Tag-arkiv: Frankrig

2001 Château Haut-Bages Libéral, Pauillac, Bordeaux, Frankrig

2001 Château Haut-Bages Libéral, Pauillac, Bordeaux, FrankrigDen Bordeauxfile helaftensforestilling – ja jeg kæmper – fortsætter med endnu et 5. Cru Classé slot, nemlig Château Haut-Bages Libéral, som ligger i et lille smørhul lidt syd for Pauillac by mellem markerne fra Château Lynch-Bages, Château Pichon Longueville Comtesse de Lalande og Château Latour.

Château Haut-Bages Libéral er grundlagt tilbage i 1700-tallet af Libéral familien, som udover driften af vinslottet også var vinhandlere. De opkøbte vin, som blev solgt videre til primært Holland og Belgien. Derved opbyggede de en større formue, som satte dem i stand til at opkøbe nogle af de bedste marker omkring slottet i Pauillac.

Det betød også, at slottets omdømme og kvaliteten af vinene fra slottet var så god, at Château Haut-Bages Libéral i den store 1855 klassifikation blev klassificeret som 5. Cru Classé.

Familien Libèral drev Château Haut-Bages Libéral i de næste århundreder, men både omdømme og kvaliteten aftog løbende som følge af først phylloxera, dernæst krige og depression, så i 1960 blev slottet solgt til Société Civile Charreules, som var ejet af Cruse familien, som i forvejen ejede Château Pontet-Canet … også et 5. Cru Classé slot lidt længere mod nord.

Familien Cruse starter en omfattende omlægning af vinmarkerne for at få slottet op på tidligere tiders niveau. Denne proces tager dog først for alvor fart, da slottet i 1982 bliver købt af Jacques Merlaut, som ejer og driver Group Taillan. Og det er et kæmpestort vinimperium, som har over 350 medarbejdere og en årlig omsætning på over 1,3 milliarder kroner årligt.

Group Taillan er grundlagt i 1961 af Jacques Merlaut, men drives i dag af sønnen Denis Merlaut. Taillan gruppen ejer af 21 vinslotte i Bordeaux, Loire og Cahors med samlet 492 hektar vinmarker. Blandt de mest berømte slotte er 2. Cru Classé slottene Château Gruaud Larose, Château Broustet, 3. Cru Classé slottet Château Ferrière, Château La Gurgue, Cru Bourgeois slottet Château Citran og mange, mange flere. Derudover Taillan også firmaet Cash vin i den sydvestlige del af Frankrig.

Det er i dag Claire Villars-Lurton, Jacques Merlauts barnebarn, som har fået lov af drive Château Haut-Bages Libéral. Samlet driver hun 3 af Group Taillans slotte … Château Haut-Bages Libéral, Château Ferrière og Château La Gurgue. Hun er gift med Gonzague Lurton, som i øvrigt selv ejer 2. Cru Classé slottet Château Durfort Vivens i Margaux. Sammen har parret endvidere i 2006 købt Saint-Estèphe vinslottet Château Domeyne.

Château Haut-Bages Libéral har i dag 30 hektar vinmarker, hvor der dyrkes 80 % Cabernet Sauvignon, 17 % Merlot og 3 % Petit Verdot. Vinstokkene er omkring 35 år gamle.  Claire har siden 2010 forsøgt sig med både økologisk og biodynamisk pleje af enkelte parceller, men denne årgang 2001 af 1. vinen fra slottet er nu produceret helt almindeligt.

I denne årgang 2001 er blendet 68% Cabernet Sauvignon og 32% Merlot, lavet i både store cementtanke og rustfrie ståltanke med macerationstid på 28-30 dage, hvorefter vinen lagrer 16 måneder på barriques, heraf 40% nye fade. Den årlige produktion ligger på 170.000 flasker, men det er imidlertid inkl. 2. vinen La Chapelle de Bages, la Fleur de Haut‐Bages Libéral.

Duftmæssigt virker denne vin langt mere urtet og en kende syrligere end de foregående. Der er solbær, grafit, let mentol, peber … en del peber faktisk, læder samt noget tobak. I munden er vinen også syrligere med solbær, mynte, bitter chokolade og tydelige tanniner. Har ikke så mange noter på vinen … udover en del omkring det syrlige.

Vinen kan herhjemme fx findes hos Vinhit, hvor en årgang 2004 koster 350 kr.

Rating 4/7 

2003 Château Cantemerle, Haut-Médoc, Bordeaux, Frankrig

2003 Château Cantemerle, Haut-Médoc, Bordeaux, FrankrigSidst jeg smagte Château Cantemerle var det en ældre årgang 1995, men her har vi vinen igen i en lidt nyere årgang 2003 … altså kun 13 år gammel. Vinen er hovedvinen fra 5. Cru slottet Château Cantemerle, som ligger ved byen Macau i den sydlige del af Haut-Médoc på grænsen til kommunen Margaux.

