Tag-arkiv: sangiovese

Sangiovese er en rød, italiensk druesort, som er den mest plantede sort i hele Italien med omkring 70.000 hektar vinmarker – svarende til omkring én ud af to vinstokke i Italien – og druen er samtidig næsten synonym med rødvinene fra Toscana.

Sangiovese spiller hovedrollen i klassikere som Chianti, Vino Nobile di Montepulciano og Brunello di Montalcino. Sangiovese og Toscana er haft denne kærlighedsaffære gennem generationer, selvom nyere forskning har afsløret, at druen måske slet ikke er så gammel, som man engang troede.

Navnet Sangiovese skulle stamme fra det latinske ord sanguis Iovis – Jupiters blod. Udenfor Toscana er Sangiovese også meget udbredt i Lazio, Umbrien, Marche og på Korsika. På Korsika er sorten kendt som Nielluccio og er dér noget anderledes end  andre Sangiovese vine.

Sangiovese blomstrer tidligt og modner langsomt og sent, hvilket gør den vanskelig at dyrke. Druen er særlig værdsat for sin høje syre, faste tanniner og afbalancerede natur. Udbytterne kan være høje, men de bedste kvaliteter opnås ved lave kvantiteter.

Derudover har Sangiovese et meget tyndt skind, hvilket også giver yderligere vanskeligheder, bl.a. er druen modtagelig for rådne under fugtige forhold.

Vine på Sangiovese har typisk en lidt salt smag med saftige, mørke kirsebær med en note af violer. Derudover byder druen på duft og smag af ribs, kirsebær, og blommer med toner af jord, læder, urter og krydderier. Vinene har høj syre og mange tanniner, hvilket giver et vist lagringspotentiale og de lagres ofte på fade.

På verdensplan har Sangiovese rejst til Californien og Australien, hvor dens høje syreindhold er et aktiv i det varme klima.

2011 Taster Wine, Fiorino Toscana Rosso IGT, Toscana, Italien

2011 Taster Wine, Fiorino Toscana Rosso IGT, Toscana, ItalienOkay vin … men ganske uden charme. Sådan kan jeg vist bedst betegne denne vin, som er en masseproduceret vin, som er lavet af druer fra forskellige bønder i Italien specielt til det danske marked. Ingen producent står bag vinen, og i stedet står der med lille skrift bag på etiketten; DA61098828 DK … hvilket referer til cvr.nr. på Taster Wine, som er den danske importør.

Taster Wine har Nordeuropa’s mest moderne tapperi og tanklager, hvor der tappes vin og spiritus fra hele verden, både i flasker og i bag-in-boxes. Selskabet med det nævnte cvr.nr. har en tankkapacitet på mere end 3 millioner liter vin, og deres topmoderne tapperi består af 6 tappekolonner, som til sammen kan tappe mere end 20.000 liter vin i timen.

Det er der sgu ikke meget vinromantik over, og ligeledes er det svært at skrive en helt masse om vinen og vingården bag. Skjold Burne kalder selv vinen en rigtig charmetrold … hmmm det har jeg svært ved at se.

Imidlertid er vinen rost flere steder, bl.a. i Ekstra Bladet, Vinavisen samt i bladet Penge & Privatøkonomi, som skriver; “Vurderet til at koste 153,00 kr., og stilen er moderne med lagring på små egetræsfade. Normalt koster vinen 130 kroner, og det er den rigeligt værd. Til den aktuelle tilbudspris er det et decideret fund”.

Skjold Burne skriver selv om vinen; Fiorino er fremstillet 100% på Sangiovese-druen, der også lægger rygrad til berømte vine som Brunello og Chianti Classico. Druerne er høstet fra marker i Toscana distriktet, og vinifikationen er traditionel. Fiorino er lagret 6 måneder på egetræsfade.

Nok snak, lad os smage vinen. Duftmæssigt er vinen tør med dufte af olivenbuske, Sangiovese med hindkær, kirsebær, sødme og en smule syre, let animalsk. Smagen er mere fyldig med solbær, godt med sødme, tannin og igen en stor tørhed. Ganske okay i det hele taget.

Forhandles af Skjold Burne, hvor normalpris er 129,75 kr., men findes ofte på tilbud til 65 kr.

