Efter jeg blev begejstret for Christian Steitz’ fantastiske, mineralske og syreafstraffende Riesling vine, hvad er så mere naturligt end også at undersøge husets vine på Spätburgunder … og hvem er mere Spätburgunder freak end Houlberg? Vi starter med et drøn i form af deres almindelige basisvin. Ach mein lieber for en basisvin.
Det en vin, som Christian Steitz har lavet helt traditionelt og den er endt endt fermentering lagret ikke mindre end 24 måneder på de store 1.200 liter Stückfass fade. Vinen er komplet tør og Steitz siger selv, at den er 0 gram restsukker pr. liter.
Meget let og frugtrig næse … småsødlig, animalsk og lettere dyrisk, og så alligevel med en moderne renhed over sig. Der er tranebær, en omgang kirsebær, kridt, lidt krydderier samt et let fadpræg, hvor der er svag vanilje, lakrids, appelsinskal og let ristede noter. Det mest slående er klart vinens lette, luftige og syrlige renhed. Nice.
I munden er det ikke klassisk sød og fagpræget Spätburgunder, for Steitz har tænkt helt pandurosk rend mig i traditionerne og lavet en frisk, let og superfrugtagtig vin, der får dig frem i stolen. Det er frisk, lys, ung og viril frugt, lyse kirsebær, lyse blommer, rabarber, ribs og måske endda lidt hyld. Vinen er spændstigt og balancerer på et fint knivsæg med at være syrlig eller sød. Den er sødbitter, der er både citronsyre, spinkle tanniner og er nærmest juicy. Hele vejen følger en saltet mineralitet, som giver lidt jod, jern og koks.
Altså, altså winzer Christian Steitz … das is gut, som Phieselknasts håndlanger og butler Otto sagde i filmen om familien Gyldenkål. Det er vildt højt og spændende niveau for sådan en Gutswein.
Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 100 kr. ved køb af 6 flasker.