Vinslottets historie kan dateres helt tilbage til 1147, hvor det første gang blev omtalt som Pons de Cantemerle, og var i middelalderen ejet af familien Cantemerle, som bl.a. omfattende lord Cantemerle, som i 1241 kæmpede sammen med den engelske konge mod kongen af Frankrig og tabte slaget i Taillebourg. Slottet forblev dog i familiens eje gennem flere hundrede år.

I det 15. århundrede blev slottet overtaget af Caupène familien, som kom fra området ved Landes. Jean de Caupène var oprindelig væbner, men sønnen Médard de Caupène blev lord og ejede slottet frem til 1579. Der blev slottet overtaget af Jean de Villeneuve, som sad i parlamentet i Bordeaux.

Han blev gift ind i Durfort familien, som i forvejen ejede en del vinslotte i Bordeaux. De overtog kontrollen med slottet og koncentrerede sig mere og mere om vinproduktionen frem for det almindelige landbrug.

Det var også under Villeneuve-Durfort familiens ejerskab, at slottet den 19. september 1855 blev klassificeret som et 5. Cru slot, men i 1892 skiftede slottet igen ejer, da den sidste efterkommer i familien baronessen Jeanne Armande d’Abbadie solgte slottet til Théophile-Jean Dubos.

Han drev slottet sammen med hustruen Charlotte Delbos samt sine to sønner Pierre og Bernard Dubos. Da Théophile døde i 1905 fortsatte sønnerne driften indtil 1923, hvor Pierre blev eneejer. Men mangel på midler efterfulgt af anden verdenskrig medførte, at slottet i årene fra 1930 og frem klarede sig rigtigt skidt. Mange af vinstokkene blev rykket op og vinproduktionen reduceret til 25 hektar.

Pierre døde i 1967, hvorefter slottet i en periode blev passet af nevøen Bertrand Clauzel og svigersønnen Henri Binaud. I 1981 – hvor slottet var tæt på at blive en ruin og vinmarkerne kun dækkede 20 hektar af dets i alt 70 hektar jord – blev slottet imidlertid solgt til forsikringskoncernen Groupe SMABTP, som de efterfølgende år foretog omfattende investeringer i slottet, startede en stor renovering, genplantede slottets marker og investerede i moderne udstyr til vinfremstilling samt masser af nye egetræsfade.

SMABTP tilkøbte også i 1999 yderligere 20 hektar vinmarker i kommunen Ludon, og disse marker ligger lige mellem de primære marker tilhørende Château Cantemerle og Château La Lagune. Dermed kom Cantemerle op på samlet 90 hektar, netop som det havde været tilfældet for 144 år siden.

I dag er slottet fortsat ejet af det store forsikringsselskab og er blevet et af de højt respekterede vinslotte. Slottet er igen kendt for sin høje kvalitet opnået gennem et nådesløst arbejde i såvel kælderen som i marken og burde ifølge internationale vinskribenter høre hjemme i 3. Cru.

I dag har slottet samlet 190 hektar jord, hvoraf dog alene 94,9 hektar er vinmarker, hvor der dyrkes druesorterne 60% Cabernet Sauvignon, 30% Merlot, 6% Cabernet Franc og 4 % Petit Verdot. Der laves selvfølgelig denne hovedvin og siden 1995 også 2. vinen Les Allées de Cantemerle.

I denne årgang 2003 er vinen lavet på 65% Cabernet Sauvignon, 20% Merlot, 10% Petit Verdot og 5% Cabernet Franc. Maceration er sket over 28-30 dage og vinen har lagret på mediumbrændte, franske egetræsfade i 12 måneder, heraf 50% nye fade. I årgang 2003 er der lavet 300.000 flasker af vinen.

Duften er her først lidt jordslået kælder og frugten virker lidt indelukket, men åbner dog efterhånden op med luft og tid i glasset. Der en strejf af noget animalsk, jord, solbær, egetræ, grafit og blyanter, vanilje og lidt sød tobak. I munden er vinen mere stringent, ren og stram frugt, solbær, blæk, cigaræsker og godt med tanniner.

Forhandles hos Philipson Wine, hvor en flaske i årgang 2014 koster 244,95 kr. ved køb af 1 flaske og 199,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 4,5/7 

1997 Château Laroze, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

1997 Château Laroze, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigMed næste Bordeaux vin fortsætter vi med året 1997 … men bevæger os fra venstrebredden til højrebredden … eller mere præcist til Saint-Émilion med denne Saint-Émilion Grand Cru Classé fra Château Laroze, som ligger 1 kilometer nordvest for selve Saint-Émilion by.

Vinhuset har siden etableringen tilbage været ejet af familien Gurchy. De har været vinavlere i Bordeaux siden 1610, men det var først i 1882 at de grundlagde Château Laroze, da Georges Gurchy sammen med sin hustru Nelly købte 3 vinmarker på i alt 15 hektar og lagde dem sammen.

