Tag-arkiv: Frankrig

2010 Domaine Roche-Audran, Côtes du Rhône César, Rhône, Frankrig

2010 Domaine Roche-Audran, Côtes du Rhône César, Rhône, FrankrigSå gik vi et skridt videre … fra økologisk vin til biodynamisk vin med denne Côtes du Rhône César fra Domaine Roche-Audran, som ligger i den lille bjerglandsby Visan i den sydlige del af Rhônedalen.

Visan tilhørte tidligere de sagnsomspunde tempelriddere, indtil den i 1317 overgik til pavedømmet, men i dag er landsbyen omgivet af 390 hektar vinmarker af brun, fed, leret jord med enkelte småsten. Her har Domaine Roche Audran også 7,3 hektar vinmarker.

Derudover har domænet også 16,6 hektar vinmarker i Buisson og to små parceller på hver 0,3 hektar i Courthezon, den ene parcel i AOC Cotes du Rhone og den anden i AOC Châteauneuf-du-Pape. Husets vinstokke er 35 til 100 år gamle.

Domainet blev grundlagt af familien Rochette og har siden været i familiens eje. Oprindeligt blev alle druer solgt til det lokale kooperativ, men da Vincent Rochette overtog driften i 1998, så besluttede han at forlade kooperativet og selv lave vine fra sine marker.

Domaine Roche-Audran har været certificeret Agriculture Biodynamique (økologisk) siden 2009, men har derudover et strengere krav til dyrkningen end hos de økologiske producenter, idet domænet også er bionynamisk. Den biodynamiske fremstillingsmetode er rettet omkring dyrkning i marken, og der er f. eks. ikke noget krav om naturgæring.

Ordet biodynamik er udledt af de græske ord bio (liv) og dynamis (kraft) – altså livskraft. Den biodynamiske vinbonde sigter på at styrke hele økosystemet rundt om vinstokken mest muligt. Blandt andet giver man jordens mikroorganismer de bedst mulige livsbetingelser ved at behandle jorden med præparater af komposteret kogødning og kisel.

I modsætning til økologisk vin, er det ikke EU men derimod uafhængige organisationer, som fastsætter kravene for at en vin kan certificeres som biodynamisk. Hovedtrækkene i biodynamik er, at vinmarkerne skal være økologisk dyrket og godkendt, at jorden behandles med præparater af komposteret kogødning og af kisel, mens al arbejde i mark og kælder tilrettelægges efter en astronomisk, biodynamisk kalender, som bl.a. viser månens faser.

Denne Côtes du Rhône César er lavet på 100% Grenache fra 50-100-årige stokke, og har lagret på barriques i ca. 12 mdr.

Duftmæssigt har den et strejf af våd hund, grannåle, modne druer … og lidt syrlige rosiner (hvis sådan nogle findes). Smagen er fuld og fyldig med blåbær, brombær, meget ren frugt og godt med tanniner. Eftersmagen er forholdsvis kort … med svag muskat, lidt krydderier og en fin syre, som holder balancen godt på sporet. Bedste vin denne aften … so far.

Forhandles hos Vinspecialisten, pris 135 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Domaine du Séminaire, Valréas Côtes du Rhône Villages, Rhône, Frankrig

Aftenens første røde vin var økologisk … og kommer fra Domaine du Séminaire, som ligger på Route de St Pierre, smukt blandt gamle egetræer og lavendelmarker i bakkerne ovenover den lille landsby Valréas, og drives af familien Pouizin, nemlig af Hervé Pouizin, som overtog den daglige ledelse i 2003 … som fjerde generation.

Ejendommen er på hele 100 hektar, hvoraf de 40 hektar er udlagt som vinmarker, som man langsomt er ved at omkonventere til økologisk dyrkning. Ved økologiske vine laves vinene selvfølgelig af økologisk dyrkede druer, dvs. at der ved dyrkningen af druerne ikke anvendes kunstgødning, og der er ikke sprøjtet med pesticider mod ukrudt og insekter.

Enkelte midler er dog godkendt i økologisk sammenhæng, f.eks. er det tilladt at sprøjte med svovl og den såkaldte Bordeauxvæske, som består af kobber, kalk og vand, for at undgå svampesygdomme.

