Jeg smagte også den vin, som i mange år var betegnet som andenvinen på Château Léoville Las Cases, før man lavede Le Petit Lion du Marquis de Las Cases. Det er nemlig vinen Clos du Marquis, som jeg smagte i en årgang 2019.
Det er en en separat Grand Vin fra nogle udvalgte parceller i det vestlige Saint-Julien. Markerne støder dog reelt op til Château de Léoville, som var residens for Marquis de Las Cases og vinen blev første gang udgivet i 1902, men er i dag altså blot en Grand Vin, men har endda også en lillesøster, der hedder La Petite Marquis.
Clos du Marquis 2019 er lavet på 70% Cabernet Sauvignon, 23%
Merlot og 7% Cabernet Franc, der er høstet mellem 21. september og den 9. oktober. Vinen er som de øvrige på vinslottet lavet ganske traditionelt og er efter endt fermentering lagret 18 måneder på små barriques, heraf 50% nye fade.
I næsen er fadsødmen klart mindre end hos de to foregående 2. Grand Cru Classé vine, men der er fortsat meget arketypiske noter med gammel kælder, cedertræ og cigarkasser, godt med solbær og brombær, modne blommer samt sort te, lakrids, kanelsnegle samt vanilje og lidt blomster.
Smagen er også mere klart, frisk og knap så blød. Der er frugt med brombær, tranebær samt hindbær, hvilket giver en friskere, lysere og lettere smag, der suppleres med mineralske noter, tætte tanniner, vild tørhed, godt med tør jord … men det smager skisme godt, så dermed 94 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 498 kr.
Jeg startede Supervins store Bordeaux smagning med et brag og samtidig med den første vin i smageskemaet, for det var intet mindre end denne 2012 Saint-Julien 2. Grand Cru Classé fra Château Léoville Las Cases.
Slottet ligger i Saint-Julien og var oprindeligt en del af den store Léoville ejendom, der kan dateres tilbage til 1638 og blev grundlagt af køkkenchefen Jean de Moytié, som var blevet adlet og gjort byrådsmedlem i Bordeaux. Det var Moytié, som plantede de første vinstokke på slottets marker. Senere blev én af de bedste marker faktisk opkaldt efter grundlæggeren … Mont Moytié.
I mange år var vinslottet familien Moytiés ejerskab, men da en datter i 1707 giftede sig med Blaise Antoine Alexandre De Gasq, som var et indflydelsesrigt parlamentsmedlem i Bordeaux, så gik ejerskabet over til De Gasq familien.
De Gasq døde imidlertid barnløs i 1769, og den store Léoville ejendom gik i arv til 4 nevøer, ledet af Marquis de Las Cases. Under den franske revolution må Marquis de Las Cases flygte ud af landet, og det endte med, at slottet efter revolutionen blev opdelt i flere dele.
Men på en eller anden måde lykkedes det dog Marquis de Las Cases at beholde en del … og det er den del, som senere – da sønnen Pierre Jean de Las Cases arvede slottet – blev til Château Léoville Las Cases.
Op til den franske revolution, hvor ejendommen blev delt, var Château Léoville det største vinbrug i Haut Médoc. I dag er der tre Léoville ejendomme, nemlig Léoville Barton, Léoville-Poyferré og Léoville Las Cases. Alle er klassificeret som 2. Cru Classé i den berømte 1855 klassifikation.
Las Cases familien drev Château Léoville Las Cases indtil de rendte ind i økonomiske vanskeligheder omkring 1900, hvor en del aktierne i slottet blev købt af Théophile Skawinski, som også overtog driften.
Han endte med at overtage hele slottet og det blev efterfølgende overtaget af hans arvinger, nemlig Delon familien med Michel Delon i spidsen. Han fik købt øvrige aktionærer ud og snart blev familien Delon således eneejere af slottet.
