Tag-arkiv: mourvèdre

Mourvèdre er en meget udbredt rød drue, som vokser i hele verdenen, men oprindelig formodes at stamme fra Spanien. Den kendes specielt fra Frankrig, hvor den i det sydlige Rhône er en regelmæssig komponent i blandingerne Côtes du Rhône og Châteauneuf-du-Pape og derudover i Provence, hvor den er hoveddruen i de røde Bandol og krydrede rosévine.

Den spanske oprindelse afsløres bl.a. også ved, at der i Catalonien ligger en by kaldet Mataro, hvilket Mourvèdre også kaldes i både Australien og Californien, mens der også i Valencia ligger en by kaldet Murviedro, hvor druen er meget udbredt, men i Spanien kaldes druen i dag dog primært Monastrell.

I Australien og Californien kaldes Mourvedre ofte Mataro, selvom prestige forbundet med dets franske navn har tilskyndet mange producenter til at opgive betegnelsen Mataro.

Mourvèdre er en meget mørk drue med små bær med tykt skind, hvilket giver vinene masser af farve og et højt indhold af tanniner, hvilket gør druen meget velegnet til at blande med andre druer. Og derfor ses Mourvèdre også ofte sammen med specielt Grenache samt Syrah i det klassiske GSM blend.

Mourvèdre blandes også ofte sammen med andre klassiske sydfranske sorter som Carignan og Cinsaut.

Sorten blev hårdt ramt af phylloxera epidemien i 1880’erne, hvor den stort set blev udryddet fra mange området, men i områder med sandjord – som fgx Bandol – blev vinstokkene ikke ramt. Phylloxera kan simpelthen ikke overleve i den lette jord, men foretrækker tungere jordtyper som fx ler.

Mourvèdre er ikke verdens nemmeste drue for vinproducenterne, da den kræver stor tålmodighed. Det tager således lang tid for en vinstok at give druer af god kvalitet, typisk skal der gå 5 år inden vinstokkene giver deres første høst.

Sorten modner også sent … er faktisk en af ​​de sidste, der plukkes. I Provence omkring Bandol plantes Mourvèdre bevidst på varmere, sydvendte skråninger for at fremskynde modningsprocessen, mens Syrah og Grenache plantes på køligere, nordvendte skråninger.

Duftmæssig har Mourvèdre typisk aromaer som brombær, violer og et strejf af stald. Vinen er rig på tanniner og syre. Typisk har smagen syrlige brombær, søde sveskeblommer, grillet kød, urter og lakrids. Ung Mourvèdre kan være grov i udtrykket, men udvikler kompleksitet med lagring.

2020 Vignobles Diffonty, Cuvée du Vatican Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2020 Vignobles Diffonty, Cuvée du Vatican Châteauneuf-du-Pape , Rhône, FrankrigVignobles Diffonty er et familieejet vinfirma, der holder til på Route de Courthézon i den østlige del af Châteauneuf-du-Pape og laver vine under navnene Château Sixtine og Cuvée du Vatican. Her er det en 2020 Cuvée du Vatican Châteauneuf-du-Pape.

Familien Diffonty har haft tilknytning til Châteauneuf-du-Pape siden 1673 og tidligere indehaver Félicien Diffonty var også borgmester i Châteauneuf-du-Pape i 30 år.

I dag er den hans søn Jean Marc Diffonty, der driver vinhuset, som har 15 hektar vinmarker med de røde druer Grenache,  Mourvèdre og Syrah samt de hvide sorter Roussanne og Clairette, hvoraf de i alt laver 4 forskellige vine.

Vinene er 3 Châteauneuf-du-Pape vine … en rød og en hvid under Château Sixtine og så en hvid, en rosé og en rød Côtes du Rhône Villages og selvfølgelig denne røde Châteauneuf-du-Pape under navnet Cuvée du Vatican.

Den er lavet på et blend af 65% Grenache, 25% Syrah og 10% Mourvèdre, der kommer fra 3 marker i henholdsvis La Crau, Rayas og Barbe d’Asne og høstet med et udbytte på 31 hektoliter pr. hektar og derefter er druerne afstilket inden gæring i termoregulerede kar i rustfrit stål. Efter endt fermentering er vine lagret i ståltanke og egetræsfade, hvorefter aftapning på flaske er sket med en let filtrering.

