyard i Santa Rita Hills, ca. 100 km. nord for Los Angeles. Lavet fra Pinot Noir klonerne 115, 667 & 777, som vinificeres separat inden de mikses til den endelig eliksir. Det er husets bedste druer, bedste vinmark og de bedste egefade, som bruges til fremstillingen af denne vin.

Duftmæssigt klar Pinot næse med kirsebær, brombær, lakrids, lidt grafit … snorlige, næsten som et tog på skinner. Smagen er meget frugtrig, lidt varm i udtrykket, hvilket ledte mig hen på en amerikaner … det var rigtigt. Cremet, fyldig, men stadigvæk med syre, grønne noter og godt med tanniner. Der er lidt krydderier og bitterhed i eftersmagen … meget rank og elegant. Klassevin.

Forhandles af Smalle Vine, pris 350 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2008 Weingut Karl H. Johner, Chardonnay SJ, Baden, Tyskland

2008 Weingut Karl H. Johner, Chardonnay SJ, Baden, TysklandEndnu en kending, nemlig Weingut Karl H. Johner, som jeg tidligere har smagt vine fra, og som også holder til omkring Vogtsburg/Bischoffingen, faktisk ikke langt fra Holger Koch … alene 3-4 km. længere med nordvest. Herudover ejer familien også en vingård i New Zealand, Johner Estate, etableret i 2001. Den har jeg også skrevet om tidligere.

Vingården i Tyskland er imidlertid grundlagt i 1985, hvor Karl Heinz Johner og konen Irene slog sig ned efter ti år i udlandet. Årsagen til, at det lige blev i Bischoffingen i Kaiserstuhl skyldes, at det var Irenes hjemby, så hvad var mere naturligt end at slå sig ned der?

Karl Heinz havde en idé om at lave vine i stil med Borgogne, fulde af magt og alligevel med enestående elegance, og det man ikke er langt fra Framkrig, så gik han i gang. I dag er Johner én af de mest berømte vingårde i Tyskland og Karl Heinz en af de mest respekterede vinmagere.

Johner ejer 17 hektar vinmarker, alle i og omkring Bischoffingen. Vinmarker tilplantet med mange forskellige sorter afhængig af jordbunden og placeringen. Ejer Steinbuck og Enselberg markerne.

Johner producere sine druer og vine på en meget professionel måde. Alle Johners vinstokke i Tyskland gror i vulkans jordbund og er over 30 år gamle. Intens optimering af vinplanterne inklusiv reduktion af blade og grøn høst giver druer af høj kvalitet. Til alle røde druesorter benyttes små træfade. Der produceres 80.000 flasker årligt.

Denne SJ Chardonnay er lavet på drue fra gamle stokke, plantet i 1990 på nogle af gårdens bedste marker, nemlig Bischoffinger Steinbuck og Enselberg, hvor undergrunden er meget vulkansk. Druerne håndplukkes og sorteres, og 50% af vinen gærer på rustfrit stål, 25% på nye egetræsfade og 25% på brugte fade.

I glasset overraskes man først af farve … ingen fed, gul Chardonnay fedme her, men en lys, næsten glasklar, transparent vin. I duften vender Chardonnay’en imidlertid tilbage … endda med turbo på, for her er fedme, fad, vanilje og tropisk frugt, marcipan … vidunderlig mineralsk. Der er hø eller høkasser og måske en svag snert af citrus.

I smagen overraskes du igen … snorlige, slet ikke fed eller voluminøs, men godt med syre, friskhed … selvom der også er lidt vanilje og træ. Lidt krydret i eftersmagen … men hold op … sikke en vin. Den er jeg sgu vild med. Big Thumbs Up.

Forhandles af Vinbutikken.dk, pris 210 kr., men prøv den !!!

Vinanmeldelse 6/7  

2010 Franz Haas, Pinot Nero Schweizer, Alto Adige, Italien

2010 Franz Haas, Pinot Nero Schweizer, Alto Adige, ItalienEn kilometers penge syd for Montagna Bolzano i Alto Adige i det nordlige Italien, vel beliggende på en bjergskråning, finder vi en smuk vingård ejet af Franz Haas samt hans kone og kreativ direktør Maria Luisa Manna-Haas. Vingården er grundlagt tilbage i 1880 og har været drevet af Haas familien gennem generationer, og Franz er da også 7. generation på stedet.

