Tag-arkiv: Frankrig

2015 Xavier Vignon, Cairanne, Rhône, Frankrig

2015 Xavier Vignon, Cairanne, Rhône, FrankrigEndnu en vin til anmeldelse fra Supervin i Hjørrring … nemlig denne Cairanne fra Xavier Vignon … og er det ikk’ oss’ et par dage siden, vi sidst har smagt lidt vin fra det dejlige Rhône?

Xavier Vignon er uddannet ønolog fra universitetet i Montpellier … Diplôme National d’Oenologique og har næsten lige siden arbejdet som konsulent for en lang række vinprodukter. Derudover har han en lille negociantforretning Xavier Vins, hvor han med opkøbte druer laver en række vine inklusiv denne Cairanne.

Inden Xavier blev rådgivende vinkonsulent og negociant havde han  dog nået at arbejde hos en lang række vinhuse, bl.a. Chateau Corbin-Michotte i Saint-Emilion, hos Chez Wolfberger i Alsace, hos producenter i Napa Valley og Pic Saint-Loup samt hos champagneproducenten Moët & Chandon.

Han har også arbejdet på Cloudy Bay i New Zealand og på Domaine Chandon i Australien.

I slutningen af 1990’erne kom Xavier til Rhône og fik ansættelse hos Avignon Oenologie Conseil … nu Institut Oenologique de Champagne, hvor Xavier Vignon er manager og ledende ønolog.

Han arbejder forholdsvis uafhængig af laboratoriet og udvælger selv, hvilke opgaver han ønsker at påtage sig som rådgiver hos producenterne.

Xavier anslår selv at han har omkring 140 domæner som klienter, hvor han rådgiver om arbejdet i vinmarkerne og sidder med, når vinene skal blandes før aftapning. Han har bl.a. haft opgaver for arbejdsopgaver for Chateau Margaux i Bordeaux.

Siden 2002 har Xavier også lavet vin selv via Xavier Vins … en lille, men voksende negociantforretning. Det startede med, at Xavier begyndte at købe lidt druer og nogle fade vin fra sine klienter … i visse tilfælde som betaling for sin rådgivning. De blev blandet til Xaviers egne vine.

I starten lavede Xavier vinene i kældrene på Chateau Husson i Courthezon, men siden 2014 har han haft produktionsfaciliteter i kældrene på Chateau Fines Roches, der tidligere har huset negociantfirmaet Louis Mousset og senere Yann, Fabrice og Cyril Mousset.

Xavier har et specielt princip, når han indkøber druemost til sine vine. Han køber små partier hos den enkelte producent, måske et enkelt fad, som han finder passer specielt til den type vin han ønsker at blande.

Det er målet, at den enkelte vin skal være en blanding fra mindst 20 forskellige producenter. Således skulle vinen være et udtryk for den pågældende appellation det pågældende år.

Han siger selv, at det er 20% passion, 20% drøm, 20% hjerte, 20% sjæl og 20% krop”. Og han laver både Côtes du Rhône, Ventoux, Rasteau, Vacqueyras, Gigondas, Muscat de Beaumes de Venise & Beaumes de Venise og Châteauneuf du Pape vine.

Og så laver han altså også denne Cairanne, som er et blend på 70% Grenache, 20% Syrah og 10% Mourvedre … helt klassisk, og lavet med udblødning/maceration inden gæringen, som sker i store betonkar. Det er en vin, som den almægtige Parker har scoret til 91-93 point, men lad os se, hvad den flittige vinblogger har at sige til det.

Næsen er uret, grøn med tør frugt og klassiske Rhône krydderier, lavendel, timian, laurbærblade, rustik, landlig i udtrykket og har både jern, peber, kul og afbarkede grene.

I munden er der både rå power, blod og samtidig også en vis sødme, stor tørhed, salt og bidende tanniner sammen med masser af peber. Vinen er egentlig fint afbalanceret mellem sød, rå frugt, kraft og saft. Der er lidt kanter og peberen sidder i munden et pænt stykke tid bagefter … men er det godt eller skidt? Det tænker jeg lige over.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., men ved køb af 12 flasker er prisen 139,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2015 Cave de Tain, Crozes-Hermitage, Rhône, Frankrig

2015 Cave de Tain, Crozes-Hermitage, Rhône, FrankrigMed næste vin … en Crozes-Hermitage ryger vi til kooperativet Cave de Tain, der ligger smukt ved foden af Hermitage-skråningen mellem byerne Valence og Lyon.

