Tag-arkiv: Italien

2017 Villa Poggio Salvi, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2017 Villa Poggio Salvi, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienBrunello di Montalcino 2016 er den bedste årgang i mands minde, måske nogensinde, har Søren Frank tidligere skrevet, mens der har været noget mere stille om årgang 2017.

Men derfor er der altså også lavet glimragende vine i den lavere ratede årgang 2017 og det tester Houlberg nu i en lille mini-test med 4 x Brunello di Montalcino 2017 og starter med Villa Poggio Salvis.

Villa Poggio Salvi ligger godt ude på landet nær Castiglion del Bosco og vel omkring 30-40 kilometer vest for Montepulciano og er grundlagt i 1979 af den vinglade ingeniør Pierluigi Tagliabue, som købte vingården og omlade markerne for at producere vin.

Samlet var det 21 hektar vinmarker beliggende i en højde på 300-500 meter med en jord rig på ler samt en fin maritim indflydelse fra Det Thyrrenske Hav. Det giver Sangiovese med vidunderlig friskhed, finesse og parfume.

Senere har Pierluigi udvidet sin lille vinimperium ved køb af en yderligere ejendom … vingården Casavecchia  i Chianti-regionen, hvor han produceret Chianti Colli Senesi, Tosco og Lavischio samt IGT-vine baseret på Sangiovese og Merlot.

Vinkælderen på Villa Poggio Salvi er topmoderne og er bygget efter 1990 på baggrund af tegninger fra arkiteten Enric Miralles, der også er Tagliabues svoger. Derudover er der løbende sket forbedringer, som er realiseret via Benedetta Tagliabue – Pierluigis datter – der minsandten også er arkitekt.

I dag varetages driften og produktionen af vinmageren Luca Belingardi, der – udover at være en dygtig vinmager – også er Pierluigi Tagliabues barnebarn.

Han står for produktionen af alle vinene, der er forsynet med husets logo, som forestiller Pomona, der skulle være den romerske gudinde for frugterne … og derfor er afbilledet som en kvindeansigt med hår af druer. Det er da meget passende og faktisk meget smukt.

Deres Brunello di Montalcino har jeg faktisk smagt før … blot i årgang 2016. Nu er det 2017’eren, som er på 100% Sangiovese, som kommer fra 35 år gamle stokke på husets egne, sydvestvendte marker i den mest kystnære del af Montalcino området.

Druerne koldmacererer i 8 dage ved 12 grader, hvorefter mosten gærer temperaturstyret ved 28 grader. Efter endt fermentering har vinen lagret 30 måneder på store 30-100 hektoliter slavonske fade efterfulgt af 4 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er vinen først lidt forsigtig … faktisk næsten som 2016’eren, dog mere lukket og måske endda også mere rank, hvilket da bestemt ikke gør noget. Men den skal lige ha’ tid til at lukke op, hvorefter der kommer tørt træ, tobak, lidt småsød samt ret let frugt med kirsebær, hindbær,  brombær, blommer, appelsinskal, roser og kaktuspiller.

Smagsmæssigt er vinen virkelig pænt tør og allerede ved første luftindtag, så melder tanninerne sig også, tørre, stramme og bare så udtørrende, at munden efterlades lige så tør, som den allervarmeste sommerdag i Sahara ørkenen. Vinen er slet ikke så fløjlsblød som 2016’eren, men har denne rene, klare og stringente frugt, men samtidig også mere kant … men absolut slet ikke så ringe.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Parusso, Barbera d’Alba Ornati, Piemonte, Italien

2020 Parusso, Barbera d’Alba Ornati, Piemonte, ItalienNice … igen en vin fra det fabelagtige Barolo vinhus Parusso og denne gang er det deres 2020 Barbera d’Alba Ornati, der er lavet på Barbera druer, der kommer fra lidt forskellige marker i Ornati området i Monforte d’Alba.

Parusso har jeg skrevet om masser af gange … og endda selv besøgt. Mit besøg hos Parusso eller helt præcis Armando di Parusso F.lli Società Agricola kan du læse mere om i blogindlægget; Besøg hos Parusso … med søde Giulia Parusso som Barolo turguide.

I det blogindlæg fortæller jeg også om vinhuset, historien, familien og alle vinene. Der kan du også se en masse fotos fra vingården bl.a. fra vinkælderen … og selvfølgelig Giulia Parusso.

Parussos marker i Ornati området i Monforte d’Alba ligger i 350-400 højde på soleksponerede skråninger. Vinen her er lavet med spontangæring af Barbera druerne alene med de naturligt forekommende gærstammer.

Marco Parusso laver gæringen i rustfrie ståltanke, men efter endt gæring og maceration, så er vinen lagret sur lie 5-6 måneder på franske barriques.

