Én af legenderne i Mosel er Weingut Fritz Haag, som ligger på de stejle skiferskråninger ved byen Brauneberg i det centrale Mosel. Her en dugfrisk vin fra huset, nemlig deres entry-level Riesling Trocken.
Familien Haag kan dateres tilbage til 1605, hvor familieejendommen Dusermonder Hof i Brauneberg blev anskaffet. Dengang hed byen ikke Brauneberg, men Dusermond … hvilket kan oversætte til “den søde bakke”, men ændrede altså navnet i 1925. Det var imidlertid først omkring 1937, at Fritz Haag grundlagde det succesfulde vinhus.
I 1957 afbrød den 20 årige Wilhelm Haag sine udlandsstudier for at hjælpe sin syge far Fritz med høsten. Wilhelm blev hjemme og overtog gradvis ansvaret. Det stod dog hurtigt klart, at Wilhelm ej blot videreførte familieforetagendet i samme stil som faderen.
Fokus blev nemlig nu i endnu højere grad lagt på kvalitet – hvilket i høj grad skete gennem en strengere udvælgelse af parceller samt lavere hektarudbytter. Wilhelms kvalitetsfokus bar frugt og med gode årgange op gennem 50-, 60-, 70-, 80-, og 90’erne blev Wilhelm i 1994 udråbt til ”Årets vinmager i Tyskland”.
I 2005 overtog Wilhelms søn Oliver og fruen Jessica driften. Forinden havde Oliver studeret ønologi i Geisenheim sideløbende med, at der blev arbejdet hos kapaciteter som Dönnhof i Nahe og Karthäuserhof i Ruwer. Efter ønologieksamen fik Oliver Haag ansættelse hos Mont de Toit i Sydafrika, efterfulgt af 5 år hos Wegeler i Rheingau. Herefter returnerede Oliver til familieejendommen, hvor vinene i dag laves med største omhu.
Og kronjuvelerne hos Haag er de to Grosse Lage marker Brauneberger Juffer og Brauneberger Juffer Sonnenuhr, som begge ligger på den venstre bred af Mosel overfor landsbyen Brauneberg. Brauneberger Juffer er en stejl, sydvendt skråning på ca. 32 hektar, som omslutter Brauneberger Juffer Sonnenuhr, som er på 10,5 hektar og ligger på toppen med den bedste placering og stejleste skråninger.
Her opnår Riesling druerne optimale vækstforhold. Skråningerne er domineret af mørk skifer, og undergrunden er meget jernholdig. Forhold der bidrager til høj mineralitet og et fantastisk lagringspotentiale. Mosel er Riesling-land, hvilket Fritz Haag da også anerkender til fulde, her arbejdes kun med Riesling.
Brauneberger fik tilnavnet Juffer i begyndelsen af 1700-tallet. Juffer betyder “pebermø” og navnet opstod, da 3 døtre til den lokale kammerherre Wunderlich, som efter Napoleons besættelse bestyrede størstedelen af Braunerberg, alle valgte at trodse deres fars ønsker om arrangeret ægteskab og i stedet viede deres glæde og kærlighed til de bedste vine fra deres forældres vingård og forbrev frøkener … eller pebermøer.
Denne Riesling Trocken er én ud af 2 Gutsweine fra Haag, altså en entry-level vin. Den anden er en Feinherb, men her har vi altså fat i den tørre udgave. I næsen er det dog en vin uden så meget bouquet, lidt kvæde, fersken og lidt lemon. Smagen har godt med syre, grønne æbler, let perlende i munden, næsten boblende samt et let brændt note.
Prisen i Tyskland er 9,50€ … eller omkring 70 kr.
Rating 4/7 
Udover de mere eller mindre kendte vinhuse i og omkring Moselflodens Bernkastel-Kues, så findes der en lang række mindre vinproducenter af svingende kvalitet. De lever af at sælge og skænke vin for de mange turister og måske leje et par værelser eller lejligheder ud.
Tæt ved broen over Mosel floden i Bernkastel-Kues ligger en lille vinbutik og -producent, nemlig Weingut J. Lauerburg, og på en lokal restaurant fik vi denne Bernkasteler Badstube Riesling Spätlese Feinherb i en årgang 2007 fra vinhuset.
Den flinkeste værelsesudlejer i Bernkastel-Kues er uden tvivl den søde Frau Mniszak, som yours truly vinblogger med familie lejede en over 100 kvadratmeter lejlighed af et par dage som afslutning på sommerferien og rundfarten i de udvalgte vinområder.
Weinstuben Juliusspital er en del af Juliusspital … Stiftung Juliusspital Würzburg, en over 435 år gammel institution i Würzburg. Den omfatter hospital, alderdomshjem, skole for sygeplejersker, sundhedshjælpere og -assistenter, land- og skovbrug … og så selvfølgelig det gamle vinhus Weingut Juliusspital inkl. den tilhørende Weinstube.
Tredje og sidste vin hos Azienda Vitivinicola Accordini Igino var selvfølgelig husets Amarone … Le Bessole Amarone della Valpolicella, som allerede – som det hør’ og bør – var dekanteret timer forinden, og således klar til de to solblege og vintørstige danskere.
Så skulle der også lidt rødvin i glasset, og den første blev en Ripasso, nemlig husets Le Bessole Valpolicella Ripasso Classico Superiore i en årgang 2009, og vores charmerende værtinde fortalte selvfølgelig lidt om vinen og hvordan den laves med en Valpolicella, som ligger med kvaset fra Amarone og/eller Recioto.
Jeg er ikke til golf … hverken bilen eller spillet. Mangler simpelthen tålmodighed til begge … men denne Golfina Lugana, opkaldt efter det småkedelige spil for gamle mennesker og med en storsvingende køllebetvinger på etiketten, er sgu en vaskeægte hole-in-one.
I en lille sidegade i Lazise by var der dobbelt jackpot … både skygge og vinbaren / slash vinbutikken Enoteca L’Arte del Bere. Mens konerne rendte rundt efter beklædningsgenstande, tingeltangel og gode tilbud, så nød Jesper og jeg et glas Amarone fra det anerkendte vinhus Tedeschi.
I en lille vinbutik i Lazise faldt Jesper over en lille hvid perle, endda nedsat 40%, og den nød vi ved svømmepølen én af de varme dage i det italienske land. Den lille perle er denne Le Bine de Costiola Soave Classico fra vinhuset Tamellini … total overraskende lækker Soave vin.