Vinanmeldelse 3/7  

2008 San Felice, Chianti Classico Riserva Il Grigio, Toscana, Italien

2008 San Felice, Chianti Classico Riserva Il Grigio, Toscana, ItalienVidere til vin nr. 2 fra tirsdag, nemlig denne Chianti Classico Riserva Il Grigio med den bistre udseende mand på etiketten. Vinen er fra Società Agricola San Felice, hvorfra jeg for omkring 4 måneder siden smagte deres kendte supertoscaner, IGT-vinen Vigorello, som er en meget kraftig og habil vin.

Huset ligger i byen Castelnuovo Berardenga, omkring 20 km. nordøst for Siena. Huset ejer tre vingårde, hovedgården i Castelnuovo Berardenga i det klassiske Chianti samt gårde i Montalcino og Maremma.

Det er et større hus, idet San Felice i Chianti Classico zonen har 650 hektar jord, hvoraf 140 hektar er vinmarker og olivenlunde, Tenuta Campogiovanni nær Montalcino med 65 hektar og endelig godset Tenuta Perolla i Maremma med ikke mindre end 1.000 hektar, hvoraf dog alene 50 hektar er tilplantet med vin.

Godset i Chianti har sit navn efter martyren San Felice da Nola og en historie helt tilbage det 10. århundrede, men det er først i det 18. århundrede, hvor Cerretani familien får etableret en produktion på stedet. De næste hundrede år drives godset af Del Taja familien, men efter 2. verdenskrig forfalder godset langsomt. I 1968 købes San Felice imidlertid af en stor finansiel koncern, for derefter at blive solgt igen i 1978, hvor det blev overtaget af RAS (i dag Allianz forsikringskoncernen).

Forsikringskoncernen satte Enzo Morganti til spidsen for projektet, og han havde både erfaring i dyrkning af Sangiovese og en lang erfaring indenfor vinproduktion, og i dag er San Felice bredt anerkendt for sin innovative tilgang og for sin kompromisløs kvalitet, og har fået en bemærkelsesværdige succes i både Italien og på de globale markeder.

Ansvarlig vinmager hos San Felice er i dag Leonardo Bellaccini, som har arbejdet for San Felice siden 1984, først som vinmager og siden 1999 som ansvarlig for vinproduktionen. Hans ønske er ikke at sætte et særligt personligt præg på vinene, men derimod at gøre sit til, at vinene i så høj grad som muligt er et udtryk for “il territorio”, det som franskmændene kalder “le terroir”.

Denne Il Grigio er lavet fra druer fra marker omkring Castelnuovo Berardenga, og ifølge huset selv på 100% Sangiovese. Fermentering sker på skind ved 28-30 grader i 18-20 dage efterfulgt af malolaktisk gæring i stål. Herefter lagrer 80 % af vinen i 24 måneder i enten 60 eller 90 hektorliter store slovenske fade, men de sidste 20% lagrer i 225 liters franske barriques. Herefter lagrer vinen yderligere 6 måneder i flasken. Der laves årligt 240.000 flasker af denne vin.

De bistre, gråskæggede og middelalderlig mand på etiketten er i øvrigt ridderen Il Grigio … en legendarisk ridder fra renæssancen og kæmpede sammen med Sienas tropper, her flot portrætteret på maleriet “L’uomo in armatura” … mand i rustning … af den italienske maler Tiziano. Il Grigio betyder da også meget passende “den grå”.

Grå er vinen imidlertid ikke, for det er en mørk fætter … i hvert fald noget mørkere, end vi normalt finder en Chianti. Duftmæssigt godt med kælder, mørke bær, svedsker, lakrids, violer og generelt meget animalsk i næsen. Dejligt. Smagen er dejlig tør, krydderbuske, tør jord, grønne noter og fortsat godt med tannin i vinen. Langt kraftigere end andre Chianti’er, men jeg kan faktisk godt li’ vinen.

Købt i Føtex, hvor prisen var 169 kr. for 2 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2008 Marchesi de Frescobaldi, Nipozzano Riserva Chianti Rufina, Toscana, Italien

2008 Marchesi de Frescobaldi, Nipozzano Riserva Chianti Rufina, Toscana, ItalienMed næste vin er vi hos det store italienske vinhus Marchesi de Frescobaldi, som ejer en række vinslotte i Toscana, nemlig Tenuta di Castelgiocondo, Castello di Pomino, Tenuta di Castiglioni, Tenuta dell’Ammiraglia og Castello di Nipozzano. Denne Nipozzano Riserva Chianti Rufina kommer fra det sidstnævnte slot.

