Tag-arkiv: Italien

2019 Castello Banfi, Fontanelle Chardonnay, Toscana, Italien

2019 Castello Banfi, Fontanelle Chardonnay, Toscana, ItalienDer blev lagt mere fedme på med den næste vin, som var en 2019 Fontanelle Chardonnay fra Castello Banfi og den skulle følge en herlig bouillabaisse med torsk, scampi og musling.

Vinhuset ejes af John og Harry Mariani, som dog er af italiensk afstamning. Mariani familien havde emigreret til USA i 1800-tallet.

De to brødre fik også nærmest vinen ind med modermælken, da deres far Giovanni F. Mariani, som var født i Torrington, Connecticut, i 1919 grundlagde Banfi Vintners, som blev ét af landets førende firmaer indenfor vinimport.

John og Harry Mariani overtog det store importfirma fra deres far i 1960, men efter nogle år steg brødrenes ambitioner markant. I 1972 besluttede de, at de selv ville starte en vingård i Toscana. Den skulle producere de fineste italienske vine og i 1978 blev drømmen realiseret og Castello Banfi grundlagt.

Projektet blev startet op sammen med en af Italiens bedste ønologer, den berømte Ezio Rivella og det lagde grunden for en sand succeshistorie. Castello Banfi opnåede hurtigt en enorm succes i både Italien og resten af verden. Og det er samtidig blevet en virkelig stor historie.

Samlet har brødrene med Castello Banfi opkøbt vingårde 4 forskellige steder, nemlig i Montalcino, Bolgheri og Chianti i Toscana samt Piemonte. I Piemonte købte man sidst i 1970’erne vingården Bruzzone med omkring 50 hektar jord, hvoraf 46 hektar er vinmarker.

Men det er nu primært i Toscana, at brødrene har deres vinmarker … ja faktisk råder Castello Banfi over ikke mindre knap 2.900 hektar jord, hvoraf omkring 950 hektar er vinmarker.

Selve hovedsædet … vingården ved Montalcino i Toscana er nærmest en fæstning fra det 11. århundrede, som er indrettet som luksusrestaurant, men er herudover indrettet med et af Europas mest avancerede vinerier. På vingården er der fx plads til ikke mindre end 7.000 vintønder.

Denne Fontanelle Chardonnay er en af husets mange vine og er produceret siden 1982. Det er selvfølgelig 100% Chardonnay, der er gæret temperaturstyret ved 16 grader i franske barriques. Efter endt fermentering  er vinen lagret 8-10 måneder på 350 liters barriques med løbende batonnage og roulage.

Allerede fra første snif er det klart fadpumpet Chardonnay … ikke vildt forfinet, men har alle de klassiske dyder med ristede nødder, lakridskonfekt, vanilje … men på en lidt storskrydende og nærmest tegneserieagtig facon med et lille grønt islæt.

I munden er det samme historie … fed, fyldig, sødkrydret med kvæde, pære, abrikos og grillede citroner, blød og omgængelig og gik fint til bouillabaissen. 89 point.

Forhandles af BilligVine.dk, hvor en flaske koster 188 kr., mens prisen er 159 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Weingut Pitzner, PN19 Pinot Noir Riserva, Alto Adige, Italien

2019 Weingut Pitzner, PN19 Pinot Noir Riserva, Alto Adige, ItalienMed den næste Alto Adige vin er vi fortsat i området omkring Bolzano, for nu har vi nemlig fat i vinhuset Weingut Pitzner eller  Pitzner Winery & Suites, som de også kalder sig og det er med denne PN19 Pinot Noir Riserva.

Vingården drives af de unge brødre Markus og Thomas Puff. De overtog gården i 2014 fra deres far Martin og begyndte at lave vin, sådan cirka op til 45.000 flasker hvert år.

Familien har omkring 6 hektar vinmarker med gamle veletablerede vinstokke på 20-35 år og i enkelte områder er vinstokkene endda helt op til 95 år gamle.