I selve produktion af de økologiske vine begrænses brugen af en række tilsætningsstoffer, man normalt anvender i den konventionelle vinproduktion, fx forbydes sorbinsyre og der stilles krav om et betydeligt lavere indhold af sulfitter sammenlignet med konventionel vin.

I vinkælderen vil den økologisk indstillede vinmager foretrække den gær, der sidder uden på vindruerne, men der er ikke nogen regler om, at man ikke må tilsætte gær, som er forædlet.

Denne Côtes du Rhône Villages fra Domaine du Séminaire er lavet på 80% Grenache og 20% Syrah. Den vinificeres med så lidt indblanding som overhovedet muligt på store cementtanke – en vinificeringform som er yderst velegnet til Grenache, og som stadig benyttes af nogle af de førende ejendomme i Châteauneuf-du-Pape.

Druerne til vinen bliver høstet fra 50–70 år gamle vinstokke med et udbytte på 30 hl pr. ha. Vinmarken har en syd/ syd-østlig eksponering og en jordbund, der er en blanding af ler og limsten, hvilket holder perfekt på vandet – en egenskab, som er meget vigtig i den lange, varme og tørre sommerperiode.

I glasset er vinen godt mørk … og lidt uklar … klart tegn på en ufiltreret vin. Duften er ren Rhône … næse med krydderier, lavendel, mynte, eukalyptus, brombær … men ikke så animalsk, man måske kunne forvente af en økologisk vin … jo, let animalsk måske. Smagen er solbær, brombær og en lidt let bitterhed … måske også lidt kantet og lidt vandet. Der er lidt sødme, svage tanniner, bitter chokolade og svag peber. Ganske okay Rhône vin … uden at dupere.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 100 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2009 Gérard Bertrand, Naturalys Crémant de Limoux, Languedoc, Frankrig

2009 Gérard Bertrand, Naturalys Crémant de Limoux, Languedoc, FrankrigVinsmagning i Randers Vinlaugh med det spændende tema økologiske, biodynamiske og naturvine … eller nature wine, som sidste type også kaldes. Og alle vinene var samtidig fra Sydfrankrig, og hvad er så mere naturligt end at starte med en Crémant?

Crémanten er fra den store Gérard Bertrand, som har en fortid som en af Frankrigs bedste rugbyspillere. Efter en lang, succesfuld karriere lagde han imidlertid støvlerne på hylden og besluttede at tage en ny udfordring op … nemlig vinproduktion.

I 1992 overtog han ledelsen af sin fars vingård, Domaine de Villemajou, med den målsætning, at han ville højne standarden, ikke bare for vingården, men for hele området. Han vil være for Sydfrankrig, hvad Guigal er for Rhône. Et navn folk kan læne sig op ad, om end de ikke orker at sætte sig ind i detaljerne.

Siden overtagelsen har Gérard Bertrand også investeret i endnu flere vinmarker, fordelt over regioner som Corbières, Minervois og Côteaux de Languedoc, så han i dag har hele 410 hektar vinmarker. Ganske imponerende.

Derudover er han gået i partnerskab med 40 andre lokale producenter, som nøje følger hans visioner for kvalitet i vinmarken, for så – når høsten er overstået – at sælge druerne til ham.

Denne Naturalys Crémant de Limoux kommer fra en serie af vine under navnet Naturalys … og alle er biodynamiske. Det skal jeg nok vende tilbage til senere. Vinen er lavet på druerne Chardonnay, Chenin Blanc og Mauzac. Naturalys Crémant kommer fra Limoux. Selve Limoux by er en mindre bjergby, og det menes at der er netop her, at den mousserende vin … eller flaskegæringen blev opfundet i 1531 af munkene i Saint Hilaire. Hvis det passer, så er det mere end 100 år før den glade munk i Champagne-distriktet.

Distriktet Limoux er beliggende så højt og køligt, at de franske INAO-myndigheder ikke regner området for en del af Languedoc-Roussillon, hvilket den geografiske placering ellers berettiger til. Det kølige klima, kombineret med flere århundreders tradition for at producere både stille og mousserende hvide vine i distriktet, er da også medvirkende til, at man må betragte Limoux i en klasse for sig.

