Næste vin i rækken … også en Bordeaux … og den fik jeg sørme også gættet. Det er en Margaux Cru Bourgeois fra Château Deyrem-Valentin, et vinslot som er smukt beliggende mellem Soussans og Margaux på Médoc-halvøen. Slottet er ejet af Jean Sorge via Vignobles Jean Sorge.
Vinslottet kan dateres tilbage til 1730 og har i mange generationer været i familien Sorges eje. Siden 1972 har det været Jean Sorge, som har drevet vinslottet. Som sin oldefar, bedstefar og far fører Jean Sorge og hans to døtre Sylvie og Christelle traditionerne videre.
Jean Sorge ved, at for at fremstille en stor vin, er det nødvendigt med omhyggelig pleje af vinstokke og vinmarker. Vinstokkene beskæres efter den traditionelle ”dobbelt Guyot-metode”, hvor to grene bindes vandret til en wire. Der plantes årligt nye vinstokke, der er omhyggelig udvalgt.
Château Deyrem-Valentin har samlet 13 hektar vinmarker og vinstokkene er gennemsnitlig omkring 35 år gamle. Druerne til vinene håndplukkes og sorteres 2 gange inden vinificeringen, der forgår traditionelt med kølig maceration og temperaturkontrolleret gæring ved 28-30°C. Vinen klares med æggehvider.
Druesammensætning er 50% Merlot, 48% Cabenet Sauvignon, 1% Petit Verdot og 1 % Carmenere. Vinen lagrer ca. 15 måneder på franske egetræsfade, heraf 1/3 del nye, 1/3 del ét års fade og sidste 1/3 del fade brugt to gange før. Der laves årligt 6.000 kasser af denne vin.
Duftmæssigt langt mere kraft i denne vin end den forrige. Der er mørk frugt, solbær, blommer, blæk og muldjord. Smagen er fyldig, varm og rund med solbær, hvilket afbalanceres af godt med tanniner, som giver en god rygrad og stramhed … helt i klassisk Bordeaux stil. Ganske fin eksponent for Bordeaux vine.
Forhandles af Excellent Wine, pris ca. 175 kr.