Og apropos penge, så er Franz uddannet indenfor noget så kedeligt som økonomi, som han studerede ved universitetet i Innsbruck i Østrig. Derefter blev han dog uddannet ønolog i Geisenheim i Tyskland, inden han satte kursen tilbage til familiens vingård. Her har Franz koncentreret sig om at lave kvalitetsvine med lavt udbytte.

Fra 1982 til 1986 gennemgik vingården en stor omvæltning, da Franz bl.a plantede mange af vinmarkerne om med fokus på lavere udbytte, højere koncentration og der blev også plantet druevarianter, som ikke var set før i området.

Franz Haas er især kendt for sine hvidvine, der kan have en stålsat mineralitet og syre som de bedste vine fra Østrig og Tyskland kombineret med en forførende aroma. Han laver specielt vine på Gewürztraminer, Lagrein og selvfølgelig Pinot Nero.

Vingården ejer selv lidt jord, men har derudover lejet lidt jord og har derudover kontrakter på levering fra andre lokale vinbønder. I alt har gården adgang til druer fra omkring 55 hektar  i kommuner Montagna, Egna og Aldino på skråningerne på Cislon bjerget, mellem 240 og 800 meter over havets overflade.

Der laves 13 forskellige vine hos Franz Haas, heraf 2 Pinot Nero, hvoraf denne Pinot Nero Schweizer er topvinen. Navnet Schweizer har vinen fået efter den italienske kunstner Riccardo Schweizer (1924-2004), som har designet etiketterne til vinene fra Franz Haas. Schweizer var født i Alto Adige, men studerede kubisme i Paris under Pablo Picasso og Joan Mirò.

Denne kubistiske stil er også tydelig på etiketterne, som egentligt blev bestilt af Maria Luisa Manna-Haas, da Schweizer i forvejen var en nær ven af familien Haas. Faktisk var designet af etiketterne en gave til Franz til hans fødselsdag, og den allerførste etikette, som Franz valgte, var netop etiketten til Pinot Nero Schweizer. Det var første årgang i 1987, selvom vinen først blev markedsført nogle år senere, nemlig første gang i 1990. Det er én af de vine, som har opnået de magiske 3 glas i Gambero Rosso.

Vinen produceres i åbne kar, så saften under gæringen er i kontakt med drueskindet. Vinen lagrer på barriques i 12-15 måneder, og efter tapning lagrer vinen yderligere et år på flaske inden frigivelse. Der laves årligt 30.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt helt klart Pinot Noir i næsen … selvom indholdet også for længst er afsløret af den transparente teglfarve i glasset. Der er hindbær, kirsebær, mineralitet, næsen er god stram og der er let brændte toner, krydderier, peber og lidt eg eller fad.  Smagen er præget af meget stor lethed, meget blød samtidig med, at der er god syre og stramhed. Letheden er dog nok det mest slående. Klasse.

Hvem medbragte vinen: Jan

Forhandles af Laudrup Vin, pris 399 kr. ved køb af 1 stk. og 300 kr. ved køb af 12 stk.

Vinanmeldelse 6/7  

2009 Bodegas Catena Zapata, Catena Alta Malbec, Mendoza, Argentina

2009 Bodegas Catena Zapata, Catena Alta Malbec, Mendoza, ArgentinaSå er vi tilbage hos Catena, nemlig med den vin, som var husets topvin i perioden fra 1994, hvor den første gang blev produceret, og frem til 1997, hvor vinen Nicolas Catena Zapata (et blend med hovedsagelig Cabernet Sauvignon) overtog denne rolle.

Men det er fortsat én af de absolut topvine hos Catena, og den laves på samme måde i dag … med druerne fra samme marker.

Catena Alta Malbec laves nemlig fra de 5 bedste Malbec parceller i Catena-familiens marker, nemlig Lot 18 på marken Angélica i Lunlunta, Lot 4 fra La Pirámide marken i Agrelo, Lot 2 fra marken La Consulta og Lot 3 og 9 fra Adrianna marker i Gualtallary.