To år senee – i 1885 – byggede familien slottet med dets kældre og lagerbygning. Og siden har vinslottet gået fra generation til generation. I dag hedder familien ganske vist Meslin, men det skyldes at Georges barnebarn Andrée efter overtagelsen af vinslottet giftede sig med doktor Meslin.

Siden 1990 har det været Guy Meslin, som har drevet Château Laroze videre. Han startede med at renovere og investere massivt i vinproduktionen efter overtagelsen. Guy er 4. generation på Château Laroze, som i dag har omkring 27 hektar vinmarker, hvor de dyrker 68% Merlot, 26% Cabernet Franc og 6% Cabernet Sauvignon.

Vinstokkene har en gennemsnitsalder på 20 år, og alle markerne blev drevet biodynamisk fra 1991 til 1998, men drives i dag helt almindelig. Slottet prioriterer dog stadig en bæredygtig produktion højt.

Der laves 3 forskellige vin, først selvfølgelig 1. vinen, denne Château Laroze og derudover 2. vinen La Fleur Laroze samt Lady Laroze, som er tilegnet de tidligere stærke kvinder i familien, Nelly og Andrée Gurchy.

Denne 1. vin er lavet på 59% Merlot, 38% Cabernet Franc og 3% Cabernet Sauvignon, men blendet varierer en smule fra år til år. Vinen er lagret 16 måneder på barriqes, heraf 65% nye fade. Der laves årligt 80.000 flasker af vinen.

I næsen virker vinen lidt mere gæret … hvis man kan sige sådan? Der er egentlig god, frisk frugt … sådan lidt lyse eller mellemrøde bær, men de virker langt mere syrlige her. Der er måske snert af lidt blommer og ellers tobak, cigaræsker og tør muldjord. Smagen er ikke så rund som forrige vin fra Saint-Julien, selvom der er noget let over vinen. Det er lidt syrlige bær, blæk, grafit og nogle mineraler og hårdhed. Virker måske samlet lidt tynd og syrlig.

Forhandles bl.a. af Løgismose Vin, hvor en årgang 2012 koster 278 kr.

Rating 4,5/7 

1997 Château Talbot, Saint-Julien, Bordeaux, Frankrig

1997 Château Talbot, Saint-Julien, Bordeaux, FrankrigNogle af os kan måske huske det franske bilmærke Talbot, som senest var en del af PSA Peugeot Citroën koncernen, selvom flere forskellige producenter gennem tiden har ejet mærket. Men – udover navnet – har næste vin intet med det at gøre. Vinen er nemlig en ældre 4. Cru Classé fra Château Talbot fra Saint-Julien … næsten 20 år gammel.

Vi skal selvfølgelig smage, om vinen bærer alderen bedre end de franske Talbot biler, som i øvrigt var i familie med Simca. Man lavede bl.a. modellerne Talbot-Simca Horizon og Talbot-Simca 1510/Solara sammen.

På et tidspunkt lavede man også i samarbejde med Matra den – dengang – vildt spændende Talbot-Matra Murena … en supersmart sportsvogn med centermotor. Den var jeg sgu noget forelsket i som dreng. Det har nok været omkring 1980.

Nå, men her er det Château Talbot det drejer sig om. Slottet er opkaldt efter Sir John Talbot, guvernør af Aquitaine og jarl af Shrewsbury, som ejede slottet i 1400-tallet. Han var vistnok også general og hærleder for de britiske styrker i 1453, da de tabte slaget ved Castillon og dermed hele Bordeaux-området til franskmændene.

Senere i historien var slottet ejet af Marquis Aux og det var under hans ejerskab, at slottet ved den store 1855-klassifikation blev rangeret som 4. Cru Classé. I 1899 blev slottet solgt til monsieur A. Claverie, men blev i 1917 overtaget af Désiré Cordier og det har lige siden været i familien Cordiers eje.

Siden 1993 var det været 4. generation i form af søstrene Lorraine Cordier og Nancy Bignon Cordier , som har drevet det historiske vinslot. Imidlertid døde Lorraine pludseligt og uventet i 2011, så lige siden har det været Nancy Bignon Cordier og hendes mand Jean-Paul Bignon, som har forestået driften.

Og det er et af de største vinslotte i Saint-Julien. Château Talbot er med sine 103 hektar endda en af de største vingårde i hele Medoc, og den største med markerne placeret i et samlet areal.

Med så stort et markareal vil der altid være forskelle mellem parcellerne/arealet, men det har slottet vendt til sin fordel. Slottet udnytter en kombination af computerstyret overvågning og mange århundreders erfaringer, så man får det maksimale ud af hver eneste vinstok.

Derfor kan de – uanset om årgangen så skulle være århundredets værste – altid høste druer af tilfredsstillende kvalitet. Slottet lader ofte omkring 50% af høsten deklassificere til 2. vinen Connétable Talbot, for at sikre, at slottets førstevin ikke svinger i kvalitet. Udover 1. og 2. vinen laver slottet også en hvidvin Caillou Blanc.

