Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

N.V. Domaine Paul Schneider, Crémant d’Alsace Brut, Alsace, Frankrig

N.V. Domaine Paul Schneider, Crémant d’Alsace Brut, Alsace, FrankrigNæste Crémant d’Alsace Brut kommer fra Domaine Paul Schneider, der som foregående er et gammelt vinhus, der oprindelig stammer tilbage fra 1663 og ligger i den smukke gamle by Eguisheim.

Det er i dag ægteparret Luc og Fabienne Schneider, der driver vinhuset i det gamle maleriske bindingsværkshus fra 1663. De er seneste generation, som nu har videreført familiens stolte traditioner og nu er deres datter Claire også kommet ind i driften.

Samlet har familien 14 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er Eichberg, Pfersigberg samt Steinert … men derudover driver de også et lille pensionat med udlejning af 2 lejligheder.

Denne Crémant d’Alsace Brut er lavet på 40% Chardonnay, mens de resterende 60% er Pinot Blanc og Auxerrois Blanc. Den er først lavet i rustfrie ståltanke og derefter er andengæringen sker efter den helt klassiske metode med lagring sur lie i 18 måneder inden degorgering.

Duftmæssigt en meget nøddet og gæret aroma med hasselnødder, nedfaldsæbler, pærer og i det hele taget godt med skrald på aromaerne. Det hele er sådan lidt sødkrydret, landlig og svagt oxyderet, meget aromatisk og har en svag duft af lidt cognac og viskelæder.

Smagen er kraftig, krydret med noget sødme, masser af brus og bobler, aggressive på boblerne og i smagen er der ret godt med bitterstoffer, grape, sure grønne æbler, citroner og i det hele taget godt med syre.

Forhandles af Gourmet Wine, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Weingut Mathias Gaul, Pinot Noir Steinrassel, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Mathias Gaul, Pinot Noir Steinrassel, Pfalz, TysklandWeingut Matthias Gaul bor meget passende på adressen Weinstraße 10 i Grünstadt-Asselheim i Pfalz. Derfra smager vi nu en 2017 Pinot Noir Steinrassel.

Weingut Matthias Gaul er et af de store talententer i Tyskland. Vinbladet Vinum kaldte ham i november 2017 for the King of Pinot. Det skyldes bl.a. at han i i 2017 vandt en pris for bedste rødvin. Vinguiden Eichelmann har også bemærket den unge vinmager og kaldt Matthias Gaul for Aufsteiger des Jahres, så der er pæn bevågenhed omkring vinhuset.

Matthias Gaul har siden han var 8 år gammel vidst, at han ville være vinproducent og han overtog – efter endt vinmæssig uddannelse og praktikophold i flere lande – familiens vingård tilbage i 1996. Og siden overtagelse har han udvidet vingården til i dag samlet 24 hektar vinmarker og fået tonsvis af roser for sine vine.

Jordbunden i vinmarkerne er hovedsageligt kalket ler  og markarbejdet foregår i hånden og Matthias Gaul siger selv Wir lassen unseren Trauben Zeit … vi giver vores druer tid for at få det bedste potentiale til vinene.

Pinot Noir og Riesling er meget passende kongen og dronningen hos Gaul, men der dyrkes en lang række drusorter og laves et væld af forskellige vine, bl.a. laver en Cabernet Franc, som også er rost af vinpressen. Derudover eksperimenterer den unge vinmager også en del … dyrker fx også Tempranillo.

Vinene er nærmest opdelt af VDP inddelingen med Basisweine, Ortsweine og Lagenweine. Derudover laver Matthias også masse sjove cuvéer og lidt sekt.

Pinot Noir druerne til denne Pinot Noir Steinrassel kommer fra marker med stenet kalkjord i 200 meters højde omkring Asselheim, hvor Matthias Gaul løbende har lavet grøn høst med fjernelse af op til 50% for at øge kvaliteten af de resterende druer. Derudover er druerne sorteret under høsten, hvor kun de bedste anvendes.

Vinen er lavet helt traditionelt i åbne gæringskar med regelmæssig punch-down, Efter endt fermentering er vinen lagret i franske barriques i mindst 18 måneder.

