Tag-arkiv: Hessische Bergstrasse

2022 Weingut Schloss Schönberg, Spätburgunder vom Ranker, Hessiche Bergstraße, Tyskland

2022 Weingut Schloss Schönberg, Spätburgunder vom Ranker, Hessiche Bergstraße, TysklandFra de 2 mirakel vinmagere på Weingut Schloss Schönberg sluttede jeg med at smage deres Spätburgunder vom Ranker og ligeledes som de foregående i årgang 2022.

Ranker er produceret på en Dijon-klon hentet i Chambertin. Den yder et ekstremt lille udbytte i de klimatiske og geologiske marker i Hessische-Bergstrasse og opnår derfor en fantastisk koncentration.

Druerne er i denne årgang næsten ikke afstilket, for der er anvendt 80% hele klaser. Efter gæring har vinen hvilet 18 måneder på 50% nye og 50% på 2-4 år gamle egetræsfade.

I næsen er vom Ranker ikke så vild som vom Granit … alt virker nu mere rundt med en lille umamiagtig eller nøddet sødme, så alting nu virker mere afbalanceret … dog er vi fortsat i den friske og syrligere afdeling. Men det virker på en eller anden måde mere tøjlet, delikat og blødt. Det er fortsat lyse, syrlige og friske bær med lyse kirsebær, hindbær, jordbær og ribs, hvor fadene bidrager med vanilje, tobak samt mælkechokolade.

Smagen er også … mere eftertænksom, hvis det giver mening? Der kommer fortsat en vild, frisk og levende syre, der bider dig alle de rigtige steder, men den er saftigere, lettere og faktisk rundere. Det er ribs, grønne jordbær, hindbær, stikkelsbær samt lidt lemon, men det er uden en vild lemon bitterhed. Det er råsaft, most af vild og syrlig kaliber, så tæerne næsten vipper … men det smager bare drøngodt, så 95 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2022 Weingut Schloss Schönberg, Spätburgunder vom Granit, Hessiche Bergstraße, Tyskland

2022 Weingut Schloss Schönberg, Spätburgunder vom Granit, Hessiche Bergstraße, TysklandNæste Spätburgunder fra Rabea Trautmann og Julien Meissner på Weingut Schloss Schönberg var så søstervinen Spätburgunder vom Granit og ligeledes i årgang 2022.

Spätburgunder vom Granit kommer selvfølgelig fra marker rig på store mængder granit i undergrunden og fra vinstokke med gamle franske Dijon kloner. Vinen er lavet ved, at druerne plukkes i hånden i små kasser og sorteres derefter igen i vingården,. hvor 50% så afstilkes og resten anvendes i klaser.

Derefter er de overført til store gæringskar, hvor de også – efter kort maceration – gærer spontant alene på druernes naturlige gærceller. Efter fermentering er vinen lagret på franske barriques, hvoraf 10% er nye, mens efterfølgende flaskning sker ufiltreret.

Duftmæssigt virker vom Granit mørkere, mere tæt og helt klart mere burgundiske end vom Löss … nærmest som lidt Pommard med en lidt ædel og aristokratisk note af valnødder, gammel mahogni og teaktræ, tobaksblade, godt med cedertræ samt en frugt af jordbær, kirsebær og hindbær, biscotti mandelkager, let vanilje … klart mere seriøs end vom Löss … it means business.

I munden er vinen dog lysere og klart mere syrlig … faktisk er den temmelig syrlig og frisk. Der er stram rabarber, tranebær, ribs, lidt bitter lemon med Schloss Schönbergs karakteristiske uhæmmede, vilde og provokerende kant. Frugten nærmest stritter af sitrende, barsk og pivsur saftperler, der giver gys igennem krop, sjæl, lever samt hjerte … pivfrisk. 94 point

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Weingut Schloss Schönberg, Spätburgunder vom Löss, Hessiche Bergstraße, Tyskland

2022 Weingut Schloss Schönberg, Spätburgunder vom Löss, Hessiche Bergstraße, TysklandDerefter stod den på 3 x Spätburgunder vine fra Rabea Trautmann og Julien Meissner på Weingut Schloss Schönberg og jeg startede med deres 2022 Spätburgunder vom Löss.

Vinen er lavet på den tyske Spätburgunder klon Auer 2107, der er fremavlet af Martin Auer og godkendt i 1964 som egen klon. Druen er særligt favorabel i køligt og fugtigt klima, da den har løse klaser og høj resistens mod botrytis. Klonen giver en lys, rødfrugtet Pinot.