Duftmæssigt er der våde fade, tørret kød, oksefond, sorte oliven, mørke og gærede bær, solbær, blåbær og nogle krydderier i form af timian og rosmarin.

Smagen er kraftig … den er fed, olieret, powerfuld og pebret, der er mørk og dyb frugt med solbær, blåbær, blommer samt søde og bløde tanniner, lakrids og chokolade. 92 point.

Forhandles af Bisgaard Vinhandel, hvor en flaske koster 219 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Château Ollieux Romanis, Cuvée Prestige, Languedoc, Frankrig

2021 Château Ollieux Romanis, Cuvée Prestige, Languedoc, FrankrigI smagning af Bisgaard Vinhandels egenimporterede vine smagte vi næst en 2021 Cuvée Prestige fra Château Ollieux Romanis.

Vinhuset ligger ved Pinada-massivet i Corbières mellem de to gamle klostre i Fontfroide og Lagrasse … et sted med masser af historie og vinproduktion.

Tilbage i tiden mellem 1792 og 1830 var Ollieux Romanis ejet af familien Castillon de Saint Victor, men familien lå i konflikt med rådhuset i Montséret omkring noget af jorden.

Det endte med, at familien Castillon de Saint Victor vandt deres sag, mens deres forsøg på vindyrkning blev en fiasko, så de endte med at blive tunget til at sælge stedet under pres fra kreditorerne.

Derefter havde det forskellige ejere frem til 1872, hvor godset blev delt i to … hvor den andel del blev overtaget af Huc familien, men den anden del blev købt af Lignon-familien.

Sådan fortsatte driften i mange år … André Surbézy driftede Lignon ejendommen sammen med sin kone og  Paul Huc, drev sin del. Først senere i 2006 blev de to ejendomme igen sammenlagt til én og dermed blev Château Ollieux Romanis etableret.

Det vat familien Bories, som stod bag dette. De havde allerede i 1978 overtaget Huc delen og i 2006 kunne Familien Lignon heller ikke økonomisk køre videre og solgte deres andel, hvorefter de to godser blev genforenet efter 134 år.

I dag er Jacqueline Bories en ældre kvinde, men driver fortsat Château Ollieux Romanis sammen med sønnen Pierre Bories, der laver vinene sammen med et yngre team.

De har samlet 60 hektar vinmarker med 50-100 år gamle Carignan vinstokke, men derudover har de sorter som Syrah, Grenache Noir, Mourvèdre, Roussanne og Marsanne samt andre sorter.

Jordbunden i området er meget varieret – fra hård lerjord med småsten til rød middelhavsjord. Alle er dog virkelig gode til at holde på fugten og sørge for at vinen får vand nok i sommerhede.

Derudover driver Bories familien også Restaurant Ollieux i den gamle bygning og driften varetages af Chef Arnaud Roques samt Chef Yann Bourgeois Faucon.

Denne 2021 Cuvée Prestige er lavet på 40% Carignan, 25% Grenache, 25% Mourvèdre og 10% Syrah. Vinen er lavet med spontangæring af Syrah og Mourvèdre druerne alene med deres naturlige gærceller over 12-18, mens de øvrige druerne er lavet med  macération carbonique gæring.

Efter endt fermentering er vinen lagret 6-12 måneder med 50% i ståltanke og 50% på brugte egefade anvendt 1-5 gange tidligere og først efter mix af disse batch er vinen tappet på flaske.

Duften har rhônekarakter med krydderier, blod, jod, cedertræ, blæk, sorte kirsebær og brombær, lakridspiber, grønne blade og godt med blomster.

Smagen er sødlig, krydret og egentlig meget blød, … frugten er solbær, sorte kirsebær og blommer suppleret med noget peber, saftig, mørk og fyldig. 89 point.

Forhandles af Bisgaard Vinhandel, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Château Mont-Redon, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2019 Château Mont-Redon, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigI bestyrelsesmødet gik vi fra de hvide vin over til rød og med et skrald, for den første var denne 2019 Châteauneuf-du-Pape fra vinhuset Château Mont-Redon.