Duftmæssigt er det en rund og lidt varm Pinot Noir, men har også nogle grønne elementer, lidt grannåle, hvor min første indskydelse var enten noget amerikansk Pinot Noir eller fra Franken. Men det var imidlertid fra Pfalz. Den er i næsen også ganske tung på fad, vanilje, kanel, chokolade og lidt sød animalsk kostald. Frugten er kirsebær og tranebær.

Smagsmæssigt er der også en lidt varm, rund og sød Pinot Noir, hvor frugten er masser af kirsebær, sorte og bitre kirsebær, blommer og pænt med krydderurter, en frisk syre, lidt alkohol og samlet igen varm i stilen. Vi ligger sådan lige mellem 5 og 5,5 tomler.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 295 kr., mens prisen er 240 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Riglos Wines, Gran Chardonnay, Mendoza, Argentina

2018 Riglos Wines, Gran Chardonnay, Mendoza, ArgentinaFor pokker … vi skal lige smage mer’ vin fra det argentinske vinhus Riglos Wines og igen en hvidvin, nemlig husets 2018 Gran Chardonnay.

Det er ganske vist ikke en ren Chardonnay vin, for der er 8% Sauvignon Blanc i vinen, men de kommer alle fra højtbeliggende marker i 1.350 meters højde. Vinmageren José Hernández Toso har lavet vinen fuldstændig traditionelt og den er efter endt fermentering lagret 8 måneder på 500 liter franske egefade.

Dejlig smøragtig aroma … smørcreme, melon, fersken, pærer, appelsin, nogle småsøde noter, nogle fadnoter, bl.a. lidt vanilje, svag honning samt masser af hvide blomster og søde krydderier.

Vinen er smagsmæssigt dejlig cremet … rund og varm, egentlig ganske omgængelig, blød og ligetil. Midt i alt det bløde er der lemon, grillede citroner og samlet kommer der en god syre, som lige præcis er tilstrækkelig til at sikre vinen kant og charme. Det er småfedt, helgodt og super lækkert.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 239 kr., mens prisen er 191,20 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Weingut Aldinger, Untertürkheimer Gips Marienglas Spätburgunder GG, Württemberg, Tyskland

2017 Weingut Aldinger, Untertürkheimer Gips Marienglas Spätburgunder GG, Württemberg, TysklandEr det ikke ved at være tid til lidt Spätburgunder i glasset? Dumt spørgsmål, for det er det jo altid. Denne gang er det løst med en 2017 Untertürkheimer Gips Marienglas Spätburgunder Großes Gewächs fra Weingut Aldinger.

Weingut Aldinger ligger tæt ved den lille by Fellbach omkring 5 kilometer nordøst for Stuttgart,  som jo er kendt for produktion af Mercedes og Porsche. Men derudover produceres der altså også vin og netop Aldinger nævnes som en af de gode vinproducenter i Württemberg området.

Vinhuset Aldinger Husets rødder går helt tilbage til 1492, hvor Bentz Aldinger kom til den lille by for blive vinavler. Imidlertid blev det som bødkere, at familien fik deres primære erhverv.

Da Gerhard Aldinger sammen med hustruen Annelies i 1995 overtog driften, så omdannede han ejendommen og startede en vinproduktion med vine i eget navn. Senere blev produktionen udvidet bl.a. med købet af deres ultimative topmark Untertürkheimer Gips.

Samlet har familien i dag 29 hektar vinmarker, nemlig Untertürkheimer Gips, Marienglas, Rotenberger Schlossberg, Uhlbacher Götzenberg, Fellbacher Lämmler, Stettener Möchberg, Fellbacher Goldberg, Hanweiler Berg, Maien og Stettener Pulvermächer.

Siden 1992 har det været Gert Joachim Aldinger, der har drevet vingården, hvilket i dag sker sammen med sønnerne Hansjörg og Matthias. Gert Joachim kaldes kongen af Kappelberg … bjerget som ligger ved byen Fellbach, men i dag har sønnerne dog overtaget det meste af driften.