Og her har vi netop 1. vinen i årgang 1997 … fremstillet af 66% Cabernet Sauvignon, 26% Merlot, 6% Petit Verdot og resten Cabernet Franc. Vinstokkenes gennemsnitsalder er 35 år, og vinen lagrer 14 måneder på barriques, hvor mellem 50-60% er nye fade.

I næsen er vinen overraskende let, blid … men samtidig herlig animalsk med gammel hestestald, en omgang mejeri, moden frugt … men mere lette bær som hindbær … eller i hvert fald en blanding af hindbær og solbær, skovbund, kaffegrums, gamle blyanter, en smule snustobak samt lidt mineraler og champignon. Hvor dufter den godt … langt bedre end hvad jeg normalt forbinder med Bordeaux.

I  munden igen denne flotte lethed og samtidig fuldstændig fløjlsblød med hindbær/solbær, frugterne måske endda lidt søde. Det er top elegant og virkelig med friskhed, saftighed, mineraler … blødt og feminint. Bedste smagte Bordeaux vin i lang tid. Smager supergodt, og det var også klart den bedste ud af de 10 Bordeaux vine, som jeg smagte i streg.

Forhandles bl.a. af Theis Vine en primeur til 369 kr.

Rating 6/7 

2007 Château Léoville Las Cases, Le Petit Lion du Marquis de Las Cases Saint-Julien, Bordeaux, Frankrig

2007 Château Léoville Las Cases, Le Petit Lion du Marquis de Las Cases Saint-Julien, Bordeaux, FrankrigI fransk for viderekomne er vi med næste vin igen tilbage ved Delon familien, som jo også – udover både Château Nénin i Pomerol samt Château Potensac – ejer Château Léoville Las Cases. Og ligesom med Nénin har vi også her fat i slottets 2. vin, nemlig vinen Le Petit Lion du Marquis de Las Cases fra Château Léoville Las Cases.

Slottet ligger i Saint-Julien og var oprindeligt en del af den store Léoville ejendom, der kan dateres tilbage til 1638, og blev grundlagt af køkkencheffen Jean de Moytié, som var blevet adlet og gjort byrådsmedlem i Bordeaux.

Det var Moytié, som plantede de første vinstokke på slottets marker. Senere blev én af de bedste marker faktisk opkaldt efter grundlæggeren … Mont Moytié.

Og i mange år var ejendommen i familien Moytiés ejerskab, men da en datter i 1707 giftede sig med Blaise Antoine Alexandre De Gasq, som var et indflydelsesrigt parlamentsmedlem i Bordeaux, så gik ejerskabet over til De Gasq familien.

De Gasq døde imidlertid barnløs i 1769, og den store Léoville ejendom gik i arv til 4 nevøer, ledet af Marquis de Las Cases. Under den franske revolution må Marquis de Las Cases flygte ud af landet, og det endte med, at slottet efter revolutionen blev opdelt i flere dele … men på en eller anden måde lykkedes det dog Las Cases at beholde en del … og det er den del, som senere – da sønnen Pierre Jean de Las Cases arver slottet – bliver til Château Léoville Las Cases.

Op til den franske revolution, hvor ejendommen blev delt, var Château Léoville det største vinbrug i Haut Médoc. I dag er der tre Léoville ejendomme, nemlig Léoville Barton, Léoville-Poyferré og Léoville Las Cases. Alle er klassificeret som 2. Cru Classé i den berømte 1855 klassifikation.

Las Cases familien drev Château Léoville Las Cases indtil de rendte ind i økonomiske vanskeligheder omkring 1900, hvor en del aktierne i slottet blev købt af Théophile Skawinski, som også overtog driften. Han endte med at overtage hele slottet og det blev efterfølgende overtaget af hans arvinger, nemlig Delon familien med Michel Delon i spidsen. Han får købt øvrige aktionærer ud og snart blev familien Delon således eneejere af slottet.

Michel Delon var både beundret og hadet, og hans fokus på kvalitet sendte chockbølger mod kollegerne eller konkurrenterne, da han i top-årgangene 1986 og 1990 deklassificerede henholdsvis 50% og 67% af produktionen. Det var uhørt og sendte et tankevækkende signal til forbrugerne om at se sig for ved køb af disse årgange.

I dag er Michel Delon dog død, så slottet videreføres af sønnen Jean-Hubert Delon, som jo – som nævnt – også ejer Château Potensac i Medoc og Château Nénin i Pomerol. Château Léoville Las Cases ligger nabo til det legendariske Château Latour og den gode Robert Parker er da også af den opfattelse, at slottet kvalitetsmæssigt bevæger sig blandt 1. Cru Classé slottene. Eksperter mener også, at slottet ville ende som 1. Cru Classé, såfremt der 1855-klassifikationen skulle revurderes.

