Med 2015’eren af Cobues Monte Lupo vin blev det sgu nu meget interessant og klokkeklar bevisførelse for, at Lugana vine absolut kan ældes med ynde.
Vinen er jo lavet som de forrige med Turbiana aka Trebbiano di Lugana druer og alene på ståltank, hvor vinen bagefter lagres sur lie inden aftapning på, flaske og endelig frigivelse.
Duftmæssigt er der nu kommet deller på skellettet, god fylde og den dufter næsten som om, at den har været lagret på den eg. Det har den ikke, for Gilberto Castoldi hader eg. Men duftmæssigt er vinen bare så blød, rund, soft og indbydende … WAUW.
Smagen er også langt bedre end de yngre siblinge … langt mere smeltende i munden med lidt dåsepærer, salte mineraler samt en smule sødme … virkelig super og venlig. Flot, flot vin.
Ingen forhandler herhjemme, men koster på vingården 12,90€ … svarende til 96 kr.
Allerede i denne årgang 2016 Lugana Monte Lupo fra Azienda Agricola Cobue begyndte der at komme nogle spændende ting op af glasset.
Den er selvfølgelig lavet præcis som de forrige med Turbiana aka Trebbiano di Lugana druer og alene på ståltank, hvor vinen bagefter lagres sur lie inden aftapning på, flaske og endelig frigivelse.
Der dukker nu i næsen nogle tertiære noter frem … nærmest med symaskineolie, kandiserede lemon og pærer, men ellers en anelse til den neutrale side. Med mere luft i glasset dukker der langsomt en let elegance op, som løfter vinen i forhold til dens yngre søstre.
Smagsmæssigt er vinen også lidt forfinet i udtrykket … elegant endda. Det er så subtilt, let og præcist med super balanceret syre og man føler fortsat denne saltede mineralitet i det bløde bid. Smukt.
Ingen forhandler herhjemme, men koster på vingården 12,90€ … svarende til 96 kr.
Med Monte Lupo Lugana vinen fra Cobue fortsatte vi stille og roligt med at bevæge os tilbage i tiden. Dermed var næste så en 2017 Monte Lupo i glasset.
Igen er det Turbiana aka Trebbiano di Lugana og lavet alene på ståltank, hvor vinen bagefter lagres sur lie inden aftapning på, flaske og endelig frigivelse.
2017 var en lidt varmere årgang og det kan også duftes i glasset, for der er klart mere krop, men den er også mere blomstret uden at miste de grønne elementer med både grønne æbler og stikkelsbær. Smagen er også mere juicy, men fortsat med salte mineraler, mere peber, lidt Jolly Time og fyldighed.
Ingen forhandler herhjemme, men koster på vingården 12,90€ … svarende til 96 kr.
I vertikalsmagningen hos Gilberto Castoldi på Azienda Agricola Cobue smagte vi nu deres Monte Lupo i 4 årgange og startede med 2018’eren.
Det er selvfølgelig 100% Turbiana aka Trebbiano di Lugana og lavet alene på ståltank, hvor vinen bagefter lagres sur lie inden aftapning på, flaske og endelig frigivelse.
I næse dukker der lidt røg op, men ellers virker vinen en kende neutral, men dog lidt støvet, klart med noget grønt, stikkelsbær, grønne pærer, ler og måske endda med nogle smørede noter, blomster og lidt citrus.
Smagsmæssigt er vinen varm og fyldig, men klart ganske mineralsk og saltet … meget præcis i munden med pærer, okay medium syre og meget fin Lugana vin.
Ingen forhandler herhjemme, men koster på vingården 12,90€ … svarende til 96 kr.
Azienda Agricola Cobue ligger på lokationen Cobue Sopra tæt ved Pozzolengo i Lombardiet ikke langt fra det majestætiske 66 meter høje San Martino della Battaglia tårn. Cobue var sidste destination på vores første dag rundt til vinproducenter på vores Lugana International Press Tour.
