Tag-arkiv: USA

2019 Ravines Wine Cellars, Maximilien, New York State, USA

2019 Ravines Wine Cellars, Maximilien, New York State, USADen sidste vin fra Morten Hallgrens Ravines Wine Cellars blev denne 2019 Maximilien, der er lavet på et bordeauxfil mix af Cabernet Sauvignon og Merlot.

Det er helt præcis 69% Cabernet Sauvignon and 31% Merlot, der kommer fra husets 2 egne vinmarker White Springs samt 16 Falls Vineyards ved Seneca Lake.

2019 var en kølig årgang, hvor et tørt efterår gjorde det muligt, at lade druerne hænge ekstra lang tid og modne godt.

Alle druer afstilkes inden gæring i åbne gæringskar over 3-4 uger med skindkontakt, pigeage og daglige overpumpninger. Efter endt fermentering er vinen lagret 17 måneder på barriques, heraf 15% nye fade. 20% af fadene er amerikanske fra Dargaud & Jaegle og 80% er så franske fra Taransaud og Francois Freres.

Det dufter af Bordeaux … en tør Bordeaux med både skovbund, efterårsblade på jorden, cedertræ, cigarkasser, tørt tobak, blyanter, engelsk lakrids, blæk, knuste sten, mentol, grøn peber, grønne blade samt en frugt af solbær, brombær, ribs og hindbær … og så samtidig noget dybt og intenst.

I munden er det dog en frisk, pågående, rank, kølig og småsyrlig vin. Der er tranebær, hindbær og ribs … har en ubekymret, let og lys sjæl, der samtidig er iført blomstret kjole. Tanninerne er også lette og de suppleres af en lemonagtig bitterhed, hvilket samlet gør vinen ung, frisk … med plads til at modne, få rynker i panden, livserfaring samt rundhed og storhed. Giv den et par år … mindst. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Ravines Wine Cellars, Cabernet Franc Finger Lakes, New York State, USA

2021 Ravines Wine Cellars, Cabernet Franc Finger Lakes, New York State, USACabernet Franc er faktisk én af de druer, som man har stor succes med i Finger Lakes området, så selvfølgelig laver Morten Hallgren også en sådan vin på Ravines Wine Cellars … så her smager vi hans 2021 Cabernet Franc Finger Lakes.

Det er også en vin, som jeg har smagt tidligere … både i årgang 2018 samt 2019. Cabernet Franc er også en drue, som Morten har kæmpe erfaring med fra sin tid i Bordeaux, hvor han blev meget inspireret af Bruno Prats, som drev Cos d’Estournel tilbage i 1990’erne og bl.a. også mestrede Cabernet Franc druen.

I denne årgang 2021 kommer druerne til vinen fra 2 marker, nemlig  den kalkholdige White Springs Vineyard og den ler- og skiferholdige 16 Falls Vineyard.

Efter den manuelle høst er druerne afstilkes inden gæring med skindkontakt over 3 uger i åbne ståltanke med daglig punch-down. Efter endt fermentering er vinen lagret i 12 måneder i store 2.000 liter fade, der er 6 år gamle og fra Østrig og Ungarn. Morten startede i årgang 2017 årgangen at bruge de store, gamle fade for at mindske egenoterne og det er han fortsat med.

Uha jeg bliver glad af duften … dejlig lys, virkelig blomstret og helt parfumeret med balsamiske noter og en lys frugt af blåbær, hindbær og kirsebær, violer, læder, cedertræ, cigaræsker og blyanter. Vinen virker så let, lys samt frugtrig … virkelig frisk med et lille touch af både mynte, vanilje og kanel.

I munden har Morten virkelig ramt essensen af Loire vinene … har samme lette syrlighed, nærmest med hindbær, ribs, tranebær og lidt lemon. Sikke et bid, der har disse balsamiske noter, en vild frugtsyre, der sparker røv, hvilket giver en europæisk, vibrerende og energisk frisk vin med fine og tørre tanniner, lys bælledygtighed samt strejf fra noget beaujolaisk bondskhed. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 319,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Ravines Wine Cellars, Pinot Noir Finger Lakes, New York State, USA

2020 Ravines Wine Cellars, Pinot Noir Finger Lakes, New York State, USADe næste 3 vine fra Morten Hallgren var rødvine og den første var hans basis Pinot Noir Finger Lakes, som jeg smagte i en årgang 2020 og lavet med druer fra 2 vinmarker ved Seneca Lake.