Duftmæssigt lidt en vamset og fyldig Barbera … sorte kirsebær, modne blåbær, blommer og måske endda lidt rosiner, lidt tør og sødkrydret med våde vaskeklude, våde fade, sødme, konfekt samt sød, gammel og tyktflydende balsamico, kakaopulver, skovbund og læderfedt.

Men jesus, hvor smager det godt … igen basseagtig, fyldig og vamset med mørk frugt, pæn tørhed med grafit, peber, men alligevel leveres både saftig og læskende. Tanniner er der ikke mange af, men i stedet en ren og kølig mørk frugt, der er meget intens med engelsk lakrids, blåbærsyltetøj og sorte kirsebær. Vild dybde og intensitet.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen i øjeblikket er på tilbud til 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2013 Selva Capuzza, Lugana Selva, Lombardiet, Italien

2013 Selva Capuzza, Lugana Selva, Lombardiet, ItalienSom sidste punktum i Lugana for denne gang, så smagte jeg også Luca Formentinis basis Lugana vin i årgang 2013.

Turbiana druerne til vinen kommer fra Selva marken, der er vinhusets ældste mark. Det er en vin, som man har lavet siden 1983.

Druerne er høstet med et udbytte på 75 hektoliter pr. hektar og er vinificeret alene i rustfrie ståltanke, hvor vinen også har lagret en periode. Der laves årligt omkring 10.000 flasker af denne vin, som har 5,2 gram restsukker pr. liter.

Hvor gør alder noget godt for Lugana vine og det nyder denne bestemt godt af, for aromaen er nærmest svævende, så subtil og fin med nødder, lidt fond, pærer, fersken, melon … og så langt mere sødme og sådan duftmæssigt på lidt nektarniveau,

I munden er vinen fortsat totalt levende og med power, men det leveres som blødt og cremet, men syren er fortsat vild og stram. Der er også fortsat klare salte mineraler, hvorved vinen virker frisk med et modent anstrøg. Smukt, så 5 houlbergske tomler med pil op.

Vinene fra Selva Capuzza er ikke fundet herhjemme, men denne i den nyeste årgang 2020 koster 12€ i hjemlandet … svarende til 89 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2013 Selva Capuzza, Lugana Riserva Menasasso, Lombardiet, Italien

2013 Selva Capuzza, Lugana Riserva Menasasso, Lombardiet, ItalienJeg var egentlig ved at være færdig ved Lugana Armonie Senza Tempo vinfestivalen og begyndte at slentre ned mod udgangen sammen med Václav Tichoň, men tæt på udgangen stod et kendt ansigt i form af rare Luca Formentini fra Selva Capuzza med 2 Lugana vine i årgang 2013.

Da den ene var hans Lugana Riserva Menasasso stoppede vi omgående op … den skulle vi simpelthen smage. Og det var stoppet værd, for det blev det bedste glas vin ved hele Lugana Armonie Senza Tempo.

Vi havde allerede på vor første dag under vort besøg på Tenuta Roveglia mødt Luca Formentini og smagt hans fine Lugana Riserva Menasasso i både årgang 2017 og 2011, så derfor vidste vin, at der er tale om en særdeles fabelagtig vin.

I 2013 brugte Luca Formentini fortsat en smule  barriques, når han lagrede vinen, så denne vin er lavet ved, at Luca har valgt den bedste tank fra høsten på Selva marken og så er vinen lagret 18 måneder på en kombination af ståltankene og barriques … dog fortsat med den overvejende del på ståltankene.

Derefter har vinen lagret 6 måneder på flaske … og samlet skal en Riserva jo lagre 24 måneder. Vinen har 3,6 gram restsukker pr. liter og der er årligt lavet 7.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt er det til at falde på halen over … nærmest som et omfavnende kram. Igen har Menasasso denne lækre smørfede duft med voks, grøntsagsfond, dåsepærer, abrikos, søde krydderier. Den har også her i 2013’eren en lidt mere nøddet duft sammen med lidt blomsterpollen … hvem elsker ikke et omfavnende kram?

I munden smelter vinen næsten bogstaveligt … mens den langsomt gør det, så breder der sig smage af søde dåsepærer, abrikos, grillede lemon og citroner samt salte mineraler. Det er så cremet, nærmest olieret og smelter ud i alle afkroge af munden … det er sgu ganske imponerende og en fabelagtig vin.

Vinene fra Selva Capuzza er ikke fundet herhjemme og denne årgang 2013 kan nok heller ikke findes til salg nogle steder længere.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2019 Poggio al Garda, Lugana, Lombardiet, Italien

2019 Poggio al Garda, Lugana, Lombardiet, ItalienJeg skulle også smage Elena Casarinis Lugana i 2019 debut årgangen … og mens jeg gjorde det, så kom bror Raffaele også lige forbi og hilste på mig.