Hos Cobue skulle vi samtidig afslutte dagen med en light dinner sammen med Gilberto Castoldi fra Cobue, men også med 4 andre Lugana producenter, som også havde taget lidt vin med til middagen. Der var med andre ord lagt op til en fin afslutning af første dag.
Og med udsigt til både god vin og mad, så fik vi bussen parkeret og spadserede af stien til ned til det totalt tjekkede vinhus, der også har udlejning af 6 moderne lejligheder, en afdeling med spa, wellness og swimmingpool foruden moderne smagslokaler.
Faktisk består Cobue af 3 bygninger … hovedbygningen med butik, smagelokaler, lejligheder og wellness afdeling, et topmoderne vineri nærmest bygget godt skjult ind i landskabet og så den oprindelige gamle bygning, der tidligere har huset et kloster.
Foran hovedbygning blev vi mødt af Gilberto Castoldi, som bød os velkommen til Cobue og så startede vin ellers med en udendørs tur rundt på vingården, bl.a. oppe på bakken ovenover vineriet, hvor vi kunne beundre udsigten … bl.a. til Torre di San Martino. Imens fortalte Gilberto Castoldi lidt om Cobue vinhuset,
Azienda Agricola Cobue
Cobue er et af de nyere vinhuse i Lugana og blev købt i 1971 af Gettuli familien, men drives i dag af Gilberto Castoldi og søsteren Simona som den 3. generation på vingården. De har overtaget driften fra far Aurelio Castoldi og hans hustru Laura.
Gården stammer tilbage fra 1770 og har tidligere været et lille nonnekloster, hvor der i forlængelse var stalde. Driften har da også oprindelig været almindelig landbrugsdriften med fokus på kvæg.
Men der har nok også altid været lavet vin på stedet, for overfor klosteret var der en gammel grotte og vinkælder. Det er der, at man i dag har bygget det moderne vineri.
Samlet ejer Cobue 25 hektar, men heraf er alene 17 hektar vinmarker, som drives så økologisk som muligt … men man sprøjter hvis det er nødvendigt. Ellers sørger man egentlig blot for at klippe græsset mellem vinstokkene.
Den årlige produktion udgør ifølge Gilberto Castoldi omkring 100.000 flasker vin og heraf er alene 8.000 flasker rødvin. Det er derfor Lugana vinene, som er de vigtigste på vingården og de laves i flere udgaver, men fælles for alle hvidvinene er, at der slet ikke anvendes egefade i produktionen.
For Gilberto Castoldi hader eg … og han fortalte, at der aldrig, så længe han lever, vil blive brugt eg i produktionen af Lugana vinene på Cobue.
Besøget på vingården
Efter turen på græstaget, så gik vi i vineriet, som er topmoderne. Man var lige gået i gang med produktionen af de mousserende vine, så der er god aktivitet.
Gilberto Castoldi viste os nogle flasker af de mousserende vine, der havde et tryk på 6 bar. Det var en hvid 2018 Spumante lavet på den røde drue Groppello, men altså ikke en Lugana vin. Han fortalte samtidig, at de alene laver vinene med druer fra egne marker.
Selvom Gilberto vitterlig HADER egefade i Lugana vinene, så fandt vi dog også en række egefade i kælderen, men de var fyldte med de få rødvine, som der laves på Cobue.
Efter rundturen, så gik turen over til hovedbygningen, der virkelig er smukt og moderne indrettet. Der er virkelig styr på tingene og havde også dækket op til os … klar til en vertikalsmagning og middag.
Vinsmagning og italiensk dinner
For første gang under vor tur skulle vi have en decideret vertikalsmag og det blev med Cobues basis Luganavin, som de har kaldt Monte Lupo, i årgangene 2018, 2017, 2016 og 2015 og så lige suppleret med deres Lugana Camp 8 i årgang 2019.