Pinot Noir druerne kommer nemlig fra de to marker 16 Falls Vineyard på den østlige side af søen og White Springs Vineyard på den vestlige side … og samlet er der brugt 5 forskellige kloner af Pinot Noir druen.

Druerne er høstet med håndkraft og 85% af druerne afstilkes, mens der anvendes 15% hele klaser. Vinificeringen starter med en kølig pre-maceration i 7 dage inden gæringen i åbne ståltanke med 3-4 ugers skindkontakt, manuel pigeage og overpumpninger.

Efter endt fermentering er vinen lagret 11-12 måneder på 2.000 liter fem år gamle østrigske egetræsfade.

Duftmæssigt virker frugten faktisk en smule europæisk med lidt modne jordbær, hindbær, rabarber og tranebær, har klart tørrede blomster, tørrede rosenblade og violer, en smule blæk, flæsk, lidt lakrids, mulle blade i skovbunden samt ganske let lidt mentol.

I munden er der også jordbær, hindbær og tranebær, hvor sidstnævnte bidrager med en smule bitterhed, lidt lemon, nogle kalkede mineraler, let peber og tørre tanniner, der lige markerer og sikrer, at du ved, at de bestemt er tilstede. Det er god Pinot Noir, da man slet ikke får den lidt overekstraherede sødme … bare godt med drikkefryd, så 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 389,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Ravines Wine Cellars, Gewurztraminer Finger Lakes, New York State, USA

2021 Ravines Wine Cellars, Gewurztraminer Finger Lakes, New York State, USANæste hvidvin fra Morten Hallgren på Ravines Wine Cellars blev så en spændende 2021 Gewurztraminer Finger Lakes … på en druesort, som jeg måske ikke lige havde forventet i New York State.

Denne vin er lavet med druer fra en enkelt mark og det er nemlig White Springs Vineyard, der jo ligger i den nordlige ende af Seneca Lake.

Gewurztraminer druerne er høstet i de tidligere morgentimer, hvorefter de afstilkes, knuses, nedkøles og gennem en meget kold pre-maceration natten over i en membranpresse.

Vinen har derefter gæret i temperaturstyrede ståltanke inden en lagring sur lige i flere måneder inden aftapningen på flaske i maj 2022. Vinen har 6 gram restsukker pr. liter.

Hold nu kaje … herlighederne fortsætter sgu med en parfumeret og samtidig let nøddet aroma. Der er eksotisk frugt med mango, melon, papaya, ananas og kokosnødder, spidskommen, blomstervand, roser, cashewnødder og let peanutbutter. Vinen har denne storblomstrede side, der er aromatisk, let mineralsk og sødkrydret.

I munden er vinen noget anderledes … mere tynd, slank, spinkel og det giver samtidig vinen en syrligere side uden at blive sur, men gør  til gengæld vinen meget frisk med lemon, citroner og melon. Den får således en smag med friskpresset æblemost, en kalket mineralitet samt meget stor renhed. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7   

2020 Ravines Wine Cellars, Chardonnay Finger Lakes, New York State, USA

2020 Ravines Wine Cellars, Chardonnay Finger Lakes, New York State, USAI smagningen af vinene fra Ravines Wine Cellars var den første vin denne Chardonnay Finger Lakes 2020, som blev en fabelagtig start i det lille New York State raid.

Her kommer Chardonnay druerne fra 3 forskellige marker i Finger Lakes og faktisk er hovedparten på 84% fra den ler- og skiferholdige mark 16 Falls Vineyard på østbredden af Seneca Lake.