Michel Delon var både beundret og hadet, og hans fokus på kvalitet sendte chokbølger mod kollegerne eller konkurrenterne, da han i top-årgangene 1986 og 1990 de-klassificerede henholdsvis 50% og 67% af produktionen. Det var uhørt og sendte et tankevækkende signal til forbrugerne, om at se sig for ved køb af disse årgange.
I dag er Michel Delon dog død, så slottet videreføres af sønnen Jean-Hubert Delon, som også ejer Château Potensac i Medoc og Château Nénin i Pomerol.
Château Léoville Las Cases ligger nabo til det legendariske Château Latour og den gode Robert Parker er da også af den opfattelse, at slottet kvalitetsmæssigt bevæger sig blandt 1. Cru Classé slottene. Eksperter mener også, at slottet ville ende som 1. Cru Classé, såfremt der 1855-klassifikationen skulle revurderes.
Selvsamme Parker har i øvrig også givet denne vin 100 point i årgang 2016, men her i det nordjyske skulle jeg smage vinen i to årgange og det var denne 2012 og en nyere 2017.
Château Léoville Las Cases har samlet omkring 98 hektar vinmarker, hvor hovedmarken – den store Clos , som leverer druer til 1. vinen – er på omkring 60 hektar.
Der laves 3 forskellige vine på slottet, nemlig 1. vinen Le Grand Vin de Léoville du Marquis de Las Cases Saint-Julien 2. Grand Cru Classé og derefter Le Clos du Marquis, som første gang er lavet i 1902 og i mange år blev betegnet som 2. vinen og så den rigtige andenvin kalder Le Petit Lion du Marquis de Las Cases – den lille løve,
Den er lavet på druerne fra de yngste vinstokke på samme mark Clos de Léoville som førstevinen, mens Le Clos du Marquis er lavet på druer fra andre vinmarker.
Der laves årligt omkring 200.000 flasker af denne Saint-Julien 2. Grand Cru Classé topvin og i årgang 2012 er den lavet på et mix af 74% Cabernet Sauvignon, 15% Merlot samt 11% Cabernet Franc. Den er lavet helt klassisk og lagret 18 måneder på barriques og heraf 90% nye fade.
Duftmæssigt blev det en god intro til de mange Bordeaux vine med en god moden duft … der er både lidt gammelt mahognichatol, pænt fadpræg og samtidig lidt af en maggiterning af kraft. Der er lakrids, sød tobak, vanilje og denne modne frugt, som faktisk har en snert blommer, rosiner og selvfølgelig solbær … alt modent.
Smagen er sådan meget tilbagelænet og lidt blæret. Selvom man også finder modenhed i frugten og vinen generelt er fremkommelig og venlig, så er der fortsat skarp og kraft i frugten, som er solbær og hindbær, der suppleres med mineraler, cedertræ og sort te bitterhed. Smukt og 94 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 3.295 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 2.495 kr.
Sidst jeg smagte en rødvin fra Luciano Ercolino og vinhuset Vinosìa var det hans 2015 Marziacanale Taurasi, men nu er det søstervinen Santandrea Taurasi, der også er lavet på 100% Aglianico.
Druerne til vinen kommer fra marken Santandrea i området Paternopoli i appellationen Taurasi DOCG. Druerne er alle høstet i hånden i slutningen af oktober og starten af november.
Maceration sker over 15 dage og gæringen med udvalgte gærtyper under kontrolleret temperaturer i rustfrie ståltanke. Derefter sker der en malolaktisk gæring inden lagringen, hvor 70% lagres på nye franske egefade i 14 måneder, mens resten forbliver på ståltanke.
Til sidst flaskes vinen og så er den lagret videre i vinhusets kælder indtil den er moden. Det er faktisk den højst Decanter anmeldte rødvin fra Campagnien. Decanter gav vinen 97 point samt en platinium medalje.
Atter må jeg ty til sammenligning med Barolo, for vinen har duftmæssigt mange ligheder, blot med en lidt varmere side. Der er således først lidt violer, roser, tørrede blomster suppleret med røg, tør egetræ, fennikel og en ren, klar og balsamisk frugt med brombær, blommer, hindbær, grønne urter … og de færreste vil gætte, at vi her er i det sydlige Italien … ren lille lykkerus.