Vi befinder os på adressen Chemin de Maucoil ved Châteauneuf-du-Pape … på et historisk sted, som allerede tilbage i 1300-tallet blev kaldt Mourredon efter det latinske navn muntem retundum, som betyder det runde bjerg.

Mourredon blev senere til Mont Redon og senere blev stedet også beboet af poeten Anselme Mathieu, som kaldte sig Marquis de Mont-Redon.

I 1923 købte Henri Plantin en ejendom ved højdedraget med skovarealer samt sølle 2,5 hektar vinmarker. Plantin ryddede dog mange af skovarealerne, plantede vinstokke og tilkøbte mere jord og det blev grundlaget for det nuværende Château Mont-Redon.

I dag drives Château Mont-Redon af Plantins efterkommere, nemlig 4. generation i form af familierne Abeille og Fabre. Det er nemlig Pierre Fabre samt Patrick, Yann og Jérôme Abeille.

I dag har familierne samlet 186 hektar jord, hvoraf omkring 100 hektar er vinmarker. Markerne dækker over 3 appellationer, nemlig Châteauneuf-du-Pape, Lirac og Côtes-du-Rhône.

Og det giver bl.a. basis for en årlig produktion af omkring 350.000 flasker rød Châteauneuf-du-Pape og 100.000-110.000 flasker hvid Châteauneuf-du-Pape.

Denne vin er lavet på 60% Grenache, 31% Syrah, 8% Mourvèdre og så 1% øvrige sorter Cinsault, Counoise, Muscardin og Vaccarèse, der alle efter høsten afstilkes fuldstændigt.

Gæring og maceration sker over 15-20 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring i store kar. Efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder med 50% i egefade og 50% i betonkar. Efter en aftapning på flaske ligger vinen yderligere 4-6 måneder inden frigivelse.

I næsen er det en krydret vin, meget blød og har noter af mejeri, blåbær, brombær, sorte kirsebær, blommer og så både sød finsk og tør engelsk lakrids, tobak, røg, gazebind, råt kød, bacon, peber, kaffebønner samt en smule chokolade og vanilje.

Smagen er også lakridset … fed tyk lakrids tilsat jernbanesveller, tjære, tobak og stærk peber. Igen er det blåbær, kirsebær, solbær og blommer … blød og tyk, kompleks og tyk … et fyldigt kraftværk med en mere ren og stringent syre, stor tørhed og faste tanniner … 93 point.

Forhandles bl.a. af Løgismose, hvor en flaske koster 415 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Château Val d’Arenc, Bandol Rouge, Provence, Frankrig

2020 Château Val d’Arenc, Bandol Rouge, Provence, FrankrigGert E’s første vin var også svær at spotte på drue … men det var også en rød Bandol fra vinhuset Château Val d’Arenc, der siden 1991 har været drevet af familien Sénéclauze.

Historien om Sénéclauze familien og vin startede i 1890, da Théodore Sénéclauze slog sig ned i Algeriet og skabte en vinforretning der.

Men efter 7 årtier i Algeriet blev familien tvunget til at forlade Oran i 1962  under Evian-aftalen og så slog de sig ned i Marseille.

Men allerede i 1935 havde Théodores søn Pierre Sénéclauze købt det store bordeaux slot Château Marquis de Terme, der oprindelig blev grundlagt i 1762.

Men i Marseille fortsatte familien med at drive vinhandel, men i 1991 købte de så Château Val d’Arenc og fortsatte dermed deres store tilknytning til området ved Middelhavet. Senere i 2007 har familien også købt Domaine de Lauzade i Côtes de Provence

Da Pierre Sénéclauze købte Château Val d’Arenc, så satte han en store renovering og total omstrukturering af vingården i gang og den skulle vare næsten 10 år.

I dag er det Pierre Sénéclauzes 3 sønner Pierre-Louis, Phillipe og Jean, som driver hele fortagenet videre … både Château Marquis de Terme, Domaine de Lauzade og Château Val d’Arenc.

På Château Val d’Arenc har man i alt 25 hektar vinmarker og får hjælp fra den rutinerede vinmager Gérald Damidot, der efter lang tids ansættelse hos Nicolas Potel i Bourgogne blev ansat på Château Val d’Arenc i 2015 … og nu har skubbet yderligere til kvaliteten.