Derudover kommer 9% af druerne fra den kalkholdige White Springs Vineyard og 7% fra den højtliggende mark Hobbit Hollow ved Skaneateles Lake. Vinen er lavet med 2 forskellige  og samtidige vinificeringer … 80% presses uden afstilkning og gærer på franske egetræsfade, hvoraf 16% er helt nye fade.

De resterende 20% har gennemgået en koncentreret lufttørring over en periode og de dehydrerede druer presses først nænsomt og fadgæres. Vinen gennemgår fuld malolaktisk gæring, som blødgør syren og lagrer derefter 9 måneder sur lie.

Det er ikke en overtung fadpumpet amerikansk næse, men dog fyldig og intens med et frugteksplosion af liftlig, luftig og eksotisk frugt med fersken, mango, abrikos, pærer, melon, tørre nødder og spinkle smørnoter samt let lakridskonfekt. Wauw for pokker.

I munden er der også frugteksplosionsfest … syltede lemon samt grillede citroner, pæresaft … meget ren og samtidig med en rigtig smørlækker krop, der har fylde, ristede mandler og hasselnødder, noget melon dukker også frem … god og sitrende syre, som gør vinen meget levende i munden. Det er hjertegod Chardonnay, som lige har stjålet mit hjerte lidt over 100% … så 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

Houlberg smager igen … vine fra Morten Hallgren på Ravines Wine Cellars

I december 2020 smagte jeg en hel række vine fra danske Morten Hallgren og hans ejet vinhus Ravines Wine Cellars ved Geneva i den nordlige del af Seneca søen i Finger Lakes i vinområdet New York State.

Det kom der en længere artikel ud af, hvor jeg bl.a. skrev hele historien om vor danske vinmager og -producent, hans nuværende vinhus Ravines Wine Cellars og selvfølgelig hans vine. Det kan du læse i blogindlægget; Houlberg tester flere vine fra … danske Morten i Finger Lakes, New York State.

Siden har jeg både smagt flere af Mortens vine, men også endnu flere vine fra New York State. Det er et område, som jeg er blevet meget fascineret af og det leverer – ofte i modsætning til det store og dominerende Californien – mere stringente og kølige vine … lidt som man også kan finde i fx Oregon og Washington State.

Du kan også læse mere om New York State og nogle af vinene derfra i disse indlæg:

New York State i den østlige del af USA er vinmæssigt ikke særlig kendt herhjemme og de laver da også langt mindre end i Californien, som – by far – er det største vinproducerende område med en årlig produktion på cirka 680 millioner gallons svarende til knap 2,6 milliarder liter.

Men selvom produktionen i New York således kun udgør 4,1% af produktionen i Californien, så er produktionen på 106 millioner liter vin alligevel nok til, at området er det 3. største vinområde i USA, så derfor burde vinene derfra være mere på vores radar.

Vinene

Nu smager jeg igen en ordentlig røvfuld vine fra Morten, ja faktisk hele 7 forskellige vine, der sælges af Ravines Wine Cellars’ danske importør Supervin og det er disse vine:

To af vinene har jeg faktisk smagt før … nemlig i en af de online smagninger, som jeg har linket til ovenover. For de 2 Riesling vine linker jeg selvfølgelig bare til mine tidligere anmeldelser.

Konklusion

Det er alle ret fantastiske vine … hver på sin måde, men fælles for dem alle er, at de faktisk smager mere europæiske end amerikanske, så dermed er jeg nu oppe på den helt store Vingegaard klinge i min ros af vinene. Med de hvide er det specielt Riesling vinene, der er fabelagtige, men også Chardonnay’en er møjlækker.

De røde har også denne kølige og fine stil, hvor specielt Cabernet Franc’en med en stringent Loireagtig stil er fin og den bordeauxfile Maximilien har en lys og let sjæl med masser af frisk frugt.

Vi kipper atter med Dannebrog for Morten, hans vine og Supervin for forhandlingen af vinene. Skål.

2019 Scheid Family Wines, James Bryant Hill Zinfandel, Californien, USA

2019 Scheid Family Wines, James Bryant Hill Zinfandel, Californien, USAUnder James Bryant Hill brandet laver Scheid Family Wines i alt 3 vine og det er – som smagt – på Chardonnay, Pinot Noir, mens den 3. og sidste selvfølgelig er på den amerikanske favoritdrue Zinfandel … og den smager jeg nu i årgang 2019.

