Tag-arkiv: merlot

Merlot er en rød, fransk druesort, som har sine rødder i Bordeaux samt Sydvestfrankrig. I Bordeaux er det den dominerende druesort i de fleste vine fra Saint-Émilion og Pomerol, hvorfra druen også stammer.

Merlot er Frankrigs mest plantede druesort og samtidig en af verdens mest udbredte druer … og konkurrerer der alene med sin Bordeaux makker Cabernet Sauvignon, som Merlot er kendt for at blande godt med. I Bordeaux går disse to druer oftest hånd i hånd. Der er på verdensplan omkring 266.000 hektar vinmarker med Merlot.

Druens navn menes at stamme fra ordet merle, som er det franske navn for solsorten og skyldes sandsynligvis Merlots farve. De nyeste DNA undersøgelser viser, at Merlot genetisk er tæt forbundet med Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon … dens blandingspartnere i Bordeaux.

Merlot er en tidlig moden druesort og kan modnes fuldt ud, selv i køligere klima og er således en meget pålidelig drue, hvilket også er én af årsagerne til den store udbredelse. Dens vigtigste ulempe er, at de tidligt udviklede blomster er mere modtagelige for frostskader om foråret.

Derudover giver den meget bløde, smidige og fyldige vine med smag af bær og chokolade. Der kan forekomme en smag af valnødder og vanilje.  Unge vine på Merlot er blødere og rundere i smagen end Cabernet Sauvignon. Glat, afrundet og let at drikke er almindelige beskrivelser af Merlot vine.

Hovedårsagen hertil er, at druer på Merlot er relativt store i forhold til deres sten og ​​skind, hvor tanninerne findes. Derfor er Merlot god at blødgøre vine fremstillet af druer med mere garvesyre.

Udover Frankrig, så er Merlot specielt populær i Californien og Washington State i USA, Chile, Schweiz og det nordlige Italien, men findes altså over hele verdenen. Men jo varmere den er dyrket, jo tungere og mere mørk bliver frugtstilen.

Den mest berømte Merlot vin er uden tvivl Petrus fra Pomerol i Bordeaux … en særdeles kostbar vin, der kan lagre i mange årtier. I dag koster en Petrus herhjemme vel fra 20.000 kr. og opad … for en enkelt flaske.

2004 Vignobles Clément Fayat, Closerie Mazeyres Pomerol Grand Vin, Bordeaux, Frankrig

2004 Vignobles Clément Fayat, Closerie Mazeyre Pomerol Grand Vin, Bordeaux, FrankrigMer’ Bordeaux i glasset. Den næste blev denne 2004 Closerie Mazeyres Pomerol Grand Vin fra Vignobles Clément Fayat  … og skal ikke forveksles med det mere kendte Château Mazeyres.

Faktisk findes der også et vinslot, som hedder Château Hermitage Mazeyres, men selve Closerie Mazeyres findes der forbavsende lidt information om, men lidt research viser, at vinen kommer fra Vignobles Clément Fayat, som egentlig holder til i Saint-Émilion, men samlet ejer 3 vineslotte, nemlig Château La Dominique og Château Clément Pichon i Saint-Émilion og så Château Fayat i Pomerol.

Denne vin er dog ikke en officiel vin fra Château Fayat, som er en sammenlægning af de 3 Pomerol baserede vinslotte Prieurs de la Commanderie, La Commanderie de Mazeyres og Vieux Château Bourgneuf.

Siden 2009 har man alene lavet vine i Pomerol under navnet Château Fayat, så denne vin Closerie Mazeyres Pomerol Grand Vin er formentlig en vin, som blev lavet tidligere på vinslottet, som ejes i fællesskab af Clément Fayat og Jean-Luc Tunevin. Den er også sidst lavet i årgang 2008 og derfor har jeg heller ikke kunnet finde noget om produktionen.

Men den har en rigtig dejlig næse, virkelig en lækker aroma med blyanter, solbær, kanel og vanilje, meget intens, æterisk vibrerende og meget elegant. Årene har bestemt været gode mod vinen.