Smagsmæssigt er det lidt den samme … har en ren, stringent og klar smag, blot med lidt mere solmoden varme. Tanninerne er Nebbiolo vilde, udtørrende og markante … klart i Barolo klasse. Der er masser af brombær, sorte kirsebær, ribs og hindbær, har samme bitterhed som søstervinen med lidt te-blade, sorte oliven, en mørk balsamisk syre, lidt koncentreret power, kul, tjære og mineralitet. Det smager absolut imponerende. 94 point.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 279,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 249 kr.
Så skal vi da bare endnu en tur tilbage til Antonio Sarrión på Bodegas Mustiguillo, men denne gang hverken på Bobal eller Grenache, for jeg smager nu 2019 Syrah Pela Roques.
Alle Syrah druer kommer fra den 3,3 hektar store parcel på Finca Conejros marken i cirka 850 meters højde, hvor Syrah vinstokkene er plantet i 1998 og alle er økologisk dyrkede. Selve marken har et køligt og stærkt næringsfattigt terroir med en jordbund af klipper af sandsten, quartz og feldspat.
Der sker afstilkning af 50% af druerne og gæring sker spontant alene med druerne naturlige gærceller. Gæring af maceration sker over 5 uger og efter endt fermentering er vinen lagret 8 måneder på store 8.000 liters egetræsfade.
Det kan godt være, at vinen er på ren Syrah, men sådan dufter den på ingen måde, for i glasset er vinen klart til den lyse side og samtidig får man omgående et let, frisk og frugtrig duft med en vild, reduktiv slagsside, som giver lidt bio bio landlighed, krudt og omgående leder tankerne helt på lidt tysk, øko eller bio Spätburgunder. Den har også noget garvet læder, mælkede elementer med sur mælk, kakao, våde sten og et bundt friske urter.
Smagen er lige så vild … har dog en mere solid bund, hvor frugten bliver meget tæt og knap så levende. Vi er dog fortsat i den lette og friske afdeling og langt fra arketypisk Syrah, selvom der dog kommer lidt peber med i smagen. Der er blåbær, brombær, hindbær samt lidt rabarber på én gang, en lidt tør saftighed, en nærmest balsamisk syre og samlet meget tilgængelig og drikkevenlig. Jeg er sgu bare vandvittig imponeret, så 94 point fra mig … næsten 95.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 179,95 kr. ved køb af 6 flasker. Vild godt køb … siger det bare, så din egen skyld, hvis du ikke køber lidt til skabet.
Tilbage til studiet … havde jeg nær sagt, men det skulle måske mere korrekt være tilbage til Antonio Sarrión på Bodegas Mustiguillo og denne gang med hans 2020 La Garnacha.
Ja, jeg har jo efterhånden smagt en del vine fra Antonio Sarrión, hvilket dels er fra hans primære vinhus Bodegas Mustiguillo og så fra hans sideprojekt Risky Grapes Wine Co.
Fra Bodegas Mustiguillo har jeg tidligere smagt den røde Mestizaje i årgang 2018 og 2019, samt de vildt lækre Bobal baserede vine Finca Terrerazo Vino de Pago i årgang 2018 og 2019 samt Quincha Corral Vino de Pago, som jeg gav 6,5 fede tomler.
Men nu er det Garnacha aka Grenache, som det drejer sig om og denne vin fra Grenache stokke, der vokser på El Terrerazo marken , der ligger i 800 meters højde, hvor solen er ekstra intens, men kølige nætter giver druerne en frisk mineralsk balance.
Mustiguillo høster druerne af to omgange fra det kuperede og kalkholdige terroir De afstilkede druer dobbeltsorteres også inden afstikning samt en skånsom knusning. Så følger 10-13 dages gæring, hvor 20% af stilkene gradvist tilføres i fine lag for bidrage med lidt finesse, struktur og parfume til smagen.
