Tag-arkiv: grenache

Grenache er en rød druesort, som stammer fra Aragón i Nordspanien, hvor den er kendt som Garnacha. Den er én af verdens mest udbredte røde druesorter … i 1990’erne faktisk den 2. mest udbredte rødvinssort og findes i stort set alle vinlande.

Oprindeligt var Grenache mest udbredt i Spanien, men store dele af vinstokkene blev revet op gennem 1980’erne, så der er i dag 82.300 hektar i Spanien, mens der er 95.700 hektar i Frankrig, der har flest plantede Grenache vinstokke, specielt i det sydlige Rhône.

Grenache er også mest kendt for sin rolle i Provence og Rhône, hvor den tager afgørende del i områdets rødvine og rosévine. Der spiller druen også rollen som hoveddruen i Châteauneuf-du-Pape. Den indgår i det hele taget oftest i blandinger med andre druer.

Grenache er karakteriseret ved en usædvanlig kombination af lys frave og høj alkohol. De har sød og frugtig smag med modne jordbær og hindbær samt urtepræg. Vine på Grenache varierer lige fra pænt kraftige til helt lyse og lette rødvine.

Sorten foretrækker sol og varme. Den modner sent og yder godt. Udbytterne skal dog holdes nede for at opnå acceptabel kvalitet og er samtidig vanskelig at vinificere. Den har let ved at opnå meget høje alkoholprocenter på grund af dens naturligt høje indhold af sukker.

2017 Bodegas Morca, Flor de Goda, Aragon, Spanien

2017 Bodegas Morca, Flor de Goda, Aragon, SpanienMer’ vin fra Juan Gil Bodegas Familiares, nemlig fra familiens projekt Bodegas Morca, hvorfra jeg smager denne 2017 Flor de Goda.

Jeg har tidligere skrevet om Juan Gil Bodegas Familiares, som ejer en lang række vinhuse i flere områder af Spanien. Men det skal jeg ikke trætte jer med igen, så derfor kigger vi alene videre på Bodegas Morca og denne Flor de Goda.

Bodegas Morca har Gil familien købt i 2014 … et projekt til ikke mindre end 5 millioner euro. Købet er anført af familiens direktør Jordi Flos og omfatter i dag 30 hektar vinmarker, men planen er at ekspandere til 120 hektar.

I starten var der fokus på at lave 2 Garnacha vine og første årgang blev 2015, der blev sendt på markedet i 2016 med en produktion på 5-6.000 flasker. Men i dag laves der langt flere vine, bl.a. topvinen Tourán Garnacha, som jeg tidligere har anmeldt.

Flor de Goda er lavet på 100 % Garnacha aka Grenache og druerne kommer fra husets yngste vinstokke, som høstes manuelt. Derefter sker der en 3-4 dages kold maceration inden gæringen ved 22-26 grader i rustfrie ståltanke.

Efterfølgende gennemgår vinen malolaktisk fermentering, hvor æblesyren i vinen bliver omdannet til mælkesyre, hvilket resultere i en rundere smag. Når begge fermenteringer er gennemført, bliver vinen lageret på fransk eg i 12 måneder.

Det er sgu et rap med spanskrøret, en hidsig spanioler, som i næsen klart afslører sit ophav med tør jord, blåbær, sorte kirsebær, måske lidt overgæret, tonsvis af krydderier, peber, noter af jord og jod, pænt med eg, sort tobak samt et lille grønt element.

Smagen er fed … ikke bare fed, men har et BMI langt over det tilladte. Det er en sort, koncentreret magiterning, hvor der også er stoppet pænt med sødme, kakao, kaffelikør og chokolade i. Vinen har en alkoholprocent på højoktan 16%, men det er egentlig godt integreret og mærkes kun lidt. Der er også tør engelsk lakrids, mærkbare tanniner … og samlet lidt en fat lady. Denne vin henvender sig til dem, som elsker kraftige, søde vine.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Château Saint-Roch, Roubials Rouge, Roussillon, Frankrig

2017 Château Saint-Roch, Roubials Rouge, Roussillon, FrankrigChâteau Saint-Roch er en gammel vingård beliggende i Agly dalen omkring 4 kilometer øst for den lille by Maury, tæt på floden af samme navn og i appellationen AOC Maury Sec i området Côtes du Roussillon. Og herfra smager vi nu denne Roubials Rouge.