Cave de Tain er grundlagt tilbage i 1933 af Louis Gambert de Loche sammen med en række andre vinavlere og han blev således også kooperativets første leder. I dag er der 330 medlemmer, som samlet har mere end 1.000 hektar vinmarker, der leverer druerne til kooperativets vine, der dækker appellationerne Hermitage, Crozes Hermitage, Saint Joseph, Cornas og Saint Peray. Derudover laves der selvfølgelig også masser af Vins de Pays.

Cave de Tain er meget involveret i bæredygtighed og bevaring af traditioner og skikke. Man støtter genplantningsprojekter af historiske vinmarker på de gamle terrasser med stenmure ved at bruge de originale metoder og hjælper dermed til at bevare den vinmæssige historiske arv og geografiske landskab, som regionen er kendt for.

Vinene er alle lavet med moderne teknikker, men stadig med traditionen og historien in-mente. Kooperativet blev i 2015 valgt som årets kooperativ af det førende franske vinmagasin Revue du Vin France.

Herhjemme kan man få vine fra Cave de Tain i både Føtex og – som denne – hos Winefamly, men der findes også mange serier af vine fra Cave de Tain.

Denne Crozes-Hermitage kommer fra serien Grand Classique … og netop Crozes-Hermitage fylder hos kooperativet, idet 50% af produktionen netop er Crozes-Hermitage.

Vinen er lavet ved, at alle druerne afstilkes, hvorefter fermenteringen sker i temperaturkontrollerede rustfrie ståltanke og derefter lagrer noget af vinen på egetræsfade, men hvor lang tid er dog ikke oplyst. Den sælges også som bag in box på enten 3 liter, 5 liter eller 10 liter.

Vinen er en smule behåret animalsk, krydret og har derudover med peber. frisk frugt med syrlig kirsebær, solbær, eg, tørhed og en lille smule vanilje. Frugten er ganske frisk, men ellers gør næsen ikke meget væsen af sig.

I munden er det kraftfuld vin med mørk frugt, peber, blæk … der er lidt kant og frugtsyren bliver måske en smule dominerende. Der er lidt jern og bitterhed i eftersmagen. En god hverdagsvin fra Rhône.

Forhandles af Winefamly, hvor prisen er 80,58 kr., mod en normalpris på 159 kr. Vinen står dog fejlagtigt på deres hjemmeside som Crozes-Hermitage La Grace … en enkeltmarksvin, som på kooperativet koster næsten det dobbelte.

Vinanmeldelse 4/7 

2008 Louis Nicaise, Brut Millésimé, Champagne, Frankrig

2008 Louis Nicaise, Brut Millésimé, Champagne, FrankrigFest sidste weekend og jeres flittige vinblogger blev godt fuld i masser af god champagne, da værten var gavmild og åbnede magnumflasker af denne årgangsskum 2008 fra det lille champagnehus Louis Nicaise. Det slår hårdt, men på den bedst mulige måde.

Champagnehuset Louis Nicaise er familiejet og ligger i Hautvillers et par kilometer nord for Épernay. Huset er grundlagt tilbage i 1928 af Lucien Nicaise, som i en tid, hvor kooperativerne dominerede, besluttede sig for at lave kvalitetschampagne.

Siden 2013 har det været 4. generation i form af Laure Nicaise-Préaux, som overtog driften efter hendes far Louis. Hun driver dog gården sammen med hendes mand Clement Préaux, som også er vinmager og udlært hos den legendariske Anselm Selosse fra det store Champagne Jacques Selosse.

Sammen har parret 9,12 hektar vinmarker, hvor nogle faktisk ligger nabo til de marker, som giver druer til den eksklusive Dom Pérignon fra champagnehuset Moët & Chandon. Produktionen ligger på beskedne 6.000 kasser champagne årligt.