På Weingut Schloss Schönberg vokser vinstokkene på Auer klonen typisk på deres lavt beliggende marker. I dalene er det ofte eroderet jordbund, der dominerer og især sandarten Löss, som er en meget finkornet sandart bundet sammen af fugt. Löss giver typisk en let karakter til vinen.

Spätburgunder vom Löss er lavet med 50% afstilkning og derefter er alle druerne overført til store gæringskar, hvor de også – efter kort maceration – gærer spontant alene på druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen lagret på franske barriques, hvoraf 25% er nye fade, mens efterfølgende flaskning sker ufiltreret.

Man bliver sgu glad, når man dufter til vinen … dejlig lys, ren, frisk og spændstig syre … har en anelse dejlig akrylmaling, syrlige drops, ribs, rabarber, hindbær, lemon og lidt fennikel. Der kommer dog også lidt vaniljesødme, karamel og mælkechokolade, som er med til at rive vinen lidt over i mere forsonende lejr.

Vinen smager næsten, som den dufter … meget ren, lys, let og ligeledes med denne friske, syrlig frugt af rabarber, ribs, hindbær samt lemon med en lille bitterhed. Vinen er frisk, spændstig, adræt, livlig og rørig … let krydret, stikkende og satans rank … det er vitterlig vildt, syrlig og fint … 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Weingut Schloss Schönberg, Weißburgunder vom Ranker, Hessiche Bergstraße, Tyskland

2022 Weingut Schloss Schönberg, Weißburgunder vom Ranker, Hessiche Bergstraße, TysklandJeg iler videre med endnu en vin fra Rabea Trautmann og Julien Meissner på Weingut Schloss Schönberg fra deres serie Terroirwein og det er en 2022 Weißburgunder vom Ranker.

Ranker er det tyske ord for diorit, som er en kornet eruptiv, magmatisk  dybbjergart, altså en slags stenart dannet af vulkansk magma. Diorit forekommer så gerne i yderkanten af områder, hvor magma er trængt ind for satans mange år siden. Der findes masser af granit samt diorit i Hessische-Bergstrasse, og Julien Meissner elsker det mineralske præg, som de vulkanske sten bringer hans vine.

Denne vin har gæret spontant på brugte 500 liters egetræsfade og ståltanke efterfulgt af malolaktisk gæring. Derefter er vinen så også lagret i 12 måneder på egefade og ståltanke …. og så 6 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er det en fed, vild, animalsk og ekspressiv vin … der er lidt ristede nødder, popcorn, krudt, skocreme og solcreme, en ret saltet mineralitet og tyk eksotisk frugt af  fersken, æble, mango, citroner og godt med røg. Det er ingen fimset dame, men en rejekælling, der har godt med muskler, maskulin feminisme og alligevel knaldrøde blondetrusser og luftighed.

Smagsmæssigt er det også en maskulin, fed, saltet og røget vin, der har en svulstig frugt som mest er lemon … frisk, grillet og kandiseret lemon, syltede og saltede citroner og grape … godt med  bitterhed og salt. Det er frugt med modne pigeonæbler, lidt ananas, kvæde samt umodne ferskner … saftig, fed og fast i kødet … 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2023 Weingut Schloss Schönberg, Silvaner, Hessiche Bergstraße, Tyskland

2023 Weingut Schloss Schönberg, Silvaner, Hessiche Bergstraße, TysklandWeingut Schloss Schönberg er et fabelagtig vinhus … nyt, innovativt,  fremadstormende, vildt og nu smager Houlberg ikke mindre end 5 af deres nyeste vine og starter med denne 2023 Silvaner.

Weingut Schloss Schönberg er et forholdsvis nyt vinhus i byen Bensheim i Hessiche Bergstraße syd for Frankfurt am Main i det lille vinområde Hessische Bergstraße … et område med kun 439 hektar vinmarker og dermed et af de mindste af Tysklands 13 vinområder.

Schloss Schönberg er grundlagt i 2016 af Rabea Trautman og hun er oprindelig fra Paderborn. Rabea var i gang med en uddannelse til landskabsarkitekt, da hun pludselig skiftede spor og besluttede at blive winzerin og selv producere vine.

Hunstartede egentlig hendes lille vinhus fra en flot, gammel ejendom, hvor sekthuset Griesel & Compagnie også holdt til. Den gamle ejendom var fra 1904 og havde tidligere tilhørt Hessischen Staatsweingüter.