Smagen er også blød og cremet med stor tørhed, solbær og en herlig frugtrig og levende syre … selv efter 15 år. Der er blæk og vinen har en virkelig elegant smag.

Forhandles ikke længere.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2007 Domaine de Chevalier, L’Esprit de Chevalier Pessac-Léognan, Bordeaux, Frankrig

2007 Domaine de Chevalier, l’Esprit de Chevalier Pessac-Léognan, Bordeaux, FrankrigVi laver lige en lille bordeauxfil pause med denne 2007 L’Esprit de Chevalier Pessac-Léognan fra Domaine de Chevalier.

Domaine de Chevalier ejes i dag af Bernard familien, hvis historie går helt tilbage til 1155, men har været ejer af vinslottet siden 1983, hvor familien købte vinslottet med dets 18 hektar vinmarker for 23 millioner franske Francs.

Selve slottet kan dog dateres helt tilbage til 1600-tallet, men blev først sådan offentlig kendt i 1865, hvor det blev købt af Ricard familien, der i forvejen drev en bødkerforretning i Bordeaux.

Dengang var slottet kendt under navnet Gascon Chivaley, men senere under Arnaud Ricards ledelse ændrede man navnet til det nuværende Domaine de Chevalier.

Det var specielt Arnaud Richard, der som 21-årig i 1948 overtog ledelse, som udviklede slottet. Han sørgede bl.a. for en renovering af markerne med bedre drænsystemer og fik gjort slottet kendt.

Da Bernard familien i 1983 købte slottet, så satte de den unge Olivier Bernard i spidsen for slottet, og hans første beslutning var at fortsætte med det hold af vinmagere, som hidtil havde lavet vinene på Domaine de Chevalier.

Han sørgede derudover for opkøb af yderligere vinmarker og genplantede en del af de eksisterende. Derudover renoverede han også selve vineriet og byggede et ovalt, cylinderformet kælderrum til lagring af slottets vine.

I dag drives vinslottet fortsat af Olivier Bernard sammen med hustuen Anne og deres to sønner Adrien og Hugo Bernard, som snart forventes at overtage hele driften.

Domaine de Chevalier har i dag over 100 hektar jord, men heraf er alene 45 hektar vinmarker, hvor de dyrker de klassiske Bordeaux sorter Cabernet Sauvignon, Merlot, Cabernet Franc, Petit Verdot, Sauvignon Blanc og Sémillon.

Vinen L’Esprit de Chevalier er slottets andenvin, som i denne årgang 207 er lavet på 70% Cabernet Sauvignon og 30% Merlot. Vinen er lavet i store rustfrie ståltanke med 4-6 dages gæring ved op til 32 grader og efterfølgende 12-15 dages maceration. Derefter lagres vinen 12 måneder på egefade, der er anvendt to gange før.

Næsen byder på noget fylde, blommer, solbær, blåbær, godt med våd muldjord, kælder, let mulle, en gæret syrlighed, peber, kanel og lidt  engelsk lakrids.

Smagen er til gengæld mere syrlig end forventet, så vinen bærer bestemt sin alder pænt. Den er voldsom tør med blæk og godt med aftryk fra egefadene.

Forhandles bl.a. af Theis Vine, hvor en flaske en primeur koster 188 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Babylonstoren, Nebukadnesar, Western Cape, Sydafrika

2017 Babylonstoren, Nebukadnesar, Western Cape, SydafrikaNebukadnesar er – som Babel – en Bordeaux inspireret vin og for dem, som ikke lige kender Nebukadnesar, så var han en af de mest kendte herskere i hele Babylonien i det ny-babyloniske dynasti.

Han blev også kaldt Nebukadnesar den Store og erobrede både Judæa og Jerusalem og byggede monumentale bygningsværker i hovedstaden Babylon.

For os, der ikke er stammer fra omkring år 600 før vores tidsregning, så er Nebukadnesar også et skib i Matrix filmtrilogien … men mon ikke, at det er opkaldt efter den gamle hersker?

