Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2016 Parusso, Barolo, Piemonte, Italien

2016 Parusso, Barolo, Piemonte, ItalienSå fedt … Supervin har fået forhandlingen af det fabelagtige piemontiske vinhus Parusso, som jeg bl.a. selv besøgte sidste sommer. De laver så dejlige Barolo’er og jeg smager her deres almindelig Barolo i årgang 2016.

Mit besøg hos Parusso eller helt præcis Armando di Parusso F.lli Società Agricola kan du læse mere om i blogindlægget; Besøg hos Parusso … med søde Giulia Parusso som Barolo turguide. I det blogindlæg fortæller jeg også om vinhuset, historien, familien og alle vinene. Der kan du også se en masse fotos fra vingården bl.a. fra vinkælderen … og selvfølgelig Giulia Parusso, som du kan se på billedet ovenover.

Under mit besøg, så fortalte Giulia mig en af hemmelighederne ved Parussos bløde Barolo’er. Marco Parusso gør nemlig det, at han efter høsten af druerne ligger alle klaserne til tørre i store kasser … blot lige 3-5 dage i de kølige kældre.

Dermed tørrer stilkene en smule og ændrer farve fra grøn til brun, hvormed nogle af de værste bitterstoffer forsvinder. Druerne tager ikke skade af de korte tørring. Ved vinifikationen anvendes fortsat de hele klaser, men de nu brune stilke giver vinen et mer’ rundt og langt blødere udtryk.

Det er også sket ved denne Barolo, hvor druerne kommer fra 3 af husets marker, nemlig Bussia og Mosconi i Monforte d’Alba samt Mariondino i Castiglione Falletto.

Efter den korte tørring, så er vinen lavet med 10 dages maceration, gæring ved 24 grader i 10 dage efterfulgt af en periode, hvor vinen falder til ro. Så har vinen efterfølgende lagret 18 måneder i franske barriques med bærmen og så yderligere 6 måneder på flaske.

Sikke en dejlig let og nærmest parfumeret aroma … meget lys, luftig med lyse modne bær, hindbær, umodne kirsebær, violer, læder, røde rosenblade, salvie, laurbær, røget kød, balsamiske noter, tør jord, en vinøs topparfume for Nebbiolo elskere. Duften er så let, lys, mild og elegant moden.

Nøjjjj, hvor smager Parossos basis Barolo dog skræmmende godt, rund og blød, venlig og moderne, elegant og let. Det er lyse og friske kirsebær, moden lys frugt, lidt præg fra egefadene, røg, blomster og pæn fylde. Tanninerne har totalt Barolo styrke … bare stramme, vildt tørre og sætter sig i din mund med syrlig stædighed. Og jeg synes endda, at den er bedre end 2015’eren … og det siger ikke så lidt.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 369,95 kr., men den er i øjeblikket på tilbud til 269,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Weingut Aldinger, Fellbacher Lämmler Lemberger GG, Württemberg, Tyskland

2017 Weingut Aldinger, Fellbacher Lämmler Lemberger GG, Württemberg, TysklandSkal vi ikke lige nappe endnu en vin fra Weingut Aldinger ligger tæt ved den lille by Fellbach omkring 5 kilometer nordøst for Stuttgart … specielt når vinen er den lækre Fellbacher Lämmler Lemberger Großes Gewächs?

Tidligere smagt vi et glas af husets 2017 Untertürkheimer Gips Marienglas Spätburgunder Großes Gewächs … her er det også GG … blot på Lemberger aka Blaufränkisch, som huset dyrker på deres Große Lage mark Fellbacher Lämmler, der har sit navn efter placeringen af det kloster, som tidligere lå der.

Lemberger druerne er høstet sent og alene 70% af dem er afstilket inden gæringen, som sker med lang maceration på franske egekar og en efterfølgende lagring i 18 måneder på barriques, heraf 50% fade. Vinen har 3,3 gram restsüße aka restsukker pr. liter.

WAUW … sikke en aroma, dyb som en brønd med et let, luftig og småanimalsk udtryk og nærmest mælkede aromaer, virkelig kølig og saftig med solbær, brombær, granatæbler, bolsjer, sød og let med lidt vilde blomster, grannåle, småparfumeret, et penalhus med blyanter, klart et stort fadpræg med vanilje, kanel … en virkelig charmerende, saftig samt elegant Lemberger.