Brødrene kombinerer traditionel og moderne vinproduktion og de står ikke tilbage for at afprøve nye teknikker og ideer. De lagrer bl.a. deres vine i en gammel hvælvet stenkælder, der lige så gammel som nærliggende Schloss Karneid, der blev bygget for 700 år siden.

Udover vinproduktionen så har familien også – som navnet Pitzner Winery & Suites – 3 små ferieboliger, som udlejes til vinglade turister.

Nå, men lad os kigge nærmere på denne PN19 Pinot Noir Riserva, hvopr Pinot Noir druerne kommer fra området Pianizia di Sopra i 450 meters højde. Terrænet er stejlt, markernes hældning er omkring 65%.

Druerne er høstet i den sidste halvdel af september. Derefter er druerne i vinkælderen kold-macereret i 5 dage ved 2- 4 grader, som er efterfulgt af spontangæring og maceration i åbne kar. Malolaktisk gæring og bundfældning foregår på ståltank, hvorefter vinen lagrer i 14 måneder på store 500 liter egetræsfade, hvor 30% er nye og 70% er brugt 1 eller 2 gange tidligere.

Hvordan dufter og smager den så i forhold til fx Franz Haas’ Pinot Nero i samme årgang?

Lad os endelig starte med duften … det dufter vildt godt og ingen tvivl om, at fadpræget her er større, men det er imidlertid også en noget lettere vin i næsen, hvilket egentlig også kunne ses i glasset, hvor vinen var dejlig lys og transparent. Der er animalsk landlighed, sød hestestald, let og sød frugt med jordbær, kirsebær og nogle lyse blommer, røg, en smule medicinkasse og så søde blomster … meget let og feminin.

I munden er det samme historie, hvor frugten ikke er helt så intens som Haaz, men saftigheden og letheden er klart større, hvilket giver en mere tilgængelig vin, hvor tanninerne er tydelig og så følges godt undervejs af lidt peber. Der er frugtsødme, lethed i frugten af både jordbær og hindbær, hvilket samlet giver en lyst til endnu et glas … som jo egentlig er et stort kvalitetstegn. Dette er den venlige og alligevel seriøse dame, som lokker og lokker, så man får lyst til sydtyrolsk jodlen … 93 point.

Forhandles af Lagrein Vin, hvor en flaske koster 220 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2017 Weingut Schmid-Oberrautner, Haussekt Villa Schmid, Alto Adige, Italien

2017 Weingut Schmid-Oberrautner, Haussekt Villa Schmid, Alto Adige, ItalienSkal vi ikke blive i Alto Adige området? I den nordlige udkant af Bolzano finder vi nemlig Weingut Schmid-Oberrautner, som vi her smager en 2017 Haussekt Villa Schmid fra.

Vingården er en af de ældste i området. Huset blev etableret i 1363 af Ullin am Raut fra naboklosteret Freising, men i 1411 byggede Andrä Schmid selve vingården, hvoraf dele af bygninger stadig eksisterer i dag og vidner om 21 generationers liv med vin. Således har vinhuset en historie på mere end 600 år, men i dag drives det gamle hus af den 21. generation i form af Florian Schmid sammen med hustruen Judith.

Florian står både for vinmarker og vinproduktion fra familiens samlede 9 hektar vinmarker samt lidt opkøbte druer. Han laver årligt omkring 95.000 flasker vin.

Der dyrkes hovedsageligt druesorterne Lagrein og St. Magdalener, men også sorter so Pinot Noir, Merlot, Chardonnay og Pinot Blanc.

Her smager vi så Florians Haussekt Villa Schmid, der er en relativ ny vin i sortimentet … de har kun lavet den i 15 år. Den er lavet på 90% Chardonnay og 10% Pinot Noir.

Druernes er  udelukkende høstet ved håndkraft, hvor basisvinen først laves, mens andengæringen aka flaskegæringen derefter så er sket efter den traditionelle champagnemetode i flaske, hvor vinen lagrer i mindst 3 år sur lige inden en endelig degorgering. Den har små 10 gram restsukker pr. liter.