Lad os få smagt denne Crémant … som duftmæssigt giver aromaer af syrlige pærer, våd papir eller våd papkasser, en lidt gæret duft, svag animalsk og lidt nødder … valnødder. Der er let til medium bobler i vinen, søde æbler, let citrus … smager ganske okay, men har også et par svagheder, for boblerne forsvinder meget hurtigt i glasset og efterlader vinen som en tynd æblejuice. Virker lidt som æblejuice med svage bobler tilsat en skvis citrus. Jeg synes, at vinen mangler lidt dybde, koncentration og der er heller ikke så god styr/balance mellem boblerne, syren og sødmen.

Forhandles i Vinspecialisten, pris 160 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2005 Domaine René Cacheux et Fils, Vosne Romanée 1’er Cru Les Suchot, Borgogne, Frankrig

2005 Domaine René Cacheux et Fils, Vosne Romanée 1'er Cru Les Suchot, Borgogne, FrankrigAftenens sidste vin … vi sluttede i Bourgogne … godt valg, og endda i Vosne-Romanée, som nok er Bourgognes mest berømte kommune og hjemsted for ikke færre 6 Grand Cru, flere 1’er Cru’er og nogle af de bedste Villages vine. De verdensberømte Grand Cruer er Romanée-Conti, La Romanée, La Tâche, Richebourg, La Grande Rue og Romanée-Saint-Vivant.

Selvsagt ligger også nogle af Bourgognes mest berømte vingårde her, anført at Domaine de la Romanée-Conti. Mange af vinene sælges for astronomiske priser, men man kan stadig finde små familieejede producenter, som laver topkvalitet til overkommelige priser, et sådant Domaine er René Cacheux et Fils.

Domainet er beliggende i hjertet af landsbyen Vosne-Romanée og har været i samme families eje igennem 4 generationer og drives i dag af Gérald Cacheux.

Domænet er grundlagt af François Blee i begyndelsen af ​​sidste århundrede, men det var under sønnen Charles Blee, at vingården langsomt blev et veletableret navn i Vosne-Romanée.

I 1966 overtog Charles’ to døtre vingården, og den ene af pigerne, nemlig Jacqueline Blee blev gift med René Cacheux, som overtog driften af gården, og som domænet også er opkaldt efter i dag. I 2004 kom 4. generation i form af sønnen Gérald Cacheux med i driften, og navnet blev fluks ændret til Domaine René Cacheux et Fils.

I 2005 udvidede man med køb af 2 parceller i Chambolle- Musigny. Der er tale om en meget begrænset produktion, og alt laves af familien selv, fra håndhøstningen af druerne til selve vinifikationen.

Cacheux laver en fremragende “almindelig” Bourgogne på druer fra parceller lige uden for appellationen Vosne-Romanée, samt Vosne-Romanée Village og to af de bedste 1’er Cru’er: Les Beaux-Monts og flagskibet Les Suchots. Og det er netop sidstnævnte vin, som afslutter vores frankofile torsdag. Lavet selvfølgelig på ren Pinot Noir, lagret 18 måneder på 7o% nye franske egetræsfade, resten 1. og 2. års fade.

Duftmæssigt meget grøn med kirsebær, blåbær, jordbær, læder, pelsfrakke og egetoner. Smagen er knastør med kirsebær, mirabeller, ribs og godt med eg … rank med faste tanniner, men jeg finder den knap så indbydende som fx forrige vin fra Mischief and Mayhem. Vinen er cremet, men egen dominerer måske en smule for meget, men godt smager det altså … bestemt en fremragende glas vin.

Købt i Frankrig, men forhandles herhjemme af Philipson Wine, hvor pris for en årgang 2007 er 529,95 kr. ved køb af 12 stk.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2005 Mischief and Mayhem, Aloxe-Corton Premier Cru, Bourgogne, Frankrig

2005 Mischief and Mayhem, Aloxe-Corton Premier Cru, Bourgogne, FrankrigSpilopper og kaos … kan Mischief and Mayhem oversættes til. Det er samtidig titlen på en bog af Elizabeth A. Patterson samt en tegnefilm med Jern Henrik.