Sammensætningen af Malbec dyrket på marker i op til 1.500 meters højde gør Alta Malbec til en vin med en unik kompleksitet, koncentration og fedme. Parker har givet vinen 94 point i denne årgang 2009.

Vinen lagrer på fransk eg, heraf 70% nye i 18 måneder, hvorefter vinen lagrer på flasker i yderligere 24 måneder inden frigivelse.

Jeg var måske en anelse skepsis omkring vinen. Er Catena virkelig så god? Og er Catena også bedre end de øvrige, flotte vine fra denne aften?

Men jeg må med det samme sige, at denne vin sgu er flot lavet. Duftmæssigt minder den måske om de andre med duft af brombær, solbær og sveskeblomme med et strejf af mokka, tobak, blæk og vanilje, men der hvor vinen for alvor adskiller sig er i smagen.

Du får både den store fyldige smag, som de andre vine også er så gavmilde med, dvs. blommer, mørke bær og det hele … men bare på en meget pæn måde. Der er bare en lige linje igennem vinen, som forfører dig og giver vinen en lethed … selvom det jo faktisk er en kraftig sag. Meget elegant … smukt, så jeg må trække 6 af de store Thumbs Up frem. Sådan.

Forhandles af Philipson Wine, pris 379,95 kr. ved køb af 1 flaske og 299,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2006 Kalleske, Greenock Shiraz, Barossa Valley, Australien

2006 Kalleske, Greenock Shiraz, Barossa Valley, AustralienOg så til noget helt andet … aussivin, bulderbasse på steroider. Jeg havde i vinkøleskabet fundet denne Greenoch Shiraz fra Troy Kalleske … den sindssygt dygtige vinmager fra Australien. Jeg har tidligere skrevet om Troy Kalleske her på bloggen og smagt denne vin en del gange før, men I får da lidt om manden igen.

Kalleskes vingård stammer helt tilbage fra 1853 og Troy er da også 7. generation på vingården. Den første vinmark blev tilplantet i 1875, og den mark “Johann Georg Shiraz” er opkaldt efter Troys forfader og er i dag stadig aktiv og selvfølgelig husets ældste vinmark, som giver druer til topvinen Kalleske Johann Georg Shiraz.

Vingården ejer i dag knap 50 hektar vinmarker med Shiraz, Grenache, Cabernet Sauvignon, Semillon, Chenin Blanc, Mataro, Petit Verdot, Durif, Viognier, Tempranillo og Zinfandel. Vinstokkene varierer i alder og den ældste vinmark har – som nævnt – stokke tilbage fra 1875, og den gennemsnitlige alder for stokkene er omkring 50 år.

Disse gamle vinstokke har igennem mange år leveret nogle af de bedste druer i Australien, bl.a. har vingården i mange år leveret druer til Penfolds legendariske topvin Grange. I 2008 udløb kontrakterne dog for hele tre store blokke af gamle Shiraz stokke, som de sidste mange år har været selvskrevne til Penfolds Grange. Druerne fra disse marker vinificerer Kalleske nu selv til vinen Kalleske Eduard Shiraz, der fik premiere i 2008 årgangen.

Troy overtog vingården i 2002 og siden overtagelsen har Kalleske allerede etableret sig som en strålende stjerne i Barossa. Han lægger ikke skjul på, at hans mål er at lave vine, der karakterfyldt udtrykker de terroirs, de stammer fra.

Troy Kalleske er – udover at være 7. generation Kalleske på vingården i Barossa – også uddannet ønolog fra universitetet i Adelaide. I studietiden blev Troy tildelt ikke mindre end tre stipendier, herunder den prestigefyldte Medal for Bachelor of Agricultural Science fra den australske Wine and Brandy Industry Association. Efter endt studietid arbejde Troy derefter hos bl.a. Penfolds, Veritas, Seppelts, Miranda, Lindemans og Kendall-Jackson inden han i 2002 vendte hjem og overtog driften på familie vingården.

Driften af Kalleske’s vinmarker styres af Troy’s far John. Kalleske anses for den måske førende økologiske drueproducent i Australien. Der arbejdes helt økologisk uden brug af kunstgødning, herbicider og pesticider, hvilket sikrer, at hver vinmarks karakter ene og alene bestemmes af den naturlige biologi og flora, der hersker i den. Årsagen til denne filosofi er, at man ønsker at dyrke druer, der ikke er præget af kunstige aromaer, men videregiver vinmarkens beskaffenhed, mineralitet og mikroklima. Samtidig er håndarbejde obligatorisk igennem hele året og under høsten.