I starten et voldsomt brus op i næsen … men når det lige er dampet af, så åbner der sig en stor landlighed, som er bondsk, animalsk og så også har en duft af noget nødder, vanilje, karamel samt en frugt med søde og saftige æbler samt noget tropisk frugt, dåseananas samt en lakridskonfektagtig sødme, der er meget indsmigrende.

Smagsmæssigt virker sødmen mindre, for vinen har et frisk og tørt bid, hvor boblerne aka moussen i starten er opbrusende, men hurtigt aftager en smule, hvorefter der bare kommer umodne grønne æbler, bitterlemon og småsure og -friske citroner. På den måde sidder alle tingene lige der, hvor de skal sidde. Det er et fint højt niveau og selv vinnørder vil smagsmæssigt kunne tro, at den er fransk og fra champagneområdet. 91 point.

Forhandles af Lagrein Vin, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Franz Haas, Pinot Nero Schweizer, Alto Adige, Italien

2019 Franz Haas, Pinot Nero, Alto Adige, ItalienVi skal da ha’ lidt mer’ Pinot Noir og nu fra Alto Adige i det nordlige Italien i form af denne 2019 Pinot Nero Schweizer fra Franz Haas, der holder til i Montagna lidt syd for Bolzano.

Den gamle, smukke vingård ligger på en bjergskråning og drives af Franz Haas samt hans kone og kreativ direktør Maria Luisa Manna-Haas.

Vingården er grundlagt tilbage i 1880 og har været drevet af Haas familien gennem generationer, og Franz er da også 7. generation på stedet.

Franz uddannet indenfor noget så kedeligt som økonomi, som han studerede ved universitetet i Innsbruck i Østrig. Derefter blev han uddannet ønolog i Geisenheim i Tyskland, inden han satte kursen tilbage til familiens vingård. Her har Franz koncentreret sig om at lave kvalitetsvine med lavt udbytte.

Fra 1982 til 1986 gennemgik vingården en stor omvæltning, da Franz bl.a plantede mange af vinmarkerne om med fokus på lavere udbytte, højere koncentration og der blev også plantet druesorter, som ikke var set før i området.

Franz Haas er især kendt for sine hvidvine, der kan have en stålsat mineralitet og syre som de bedste vine fra Østrig og Tyskland kombineret med en forførende aroma. Han laver specielt vine på Gewürztraminer, Lagrein og selvfølgelig Pinot Nero.

Vingården ejer selv lidt jord, men har derudover lejet lidt jord og har derudover kontrakter på levering fra andre lokale vinbønder. I alt har gården adgang til druer fra omkring 55 hektar i kommunerne Montagna, Egna og Aldino på skråningerne på Cislon bjerget, mellem 240 og 800 meter over havets overflade.

Der laves 13 forskellige vine hos Franz Haas, heraf 2 Pinot Nero, hvoraf denne Pinot Nero Schweizer er topvinen. Navnet Schweizer har vinen fået efter den italienske kunstner Riccardo Schweizer, der levede fra 1924-2004 han han har designet etiketterne til vinene fra Franz Haas.

Schweizer var født i Alto Adige, men studerede kubisme i Paris under Pablo Picasso og Joan Mirò. Denne kubistiske stil er også tydelig på etiketterne, som egentligt jo blev bestilt af Maria Luisa Manna-Haas, da Schweizer i forvejen var en nær ven af familien Haas.

Faktisk var designet af etiketterne en gave til Franz til hans fødselsdag, og den allerførste etikette, som Franz valgte, var netop etiketten til Pinot Nero Schweizer. Det var første årgang i 1987, selvom vinen først blev markedsført nogle år senere, nemlig første gang i 1990. Det er én af de vine, som har opnået de magiske 3 glas i Gambero Rosso.