Den er egentlig lavet efter samme læst som de to forrige vine … altså med druer fra deres bæredygtigt dyrkede vinmarker i Monterey Bay ret tæt på kysten med en kølig maritim påvirkning med vinde fra havet, hvilket tillader druerne at modnes langsomt.

Efter høsten er druerne presset skånsomt efter afstilkning og derefter er der sket gæring over 2 uger i rustfrie ståltanke og det meste af vinen er også derefter lagret i ståltankene … dog er 30% lagret 12 måneder på nye amerikanske egefade.

Duftmæssigt er det – selvfølgelig – en stor og fyldig vin, hvor der hurtigt kommer frugt med blåbær, sorte kirsebær, blommer, svesker og alle med lidt marmelade fylde, noget røg, cedertræ, kakaopulver, chokolade, kanel, kridt, kanel og kaffe.

Det er dog i munden, at man mærker den klassiske US Zin sødme, hvor der er godt med saftig og sød frugt. Det bliver dog ikke oversød eller for vamset, for vinen har også en mørk, rustik og venlig syre og nogle bløde tanniner, som lige fornemmes svagt. Der er bulder, brag og lynnedslag … specielt for elskere af kraftige, søde vine. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 139,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 109,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Scheid Family Wines, James Bryant Hill Pinot Noir, Californien, USA

2020 Scheid Family Wines, James Bryant Hill Pinot Noir, Californien, USADen næste vin fra James Bryant Hill hos Scheid Family Wines i Greenfield blev så en 2020 Pinot Noir … også lavet med druer fra de køligeste dele af Central Coast.

Vinen er fremstillet på 100% Pinot Noir, som Scheid Family Vineyards så selekterer fra familien egne, bæredygtigt dyrkede marker i de køligste dele af Californiens Central Coast.

Ved ankomst til vineriet afstilkes druerne før gæringen med frugtbevarende temperaturstyring i ståltanke. Efter endt gæring er vinen lagret 10 måneder i ståltanke … dog med 30% på helt nye franske 228 liters bourgognefade i samme periode.

Det er ikke en ultralys Pinot Noir, men har masser af Pinot Noir kvaliteter, for allerede fra startlinjen oser det op af glasset med lyse bær som hindbær, lyse kirsebær, mirabeller og lidt ribs … og samtidig er der faktisk godt med egepræg, som pirrer og lokker din næse med noget umami, muldjord samt vanilje. Det er måske ikke sådan ultra raffineret … men intet vender forkert.

I munden er der lige en snert US sødme, som giver vinen et lidt varmere udtryk end medlemmerne fra den europæiske familie, men det giver også vinen godt bundtræk med stor power. Det gør også vinen let saftig med nogle let krydrede noter, peber, mens frugten får lidt sød tranebær bitterhed med i billedet. Som med duften er der ikke meget, der vender forkert, så du får en fin US Pinot Noir med krop, varme og tæt struktur. 90 point.

Forhandles af Supervin, men vinen er endnu ikke prissat, men 2019’eren koster 139,95 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Scheid Family Wines, James Bryant Hill Chardonnay, Californien, USA

2020 Scheid Family Wines, James Bryant Hill Chardonnay, Californien, USALad os fortsætte hos Scheid Family Wines på Highway 101 i Greenfield i Monterey County i Californien, for næste vine er også derfra … blot hedder brandet nu James Bryant Hill og den første er deres 2020 Chardonnay.

Her kommer druerne fra nogle af deres bæredygtigt dyrkede vinmarker i Monterey Bay tæt på kysten med en kølig maritim påvirkning med vinde fra havet, hvilket  tillader druerne at modnes langsomt.

Efter høsten er druerne presset skånsomt som hele klaser og derefter er der sket gæring i rustfrie ståltanke ved kølig temperatur og det meste af vinen er også derefter lagret i ståltankene … dog er 30% lagret 8 måneder på nye franske egefade.