Projektet Château Saint-Roch er etableret i år 2000 af Jean-Marc Lafage i et samarbejde med den amerikanske vinimportør Eric Solomon, da Lafage købte vingården i det område, hvor han som dreng arbejde sammen med sin far i markerne.

Jean-Marc Lafage er 7. generation af vinmagere og familien boede de første fem generationer i Maury området midt i den lille by Fenouillèdes. Lafage far var altid ærgerlig over, at de efter arbejdet i marken skulle gå tilbage til landsbyen … og ikke blot kunne bo ved markerne … vågne op og kigge udover vinmarkerne med de gamle vinstokke med Grenache og Carignan.

I hele hans liv drømte faderen om at bo på mas à Maury … området omkring landsbyen, så han kendte hver eneste vingård. Så da Jean-Marc købte den gamle vingård og fortalte faderen om købet, så blev det lidt en skuffelse for Jean-Marc … for faderen kunne slet ikke huske Château Saint-Roch.

Jean-Marc Lafage er en kendt vinmager i Roussillon og driver selv Domaine Lafage aka Maison Lafage, som ligger en kende mere mod øst end Château Saint-Roch, nemlig lige svag nordøst for Perpignan helt ud mod Middelhavet.

Han er lidt af en kult-ønolog og en efterspurgt flyvende vinmager, som også hjælper vinhuse i både Frankrig, Spanien og Sydamerika. Hans hustru Eliane er i øvrigt også en dygtig vinmager. Parker har tidligere rost Lafage og skrevet om ham … og jeg citerer; When it comes to quality-to-price ratios, no one does it better than proprietor Jean-Marc Lafage.

På Domaine Lafage har Jean-Marc og Eliane omkring 200 hektar jord, men heraf dog kun omkring 160 hektar vinmarker. Jean-Marc er det, som franskmændene kalder en terroiriste, altså meget bevidst om vingårdens forskellige jordbundsforhold.

På vingården ved Perpignan laver han derfor også vine fra 3 forskellige områder, nemlig Terroir de l’Agly, Terroir Perpignan-Méditerranée samt Terroir des Aspres.

Og så har Jean-Marc Lafage altså siden år 2000 også ejet Château Saint-Roch i Maury, hvor der samlet er 44 hektar vinmarker på ler-, skifer- og kalkholdige skråninger, der ligger i 120 til 470 meters højde … og flere af markerne endda med op til 100 år gamle vinstokke med Grenache og Carignan.

Målet på Château Saint-Roch er at lave vien af høj kvalitet til fornuftige priser, og der laves en lang række vin, både hvidvine, rosévine samt selvfølgelig rødvine. En af disse er altså denne Roubials Rouge.

Vinen er lavet på 80% Grenache og 20% Syrah, som fra området Vallée de l’Agly tæt på landsbyen Maury omkring 40 kilometer fra Middelhavet. Druerne er høstet fra 50 år gamle vinstokke med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar.

Druerne høstes ved maksimal modenhed, hvorefter de sorteres og lægges i små kasser, som skånsomt bliver transporteret ned til vingården, hvor de får lov til at ligge og tørre yderligere på riste, altså på samme måde som i Veneto. Efterfølgende sker fermentering forholdsvis koldt og så lagrer vinen 16 måneder på egefade.

Næsen er skarp syrlig, krydret med klare Rhône referencer … men med lidt luft i glasset aftager noget af det kantede. Det er mørke bær sammen med granatæbler, hyben, enebær,  sorte kirsebær og måske endda lidt blommer. Derudover så emmer vinen også nærmest af en elektrisk, sitrende  og blomstret syrlig nerve, som er ret lækker.

Og hvor er vinen dog herlig blød med en enestående koncentreret bærintensitet. Der er sød lakrids, ja i det hele taget en sød fyldighed, som leveres cremet, blød og centreret, men alligevel med lidt peber, krydderier og magiterning kraft. Skal man komme med en eneste anke, så er blommesødmen måske en anelse for stor, men hold op, hvor smager denne vin godt og meget venligt. Der er blødt med blødt på. Det bliver et sted mellem 4,5 og 5 houlbergske fingre.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 119 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Domaine les Ondines, Plan de Dieu Côtes du Rhône Villages, Rhône, Frankrig

2015 Domaine les Ondines, Plan de Dieu Côtes du Rhône Villages, Rhône, FrankrigHoulberg har tidligere smagt en vin fra Domaine les Ondines ved den lille by Sarrians omkring et par kilometer sydvest for Vacqueyras. Nu smager vi atter en vin fra Jérémy Ondes lille vinhus, nemlig hans Plan de Dieu Côtes du Rhône Villages.