Og markerne dyrkes helt uden brug af sprøjtemidler eller andet, og selvfølgelig alle 3 obligatoriske sorter, altså Chardonnay på kalksten rige marker, Pinot Noir på skiferjord og den lille del af Pinot Meunier på ler- og kalkstenrige marker.

Denne årgangschampagne er 60% Chardonnay, 25% Pinot Noir, 15% Pinot Meunier og 100% Hautvillers Premier Cru. Vinen er vinficeret på små fade med lagring sur lies og 30% af vinen har gennemgået en malolaktisk gæring og efter den traditionelle 2. gæring på flaske er vinen lagret igen.

Næsen er æblekompot, gær, toastbrød, franskbrød, gæret dej, syrlighed og en virkelig lækker duft. Det bobler og gærer … boblerne er nærmest berusende. Der fornemmes lidt citrus og måske endda også lidt vanilje godt gemt under æblerne.

Boblerne er sådan medium i styrke … ikke for aggressive eller heller ikke for vage, men egentlig – efter min smag – smukt balancerede. Der er godt med æbler, intens syre, som puffer og prikker til dig med en blød cremethed i en skøn symbiose. Det er fandeme – pardon my french – god champagne og til prisen et scoop. Så gør det ikke noget, at den slår lidt hårdt dagen derpå.

Købt hos Champaniac, hvor sådan en stor magnum vistnok koster 549 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2016 Domaine Boeckel, Riesling, Alsace, Frankrig

2016 Domaine Boeckel, Riesling, Alsace, FrankrigI et smuk, gammel bindingsværksejendom midt i den alsaciske by Mittelbergheim finder vi vinhuset Domaine Boeckel, der står bag denne Riesling.

Familien Boeckel har boet i byen i over 400 år. I 1853 grundlagde Frédéric Boeckel vinhuset, som i dag fortsat drives af familien … nu ved 5. generation i form af brødrene Jean-Daniel og Thomas Boeckel. De driver huset 23 hektar vinmarker, som ligger omkring Mittelbergheim og byerne Andlau, Barr og Eichhoffen.

De bedste marker hos Boeckel er grand cru markerne Grand Cru Zotzenberg og Grand Cru Wiebelsberg, men også markerne Clos Eugénie og Brandluft hører til blandt husets perler.

Alle marker hos Domaine Boeckel er certificeret økologiske, men udover druer fra egne marker, så opkøber brødrene Boeckel også druer fra omkring 20 hektar hos andre vinavlere i området. Det giver en årlig produktion på omkring 350.000 flasker vin, hvoraf 100.000 af flaskerne er Crémant.

Denne Riesling er husets entry-level Riesling, hvor druerne jo forventelig er nogle af de opkøbte. Druerne presses i husets pneumatisk presser, hvorefter vinificeringen sker i store, gamle egefade, men uden særlig lang lagring.

Næsen er lettere sødlig med en lille ferskenagtig næse, svagt nøddet med en grøn champagnebrus ispind, men ellers lidt anonym. I munden en blanding af sødme og bitterhed … der mangler klart noget syre, hvorfor det bliver lidt blødsødent og ikk’ særlig koncentreret.

På Uvinum står sådan en fætter til 103,69 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

1994 Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

1994 Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigSelvom Bernt har Château Fombrauge Saint-Émilion Grand Cru liggende i 25 årgange, så smagte vi alene et udsnit … og den ældste var denne 1994’er, hvor man nu også begynder at mærke lidt svaghedstegn.

Mens den foregående 1995 kom fra et monstergodt år på den højre bred i Bordeaux, så er årgang 1994 mere beskeden, så måske er det også årsagen til, at vinen faktisk blev den ringeste Château Fombrauge i den lille vertikalsmagning … altså at den simpelthen bare ikke ældes så flot, som nogle af de andre årgange.

Det ses allerede i glasset, hvor farve nu får en svag orange nuance, mens næsen også er mere mulle, selvom der egentlig fortsat er tobak, cigaræsker, blyant, chokolade, læder og lidt kaffe. Frugten er solbær, kirsebær, blommer og mere vag i udtrykket.