Vinen er lavet som foregående – eller måske nærmere omvendt, altså udelukkende på ståltanke og kun med alkoholisk gæring, mens lagringen er sket i store betontanke. Der er lavet sølle 6.000 flasker af vinen.

I næsen har 2019’erener der selvfølgelig mange af de samme noter, men har mere honning, er mere æterisk og har – nok heller ikke helt unaturligt – mere modenhed. Der er næsten lidt linolie i næsen og egentlig er det en vild udvikling på et år.

Frugten er fortsat ovre i noget med pærer, modne ferskner, tørret abrikos samt lemon og igen koncentreret med et touch af nogle salte mineraler.

Smagen har i 2019’eren også fået et ekstra lille lag, hvor sødmen kommer mere frem sammen med lidt karamel. Der er stadig saftige pærer, grape og lemon, mens det bløde og cremede bare er blevet en tak mere blødt og cremet. Klart 5 tomler med pil op.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men i hjemlandet koster en flaske 14€ … svarende til 104 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Poggio al Garda, Lugana, Lombardiet, Italien

2020 Poggio al Garda, Lugana, Lombardiet, ItalienVed næste stand mødte jeg den glade Elena Casarini fra Poggio al Garda, så der stoppede jeg og smagte hendes 2020 Lugana.

Det er kun 2. årgang, som hun har lavet vinen i, så dermed er Poggio al Garda et rimeligt nyt vinhus, selvom det er over 50 år siden, at ægteparret Gianni og Giuliana flyttede fra Oltrepò Pavese til bredden af Gardasøen.

Familien havde altid været vinavlere, men det blev imidlertid deres to børn Elena og Raffaele, som skulle videreføre denne arv. Familien købte i 1990 en bondegård i landsbyen Casaoldo nær Pozzolengo, hvor de studerede jordforholdene, som var ideelle til vindyrkning.

Men det var først i 2010, at familien tilplantede første marker med Turbiana og nogle år senere øgede antallet af tilplantede vinmarker til samlet 5 hektar. Med Elena i spidsen, så lavede de den første vin i årgang 2019 og alene i 6.000 flasker, men den fik meget positive modtagelse af vinelskere og restauratører.

Her smagte jeg så vinen i 2. årgang … og den er lavet som foregående, altså udelukkende på ståltanke og kun med alkoholisk gæring, mens lagringen er sket i store betontanke.

Med den særprægede etiket er vinen egentlig meget ikonisk. I denne årgang 2020 er der lavet 10.000 flasker.

Duftmæssigt en blød og blid vin, hvor frugten er frisk og koncentreret med pærer, modne ferskner, abrikos, lemon og endda er frugten koncentreret og næsten tørret i duften. Der er lidt sød akaciehonning og salte mineraler.

Sådan smager vinen faktisk også … saftig, blød og rund med grape, lemon, saftige pærer og så alligevel med rank ryg, god syre samt en stenet og saltet smag i slutfasen. Klart 4,5 tomler med pil op.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men i hjemlandet koster en flaske 14€ … svarende til 104 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Pasini San Giovanni, Busocaldo Lugana Riserva Biologico, Lombardiet, Italien

2018 Pasini San Giovanni, Busocaldo Lugana Riserva Biologico, Lombardiet, ItalienJeg skulle også smage en af Pasini San Giovannis topvine, som kun laves i de allerbedste år, nemlig en Busocaldo Lugana Riserva Biologico og her i årgang 2018.

Vinen er lavet lidt som forrige … bare med langt længere lagring og med 100% totalt økologisk dyrkede Turbiana druer.

Det betyder altså, at druerne er lagt i kølig premaceration før de  knust og har tilbragt flere timer på skindet inden blid presning.

Derefter er vinen så gæret i rustfrie ståltanke, hvor vinen også er lagret sur lie i 12 måneder indtil aftapning på flaske og så yderligere lagret 12 måned inden frigivelse.

Duftmæssigt er her nu langt større bund, kraft, intensitet og endda sådan vild, fortegnet, parfumeret, voldsom og lidt over det hele … lidt som Anders And på epo, men meget lækker duft. Frugten er eksotisk med abrikos samt appelsinskal. grillet lemon og varmkrydret.

I munden er vinen rigtig blød, cremet og kraftfuld med denne lidt varmkrydrede side, virkelig saftig med abrikos, lemon og salt. Det er lige før, at den endda bliver lidt olieret.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men i hjemlandet koster en flaske 20€ … svarende til 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Pasini San Giovanni, Il Lugana, Lombardiet, Italien

2020 Pasini San Giovanni, Il Lugana, Lombardiet, ItalienJeg smagte selvfølgelig oss’ en almindelig basis Lugana vin fra Pasini San Giovanni og det var deres 2020 Il Lugana.

