Tag-arkiv: Tyskland

2015 Weingut Willi Schaefer, Graacher Domprobst Riesling Spätlese #10, Mosel, Tyskland

I Spätlese combatten røg Himmelreich herefter op mod denne Graacher Domprobst Riesling Spätlese #10 – hvor den sidste del … altså nummeret #10 refererer til, at denne vin er lavet med druer fra en specifik del af Graacher Domprobst marken.

Og faktisk er kommende vin i rækkefølgen også en Graacher Domprobst Riesling Spätlese … blot med nummeret #5, altså fra en andel del af marken. Det er for det blotte øje næsten umuligt at se forskellen på etiketten. Det fremgår dog nederst på etiketten, hvor der står et langt nummer, nemlig 2 583 154 10 16. På #5 står der i stedet 2 583 154 05 16. Jep … man skal vide det!

Man kunne måske synes, at det er lidt nørdet med flere forskellige vinificerede vine fra samme mark, men for Christophe Schaefer giver det god mening. Man fortolker terrior … og når der er forskel indenfor samme mark, så skal det selvfølgelig også fremgå af vinene.

Og der er forskel … men det vender jeg tilbage til i næste blogindlæg om Graacher Domprobst #5. Men her og nu er det imidlertid #10’eren, som jeg fik noteret følgende om:

Næsen er langt mere kompleks og aromatisk end Himmelreich … nærmest som om, at der er mere af det hele. Ellers selvfølgelig nogle af de samme elementer, altså svag petroleum, en smule grønne blade og derudover tæt, intens og eksotisk frugt, fersken og en portion grønne æbler, men derudover også blomster, som bidrager til aromaen sammen med skifer og herlig syre.

Smagsmæssigt også mange ligheder med Himmelreich, men der er mere jern, stål og mere kant i denne Domprobst, endda sammen med mere honningsødme, æblerne mere runde og det smager sindssygt godt. Igen vinder Domprobst over Himmelreich … dermed en føring på 2-0.

Forhandles af Vinova, hvor prisen er 210 kr.

Rating 5,5/7

2015 Weingut Willi Schaefer, Graacher Himmelreich Riesling Spätlese, Mosel, Tyskland

Næste battle of the two vineyards Himmelreich og Domprobst blev på Weingut Willi Schaefers Spätlese vine, nemlig Graacher Himmelreich Riesling Spätlese og Graacher Domprobst Riesling Spätlese … og vi starter denne gang på Himmelreich marken.

Vi er røget en tak op i Oeschle graden og altså en mere moden vin … Spätlese betyder jo sen høst og ligger samtidig et niveau under Auslese med hensyn til modenhed.

Vinen er eneste Spätlese fra Himmelreich i 2015, mens der i øvrige år er lavet flere udgaver fra forskellige områder af Schaefers parcel på Himmelreich. Det vender jeg tilbage til, når vi kommer til næste vin fra Domprobst marken.

Men hvilken en dejlig Riesling.  Næsen har mere bundtræk – eller et sejt diesel baghjulstræk – end Kabinett vinene. Der fornemmes nemlig først petroleum, en smule grønne blade og derudover tæt, intens og eksotisk frugt, fersken, en portion grønne æbler, svag mynte, skifer, sten samt lidt grape og citron.

Smagen er rund og blød … og vi begynder så småt at snakke nektar, for der er lidt akaciehonning sammen med modne frugter, fersken, fortsat præcis syre, som – på samme måde som de tidligere vine – sikrer en elegant lethed over vinen, også godt hjulpet på vej af en mineralsk knytnæve.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 210 kr.

Rating 5/7    

2015 Weingut Willi Schaefer, Graacher Himmelreich Riesling Kabinett, Mosel, Tyskland

Nogle ka’ bedst li’ moderen og nogle datteren. Med Graacher Himmelreich Riesling Kabinett og Graacher Domprobst Riesling Kabinett vil alle uden tvivl vælge begge. Men er den ene marginalt bedre end den anden?

Marken Graacher Himmelreich ligger op til Domprobst og den optimale placering berettiger vel til navnet Himmelreich … himmelriget. Marken har en høj andel af ler, hvilket giver vinene en kraftfuld og særpræget karakter. Giver du vinene godt med tid bliver du endvidere belønnet med elegance og mineralsk finesse.

Himmelreich marken ligger godt beskyttet for vind og frost, hvorved opvarmningen af jorden giver druerne en ensartet og fuld modenhed. Marken er beriget med mange grundvandsmagasiner, som giver optimal næring til vinstokkenes dybe rødder.