Det er imidlertid også navnet på en lille vinhus, som ligger i Aloxe-Corton i Bourgogne. Ikke meget fransk tradition i det navn, men vinene lever imidlertid op til de traditionsrige vine for området.

Mischief and Mayhem – eller M&M som de også selv kalder huset – består af Michael og Fiona Ragg og Michael Twelftree, tre gode venner hvis passion for vin, særligt Bourgogne, inspirerede dem til at starte op med eget set-up i efteråret 2004.

Før dette var Michael Ragg næsten 10 år hos Berry Bros. & Rudd, inden han flyttede til Bourgogne i foråret 2003. Her startede han op som vinkonsulent og winebroker i Aloxe-Corton.

Michael Twelftree er medstifter og samtidig drivkraften bag det Australske vineri Two Hands Wines fra Barossa Valley. Har smagt Pinot Noir derfra, og det er altså også rigtigt godt.

Mischief and Mayhem har et mål – at producere nogle af de bedste vine som Bourgogne kan tilbyde. Veltillavede, elegante og individuelle vine, der hver især repræsenterer både kommune og appellation.

Mange mennesker viger tilbage fra de franske navne, har Michael Ragg fortalt. De har svært ved at udtale dem, så derfor blev vi enige om, at vores lille vinhus skulle hedde noget på engelsk. Min kompagnon foreslog, at vi kaldte det ”Murder and Mayhem” … mord og ødelæggelse. Det er et udtryk, der af og til bruges på engelsk. Men det var nu lidt for drastisk, så vi stoppede ved ”Mischief and Mayhem”.

De to kompagnoner blev også enige om, at de ville skabe etiketter, der var umiddelbart genkendelige, og som konsekvent nævnte druesorter og gav en grundig forklaring om vinen på engelsk – noget som vinfolkene i Bourgogne generelt ikke går særligt meget op i.

Huset ejer ikke selv vinmarker, så det er et negociant firma, og det vigtigste er naturligvis, hvad der tappes i flaskerne. Her er de to Michael’er kræsne, så de har ingen faste aftaler med bestemte vinbønder i Bourgogne, men finder hvert år frem til små og store vinpartier, der lever op til deres krav. Dermed kan deres produktion også svinge meget fra år til år … specielt hvilke vine, som laves i de enkelte år.

Her har vi fat i én af husets topvine fra 2005, en Aloxe-Corton 1’er Cru, og den er lavet fra vinstokke med en gennemsnitsalder på lidt over 45 år, og er høstet fra marker øst og sydvest for den gamle landsby Aloxe-Corton. Vinstokkene står plantet i en blanding af kalksten, jord med god mineral- og jernindhold, lagdelt med småsten.

Vækstsæsonen og høstforhold i 2005 var fremragende. Koncentrationen, balance og modenhed af frugt var alle fremragende. Vinen er lagret 16 måneder på egefade. Der laves kun 1.200 flasker af denne vin årligt.

Duften er også ganske skøn med babybræk (på den gode måde … denne meget animalske duft, som ofte findes i rigtig gode vine), mørke kirsebær, figner, lidt røgede toner, nelliker og svage krydderier. Hmmmm, god start. Smagen er både syrlig, blød … meget let og frisk, godt med fine tanniner, god struktur, god balance og meget ren i smagen. Det smager altså godt … og nok aftenens bedste vin so far. Spændende hus, som jeg ikke er stødt på før.

Købt i Frankrig … herhjemme forhandles vinen hos FineWines.dk … men denne flaske er ikke fundet herhjemme. Et gæt på en pris i Danmark vil være omkring 400 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2002 Domaine Roger Sabon, Châteauneuf-du-Pape Les Olivets, Rhône, Frankrig

2002 Domaine Roger Sabon, Châteauneuf-du-Pape Les Olivets, Rhône, FrankrigEndnu en vin fra Rhône … og igen fra Sabon familien. Sjovt, som aftenens vine følger et vist tema … selvom vi smager dem skjult, og gætter området. Denne gættede vi skam også, idet vi skød på, at det var en Châteauneuf-du-Pape, og ganske rigtigt, nemlig fra Domaine Roger Sabon, som jo blev grundlagt af den yngste af Seraphins tre sønner.