Vinen smager skam heller ikke gammel, men den er mere vag i koderne med blid tobak, chokolade, god saft … meget elegant fortsat og har både blæk, tørhed samt en vis skarphed trods den høje alder. Lidt kort i eftersmagen.

Årgang 1994 kan nok ikke findes mere.

Vinanmeldelse 4,5/7 

 

1995 Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

1995 Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigNæste Château Fombrauge aint-Émilion Grand Cru er årgang 1995 og på etiketten dedikeret til det kongelige bryllup mellem prins Joachim og prinsesse Alexandra samme år.

Joachim og Alexandra fik således et fad Fombrauge i bryllupsgave og røg til gengæld på etiketten. Etiketten vakte en del ravage ved udgivelsen, da den presseglade Karberg i sin iver kom til at glemme de retningslinjer for markedsføring af vin og spiritus, som han selv gennem brancheorganisationen VSOD havde været med til at indføre.

Reglerne sagde, at man ikke måtte reklamere med idoler og unge under 30, og den kategori faldt dengang 26-årige prins Joachim vel i på det tidspunkt.  Men alle var vel enige i, at et kongeligt bryllup var værd at markere.

Vi kipper også med flaget, selvom brylluppet endte 20 år senere. Blendet kender jeg ikke præcist, men igen Merlot, Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon. Vi springer derfor hovedkulds i smagsnoterne.

Næsen er igen syrlige, gærede bær, kirsebær, solbær, cigaræsker, røg og frugten er – trods alderen – virkelig frisk. Der er lidt jernbanesveller, muld og meget svag lakrids.

I munden er det blødt, cremet med blæk … men man begynder nu også at fornemme alderen, selvom på det ingen måder er en træt vin. Der er en vis saftighed over vinen, som selvfølgelig også smagsmæssigt læner sig op af de andre årgange.

Årgang 1995 kan nok ikke findes mere.

Vinanmeldelse 5,5/7  

1998 Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

1998 Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigVi har alle i vores temperament en farveskala, min er mørk. Jeg er sort velour, sort chiffon og sofistikeret.  Sådan står der øverst på etiketten på næste 1998 Saint-Émilion Grand Cru fra Château Fombrauge og så er det underskrevet Erik Mortensen … den anerkendte, danske modedesigner, som jo netop døde i Paris i 1998.

Som I måske eller ved eller har gættet, så en vinen fra den periode, hvor slottet var ejet af grosserer Flemming Karberg, ejer af vin- og spiritusfirmaet Hans Just sammen med 1.200 vinglade, danske småaktionærer.

Karberg var god til at skaffe publicity, hvilket bl.a. kunne ske ved at sætte kendte og kongelige på etiketten, som netop Erik Mortensen på denne årgang 1998, som også blev sidste årgang under det danske ejerskab.

Dengang Karberg solgte andele i Château Fombrauge til 1.200 omkring småaktionærer, så skulle hver aktionær købe minimum fire aktier af 4.000 kr. Til gengæld fik de mulighed for at købe slottets vin til menneskelig pris – i starten omkring de 60 kr.

Men de gyldne løfter om pæn gevinst ved opklassificering af slotte til Grand Cru Classé blev aldrig indfriet for aktionærer og der kom aldrig – som indikeret fra starten – udbytte, men den investerede kapital fik de dog retur over et par gange efter salget i 1999.

Med en 20-årig vin kan det være svært at finde det nøjagtige blend, men skal man tro Uvinum, så er 1998 lavet på 75% Merlot, 15% Cabernet Sauvignon og 10% Cabernet Franc. Ingen oplysninger om produktionen, men den har formentlig været anderledes end hos Michel Rolland.

Det er imidlertid bestemt lige så godt med en næse af syrlige, gærede bær, egetræ, cigaræsker, bløde og søde kirsebær, solbær, sødme, modenhed og svag babybræk.

Smagen er blød, cremet … frugtsyren er fortsat spillevende. Det er jo det, som Bordeaux gør så godt, holder kvalitet med alder. Det bløde er med lidt lakrids, chokolade og så fint.

Årgang 1998 kan nok ikke findes mere.

