Mamete Prevostinis anden Sforzato vin er denne Albareda Sforzato di Valtellina, som også er topvinen. Vi smagte den med lidt alder i en årgang 2009.
Vinen er lavet som lillesøsteren, altså på Nebbiolo druer, som er høstet med et yderst beskedent udbytte på 16 hektoliter pr. hektar fra husets marker i både Sassella og Grumello området.
Efter høsten i starten af oktober, så lægges alle druerne til tørre i omkring 100 dage frem til midten af januar måned. Derefter sker der en sortering, afstilkning og let presning, hvorefter alkoholiske gæring og maceration med skindet sker ved 25 grader over 21 dage. Efter endt fermentering sker malolaktisk gæring i franske barriques, hvor vinen også lagres 20 måneder før aftapning på flaske og yderligere 10 måneder lagring inden frigivelse.
Alkoholen ligger i denne 2009’er på 15%, mens den rammer 16,5% i årgang 2016, så vi snakker højoktan. Der laves årligt 8.500 flasker af vinen. Selv Luca Maroni har smagt denne 2009’er og giver den 96 point, mens mere seriøse Winespectator har givet den 93 point, Gambero Rosso Tre Bicchieri.
I næsen er vinen en kende mere interessant og moden end forrige, godt med gammel læder, violer, tørrede rosenblade, herlig animalsk stald, tobak, chokolade, kakao, rosiner, blommer, sorte kirsebær og samtidig en fyldig, fed balsamisk syre.
Smagen lever egentlig godt op til duften, men alkoholen er langt mere integreret i denne vin end forrige. Det smager som en rund, moden vin med en okay frugt, som måske dog snerper hen mod at være lidt marmeladeagtig. Modenheden er dog fin, der er lidt læder, varme, fylde, krydderier og samlet godkendt. Forstår måske fortsat ikke, hvorfor man vil tørre de fine Nebbiolo druer? Vi kan lige snige vinen op på 5 houlbergske fingre.
Forhandles af Toscavini, hvor en flaske koster 549 kr., mens prisen er 499 kr. ved køb af 6 flasker.