I næsen er Graacher Himmelreich virkelig feminin og sart. I starten virkede den måske en anelse neutral, men med lidt luft i glasset kommer aromaerne mere frem med gule æbler, fersken, blomster, svag fennikel, svage urter, flint, sten og samtidig fornemmes der fin sødme.

Smagsmæssigt lækker lethed … et fint mix af intensitet og lethed, cremet, mineralsk med citroner, fersken, ganske frugtrig, men først og fremmest en utrolig lethed over vinen. Jeg giver dog første runde til Domprobst.

Forhandles af Vinova, hvor prisen er 175 kr.

Rating 5/7    

2015 Weingut Willi Schaefer, Graacher Domprobst Riesling Kabinett, Mosel, Tyskland

De næste Weingut Willi Schaefer vine blev serveret sætvis … altså to vine ad gangen. Først skulle vi smage 2 x Kabinett … husets Graacher Domprobst Riesling Kabinett mod deres Graacher Himmelreich Riesling Kabinett.

Som de fleste med hang til de germanske Riesling vine ved, så er Kabinett – modsat betegnelsen Trocken, der blot er et tørhedsbegreb – et lovgivningsmæssigt defineret kvalitetsniveau hos de grundige tyskere. På deres kvalitetsvine … Qualitätswein mit Prädikat afgør Oechle-graden typen af vin og der ligger Kabinett med mindst 75 Oechle, mens Spätlese mindst har 85 og Auslese mindst 95 Oechle.

Trockenbeerenauslese er over 150 Oechle den sødeste – og er således også sødere end fx Eiswein.

Nå, men tilbage til denne Graacher Domprobst Riesling Kabinett, som er lavet med druer fra den legendariske mark, som I kan se et udsnit af på mit foto ovenfor.

Det er en mark, som mange af de store og gode Mosel vinhuse har parceller på, bl.a. Markus Molitor, Weingut S. A. Prüm, Weingut Studert-Prüm-Maximinhof og mange flere.

Lad os kaste os i ud i udfordringen … hvilken af Weingut Willi Schaefers to Kabinett Rieslinger er bedst, Graacher Domprobst eller Graacher Himmelreich?

Duftmæssigt virker denne Graacher Domprobst herlig mineralsk … godt med kridt, men det er en blid mineralsk aroma, blødt kridt so to speak. Kridt er vel lidt blødt? Der er røg, ananas, fersken, nektariner samt et strejf af blomster. Virker total kompleks og blid.

Smagsmæssigt virker den også utrolig kompleks, har godt med mineraler og sten, men på en virkelig blid facon. Det er stadig med et mix af lethed og intensitet, en smuk og lækker bitterhed, friskhed og præcision. Konge.

Forhandles af Vinova, hvor prisen er 175 kr.

Rating 5,5/7    

2015 Weingut Willi Schaefer, Graacher Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

Efter den elegante magtdemonstration med 1976’eren, så startede smagningen derefter med Schaefers vine fra 2015, og hvad er så mere naturligt end at starte med deres tørre entrylevel Riesling …  den tørreste Riesling i hele Schaefers sortiment.

Druerne til vinen kommer normalt fra alle Schaefers tre marker, altså fra Graacher Dompropst, Graacher Himmelreich og Wehlener Sonnenuhr. Christophe fortalte dog, at vinen i denne årgang 2015 er lavet udelukkende med druer fra Graacher Himmelreich, hvor druerne nogle steder på marken ikke bliver tilstrækkeligt modne til Kabinett … og så i stedet bruges til denne Graacher Riesling Trocken.

Som de øvrige vine er den lavet fuldstændig klassisk med naturlig gærstammer, mindst mulig indgriben og lagring på store, gamle foudres på 1.000 liter.

Duftmæssigt igen herlig dyb Riesling … ikke megen petroleum endnu, men derimod god frisk, intens frugt, grape, æbler, eksotiske frugter, citrus, mynte, mineraler, kalk, lidt honning og en vis friskhed.

Smagen er frisk, sprød … lidt grøn i smagen, syren virkelig ung med et mineralsk bid, bitterhed og citrus. God spændstighed og fin lang eftersmag. Flot, flot entrylevel Riesling, som endda næsten napper 5 Thumbs Up.

Forhandles af Vinova, hvor prisen er 125 kr., men den er udsolgt … hvilket er ganske forståeligt.