I munden er vinen langt mere letbenet, adræt, agil, livfuld, syrlig og direkte … virkelig frisk frugt, brombær, ribs og granatæbler, grønne krydderurter, herlig syre … det smager sgu godt. Der er både cremet, let og tilpas syrligt, frugten er frisk og direkte, tanninerne tydelige … alt spiller bare vildt godt sammen og slutter med en lang smag med svag bitterhed. Forførende. Nice.

Købt i Tyskland, hvor en flaske koster 42€ … svarende til 313 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Bodegas Aalto, Aalto, Ribera del Duero, Spanien

2016 Bodegas Aalto, Aalto, Ribera del Duero, SpanienNæste Ribera del Duero vin er lidt af en klassiker, nemlig vinen Aalto fra Bodegas Aalto, der er beliggende vest for Quintanilla de Arriba og ret tæt på Bodgas Vega Sicilia.

Og Bodegas Aalto er netop grundlagt af Mariano Garcias, der tidligere var vinmager på Vega Sicilia igennem mange år. Han grundlagde i 1998 nemlig Bodegas Aalto sammen med Javier Zaccagnini, der tidligere var direktør for Ribera del Dueros eksportråd og havde fået en idé om at skabe en af verdens største vine baseret på et unikke mikroklima i Ribera del Dueros.

Navnet Aalto udtrykker ganske enkelt essensen af de to grundlæggeres ønske om at skabe en af verdens største vine. Alto betyder høj på spansk. Aalto skal udtrykke noget endnu højere.

I dag har Bodegas Aalto opnået kultstatus blandt vininteresserede, hvilket skyldes Aaltos kvalitet, understøttet af pæne internationale anmeldelser og udmærkelser.

We wanted to unleash the full potential of Ribera del Duero, som Javier sagde. Resultatet kunne man smage allerede i Bodegas Aaltos anden årgang, hvor de lavede Spaniens højst ratede vin nogensinde på daværende tidspunkt.

Nogle år senere – i 2006 – blev ejerkredsen af Bodegas Alta udvidet med Masaveu og Nozaleda familierne, som begge også ejer vinerier i andre områder i Spanien og det betød en større stabilitet i hele projektet og investering i et moderne state of the art vineri.

Det er bygget efter Mariano Garcias nøje specifikation og er tegnet af samme arkitekt, som lavede Alvaro Palacios vineri i Priorat, så det er et af verdens mest avancerede byggerier af sin slags og er primært bygget under jorden efter gravity fed princippet.

Det vil sige, at vinen udelukkende flyttes rundt ved hjælp af tyngdekraften. I vineriet, som rækker fem etager ned, er der året rundt en konstant kølig temperatur.

I dag ejer bodegaen selv 32 hektar marker ud af de 130 hektar, som de har adgang til … og spredt på ikke mindre end 200 forskellige parceller omkring 9 byer. Nogle af markerne har gamle vinstokke, mens andre er fortsat har unge stokke, som med tiden vil kunne levere frugt til produktionen.

På Bodegas Aalto laves der to vine, som fremstilles på Tempranillo-druen. Den ene er denne Aalto og den anden PS – forkortelse for Pagos Seleccionados – som betyder udvalgte marker.

Samtlige vine fra Bodegas Aalto er siden vingårdens fødsel i 1999 blev belønnet med 91 point eller derover af Robert Parker. Denne enestående rekord kan end ikke Vega Sicilia tangere.

Aalto er lavet på 100% Tinto Fino aka Tempranillo fra 40-80 år gamle vinstokke fra marker ved alle de 9 forskellige byer i området. Efter endt vinificering er vinen lagret 17 måneder på en blanding af nye og brugte egefade fra både Frankrig og USA … og heraf er 50% nye egefade.

Og lad os starte med duften … absolut fabelagtig, våd, flæsket aroma, hvor der både er mejeri, røget bacon, sødme, masser af tyngde, våde fade, kanel, vanilje, mælkechokolade og en espresso. Frugten brombær, blåbær og sorte kirsebær suppleret med engelsk lakrids og en lidt flot luftighed, som løfter Aalto et tak over det almindelige luftlag.

Smagen er også vildt lækker … Aalto har lige et ekstra gear i automatgearkassen. Det er mørk kraft, meget tør med en fyldig saft og kraft, andefond, engelsk lakrids, solbær, blåbær og nogle tanniner, som næsten umærkeligt sniger sig ind i din mund og sætter sig, ryster dine kindben, så du bliver glad. Vild lækker Ribera vin.