Nå, men vinen Babylonstoren Nebukadnesar er også et Bordeaux blend lavet i denne årgang 2017 på 49% Cabernet Sauvignon, 23% Merlot, 15% Cabernet Franc, 11% Petit Verdot og 2% Malbec … alle vinficeret separat. Det er sket med fermentering og lagring i franske egefade … lagringen har varet 23 måneder.

Derefter er  vinen så overført til rustfrie ståltanke, hvor de hviler en måned inden det endelige blend laves … og så lagrer den 5 måneder mere inden frigivelse.

Næsen er totalt bordeauxfil … har masser af mørke bær, solbær, blommer, muldjord, engelsk lakrids, sød tobak, cigarkasser, svagt lidt kaffegrums, kul, grafit, mælkechokolade og kanel. Det dufter både af mørk frugt og ganske tørt … og med en godt gemt stringent syre. WAOW.

Smagen er meget elegant, utrolig frugtrigdom, det er mørke bær, lyse bær, masser af bid, tanninerne en smule mere integrerede end hos Babel. Vinen er blød, mørk og cremet, men med en fantastisk balanceret, stram syre, som giver vinen en utrolig elegance og monsterlang, syrlig eftersmag, som bare sidder i din mund i lang, lang tid.

Det er sgu en stor vin og utrolig kvalitet fra en sydafrikanske Bordeaux wanna-be. Houlberg er sgu pænt imponeret og disker op med 6 af de store fingre, som vender opad. Like it a lot.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 305 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Babylonstoren, Babel, Western Cape, Sydafrika

2017 Babylonstoren, Babel, Western Cape, SydafrikaBabelstårnet blev bygget i Babylon af en forenet menneskehed for at nå himlen, så selvfølgelig laver Babylonstoren også en vin med det navn, og så må vi jo se, om vi fra tårnets top også når himlen?

Babel er i denne årgang 2017 lavet på et skønt mix af 25% Shiraz, 23% Cabernet Sauvignon, 14% Malbec, 11% Petit Verdot, 9.5% Merlot, 9.5% Cabernet Franc og 8% Pinotage. Hver druesort er vinificeret separat, hvilket er sket med græing og maceration i 7 dage efterfulgt af en eftermaceration i en uge.

Derefter har vinen gennemgået malolaktisk gæring og er så lagret 12 måneder på 300 liters franske egefade, heraf 30% nye fade samt 70% fade, som er brugt en eller to gange tidligere.

Det dufter i hvert fald rigtigt godt og har klare referencer til Bordeaux, men det er nok ret bevidst med dette blend. Der er solbær, sorte kirsebær, cigaræsker, en håndfuld blyanter, lidt tobak, pæn tørhed, svagt lidt lakrids og tobak … det dufter virkelig godt og blindsmagt kunne det bestemt godt forvekslet med en god Bordeaux. Der fornemmes en lille stringent syre i vinen … let balsamisk og styrende.

Smagen er måske en kende mere fyldig, stærkere og med mere peber end en Bordeaux vin, men det er tørt, har en fin, flot og tør, stringent syre, masser af tanniner og et tørt bid. Der er mørk chokolade med højt kakaoindhold, lidt kakaopulver endda, nogle grønne urter og en lille snert eukalyptus … men for fanden hvor er det tørt. Det er måske endda en vin, som skal i kælderen et par år for lige at blødgøre tanninerne, slibe hjørnerne og polere syren. Klart en vin til Bordeaux elskere.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 197,50 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2012 De Muller, Les Pusses Crianza, Priorat, Spanien

2012 De Muller, Les Pusses Crianza, Priorat, SpanienVinhuset De Muller syd for byen Reus i Tarragona skrev jeg om for et par måneder siden, da jeg smagte deres mousserende Mas de Valls Brut. Nu smager jeg igen en vin fra husets, nemlig deres 2012 Les Pusses Crianza.

Mas de les Pusses vingården med dens 34 hektar vinmarker er en af de vingårde, som Martorell familien har opkøbt. Derfra laver de 3 forskellige vine, herunder denne Les Pusses Crianza, som er lavet på et mix af 50% Merlot og 50% Syrah høstet på på marker i Siurana-dalen i nærheden af byen El Molar.