I dag ligger Weingut Schloss Schönberg dog på adressen Zwischen den Bächen i et industrikvarter i Bensheim og nu er den talentfulde vinmager Julien Meissner kommet med i foretagendet … egentlig lidt af nød, idet Rabea desværre blev ramt af kræft og måtte trække sig som leder.

Den unge, vilde winzerin er dog kommet godt igennem sygdomsforløbet, hvorfor hun er vendt tilbage og deler sine idéer med Julien, der tidligere har været vinmager på Weingut J. Neus i Ingelheim og er en mester i Pinot Noir.

Weingut Schloss Schönberg har i dag 14 hektar vinmarker, og de fleste placeret i det område, hvor fyrsterne Erbach-Schönberg på slottet Schloss Schönberg i århundrede producerede vin. Det er bl.a. vinmarkerne Auerbacher Fürstenlager, Auerbacher Höllberg, Zwingenberger Steingeröll og Alsbacher Schöntal.

Markerne ligger direkte sydvendt med en jordbund af löss aka silt samt granitsten. Spätburgunder stokkene er gamle tyske … blanding af Freiburger-kloner, en lokal Auer-klon og 20-25 år gamle.

Både Rabea og Julien er meget økologisk bevidste, gærer alle vinene på naturgær, forstår at bruge egefade, så de underbygger og slet ikke dominerer.

Rabea og Julien er et godt makkerpar …. begge altid legesyge og eksperimenterende. Julien er også en vildmand, der stræber højt. Han har bl.a. ændret etiketterne, så de er blevet mere moderne og klare i deres udtryk. Han bruger også meget tid på at fremhæve den helt unikke jordbund i området … for den skal være med til at få Hessische Bergstrasse på det internationele vinkort.

Her starter vi – som jeg skrev indledningsvis – med en 2023 Silvaner, hvor druerne er høstet midt i september fra forskellige parceller omkring Bensheim og Auerbach.

Vinen er lavet med skånsom presning og spontan gæring alene på druernes egne gærceller i rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering er vinen lagret i tankene sur lie i 5 måneder. Vinen har 4,8 gram restsukker pr. liter.

Min første iagttagelse er, at duften har en virkelig fin balance mellem en frisk og ren frugt samt eksplosiv saftighed. Der er pærer, fersken, papaya, mandarinsødme og syltede citroner. Virker lidt svulstig, småopulent, helt blød og venlig i aromaerne.

Smagen er faktisk også både cremet, blød og frugtrig. Frugten er atter pærer og lidt eksotisk frugt, men også lemon, grillede citroner og lidt nypresset æblesagt fra sødbitre pigeon- eller cideræbler med frisk og lidt maskulin syre. Virkelig flot vin … 90 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 110 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Griesel & Compagnie, Pinot Noir Granit F, Hessische Bergstrasse, Tyskland

2017 Griesel & Compagnie, Pinot Noir Granit F, Hessische Bergstrasse, TysklandDen sidste Sekt denne dag var denne 2017 Pinot Noir Granit F fra Griesel & Compagnie og den kommer fra deres øverste hylde og er også lavet med Pinot Noir druer fra en enkeltmark.

Den er nemlig lavet udelukkende på Pinot Noir druer fra  marken Fürstenlager i Hessische Bergstrasse, hvor alle vinstokkene vokser i jord rig på granitsten, hvilket skulle give en fyrig og krydret karakter.

Pinot Noir Granit F er lavet med spontangæring alene på  druernes naturlige gærceller med en del lavet og lagret på nye fade. Derefter er vinen flasket til 2. gæringen på flaske, som er sket i 48 måneder inden degorgering, som er sket helt uden tilførsel af en dosage. Denne flaske er uden etiket.

Duften af denne Pinot Noir Granit F er meget anderledes, nærmest lidt overmoden og småoxideret. Der er nedfaldsæbler, abrikos samt en smurt briochebolle og lidt wienerbrød med mandler og ristede hasselnødder ovenpå … sådan lidt en sjov kombi.

Smagen er også moden og samtidig rund og blød, mens boblerne heller ikke fylder så meget, virker små, blide og blide. Frugten virker også blid og afdæmpet med forsigtig lemon og grillede citroner. Det giver denne lidt muskuløse og samtidig afdæmpede, mørke smag, men den Sekt blev jeg ikke rigtig fan af, så 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 999 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Griesel & Compagnie, Grand Cuvée Exquisite Dosage Zéro, Hessische Bergstrasse, Tyskland

2018 Griesel & Compagnie, Grand Cuvée Exquisite Dosage Zéro, Hessische Bergstrasse, TysklandJeg fortsatte med mer’ Griesel & Compagnie boblevand og næste var husets 2018 Grand Cuvée Exquisite Dosage Zéro, der faktisk er lavet på 3 forskellige Pinot druesorter.