Château Léoville Las Cases har samlet omkring 98 hektar vinmarker, hvor hovedmarken – den store Clos , der leverer druer til 1. vinen – er på omkring 60 hektar. Der laves 3 forskellige vine på slottet, nemlig 1. vinen Le Grand Vin de Léoville du Marquis de Las Cases, derefter vinen Le Clos du Marquis, som første gang er lavet i 1902 og i mange år blev betegnet som 2. vinen. Imidlertid kommer druerne fra andre marker end 1. vinen, hvorfor det reelt er forkert at kalde den 2. vinen.

Den betegnelse har “den lille løve” … Le Petit Lion du Marquis de Las Cases imidlertid nu fået, hvor druerne netop kommer fra de yngste vinstokke Clos de Léoville yngre vinstokke og derudover har en større andel Merlot i. Den vin er første gang lavet i årgang 2007 … og det er jo netop denne vin, som vi smager her. Helt præcist som med Nénins 1997 Fugue de Nénin.

Der laves årligt omkring 200.000 flasker Le Grand Vin de Léoville du Marquis de Las Cases og 250,000 flasker Le Clos du Marquis. Jeg ved ikke, hvor mange der årligt laves af Le Petit Lion du Marquis de Las Cases. Den er i denne årgang 2007 lavet på 71% Merlot og 39% Cabernet Sauvignon og har ikke lagret så lang tid på eg som sine storesøstre, alene 10 måneder og alene med 10% nye fade.

Men der er virkelig flot vin … specielt af en 2. eller måske nærmere 3. vin. I næsen virkelig herlig animalsk stald, mejeri, kærnemælk, syrlige sokker, solbær, friske solbær, skovbund, efterår, nedfaldne blade, cigaræsker, lidt lakrids og bitter chokolade. I munden er vinen silkeblød. Vi snakker fløjl og nervøs velour, det er blidt, blødt … men syren er fast, bærene mellemrøde og tanniner tilstede, men bliver ikke for meget. Flot og blød Bordeaux … jeg synes, at blødheden fra Saint-Julien viser den bedste side af Bordeaux.

Forhandles en primeur hos fx Theis Vine, hvor en årgang 2014 koster 219 kr.

Rating 5,5/7 

2003 Château Carbonnieux, Pessac-Léognan, Bordeaux, Frankrig

2003 Château Carbonnieux, Pessac-Léognan, Bordeaux, FrankrigI det Bordeauxfile spor fortsætter vi med en vin fra AOC Pessac-Léognan appellationen, som ligger i den nordligste del af Graves, hvor der findes 16 Grand Cru Classé slotte. Vinen er nemlig fra Château Carbonnieux … et af disse Grand Cru Classé slotte.

Château Carbonnieux gemmer på en lang historie, der går helt tilbage til det 13. århundrede, hvor først Benediktinermunkene og siden de to indflydelsesrige slægter Ferron og Bouchereau satte deres præg på ejendommen.

I 1956 købte Marc Perrin slottet og påbegyndte en for den tid omfattende renovering af kældrene samtidigt med, at der blev afsat store summer til restaurere og forskønne slottet.

Det gav bonus og 3 år senere fulgte slottet med op i den nye gruppe af Cru Classé vine i Graves. De kommende årtier positionerede Château Carbonnieux sig, som en af de helt store spillere fra Graves, både hvad angår kvalitet og kvantitet.

I dag er det børnebørnene Eric og Philibert, der viderefører slottet i et nært samarbejde med ønologen Romain Racher og Denis Dubourdieu, der har været konsulent på Château Carbonnieux i mere end 30 år.

Perrin familien ejer udover Château Carbonnieux også Château Tour Léognan, La Croix de Carbonnieux, Château Haut-Vigneau og Château Lafont Menaut.

Château Carbonnieux har samlet 92 hektar vinmarker, hvoraf de 50 hektar er tilplantet med de røde sorter Cabernet Sauvignon, Merlot og Cabernet Franc. De sidste 42 hektar er grønne druer. Alle markerne ligger på ler- og kalkrige skråninger, der er dækket af Graves berømte Garonnaise grus, som alle eksperter mener er hovedårsagen til Graves særlige kvalitet og karakter.

Denne 2003’er er lavet på 59% Cabernet Sauvignon, 34% Merlot og 7% Cabernet Franc. Vinstokkene er gennemsnitlig 27 år gamle. Vinen lagrer på barriques i 15-18 måneder, og 35-40% af fadene er nye.

Næsen er her mere solmoden frugt, mere stald, mørk chokolade, tobak, mørke solbær, jern, mere træ/eg og ganske rustik, næsten animalsk duft. Den mere fylde går også igennem i smagen, fyldig og saftige solbær, tydelige men bløde tanniner , svag bitterhed og en god gennemgående syre i vinen, som virkelig giver rygrad til frugterne og fylden.

Forhandles af bl.a. Jysk Vin, hvor en ældre år 2000 kan fås på tilbud til 339 kr.