Vinen produceres i åbne kar, så saften under gæringen er i kontakt med drueskindet. Vinen lagrer på barriques 12-15 måneder og efter tapning lagrer vinen yderligere et år på flaske inden frigivelse. Der laves årligt 30.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er det tørt, skarpt og rund med noget mint, grønne urter, rosmarin og en frugt af kirsebær, hindbær og ribs samt et tørt fadpræg med både kanel, vanilje, mælkechokolade og finsk lakrids, meget frisk og alligevel med en vis comfort. Der kommer en smule fond eller opbagt sovs samt appelsinskal med i hatten.

I munden er det også en behagelig rank Pinot Noir med kirsebær, tranebær, hindbær og ribs, saftige og så med en vis bitterhed, som bare hænger vildt lang tid i munden. Der er spændstighed, syre og bitterhed samt krydderier. 93 point.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 559 kr., mens prisen er 435 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2018 Voerzio Martini, Barolo Cerequio, Piemonte, Italien

2018 Voerzio Martini, Barolo Cerequio, Piemonte, ItalienJeg smagte forleden den imponerende smukke 2018 Barolo Monvigliero fra Voerzio Martini, men nu har jeg sgu fået søstervinen Barolo Cerequio i vinglasset og fortsat i årgang 2018.

Som med Barolo Monvigliero, så er dette første årgang af denne vin fra marken Cerequio. Det er en omkring 16 hektar stor og sydvendt vinmark lidt udenfor landsbyen La Morra, hvorfra så prominente navne som fx Roberto Voerzio og Angelo Gaja også producerer fabelagtige Barolo’er.

Marken – der er nabo til La Serra – er alment anerkendt for at være blandt de bedste marker i hele Barolo distriktet, men produktionen her er relativt beskeden i forhold til andre berømte cruer som fx Cannubi, så vinene er heller ikke så udbredte.

Cerequio er syd-øst-vendt og ligger lavere på La Morra-bjerget med en mere sandet jordbund. Det giver en lidt lettere vin, både i fylde og tanniner. Vorzio Martini producerer årligt 2.500 liter Barolo Cerequio … lige nok til at fylde et af deres store træfade.

Gæringen sker i rustfrie ståltanke over 14 dage, hvorefter vinen lagrer 24 måneder på 500 liter tønder og så 6 måneder på et 2.500 liter stort egetræsfade … samt nok også lidt tid på flaske.

Mums … er første tanke, lidt kødfuld med grøntsags- eller oksefond,  små sorte bær og klart noget tobak, vanilje samt lakrids, men det er sgu meget yndefuldt, fint, sart, feminint med blomstrede noter. Der er tørrede blomster af roser, rosenvand, lys balsamicoeddike, mens frugten virker rund, tæt og moden en lettere frugtsødme. Frugten er sorte kirsebær og lidt bagte blommer, men alt er i symbiose og hvor bliver man glad oveni hatten.

Vinen har den samme bløde side af Barolo som søstervinen Monvigliero, hvor man føler, at vinen allerede nu er så drikkeklar, at jeg ikke får lyst til at gemme … men bare drikke. Der er fortsat klar og stringent frugt med mere stramtøjlet syre end Monvigliero med ribs. kirsebær, tranebær samt en grape bitterhed. Derudover viser vinen, som en ægte Barolo skal, virkelig sit tanningebis frem, så enhver lille tandlæge vil smile … der er tørstoffer for alle pengene og det er kun Barolo, der kan dette shit. Herligt.

Tag et glas og så vil du på Hamilton 17 depressionsskalaen aldrig slå ud med bare den mindste depression … så skulle det da lige være en lettere en af slagsen, når flasken er tom, men det er der jo råd for, hvis du ellers har sparet lidt sammen i banken. 95 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 745 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Sandro Fay, Il Glicine Valtellina Superiore, Lombardiet, Italien

2017 Sandro Fay, Il Glicine Valtellina Superiore, Lombardiet, ItalienDet er ikke mange måneder siden, at jeg smagte en dejlig Cà Moréi Valtellina Superiore fra vinhuset Sandro Fay … nu havde Steffen taget søstervinen Il Glicine Valtellina Superiore med, også i årgang 2017.