Denne naturtankegang gælder også i vinkælderen. Troy Kalleske ønsker på bedste vis at guide druerne ned i flasken. Vinene skal være autentiske og gengive druernes naturlige karakter samt afspejle de vinmarker, de stammer fra. Derfor bruges kun helt traditionelle redskaber som kurvepresse og åbne gæringsfade. Vinene spontangæres i vid udstrækning med naturlige gærstammer, ligesom man er meget tilbageholdende med brugen af nye fade, da Troy ikke ønsker at ødelægge druernes rene smag med egetræ.

De første års succes har nu tilladt, at også Troy Kalleske’s bror, Tony Kalleske, har kunnet indtræde i firmaet, ligesom man har kunnet investere i opførelsen af et nyt hus til lagring af fade. Dermed kan Troy Kalleske udelukkende fokusere på at lave de bedst mulige vine under mere ideelle forhold.

Denne Greenock Shiraz er lavet med druer med enkeltmarken Greenock, som ligger på Kalleskes ejendom i den nord-vestlige del af Barossa Valley. Stokkene stammer fra stiklinger, som er plantet på marken i slutningen af 1800-tallet og passet af familiemedlemmerne gennem 6-7 generationer. De gamle stokke giver en lav ydelse, men med høj intensitet.

Druerne håndplukkes fra marken over 8 dage i store partier, hvorefter vinen er fremstillet med en macerationstid på 7 til 10 dage. Herefter lagrer vinen på store franske og amerikanske hogsheads fade i 18 måneder, hvoraf 30% er nye fade. Hogshead fadene er en anelse større end almindelige barriques og indeholder normalt 300 liter, hvor barriques normalt er omkring 225 liter.

I glasset en sort fætter og duftmæssigt direkte solbær i sylten med toner af lakrids, blommer, vanilje, kakao, chokolade og tobak. Bang. Smagen er varm, behagelig med rund alkohol, koncentrerede mørke bær, rosiner, figner, blommer og mørk chokolade. Voldsomt, men også meget elegant og rundt, blød. Fløjl og smag i tonsvis. Meget tæt og fine støvede tanniner med lidt sødme og peberagtig følelse. Flot … om end voluminøs … vin.

Købt hos Atomwine, pris 199 kr. I dag koster vinen i nyere årgang 249 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2006 Montevetrano, Colli di Salerno IGT, Campanien, Italien

2006 Montevetrano, Colli di Salerno IGT, Campanien, ItalienLidt syd for den lille by Campigliano, syd for San Cipriano Picentino i Campanien finder vi et lille, men enestående vinhus med navnet Azienda Agricola Montevetrano di Silvia Imparato. Gert havde denne Colli di Salerno IGT med fra dette lille vinhus, en gave han havde fået fra den gode Arne.

Azienda Agricola Montevetrano er grundlagt i 1985, hvor Silvia Imparato sammen med nogle venner – inspireret af deres kærlighed til Bordeaux vine – besluttede at lave deres egen vin. Projektet var mest ment som en sjov adspredelse, og Silvia – som arbejdede som fotograf – havde ikke planer om at blive vinbonde på fuld tid.

Vennerne bestod udover Silvia Imparato af ønologen Riccardo Cotarella, hans broder Renzo Cotarella samt Luca Maroni, og sammen beplantede de et frimærkestort jordlod på en ejendom, som havde tilhørt Silvia Imparatos bedsteforældre og tidligere anvendt til produktion af lidt vin, frugt og nødder … alene til brug i familien.

På dette lille jordlod i Syditaliens hede Campanien provins plantede vennerne stokke med Aglianico, Cabernet Sauvignon og Merlot, så man kunne kombinere det bedste fra Campanien med det bedste fra Bordeaux. Herfra høstede man et ekstremt lavt udbytte (kun godt et glas pr. vinstok).