Rating 4,5/7  

1976 Weingut Willi Schaefer, Graacher Himmelreich Riesling Auslese, Mosel, Tyskland

Bum! Graacher Himmelreich Riesling Auslese fra 1976 … den absolutte bedste årgang i hele 1970’erne. Dermed blev Vinovas flotte Weingut Willi Schaefer smagning på Restaurant SÅRT i Århus sparket i gang på allerbedste manér.

Gracher Himmelreich er uden tvivl lidt af et vinøst himmelrige, en stejl og perfekt sydvestvendt mark med undergrund af ren blå Devon skifer. Marken leverer druer til elegante og kraftfulde Riesling vine med et stort potentiale for aldring. Weingut Willi Schaefer har samlet 2 hektar parceller på Graacher Himmelreich.

Christophe fortalte, at de i produktionen griber så lidt ind i processen som muligt. De ønsker i størst muligt omfang, at vinene skal afspejle kvaliteten fra de fantastiske marker. Der anvendes derfor alene den naturlige gær fra druerne og vinene lagres på store, gamle foudres, således de ikke bliver præget af eg.

Og hvor bliver sådan en bandit som denne Riesling Auslese da bare imponerende med alder. Selvom denne er over 40 år gammel, så er der fortsat imponerende smag, dybde og elegance over vinen.

Und jetzt den Mund halten … jeg mener, hold nu kæft for en smuk næse. Det er petroleum af bedste skuffe, næsten benzin – stærk og forførende. Der er fersken, eksotisk frugt, honningmelon, æblemos, citrus, hvide blomster … kaplifolier hedder de vist, akaciehonning, lidt læderfedt og altsammen meget delikat. Hmmmm.

I munden sødme … men slet ikke så meget, som man ellers kunne forvente af en ældre auslese. Det er blidt, let og sødmen næsten svæver luftigt i munden. Syren er virkelig moden, elegant med syltede citroner og en svag – meget saftig – bitterhed. Det smager sgu ganske fantastisk.

Denne årgang 1976 kan formentlig ikke skaffes for normale menneskepenge.

Rating 6,5/7 

2015 Collective Z, Gemischter Was? Pfalz, Tyskland

Gemischter Was? Det betyder direkte oversat “blandet hvad?” … eller sagt på en anden måde, så aner det lille kollektiv Collective Z ikke helt præcist, hvad denne lille flaske biodynamiske hvidvin indeholder.

Collective Z har jeg skrevet om tidligere. Det ligger ved byen Leistadt omkring et par kilometer nord for Bad Dürkheim i Pfalz vinregionen. Det er lige i udkanten af en af de store skove i Pflaz, hvor jorden er kalkholdig med kalksten og småsten.

Vinhuset er – som navnet indikerer – et kollektiv bestående af Christoph, Helmut, Alex, Marie, Simon og Elisabeth. Det er dog Christoph Ziegler, som udadtil tegner det lille kollektiv, som laver vin fra økologisk drevne vinmarker med gamle vinstokke. Og endda nærmest efter biodynamiske principper, bl.a. sørger Elisabeth for de heste, som bruges i markerne … når de altså ikke bruger den lille røde traktor på billedet ovenfor.

Collective Z har alene små parceller, som enten er for små eller for gamle for de fleste andre vinproducenter, men det passer de vilde unge i Collective Z fint.

Det betyder, at de kan de lave lige præcis de vine, som de synes er spændende og endda fra vinstokke, som ofte er mellem 25-50 år og et naturligt lavt udbytte. Alle druerne håndplukkes og vinene fermenteres spontant og gæres helt ud.

Men hvorfor ved det lille kollektiv ikke helt præcist, hvad denne lille flaske biodynamiske hvidvin Gemischter Was? indeholder? Har de røget sig skæve eller dyrket alt for meget fri, uhæmmet sex i kollektivets fællesrum? Eller er der gået peace, love og harmony i paneldiskussionerne?

Nej forklaringen er egentlig rimelig simpel, for Gemischter Was? er et fieldblend, altså en vin lavet af druer fra en mark med en herlig blanding af forskellige vinstokke. I dette tilfælde er det vinstokke med Sylvaner, Riesling, Müller-Thurgau og Gewürztraminer.

Druerne er høstet ved håndkraft, vinen gæret helt ud og lagret 9 måneder på store gamle fade og der er ikke tilsat noget som helst. Den er også flasket fuldstændig ufiltreret og lavet i meget lille antal … sølle 1.000 flasker.