Vinen er lavet i rustfrie ståltanke, hvor maceration og gæring sker ved 25-28 grader. Den efterfølgende malolaktiske gæring sker også i de  rustfrie ståltanke, men derefter lagrer vinen i 12 måneder på ungarske egefade. Efter aftapning på flaske lagrer vinen så yderligere 6 måneder.

I glasset kan du allerede fornemme, at vinen har noget alder, og i næsen bekræftes dette med en lidt moden aroma, som faktisk er ret lækker. Der er morbær, solbær, solbærlikør, enebær … næsten tørret frugt, nogle søde krydderier, kakao, chokolade og samtidig fornemmes der en nærmest granitagtig mineralitet, lidt grønne blade og salvie.

Smagen er egentlig ganske rank … masser en fast, syrlig og fin lys frugt. Selvom vinen ikke er så kompleks og har 7 år på bagen, så er den virkelig spillevende og tanninerne tager også fat i mundhulen, men aldrig helt vildt. Det bliver samtidig en smule syrlig/saftigt og der er ikk’ helt ringe for vinen, som – til prisen – har nogle rigtigt fine kvaliteter, selvom det måske ikke er en vin, som skal gemmes lang tid.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 112,50 kr., men pt. kan fås på bud til 90 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Marchesi Antinori, Guado al Tasso Cont’Ugo, Toscana, Italien

2015 Marchesi Antinori, Guado al Tasso Cont'Ugo, Toscana, ItalienAntinoris Tenuta Guado al Tasso ejendom hører til blandt de allerbedste vingårde i Bolgheri … og herfra smager vi som næste vin deres 2015 Cont’Ugo.

Tenuta Guado al Tasso ligger et par kilometer syd for selve Bolgheri by i den allerøverste del af Maremma og tilhørte oprindelig Gheradesca familien, som havde rødder i regionen helt tilbage til 1200-tallet, men lavet vin i over 400 år.

I 1930 arvede Carlotta della Gherardesca Antinori – Pieros mor – ejendommen sammen med søsteren Mario Incisa della Rocchetta og siden har den 320 hektar store ejendom været en central del i hele familiens vinimperium.

På de 320 hektar vinmarker dyrkes der druesorterne Cabernet Sauvignon, Merlot, Syrah, Cabernet Franc, Petit Verdot og Vermentino, hvilket giver basis for 6 forskellige vine.

Denne Guado al Tasso Cont’Ugo er en ren Merlot baseret vin, hvor druerne kommer fra en 40 hektar stor mark på Tenuta Guado al Tasso ejendommen. Druerne er høstet manuelt, hvor de bedste klaser udvælges.

Vinen er lavet i store temperaturstyrede ståltanke, hvor de udblødte druer gærer med skindet i 20 dage ved op til 30 grader. Herefter er der sket en malolaktisk gæring i små egefade. Vinen lagrer derefter omkring 12 måneder på barriques, heraf 1/3-del nye fade, og så efterfølgende 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Det er duftmæssigt en rigtig powervin med blåbær, sorte kirsebær, blommer og masser af træ … egetræ, cedertræ, cigaræsker, engelsk lakrids, tobak, krydderi og blomster. Virkelig flot og tæt næse.

Smagsmæssigt også en tør vin, hvor der er stor gemmepotentiale, for der er tørre grene, fed og kraftig frugt, men vinen bliver aldrig for meget eller overdone. Det er blåbær, solbær, godt med tanniner, men ikke for vilde. Det er fin, tæt og lækker frugt … 5½ af de fedeste houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 389 kr., men kan fås til 259 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2015 Marchese Antinori, Villa Antinori Rosso Toscana IGT, Toscana, Italien

2015 Marchese Antinori, Villa Antinori Rosso Toscana IGT, Toscana, ItalienI sporet af det hæderkronede Marchese Antinori vinhus smager vi nu vinen Villa Antinori Rosso Toscana IGT … en af husets gamle signaturvine, der oprindelig blev lanceret i 1928 af Marchese Niccolò Antinori som en Chianti Classico.