Denne Bandol er lavet på  90% Mourvédre og 10% Grenache fra gamle vinstokke, der står plantet på stejle ler- og kalkstensholdige terasser, som alle dyrkes efter økologiske principper.

Al høst og den omhyggelige selektering foregår ved håndkraft, hvorefter vinen gærer under temperaturkontrollerede forhold i ståltanke med længerevarende maceration. Sluttelig lagres vinen 18 måneder på en kombination af barriques og foudres.

I næsen er der blæk, blod og bacon … 3 B’er, men derudover tørret kød, tørrede rosenblade, våde fade, champignon, skovbund, lakrids og en frugt af blåbær, solbær og brombær … maskulin, kraftig, tørret og let krydret.

Det er i munden en mørk, moden frugt, mest kirsebær, solbær, ribs, blommer og halvbitter lemon. Den har lidt sødme, fedme … er meget blød og rund, men har også lidt alkoholvarme, peber og nogle tørre tanniner, som dog aldrig bliver helt vilde. 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 265 kr., mens prisen er 235 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Bodega Pepe Mendoza, Tinto, Alicante, Spanien

2022 Bodega Pepe Mendoza, Tinto, Alicante, SpanienDen første rødvin denne aften blev en søstervin til den hvide Blanco fra Bodega Pepe Mendoza … husets røde basisvin, der blot kaldes rød aka Tinto og dette er 2022’eren.

Vinen er lavet på et blend af 70% Monastrell, 27% Giró og 3% Alicante Bouschet fra marker i 2 området. Monastrell og Alicante Bouschet druerne kommer fra Villena, Pinoso og Alto Vinalopó og Giró druerne fra La Marina fra 60-75 år gamle vinstokke på marker i 300-500 meters højde.

Alle markerne er økologiske, men ikke certificerede og Giró stokkene står i jernholdig lerjord, mens Monastrell og Alicante Bouschet druerne står i marker med sandjord.

Vinficering er baseret på princippet om, at less is more, men hver druesort er vinificeret separat … er først høstet separat ved perfekt modenhed og derefter gæring spontant på egen gær i små rustfri ståltanke.

Ved gæringen er der anvendt 20% hele klaser og de øvrige druer er forinden presset eller knust let og efterfulgt af let eftermaceration inden lagring i 12 måneder alene i ståltanke.

Duftmæssigt … hold nu kæft, nu er der sul på kroppen og varm frugt, varm og sødkrydret frugt med brombær, godt med egetræ, blyanter, cedertræ, blæk, tørv , koks, tændstikker, tørret kød, jod, mynte samt rosmarin … meget bondsk og meget krydret.

I munden får du også både den krydrede smag, hvor frugten igen mest bare er bløde brombær samt søde og syrlige kirsebær. Der er blæk, peber og godt med krydderier. Udover den krydrede smag, så er det egentlig en frisk, frugtrig og saftig vin … bondsk, rustik og alligevel med særegen charme. 92 point.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 119,20 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Domaine La Colliere, Rasteau Les Touilleres, Rhône, Frankrig

2021 Domaine La Colliere, Rasteau Les Touilleres, Rhône, FrankrigDomaine La Colliere ligger i den sydlige del af Rasteau på Bis Route du Stade og det er derfra, at jeg nu smager en 2021 Rasteau Les Touilleres.

Domaine la Collière drives af Georges Perrot og ligger netop i Rasteau by. Han grundlagde selv vinhuset i 2002, men historien om Domaine la Collière startede egentlig 9-10 år tidligere, hvor Georg startede med hjælpe sin svigerfar Michel Bommenel.

George kom ikke selv kom fra en vinfamilie, men havde via sin hustru Delphine giftet sig ind i en. Han havde selv arbejdet som både frisør, kedelproducent, livredder og hospitalsdirektør.

Hos svigerfaderen hjalp Georg med arbejdet i markerne og med at sælge druerne til det lokale kooperativ … som svigerfar havde gjort igennem utallige år. I 2002 besluttede Georges og svigerfar imidlertid, at de ville starte deres egen vinproduktion.