Hos Weingut Aldinger dyrker de mest Riesling, Spätburgunder, Lemberger og Trollinger. Denne vin er selvfølgelig laver med druer fra Große Lage marken Untertürkheimer Gips, som familien Aldinger købte en parcel på i 1974.

Untertürkheimer Gips ligger for foden af Talkessels Stuttgarts i Neckar dalen. Man har dyrket vin her i over 200 år og undergrunden har netop et højt indhold af gips … og der har da også tidligere været udvidet gips fra stedet. Så navnet Untertürkheim Gips er en reference til den tidligere gipsminedrift.

På Aldingers marker har man også fundet Marienglas, eller på dansk marieglas aka selenet, som er en slags farveløs gipskrystal, som også kan anvendes til optiske formål. Navnet selenit kommer fra det græske ord, som betyder måne, da man i gamle dage mente, at gipskrystallerne tog til og af efter månens faser.

Så det er altså derfor, at vinen har navnet Untertürkheimer Gips Marienglas Spätburgunder Großes Gewächs. Den er lavet på 100% Spätburgunder druer, som først har ligger i en kold maceration i omkring en uge inden gæring i 50% åbne egekar og 50% ståltanke efterfulgt af 16 måneder lagring på barriques. Vinen har 1,8 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er det spot-on, up-the-alley og meget klassisk tysk Spätburgunder med animalsk, sødlig kostald, masser af kirsebær, hindbær, tranebær og så en god portion fadpræg med våde fade, vanilje, kanel, nogen tørhed samt en stringent, ren, smågrøn og syrlig nerve. Det er sgu ret lækker duft.

I munden er vinen langt mere frisk, syrlig end forventet … virkelig en lille syrebasse, som har masser af syrlig, lys frugt som fx granatæbler, rønnebær, ribs og rabarber … direkte og ren suppleret med jernagtig og mineralsk kant, jod og grønne krydderurter. Der er absolut en ung spradebasse – godkendt – men nok lidt for syrlig for min smag.

Købt i Tyskland til 34€ … svarende til 253 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Bodegas Nabal, Nabal Reserva de la Familia, Ribera del Duero, Spanien

2015 Bodegas Navarro Balbas, Nabal Reserva de la Familia, Ribera del Duero, SpanienMed næste Ribera del Duero vin er vi hos Bodegas Nabal, hvorfra vi smager deres Nabal Reserva de la Familia i en årgang 2015.

Bodegas Nabal ligger lidt syd for den lille landsby Gumiel de Izán omkring 100 kilometer syd for Burgos. Nabal er et nyt projekt fra Navarro Balbás familien.

De ville prøve noget nyt efter en mere end 20 årig karriere som producenter i Ribera del Duero og oprindelige initiativtagere til oprettelsen af appellationen DO Arlanza.

Projeket er startet i 2014 af de 3 brødre Óscar, Andrés og Daniel Navarro Balbás og de navngav projektet efter de første bogstaver i deres efternavne Na-Bal. De byggede et nyt, topmoderne vineri ved Gumiel de Izán og købte 35 hektar vinmarker, hvor de har sorterne Tempranillo, Garnacha, Merlot  og Albillo … men derudover så opkøber de også druer fra lokale vinavlere.

Vi smager deres Nabal Reserva de la Familia, der er lavet på ren Tempranillo fra omkring 70 år gamle vinstokke på marker, der ligger i omkring 880 meters højde. Druerne høstes med håndkraft, sorteres og afstilkes inden gæringen, der sker efter 7 dages koldmaceration ved omkring 7 grader.

Gæringen sker derefter spontant alene med druernes naturlige gærceller i rustfrie ståltanke over 15 dage ved 28 grader med daglig overpumpning. Efter endt fermentering sker der malolaktisk gæring inden lagring 20 måneder på nye franske og amerikanske egefade.

Uha for en dejlig duft … virkelig flæsket, landlig, mørk og intens, der er pænt med egepræg, cedertræ, vanilje, kanel, kaffe, toast samt en frugt præget af modne frugter, brombær, blommer, figner og mørke kirsebær samt lidt tør jord.