Forhandles af både Theis Vine og Uhrskov Vine hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen er 279 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Jean Michel Gerin, Saint-Joseph, Rhône, Frankrig

2017 Jean Michel Gerin, Saint-Joseph, Rhône, FrankrigDet er over et år siden, at jeg smagte Jean Michel Gerins Saint-Joseph første gang. Dengang var det i en årgang 2016 og den var overraskende lækker med en lys og let side, hvilket faktisk gentager sig i denne nyere årgang 2017.

Gerins vinmarker i Saint-Jospeh er syd/sydøst-vendte og har vinstokke, som er op til 30 år gamle. Høsten sker manualt med et udbytte på 38 hektoliter pr. hektar og derefter sorteres druerne også med håndkraft.

Derefter gennemgår vinen er en temperaturstyret, kølig maceration i tre uger på stål. Slutteligt lagres vinen 15 måneder på franske fade, hvoraf 80% er 2-4 år gamle 228 liters fade, og 20% er gamle 600 liters fade.

WAUW … sikke en aroma. Det dufter næsten som en blanding af lidt Cornas samt Beaujolais, hvis det giver nogen mening? Det er bondsk, flæsket og har også lidt mejeriagtige noter. Der er både sur mødding, tørret bacon, ymer, kærnemælk, mørk gæret frugt, gamle fade, sorte oliven, harsk fedt og lette florale elementer. Frugten er lidt svær at definere, men vel sorte kirsebær og brombær. Men for pokker, hvor dufter dette bare vildt godt.

Og det smager også godt … det er ikke – som mange vil forvente – en hård, streng, stenet og voldsom Nordrhône vin, for den har i stedet en overraskende lethed som Beaujolais, mens blødheden er fin typisk Saint-Joseph.

Der smages en smule peber, mens frugten er lysere end i duften … vel nærmest mere mellemrød med kirsebær og hindbær suppleret med meget tørre tanniner. Det bliver en lidt tynd Saint-Joseph, hvor biceps musklerne slet ikke flekses. Det er en Saint-Joseph afart aka særling … en mere feminin eller affekteret udgave, men jeg elsker sgu den lyse, lette stil, som gør vinen let, behagelig og fin. Jeg hoster prompte op med 6 lette fingre.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 195 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2015 Bernabeleva, Carril del Rey, Madrid, Spanien

2015 Bernabeleva, Carril del Rey, Madrid, SpanienBodegas Bernabeleva ligger ude på landet på østsiden af Sierra de Gredos bjergene tæt ved San Martin de Valdeiglesias omkring en times kørsel syd for Madrid. Fra vinhuset smager jeg en 2015 Carril del Rey … lavet på 75 år gamle Grenache stokke.

Jan har tidligere servet en florlet Grenache vin fra Madrid området for mig, nemlig vinen  Rozas 1er Cru fra Comando G, og nu serverer han også denne Carril del Rey, som ligeledes er let og fin Grenache vin, der vitterlig viser, hvor alsidig Grenache druen er.

Bodegas Bernabeleva er grundlagt i 1923 af Vicente Álvarez-Villamil, men det var først med børnebørnenes overtagelse i 2006, at vinhuset for alvor fik sit navn på det vinøse verdenskort. Fætrene Juan og Santiago Bulnes har overtaget driften og fører nu huset med de gamle marker med op mod 80 år gamle vinstokke ind i en ny og mere kvalitativ æra.

Efter deres overtagelse købte de også flere af naboens bedste  parceller med gamle Garnacha stokke og så ansatte de den helt unge catalanske vinmager Marc Isart til at hjælpe med produktionen af vinene og hans stil er totalt oldschool i traditionell, klassisk stil.

I dag regnes Bernabeleva blandt Spaniens ypperste vinhuse og i særklasse det bedste vinhus i Madrid regionen. Vinene tilvirkes alle efter økologiske og biodynamiske principper, men de sigter ikke efter at pryde etiketterne med økologiske eller biodynamiske anprisninger.

Bernabeleva har samlet 35 hektar vinmarker med primært Garnacha og Albilllo. Markerne ligger i omkring 500 meters højde, hvilket sikrer kølige nætter og lang modningsæson. Læg dertil en sandet og mineralsk jordbund, der tilfører friskhed til vinene – så frembringes der vine, med en langt større elegance, end man kunne forvente fra disse kanter.