Frescobaldi-familien har produceret vine gennem mere end 700 år, og huset betragtes den dag i dag som et af de mest moderne og stilsikre i Italien overhovedet. Marchesi de Frescobaldi ejer over 1.000 hektar vinmarker, herunder ni estate-marker i Toscana, beliggende på de mest oprindelige jordlodder i distriktet.

Frescobaldi-familien respekterer de enkelte områders forskellige jordtyper og er særdeles fokuseret på at finde de bedste druetyper til hver terroir-type. Men en umiskendelig stil går igen i vinene – de er ekstremt klassiske og viser virkeligt deres styrke i alderdommen. Fingeren er konstant på pulsen – der forskes, eksperimenteres, udvikles og erfaringsudveksles.

Udviklingen i både ud- og indland følges nøje, men fokus er – til forskel fra mange andre vinproducenter – på oprindelighed og karakter. Chianti skal smage af Chianti, Brunello af Brunello. Måske derfor, at både de professionelle og de almindelige vinnydere igen og igen vender tilbage til husets fremragende sortiment?

Denne Nipozzano Riserva Chianti Rufina er lavet på ren Sangiovese, 30 dages maceration, lavet på stål, men lagret 18 måneder på fad efterfulgt af 6 måneder på flaske inden frigivelse. Druerne kommer fra 16 år gamle vinstokke på den 20 hektar store Montesodi vinmark.

Duftmæssigt er der grønne noter, lyse bær, kakao, blomster og kaffebønner, mens smagen er mere syrlig med bitre kirsebær, hindbær. Der er en god syre, hvor tanninerne ikke er hårde, men bestemt tilstede. Der er en fin god eftersmag … fin i frugten. Dejlig rank Chianti.

Købt hos Vinspecialisten, hvor den pt. er på tilbud til 125 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2008 Il Bosco di Grazia, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2008 Il Bosco di Grazia, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienI den sydvestlige del af byen Montalcino i det dejlige Toscana finder vi vinhuset Il Bosco di Grazia Società agricola s. s. Det er en lille vingård, der drives af de smukke søstre Elisabetta og Giulia Rubegni – som I ser på billedet ovenover – sammen med deres mor Maria Grazia.

Det er selvfølgelig også moderen, der har givet navn til vingården, der oprindelig stammer tilbage fra 1950’erne, hvor den blev købt af familien Rubegni. Søstrene måtte give vingården navnet Il Bosco di Grazia i 2010, da deres broder startede sin egen vingård og registrerede det tidligere, gamle navn på vingården som et trademark tilhørende ham. Sikke en frækhed.

Jeg har lovet Elisabetta Rubegni ikke at nævne det gamle navn på grund af uoverensstemmelserne ,.. og det respekterer jeres flittige vinblogger selvfølgelig. Il Bosco di Grazia lyder da også meget bedre end det gamle navn og de havde alligevel siden 1997 brugt ordet Grazia på deres graciøse Brunello vine.

De smukke søstre ejer et samlet areal på omkring 40 hektar, hvoraf omkring 3 hektar er beplantet med Sangiovese og 5 hektar er olivenlunde.

Det nærliggende bjerg Monte Amiata giver et specielt klima til denne del af Montalcino med meget tørre somre og lidt regn i efteråret, begge betingelser der fremmer en god modning af Sangiovese Grosso druerne.

Arbejdet foregår traditionelt og stort set manuelt. Markerne er tilplantet i år 2000 på marker, hvor også jordbunden giver optimale betingelser for at dyrke Sangiovese. I markerne foretages en streng selektering af druerne, så man holder et lavt udbytte på ca. 40 hektoliter pr. hektar. Fællesnævneren for deres vine er elegance, kompleksitet og lang levetid.

Der laves 4 forskellige vine på gården, Rosato Toscana, Rosso di Montalcino, Brunello Riserva og denne Brunello di Montalcino og produktionen er rimelig beskeden.