Smagen har noget let over sig med lidt ristede noter, tæt og tør smag, hvor træet fra fadene næsten kan smages. Det er tæskeblødt og cremet, alkoholen måske lidt fremme, mens tanninerne samtidig sparker og hjælper med at udtørre munden. Det bliver dog aldrig for tungt, for vinen har en vis rygrad, godt med syre og næsten skriger efter juleanden og sovsen.

Forhandles af Vinomani, hvor en flaske normalt koster 379 kr., men i øjeblikket kan fås på tilbud til 299 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Bodegas Cepa 21, Cepa 21, Ribera del Duero, Spanien

2016 Bodegas Cepa, Cepa 21, Ribera del Duero, SpanienRibera del Duero vino nr. 3 blev denne Cepa 21 fra vinhuset med samme navn Bodegas Cepa 21, der ligger i Castrillo de Duero cirka 10 kilometer øst for Peñafiel.

Som med de to foregående vine, så er Bodegas Cepa 21, ofte blot kaldet C21, et projekt grundlagt af Moro-familien, der også ejer Bodegas Emilio Moro.

Det er de to brødre José og Javier Moro som sammen med nogle af deres gode venner i år 2000 fandt 50 hektar god jord ved Castrillo de Duero … helt perfekt til vindyrkning.

De plantede en del Tempranillo stokke fra Bodegas Emilio Moro og byggede samtidig et  hypermoderne, avantgardistisk vineri lige midt i vinmarkerne og det stod klar i 2006.

Projektet døbte de Cepa 21, hvilket refererer til sammenhængen mellem det traditionsbundne samt det moderne … cepa betyder vinstok, mens 21 refererer til det 21. århundrede.

Denne Cepa 21 er – som de foregående vine – lavet på ren 100% Tempranillo, som efter høster har gæret i rustfrie ståltanke over 18 dage ved kontrollerede temperaturer. Derefter er den malolaktiske gæring også sket i ståltankene over 20 dage, hvorefter vinen så er lagret en periode på franske egefade.

Cepa 21 har ganske frisk duft … lidt mørk og bitter frugt, hvor de mørkere bær som brombær, blåbær suppleres med lidt granatæbler, masser af eg, cedertræ, blomster, lavendel, nøddeskaller og vanilje. Duften er ikke helt så dyb som de foregående og virker måske endda også lidt sprittet ved første duft … men spritten aftager en smule med mere luft i vinglasset.

Smagen er egentlig også ganske frisk, blåbær, granatæbler, hindbær … faktisk med nogen lethed, meget ren og direkte frugt. Tanninerne er ikke så tydelige, men man fornemmer lidt tyngde og samtidig har vinen stor fylde, krop, kompleksitet og elegance.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 199,95 kr,, mens prisen er 179,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7   

2012 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay Clos Genêt, Bourgogne, Frankrig

2012 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay Clos Genêt, Bourgogne, FrankrigTilbage i august smagte jeg 2 Santenay bourgognevine fra vinhuset Domaine Louis Lequin et Fils. Det overgår jeg nu og smager 3 Louis Lequin Santenay vine i streg – alle i årgang 2012 – og den første er denne Santenay Clos Genêt.

Santenay er en af de sydligste appellationer i Côte de Beaune i Bourgogne. Der findes samlet kun 392 hektar vinmarker i området og heraf er knap 90% af markerne tilplantet med Pinot Noir.

Der er ingen Grand Cru marker og samtidig alene 12 Premier Cru marker i Santenay, men den lille sydvestligt vendte mark Clos Genêt omkranset af en mur er ikke en af disse.

Ikke desto mindre, så står marken bag denne Santenay Clos Genêt fra huset Domaine Louis Lequin et Fils, der ligger midt i Santenay by og er et historisk hus, der har lavet bourgognevine i generationer siden 1669, hvor det blev grundlagt af Philibert Lequin.

Han købte netop marken Les Clos Genêt i Santenay og startede med at lave vin. Det var således dér, at husets første Pinot Noir vinstokke blev plantet, så derfor har både marken – og denne vin – selvfølgelig en særlig betydning for familien Lequin.