Det var superfint at smage samme vin i 4 årgange og der var faktisk stor forskel på vinene, hvor 2015’eren var suverænt bedst, mens de to yngste stod svagest … men det kan i jo læse om i mine kommende anmeldelser.
Derefter blev der lige et break inden middagen … og der dukkede der lige 4 andre Lugana producenter op, nemlig:
Francesca Fiorentini fra CitariMatteo Silva fra Cantina CeresaMarco Raengo fra MalavasiAlessandro Cutolo fra Marangona
De havde alle taget en af deres vine med til middagen og menuen havde allerede ligget foran os på bordet … fristende, spændende og samtidig lidt uforståelig udover genkendelige ord som tartare, burro og risotto, men det gjorde bare forventningen endnu større.
Og lad os da bare lige gennemgå retterne:
Per Iniziare: Tartare di trota marinata agli agrumi del Garda finocchietto e aneto
Til at begynde med fik vi tatar. Det ligner måske almindelig tatar, men det er en ørredtatar, der er marineret med lokale citroner fra Garda suppleret lidt fennikel samt dild. Dertil fik vin endnu en Cobue Lugana vin, nemlig deres Monte Lupo blot i nyeste årgang 2020.
Poi: Risotto all’ortica con tinta affumicata
Derefter fik vi risotto … en risotto lavet med brændenælder og nogle røgede noter. Jeg elsker risotto og italienerne forstår virkelig at lave lave den al dente. Hertil smagte vi vist de næste par vine … en 2020 Lugana Conchiglia fra Citari og en anden Lugana 2020 fra Cantina Ceresa … og begge vine blev kommenteret af henholdsvis af Francesca Fiorentini og Matteo Silva.
A Seguire: Filetto di salmerino al burro e bietoline
Så fulgt endnu en fiskeret … en røget sø-ørred fra Gardasøen serveret sammen med smørstegte sølvbeder. Det er sjovt med fisk fra Gardasøen, som har denne specielle smag af sø og dermed i mine øjne mangler den friskhed, som havvandet normalt giver.
Men vinmæssigt smagte vi igen to vine, som blev kommenteret af de to vinmagere; Marco Raengo fra Malavasi med vinen San Giacomo Lugana og Alessandro Cutolo fra Marangona med deres Lugana TreCampane.
Infine: Bianca mangiare alle vaniglia e frutti rossi
Det forstod jeg næsten 100% … en slags hvid panna cotta med vanilje og røde frugter. Dejligt med lidt sødt efter fiskeretten og Gilberto Castoldi fandt hurtigt en passende vin til … en Lugana Vendemmia Tardiva 31 Ottobre.
Som vanlig har jeg anmeldt alle vinene og skrevet lidt om de øvrige vinhuse, som deltog i middagen … og der er links ovenover.
Men samlet blev det en utrolig hyggelig aften. Vi sluttede – som man altid gør i Italien – med en kop kaffe. Jeg bestilte en cappuccino, men sætte inkassere et stort grin fra alle … man bestiller tilsyneladende en espresso efter et måltid og ikke cappuccino.
Men det holdt jeg imidlertid fast i og fik også hjælp fra Francesca Fiorentini, der fortalte alle, at hun selv var underlig og kan li’ ananas på sin pizza 🙂 Snart var klokken dog godt over 23.00 og det var tid til returnering til hotellet … alle godt trætte efter en dejlig og hård dag med masser af vin, snak og … mad.
Vinhuset Il Borghetto er vi vist før stødt ind i her på Houlbergs Vinblog, men det er noget siden, men nu smager jeg en ældre 2012 Collina 21.
Il Borghetto er et lille, charmerende B&B slash vingård beliggende udenfor den lille søvnige by Montefiridolfi, ikke langt fra San Casciano Val di Pesa og vel omkring 10-15 kilometer syd for Firenze.