Rating 5/7  

2004 Château Desmirail, Margaux 3. Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2004 Château Desmirail, Margaux 3. Cru Classé, Bordeaux, FrankrigFor en måned siden drak jeg en 2008 Château Rauzan-Gassies 2. Cru Classé og fortalte historien om, at slottet udsprang fra det gamle Château Rauzan. Og det gør Château Desmirail såmænd også … og det er netop næste vin, en 2004 Château Desmirail fra Margaux … altså nu på venstrebreden, Medoc-halvøen.

Da Château Rauzan blev opdelt i 4 vinslotte midt i 1700-tallet, så var det Demoiselle Rausan du Ribail som fik slottet. Det fik – naturligvis – navnet Château Desmirail efter hendes mand Jean Desmirail, som var advokat i Bordeauxs Parlament.

Château Desmirail tilhørte derefter familien Desmirail til lige før 1855 klassificeringen, hvor det blev købt af Monsieur Sipière, som inden da arbejdede som ejendomsadministrator på Château Margaux. Det var under hans ejerskab at Desmirail blev klassificeret som et 3. Cru Classé slot.

I begyndelsen af det 20-århundrede var Château Desmirail kortvarigt ejet af Robert de Mendelssohn, som var en nevø af den berømte komponist. Derefter var slottet ejet af Martial Michel, som var en handskemager fra den nordlige del af Frankrig, men han solgte igen slottet lige før 2. verdenskrig til ejerkredsen bag Château Palmer … et andet 3. Cru Classé slot i Margaux.

Ejerkredsen bestod af et syndikat af familierne Sichel, Ginestet, Mialhe og Mähler-Besse, som grundlagde Société Civile de Château Palmer. De drev i mange år begge slotte … og solgt i 1963 faktisk vine fra Château Palmer som værende vine fra Château Desmirail.

I 1980 blev Château Desmirail solgt til Lurton familien, nemlig Lucien Lurton, en ikonisk figur i Bordeaux … fra en stor, stor vinfamilie i Bordeaux.

Historien om Lurton familien startede reelt i 1923, hvor François Lurton giftede sig med Denise Récapet. Begge kom fra Bordeaux … François var søn af en lokal advokat og Denise født i en rig vinfamilie, da hendes far Léonce Récapet ejede vinslottene Châteaux Brane-Cantenac, Issan og Lagrange. På et tidspunkt ejede han faktisk også Château Margaux, men byttede aktierne i dette for slottet Clos Fourtet i Saint-Emilion.

Da han døde i 1943 overtog François Lurton og hustruen således hele vinimperiet. Denises ene søster døde ved fødslen og broderen i 1. verdenskrig. François Lurton og Denise fik 4 børn, herunder Lucien Lurton. Og alle børnene fik hver et vinslot, da arvesølvet skulle fordeles. André fik Château Bonnet, Simone fik Franquinotte og Montremblant, Dominique fik Château Reynier og Lucien fik Château Brane-Cantenac.

Så da Lucien i 1954 havde overtaget Château Brane-Cantenac, så flyttede han hurtigt ind på slottet sammen med sin hustru Marie-Jeanne Duvoisin og startede sit eget vinimperium. Over de næste 30 år opkøbte Lucien Lurton nemlig et stort antal vinslotte i Bordeaux, herunder altså Château Desmirail i 1980.

Lucien og konen fik ikke mindre end 10 børn, så da Lucien i 1992 overgav stafetten til børnene, så fik de – ligesom han havde fået – et vinslot hver.

Denis fik Château Desmirail, Henri has Château Brane-Cantenac, Marie-Laure fik Château Villegeorge, Château Duplessis og Château La Tour de Bessan, Sophie Château Bouscaut og Château Lamothe-Bouscaut, Gonzague fik Château Durfort-Vivens, Château Domeyne og Domaine de Trinity i California, Thierry fik Château Camarsac og endelig fik Bérénice Château Climens.

Denis er en af de ældste af børnene. Ved siden af driften af Château Desmirail arbejde Denis også som advokat.

Château Desmirail har omkring 34 hektar vinmarker, hvor 70% er Cabernet Sauvignon, 29% Merlot og den sidste procent Petit Verdot. udover denne 1. vin, så laves der yderligere 5 forskellige vine på slottet, nemlig 2. vinen Initial de Desmirail samt vinene Château Fontarney, Origine de Desmirail, Haut-Médoc de Desmirail og rosévinen Le Rosé de Desmirail.

Margaux 3. Cru Classé er i denne årgang 2004 på 60% Cabernet Sauvignon, 39% Merlot og 1% Petit Verdot. Gæringen foregår på en kombination af store egetræstanke og rustfrie ståltanke i 3 forskellige vinkældre. Derefter lagrer vinen 12-18 måneder på barriques, heraf 40% nye fade.

Uha … det blev en lang historie. Lad os i stedet smage vinen. Duften er nærmest klassisk Bordeaux med solbær, jord, godt med træ, læder, svage urter, champignon og grafit. Smagsmæssigt også mørke bær, solbær, jern, langt flere tanniner end foregående vin og virker måske endda lidt kantet i udtrykket.