Jérémy overtog familiens ejendom tilbage i 2003 og startede med at lave vin, selvom produktionen indtil da primært havde været grøntsager som courgetter, tomater, auberginer, meloner og jordbær. I dag er alle 57,5 hektar tilplantet med vinstokke.

Denne 2015 Plan de Dieu Côtes du Rhône Villages er lavet på 80% Grenache og 20% Syrah fra 30 år gamle vinstokke. Markerne er drevet økologisk, mens høsten dog foregår med maskiner.

Inden vinificering er alle druerne afstilket. Vinen er gæret i rustfri ståltanke alene med druernes naturlig gærceller og er efter endt fermentering lagret i cementtanke i 18 måneder.

Og det er en lækker Côtes du Rhône Villages, som duftmæssigt har en dejlig mørk, animalsk og mælket aroma. Det er mørke og gærede bær, brombær, blåbær, mødding, yoghurt, bacon, medicinskab, blæk, urter og peber. Den dufter saftig som ind i helvede og skriger af god rustik Côtes du Rhône, så man bliver glad i låget. Der er lidt sødme, en mørk frugtsyre, lidt vanilje … nam nam.

Smagsmæssigt masser af tæt velsmag, tjære, fed og monstertyk væske, peber, rustik syre, plenty med tanniner, mer’ peber, godt med mørk frugt. Smagen halter lidt efter duften, men det er absolut en Rhônevin i den bedre ende af skalaen og klart 4½ fede houlbergske fingre med klar pil op.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 119  kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Domaine La Bohème, Le Môl, Auvergne, Frankrig

2017 Domaine La Bohème, Le Môl, Auvergne, FrankrigPatrick Bouju er en vild vinmager, som laver naturvine fra sit lille vinhus Domaine La Bohème, som ligger i regionen Auvergne … en helt, lille overset vinregion. Vi smager her hans Le Môl med den farverige etiket.

Domaine La Bohème ligger midt i den lille by Saint-Georges-sur-Allier omkring 120 kilometer stik vest fra Lyon. Patrick startede med at lave vin i 2004, hvor han dog alene havde 1,5 hektar. Det er nu blevet forøget til samlet 5 hektar og så har han også fået licens til at blive negociant … altså købe druer fra andre vinavlere i området, men også i andre områder, bl.a. fra den sydlige del af Frankrig.

Patricks egne marker er primært tilplantet med Patrick’s vinmarker er primært beplantet med gamle Gamay d’Auvergne vinstokke, lidt Chardonnay samt Pinot Noir … og nogle af vinstokkene er tussegamle, enkelte helt op til 116 år gamle.

Han opkøber også druer som fx Limberger, Mirefleurian, Gamay Fréau, Gamay de Bouze og varianter af Gamay. Og alt sker totalt økologisk efter bedste naturvin principper.

Der anvendes alene naturproducenter i markerne … typisk kobber- og svovlbaserede produkter samt gærede ekstrakter af planter – fx brændenælder – til at forstærke vinstokkenes naturlige forsvar.

Denne Le Môl er lavet på et blend af Syrah, Gamay, Grenache og Cinsault … og andre steder fremgår det, at der også er Chardonnay og Carignan i. Etiketten afslører intet, og der er heller ikke hjælp at hente på Domaine La Bohemes hjemmeside … men vinen er lavet med så lidt indgriben som muligt og uden tilsætning af hverken sulfitter eller andet skidt.

Næsen er totalt bio bio urtet og animalsk. Den skriger nærmest af mødding, ensilage, en mørk og lidt mælket aroma, saft og kraft, blåbær, kirsebærsovs, er sådan lidt sød/syrlig i frugten og har derudover nelliker, kardemomme, eg, kanel og fennikel. Det lugter af gæret druesaft … næsten helt plys behåret, landlig og total naturvinsagtigt.

I munden er det til at starte med lidt mørk frugt … men der kommer hurtigt en helt vild syre, som giver dig et hug i leveren. Det er totalt syrlige drops, ribs, eddikesyre af ren kirsebærsaft. Det smager også samtidig lidt af blomster, er saftig og læskende, meget levende og virkelig vild. Det er sgu næsten en ud-af-kroppen oplevelse … spooky, men på en god måde.