Azienda Agricola il Borghetto ejes og drives af Roberto Cavallini og hans hustru. De købte ejendommen i 1990, hvor den udelukkende bestod af skov og olivenlunde, og det var først i 1999, at man valgte at plante de første vinstokke på 20 små parceller.
Samlet har vingården tilplantet 6 hektar med vinstokke ud af et samlet jordareal på 30 hektar, og man har selvfølgelig også lidt oliventræer – faktisk hele 12 hektar oliventræer – og producerer årligt mellem 2-3 tons olivenolie af sorterne Morellino, Frantoiano, Pendolino og Leccino.
Og det med gastronomien er virkelig i højsædet på vingården. Azienda Agricola il Borghetto tilbyder således kokkeskole, vinsmagninger, mulighed for at lave din egen olivenolie og et klassisk italiensk køkken. Læg hertil en total charmerende toskansk villa med en lille pøl i baghaven. Hmmmm, lyder som et rejsemål for den houlbergske familie.
På de 20 parceller – alle ganske forskellige – har man plantet Sangiovese, Cabernet Sauvignon og Merlot. Det er dog Sangiovese druen, som er husets primære drue, og den findes da også på 85% af vinmarkerne.
Til at forestå produktionen af vinene på gården hyrede Canallini allerede fra første fløjt en professionel vinmager, nemlig den talentfulde ønolog Tim Manning. Han styrer alt arbejdet i Il Borghettos vinmarker og kældre. Tim Manning har tidligere arbejdet på så berømte ejendomme som Domaine Dujac i Bourgogne og Cristom i Oregon.
Vinhuset laver omkring 34.000 flasker vin årligt, fordelt på 6 forskellige vine, heraf en enkelt Chianti Classico samt 5 IGP vine, herunder altså denne Collina 21, der er opkaldt efter adressen på vinhuset, der ligger på vejen Via Collina S. Angelo 21.
Collina 21 er lavet på 70% Sangiovese, 15% Merlot samt 15% Cabernet Sauvignon, der kommer fra de to marker, som ligger ved vingården … La Collina og Il Borghetto. De fleste af druerne er først afstilket, men 10% medgår i hele klaser.
Vinen har gæret spontant med druernes naturlige gærceller i store 1.000 liter åbne tanke over 35 dage. Efter endt fermentering har vinen lagret 24 måneder på brugt franske barriques. Der er lavet 7.200 flasker af vinen.
Hvor dufter det godt … let, frisk og italiensk syre, fad, tør fad, lidt vanilje, frisk frugt, hindbær og kirsebærtærte, champignon, bitre mandler, balsamiske bitre noter, sød tobak, kakao, læder, kaffe samt en vis syrlighed samt nogle små mentol og eukalyptusbolsjer.
Smagen er vel aromatisk, saftig og easygoing med friskhed i både frugt og syre. Der er kirsebær og syrlige blommer, nogle silkeagtige og tørre tanniner … samt masser af bitterstoffer. Men af en IGT vin med næsten 10 år på speedometeret, så er det sgu fremragende.
Tidligere forhandlet af Vinspecialisten, men der findes vinen ikke længere og prisen kender jeg heller ikke.
Vi napper en piemontisk bastard mere … også en vin lavet på et mix af forskellige druer, for det er nemlig vinen med det ret solide navn Linda og den er fra Cantine Povero i Cisterna D’asti 15 kilometer nord for Alba.
Cantine Povero stammer helt tilbage fra 1837, hvor Francesco Povero købte sin første vinmark i Fippiane regionen i Canale d’Alba.
Men det var dog Tumlin Povero aka Bartolomeo Povero, der i 1948 rigtigt fik gang i vinproduktionen og startede med at producere samt markedsføre vinene under navnet Cantine Povero.
I dag drives vingården af 3. og 4. generation af Povero familien, nemlig de tre brødre Luca, Daniele og Alessio samt deres børn. De har samlet 50 hektar vinmarker beliggende i 322 meters højde i Roero, Langhe og Monferrato, hvor de dyrker 7 forskellige druesorter.