Den eneste af vennerne som virkelig tog opgaven alvorligt, det var ønologen Riccardo Cotarella. Han er i dag en af verdens mest feterede vinguruer. Selv ikke Renzo Cotarella, som i dag er topønolog hos Antinori, og Luca Maroni, der i dag er Italiens svar på Robert Parker, så vingården som andet end sjov og adspredelse.

Men i 1991 blev de første flasker Montevetrano fremstillet, og kvaliteten var ikke blot god … men chokerende høj. Vennerne måtte overraskede sande, at de nok blev nødt til at tage deres hyggeprojekt lidt mere alvorligt.

I dag er Silvia Imparato enebestyrer af Montevetrano. Af de øvrige fungerer Riccardo Cotarella som konsulterende ønolog for vingården, mens de andre er spredt for alle vinde. Vinen fra Montevetrano har ikke blot fastholdt det tårnhøje kvalitetsleje, men den er vitterligt blevet bedre for hver årgang. Produktionen er stadigvæk uhyre begrænset. De fleste vinkritikere regner Montevetrano for Syditaliens bedste vin.

Der laves to vine på Montevetrano, 2. vinen Core lavet på 100% Aglianico og så topvinen, denne Colli di Salerno IGT, lavet på 60% Cabernet Sauvignon, 30% Merlot and 10% Aglianico Taurasi. Lavet med maceration på 20 dage, lagres typisk mellem 8-12 måneder på nye franske egetræsfade fra Nevers, Allier og Tronçais. Lagrer på flasker yderligere 6 måneder inden frigivelse.

Lad os smage vinen. Duften er babybræk (på den gode måde), blyant eller blæk, salami og bacon, tobak, nelliker, tør og rød jord, kanel og lidt røget i næsen. Umiddelbart kompleks og svær lige at blive klog på. Har mange lag i næsen, hvilket gør vinen meget interessant.

Smagen er både fyldig og stram. Jeg har sorte kirsebær, champignon, svage blommer … blødheden er flot, vinen er elegant … måske lidt fællestræk med Bordeaux, men ikke voldsomt efter min vurdering. Tanninerne er glatte og fløjsbløde, og alligevel med et fast greb. Kompleks, interessant og eftertænksom er bedste ord … og helt sikkert en skøn vin.

Forhandles af Philipson Vine, pris 449,95 kr. ved køb af 6 flasker. Skal du nøjes med én, så må du slippe 519,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2008 Cordero di Montezemolo, Barolo Bricco Gattera, Piemonte, Italien

Lige update fra fredag, hvor jeg sammen med Gert og Merete nød et stak helt fantastiske vine. Og én af dem var denne Barolo Bricco Gattera fra det det historiske vinhus Azienda Agricola Monfalletto … eller i dag blot kaldt Cordero di Montezemolo efter husets nuværende ejere.

Vinhuset ligger i den lille by La Morra og kan dateres tilbage til 1340, hvor Pietrino Falletti faktisk købte hele byen, ja hele kommunen La Morra, bl.a. ved hjælp af et lån fra den nærliggende kommune Alba.

Gennem 16 generationer var huset på familiens hænder frem til 1941, hvor grevinde Luigia Falletti di Rodello døde, og huset blev overdraget til de nærmeste arvinge, familien Cordero di Montezemolo, nemlig i form af barnebarnet Paolo Cordero di Montezemolo. Paolo Cordero di Montezemolo havde i årevis hjulpet hans mormor med at tage sig af vinmarkerne og behandle druerne.

Det er i dag Pablos søn Giovanni Cordero di Montezemolo, som sammen med hans børn Elena og Alberto driver vinhuset, som består af omkring 28 sammenhængende hektar og Cordero di Montezemolos vartegn, det mere end 150 år gamle libanesiske cedertræ, kan ses milevidt i det smukke landskab og ligger på toppen af en af de bedste vinmarker, Bricco Gattera.

Træet er stor del af historien og traditionerne hos vinhuset. Træet blev plantet af Costanzo Falletti di Rodello og Eulalia Della Chiesa di Cervignasco, forfædre til de nuværende ejere, for at fejre deres bryllup i 1856 og som et symbol på deres kærlighed til jorden.