Forhandles herhjemme bl.a. af Vinhit i Ebeltoft, hvor en årgang 2003 koster 300 kr. og årgang 2005 koster 350 kr.

Rating 4,5/7 

1997 Château Nénin, Fugue de Nénin Pomerol, Bordeaux, Frankrig

1997 Château Nénin, Fugue de Nénin Pomerol, Bordeaux, FrankrigFor de Bordeauxfile er der en bølge på vej … i hvert fald her på bloggen. Nærmest en lille mørkerød bølge i form af 10 franske Bordeaux vine fra næsten lige så mange områder i Bordeaux. En rundfart. Og vi starter på højre bred med denne Fugue de Nénin, som er 2. vinen på Château Nénin i Pomerol.

Slottet stammer tilbage fra 1800-tallet og har faktisk været ejet af Despujol familien siden 1847. Det blev imidlertid i 1997 – i øvrigt samme år som denne flaske er fra – solgt til fætteren Jean-Hubert Delon, som i forvejen ejer de andre vinslotte Château Léoville-Las Cases og Château Potensac.

Efter købet er der investeret massivt i slottet. Alle processer i produktionen er gennemgået og ændret. Man har drænet markerne, en del vinstokke er genplantet eller revet op, vinkælder og udstyr er moderniseret, kældrene udvidet og forsynet med aircondition og smagelokalet har også gennemgået en større renovering.

Og til at hjælpe med vinproduktionen har Delon familien også hyret den velkendte flyvende vinmager og ønolog Michel Rolland.

Château Nénin har samlet 32 hektar vinmarker og er dermed én af de største ejendonmme i Pomerol. Vinstokkene er op mod 40 år gamle, og der dyrkes omkring 70% Merlot, mens 20% er Cabernet Franc og de sidste 10% Cabernet Sauvignon. Den årlige produktion er på 12.000 kasser.

Der laves to vine på Château Nénin … 1. vinen selvfølgelig og så denne Fugue de Nénin, som vel betyder noget i retning af Nénins fuga … en musikalsk satstype i musikken, som er specielt kendt i musikken fra baroktiden. Noget med en gentagelse af hovedtemaet, hvilket vel er et passende navn til en 2. vin.

Fugue de Nénin er første gang produceret i netop 1997 … så denne vin er simpelthen første udgave af Fugue de Nénin. Det er da meget sjovt. Den er lavet af druer fra nogle sandede og lerholdige marker øst for slottet samt fra druer fra de yngste vinstokke af slottets marker.

Vinen er primært lavet på Merlot … omkring 90% Merlot samt 10% Cabernet Franc. Denne 2. vin siges at være blødere end 1. vinen og kan også nydes tidligere. Vinen er lagret 18 måneder på egetræsfade inden den tappes på flasker.

Duftmæssigt er det solbær, lette blommer, træ, tobak, let mentol … bare en anelse, lidt røg og svag, svag muldjord. I munden er vinen fin blød, rund og behagelig. Det mærkes ikke, at vinen næsten er 20 år gammel og ifølge anbefalinger bedst drikkes omkring år 2005. Der er masser af frugt tilbage, solbær, hindbær, ler, tobak … en smule sødme og tanninerne er der stadig, men er meget bløde. Smager herligt.

Herhjemme forhandles vinen bl.a. af Greenwood Fine Wine, hvor en årgang 2009 kan fås for 349 kr.

Rating 5/7  

N.V. Schenk, Veuve Durand Réserve Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Schenk, Veuve Durand Réserve Brut, Champagne, FrankrigDenne Veuve Durand Réserve Brut er ikke en rigtig, rigtig champagne … altså fra et stort og fint champagnehus i Champagne eller endsige fra et lille og uundsegeligt et af slagsen. Den er ganske vist lavet af druer fra Champagne, men på en industriel fabrik i Tyskland.

Den kommer nemlig fra firmaet Schenk GmbH … der Wein Expert, som ligger i byen Baden-Baden i Tyskland. Det tyske GmbH er dog kun en lille del af Der Schenk Gruppe, som er et stort schweizisk foretagende, som har afdelinger og vingårde i mange lande og laver vine fra hele verden målrettet både supermarkeder, detailhandlere og restauranter.

Den schweiziske koncern er grundlagt tibage i 1893 af Arnold Schenk, som med et koncept om at lave vine fra Europa via opkøb af druer fra vinavlere i en række europæiske land, bl.a. ved at oprette datterselskaber i de respektive lande og udnytte den lokale tilstedeværelse.

Således har koncernen i dag selskaberne, Schenk Italia i Bozen i det nordlige Italien og Bodegas Murviedro i provinsen Valencia i Spanien og er fx med disse to selskaber blandt de førende vineksportører i de to lande med et bredt produktsortiment. I Frankrig ejer koncernen vinhuset Henri de Villamont i Savigny-lès-Beaune i Bourgogne samt Veyrat Latour i Gironde i Bordeaux. I Belgien ejes selskabet Schenk Benelux og i England ejes selskabet Buckingham Schenk.