Forhandles af Volatil, hvor en flaske koster 200 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2015 Clos du Père Clément, Cuvée Père Clément Visan, Rhône, Frankrig

2015 Clos du Père Clément, Cuvée Père Clément Visan, Rhône, FrankrigDen lille Rhône Masterclass sluttede med denne Cuvée Père Clément Visan fra vinhuset Clos du Père Clément, der ligger lidt sydøst for Visan by.

Clos du Père Clément er et forholdsvis nyt vinhus, som er grundlagt i 1972 af Jean-Paul Depeyre. Det holder til i en gammel, smuk ejendom fra det 17. århundrede og ligger tæt på det historiske kapel Romaine Notre Dame des Vignes.

Jean-Paul Depeyre er barnebarn af Clement Depeyre, som var grundlægger af kooperativet i Tulette, mens hans far var også vinavler i området.

Clos du Père Clément har samlet 22,5 hektar vinmarker, hvilket giver basis for vine som Côtes-du-Rhône Villages Visan, Côtes-du-Rhône og IGP Drôme. Markerne dyrkes økologisk.

Denne Cuvée Père Clément Visan er netop en Côtes-du-Rhône Villages Visan, som i denne årgang 2015 er lavet på 70% Grenache, 20% Syrah og 10% Carignan. Druerne høstes med maskine, hvilket dog ikke helt hænger sammen med den økologiske tilgang.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke og derefter lagret en kort periode i underjordiske betontanke suppleret med 6-8 måneder i barriques.

Næsen er sgu fantastisk … virkelig mørk, tæt og intens med solbær, enebær, gærede kirsebær, blæk, eg, violer, engelsk lakrids, kanel og vanilje. Det er en fyldig, tæt og sort væske, som har godt med opulent, fed, tyk herlighed og dufter sindssygt godt.

Smagen er fløjlsblød og virkelig en vin med ro og balance. Det er det stille vand, som flyder tykt og roligt. Frugten er moden, intens med faste tanniner, et fast – men blidt – syregreb og moden smag. Det er en rigtig god og moden Côtes-du-Rhône Villages. Det bliver 5 houlbergske Thumbs Up og med pil Up.

Importør er Vinimportøren, hvor en flaske koster 115 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Domaine Grand Nicolet, Côtes-du-Rhône, Rhône, Frankrig

2017 Domaine Grand Nicolet, Côtes-du-Rhône, Rhône, FrankrigNæste Côtes-du-Rhône kommer fra Domaine Grand Nicolet, som ligger omkring en kilometer syd for Rasteau by.

Domaine Grand Nicolet drives af Jean-Pierre Bertrand, som overtog driften i 1999 efter hans svigerfar Bernard Leyraud og dennes bror Maurice.

Domaine Grand Nicolet hed oprindelig Cave Nicolet-Leyraud og var grundlagt tilbage i 1875 af Joseph Nicolet. Dengang var vingården alene på 1 hektar, men blev udvidet til 2 hektar i perioden fra 1912 til 1919. Allerede i 1924 præsenterede Joseph Nicolet en vin under navnet Grand Nicolet … efter sigende med succes.

I dag har Domaine Grand Nicolet 31 hektar vinmarker, hvoraf 26 hektar er appellationen Rasteau og 3,5 hektar under kommunen Sablet … altså Côtes-du-Rhône vin.

Og det er netop husets Côtes-du-Rhône, som vi nu har i glasset, lavet på 60% Grenache, 20% Syrah, 10% Carignan og 10% Cinsault, hvor Grenache druerne kommer fra 40 år gamle vinstokke og Syrah fra 20 årige stokke og høstet med beskedent udbytte på 20 hektoliter pr. hektar.

Druerne høstes manuelt og afstilkes 100% og vinificeret i betontanke med 20 dages fermentering med daglig overpumpning, og efter endt fermentering lagret i betontankene en periode.

Der er smæk for skillingerne i næsen … masser af tæt, rød og mørk nedfaldsfrugter, ganske modne solbær, kirsebær og nærmest med likøragtig og jammy frugtfedme, lidt overekstraheret og samtidig med læder, blomster og sæbe. Men det er sgu faktisk ikk’ så ringe.