Til fremstillingen af denne Brunello Grazia plukkes alle druer med håndkraft og gæringen sker i temperaturkontrollerede ståltanke over en periode på 12 dage. Den efterfølgende maceration varer ca. 30 dage. Herefter lagrer vinen på ståltanke i nogle måneder inden den overføres til slovenske egefade, hvor den ligger i mindst 2 år inden aftapning på flaske, efterfulgt af yderligere mindst 6 måneders flaskelagring.

Duftmæssigt lidt jord … en anelse indelukket, røde bær, tobak, krydderier, balsamico, lidt mentol … faktisk ganske indbydende. Smagen er meget tør, nærmest lidt støvet … svage urter, kirsebær, hindbær og en stor frugtrenhed. Vinen vinder lidt efter lidt tid i glasset, og er faktisk ganske velafbalanceret, der er bløde, men fast tanniner, og generelt en vin, som jeg synes er ganske indbydende.

Købt hos Jysk Vin, pris 289 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2006 Piccini, Brunello di Montalcino Villa Al Cortile, Toscana, Italien

2006 Piccini, Brunello di Montalcino Villa Al Cortile, Toscana, ItalienByggemødets første rødvin blev denne supermarkedsbrunello fra Piccini … et kendt og tit omtalt vinhus i Toscana. Ved sidste byggemøde hos Keeper smagte vi faktiske en søstervin, nemlig en 2006 Piccini, Brunello di Montalcino Poggio Castagno. Dengang skrev jeg også en smule om vinhuset.

Vinhuset er grundlagt af Angiolo Piccini sammen med hustruen Maria Teresa Totti i 1882 med køb af 7 hektar jord i Poggibonsi. Parret startede med produktion af Chianti i halm-indpakkede kolber og vingården voksede løbende med køb af yderligere køb af jord.

I dag ejer vinhuset fire separate godser i sin portefølje, nemlig Tenuta Movaia, som har 170 hektar jord, heraf 60 hektar med vinstokke, Piccini med 400 hektar vinmarker, Fattoria di Valiano med 230 hektar jord, heraf 70 hektar vinmarker og endelig Villa al Cortile, som også har omkring et par hundrede hektar vinmarker.

Med andre en stor historie, ja faktisk producerer Piccini mellem 10-12% af den samlede produktion af Chiantivine.

I dag er det søskendeparret Mario og Martina Piccini, 4. generation på Piccini, som ejer og drifter foretagendet. Mario overtog roret i 1982, mens søster Martina sluttede sig til foretagendet 10 år senere. De styrer i fællesskab et team af unge vinmagere samt en stor flok ansatte i Italien samt stærke partnere i udlandet. Piccini eksporterer deres vine til imponerende 72 lande.

Hovedparten af vinene fra Piccini hører til i den billigere ende, og herhjemme forhandles Piccini da også via Supermarkeder som Kvickly, SuperBest, Fleggaard, Calles Vinlager og lignende. Mange har sikkert også stødt på vine som Piccini Memoro Rosso, hvor 6 stk. sælges til en samlet pris på 150 kr.

Piccini er også leveringsdygtige i supermarkeds-Brunelloer, og det er netop én af disse, som vi her har i glasset. Et godt navn som ”Brunello” og en pris under 100 kr. er bestemt også tillokkende, selvom det selvfølgelig altid kan diskuteres, at man får ”rigtig” Brunello her.

Duftmæssigt er det bestemt Sangiovese med kirsebær, ribs, grønne stilke, kælder, alder. Smagsmæssigt bløde og saftige tanniner, kirsebær, ribs, men ellers meget neutral og lidt kønsløs i udtrykket. Der mangler lidt kant og intensitet … minder lidt om en tynd Chianti.

Fås i SuperBest, hvor prisen normalt ligger omkring 100 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2006 Fattoria Scopone, Rosso di Montalcino, Toscana, Italien

2006 Fattoria Scopone, Rosso di Montalcino, Toscana, ItalienHvis man i Montalcino følger de gule skilte med navnet “Scopone” på vejen til Castelnuovo dell’Abate, umiddelbart efter borgen “La Croce”, så finder man Azienda Agricola Fattoria Scopone, og det er lige præcis herfra, at sidste lørdags vin, denne Rosso di Montalcino kommer.