Allerede dengang familien købte de første marker, så var de mega dyre, så det tog familien omkring 120 år for at betale gælden fra købet af.

I dag drives vingården af Louis Lequin som seneste generation sammen med sin søn. Louis overtog driften fra sin far Jean i 1993, men skulle dele markerne med sin bror. Louis drev således sin del videre og har sidenhen også købt flere marker til.

I dag har Louis således samlet 7 hektar vinmarker … både Premier Cru og Grand Cru i Côte d’Or, Nuits-Saint-Georges i Côtes de Nuit, samt Pommard, Santenay, Corton, Corton Charlemagne og Bâtard-Montrachet i Côte de Beaune.

De fleste af markerne er dog købt af Louis’ bedstefar Lucien Lequin, der bl.a. købte husets første Grand Cru mark Batard-Montrachet og vinmarker i Corton samt Nuits Saint Georges. Det var også Lucien, som startede med at eksportere vinene og fik dem på kortet på det fasionable hotel Waldorf Astoria på Manhattan.

Nå, men tilbage til denne vin … Les Clos Genêt marken har en jordbund præget af brune kalksten og mergel. Efter høstes afstilkes druerne og presses let, hvorefter de ligger i kold maceration i 6 dage. Fermentering sker spontant alene med druernes naturlige gærceller ved 32 grader og varer samlet 12-15 dage med daglig pigéage.

Efter endt fermentering knuses og presses druerne, hvor efter vinen så får lov at hvile 4 dage for at falde til ro. Derefter er vinen så lagret 16-18 måneder på Allier barriques, heraf 25% nye fade. Efter vinen er flasket, så lagres den yderligere 2 år i kælderen inden frigivelse.

Duftmæssigt minder vinen rigtigt meget om 2011’ren startende med en lidt grøn, kølig, stram og syrlig stil, hvor der er fernis, maling, eg, røg, hindbær, tranebær, ribs, granatæbler, hyben og blomster. Og derudover blæk, fennikel … meget ung og æterisk.

Smagen er også grøn, let og burgundisk med grøn, syrlig nerve, masser af syrlig og lys frugt, silkefine tanniner, som blidt angriber dine tænder og mundhule med stor tørhed, elegance, luftighed og nærvær. Frugten er umodne ribs, stikkelsbær, granatæbler, masser af tørhed og skarpe kanter.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., men kan fås til 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2014 Elio Grasso, Barbera d’Alba Vigna Martina, Piemonte, Italien

2014 Elio Grasso, Barbera d'Alba Vigna Martina, Piemonte, ItalienDen næste piemontiske Barbera var denne 2014 Barbera d’Alba Vigna Martina fra Azienda Agricola Elio Grasso.

Det er en vin, som Elio Grasso har lavet siden 1988. Barbera druerne til vinen kommer fra 30 år gamle vinstokke og er høstet med håndkraft i slutningen af september og begyndelsen af oktober.

Druerne er sorteret 2 gange … først i marken og senere endnu en gang ved ankomsten til vineriet, hvorefter gæringen sker i temperaturkontrollerede ståltanke med daglig omrøring.

Efter endt gæring lagrer vinen i 12 måneder på franske barriques, hvoraf 50% er nye og 50% er 1 år gamle. Derefter tagges vinen så på  flaske og lagrer yderligere mindst 8 måneder inden frigivelse.

Elio Grassos Barbera d’Alba Vigna Martina har bare lige et ekstra gear … sikke en dejlig duft. Den oser af velvære … animalsk, landlig med roser, læder, klart stor dybde, et tydligere fadpræg med nogle søde krydderier, som pirrer dine næsehår. Der er højrøde kirsebær, moreller, brombær, appelsinskal, våde fade, vanilje samt svagt blækagtige noter.