De lejede sig ind i Andre Romeros gamle bygninger …  altså det tidligere hovedkvarter for Domaine La Soumade, som var flyttet til andre lokaler. Så gik de ellers i gang med at lave vine i fællesskab, men siden 2008 har Georges og Delphine dog videreført produktionen uden svigerfars hjælp.

Domaine la Collière har i alt 25 hektar vinmarker med vinstokke, som er mellem 45 og 60 år gamle. Stokkene beskæres meget hårdt om vinteren for at få lavt høstudbytte, da Perrot ikke tror på værdien af Green Harvest.

Vinmarkerne er fordelt på over 25 små parceller, næsten udelukkende i Rasteau appellationen. Og de mange parceller giver en god variation med tre helt forskellige terroirs, nemlig enten med galets med rød ler i jorden, gul ler eller med den berømte blå ler argile bleu, som ofte giver nogle af Rasteaus fineste vine.

Druerne høstes manuelt og sorteres. Markerne er ikke økologiske … det koster kassen … men der bruges ikke ukrudtsmidler og det har man ikke gjort i over 15 år.

Georges Perrot sælger fortsat lidt af sin druer til nogle af de store vinkøbmænd og det lokale kooperativ, men egenproduktionen bliver større og større. Han laver samlet 7-8 forskellige vine, herunder altså denne Rasteau Les Touilleres.

I denne årgang 2021 er vinen lavet på  60% Grenache, 17% Syrah
15% Carignan og 8% Mourvedre, der er høstet manuelt, sorteret og afstilket helt inden gæring og maceration, der er sket i cementtanke ved 28-30 grader over 3 uger. Efter endt fermentering er vine  lagret 15 måneder på cementtanke og så flasket uden filtrering.

Duftmæssigt er det en lidt kødfuld vin … der er tørret kød, lidt blæk, mejeri, sorte oliven og mørk granit. Der er godt med Rhône krydderi, tør frugt med hindbær, lyse kirsebær og ribs, balsamico, garrique, en smule rosmarin, peber og cedertræ.

I munden fylder vinen godt … meget godt og ganske imponerende, hvor syren er stringent, ren og frisk. Dermed er frugten hindbær og ribs … masser af bid, nogle spinkle og tørre tanniner med noget sort te-blade bitterhed. Smagen er overraskende let, lys og levende, som lige hæver smagen over de fleste andre Rasteau vine. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2023 Aux Mages, Faux Pas Suncrusher Grenache-Mourvedre, Californien, USA

2023 Aux Mages, Faux Pas Suncrusher Grenache-Mourvedre, Californien, USAFaux Pas er en ny serie af uhøjtidelige og letdrikkelige vine fra danske Emil Skytte Pedersens lille vinprojekt Aux Mages. De er lavet med samme omhu og seriøsitet som vinene fra Aux Mages og jeg starter med at smage en 2023 Faux Pas Suncrusher Grenache-Mourvedre.

De fleste læsere af Houlbergs Vinblog ved efterhånden godt, at jeg er tosset med vinene fra Aux Mages. Jeg har smagt en del og skrevet om Emil, Aux Mages og overøst vinene med min begejstring. Så vil du videre mere, så tjek eventuelt disse gamle anmeldelser:

Det er lutter topkarakterer på  6,5 og 7 Thumbs Up, hvis man lige ser bort fra Pét-Nat’en, som jeg gav 4 Thumbs Up, så mine forventninger er også højde til den nye serie Faux Pas.

Emil Skytte kalder selv denne Faux Pas Suncrusher Grenache-Mourvedre en legesyg lillebror til Aux Mages vinene og har i lang tid leget med tanken om at lave sådan en let sommervin …  et solskins fix i flaskeform.

Basen for vinen består af en økologisk dyrket Grenache høstet med ekstremt lave udbytter og lavet med semi carbonisk maceration, for at give et floralt løft i aromatikken og ultimativ saftighed. For at give vinen mere struktur og dybde, er der blandet nænsomt macereret Mourvedre i for at indramme saftigheden og give den helt rigtige struktur.