Der dyrkes også en smule Moscatel, der både laves i en tør og sød version, samt små parceller med de lokale sorter Grano Menudo og rød Morenillo.

Vinhuset har et logo med en kvinde siddende ovenpå en bjørn, men navnet Bernabeleva betyder også direkte oversat noget i retning af bjørnens sti eller der, hvor bjørnen lever. Kvinden siddende ovenpå bjørnen symboliserer jagtens gudinde.

Nå, men denne Carril del Rey er en enkeltmarksvin, hvor Grenache druerne kommer fra 75 år gamle vinstokke på en parcel på marken Carril del Rey, hvor vinhuset samlet har 2,5 hektar med en jordbund fyldt med granit. Vinen er lavet med gæring og maceration over 40 dage i egekar efterfulgt af malolaktisk gæring i franske barriques, hvor vinen også er lagret en periode, vistnok lidt over 1 år.

I næsen er det fra første fløjt en let vin, hvor det emmer af små syrlige drops, masser af lys syrlig frugt … en vild lækker frugt, sådan lidt overgæret med fennikel, grøntsagsfond, andefond, gazebind, et Kongen af Danmark bolsje … let, luftig og vild.

Smagsmæssigt er vinen let perlende på tungen, læskende, frisk, let og luftig, svage lakridsale noter og så samtidig med masser af friske samt markante tanniner, som om den gerne ville være en Barolo. Det er vitterlig en rigtig elegant, lys, tør og stram Grenache vin, som får dette syrlige, lette og lyse udtryk, som vi ellers mest ser i vine på Pinot Noir eller Nebbiolo. Lækkert.

Forhandles af Vinova, men denne er ikke pt. i sortimentet, så prisen kender jeg heller ikke.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Ravines Wine Cellars, Le Petit Caporal, New York State, USA

2017 Ravines Wine Cellars, Le Petit Caporal, New York, USADen lille korporal aka Le Petit Caporal er sidste vin fra Morten Hallgren og hans vinhus Ravines Wine Cellars … igen et klassisk Bordeaux blend og et navn, der er en hyldest til Mortens afdøde ven Sam Argetsinger, som var en rigtig stor beundrer af den lille korporal Napoleon Bonaparte.

Det er alene 3. gang, at Morten har lavet vinen, hvor 2015 altså var første gang og en stor del af druerne til vinen kommer netop fra Sams elskede Argentsinger Vineyard, som Sams søn Beren Argetsinger i dag driver videre.

Blendet i Le Petit Caporal varierer lidt fra år til år, men i denne årgang 2017 består det af 43% Cabernet Sauvignon, 40% Cabernet Franc og 17% Merlot. Og Cabernet Franc druerne kommer fra den nederste del af Argentsinger Vineyard, mens Merlot og Cabernet Sauvignon druerne kommer fra den stejle Hoffman Vineyard.

Efter den manuelle høst er alle druerne afstilkede, hvorefter de gennemgår 5-6 dages koldmaceration inden gæringen sker i åbne kar over 3 uger med skindkontakt, daglige overpumpninger samt punch-down. Så lagrer hver druesort separat 10 måneder på et blend af 80% franske og 20% amerikanske barriques, hvoraf omkring 20% er helt nye.

Først derefter laves det endelige blend og vinen lagrer yderligere 6 måneder på neutrale, brugte fade.

Som med Maximilien Red Blend er sammenligningen med Bordeaux næsten skræmmende. Mørk og tør frugt, solbær, kirsebær, hindbær, stikkelsbær, violer, skovbund, cigarkasser, røg, kaffe, tobak, engelsk lakrids, mørk chokolade, kaffegrums, grøn peber … faktisk meget klassisk og dufter vildt godt. Har en sådan lille grøn nerve, som suppleres med lidt mentol og svagt lidt blomster.

I munden har vinen lidt samme indflyvning som Maximilien med syrlighed i frugten, virkelig frisk med et mineralsk bid, mellemrøde og syrlige bær, kirsebær, hindbær, blåbær, tonsvis af tanniner, som sætter sig på fortænderne. Vinen er tør, den er frisk, rank, syrlig, tanninrig og stor klasse … over mange gode Bordeaux vine.

Med forrige Maximilien skrev jeg, at den var bedste amerikanske Bordeaux- Wanna-Be i lang tid. Det fortryder jeg nu, for den titel tager denne Le Petit Caporal. Men som en gammel statsminister engang sagde; man har et standpunkt, til man tager et nyt.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 449,95 kr., mens prisen er 399,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg KB Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg KB Spätburgunder, Pfalz, TysklandDen lille – og korte – smagning  hos Mr. Ruby sluttede med et glas af Weingut Jülgs topvin Schweigener Sonnenberg Kammerberg Spätburgunder i den varme årgang 2018.