Her kommer Chiavennasca aka Nebbiolo druerne fra Il Glicine vinmarken, der er på 1 hektar og ligger i 470 meters højde i Sasella zonen.

Glicine er det italienske ord for plantet blåregn, som man også finder overalt på marken med sine lange lyseblå blomsterranker. Marken er meget sand og siltholdig med store klippemassiver overalt.

Druerne er høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar og gæringen er sket i ståltank med en efterfølgende malolaktisk gæring og så en lagring i 12 måneder på 30 hektoliter samt mindre 500 liter egetræsfade.

Så blev det duftmæssigt Nebbiolo … men kommer lidt rund, blød med en lidt toastet næse, men heldigvis også med lys tobak, violer, gazebind, medicinkasse, stor landlighed og så en herlig stringent og lys frugt af kirsebær, ribs og blåbær … meget ren og klar, mens den har en diskret fadnote.

Det gælder også smagsmæssigt, hvor den egentlig er meget ren og syrlig med ribs, hindbær, stikkelsbær, sur tobak, markante tanniner, der straks leder en hen med noget Nebbiolo … lidt juicet som dens søstervin, men har også en udpræget jernagtig mineralitet. Det er dermed 94 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 310 kr., mens prisen er 245 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Girolamo Russo, San Lorenzo Etna Rosso, Sicilien, Italien

2018 Girolamo Russo, San Lorenzo Etna Rosso, Sicilien, ItalienSom min vin nummer 2 havde jeg taget denne 2018 San Lorenzo Etna Rosso fra Cantina Vitivinicola Girolamo Russo med og det var skam også en fin lille sag fra det nordlige område af Etna.

Girolamo Russo ligger helt præcis ved byen Passopisciaro  på de nordlige skråninger af vulkanen. Huset er grundlagt af 2005 af den unge Guiseppe Russo, men opkaldt efter hans far Girolamo Russo, der også selv var vinmager.

Guiseppe Russo har 18 hektar vinmarker i 650-780 meters højde omgivet af oliven- og hasselnødtræer. Guiseppe dyrker sine marker efter økologiske principper. Til husets hvidvine benyttes primært Carricante med lidt andre lokale sorter som supplement.

De røde vine er næsten udelukkende er lavet på Nerello Mascalese og nogle med lidt tilsat Nerello Cappuccio. Huset har bl.a parceller på anerkendte marker som San Lorenzo, Feudo og Calderara Sottana.

I kælderen gæres der naturligt på ståltanke med en temperatur-styret gæring i 15-20 dage efterfulgt af lagring på et miks af cement, tonneau, barriques og store gamle fade med en kun meget lille andel ny eg. Man flasker med minimal svovltilsætning, men kun når det er nødvendigt og vinene er således meget naturlige.

Denne 2018 San Lorenzo Etna Rosso er netop lavet på Nerello Mascalese tilsat lidt Nerello Cappuccio og ellers på den måde, som jeg lige har beskrevet. Gæringen er sket spontant alene med de helt naturlige druer og gæring samt maceration er sket ved 28-30 grader over 15 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på 2.600 liter store og brugte fade og det er suppleret med yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er det let og lys armsved, virkelig landlig og let, så man får lidt fornemmelse af sol og strand. Det er en lys frugt af både vilde jordbær og hindbærsyltetøj, har en hel blomstermark, andefond og en smule kødfuld, sødkrydret, kanel og ellers utrolig luftig.

Smagen er blød, let, lys og rund … letkrydret med en mineralsk kant, hindbær, jordbær og mirabeller. Vinen er elegant, æterisk, livlig samt let saftig med et lyst smil. Der er salt og en rensende syre, smidige tanniner og har et let væsen. Dejligt … 94 point.