Duften er klart æbler … nærmest smågærende nedfaldsæbler og iblandet lidt stikkelsbær, en snert eksotisk frugt, marcipan, godt med frugtsten, animalske elementer – herligt – svag vaniljesødme og lidt skolekridt.

Vinen er smagsmæssigt meget blød og drikkevenlig. Der er kridt og en smule fladhed … eller i hvert fald en meget blid syre, som bliver lidt for beskeden. Det er rundt, blødt og ganske harmonisk. Der er også sødme og behagelig eftersmag. Sammenlagt et godt indtryk … en vin med charme.

Købt hos Extra Brut Vinimport, pris 130 kr.

Rating 5/7 

2014 Weingut Dr. Bürklin-Wolf, Deidesheimer Riesling, Pfalz, Tyskland

Aftenens eneste hvidvin blev passende nok en Riesling, hvilket alle gættede. Det blev nemlig denne Deidesheimer Riesling fra vinhuset Dr. Bürklin-Wolf, der holder til på adressen Weinstraße 65 i byen Wachenheim i Pfalz.

Weingut Dr. Bürklin-Wolf blev grundlagt i 1597 af Bürklin Bernhard, som dengang var byrådssektretær og senere blev borgmester i Wachenheim. Hans gamle hus fra 1606 eksisterer fortsat den dag i dag.

Vinhuset fik navnet Bürklin-Wolf, da Dr. Albert Privy Bürklin i 1875 giftede sig med Louise Wolf. I dag ejes vingården stadig af familien Bürklin. I dag er det nemlig Bettina Bürklin-von Guradze, som ejer vingården, men det er nu hendes mand Christian von Guradze, som står for vinproduktionen.

Ejendommens jordbesidelser har alle dage være ganske enestående, og omfatter mere end 90 hektar i Pfalz’ mest hæderkronede marker så som Forster Kirchenstuck, Wachenheimer Gerümpel, Deidesheimer Hohenmorgen og Ruppertsberger Gaisböhl.

I 1980’erne øgede Bürklin-Wolf deres fokus på dyrkningen, og begyndte at eksperimentere med økologiske og biodynamiske metoder, og siden er kvaliteten simpelthen eksploderet.

Fra 2008 har vingårdens produktion været certificeret biodynamisk. Bürklin-Wolf er som den eneste tyske vingård medlem af Biodyvin, en eksklusiv forening som tæller en række af verdens bedste biodynamiske vinhuse.

Denne Deidesheimer Riesling er en Ortswein … altså kvalitetsmæssigt over en almindelig Gutswein og er lavet med druer fra forskellige marker omkring Deidesheim. 1/3 af druerne stammer endda fra tidligt høstede druer fra nogle af huset GG marker.

Lavet på rustfrie ståltanke og delvis lagret på store egefade, de såkaldte Doppelstück-Holzfass. Vinen har 2,2 gram restsukker pr. liter.

Næsen er virkelig smuk mineralsk med tonsvis af skifer, sten, flint og samtidig allerede den aromatiske petroleum i kombo med grønne æbler, citrus og en omgang røg.

Smagsmæssigt er der virkelig god intensitet … har måske lidt fylde, hvilket kan skyldes den delvise lagring på fade, men der er dog fortsat en god syrlighed, meget spillevende syre og bitterheden er heller ikke så stor. Der er klart mineraler i smagsspektret og derudover et lidt grønt bid.

Købt hos Philipson Wine, hvor 1 flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 5/7

2015 Weingut Brand, Pinot Blanc Cuvée Natur, Pfalz, Tyskland

Weingut Brand kalder sig på udenbys The Brand Brothers – ganz cool – og stiller op til en svingom på etiketten til denne Pinot Blanc Cuvée Natur … Pfälzer Landwein, naturvin og derudover både unfiltriert und ungeschwefelt.

Vi er tidligere stødt på dette meget intessante vinhus, som holder til i byen Bockenheim på adressen Weinstraße 7 omkring 30 kilometer nordøst for Kaiserslautern i Pfalz. Det var da jeg smagte husets Sonnenberg Spätburgunder og deres Cuvée Flora på Portugieser og Dornfelder.

Vinhuset er grundlagt af familien tilbage i 1891, men drives i dag af 5. generation i form af de unge brødre Daniel og Jonas Brand, som overtog driften fra deres far Jürgen Brand i 2014. Udover vineri driver familien Brand også Gästehaus Brand på samme adresse.