Vinanmeldelse 5,5/7  

 

 

2001 Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

2001 Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigVi lægger yderligere alder på næste Saint-Émilion Grand Cru fra Château Fombrauge. Vi har nu fat i en 2001’er … over 16 år på bagen. Den skulle samtidig vise sig, at være langt den bedste i vertikalsmagningen og et lysende eksempel på det, som Bordeaux vine virkelig er gode til … at ældes med ynde.

2001 er nu imidlertid ikke det bedste år på højre bred … ratet til 89 point af Wine Spectator. Vinen er fortsat under den gode Bernard Magrez’ ejerskab og lavet med hjælp fra verdens førende konsulterende ønolog Michel Rolland.

Blendet er lidt anderledes end de første to, nemlig 95% Merlot og 5% Cabernet Franc, men ellers er den lavet fuldstændig på samme vis … dvs. med vinificering i store 70 hektoliter egekar, maceration i 28-32 dage for Merlot druerne og 26-28 dage for Cabernet. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder … 90% på barriques – hvoraf halvdelen er nye – samt 10% cementtanke.

Og vi rammer sgu vinen helt perfekt lige nu … og jeg tænker også, at der bestemt ikke er grund til at gemme den længere. Der er næse med røg, en gammel brændeovn, hospital, cigaræsker, solbær, nelliker, en snas vanilje og en helt utrolig koncentrationen i næsen. Frugten er fortsat levende, men moden, blid og venlig.

I munden er vinen fyldt med blød, rund frugt, blæk … det er så blidt elegant, kraftfuld, pænt med tanniner og har en let krydret side. Frugten er virkelig blid, blød og delikat og det er en særdeles smagsfuld, elegant og moden vin.

Har ikke fundet en sådan 2001′ er til salg herhjemme.

Vinanmeldelse 6/7 

2007 Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

2007 Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigVi hopper et år længere tilbage i tiden med næste Saint-Émilion Grand Cru fra vinslottet Château Fombrauge.

2007 var som 2008 ikke en stor årgang, men smagsmæssigt adskiller den sig dog ved at være mere varm og solrig i udtrykket, men det vender jeg lige fluks tilbage til.

Château Fombrauges 2007 Saint-Émilion Grand Cru er lavet på nøjagtigt samme blend som 2008’eren, dvs. 77% Merlot, 14% Cabernet Franc og 9% Cabernet Sauvignon.

Merlot og Cabernet er vinificeret separat i store 70 hektoliter egekar. Maceration i 28-32 dage for Merlot druerne og 26-28 dage for Cabernet. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder … 90% på barriques – hvoraf halvdelen er nye – samt 10% cementtanke.

Duftmæssigt er muldjorden og cigaræskerne her ikke så tydelige, idet næsen mere er præget af varme og solrige bær, solbær, ribs, lidt gazebind, læder, modenhed og lakrids,

I smagen er der godt med eg, men også stor saftighed, tavlekridt, kul, men samtidig fint og ganske blødt. Den har måske en lille tendens til at blive lidt flad i smagen, og der mangler lidt syre, strenghed  …. samtidig bliver slutningen en kende kort. Men det er god Bordeaux.

Tidligere kunne sådan en flaske købes i Føtex til omkring 200 kr., men i dag er sådan en ældre fætter svær at skaffe.

Vinanmeldelse 5/7 

2008 Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

2008 Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigSpænd sikkerhedshjelmen, for nu kommer der sgu da lige en lille vertikalsmagning af 6 x Saint-Émilion fra Château Fombrauge … et vinslot, som faktisk tidligere har været danskejet.

Château Fombrauge er i dag det største Grand Cru Classé vinslot i Saint-Emilion med samlet 58,6 hektar vinmarker. Det ligger i Saint-Christophe-des-Bardes og har siden 1999 været ejet af den store rigmand Bernard Magrez, som jeg har skrevet om her på bloggen en del gange. Han har siden – siger alle – forvandlet stedet fra skrot til slot via massive investeringer.

De oprindelige vinstokke på Château Fombrauge kan dateres helt tilbage til det 16. århundrede, hvilket gør markerne til nogle af de ældste i Saint-Émilion. Slottet … eller klosteret om man vil … er fra det 17. århundrede og oprindeligt grundlagt som et Karteuserkloster.