Roger Sabon grundlagte nemlig domænet tilbage i 1952, hvor han købte 15 hektar marker i Châteauneuf-du-Pape. Siden da er der blevet tilkøbt yderligere et par hektar i Châteauneuf-du-Pape, således at markarealet nu er oppe på 17 hektar, og der er desuden blevet tilkøbt en ejendom, Chapelle De Maillac på den modsatte side af Rhône floden, hvor domænet har 12 hektar i Lirac, 6 hektar i Côte de Rhône og 10 hektar, hvor der laves almindelig Vin de Table.

I dag er det Roger Sabons tre sønner, der står i spidsen for domænet, nemlig Jean-Jacques, Denis og Gilbert Sabon. Jean Jacques er den ældste søn. Han har ansvaret for den kommercielle del af driften. Vinificeringen er siden 2001 overladt til Didier Négron, som er svigersøn af Jean-Jacques Sabon. Denis og sønnen Julien har ansvaret for vinmarkerne og Denises datter Delphine kan ofte mødes i receptionen. Roger selv døde for nogle år siden, nemlig i 2011.

Domaine Roger Sabon er en af de gamle hæderkronede Châteauneuf-du-Pape producenter og har i de senere år opnået en næsten kultagtig  status, hvor vinene hvert år bliver udsolgt, inden næste årgang er klar. Vinene fra Domaine Roger Sabon er enestående og elegante, ikke mørke,  men alligevel koncentrerede og opnår med alderen en næsten burgundisk  dybde og kompleksitet.

Roger Sabon er allermest kendt for sine Châteauneuf-du-Pape, som han laver en stribe af. Entry level cuvee er Les Olivets, efterfulgt af en Cuvee Reserve og Cuvee Prestige samt topvinen, som hedder Le Secret des Sabon. Den har jeg tidligere smagt … uden den dog gjorde et uudslettelig indtryk på mig.

Denne Châteauneuf-du-Pape Les Olivets er lavet på 80% Grenache, 10% Syrah og 10% Cinsault og lagres i ca. 15 måneder i foudres.

Duftmæssigt svage animalske noter, Rhône krydderier, anis, blomster, lavendel og sort te. Smagsmæssigt overraskes man en smule af vinens lethed … er slet ikke så maskulin og mørk, som man normalt finder Châteauneuf-du-Pape, og herudover lidt chokolade, godt med syre … en smule skarp, og mangler lidt “den runde sødme”, som man også ofte finder i en Châteauneuf-du-Pape. Lidt for tynd for en Châteauneuf-du-Pape.

Forhandles af Coop, Brugsen m.fl., hvor en nyere årgang koster omkring 149,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2002 Delas Frères, Côte-Rôtie Seigneur de Maurigon, Rhône, Frankrig

2002 Delas Frères, Côte-Rôtie Seigneur de Maurigon, Rhône, FrankrigMed næste vin blev vi i Rhônedalen, nemlig med en vin fra et vinhus med samme ejer som aftenens første vin, Champagnen fra Deutz. Begge huse – både Deutz samme dette Rhônehus Delas Frères – ejes i dag nemlig af Champagnehuset Louis Roederer, som nok mest er kendt for deres ikoniske Cristal Champagne.

Delas Frères blev grundlagt i 1835 i Saint Jean Muzols, der ligger i  hjertet af Saint-Joseph. Vinhuset startede som en vinhandel og et negociantselskab, da Charles Audibert og Philippe Delas købte firmaet. Vinhandlen havde tidligere heddet  Maison Juniquem men de to herrer omdøbte det til Audibert og Delas.

Forbindelserne mellem de to familier blev yderligere knyttet, da Delas to sønner Henri og Florentin giftede Audibert to døtre, og da Henri og Florentin i 1924 overtog ledelsen omdøbte de vinhuset til Delas Frères. De udviklede samtidig forretningen, bl.a. ved yderligere vinhandel og ved at købe vinmarker i både Châteauneuf -du-Pape og Hermitage. Dette sikrede brødrene en konstant produktion af kvalitetsvine.