WAUW … i glasset er det en lys, næsten roséfarvet og transparent vin, der samtidig er herlig grumset. Duften er vild, let reduktiv, lys og blomstret, parfumeret, animalsk og svedig med akrylmaling og funky fin frugt af syrlige kirsebær, mirabeller, ribs samt saltlakrids, fennikel og lidt søde urter.

Smagen er let, liflig, læskende og bællevenlig på en vild, funky og så alligevel sart måde. Det er flødesøde jordbær, søde kirsebær, ribs og rabarber, sød grillet citron … syren er nærmest legesyg, luftig, venlig, let, slank, spinkel og smager sgu eminent … tænk sig, at danskere står bag denne lille Suncrusher, der nærmest kan kaldes genial og jeg knuselsker den sgu … 96 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 335 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2023 Bodegas Pinoso, Cepa 50, Alicante, Spanien

2023 Bodegas Pinoso, Cepa 50, Alicante, SpanienJeg vil nok selv vælge en spansk vin til at matche julemaden, der jo altid stritter i alle retninger og det kunne fx være sådan en Cepa 50 fra Bodegas Pinoso, der netop ligger i byen El Pinoso i Alicante.

Jeg har tit valgt spansk Tempranillo til julemaden, men denne Cepa 50 er dog på 100% Monastrell aka Mourvèdre, som jo også er den mest udbredte rødvinsdrue i Alicante. Skal jeg være helt ærlig, så har jeg faktisk aldrig smagt Mourvèdre til jul … men senere skal jeg komme med et bud på, hvorfor det faktisk giver mening.

Bodegas Pinoso er ikke et lille familieejet vinhus, men er faktisk et kooperativ, der blev oprettet i 1932, hvor en flok vinavlere samlede deres kræfter. I dag har kooperativet over 130 medlemmer, der har omkring 1.050 hektar vinmarker, der siden 1997 har været drevet økologisk.

Denne 2023 Cepa 50 er lavet med Mourvèdre druer fra over 45 år gamle vinstokke og økologisk drevne vinmarker, der drives uden en ellers udbredt kunstvanding og er efter høst afstilket og knust,

Så er gæring og maceration sket i ståltanke startende ved 22 grader og gæringen slutter ved 28 grader. Efter endt fermentering er vinen så lagret en periode og det er udelukkende på ståltanke for at sikre en frisk vin.

Duftmæssigt kan man godt mærke, at det er en vin, der har fået godt med sol og varme … har en mørk og kraftig frugt, der mest er blåbær, brombær og svesker, men derudover er der nelliker, peber, trøffel og grønne grangrene , læder og rosmarin.

Det går også igennem i smagen, hvor syren dog er ganske småvild, dominerende og dermed kan matche kraftig retter. Frugten virker en tand lysere end i duften … blåbær, brombær og tranebær, har en pæn tørhed og vilde, vilde tanniner, der bider, vrider sig og nærmest kræver mad til. Det er ingen elegantier, men en robust og kraftig vin rig på syre, tanniner og tør mørk frugt som et knytnæveslag, så dermed 89 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koste 100 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Alain Jaume, Lirac Roquedon, Rhône, Frankrig

2021 Alain Jaume, Lirac Roquedon, Rhône, FrankrigVinimportørerne er allerede ved at planlægge, hvilke vine de kan markedsføre til brug for julemaden og denne 2021 Lirac Roquedon fra Alain Jaume kunne sagtens være sådan en vin.

Jaume familien er en stor producent i Rhône og ejer i dag de 4 vinhuse Domaine Grand Veneur i primært Chateauneuf-du-Pape, Domaine du Clos de Sixte i Lirac, Château Mazane i Vacqueyras og endelig Domaine la Grangette Saint Joseph i hele Côtes-du-Rhône og NordRhône.

Familien har fremstillet vin i generationer, ja faktisk siden 1826, hvor Mathieu Jaume besluttede at dyrke vinstokke i Châteauneuf du Pape.

I dag er det 5. generation i form af Alain Jaume, som driver hele vingården. Da Alain i 1979 med hustruen Odile overtog driften, så ændrede parret samtidig navnet til Domaine Grand Veneur, hvilket vel nærmest kan oversættes til lederen af jagthundene og herefter blev vinene solgt med dette navn.