Det var ejet af Jacques de Canolle og kom derefter i familien Dumas de Fombrauges hænder, og de oprettede i det 18. århundrede en rigtig vinskole på stedet. Slottet var herefter ejet af Ferdinand de Taffard, som sikrede vinene fra slottet en Cru guldmedalje på verdensudstillingen i Paris i 1867. En senere efterkommer Charles Hugo måtte imidlertid sælge slottet i 1986.

Og køberen i 1986 var faktisk dansk. I perioden fra 1986-1998 var slottet nemlig danskejet, da grosserer Flemming Karberg, ejer af vin- og spiritusfirmaet Hans Just, fik idéen om at købe et Bordeaux vinslot og så sælge det på folkeaktier.

Karberg var hovedaktionær og fik ellers 1.200 vinglade småaktionærer med i projektet. Aktionærerne fik også mulighed for at leje ferielejligheder, som blev indrettet på slottet.

Fra start fik projektet en del bevågenhed, for dels var Karberg i forvejen kendt for at søsætte dansk Château Invest, hvor folk købte aktier i Bordeaux-årgange som f.eks. 1981, hvilket dog alene påførte de håbfulde aktionærer tab.

Og derudover var Karberg god til at skaffe publicity, hvilket bl.a. kunne ske ved sætte kendte og kongelige på etiketten. Det vil I se i nogle af de kommende blogindlæg. Joachim og Alexandra fik fx et fad Fombrauge i bryllupsgave og røg til gengæld på etiketten samme år … 1995. Endelig var bordeauxvin, ikke mindst Saint-Émilion, umådelig populær allerede dengang.

De glade aktionærer fik dog – udover mulighed for køb af vine fra slottet – ikke meget ud af investeringen, for overskud gav slottet ikke, så der blev aldrig udbetalt udbytte. Hvert år blev de på generalforsamlingen lovet, at opsvinget lå og lurede lige rundt om hjørnet, når slottet ville blive opklassificeret fra Grand Gru til Grand Cru Classé. Det skete bare aldrig … i hvert fald i den tid, som slottet var danskejet.

Og i 1999 måtte man sælge slottet … så dér blev det så købt af Bernard Magrez. Og siden overtagelsen har Magrez formået at løfte slottet op på et helt andet og nyt plan. Dels kvalitetsmæssigt pga. Bernard Magrez’ store vinmæssige ekspertise og store investeringer.

Herudover satte Magrez som sin første gerning verdens førende konsulterende ønolog Michel Rolland ind til at styre produktionen. Og missionen er lykkedes. I dag fremhæves slottet konstant af professionelle vinskribenter og vinsmagere hele verden over som et af de slotte i Saint-Émilion, der er i stigende kurs og virkeligt værd at holde øje med.

Nå, men lad os starte vertikalsmagningen af de 6 vine fra Château Fombrauge med årgang 2008, altså fra perioden før 2012, hvor slottet blev ophævet til Grand Cru Classé.

Blendet varierer lidt år for år, men i denne årgang 2008 består det af 77% Merlot, 14% Cabernet Franc og 9% Cabernet Sauvignon, som alle er vinificeret separat i store 70 hektoliter egekar. Maceration i 28-32 dage for Merlot druerne og 26-28 dage for Cabernet. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder … 90% på barriques – hvoraf halvdelen er nye – samt 10% cementtanke.

I den seneste årgang 2015 er blendet i øvrigt 89% Merlot, 8% Cabernet Franc, 2% Malbec og 1% Cabernet Sauvignon, så det må give nogle forskelle.

Nå, men lad os smage vinen, som i næsen er klassisk Bordeaux aroma med mørk muldjord, mørke bær, solbær, svag duft af cigaræsker og lidt vaskepulver. Frugten er dejlig frisk … nærmest med den gærede syrlighed, som ofte findes i Bordeaux.

Smagsmæssigt er det virkelig elegant, blødt og med en vis modenhed. Der er tæmmede tanniner og en saftig, rig og intens frugt, men samtidig er vinen meget lettilgængelig på en god måde … noget som Saint-Émilion virkelig kan.

En 2008’er kan efterhånden være svær at finde, men kan fås hos Felixvine til 329 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7