Efter anden verdenskrig havde vinene fra Delas Frères et samt “boom” på eksportmarkederne. De blev solgt i tønder til London , Bruxelles, Amsterdam, Geneve og USA. Den næste generation af Delas, Michel Delas overtog ledelsen i 1960 og udvidede forretningen yderligere, bl.a. ved salg til nye eksportmarkeder i bl.a. Syd -og Mellemamerika, og han købte også i 1974 flere vinmarker, bl.a. i Côte Rotie, og på Clos Boucher på Condrieu.

I 1977 blev huset overtaget af det anerkendte  Champagnehus, Champagne Deutz, og med en god kapitalindsprøjtning har  man i løbet af en årrække fornyet al vinifikationsudstyret og deslige,  så Delas Frères i dag fremstår som et af de mest moderne vinerier i  Rhônedalen.

Endvidere har man udvidet Delas’ kapacitet for at kunne  imødekomme den stadigt stigende efterspørgsel, hvilket også har  bevirket, at man – på trods af husets mange besiddelser af vinmarker i  nogle af Rhônedalens mest berømte kommuner – også opkøber en vis mængde  druer fra de mest kvalitetsbevidste vinavlere i områderne.

Netop de store besiddelser af vinmarker, som Delas Frères har i  Rhônedalen, er medvirkende til, at man i huset har vedtaget, at de  varierende terroirs i de forskellige appellationer skal komme så godt  som muligt til udtryk i de forskellige vine.

En af årsagerne til Delas’ store succes går tilbage til 1997, hvor den unge ønolog Jacques Grange blev ansat. Jacques Grange er født og opvokset i Bourgogne, og han har  gennem sin relativt korte karriere været stærkt medvirkende til den renæssance, Rhône-distriktet har haft, og han er samtidig manden bag  flere af distriktets 100 points-vine.

Siden Jacques’ entré i Delas’  kældre, er der på det nærmeste sket en revolution med vinene, og efter  tidligere at have stået i skyggen af store huse som Guigal.

Louis Roederer overtog både Deutz og Delas Frères i 1993.

Vinen her Côte-Rôtie Seigneur de Maurigon … og navnet refererer til, at druerne til vinen kommer fra marken Seigneur de Maugiron i Côte Rôtie. Vinmarken ligger på højre side af Rhône floden og er fordelt over de tre kommuner Saint-Cyr-sur-Rhône, Ampuis og Tupin-Semons og har en beliggenhed, så der høstes 70% på Côte Brune og 30% Côte Blonde, navne som stammer fra middelalderen (den brune og den lyse bakke).

Vinen produceres udelukkende på Syrah-druen og den årgang 2002 har lagret omkring 20 måneder på 50% nye egetræsfade samt 50% ét år gamle fade. Der laves årligt mellem 15.000 – 20.000 flasker af vinen. 2002 var en svag årgang i Rhòne, men producenten har holdt lavt udbytte og – efter sigende – hældt sin normale topvin ned i denne flaske … lad os se, om det også kan smages. Wine Spectator rater årgang 2002 i det nordlige Rhône til 82 … til sammenligning rates årgang 2005 med 94 og 2009 med 96 og 2010 med hele 98 point.

Duftmæssigt er let animalsk med klassisk Rhônenæse, der er lidt krydderier, lavendel, mint, lidt røget men også lidt kantet. Det lidt “kantede” går også igennem i smagen, hvor der er kirsebær, et let bitterhed, svag lakrids, grønne toner og ellers godt med syre og lidt krydderier. Ikke en vin i super balance, men smager ganske godt … selvom der nok mangler lidt rundhed til at samle indtrykket.

Vinspecialisten forhandler vinen, og jeg kan huske, at den for en del år siden var op tilbud til 235 kr., mener jeg. Købte selv én dengang. I dag kan vinen i årgang 2002 findes hos Pedersborg Vin til 349,95 kr., men Vinspecialisten forlanger 525 kr. for en nyere årgang 2010 af vinen.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2003 Domaine de la Janasse, Vin de Pays Principaute d’Orange Terre de Bussière, Rhône, Frankrig

2003 Domaine de la Janasse, Vin de Pays Principaute d'Orange Terre de Bussière, Rhône, FrankrigNæste vin … nærmest en klassiker … på flere måder. Dels kommer vinen fra én af de store, traditionsrige familier i Rhône, nemlig Sabon familien, og dels er denne Vin de Pays Principaute d’Orange Terre de Bussière blevet berømt, specielt i denne årgang 2003, som nok er bedste årgang af vinen nogensinde.