Weingut Brand har samlet 18 hektar vinmarker omkring Bockenheim og de bedste marker er Heiligen Kirche, Klosterschaffnerei og Sonnenberg. Der dyrker familien druesorterne Riesling, Weißburgunder, Grauburgunder, Scheurebe, Chardonnay, Auxerrois og Spätburgunder.

Siden 2015 har vingården været certificeret økologisk, og det har betydet et stop for brug af mineralsk gødning og pesticider. I stedet har brødrene plantet kløver, vilde urter … en biologisk mangfoldighed med summen af humlebier og andre nyttige insekter, mens sprøjtningen sker med ekstrakter af urter og te.

Gæringen af vinene foregår spontant og modnes efterfølgende af enten i ståltanke, store traditionelle egetræsfade eller i barriques afhængig af typen af vin.

Her har vi altså en Pinot Blanc, som jo også er lavet økologisk certificeret, druerne høstet manuelt og vinen er – som nævnt indledningsvis – ufiltreret og selvfølgelig gæret helt ud, 9 måneder på store gamle fade og er heller ikke tilsat svovl.

I glasset er vinen herlig grumset … uklar væske med en duft af æblemost og endda masser af æblemost, dyb og intens æbleduft iblandet lidt tropiske frugter (fersken?) og en omgang hyld. Dufter dejligt … men udvikler sig faktisk mere og mere efter åbningen. Jeg drak vinen over 2-3 dage og jeg synes faktisk, at den var bedst på tredjedagen.

Smagen var første dag meget flad … sådan lidt tilbagelænet i stilen, lidt sødkrydret, meget aromatisk, men manglede lidt syre. Efter nogle dage er frugtsyren mere tydelig sammen med lidt hvid peber og en blød samt behageligt eftersmag.

Købt hos Extra Brut Vinimport, pris 135 kr.

Rating 5/7 

2014 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Franz Anton Spätburgunder, Baden, Tyskland

Slår man ordet Spätburgunderdag op på Google, så dukker jeres flittige vinskribents blog op med alle hits på hele første side. Søges der på tysk … Spätburgundertag, så er der ingen hits. WTF? Kom nu ind i kampen kære broderfolk, for fredag er jo Spätburgundertag … også på kryds af landegrænser, specielt den sydlige.

Denne fredag har vi løst det med denne Franz Anton Spätburgunder fra det herlige, magtfulde og ganske imponerende vinhus Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, som vinbuddy Jan og jeg besøgte i sommers på vores vinøse roadtrip.

Det fantastiske besøg kan du læse om på blogindlægget Fritz … der oberbergener köenig im Kaiserstuhl – et besøg hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler. Ja, det er sgu værd at læse. Det var et af de vinøse højdepunkter på vores roadtrip.

Jeg skal derfor heller ikke trætte jer med en lang historie om vinhuet … det kan I også læse i ovennævnte indlæg. Lad os i stedet kigge nærmere på denne Franz Anton Spätburgunder, som var en af de vinøse souvenirs fra turen.

Denne Franz Anton Spätburgunder kommer – tro det eller ej – fra serien Franz Anton Selection, som ligger lige under husets bedste vine, de såkaldte S og A Große Lage vine. Vinen er opkaldt efter Fritz’ far Franz … som jo åbenbart hed Franz Anton. Stakkels barn.

Druerne kommer fra forskellige marken med vulkansk undergrund, det som tyskerne poetisk kalder vulkansteinböden. Vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke, men er lagret på brugte barriques, men hvor lang tid fremgår dog ikke. Der er restsukker på 2,1 gram pr. liter, så det er umiddelbart en ganske tør vin.

Duftmæssigt fanger næsen først godt med sten og mineraler … flint, frisk eg, sødkrydret stald, men meget afdæmpet sammen med jordbær, lyse kirsebær, let kanel, vanilje, et sjat blæk samt ristet toast. Vinen er i starten virkelig lidt stram, men stik næsen ned og oplev de delikate aromaer … herligt. Og med mere luft i glasset udløses endda endnu flere aromaer … endnu mere herligt.

Smagsmæssigt går den mineralske syre også igennem … grøn og stringent, tydelige tanniner, jern, en svag bitterhed. Lethed, syrligt og uden de helt sødlige elementer, som ellers ofte følger med de tyske Spätburgundere. Virkelig dejlig og frisk glas Spätburgunder.

Købt på vingården til 21€ … eller omkring 156 kr.

Rating 5/7