Gæringen sker i 50-80 hektoliter egefade og efter endt gæring opnår mosten yderligere 8-10 eftermaceration. Derefter er vinen lagret 6-8 måneder på både 225 liter barriques og 35 hektoliter egefade.
Duftmæssig virker vinen meget frugtrig, frisk og klart til den lettere side og det passer sgu meget godt med farven, for vi glasset er vinen helt klart til den lidt lysere side. Man fornemmer stor saftighed, godt med morbær, kirsebær, kirsch og lidt viskelæder, marcipan, blomster og mørk chokolade. Vinen har virkelig en let og fin aroma.
I munden er det også let, lyst og saftigt … virkelig fin og yndefuld vin efter min smag. Der er jordbær, lyse kirsebær samt lemon bitterhed og så ellers en lys, sød syre, svævende saftighed med en umiddelbar, tilgængelig og venlig drikbarhed. Det drøner ned i halsrøret med en fin lethed, meget venlig, elegant og drønlækker. 93 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.
Jeg har sgu aldrig smagt Mencia på dette niveau. Jeg snakker om vores sidste vin i den spanske smagning og det er denne Tebaida No 5 fra Casar de Burbia.
Ligesom Casar de Burbias hvide Godello vin var aftenens bedste hvidvin, så blev denne også helt klart aftenens bedste rødvin.
Det er 100% Mencia druer, som kommer fra en enkeltmark Viña Sapita på knap 2,5 hektar og har Mencia vinstokke plantet tilbage i 1903, så vi snakker om tudsegamle vinstokke.
Vinen er lavet i åbne 500 liter franske egetræsfade og alene med druernes egne, naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på både 225 og 700 liters fade, hvorefter den så flaskes og får lov at lagret yderligere et par år.
Uha … nu bliver det tæt, intens og kraftig vin, men er bare vildt tiltrækkende med både kaffe, espresso, våde og gamle fade, finsk og sort lakrids – findes det i andre farver? – mørk chokolade, After Eight chokolade, bløde blommer og sorte kirsebær. Der er en skøn kombi af fadnoter og en mørk, dyb frugt og fed balsamico.
I munden er vinen fed og behåret … virkelig en rund, kraftig og mørk vin, hvor alkoholen dog også bidrager til partytime. Vinen er da mere stringent og ren end duften, for vi har her en frugt af hindbær og en smule solbær samt brombær, en tæt og elegant tanninstruktur. Alt leveres dog cremet, fedt og lækkerfedt. Mums, så 94 point og således lige på grænsen til 6 fede tomler.
Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 625 kr.
En vinsmagning med temaet det anderledes Spanien blev startet med et glas af denne 2020 Cava Cuvée Especial Brut fra det lille cavahus Oriol Rossell.
Caves Oriol Rossell ligger i Penedés omkring 35 minutter syd for Barcelona by i den lille by St. Marcal.
Cavahuset er beliggende på den gamle herregård Cal Cassanyes bygget i det 17. århundrede og gården består af 4 fløje, hvoraf den ældste kan dateres tilbage til 1637. Selve bodegaen er bygget i Art Nouveau stil og kan dateres tilbage til 1908.
Rossell familien kan selv spores tilbage til 1497, hvor Pere Joan Rossell de la Costa blev nævnt i gamle papirer. Han var vinmager og ejer af vinhuset Rossell de la Costa i Santa Margarida. Senere blev et ægteskab mellem Damià Rossell de la Costa og Madrona Cassanyes til en fusion mellem to vinhuse og i dag er huset fortsat ejet af familien.
Det er således et lille familieejet og -drevet vinhus, der siden 1979 har specialiseret sig indenfor produktion af højkvalitets cava, mens man blot før den tid solgte druerne til andre vinhuse. Vinene er solgt under navnet Oriol Rossell, som var foregangsmand i selv at lave og flaske husets vine. Oriol døde selv i 2011.
I dag har man ansat Salvi Moliner til at producere cavaerne. Han er – – udover at være en ret fantastisk vinmager – også selv underviser i ønologi på universitet i Barcelona.