I glasset er vinen mere gul end den foregående Chardonnay og der er klart ikke så megen smør- og fadnoter, men virker mere animalsk og landlig i udtrykket, lidt fortættet og kompakt … helt sikkert også mere blomsterrig med pollen og en frugt med gærede pærer, æbler, græskar samt et diskret aftryk fra fadene med vanilje og småkager.

Smagen er blød, cremet og der er klart syltede citroner, lidt lemon samt sødlig grape, men ellers fyldig med nogle lidt sødbitre smage og æblemost, pærer, abrikos og fersken. Det har ikke helt samme brede appeal som Valley Ranch Chardonnay, men virker mere oprejst, fast og selv syren er lidt mere robust. 89 point.

Forhandles af Supervin, men vinen er endnu ikke prissat.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Scheid Family Wines, Long Valley Ranch Chardonnay, Californien, USA

2021 Scheid Family Wines, Long Valley Ranch Chardonnay, Californien, USAMed næste vin er vi atter tilbage på Highway 101 i Greenfield i Monterey County i Californien, for Long Valley Ranch er endnu et brand hos det store vinfirma Scheid Family Wines.

Det store foretagende har vi stødt på nogle gange her på Houlbergs Vinblog og det er grundlagt i 1972 af Al Scheid og drives i dag mest af sønnen Scott og datteren Heidi, mens vinmageren Kurt Gollnick er ansvarlig for det meste af produktionen.

Kurt har tidligere arbejdet hos legendariske Bien Nacido Vineyard, men laver i dag vine fra Scheid under en række brands, som fx Scheid Vineyards, Sunny with a Chance of Flowers, District 7, Ryder Estate, Metz Road, VDR samt Stokes’ Ghost.

Samlet står Scheid familien og Kurt Gollnick for en kæmpemæssig produktion og laver vine fra over 2.200 hektar vinmarker, hvilket er både egne marker, leasede og lejede marker. Som i Amerika er det bare BIG business.

Vinmarkerne ligger på en 115 km strækning af Salinas Valley … en lang dal, der ligger i smørhullet mellem Gabilan bjergene mod øst og Santa Lucia Mountains mod vest. De omfatter 39 forskellige sorter og endda under 4 klimazoner fra nord mod syd.

I den nordligste del, nær den meget dybe og kolde Monterey Bay, har Chardonnay og Pinot Noir perfekte dyrkningsbetingelser. Med morgentåge og eftermiddagsvind fra bugten nyder dette område Californiens længste modningssæson, og druernes ekstra lange modning på vinstokkene giver vin med aromatiske kvaliteter.

Lidt længere mod syd excellerer Scheid i vine på Merlot, Syrah og Cabernet Sauvignon, mens Hames Valley i det sydligste af Salinas
Valley kendes på powervine som hos naboen Paso Robles.

Denne Long Valley Ranch Chardonnay er lavet på druer fra Scheid Family Wines’ egne marker i Salinas Valley, der på grund af sin lange
dalstrækning blev døbt Long Valley af forfatteren John Steinbeck.

De kølige topmarker nær Monterey Bay forlænger modningen og høsten sker i de tidligere morgentimer, så alle druer når friske frem til vineriet. De hele klaser presses skånsomt, så kun den bedste most anvendes. Vinen gærer køligt i ståltanke  inden 12 måneders lagring med 80% på ståltank samt 20% i helt nye burgundiske egetræsfade.

Duftmæssigt er der godt med hasselnødder, ristede hasselnødder, cremet fylde og svulstig eksotisk frugt med behåret fersken, ananas, dåsepærer samt syltede citroner, mens de 20% barriques bidrager med lakridskonfekt, vanilje og søde krydderier, meget behagelig, lækker og smækker med buttet smøragtighed.

Smagsmæssigt får du også det brede dollargrin frem … et smørret og fedt smil, der er meget rund, cremet og blød. Frugten er ret eksotisk med fersken, abrikos, mango, bitre madæbler samt en sødmefuld syre, der er rund og balanceret. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 169,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 79,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7