I starten havde Domaine Grand Veneur alene knap 9 hektar vinmarker, men dette er løbende forøget. I 2003 købte familien endvidere endnu en vingård, nemlig Clos De Sixte, en Appellation d’Origine Contrôlée vingård i Lirac.

Denne appellation er beliggende på den anden side af Rhône floden end familiens eksisterende vinmarker, men alligevel få kilometer fra Châteauneuf du Pape og alligevel med næsten samme jordforhold, nemlig med sandholdig jord og de ​​berømte runde sten.

I dag har Alain og Odiles tre børn Sébastien, Christophe og Hélène, gradvist overtaget ansvaret for domænet, så vingården nu roligt kan fortsætte med 6. generation ved roret. Sébastien er vinmager, mens Christophe står for salg og marketing. Hélène er også kommet med og tager sig af salget til USA.

Det er også børnene, som har stået bag købet af den 10 hektar store vingård Château Mazane i Vacqueyras og i 2015 også den 55 hektar store ejendom La Grangette Saint Joseph beliggende i Côtes du Rhône området.

I dag har huset så sammenlagt 145 hektar vinmarker, som alle dyrkes økologisk. Heraf ligger 16 hektar i Châteauneuf-du-Pape, 31 hektar i Lirac og 10,5 hektar i Vacqueyras, men derudover parceller på marker i Ventoux, Rasteau, Gigondas og  Cairanne … og så ellers masser under appellationen Côtes du Rhône. I det nordligere har de marker i både Crozes Hermitage, Saint Joseph samt Condrieu.

Med denne Lirac Roquedon er vi igen på et blend af druerne Grenache, Syrah, Mourvèdre og Carignan. Efter høsten er alle druer afstilket, hvorefter gæring og maceration sker i rustfrie stålkar og efter endt fermentering er vinen lagret … det meste blot på ståltanke, men 15% er lagret på egefade.

Duftmæssigt er der pænt med grønne rhônekrydderier, godt med mørke bær af sorte kirsebær, solbær og alle med en vis pondus uden det bliver marmeladefedt. Der er dog en mørk, kraftig og powerfuld aroma, hvor fadene også bidrager med lidt træ, skovbund, chokolade og sød lakrids … alt fint og kraftige balanceret.

Det kraftige og balancerede går også igen i smagen, som både har kraft, frugtsødme samt masser af lækker rund syre, der samlet set giver vinen masser af smag og intensitet. Det er igen modne solbær, solbærlikør, sorte kirsebær og lidt ribs samt lidt peber fra Syrah’en. Det er skruet forbandet godt sammen, så dermed får man noget af det bedste fra Rhône og det er også en vin, som vil kunne magte de mange forskellige elementer i julemanden, så dermed 91 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koste 150 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Domaine Combe des Ducs, Sourire de Vénus Rouge, Languedoc, Frankrig

2020 Domaine Combe des Ducs, Sourire de Vénus Rouge, Languedoc, FrankrigDen sidste vin fra Domaine Combe des Ducs blev så en vaskeægte GSM vin, der også er lagret på egefade. Det er deres 2020 Sourire de Vénus Rouge.

Vinen er således lavet på Syrah, Grenache og Mouverdre, der alle er håndplukkede fra stokke på sandet stenholdig lerjord der vender ud mod kysten i sydøstlig retning.

Druerne er høstet ved optimal modenhed og totalt afstilket inden gæring og maceration over 50 dage, hvorefter vinen så er lagret i 9 måneder på nye burgundiske 228 liter barriques inden vinen bliver flasket og frigivet.

Allerede fra start kan fadlagring duftes … igen er der en mørk, fyldig og lækker aroma med mørk fyldig og fed frugt, lidt marmeladetyk og lækker. Det er blåbær, solbær og sorte kirsebær sød tobak, sød finsk samt tør engelsk lakrids, hængt og tørret oksekød, mørk chokolade, kakaopulver, kaffebønner og vanilje.

I munden er der en levende og frisk mørk vin … der er solbær, sorte kirsebær samt lidt ribs, godt med peber, en mørk og dyb syre, masser af fyldige tanniner … der er smæk for skillingen og vinen sidder i lang, lang tid i munden og på tænderne … 92 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 5/7