Siden 1998 har markerne været drevet økologisk og samtidig blev vingården også renoveret … nænsomt, for den er faktisk på UNESCO listen over bevaringsværdige bygninger, selvom en del i 2010 er forsynet med et større solcelleanlæg, der også forsyner gården elbiler med strøm.
Omstillingen til økologisk drift har været lang, for først i 2019 opnåede Cantine Povero sin økologiske certificering for alle deres 50 hektar vinmarker.
Nå, men her smager vi altså på Linda … so to speak og helt indledningsvis kaldte jeg den en bastard. Det skyldes, at den hverken er en Dolcetto, Barbara eller Nebbiolo vin, men – lidt atypisk – lavet på et mix af forskellige druer.
Cantine Povero har dog ingen oplysninger om vinen på deres hjemmeside og i det hele taget findes der sparsomme oplysninger om vinen på internettet. Kan dog se, at den i forgående årgang 2015 er lavet på 50% Barbera, 30 % Nebbiolo og 20 % Shiraz, som er gæret i ståltanke og efter endt fermentering lagret 36 måneder i egefade.
Importøren skriver dog, at denne årgang 2016 er lavet på 50% Nebbiolo og 50% Barbera … men fælles for begge årgange er, at der er tale om en kraftbasse på 15% og på den led også atypisk for Piemonte vinene.
Duftmæssigt dukker der først en lille urtet, grøn syre frem … de 36 måneder på fad dominerer dermed slet ikke duften, selvom der også kommer små strejf af kanel, lakridskonfekt og måske endda vanilje op. Frugten er så umiddelbart lidt svær at spotte, men det er sådan lidt blommeagtigt, måske brombær og tranebær.
Smagsmæssigt gør de urtede og grønne noter igen … smagen lidt stærk med kant og peber, men samtidig pænt tør. Tanninerne er også tørre og tydelige, hvilket forstærkes af godt med alkohol samt nogle bitre elementer. Der er sgu bid i denne vin.
Forhandles af Lund Vine, hvor en flaske koster 90 kr.
Nu er vi atter ved den norskejede vinhus Vinory, der holder til i Nizza Monferrato i det nordvestlige del af smukke Piemonte. Denne gang er det med en lille bastard … i form af Monferrato Rosso Mandragola lavet på et mix af 3 forskellige druesorter.
Vinory ejes af det norske firma Vino Piemonte AS, som ejes af Kjetil Blomvik, André Sperre og Leif Vadset fra Ålesund. De tre norske og ferske menn står bag projektet Vinory, hvor de laver vine fra deres marker i Barolo, Barbaresco og Nizza.
De 3 norske vinelskere startede i 2015 via Vino Piemonte AS deres investeringer i Piemonte ved at købe den 2,2 hektar store vinmark La Mandragola med et nyrenoveret hus med 4 værelser.
Det er Kjetil Steinar Blomvik, som er den drivende kraft i Vino Piemonte AS. Men Kjetil er også et aktiv herre, der har en baggrund som bankmand fra Sparebanken Møre. Han har derefter bl.a. drevet investeringsfonden Acta Kapitalforvaltning, har arbejdet for Nordic Securities og er selv uddannet sommelier … og nu leder af Vino Piemonte projektet.
Inden Vino Piemonte investerede i den første vinmark, så kontaktede de det norske ægtepar Frode og Elianne Langen Refstad – kaldet Eli – som i 13 år havde drevet vingården Tenuta il Sogno i Piemonte, for gode råd.
Eli og Frode gav dem velvilligt en række råd og kontakter, men da selv gerne ville udvide deres produktion, så endte det med, at Kjetil Blomvik, André Sperre og Leif Vadset investerede i Tenuta il Sogno og nu ejer 49% af vingården.