Vinen er nemlig lavet på 56% Pinot Noir, 22% Pinot Blanc og 22% Pinot Meunier. Den er lavet med spontangæring alene på  druernes naturlige gærceller og med en del lavet og lagret på nye fade.

Derefter er vinen flasket til 2. gæringen på flaske, som er sket over 46 måneder inden degorgering, som er sket helt uden tilførsel af en dosage og der er kun lavet 4.484 flasker af vinen.

I næsen virker det mere som en klassisk champagne, men har samtidig en dejlig vildskab med både gærnoter, grønne planter, æbler, fersken, hyben og godt med grape. Der er klart en kalket og kridtet mineralitet, nogle ristede hasselnødder og blomster, men virker faktisk ret luftig og let i udtrykket.

Grand Cuvée Exquisite har et rigtigt lækkert brus aka mousse, der aldrig bliver vild, men til gengæld er meget vedholdende. Der er godt med lemon og citroner … har en utrolig flot balance, hvorved intet så stikker ud eller fylder for meget, hvilket gør det meget elegant, så dermed 94 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 449 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Griesel & Compagnie, Rosé Extra Brut, Hessische Bergstrasse, Tyskland

2019 Griesel & Compagnie, Rosé Extra Brut, Hessische Bergstrasse, TysklandFørste gang, at jeg smagte en mousserende vin fra fra Griesel & Compagnie aka Weingut Griesel Sekthaus Streit GmbH & Co. KG, så tabte jeg mælet. Nu smagte jeg igen mer’ vin fra det vilde hus og herunder denne 2019 Rosé Extra Brut.

Griesel & Compagnie er et unikt sekthus på Grieselstraße i byen Bensheim omkring 50-60 kilometer syd for Frankfurt i det ret ukendte område Hessische Bergstrasse. Men jeg har jo før skrevet om huset, så det springer jeg over denne gang og ser nærmere på Rosé Extra Brut.

Denne Rosé Extra Brut er lavet på ren Spätburgunder, som først er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller og med en del lavet og lagret på nye fade. Derefter er vinen flasket til 2. gæringen på flaske, som er sket over 34 måneder inden degorgering med 2 gram dosage. Der er kun lavet 4.290 flasker af vinen.

Duftmæssigt virker vinen rank og parfumeret med ribs, hyben, hindbær, stikkelsbær og citroner, nogle gærede noter, en nærmest kalket mineralitet og læg deroveni lidt grønne hækplanter, hvilket giver en meget frisk aroma.

I munden virker Rosé Extra Brut faktisk ret saftig … har både godt med syrlig frugt af ribs, citroner, lemon og grape, men også en sødme og fin mousse, der samlet set liver godt op. Der er både mineralitet samt kompleksitet … frisk og lyserød charmerende. 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Griesel & Compagnie, Blanc de Noirs Brut, Hessische Bergstrasse, Tyskland

2020 Griesel & Compagnie, Blanc de Noirs Brut, Hessische Bergstrasse, TysklandTilbage i juni 2019 smagte jeg for første gang denne Blanc de Noirs Brut fra Griesel & Compagnie aka Weingut Griesel Sekthaus Streit GmbH & Co. KG og tabte underkæben. Dengang var det i årgang 2015, men nu smager jeg den igen i årgang 2020 og bliver sgu igen ramt af små lyn og bliver elektrisk.

Griesel & Compagnie er fandeme også et unikt sekthus beliggende på Grieselstraße i byen Bensheim omkring 50-60 kilometer syd for Frankfurt i det mere ukendte vinområde Hessische Bergstrasse.

Sekthuset er grundlagt i 2013, og etableret i en gammel ejendom, som tidligere har tilhørt Hessischen Staatsweingüter. Ejendommen er fra 1904 og helt perfekt for et sekthus med dets gamle, hvælvede kælder, som I kan se på billedet nedenunder.

Det er den unge vinmager Nico Brandner, som står i spidsen for Griesel & Compagnie. Han har tidligere arbejdet hos bl.a. Raumland Sekthaus i Flörsheim-Dalsheim. Nico får hjælp af Sebastian Geissler, en af Nicos tidligere studiekammerater fra vinuddannelsen på Neustadt Weinbau.