Historien om vingården Scopone begynder allerede i det nittende århundrede, hvor gården var bolig for flere familier af landmænd, der arbejdede på markerne i området. Under Anden Verdenskrig blev Scopone et tilflugtssted for evakuerede mennesker og selv i dag kan de ældste beboere i Montalcino huske stedet fra krigens tid.

Efter krigen har gården haft flere ejere, men i 1992 blev ejendommen købt af Genazzani familien, som var på udkig efter et hus på landet. De købte gården og de tilhørende 40 hektar marker. Der var på dette tidspunkt ingen vinproduktionen på gården, men i 1993 lavede deres vicevært Settimio Dinetti, der er født og opvokset blandt vinmarkerne i Montalcino, imidlertid lidt vin fra gårdens eneste vinmark, og det blev i alt til 50 liter vin. Vinen var imidlertid så god, at de 50 liter hurtigt forsvandt i løbet af en middag med en gruppe venner, og så var idéen om en vingård født.

Genazzani familien gik herefter i gang med at tilplante gårdens marker, og 1997 laves gårdens første årgang. Og med hjælp fra én af familiens venner, ønologen Giacomo Tachis, blev vinene fra Scopone en succes. I dag er det fortsat Genazzani familien som driver ejendommen, nemlig i form af Theresia Baijens Genazzani, bistået af hendes mand Andrea og deres børn Vanni, David, Nurit og Sarah, samt hjælp fra ønologen Graziana Grassini.

Navnet “Scopone” har gården i øvrigt fået af lokalbefolkningen på grund af de tykke “Scopi” buske, som stadigvæk gror på omkring 20 hektar af gårdend marker, og som bliver brugt til at fremstille koste.

Hos Azienda Agricola Fattoria Scopone laves der selvfølgelig Brunello DOCG vine, en IGT Toscana “Il Bagatto”, en DOC Sant’Antimo Il Gregoriano, lidt grappa og så denne Rosso di Montalcino DOC, lagret på slovensk eg i mellem 3-6 måneder, hvorefter den lagrer i flaske i mindst 4 måneder inden frigivelse. Der laves 9.000 flasker af denne Rosso di Montalcino om året.

Duftmæssigt en flot vin med lidt “mulle” kælder, tonsvis af frugt og en anelse svag blommefylde i næsen. Smagsmæssigt endnu bedre med brombær, kirsebær … godt med tanniner, som sidder i mund og på tænder, god balance, meget, meget frugtdrevet og smager fabelagtigt godt. Der er en flot syre i vinen, som går hånd i hånd med frugten. Det spiller bare, og vinen er egentlig en god eksponent for, hvorfor vi elsker italienske vine.

Købt hos Ingo, som er youandwine-forhandler. Jeg havde fået Ingo til at finde en kasse med gode italienere til mig, og dette er første vin herfra. Et godt valg og glæder mig allerede til næste vin fra den kasse.

Pris hos youandwine er 150 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2009 Piccini, Chianti Riserva, Toscana, Italien

2009 Piccini, Chianti Riserva, Toscana, ItalienIgen en supermarkedsvin, og igen fra vinhuset Piccini, som jeg for et par uger siden smagt 100-kroners Brunello fra. Denne Chianti Riserva synes bedste valg hos en Spar købmand i sommerlandet, da de medbragte flasker for længst var tømt. Og nu er det store spørgsmål, om vinen vitterlig også smager som en billig supermarkedsvin?

Der er mange meninger om denne Chianti Riserva, og de fleste kommentarer er noget i retning af; Drikkelig, men skuffende. Har meget svært ved at finde antydning af fad. Finder vinen meget tyndbenet, både hvad angår duft, smag og gardiner, som der ingen er af. Kedelig og tyndbenet. Ingen power, ingen kompleksitet, ingenting. Frugtfattig madchianti.

Ikke de bedste anbefalinger, men denne vinblogger gennemgår jo alverdens trængsler for den kræsne læserskare, og således har jeg da også i den gode sags tjeneste indtaget en del af denne flaske med Sangiovese saft.

Omkring vinhuset, så henviser jeg til indlægget, da jeg smagte husets 2006 Brunello di Montalcino Poggio Castagno. I det blogindlæg kan I nemlig læse lidt om det store vinhus Piccini.