Det skulle også vise sig, at kontakten til Elianne Langen og Frode Refstad blev værdifuld, for Eli havde – ved siden af hendes arbejde på Tenuta il Sogno – også uddannet sig til ejendomsmægler i Italien og kunne hjælpe sine investeringslystne landsmænd med at finde en række flere ejendomme og vinmarker.
Projektet fik navnet Vinory og omfatter i dag 11 hektar vinmarker og 4 ejendomme. De 11 hektar marker ligger i Barolo, Barbaresco og Nizza fordelt på 8 marker Bussia Vigna Fantini, Serragrilli Neive, San Cristoforo Neive, Bricco San Pietro, Moncucco-Cavino, Bricco di Nizza, Mandragola og Tenuta il Sogno.
De har ikke selv et vineri, så derfor får de deres vine lavet hos en række forskellige vinproducenter i området, mens de har hyret den erfarne Piero Roseo til at stå for pasningen af alle deres vinmarker og Lorenzo Olivero som overordnet konsulent for produktionen af alle vinene.
Således laves Vinorys Barolo’er fx hos Lorenzo Olivero på Azienda Agricola Olivero Mario, mens nogle af de andre vine laves af enten Susanna Galandrino og hendes mand Alberto Adamo på La Gironda i Nizza Monferrato eller hos Valerio Mondo på Azienda Agricola Franco Mondo i San Marzano Oliveto … og måske endda et par stykker til.
Derudover har Kjetil Blomvik, André Sperre og Leif Vadset også istandsat de 4 tilhørende ejendomme, som nu udlejes som feriehuse til vinglade turister … topmoderne luksus boliger og flere endda med store swimmingpools.
Men opkøb af vinmarker, renovering af feriehuse og opstart af vinproduktion koster mange penge … også flere end trekløveret i Vino Piemonte AS havde, så derfor har initiativrige Kjetil udstedt folkeaktier for 9 millioner norske kroner i projektet, som dermed er solgt til en bred kreds af vininteresserede norske investorer, som dermed har en aktie med i Vinory projektet og sikkert kan købe vinene med rabat.
Derudover har Vino Piemonte også brugt nogle af de mange investorpenge på åbning af en vinbar … Vino Bar i Apotekergata i Jugendbyen … den hippe del af Ålesund. Vinbaren åbnede de i december 2018 og den drives af Øyvind Tveit.
De første vine fra Vinory kom på markedet i 2017 og i dag har vinhuset et sortiment på 15 forskellige vine, herunder altså denne 2019 Monferrato Rosso Mandragola, som netop er lavet af Alberto og Susanna Galandrino på La Gironda i Nizza Monferrato.
Vinen er lavet på et mix af 40% Nebbiolo, 20% Barbera samt 40% Cabernet Sauvignon, der kommer fra marken Mandragola, altså den mark, som man først investerede i. Marken ligger i 240 meters højde og vinstokkene er gennemsnitlig 16 år gamle.
Vinen er lavet med gæring i store opretstående ståltanke over 8 dage og efter endt fermentering er vinen så blot lagret i de store ståltanke i 9 måneder inden aftapning på flaske. Vinory laver årligt omkring 5.000-5.500 flasker af denne vin.
Duftmæssigt virker vinen ganske blomstret og aromatisk, har mintchokolade, blæk og grafit, lidt bondsk med en stak halm, lidt linolie, kirsebær, solbær og modne blommer, peber, rosmarin og lakrids.
I munden er det en saftig vin … lidt syrlig, lidt sød, lidt kraftig med masser af kirsebær, godt med smag. Det er bestemt ingen elegantier, men mere en vin med denne bondske saftighed.
Forhandles af Lund Vine, hvor en flaske koster 119 kr.
Efter det lille danske islæt, så havde Paul taget lidt italiensk med i form af denne Rancia Chianti Classico Riserva fra vinhuset Fèlsina.