Sabon familien står bag domæner som Rober Sabon (naturligvis), Clos Mont du Mont-Olivet, Domaine Chante Cigale og så også dette Domaine de la Janasse, som ejes og drives af Christophe Sabon, som i 1990 overtog vingården efter sin fader Aime Sabon, som etablerede gården tilbage i 1973.

Grunden blev for alvor lagt af Séraphin Sabon, da han i begyndelsen af 1900-tallet arvede en række parceller med vinstokke fra sin svigerfar.

De mange Sabon vinhuse i Rhône og specielt Châteneuf-du-Pape stammer nemlig alle fra Seraphin Sabon og Marie. De fik 3 sønner, nemlig Joseph som grundlagde Clos du Mont Olivet, Noël som grundlagde Domaine Chante Cigale og Roger som grundlagde Domaine Roger Sabon.

Christophes far Aime Sabon stammer også herfra, men jeg har ikke kunnet se, om Aime var søn af Joseph, Roger eller Noël. Jeg gætter på Noël, men igen … et rent gæt. Hvis du ved dette, så skriv endelig info her på bloggen.

Domaine de la Janasse råder i dag over i alt 55 hektar, hvoraf 15 hektar er AOC Chateauneuf du Pape, som er beliggende i den nordøstlige del meget tæt på Domaine Beaucastels marker.

Selve bygningerne ligger i den lille by Courthezon i udkanten af distriktets østlige ende. I dag deltager søsteren Isabelle Sabon – der også er uddannet ønolog – også i driften.

Denne vin har navnet ”Terre de Bussière” efter stednavnet for druerne Syrah og Merlot. Vinen er lavet på 55% Merlot, 25% Syrah, 10% Grenache og 10% Cabernet Sauvignon … lagrer 12 måneder på eg, heraf 30% nye fade. Der laves årligt 80.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt mørke bær, brombær, rosiner, blommer og chokolade. Smagen er solbær, lakrids, svag peber og en flot syre, som giver vinen en god rygrad, selvom det er en meget fyldig og kraftig vin. Alderen på 10 år klæder samtidig vinen helt fantastisk. Thumbs Up igen.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen i dag på en årgang 2010 ligger på 92 kr.

Vinanmeldelse 5/7    

2003 Domaine Henri Montagny, Pommard 1’er Cru Chanlins Bas, Bourgogne, Frankrig

2003 Domaine Henri Montagny, Pommard 1'er Cru Chanlins Bas, Bourgogne, FrankrigSå kom der Bourgogne på bordet … igen smagt blindt, og ingen problemer med at gætte den. Jeg skød endda også på Pommard, og det var også rigtigt. Vi er hos Domaine Henri Montagny og vinen er en Pommard 1’er Cru Chanlins Bas, dvs. enkeltmark, og her i en årgang 2003 … et af de bedre år i området.

Domaine Henri Montagny er en lille familieejendom på 6,5 hektar, som ligger i Volnay. Ejendommen har i øvrigt tidligere været sommerresidens for hertugerne af Bourgogne, så historisk er den også meget interessant.

Den har i flere generationer været drevet af Montagny familien, og siden 2003  har det været Henry Montagnys børn, Marie-Paule og Jean-Claude Montagny, som har forestået driften.

Udover vinproduktionen er Marie-Paule også produktiv indenfor sin anden lidenskab, nemlig maleriet. Hun maler værker med blomster, vingårde, landskaber, landsbyer. Herudover laver hun dekoration til vinetiketter. Vil gætte på, at det også er Marie-Paule, som har tegnet etiketten til denne vin … med den flotte skål og vinbladene. Men det er kun et gæt.

Høsten sker manuel og vinfremstillingen er helt traditionelt. Ellers findes der ikke meget information på nettet om vingården i øvrigt.