Og ja, det er ikke en stor vin, lidt kønsløs i udtrykket. Duftmæssigt helt klart Sangiovese med ribs, jordbær og en smule sødme. Meget blød og drikkevenlig, og det er samtidig også vinens største problem, nemlig at det hele bliver en smule for udvandet og uden kant af nogen slags. Vinen er nu ikke så dårlig, som mange gør den, og til et sølvbryllup vil det være en fin vin … i forhold til så mange andre dårlige vine, som findes på tilbud rundt omkring.

Spar kæden/SuperBest forhandler vinen, som normalt vel koster knap en 50’er. I sommerlandet forlangte den lokale Spar 59,95 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2006 Zenato, Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2006 Zenato, Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, ItalienSidste vin fra byggemødet, denne Amarone della Valpolicella Classico fra vinhuset Zenato … og selvfølgelig skulle vi lige forbi Veneto området, når vi nu lige havde drøftet området på forrige vin.

Azienda Agricola Zenato er grundlagt i 1960 af én af Italiens mest innovative vinproducenter Sergio Zenato. Han etablerede vingården fast besluttet på at gøre en forskel i en broget og omskiftelig vinverden. Ikke bare en kommerciel forskel, men også en forskel på innovation og kvalitet.

Næsten 50 år efter har hans livsværk nået en størrelse som er ganske betydeligt, målt på alle parametrer som nyskabelser, kvalitet, produktion, omsætning og ikke mindst anerkendelse.

Zenato laver principielt vin i to hovedområder. Det ene område er det i Danmark så godt som ukendte Lugana. Kort sagt er det geografisk det plateau, der danner sig, der hvor Gardasøen sydligste punkt er. Lugana er samtidig hjertet i Zenato. Det er der hvor familiens første vingård ligger, der hvor familien bor.

Det andet område er det meget kendte Valpolicella, hvor der produceres Valpolicella della Classico og Amarone naturligvis. Her har Zenata i alt 20 hektar vinmarker, og det er her aftenens sidste vin kommer fra. Zenatos Amaroner er et kapitel for sig. Kvaliteten er fremragende. Vinene adskiller sig fra andre Amaroner ved at have en lidt usædvanlig druesammensætning. Den består naturligvis af Corvina hovedsageligt, dernæst Rondinella og Molinara. Desuden har man anvendt Sangiovese, hvilket jeg aldrig tidligere har set i en Amarone.

Konsekvensen heraf synes at være, at vinene virker meget mere rene og velplejede i sin frugt end andre Amaroner sædvanligvis gør. Zenatos Amaroner er mægtige vine og naturligvis flittige prisvindere overalt i verden.

Duftmæssigt godt med mørke frugter, meget frugtrig … sådan lidt frisk-frugt-agtigt, en anelse krydret, lidt blommer … men slet ikke den lidt vamle rosinduft, som Amaroner ofte har. Smagsmæssigt masser af sol, solbær, lidt peber, meget stor fylde, lidt nellike? Eftersmagen en god lang, og det kan smages, at der er tale om stor vin. Flot valg.

Fås hos Theis Vine, pris 359,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2006 Piccini, Brunello di Montalcino Poggio Castagno, Toscana, Italien

2006 Piccini, Brunello di Montalcino Poggio Castagno, Toscana, ItalienSom kom der Brunello på bordet. Vi er hos vinhuset Piccini, som ligger i byen Castellina i Chianti området. Rigtigt dejligt Sangiovese område.

Vinhuset er grundlagt af Angiolo Piccini sammen med hustruen Maria Teresa Totti i 1882 med køb af 7 hektar jord i Poggibonsi. Parret startede med produktion af Chianti i halm-indpakkede kolber og vingården voksede løbende med køb af yderligere køb af jord.

I dag ejer vinhuset fire separate godser i sin portefølje, nemlig Tenuta Movaia, som har 170 hektar jord, heraf 60 hektar med vinstokke, Piccini med 400 hektar vinmarker, Fattoria di Valiano med 230 hektar jord, heraf 70 hektar vinmarker og endelig Villa al Cortile, som også har omkring et par hundrede hektar vinmarker.

Med andre en stor historie, ja faktisk producerer Piccini mellem 10-12% af den samlede produktion af Chiantivine.