Fèlsina holder til i et smukt gammelt stenhus i Castelnuovo Berardenga og er grundlagt i 1966, da Domenico Poggiali tog et modigt spring og købte ejendommen på et tidspunkt, hvor det ikke gik særligt godt for de italienske vinbønder. Han var dog ikke selv vinmager, så han ansatte et ungt team til at producere vinene og investerede ellers massivt i vingården.
I tilknytning til gårdens hestestald fandt Domenico Poggiali efter købet af ejendommen også en gammel, underjordisk vinkælder, bygget af sten med brede hvælvinger. Den blev selvfølgelig også samtidig istandsat og har lige siden været brugt til lagring af alle husets vine.
Der blev samtidig opkøbt yderligere vinmarker, således gården samlet rådede over 40 hektar vinmarker, bl.a. markerne Rancia, Rancino, Arcidosso, Arcidossino/Santa Letizia, Casale di Fèlsina, Fèlsina, Casalino, Santa Maria, San Giuseppe, Ruzzatoio, Molino d’Ombrone, Valli, Molinuzzo, Fontalloro og Terra Rossa.
I slutningen af 1970’erne kom sønnen Giuseppe Poggiali med i driften, og derudover hyrede familien også vennen Luigi Veronelli og ønologen Franco Bernabei til at øge både kvaliteten og salget af vinene.
Allerede fra 1983, hvor man første gang lavede enkeltmarksvinene Fontalloro og Rancia, begyndte der at blive rift om vinene, som også fik fremragende internationale anmeldelser og i dag hører huset til blandt eliten i Toscana.
At Fèlsina hører til blandt de bedste vinhuset i hele Toscana kan blandt andet aflæses på, at Fèlsina 18 gange har fået prestigefyldte 3 glas i den italienske vinbibel Gambero Rosso. Det er der kun 6 andre producenter, som har opnået.
I 1990 kom Giuseppe Poggialis søn Giovanni Poggiali også med i driften, og i dag er det ham, som driver vingården … fortsat med hjælp fra ønologen Franco Bernabei. Siden Giovannis overtagelse er der sket lidt ændringer, bl.a. har man investeret i rustfri ståltanke og samtidig også omlagt hele produktionen til økologisk drift. Men ellers holdes der fast i de gammeldags traditioner.
Denne Rancia Chianti Classico Riserva er lavet på 100% Sangiovese fra Rancia marken, der ligger i 400-420 meters højde med en perfekt sydvestvendt eksponering og en kalkstensholdig jordbund.
Druerne høstes manuelt i flere omgange … typisk fra den første uge af oktober. Efter en streng kvalitetskontrol afstilkes klaserne og så presses druerne inden maceration og gæring i rustfri ståltanke i 16-20 dage ved 28-30 grader med daglige overpumpninger.
I marts-april fyldes vinen i nye franske egefade, hvor vinen modner i yderligere 18-20 måneder inden den endelig sammenstikning og aftapning på flaske, hvor vinen lagres yderligere 3-6 måneder.
Dejlig aroma … vilde skovbær, brombær, solbær og sorte kirsebær, lidt flæsket og med brændte noter, finsk lakrids, vaniljecreme, violer, mintchokolade, fennikel og mandelsmåkager.
Smagen er tør og syrlig med en stor portion bitterhed, men langt lettere i frugten end duften lovede. Syren er nærmest balsamisk og meget italiensk og tanninerne også lidt bitre. Der er stor syrlighed, mineraler, lette krydderier og virkelig lang, smuk eftersmag. Det er fabelagtig smuk Chianti.
Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 399 kr.
Med næste vin skiftede vi totalt spor, for det var nemlig en fuldfed og kraftig Corte Crosare Amarone della Valpolicella fra vinhuset Fratelli Giuliari.
Azienda Agricola Fratelli Giuliari aka. F.lli Giuliari holder til i et gammelt palæ fra det 17. århundrede i byen Illasi omkring 15 kilometer øst for Verona.