Marken Sonnenberg ligger faktisk på begge sider af den fransk/tyske grænse og Jülgs Kammerberg parcel ligger på den franske side lige direkte ovenfor Wissembourg. Marken har siden 1974 officielt været en del af Sonnenberg og har en undergrund med gul kalksten samt en høj andel af ler, som er med til at holde på vandet.

Kammerberg parcellen ligger med direkte sydlig orientering og Johannes Jülg har egentlig aldrig været i tvivl om, at hans bedste Spätburgunder kommer derfra. Dyb mørk, tanninrig. Den har altid været rygraden i hans Sonnenberg vin.

Schweigener Sonnenberg Kammerberg Spätburgunder er produceret af forskellige Dijon kloner, som efter høst har ligget i kølig maceration i 14 dage  inden den spontane gæring er startet. Alle druer er afstilket, da Johannes altid gærer uden stilke. Vinen har lagret dels på 1. og 2. års barriques, dels på store gamle træfade og tappet ufiltreret.

Duftmæssigt finder jeg nogle af de samme duftnoter, som hos Wormberg vinen, men her er det på én eller anden måde bare mere æterisk og samtidig kraftigt … hvis det giver mening? Igen har vinen en animalsk slagside, masser af modne kirsebær, men her suppleret med mere mørke bær som fx brombær, men fortsat med en ganske grøn kant med gran, nelliker, peber, røg, tør engelsk lakrids samt bittermørk chokolade.

Mr. Ruby skriver selv, at det smager som nypresset juice af fuldmodne frugter. Og dér har han en pointe, hvor det er både en saftig, kraftig og moden vin. Syren er fortsat vild, men også mere styret og balanceret … det hele er sat så flot sammen.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg WB Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg WB Spätburgunder, Pfalz, TysklandWB’et i denne Schweigener Sonnenberg WB Spätburgunder fra Weingut Jülg = Wormberg, der er en parcel på Sonnenberg marken. De to topvine WB og KB var de sidste vine i den lille Spätburgunder anno 2018 smagning hos Mr Ruby.

I tidligere år har Johannes Jülg blandet druerne fra de to små mark parceller Wormberg og Kammerberg på Sonnenberg marken i sin vin Sonnenberg Spätburgunder, men allerede i årgang 2017 lavede han for første gang to topvine fra hver af de to marker … og WB betegnelsen afslører selvfølgelig, at her kommer druerne fra Wormberg parcellen.

Wormberg er dialekt for varmt bjerg. Parcellen har en lidt sydvestlig orientering og ligger nærmest som et amfiteater for enden af en dal, hvor der bliver rigtig varmt, især i aftentimerne og med en undergrund præget af kalksten.

Vinen er lavet med spontangæring alene på druernes naturlig gærceller og efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på brugte barriques og store egefade og er så efterfølgende aftappet ufiltreret på flaske. Modsat Twardowski og Neus er 2018 vinene allerede frigivet.

I næsen er der godt med modne kirsebær, men bestemt også lysere frugt som ribs, granæbler, hyben og en næsten hysterisk grøn, urtet kant med både gran, nelliker, fennikel kombineret med røg og tydelig fadpræg med lidt mørk chokolade, svag vanilje og ellers lidt landlige samt animalske elementer.

Smagsmæssigt er det en blød og moden vin med kraft, rundhed og intens dyb kraft. Den har et krydret touch og inde i munden breder vinen sig ud og fylder hele kæften. Igen er det masser af kirsebær og lysere bær, men det er nu alligevel syren, som styrer showet. Den er så godt understøttet af stor tørhed, klare tanniner, lidt bæk, men på en eller anden måde, så passer syren godt sammen med den lidt modne frugt og vinens store kraft.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Weingut J. Neus, Ingelheimer Horn Spätburgunder GG fadprøve, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut J. Neus, Horn Spätburgunder GG, Rheinhessen, TysklandFra de små flaske-/fadprøver på Weingut J. Neus’ 2 topvine anno 2018 var næste glas deres Horn Spätburgunder Großes Gewächs.