I munden er vinen nærmest blomstret, parfumeret med sæbe, fin moden, lys frugt med stor saftighed, nærmest ingen tanninr, men til gengæld en lys syre, som med friskhed syrer nuancerne på plads i munden. Det er en let, fin og frisk Barbera … har surhed, syre, bitterhed og friskhed.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 249 kr., mens prisen er 210 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Bodega Trenza, Trenza Family Collection, Murcia, Spanien

2016 Bodega Trenza, Trenza Family Collection, Murcia, SpanienGensyn er dejlige … og det er dette gensyn også, nemlig gensynet med vinen Trenza Family Collection fra  brødrene David og Jonas Tofterup og deres spanske vinhus Bodega Trenza.

Sidst jeg smagte vinen Trenza Family Collection, som er lavet under appellationen DO Yecla i Murcia, var det i årgang 2012. Dengang skrev jeg også en masse om de to ærkedanske brødre, som er involveret i en masse sammenhænge med vin.

Brødrene laver deres vine med opkøbte druer og i dette tilfælde kommer druerne til denne Trenza Family Collection fra 5,6 hektar højtbeliggende marker i 850 meters højde omkring Campos Arriba, hvor vinstokkene er omkring 52 år gamle.

Vinen er lavet på et blend af 82% Monastrell, 10% Cabernet Sauvignon og 8% Garnacha Tintorera, som er høstet med et meget beskedent udbytte på 13 hektoliter pr. hektar og høstet i en periode fra midten af september til begyndelse af oktober.

Hver af druesorterne er vinificeret separat … og først nedkøles druerne i 24 timer inden afstilkning, hvorefter 15% af mosten så hældes fra, således de resterende druer/most bliver så intens som muligt. Derefter sker der en kold premaceration ved 5 grader i 72 timer inden gæringen så sættes i gang.

Fermentering/gæringen med skindet varer 16-25 dage med daglig pigéage og remontage … altså punch-down og overpumpning. Så er vinen samlet og lagret på 500 liter nye franske egefade i 24 måneder inden aftapning på flaske med let filtrering. Der er lavet 6.110 flasker af denne vin.

Dejlig kølig, flæsket og fyldig næse med masser af mørk frugt, solbær, brombær, sorte kirsebær, og modne blommer samt nogle lidt mælkede noter. Der er sgu god dybde i vinen, masser af fad, ristede og sødbrændte noter, kaffegrums, cedertræ, mælkechokolade, kakao, vanilje, kanel, svagt lidt lakridskonfekt og krydderier.

Smagen er fyldig, fed, kraftfuld og cremet … og lidt varme fra de 15,5% alkohol breder sig i munden, men forstyrrer dog slet ikke, for der er masser af mørk, intens frugt, solbær, svesker, brombær, blæk, mørk chokolade, jern, kraftige tanniner, tørhed og nogle små bitre elementer. Det er powervin, men det er sgu lavet elegant og med dette tørre, tanninrige bid i eftersmagen.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Madame Veuve Point, Pouilly-Fuissé Blanc, Bourgogne, Frankrig

2017 Madame Veuve Point, Pouilly-Fuissé Blanc, Bourgogne, FrankrigVi bliver med næste hvidvin fra Madame Veuve Point nær byen Mâcon, nemlig i appellationen Pouilly-Fuissé, hvor man oftest finder elegante, fyldige og mineralske hvidvine.

Vinen er lavet på samme måde som foregående, altså med presning efter sortering, hvorefter vinen hviler koldt ved 10 grader i et par dage, fermentering og derefter lagring på barriques … men hvor lang tid fremgår ikke, men hos Madame Veuve Point anvendes der maksimalt 10% nye fade.

Med denne 2017 Pouilly-Fuissé Blanc bliver det i næsen langt mere elegant. Her er der lethed, luftighed, blomster, faktisk masser af gule blomster, ristede mandler, kalkede elementer, pærer, honningmelon, fersken, ananas, akacietræ, vanilje og let røg.

I munden er vinen også mere vedkommende … måske ikke helt så let, som duften lovede, men det er så smooth, blødt, elegant og lækkert, så det næsten smelter i munden. Det er fortsat let krydret, kalket og lettere mineralsk, men meget forsigtig, afdæmpet og fint. Dermed bestemt en fin lille hvid Pouilly Fuissé.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 249,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7