Vi fortsætter Bordeaux ræset … denne gang med en Cru Classé vin, nemlig fra 3. Cru slottet Château Lagrange i form af slottets andenvin, Les Fiefs de Lagrange, et slot beliggende i Saint Julien i Bordeaux.
Slottets historie går helt tilbage til 1700-tallet, hvor det var ejet af baron Hector de Brane … også kaldet “Vinens Napoléon”. Udover Château Lagrange ejede han nemlig også slottet Brane-Mouton, som han dog senere solgte til Rothschild, der ændrede navnet til Mouton-Rothschild. Og det slot har alle vist hørt om.
Herudover ejede han også Brane Cantenac i Margaux og var i øvrigt også parlamentsmedlem i Bordeaux. Château Lagrange nød meget stort ry og var i 1700-tallet nr. 2 i Saint Julien – lige efter det udelte Léoville domæne.
I 1790 blev Château Lagrange imidlertid solgt til Jean-Valère Cabarrus, som var en indflydelsesrig købmand. Han var kendt for at være meget aktiv indenfor søfart og investering i ejendomme. Det var også ham, som i 1820 med hjælp fra arkitekten Visconti byggede slottets tårn efter inspiration fra Toscana … et tårn, som i dag er varetegnet på Château Lagrange.
I 1855 får slottet sin klassifikation som 3. Cru, hvilket primært kan tilskrives greven Charles Tenneguy Duchâtel, som ejede slottet i perioden fra 1842 til 1874. Under grevens ejerskab voksede slottet også til imponerende 300 hektar. Efterfølgende skifter slottet ejere mange gange.
Op gennem 1970’erne var slottet i store økonomiske vanskeligheder og der blev solgt ud både af vinmarkerne og af stoltheden i kælderen. Lagrange var i miserabel forfatning. I 1983 blev resterne så købt/reddet af den magtfulde japanske Suntory gruppe, og i de sidste 25 er der investeret masser af japansk kapital i at købe og leje de oprindelige parceller tilbage, og i det hele taget rekonstruere Lagrange.
Lagrange er i dag fortsat en meget stor ejendom på 182 hektar jord, heraf 118 hektar vinmarker. Kvaliteten er forbedret dramatisk siden 1983, hvor Suntory indsatte Marcel Ducasses som leder. I dag ledes slottet af Matthieu Bordes.
Slottet laver 4 vine, nemlig 3. Cru vinen Château Lagrange, denne 2. vin Les Fiefs de Lagrange, Le Haut-Médoc de Lagrange og hvidvinen Les Arums de Lagrange.
Les Fiefs de Lagrange er lavet på 57% Cabernet Sauvignon, 29% Merlot og 14% Petit Verdot, og den modner i lighed med første vinen 16 til 18 måneder på fad, men kun 20 % af fadene er nye.
Duftmæssigt er her grønne noter, modne kirsebær, blåbær, gazebind, appelsin, læder og krydderier. I munden er vinen blød med blæk, tørhed … virker næsten støvet, fin syrlighed og ganske aromatisk. Dejlig moden og fin … elegant.
Forhandles bl.a. af Løgismose, hvor prisen for 2011’eren er 258 kr.