Giuliari er en gammel Verona–familien, hvis rødder går helt tilbage til den fjortende århundrede, hvor gamle dokumenter viser, at familien producerede olivenolie.
En af de gamle forfædre i familien … Bartolomeo Giuliari – som levede mellem 1761 og 1842 – var en højtstående administrator i den venetianske regering og en anden Giovan Baptist Carlo Giuliari var nogle år senere en kendt munk og billedhugger.
Det var imidlertid én af familiens senere efterkommere, nemlig Luigi Giuliari der i starten af det tyvende århundrede købte den gamle historiske vingård i Illasi af Grev Paolo Trezza og reelt der grundlagte vinhuset. Siden har familien dyrket vin, men startede dog først i 1980 med at sælge vinene i eget navn.
I dag er det Luigis børnebørn, nemlig brødrene Tizian og Carlo Giuliari, som driver Azienda Agricola Fratelli Giuliari sammen med sønnerne Juri og Andrea. De driver i alt små 5 hektar vinmarker og laver en række forskellige vine, som laves af ønologen Giuseppe Bassanelli.
Denne Corte Crosare Amarone della Valpolicella er en af husets absolutte topvine og lavet på et klassisk blend på druerne Corvina, Rondinella og Molinara. Druerne er tørret i cirka seks måneder før presning og gæring. Den færdige vin har lagret 24 måneder på store egetræsfade.
I næsen lidt tør lakrids, engelsk lakrids, mørk, striks og fyldig vin, som har duft af både mentol, skocreme, blomster, en tør syre, lidt nelliker, blommer, sorte kirsebær og svesker, men slet ingen rosiner, for vinen har en syrlig aroma … om end stærk, krydderier, let kanel, let flæsket, tobak og mørk chokolade.
Smagsmæssigt er det et stort diesellokomotiv, masser af trækkraft, fed og mægtig frugt, proppet med tyk sødme, lakridspiber, godt med mørke bær, solbær, blommer og sorte kirsebær, kanel, kakao og jern, valnødder, chokolade, vanilje … bastant, kraftig, men de 16% alkohol virker rigtigt godt integreret.
Forhandles af Noer Wines, hvor en flaske koster 429 kr., mens prisen er 375 kr. ved køb af 6 flasker.
Med 2015’eren af Cobues Monte Lupo vin blev det sgu nu meget interessant og klokkeklar bevisførelse for, at Lugana vine absolut kan ældes med ynde.
Allerede i denne årgang 2016 Lugana Monte Lupo fra Azienda Agricola Cobue begyndte der at komme nogle spændende ting op af glasset.
Med Monte Lupo Lugana vinen fra Cobue fortsatte vi stille og roligt med at bevæge os tilbage i tiden. Dermed var næste så en 2017 Monte Lupo i glasset.
I vertikalsmagningen hos Gilberto Castoldi på Azienda Agricola Cobue smagte vi nu deres Monte Lupo i 4 årgange og startede med 2018’eren.
Vinhuset Il Borghetto er vi vist før stødt ind i her på Houlbergs Vinblog, men det er noget siden, men nu smager jeg en ældre 2012 Collina 21.
Vi napper en piemontisk bastard mere … også en vin lavet på et mix af forskellige druer, for det er nemlig vinen med det ret solide navn Linda og den er fra Cantine Povero i Cisterna D’asti 15 kilometer nord for Alba.
Nu er vi atter ved den norskejede vinhus Vinory, der holder til i Nizza Monferrato i det nordvestlige del af smukke Piemonte. Denne gang er det med en lille bastard … i form af Monferrato Rosso Mandragola lavet på et mix af 3 forskellige druesorter.
Efter det lille danske islæt, så havde Paul taget lidt italiensk med i form af denne Rancia Chianti Classico Riserva fra vinhuset Fèlsina.
Med næste vin skiftede vi totalt spor, for det var nemlig en fuldfed og kraftig Corte Crosare Amarone della Valpolicella fra vinhuset Fratelli Giuliari.