Druerne kommer selvfølgelig fra Großes Lage marken Horn, der strækker sig i østlig retning henover Mainzer Berg og hvor Horn ligger på et lille højdedrag. Jorden på Horn består af fossile rester, kalksten og sandler, som er god til at holde på vandet.

Vinen er lavet med spontangæring og efter endt fermentering er den lagret på gamle egetræsfade i 18 måneder.

Duftmæssigt er der lidt af samme aromaer, som hos Pares … men mere kompleks, lettere, syrligere og vildere. Der er masser af fed og stinkende mødding og landlige aromaer, røg, hindbær, jordbær samt yoghurt. Derudover kommer der både mentol, tjære, violer samt lette aftryk fra fadene.

Smagen er … i mangel af bedre ord; smuk. Ren, direkte, fin og med den lyse frugt i så fin balance. Der er jordbær, hindbær, ribs og med en syre, der er fabelagtig og frisk. Der er igen pænt med garvesyre og grønne urter. Det minder på rigtigt mange områder om Pares, blot mere ren, lettere og lidt mere elegant. Dermed hoster jeg omgående op med 6 lette fingre med stor pil op.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske i årgang 2017 koster 449 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Weingut J. Neus, Ingelheimer Pares Spätburgunder GG fadprøve, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut J. Neus, Pares Spätburgunder GG, Rheinhessen, TysklandMr. Ruby havde også fået tilsendt 2 små 37,5 cl. fadprøver af Weingut J. Neus’ topvine fra 2018 årgangen, altså endnu ikke frigivne vine og vi startede med at smage deres 2018 Pares Spätburgunder Großes Gewächs.

Weingut J. Neus har jeg skrevet om tidligere. De holder til i byen Ingelheim i Rheinhessen og er grundlagt i 1881 af Josef Neus. Allerede i det 19. århundrede var vinhuset berømt for store vine på Spätburgunder. Josef Neus udviklede sin egen Pinot Noir klon – Neus-klonen – ved at observere og udvælge de bedste vinstokke i markerne, som han så avlede videre på. Disse gamle vinmarker med Neus klonen består i dag og er kronjuvelerne i vingårdens samling af fantastiske markbesiddelser.

Det er imidlertid ikke Neus familien, som ejer vingården i dag, for i 2012 blev vinhuset købt af Christian Schmitz fra Mainz. Han har sat sig for at føre vingården tilbage til sin storhedstid og lave Tysklands bedste rødvine.

Og til at hjælpe sig har Christian hyret lederen Lewis Schmitt og vinmageren Julien Meissner. Sammen har de 12 hektar vinmarker, primært på de to Große Lage marker Pares og Horn … og det er jo netop vine fra de to marker, som vi denne eftermiddag skulle smage hos Mr. Ruby.

På markerne dyrkes primært Spätburgunder, men også lidt St. Laurent og Frühburgunder samt en smule grønne druer, fx Riesling, Silvaner, Weißburgunder  og Chardonnay. Vingården er medlem af VDP, så vinene er opdelt helt klassisk i Gutswein, Ortswein samt Große Lage.

Pares er netop den ene af Neus’ Große Lage marker og har endda sit navn efter det lokale navn for Paradis. Marker ligger – som Horn – på Mainzer Berg og strækker sig imod Nieder-Ingelheim.

Samlet er Pares kun 9 hektar stor og har været kendt som en fremragende vinmark allerede i den sene middelalder. Marken har en jord med kalk, lerjord og højt stenindhold. Pares er spontangæret med 30% hele klaser i små åbne gæringskar og dernæst lagret på gamle egetræsfade i 18 måneder.

Duftmæssigt oser denne GG vin af herlig animalsk samt småsyrlig mødding, af en svedig bonderøv, røg, kål og virker lettere reduktiv. Der er hindbær, jordbær, drikkeyoghurt, tjære og violer … med mere luft i glasset kommer fadpræget også langt mere frem med nødder, vanilje, kanel, tjære og lidt søde elementer.

Det smager sgu vildt godt … masser af frisk, lys frugt, rabarber, tranebær, ribs, en vild og ustyrlig grøn syre med tørhed, masser af garvesyre og grønne urter. Det er fortsat en bumset teenager med livsmod, men trænger til at modne henne i hjørnet. Det er klare små varme og balsamiske elementer, godt med jern … uha man bliver glad, så vinbloggeren ligger pt. lige mellem 5,5 og 6 fede fingre.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske i årgang 2017 koster 449 kr.

Vinanmeldelse 6/7