I dag er det søskendeparret Mario og Martina Piccini, 4. generation på Piccini, som ejer og drifter foretagendet. Mario overtog roret i 1982, mens søster Martina sluttede sig til foretagendet 10 år senere. De styrer i fællesskab et team af unge vinmagere samt en stor flok ansatte i Italien samt stærke partnere i udlandet. Piccini eksporterer deres vinene til imponerende 72 lande.

Hovedparten af vinene fra Piccini hører til i den billigere ende, og herhjemme forhandles Piccini da også via Supermarkeder som Kvickly, SuperBest, Fleggaard, Calles Vinlager og lignende. Mange har sikkert også stødt på vine som Piccini Memoro Rosso, hvor 6 stk. sælges til en samlet pris på 150 kr.

Piccini er også leveringsdygtige i supermarkeds-Brunelloer, og det er netop én af disse, som vi her har i glasset. Et godt navn som ”Brunello” og en pris under 100 kr. er bestemt også tillokkende, selvom det selvfølgelig altid kan diskuteres, at man får ”rigtig” Brunello her. Men rigtig Sangiovese får man uden diskussion, og trods serveret blindt var jeg heller ikke i tvivl omkring hverken drue, land … eller at det var Brunello, så på den måde fornægter vinens ophav sig ingenlunde. Jeg elsker Sangiovese.

Første indtryk er farven i glasset, meget lys … også markant lysere end Brunello normalt. Duftmæssigt er første indtryk meget grønne stilke, derefter lidt ribs, blomster og en lidt sæbeagtig duft … sidstnævnte måske lidt skæv i forhold til forventningen og en smule forstyrrende. Smagsmæssigt går de grønne noter igen i munden, og der er bitre kirsebær, tannin … klæber fint på fortænderne, men savner måske en anelse dybde, noget i balancen og noget i eftersmagen. Det kan dog ikke ta’ glæden fra mig ved at smage Sangiovese, så okay til prisen.

Fås i fx Kvickly, hvor prisen normalt på bud (og det er de jo som oftest) ligger på 90-100 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

1999 Castello di Monterinaldi, Chianti Classico, Toscana, Italien

1999 Castello di Monterinaldi, Chianti Classico, Toscana, ItalienVidere til aftenens anden rødvin, en ældre, lidt bedaget sag, nemlig denne Chianti Classico fra vinhuset Castello di Monterinaldi fra 1999, For et par uger siden serveret Keeper også en vin fra Castello di Monterinaldi, deres Chianti Classico Riserva fra 1995. Jeg skrev dengang en smule om vinhuset, så læs dette. hvis du vil vide lidt mere om selve vinhuset.

Hos Castello di Monterinaldi eller Agricola Monterinaldi, som vinhuset rettelig hedder, laves en række vine, herunder 4 forskellige Chianti, nemlig 2 almindelige Chianti Classico, hvoraf denne vin er én af dem, en Chianti Classico Riserva og en Chianti Classico Mezzosecolo. Etiketterne på flaskerne ændres ikke, og ser i dag således nøjagtig ud, som både i 1995 og 1999.

Denne vin i årgang 1999 har fået 2 glas i Gambero Rosso, og vinen har også fået sølvmedalje ved Concours Mondial Bruxelles. Jeg har ikke selv kunnet finde sølvmedaljen på Concours Mondials hjemmeside, men den rækker også kun tilbage til 2006, så medaljen må være fra før den tid, hvilket selvfølgelig også passer meget godt på årgangen af vinen.

Imidlertid er vinen efterhånden “futtet af”, og i modsætningen til dens storesøster fra 1995, hvor der fortsat var frugt og syre i vinen, så er her heller intet tilbage. Vinen er kedelig og brun i glasset og lugter af gamle rosiner, sherry og muggen kælder, mens der i smagen er sherry, lidt rom … og ellers bare gammelt. Vi gav alle op … vinen hældt ud og glassene skyllet. Ærgerligt, for meget sjovt med en ældre vin.

Keeper oplyste også, at vinen nok ikke har været opbevaret optimalt i dens mange leveår, hvilket måske har bidraget til dens endelige forfald.

Ingen oplysninger om pris eller forhandling.

Vinanmeldelse 1/7