Vi har her i glasset en Pommard 1’er Cru fra marken Chanlins Bas, som er én blandt i alt 28 marker, som er kategoriseret som værende 1’er Cru marker. Jeg gættede Pommard ud fra kraften og farven i vinen, en tak mørkere end Bourgogne vine normalt, og det afsløres også i glasset.

Farven er fortsat teglfarvet … men nok lidt mørkere tegl. Holdes vinen op mod et hvidt stykke papir afsløres alderen ved brunlige nuancer i kanten af glasset. Duften er en smule indelukket med kælder … næsten muggen kælder, hindbær, violer … og så lidt syre.

Smagen er unægtelig Bourgogne, stram med bitre kirsebær, godt med syre og tannin, mere “bulder” end normalt, men det er nok Pommard-kraften, der slår igennem. Måske en anelse indelukket i smagen også.

Købt hos producenten, pris ukendt. Har fundet en årgang 2009 på nettet, den koster 30,70€.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2010 Domaine de la Source, Bellet Rouge, Provence, Frankrig

2010 Domaine de la Source, Bellet Rouge, Provence, FrankrigFabelagtig vin. Første rødvin var fra et for mig ukendt AOC område, nemlig Bellet, og det var intet mindre end en ganske imponerende vin. Bellet er en lille appellation i Provence, og det meste af produktionen går til Nice. I Bellet dyrker man lokale druer som Rolle, Braquet og Folle Noire. Bellet blev officiel AOC anerkendt i 1941.

Vi er hos en gammel vinfamilie, nemlig familien Dalmasso, som driver Domaine de la Source. Vingården ligger i området Chemin de Saint-Roman de Bellet i Nice, og det er lidt nordvest for den store by.

Vingården er grundlagt i 1962 af Joseph Dalmasso, da han købte jorden omkring hans fødeegn i Chemin de Saint-Roman de Bellet, og navnet på vinhuset henviser til den kilde, som gør dette område så ideelt til dyrkning af blomster, grøntsager … og vindruer.

Det er imidlertid Josephs søn Jacques, som får sat vinproduktionen i system på Domaine de la Source, bl.a. ved tilplantning af vinmarkerne i 1986. Siden 2003 er børnene Carine Jacques og Eric også kommet med i driften af vingården og de beskedne 5 hektar vinmarker, som de samlet driver i dette solrige område ved den franske Riviera.

Domaine de la Source laver tre forskellige vine, en hvid, en rosé og denne røde vin. Herudover produceres der også lidt olivenolie. Alt er selvfølgelig lavet manuelt. Denne Bellet Rouge er lavet på 80% Folle Noire og 20% Grenache.

Folle Noire druen er også kendt som Fuella Nera, og det er en gammel provencalsk druetype, som engang var ganske udbredt i Provence og det øvrige Sydfrankrig. Den er hoveddrue i rød Bellet og tillades også i IGP vine i Provence og Sydvestfrankrig (hvor den har navnet Jurancon eller Piquepoule). Den ses også i Uruguay og har her navnet Vidella. Druetypens vigtigste egenskab er, at den tillader vinstokkken at sætte ekstremt mange druer, men vinen selv har ikke den store karakter.

Vi fik smagte vinen blindt og gættede på Bandol … ikke helt ved siden af … vi i er hvert fald i Provence. Jeg bemærkede, at duften var ret intens … nærmest som en “naturewine”, og det er heller ikke helt ved siden af, for siden 2008 har Domaine de la Source omlagt produktionen til økologisk og organisk. Ding … point til Houlberg.

Og tro mig, duften i vinen er ganske speciel, men på en god måde. Den er animalsk med masser af hestestald, mødding og komøg, fårenosser, sved og mørke hindbær. Anderledes, men ganske flot.

Smagen er meget ren og “smooth”, godt med frugt, god syre … faktisk en rigtig dejlig syre, som ikke bliver for meget. Der er lidt lyse kirsebær i smagen, som næsten er helt tysk i udtrykket. Virkelig en overraskelse. Thumbs Up.

Købt i Frankrig. På vingården koster vinen 28,50€ … eller 25,50€ hvis du køber 12 stk.

Vinanmeldelse 5,5/7