Imidlertid ændrede Piero Antinori vinens status til en IGT vin i 2001 for at kunne højne kvaliteten med druer som Cabernet Sauvignon, Merlot, Petit Verdot og Syrah, som elle dyrkes på familiens marker.

I denne årgang 2015 er vinen fortsat lavet på et blend alle 5 druesorter, altså Sangiovese, Cabernet Sauvignon, Merlot, Petit Verdot og Syrah … men forholdet mellem druerne kender jeg ikke.

Efter høst er druerne afstilket og presset, hvorefter gæring sker omkring 5-7 dage i temperaturkontrollerede fermenteringstanke, hvorefter mosten hviler med skindet i yderligere 8-12 dage.

Derefter undergår vinen en malolaktisk og overføres så til lagring i franske, ungarske og amerikanske barriques i 12 måneder inden endelig aftapning på flaske.

Næsen byder på en blød, smooth og overmoden frugt, mørke, modne og syrlige bær, blommer, lakrids, læder, skovbund, jord, eg, vanilje og samtidig en store fylde. Det dufter gæret, bondsk med en lille syrlig nerve … herligt.

Smagen er også blød og har godt med frugt, frisk dyb frugt, masser af kraft, masser af frugt, kirsebær, solbær og hindbær. Det er en cremet og koncentreret vin, stramme og tætte tanniner samt en fin, syrlig nerve, som lige løfter vinen op.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Darling Cellars, Sir Charles Darling, Western Cape, Sydafrika

2017 Darling Cellars, Sir Charles Darling, Western Cape, SydafrikaVi slutter den lille rundtur i vinene fra Darling Cellars med denne 2017 Sir Charles Darling … opkaldt efter manden som var guvernør i Cape-kolonien i 1851 og lagde navn til hele byen Darling.

Denne Sir Charles Henry var helt unik. Han var stor fortaler for menneskerettighederne og blev populært kaldet folkets guvernør.

Denne Sir Charles Darling er lavet på 60% Cabernet Sauvignon og 40% Merlot, der er dyrket på bush-vinstokke i Darling området i Sydafrika. Vinen er lavet med 15-21 dages maceration og efter fermenteringen er vinen lagret på egefade i 22 måneder.

I næsen fornemmes også en vis Bordeaux inspiration, bare med langt mere skrald på. Der er modne og fede solbær, blåbær, masser af egepræg med vanilje, mælkechokolade, muldjord, sød lakrids, tobak og et pænt sødmeniveau. Der fornemmes også lidt peber, nogle stærke grønne elementer og lidt alkohol?

Smagen er dog markant anderledes end duften, har klart mere kant og er mere rustik, så rusten skal helt klart bankes af … så giv endelig vinen godt med luft i glasset eller dekanter. Det mildner vinen en smule, men det er fortsat en meget tør og meget stærk vin.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 116,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2012 Château Langoa Barton, Saint Julien 3. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2012 Château Langoa Barton, Saint Julien 3. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigBåde Jan og jeg havde taget en flaske vin med til vor Ahr roadtrip … et nødkit just in case, at vi blev tørstige undervejs. Da vi ramte Hotel Steigenberger over midnat, så meldte denne tørst sig omgående, og vi nuppede derfor alle 3 et glas af Jans medbragte halvflaske 2012 Saint Julien 3. Grand Cru Classé fra Château Langoa Barton på mit lille værelse.

Vinslottet Château Langoa Barton ejes af Barton familien, som grundlagde deres vinimperium tilbage i 1722 af Thomas Barton, der i en ung alder af 27 år forlod byen Curraghmore i Fermanag i sit hjemland Irland og slog sig ned som vinhandler i Frankrig.

I starten var det med base i først Montpellier og siden Marseille inden han i 1725 havnede i Bordeaux, hvor han opbyggede sit store vinfirma. Allerede i 1737 havde han tjent en større formue og blev blandt de lokale kaldt French Tom.