Forhandles af Parcelle Vin, hvor en flaske koster 450 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2014 Poderi Aldo Conterno, Conca Tre Pile Barbera d’Alba, Piemonte, Italien

2014 Poderi Aldo Conterno, Conca Tre Pile Barbera d'Alba, Piemonte, ItalienJans første bidrag til vores vinaften var denne 2014 Conca Tre Pile Barbera d’Alba fra Poderi Aldo Conterno … en Barbera vin i en virkelig lækker lys stil.

Aldo Conterno var søn af Giacomo Conterno, hvis far Giuseppe grundlagde det legendariske vinhus i Monforte d’Alba i starten af 1900-tallet og i 1920 startede med at tappe de første Barolo. Da Aldo sammen med sin storbroder Giovanni Conterno i 1961 overtog driften af deres far, så var det Giovanni, der som ældste søn, stod i spidsen for vinhuset.

Aldo ville dog selv stå for produktion af egne vin, så i 1969 forlod han familiens vingård og grundlagde Poderi Aldo Conterno, bl.a. inspireret af Angelo Gajas, der som modernist  var startet med at lave revolutionerende nye Barolo vine med kortere gæring og lagring på barriques.

Aldo Conterno blev fra starten opfattet som meget moderne, mens vinene fra broderen Giacomo Conterno modsat blev opfattet som ekstremt traditionelle. Aldo Conterno var meget åbensindet og ville ikke lade sig begrænse af tidligere generationers traditioner.

Selvom Poderi Aldo Conterno var inspireret af modernisterne, så fastholde Aldo alligevel nogle af de gamle dyder og regnes ikke som en typisk modernist, for nogle af vine laves traditionelt og andre efter mere moderne metoder.

Imidlertid blev Poderi Aldo Conterno alligevel blevet en af en af de mest berømte producenter i området -selvom han måske ikke helt når broderen Giacomo Conterno. Men Aldos vine hører i dag til blandt de allerstørste vine fra Barolo.

Alle Barolo vinene hos Poderi Aldo Conterno kommer alle fra parceller på den berømte Bussia-mark i Monforte d’Alba. Aldo har gennem årene  nedsat udbyttet på markerne gradvist og vinene har nu endnu større koncentration og kompleksitet.

Vinhuset har samlet 25 hektar vinmarker, som alle dyrkes efter økologiske principper, uden at man dog ser det som en nødvendighed at blive certificeret.

Aldo Conterno døde i 2012, så vinhuset drives i dag af hans 3 sønner Franco, Stefano og Giacomo, som er fulgt i fodsporene efter deres far og viderefører familiens tradition. De laver omkring 80.000 flasker årligt.

En af vinene er denne Conca Tre Pile Barbera d’Alba, hvor druerne kommer fra marken Conca Tre Pile i Bussia ved Monforte d’Alba, en bakket mark med vinstokke plantet tilbage for 45 år siden.

Vinen er lavet med gæring og maceration i rustfrie ståltanke ved 24-26 grader over 8-10 dage. Efter endt fermentering forbliver vinen så i ståltankene et par måneder og lagres derefter på nye egefade i 12 måneder inden aftapning på flaske.

Så kom der mere krop i duften … der er lidt grøntsagsfond, varm og moden frugt med sorte blommer, brombær, godt med fad, hvilket her giver vanilje, chokolade, mint, lakridskonfekt og så samtidig næsten nogle animalske og dekadente noter med gammel manognitræ, violer og samtidig virker duftene langt lettere end forventet.

Det gælder også smagsmæssigt, for selvom vinen er blød og rund, så er det alligevel med en rank og syrlig frugt, der er meget levende og klar med en lille bitterhed i syren. Frugten er mest hindbær, lidt lyse blommer og violer. Koncentreret og lys … flot vin. 94 point.