Det blomstrede går også igen i smagen, som imidlertid er langt lettere end duften indikerede. Smagen er meget aromatisk, men egentlig ganske charmerende. Der er dybde, blæk, nogen sødme, fornemme tanniner og tørhed i eftersmagen.

Forhandles bl.a. af Oxholm Vin, men denne er ikke i sortimentet og jeg kender ikke prisen.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Laudun Chusclan Vignerons, Côtes-du-Rhône Villages Les Genets, Rhône, Frankrig

2017 Laudun Chusclan Vignerons, Côtes-du-Rhône Village Les Genets, Rhône, FrankrigLaudun Chusclan Vignerons er et kooperativ, der ligger i byen Chusclan omkring 10 kilometer vest for Orange. De står bag næste vin … en Côtes-du-Rhône Villages Les Genets.

Kooperativet Laudun Chusclan Vignerons er opstået i 2008 ved en sammensmeltning af to gamle kooperativer, nemlig Vignerons Laudun, som er grundlagt i 1925 og Vignerons de Chusclan, som er stiftet i 1939. Samlet har kooperativet i dag 250 medlemmer/vinavlere, som samlet ejer ikke mindre end 3.000 hektar jord, hvoraf 2.750 hektar er vinmarker.

Hovedparten af de tilsluttede vinavlere passer deres vinmarker efter økologiske principper, nemlig Agriculture Raisonnée, hvor man kun sprøjter, hvis det er absolut nødvendigt.

Denne Côtes-du-Rhône Villages Les Genets er én af de mange vine, som der laves på kooperativet. Den er lavet på 65% Grenache, 20% Syrah, 10% Carignan og de sidste 5% er Mourvèdre og Cinsault.

Druerne kommer fra 35 år gamle vinstokke fra en stenet jord, sammenstukket af høsten fra udvalgte parceller, der alle ligger omkring den lille landsby Chusclan. Alle druerne er høstet med maskine og afstilket inden vinificering.

Vinen er lavet ved, at 85% gærer helt traditionelt på rustfrie ståltanke, men de sidste 15% er lavet efter macération carbonique, altså metoden, hvor det meste af saften gærer, mens det stadig er inde i druen. Efter endt gæring er vinen lagret 8-9 måneder i ståltanke inden aftapning på flaske.

Dette er på mange måder en klassisk Côtes-du-Rhône vin, hvor næsen byder dig på tætte, mørke frugter, solbær, blåbær, grafit, blæk, tør jord, Rhône krydderier og grønne urter, men også nogle lidt sjove tertiære noter som banan og tyggegummi.

Det smager godt, fin, blød og cremet smag, god intensitet og god tørhed, frugten er både mørk og alligevel frisk. Der er god power og fylde i vinen, som har milde tanniner, let chokolade og samlet en ganske habil Côtes-du-Rhône.

Forhandles af Løgismose Vin, hvor en flaske koster 110 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Maison Gabriel Meffre, La Châsse Côtes-du-Rhône Villages Grande Reserve, Rhône, Frankrig

2016 Maison Gabriel Meffre, La Châsse Côtes-du-Rhône Villages Grande Reserve, Rhône, FrankrigDer drikkes 12 flasker Rhône vin hvert sekund, så der må være nogle tørstige sjæle derude. Næste rødvin til formiddagens Masterclass varede dog længere end et sekund … La Châsse Côtes-du-Rhône Villages Grande Reserve fra Maison Gabriel Meffre.

Jeg har tidligere smagt søstervinen La Châsse Côtes-du-Rhône Villages Winemaker’s Selection, men uden at være ovenud begejstret. Det ændrer denne La Châsse Côtes-du-Rhône Villages Grande Reserve dog heller ikke så meget på.

Maison Gabriel Meffre er grundlagt tilbage i 1936 af Gabriel Meffre og hans hustru. Han var ud af en familie af vinbønder og startede sit negociantfirma i Gigondas uden en krone på lommen.

Men ægteparret fik lavet en god negociantforretning og købte også snart deres første egen vinmark i Gigondas, De fortsatte med opkøb af vinmarker i både Rhône og Provence, og allerede i starten af 1980’erne ejede firmaet over 800 hektar vinmarker.

De blev langsomt en af de største producenter af AOC vine i Frankrig. Ved sin død i 1987 ejede Maison Gabriel Meffre over 900 hektar vinmarker samt en række vingårde og -slotte. Så derfor blev hans besiddelser i forbindelse med arven delt op til hans 3 arvinger.