Salvi er en lille mand med sine 1,60 meter, men han har en enorm personlighed. Han er bare så rar og behageligt et menneske og har på Oriol Rossell 85 hektar vinmarker, som primært bruges til cava, men lille del af druerne bruges også til almindelig vin.
De 85 hektar vinmarker ligger rundt omkring Cal Cassanyes på højderyggen mellem Penedés Alto og Penedés Bajo omgivet af bjerge både mod nord og syd. Dette skaber et mesoklima, der er essentielt for produktionen af cavaerne fra Oriol Rossell.
Den grønne drue, Xarel·lo, der er kendetegnende for Penedés, er den mest plantede på markerne. Sammen med de to andre grønne druetyper Macabeu og Parellada udgør de grundlaget for hele produktionen af cavaerne.
Her smager vi så husets Cava Cuvée Especial Brut 2020, som er lavet på 50% Xarel·lo, 30% Macabeu og 20% Parellada, der kommer fra en enkeltmark Cal Cassanyes i 150 meters højde. Først er selve basisvinen lavet i ståltanke med gæring ved lave temperaturer. Så er der sket coupage – altså justeret blanding af druerne inden aftapning på flaske og andengæring i kælderen over 12 måneder.
Vinen er udviklet sammen med Kristian Ishøy fra D’Wine og han har kendt Salvi Moliner i 8 år. I dag er Cava Cuvée Especial Brut dog fast i husets sortiment.
Duftmæssigt er vinen grøn, frisk, ren og nærmest klinisk. Der er klassiske gærnoter stikkelsbær, grønne æbler, umodne pærer samt svagt lidt ristet franskbrød … bare et godt, gammeldags formbrød og man fornemmer næsten en vibrerende syre.
Smagen har også den nærmest kliniske balance … og ordet harmoni afspejler måske bedst smagen. Boblerne er fine, levende og alligevel afdæmpede. Der er lidt tøjlet vildskab, grønne æbler og nogle bløde citroner og lemon samt en mineralitet, der også er dæmpet. Dermed bliver hele smagsoplevelsen silkefin, rolig, balanceret og elegant, så dermed et højt niveau for denne cava. 93 point
Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 139 kr. Det er faktisk en lille prisbasker og et super alternativ, hvis man ikke lige har råd til de altid dyre champagner.
Bjarne havde medtaget endnu en hvidvin fra Domaine Vallée Moray. Det var Hervé Greniers 2018 Aubépine … og dermed atter fadlagret Chenin Blanc, blot lagret en tak længere.
Her kommer Chenin Blanc druerne nu fra 70 år gamle vinstokke og høstet med et beskedent udbytte på kun 25 hektoliter pr. hektar og alene lavet helt traditionelt og efter endt fermentering lagret hele 30 måneder sur lie på gamle egefade. Vinen er derefter tappet på flaske uden tilsætning af svovl.
I næsen er vinen mere urtet, hvilket suppleres med noget bivoks, en svag oxidativ note og endda lidt olieret. Der er lidt ældre gulvtæppe, nødder, godt med pærer samt en kalket mineralitet, smør samt en citronagtig cremekage.
Smagsmæssigt er vinen klart skarpere … har en let sødme, men en frugt af pærer, melon og gule æbler. Selvom frugten måske virker en anelse soft, så er syren ren, klar og ganske stram som hos lillesøster Cailloutis og suppleres af lidt salt, kandiseret citron, ost samt denne kalkede mineralitet.
Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske koster 190 kr.
Bjarne fra Vinimperiet havde skam også taget et par hvidvine fra Domaine Vallée Moray med og vi smagte dem blindt, hvor første var denne Cailloutis lavet på ren Chenin Blanc.
Domaine Vallée Moray ligger i Montlouis sur Loire og drives af Herve Grenier, som grundlagde huset i 2014 ved overtagelse af de to marker Husseau og Nouy fra Domaine Les Loges de la Folie. Han overtog også hele vinkælderen, karrum, vinpresse, egefade m.m. og blev således Artisan Producteur de Vins Bio à Montlouis-sur-Loire.