Med denne vin er Turbiana druerne først lagt i en kølig premaceration, hvor druerne først er knust og har tilbragt flere timer på skindet inden en blid presning.

Derefter er vinen så gæret i rustfrie ståltanke, hvor vinen også er lagret sur lie i 8 måneder indtil aftapning på flaske og så yderligere lagret 1 måned inden frigivelse.

Duftmæssigt gør vinen dog ikke det store væsen af sig … mest fersken og pærer, men meget let i aromaerne. Det gælder også i smagen, som er præget af sødme, grape og er samtidig lidt krydret, men samlet lidt neutral.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men i hjemlandet koster en flaske 11€ … svarende til 82 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

N.V. Pasini San Giovanni, Lugana Metodo Classico Brut, Lombardiet, Italien

N.V. Pasini San Giovanni, Lugana Metodo Classico Brut. Lombardiet, ItalienDen søde kvinde ved næste stand repræsenterede vinhuset Pasini San Giovanni, der ligger i Raffa di Puegnago i Brescia. Den første vin derfra var denne Non Vintage Lugana Metodo Classico Brut.

Pasini San Giovanni blev grundlagt af Andrea Pasini i 1958 og drives i dag stadig af Pasini familien … nu i tredje i form af de to fætre Paolo og Luca Pasini,

Vingården Pasini San Giovanni har sit navn efter 2 ting. Det første er selvfølgelig familienavnet Pasini, mens San Giovanni kommer fra det sted, hvor vingården ligger … kendt som Località San Giovanni, efter San Giovanni-kirken beliggende i Palude, tæt på Puegnago og ikke langt fra Raffa.

Paolo og Luca Pasini har samlet 36 hektar vinmarker, der ligger mellem Valtènesi og Lugana på Brescia siden af Gardasøen. De laver deres vine i et moderne vineri bygget i 2002. Det er bakket op af et solcelleanlæg fra 2009 og af et projekt til måling af CO2-fodaftryk, hvormed Pasini familien arbejder med mål om at blive langt mere bæredygtige.

Her smager jeg så fætrenes Lugana Metodo Classico Brut, som er lavet på Turbiana druer med almindelig vinificering i ståltanke og så har vinen efterfølgende fået andengæring på flaske med lagring 18 måneder inden degorgering.

I næsen er det en rigtig frugtrig Spumante … lidt sødere end jeg havde forventet, men med dejlige aromaer af gær, rugbrød, nødder og helt klart lidt vilde blomster samt fersken og lemon.

Den smager mere varm og krydret end forventet, men er pænt kraftig med abrikoser, fersken, grønne æbler, citroner, mandler og salt. Boblerne er friske, men bruser hurtigt ud.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men i hjemlandet koster en flaske 15€ … svarende til 112 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2019 Nunzio Ghiraldi, Lugana Sant’Onorata 1953, Lombardiet

2019 Nunzio Ghiraldi, Lugana Sant’Onorata 1953, LombardietPå næste stand mødte jeg vinmageren Nunzio Ghiraldi, som jeg tidligere samme dag havde smagt en vin fra under vor middag på Hotel Catullo. Så den ene af hans to vine havde jeg dermed smagt, så derfor smagte jeg i stedet hans 2019 Lugana Sant’Onorata 1953.

Vinen er jo opkaldt efter den gamle vingård Sant’Onorata, som hans bedstefar – der også hed Nunzio Ghiraldi  – købte i 1953 lidt sydøst for Lugana di Sirmione i Lombardiet.

Vinen er lavet med Turbiana druer, der kommer fra over 60 år gamle vinstokke, på husets marker lige rundt om Podere Sant’Onorata og alene lavet på ståltanke uden brug af eg … overhovedet.

Druerne til Lugana Sant’Onorata 1953 er høstet i oktober med håndkraft og efter presning er mosten gæret i stål ved kontrolleret temperatur. Derefter har vinen lagret i tankene sur lie i 10 måneder og efter aftapning på flaske yderligere 6 måneder.

I næsen fornemmer du allerede, at der er tale om en blød og nærmest cremet vin med god intensitet og meget aromatisk. Der er masser af citrus suppleret lidt gærede noter, dåsepærer og fersken.

Og smagsmæssigt er det bestemt også en cremet vin, som først virker rund, blød og føjelig … men den er ikke føjelig, for der har også en virkelig frisk smag med grønne æbler, grønne og umodne pærer, grape, lemon, grønne urter og salte mineraler med vedholdenhed. Det er som om, at vinen har flere lag, hvilket også gør den mere kompleks og interessant.

Forhandles herhjemme af Nyde Vin, hvor en flaske koster 145 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7