Familien Montezemolo hører til en af de ældste adelsfamilier i Piemonts. Luca, fra Montezemolo klanen, er rigmand og bestyrelsesformand hos ikke mindre end Ferrari. Givanni di Montezemolo fra Azienda Agricola Monfalletto ser lighedspunkter med Ferrari: Cordero di Montezemolo har en navn og arv, der samtidig forpligter, nemlig at bevare de gamle traditioner, men samtidig benytte de nye teknologier, for at opnå det bedste resultat.

Denne Barolo er én af husets topvine, og druerne til vinen kommer netop fra den berømte mark med det omtalte cedertræ. Maceration finder sted over 4-5 dage i rustfrie ståltanke, efterfulgt af gæring i 10-12 dage. Vinen bliver derefter overført til små franske egetræsfade til malolaktisk gæring og sluttelig lagrer vinen 18-20 måneder på franske egetræsfade.

Og det er altså bare fremragende .. endda trods den endnu unge alder. I glasset er vinen let, yndefuld og skaber forventninger. Duftmæssigt tonsvis af hindbær, lidt gazebind, blomster, bitre kirsebær, blæk og tørnebuske … hmmm … yndefuldt. Smagen er let, elegant, intens, stram og sidder lige i skabet. God struktur, præcise tanniner … flot vin, som måske endda kan blive endnu bedre af at gemmes flere år. Men godt smager den sgu.

Forhandles bl.a. hos Juul’s Vin & Spiritus, hvor prisen for en flaske i årgang 2006 eller 2007 er 499 kr. Hos Meinertz-Vine kan en årgang 2006 fås for 388 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2007 A. Clape, Cornas Renaissance, Rhône, Frankrig

2007 A. Clape, Cornas Renaissance, Rhône, FrankrigJan havde taget en vin fra mesteren med … ingen andre end Clape. Og ja, der må gerne klappes, for det er klasse Rhône af bedste skuffe. Kongen af Cornas. Jeg har tidligere smagt alle Clapes vine, både hans Le Vin des Amis, Côtes de Rhône, Renaissance og Cornas.

Jan havde taget Renaissancen med i en årgang 2007 … den fantastiske 2. vin fra Clape. Clape er for mig den absolutte éner i den nordlige del af Rhône. Det er klassisk og fantastisk vellavet vin. Outstanding vil jeg nærmest kalde det. Men også dyrt. Domainet er et af referencepunkterne, ikke bare i appellationen, men i hele Rhônedalen.

Auguste Clape er tidligere borgmester i Cornas, og han begyndte at lave vin under i 1949. Auguste Clape var en af de første, der begyndte at lave vin i eget navn. Dengang ejede familien nogle af de bedste stråninger i Cornas. Det gør de stadig, men i tilgift er gennemsnitsalderen på vinstokkene nu den højeste i appellationen.

I dag er Auguste en ældre, furet mand og forlængst gået på pension, så domænet drives af sønnen Pierre-Marie, der har været med siden 1989, og barnebarnet Olivier, der har været med siden 2003.

Arbejdet i mark og kælder foregår efter familiens ældgamle traditioner, hvor de modne druer høstet i hånden, vinificering sker uden afstilkning og uden tilsætning af gær. Der sker lang tids lagring på en kombination af cementtank og 50 år gamle foudres, 1.200 liters fade, som man kender dem fra Alsace. Undervejs bliver vinen smagt igen og igen, og først når Pierre-Marie og Olivier vurderer, at nu er det på tide, bliver vinen aftappet på flaske og sat til salg.

“Vi er tre om at træffe beslutningerne, men vi er sjældent uenige. Vi kender jo vinen. Men hvis vi bliver uenige, så er det min far, der har det sidste ord” fortæller Olivier Clape.

Cornas Renaissance er en Cornas, blot på yngre stokke, selvfølgelig lavet på 100% Syrah. Vinstokkene har en alder på henholdsvis 12-20 år, og vinen lagrer 22 måneder på store, gamle foudres.

Duftmæssigt ren hestestald og hengemt kælder, blåbær og brombær, svag peber, bacon og lidt læderfedt. Smagen er meget ren … klassisk Rhône og der er hvid peber, Rhône krydderier, frugtrig med masser af druesaft, masser af mineralitet og knastørre tanniner. Sådan skal det bare gøres.

Forhandles af Bichel Vine, pris 399,75 kr.

Vinanmeldelse 6/7