Forhandles af Domaine Brandis, hvor en flaske (årgang 2016) koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2018 De Stefani, Olmèra, Veneto, Italien

2018 De Stefani, Olmèra, Veneto, ItalienTil forretten – som var en dejlig hummersuppe – fortsatte Steffen med endnu en Veneto vin og det blev denne Olmèra fra det kendte vinhus De Stefani.

De Stefani skrev jeg sidst om, da jeg smagte vinen Solèr, så det springer jeg over denne gang og kigger bare nærmere på denne Single Vineyard vin Olmèra, der er lavet på 60% Tocai Friulano, som i dag mest blot er kendt som Friulano, samt 40% Sauvignon Blanc.

Alle druerne kommer fra marken Olmèra, hvor vinstokkene er plantet i 1986. De høstes midt i september, hvorefter de afstilkes, knuses og presses blødt. Gæringen af Friulano druerne sker i små barriques, men det er først efter 1 måneds tørring. Efter endt gæring lagrer Friulano vinen på fadene sur lie.

Derimod sker gæring af Sauvignon Blanc druerne bare direkte uden tørring i store betontanke, hvor vinen også lagrer sur lie en periode inden endelig sammenstikning af de to vine til den endelig vin.

Vinen har duftmæssigt både noget landlighed samt nogle lidt terpentinske elementer. Det er ikke petroleum, men en lidt reduktiv note med bivoks, linolie og noget vild natur. Der er en frugt, der mest er stikkelsbær, kvæde og samtidig vingummi, urter samt masser af træ.

I munden er vinen egentlig fyldig, men har en fin og skarp syre med masser af grape og lemon bitterhed. Den virker en smule kropslig og olieret, men har masser af direkte klarhed og syre samt et meget grønt bid, som giver lang eftersmag. 91 point.

Forhandles af Glud Vin, hvor en flaske koster 309 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

N.V. Case Paolin, Prosecco Treviso Extra Dry, Veneto, Italien

N.V. Case Paolin, Prosecco Treviso Extra Dry, Veneto, ItalienAzienda Agricola Case Paolin ligger i Volpago del Montello lidt nord for Treviso i Veneto og dermed ikke så langt fra Friuli-Venezia Giulia. Som velkomst til vores vinaften smagte vi et glas af denne Prosecco Treviso Extra Dry.

Vingården er grundlagt af Emilio Pozzobon i starten af 1970’erne ved køb af gården, der tidligere havde været ejet af hans far og bedstefar. Der startede han en lille vinproduktion, som dog i dag er overtaget af hans sønner Diego, Adelino og Mirco, som de sidste 20 år har videreført deres fars projekt med stor passion og dygtighed.

Samlet har familien 20 hektar vinmarker nær ved floden Piave og alle markerne drives efter en økologiske tankegang, hvor forsøger at bruge et minimum af sprøjtemidler for at skåne miljøet mest muligt. I 2012 førte det til, at man modtog EU’s særlige økologi-mærke.

Familien laver mest Prosecco på Glera druen, men også lidt rødvine på druer som Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Carmenére samt Merlot … men dyrker også lidt Pinot Blanc og Riesling.

Denne Prosecco Treviso Extra Dry er selvfølgelig også på ren Glera fra Case Paolins vinmarker med jernholdig jord ved selve Montello bakken. Vinen er lavet ved, at den alkoholiske gæring er sket i nogle lukkede tryktanke med udvalgte gærceller. Der er 13 gram restsukker pr. liter i vinen.

Duftmæssigt er vinen lidt afdæmpet, men der kommer dog lidt nødder, tørre nødder, pærer, kvæde og måske lidt grøntsagsfond. Den er egentlig ganske tør og samtidig en smule kødfuld på en eller anden måde.

Smagen er blød med saftige pærer og modne æbler, mens dens bobler også er blide og afdæmpede. Det er meget blødt med et lidt sødt bid, bare så rund og venlig samt meget frugtagtig med denne store frugtsødme. Den er der ikke mange, som ikke vil kunne lide, hvilket munder ud i 90 point.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7