Siden er firmaet gået i arv og løbende blev udvidet, bl.a. købte Barton familie i 1821 Château Langoa og i 1826 også nogle marker fra den store Léoville ejendom.  Det blev til 2 separate vinhuse … nemlig Château Langoa Barton med det tilhørende slot og så Château Léoville Barton med bedste marker, men uden slot.

I den store 1855 klassifikation blev Château Léoville Barton klassificeret som 2. Grand Cru Classé, mens selve Château Langoa Barton blev 3. Grand Cru Classé, men alle vinene laves på slottet Château Langoa Barton.

Barton familien byggede også i 1838 et stort gods i Irland … Straffan House i Kildare County og det har siden tjent som hjemsted for familien sideløbende med aktiviteterne i Frankrig.

Siden har familien også i 2011 yderligere et slot i Bordeaux, nemlig Chateau de Mauvesin, som nu hedder Chateau Mauvesin Barton … et større Medoc vinslot med 220 hektar jord, hvoraf 51 hektar er vinmarker.

Det er Lilian Barton Sartorius, der som 9. generation i dag styrer det store familieforetagende, hvilket sker sammen med hendes husbond Michel Sartorius samt datteren og i dag ansvarlig vinmager Mélanie Barton Sartorius

Château Langoa Barton har samlet 15 hektar vinmarker og producerer årligt omkring 7.000 kasser af denne Saint Julien 3. Grand Cru Classé, som vi her smager i en årgang 2012.

Vinen er i denne årgang lavet på 70% Cabernet Sauvignon, 22% Merlot og 8% Cabernet Franc. Efter høst – som sker med håndkraft – afstilkes druerne, sorteret og kommer i temperaturstyrede trækar, hvor den alkoholiske gæring varer 7-10 dage, hvorefter vinen ligger i maceration omkrimg 3 uger inden lagring i 16-18 måneder på franske barriques, hvoraf 60% er nye fade.

Næsen byder på vilde og fede solbær, mørke blommer, engelsk lakrids, svagt lidt mynte, vanilje, kanel, kul, tjære, hæfteplaster og lidt muldjord. Der er sgu ikk’ helt ringe, for nu at sige det på jysk.

Smagen er tør og så alligevel med en vis fedme, masser af friskhed og syrlighed i frugten og de 7 år på bagen mærkes på ingen måde. Det er meget elegant og langt lettere i smagen end forventet. Der er meget levende tanniner og let peber i eftersmagen.

Forhandles herhjemme bl.a. af Lorentsens Vinforsyning, hvor en helflaske i nyere årgang koster 550 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2012 Grande Provence Heritage Wine Estate, The Grande Provence Rouge, Western Cape, Sydafrika

2012 Grande Provence Heritage Wine Estate, The Grande Provence Rouge, Western Cape, SydafrikaVi napper oss’ lige den mørke søster i Flagship serien hos Grande Provence Heritage Wine Estate, nemlig en 2012 The Grande Provence Rouge, som er lavet på et næsten bordeauxagtig blend.

Vinhuset kalder det selv et multidimensionalt blend, som består af Cabernet Sauvignon samt Merlot, men forholdet kender jeg ikke. Vinen er lavet med druer fra marker tæt ved vingården i Franschhoek og er endt fermentering lagret 24 måneder på franske egefade. Den har dog også fået godt med sol og trækker en alkoholprocent på 14,5%.

Duftmæssigt er vinen en smule overvældende … fed solmoden frugt med lidt brændte noter. Der er en smule Bordeaux inspiration, men det er i 6. potens, for det er opulent, kraftigt og solbrændt. Der er nærmest lidt rågummi, muldjord, cigarkasser, tobak, lakrids, vanilje samt tør egetræ, mens frugten nærmest er en kombination af både solbær, jordbærgrød samt lidt kirsebær.

Smagen er intens og proppet med frugt, solbær, kirsebær og med en fin balance, tør eg og masser af tanniner, som dog er godt integreret. Der er en lidt varm Bordeaux wanna-be, men den har både kompleksitet, dybde samt en fin balance. Og så smager den i øvrigt rigtigt godt.

Forhandles af Winelovers, men jeg kender ikke prisen.

Vinanmeldelse 5/7