Således blev Chateau de Vaudieu overtaget af datteren Sylvette Brechet, mens sønnen Christian Meffre overtog Chateau Raspail. Sønnen Jaques Meffre overtog Domaine Bois des Dames … og så solgte de 3 søskende ellers i 1990 selve negociantfirmaet Maison Gabriel Meffre  til det britiske firma Allied Domecq.

Samtidig blev Bertrand Bonnet indsat som CEO og vinhuset startede en større ekspansion og salg på endnu flere eksportmarkeder.

Man opstartede også samarbejder med vinavlere i Langedoc for at udvide sortimentet af vine yderligere og derudover lavede man vine under nye brands som fx Fat Bastard, Wild Pig Wines, Mediteo Wines og … La Châsse, men det vender jeg tilbage til lige om lidt.

Siden opkøbte man også Château Grand Escalion nær Nîmes samt Domaine de Longue Toque, som også ligger i Gigondas og i dag fungerer som hovedsæde for negociantfirmaet,

Imidlertid solgte Allied Domecq i 2009 Maison Gabriel Meffre til den kendte vinmand Eric Brousse i partnerskab med Jean-Claude Boisset, der også ejer en række andre negociantfirmaer i Rhône.

Selve La Châsse vinene lancerede Maison Gabriel Meffre i begyndelsen af 1990’erne, og det har siden været en af de store salgssuccesser for negocianthuset. La Châsse er opkaldt efter den kiste, som paven – mens han boede i Avignon, tæt på Gigondas – brugte til opbevaring af de kirkelige skatte.

La Châsse vinene laves med druer fra vinavlere i både Rhône og Languedoc. Jeg kan ikke se, hvor mange vine, som der produceres under La Châsse navnet … men mon ikke, at der er nogle stykker? Den ansvarlige vinmager for vinene er Véronique Torcolacci, som har arbejdet for Maison Gabriel Meffre siden 1992.

Denne La Châsse Côtes-du-Rhône Villages Grande Reserve er lavet på Grenache og Syrah, hvor druerne først afstilkes, knuses og gærer 15-20 dage med skindet, lagret  8 måneder på egefade efter malolaktisk gæring og flaskes med filtrering.

Næsen er rustik, kantet med mørk og gæret frugt. Det er virkelig en syrlig sag, som på ingen måder er venlig og inviterer dig ind i varmen. Den er lukket, tør med en lille smule sødme, vanilje og kanel.

Smagen er også ganske syrlig, syrlige kirsebær og ikke videre imødekommende. Midt i den megen syrlighed er der en sjov bismag, som er svær at definere samt nogle meget tydelige tanniner, men vinen mangler dybde og balance. Det er ikke en vin, som falder i min smag.

Forhandles hos Coop supermarkeder, hvor den vejledende udsalgspris ligger på 89,60 kr.

Vinanmeldelse 2,5/7

2017 Domaine de Bonserine, Septentria Tantum Duo, Rhône, Frankrig

2017 Domaine de Bonserine, Septentria Tantum Duo, Rhône, FrankrigVi startede Côtes-du-Rhône rødvinene med denne Tantum Duo fra Spetentria delen af Domaine de Bonserine … et vinhus, der ligger i Ampuis i det nordlige Rhône.

Domaine de Bonserine er grundlagt i 1962 af Charles Mandelstam og en gruppe af venner med stor hang til og interesse i Côte-Rôtie vine. De havde både ambitioner og midlerne til at lave vine af højeste kvalitet og med et team af professionelle, så lykkedes det dem at skabe et anerkendt vinhus og store Côte-Rôtie vine. Gennem tiden er stedet blev den næststørste jordbesidder i Côte-Rôtie … kun overgået af selveste E. Guigal.

Men i 2006 blev Domaine de Bonserine så købt af Guigal med tilhørende produktionsanlæg, inventar samt 8,9 hektar vinmarker i Côte-Rôtie samt 1 hektar i Condrieu. Med i handlen var også hele Septentria delen … et særskilt selskab, som producerer og sælger bulkvine og billigere vine.

Denne Septentria Tantum Duo er netop én af de vine, lavet på 92% Syrah fra det nordlige Rhône samt 8% Grenache fra det sydlige Rhône. På etiketten står der også Beaucoup de Syrah & une pointe de Grenache, og så er det én af husets nyeste vine, som jeg dog desværre ikke har mange oplysninger om.