I starten opkøbte Griesel druerne hos en flok venlige vinavlere, men i dag har sekthuset selv 7,5 hektar vinmarker, primært på markerne Auerbacher Höllberg og Fürstenlager.

Der dyrker de Riesling, Spätburgunder, Schwarzriesling og Chardonnay, men laver skam også sekt på æbler. I det hele taget er Griesel & Compagnie et meget innovativt sekthus, men det ka’ nærmest også smages i vinene.

Og alt laves efter den traditionelle champagnemetode med andengæring på flaske i mindst 16 måneder. Der er benhård fokus på kvalitet med manuel høst af druerne, gæring alene med druernes naturlige gær og uden filtrering. Der anvendes også absolut et minimum dosage for at bevare så autentisk smag som muligt.

Denne Blanc de Noirs Brut er en cuvée lavet på Pinot Noir og Pinot Meunier, altså helt klassiske champagne druer. Vinen er fra husets Tradition serie og lavet med druer plukket i september 2020 og en spontangæring med 84% i rustfrie ståltanke og 16% i barriques.

Der er vinen først lagret sur lie frem til juli 2021, hvor den er flasket inden andengæring i husets kældre i mindst 20 måneder før den så er degorgeret i marts 2023 med en dossage på 4 gram.

Der er godt med  små, fine, frembrusende og energiske bobler i glasset og derfra strømmer også en aroma med øllebrød, ristede rugbrød og cowboytoast, gæret dej, en blomstermark, mirabeller, modne gule æbler, ananas, mango … shit det dufter godt og har da også samtidig en lille saftsødme, lidt skumbananer og man kan også – som med 2015 – fornemme en vis fylde og fedme i vinen.

I munden er boblerne også fine og små, men fordamper forholdsvis hurtigt og afslører en meget læsket og sød/syrlig smag, hvor sødmen dog har et svagt overtag. Smagen er sure grønne æbler, lemon, grape og grillede citroner, en stort mineralsk bidrag til festen med kridt og kalk, svagt mandler og nødder, syrlig æblemost … smager hamrende godt, så denne Griesel & Compagnie sekt bliver sgu helt religiøs og den sekt vil jeg gerne være medlem af, så dermed 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Weingut Schloss Schönberg, Weißburgunder vom Ranker, Hessiche Bergstraße, Tyskland

2021 Weingut Schloss Schönberg, Weißburgunder vom Ranker, Hessiche Bergstraße, TysklandDen næste vin fra Rabea Trautmann og Julien Meissner på Weingut Schloss Schönberg er fra deres serie Terroirwein og det er en 2021 Weißburgunder vom Ranker.

Ranker er det tyske ord for diorit, som er en kornet eruptiv, magmatisk  dybbjergart, altså en slags stenart dannet af vulkansk magma. Diorit forekommer så gerne i yderkanten af områder, hvor magma er trængt ind for satans mange år siden. Der findes masser af granit samt diorit i Hessische-Bergstrasse, og Julien Meissner elsker det mineralske præg, som de vulkanske sten bringer hans vine.

Denne vin har gæret på et brugt 500 liters egetræsfad, hvilket lige præcis er brugt nok til, at fadkarakteren nu ikke bliver dominerende, men blot ligger og hviler under vinens frugt. Vinen har gennemgået malolaktisk gæring og er lagret en periode på fad.

Duftmæssigt er fadlagringen tydelig, men bliver rigtig nok aldrig voldsom eller for meget, men det giver denne småtykke og alligevel meget frugtrige noter, hvor der både er ristede nødder, røg, vanilje, saltet frugt, fersken, æble, mango samt citrusfrugter … har en rigtig fin luftig lethed … stille, roligt og overskudsagtigt.

Smagsmæssigt sprøjter saftigheden nærmest ud af vinen med kærlighed og elskovseleksir på epo. Det er sgu smag på drengen med saftige, moden tropisk frugt med indestængt længsel … ananas, lidt grønne pærer, gule æbler … og selvom vinen virkelig er smagsfuld og rammer alle sanser, så virker frugten og syren faktisk lidt afdæmpet og nærmest sart, hvilket virkelig klæder vinen. I syren er der citron, syrlig æblesaft, saltede citroner og lidt blid grape, der omslutter dig med mere kærlighed og fasthed.  Shit det smager godt. 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7