I dag driver Hervé Grenier sin lille vingård ved siden af sit daglige arbejde som forsikringsmand med speciale i landbrug hos Liberty Syndicates.
Hervé Grenier har samlet 10 hektar vinmarker, hvoraf 6 hektar er med Chenin Blanc … resten er primært med Pinot Noir og Gamay. Det er et ganske lille vinbrug, som i dag drives Ecocert certificeret økologisk.
Vinene laves enten under appellationen AOC Montlouis-sur-Loire eller blot som Vin de France vine, som fx denne Cailloutis, der er lavet på ren Chenin Blanc.
Druerne kommer fra 50 år gamle vinstokke og høstet med et beskedent udbytte på kun 25 hektoliter pr. hektar og alene lavet helt traditionelt og efter endt fermentering lagret 24 måneder sur lie på gamle egefade. Vinen er derefter tappet på flaske uden tilsætning af svovl.
Det er duftmæssigt en utrolig ren og usvovlet vin, nærmest som saftevand suppleret med strandsand, let lidt nødder og ristede løg, hvide blomster, gær, tændstikker, pærer, modne æbler, melon samt en smule tropisk frugt, har en smule smørfedme og lidt brunet smør, saltede mandler, men samlet meget indbydende.
I munden er vinen langt mere sur og syrlig … det giver tonsvis af friskhed, meget ren frugtsyre med æbler og pærer. Alt leveret så cremet, modent, småopulent med en saltet mineralitet. Det er jo voksenslik … vinøs voksenslik.
Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske koster 160 kr.
Vinhuset Domaine Les Dolomies drives af Céline og Steve Gormally og er beliggende i Passenans i Jura. Derfra skulle vi smage denne 2017 Bordel C’est Bon Trousseau.
Céline og Steve Gormally grundlagde Domaine Les Dolomies i 2008, hvor de først købte en 1,44 hektar stor parcel på vinmarken Les Combes i Passenans.
Samtidig arbejdede Céline for en række andre producenter i Jura, herunder Labet, Badoz samt St-Pierre, men med en smule hjælp fra La Foncière Terre de Liens – en organisation der støtter økologiske landmænd med køb af jord – så købte hun samme år endnu en hektar og dermed var vinhuset en realitet.
I dag dyrker parret 5,5 hektar vinmarker fordelt på 10 plots ved 5 landsbyer inklusiv det prestigefyldte Château-Chalon, hvor der er et samlet potentiale på 6,5 hektar, når omstrukturering og tilplantning af jorden er færdig.
Markerne drives både økologisk certificeret, men Céline anvender også biodynamiske principper i produktionen. Hun anvender alene vildgæring og der anvendes i kælderen pied de cuve teknik med brug af 600 liter demi-muids og diamantformede betonkar for en hurtig og effektiv gæringsproces.
Fra og med årgang 2020 anvender Céline ikke svovl under vinificeringen eller ved flaskning af vinene og det har betydet en større klarhed og dybde i vinene.
Denne Bordel C’est Bon er lavet på ren Trousseau, som kommer fra marken Les Combes. Efter høst er druerne afstilket, men gæringen er sket uden svovl over 3 uger og derefter lagret en periode. Selve etiketten er en hyldest til deres nu afdøde ven Gabi, der tidligere var en succesrig tegneserieskaber for aviserne Le Monde og Le Canard Enchainé. Navnet Bordel C’est Bon kan oversættes til; Gud, den er god.
Og det er vitterlig god duft … der er en vis landlighed over vinen, klart mørkere end tidligere Troussard, er dog fortsat let med en vis bolsjesødme, stor saftighed, krudt og blomster.
Det smager også virkelig dejligt, har lakrids, sorte kirsebær, hvid peber, virkelig saftig og klar … og samlet set en rigtig rar vin med en biodynamisk karakter.
Forhandles af Pompette, men prisen kender jeg ikke.