De franske vinhuse omfatter også Château de Châtagneréaz, Domaine du Martheray, Château Maison Blanche, Château d’Allaman, Cave St-Pierre og Cave St Georges.I Tyskland sidder selskabet i Baden-Baden på store markedsandele af den samlede vinhandel i Tyskland, og det gælder selvfølgelig også i hjemlandet Schweiz. Og på fabrikken i Baden-Baden produceres der vine fra hele verdenen … og altså også champagne.

De senere år er der tilkøbt flere vingårde, bl.a. Castello di Querceto i Toscana samt franske vinhuse som Château d’Aigueville, Obrist i Vevey, Maurice Gay og Domaine du Mont d’Or i Sion, Bolle i Morges og Henri Badoux i Aigle.

Altså et rigtigt stort foretagende, som også laver mere end 600 forskellige vine fra lande i hele verdenen, fx også Australien, Chile, Grækenland … blot for at nævne nogle få. Denne Veuve Durand Rèserve Brut er ikke engang i deres katalog, men er formentlig produceret direkte til den danske marked. Den er lavet på druerne Pinot Noir, Pinot Meunier samt Chardonnay … og altså på anlægget i Baden-Baden, men ellers har jeg ikke yderligere oplysninger om champagnen.

Men den smager såmænd udmærket … duften sådan lidt kvæde, nødder, honning, tyggegummi og måske lidt indelukket. Det er ikke oxyderende noter, men noget der-hen-af. Smagen er præget af blide bobler, meget blød og rund med en vis sødme. Der mangler måske en smule stram op samt en portion mineraler, men på terrassen smagte den ganske okay.

Forhandles i Aldi, hvor prisen er 100 kr.

Rating 3,5/7  

2014 Château de Beaucastel, Châteauneuf-du-Pape Blanc, Rhône, Frankrig

2014 Château de Beaucastel, Châteauneuf-du-Pape Blanc, Rhône, FrankrigHva’ fanden tænkte jeg, da jeg så smageprogrammet til Perrin smagningen … en hvidvin til sidst. Men det giver total god mening, når man smager Beaucastels Châteauneuf-du-Pape Blanc, som nærmest kan udgøre en dessert i sig selv. Så når folk skriver, at de hvide neuf’er fra Beaucastel er helt i særklasse, så giver det totalt mening.

Matthieu Perrin fortalte, at én af hemmelighederne ved deres hvide Châteauneuf-du-Pape er, at der anvendes 80% Roussanne, som kommer fra 80 år gamle vinstokke.

Og netop alderen betyder afsindigt meget, når vi snakker Roussanne, fortalte Matthieu videre. Roussanne er udelukkende interessant, hvis der er godt med alder og et lavt høstudbytte.

Og Beaucastel har alene 7 hektar i AOC Châteauneuf-du-Pape med de hvide druer. Og det betyder en forholdsvis lille produktion i sammenligning med de røde neuf’er. Det giver basis for to vine, nemlig denne “almindelige” hvide Châteauneuf-du-Pape Blanc og storesøsteren Châteauneuf-du-Pape Blanc Roussanne Vieilles Vignes, som laves på 100% Roussanne fra de ældste stokke.

I denne almindelige – men ganske eksklusive Châteauneuf-du-Pape Blanc – er der udover Rousanne også 20% af druerne Grenache Blanc, Piquepoul, Picardan, Bourboulenc og Clairette. Hver enkelt druesort har sine egne karakteristika, og på Château de Beaucastel er man af den overbevisning, at ingen kan undværes.

Således har man altid en stor palette at arbejde med, når vinen skal sammensættes. De enkelte druesorter vinificeres og lagres hver for sig. Vinen lagrer sammenlagt 8 måneder, heraf 30% på egefade og 70% i rustfrie ståltanke.

Og det blev sgu et festfyrværkeri af en afslutning på vores Rhôneaften på Fusion. Duftmæssigt virkelig en kraftfuld vin og godt med hvid frugt, aromatisk hvid frugt, fersken, blomster, orkideer, nødder, sukkersødme, nybagt brød, fugtige fade, mineraler, lidt lakrids samt en smule røgede noter. En monstrøs stor næse, selvom 2014’eren endda siges at være en af de ringere årgange af vinen.

I munden også en kraftig vin, som virkelig tager dig om n……. Det er kraft og saft, blid sødme, god fylde, pærer, nektariner, karameller, svag bitterhed, lidt salt, men virkelig intens. Den smager da bare sindssygt godt. Imponerende afslutning, og så er jeg fuldstændig ligeglad med, at det er en lidt voluminøs vin … det smager bare godt. Men okay … det er også dyre dråber.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, pris 600 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7