I næsen godt med mørke bær, blåbær, lidt kirsebærsovs, blommer, blæk, grafit, svag peber og sødme. Det er en fin næse, spændende og med en god intensitet og med et klart aftryk fra Nordrhône trods islættet fra den sydlige del.

Smagsmæssigt er der godt med kraft og power i vinen, lidt saftig og moden, måske endda lidt for overmodent, men den smager virkelig godt … en lækker vin. Tanninerne er tydelige, der er lidt peber, men ellers rund, fed, svagt overmoden og bare god.

Forhandles af Fejø Vin, hvor en flaske koster 120 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Pierre Amadieu, Roulepierre Côtes-du-Rhône Rosé, Rhône, Frankrig

2018 Pierre Amadieu, Roulepierre Côtes-du-Rhône Rosé, Rhône, FrankrigDer var en enkelt rosévin mere inden vi gik til de mere klassiske rødvine fra Rhône. Det var denne Roulepierre Côtes-du-Rhône Rosé fra vinhuset Pierre Amadieu, der ligger få hundrede meter udenfor byen Gigondas.

Domaine Amadieu er grundlagt i 1929 af Pierre Amadieu, som købte et 7 hektar stykke jord højt beliggende i Gigondas. De fleste rystede på hovedet, da han kravlede op ad Dentellerne og plantede vinstokke så højt som 400 meter over havet. Her er den bedste jord, og her får druerne mere sol, da bjerget vender stik sydvest, sagde Pierre.

Med tiden er Domaine Amadieu vokset til 137 hektarer, hvoraf 127 hektar ligger i Gigondas … og en stor del på de stejle skråninger. Dermed ejer Amadieu næsten 10% af hele appellationen, som omfatter 1.310 hektar. De 10 resterende hektar ligger i Côtes du Rhône, Côtes du Ventoux og Vin du Pays de Vaucluse.

Jorden er reelt fordelt på to ejendomme, nemlig La Marchotte og Romane. Markerne på ejendommene er omgivet af 200 hektar med krat … som på fransk kaldes garrigue … samt egeskove. Her er der kolde nætter og varme dage, hvilket giver vinene dybde.

Høsten er sen … omkring to uger senere end i Châteauneuf-du-Pape, men til gengæld er klimaet mere stabilt og solrigt.  Høsten bringes til Romane, hvor den første del af vinificeringen foregår.  Når vinene skal lagres på fade, bringes vinene til Machotte, hvor fadkælderen findes.

Amadieu familien er én af de betydelige producenter i Gigondas, og Pierres søn Jean-Pierre fik bl.a. også en stor del af æren for, at Gigondas sidst i 1960’erne blev ligestillet med den evige rival Châteauneuf-du-Pape og fik sin egen appellation.

I dag ejes domænet af 3. generation, nemlig Jean-Pierres søn Claude Amadieu, men det er Claudes nevø Pierre Amadieu, som siden 1989 har været ansvarlig for vinfremstillingen og general manager. Pierre anses for en af regionens unge stjerner. Han er også trods sin alder også præsident for foreningen af de lokale domæner.

Men ellers hjælper hele familien til på vingården. Onkel Claude leder arbejdet i markerne, mens hans kone Muriel er ansvarlig for kontorarbejdet. Claude og Muriels sønner Henri-Claude og Damien deltager også, bl.a. står Henri-Claude Amadieu for salget.

Pierres mål er ikke en massiv tung vin, men en vin med finesse og elegance og gerne en mineralitet, der giver balance til den store kraft. Parker har bl.a. skrevet følgende om vinene fra Pierre Amadieu; Vinene bliver bedre og bedre år for år og ofte får ikke den anerkendelse, de fortjener.

Denne Roulepierre Côtes-du-Rhône Rosé er lavet på 60% Grenache og 40% Cinsault, og ellers er vinen lavet ved lav temperatur i rustfrit ståltanke for at bevare frugtagtig og friskhed.

Næsen er hindbær, mirabeller og lyse kirsebær, måske lidt til den kunstige side med en sjov krydret syre. Smagsmæssigt er vinen også lidt til den neutrale side, har sødme, jordbær, hindbær, men er ikke specielt kompliceret og mangler også lidt syre, men ikke så fraværende som hos foregående. Der er en smule bitterhed i eftersmagen.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, hvor prisen er 100 kr.

Vinanmeldelse 3/7