Weingut F. X. Pichler havde denne gang 2 vine med til det store europamesterskab i tør Riesling. Den første var denne 2018 Riesling Ried Kellerberg Smaragd.
Vinhuset ligger i Oberloiben og nærmest nabo med der Schönen Blauen Donau i Wachau og er en af Østrigs kultproducenter, som bliver rost af vinanmeldere fra hele verdenen. Robert Parker har fx skrevet, at F. X. Pichler er Wachaus svar på Château Latour, Domaine Romanée-Conti i Bourgogne, Zind-Humbrecht og Sandrone … lidt af en sammenligning.
Vinhuset holder til i et topmoderne vineri, som er bygget i 2009 med kæmpe vinkælder og på 1. etage er der en storslået udsigt udover vinmarkerne i Dürnstein, Ober- og Unterloiben.
Weingut F. X. Pichler er grundlagt tilbage i 1898 og drives i dag af 4. generation i form af Franz Xavier Pichler. Han overtog driften i 1971 og driver stedet med hjælp fra sønnen Lucas.
Lucas har så småt overtaget arbejdet i kælderen, mens Franz stadig har ansvaret for det enorme arbejde, der udføres i markerne. Med Lucas har stilen ændret sig lidt mod en mere ren og stringent stil, men det altafgørende fokus er stadig at få det optimale ud af det unikke terroir, der findes i Wachau.
Vinene dyrkes og vinificeres så naturligt som muligt – det hele handler om at udtrykke terroir i vinene med største respekt for naturen.
Weingut F. X. Pichler har samlet 18 hektar vinmarker på nogle af de bedst beliggende steder i hele Wachau, bl.a. Dürnsteiner Kellerberg og Loibnerberg, Loibner Frauenweingarten og Klostersatz … med fine bjergterrasser, som stammer fra det 13. århundrede. Stort set alt arbejde forgår kun manuelt.
Jordbundsforholdene er granit- og gneissholdige, hvilket giver vinene dybde, finhed og mineralsk karakter. Samspillet mellem
de klimatiske forhold, jordbunden samt Donauflodens indflydelse danner et slags mikroklima med kraftige temperaturudsving fra dag til nat, hvilket begunstiger aromadannelsen i druerne.
På halvdelen af markerne dyrkes Grüner Veltliner, mens resten udgøres af Riesling samt en smule Sauvignon Blanc. I 1928 udvalgte vinhuset en speciel klon af Grüner Veltliner med små druer og med højere mostvægt og ekstraktfylde. Disse vinstokke står i dag på alle marker og danner grundlaget for Pichlers fremragende kvalitet.
Denne er i Smaragd klasse … lidt som Grand Cru. I Wachau inddeler man nemlig kvalitetsvine i tre kategorier, Steinfeder, Federspiel og Smaragd. Det første trin Steinfeder er opkaldt efter græsarten Stipa Pinnata, der vokser i vinbjergene. Disse tørre vine har under 11% alkohol.
Så er der Federspiel – hvor navnet henviser til fortidens falkejagter – har typisk en alkoholprocent på mellem 11 og 12½ samt et sukkerindhold på mindst 17° KMW.
KMW er en forkortelse for Klosterneuburger Zuckergrade og er en slags Oechsle-skala, som anvendes i Østrig. Den er vel nærmest et udtryk for, hvilken alkoholstyrke en vin kan opnå ved maksimal udgæring snarere end et udtryk for sødmeniveauet.
Det øverste trin kaldes Smaragd og stammer ikke – som man måske skulle tro – fra smykkestenen, men fra smaragdfirbenet, der findes i Wachaus vinmarker og bærer stenens grønne farve. Her er indhold af sukker mindst 18,2° KMW, hvorfor der således typisk er tale om druer høstet med pænt sukkerniveau.
Denne Riesling Ried Kellerberg Smaragd er lavet med druer fra én af vinhusets allerbedste marker Dürnsteiner Kellerberg … en lille syd-øst vendte klippeterasse beliggende for enden af en mindre dal på Loiben skråningen i Wachau. Solen skinner på fra morgenstund mens kølige vinde dominerer om natten.
Og sikke en lækker næse … her kommer der for første gang rigtig petroleum i næsen, men ikke voldsomt, måske blot en lidt fortyndet udgave, men derudover ganske mineralsk med kalk, stikkelsbær, lidt hyldeblomst, solbærblade, mandariner, fersken, mango, banan, de små grønne og aflange slikstykker i en Bridgeblanding og en fin blomsterbuket. Med andre ord dufter det vanvittig godt.
Vinen har en god krop, god fylde, meget dyb og tæt, hvor syren nærmest virker sofistikeret, afbalanceret og alligevel blid. Den er ovenpå et lang af salte mineraler, krisp, sprød og præcis, og samlet set er det bare en voldsom lækker Riesling, som dog fortsat virker meget, meget ung. Men den del kan jo løses. Jeg gav vinen 94 point, hvilket er sådan lige inden 6 tomler, men det er sgu til 6 fingre.
Forhandles herhjemme af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 799 kr., mens prisen er 599 kr. ved køb af 12 flasker.
Vinanmeldelse 6/7