Tag-arkiv: Sicilien

2021 Generazione Alessandro, Croceferro Etna Rosso, Sicilien, Italien

2021 Generazione Alessandro, Croceferro Etna Rosso, Sicilien, ItalienDet nye og spændende vinhus Generazione Alessandro laver vine fra skråningerne på vulkanen Etna på Sicilien og én af disse er denne 2021 Croceferro Etna Rosso.

Jeg har før skrevet om vinhuset, da jeg har smagt denne vin før i både årgang 2019 og 2020 … men nu smager jeg altså 2021’eren.

Croceferro Etna Rosso er lavet på 100% Nerello Mascalese fra marker i 640 meters højde. Efter høsten er druerne afstilket og knust let. Gæring og maceration er sket over 12 dage i koniske ståltanke med daglig punchdown.

Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder med 70% i franske tonneaux fade og de resterende 30% i ståltanke. Så sker flaskning derefter og vinen lagrer yderligere 6 måneder.

I glasset er det en lysere og let transparent vin, som duftmæssigt byder ind med en lys, lidt sandet og blomstret aroma med jordbær, lyse kirsebær og hyben, hvilket så suppleres med lidt fadnoter med kanel, karamel, nougat, vanilje og bagepulver. Virker utrolig let til bens med masser af blomsterbutik og glæde.

Smagen er også let … let og stoppet med pågående vild syre. Derfor er der frugt af syrlige hindbær, sure kirsebær, granatæbler samt lidt rønnebær … men som om, at det ikke var nok, så er der også masser af citroner og lemon, hvilket giver trutmundsbid. Læg dertil en bitter campari, så får du en lille ilter og vild dame, der drillesygt bidder dig hele tiden og lægger op til sjov leg … selv tanninerne er tørre, lette og syrlige, så det er sgu vin med en vild, vild nerve. 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 239 kr., mens prisen er 215 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Graffetta, Syrah, Sicilien, Italien

2021 Graffetta, Syrah, Sicilien, ItalienLad os dog fortsætte lidt endnu hos den toskanske Calì familie gog deres lille sicilianske vinhus Graffetta, men denne gang er det med deres 2021 Syrah.

Det er selvfølgelig ren Syrah, der kommer fra forskellige plots på den 6 hektar stor vinmark Contrada Graffetta, hvor vinstokkene er 8-10 år gamle og høstet i slutningen af august og starten af september.

Vinen er lavet med gæring og maceration i ståltanke ved 28 grader over 10-12 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring, der også er sket i ståltankene. Derefter har vinen så lagret 6 måneder med halvdelen på tonneaux egefade og den anden halvdel i ståltanke. Så er vinen flasket og lagret yderligere 3 måneder. Årlig produktion ligger på 50.000 flasker.

Sikke fin duft … nu stikker duften lidt dybere og mere intens … men på en eller anden måde, så er det Syrah med blomstret betræk. Det gør også, at vinen virker lettere end Syrah normalt og langt fra vine fra det nordlige Rhône eller australsk Shiraz. Men der kommer dog nogle af de typiske dufte af brombær, solbær og ribs, lakrids, peber samt noget skovbund.

Smagen er også nogenlunde let … men nu kommer Syrah druens tyngde, peber, tørhed og mere markante tanniner dog frem. Det er ikke så elegant som i det nordlige Rhône, mens langt bedre end dens australske kusiner. Der er læder, sorte teblade, camparibitterhed og frugten er ganske vist mørk … knap så mørk som i duften, for virker lettere, tyndere og mere syrerig. Let, sursyrlig, frugtrig og pebret … 90 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor vinen koster 130 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Graffetta, Hyspa, Sicilien, Italien

2020 Graffetta, Hyspa, Sicilien, ItalienGraffetta er en gammel siciliansk ejendom tidligere ejet af greven af ​​Modica, men ejes i dag af den toskanske Calì familie og laver fra de 22 hektar vinmarker på Sicilien en række vine … som fx denne Hyspa, som jeg nu har smagt i årgang 2020.

Ja har jeg også smagt nogle af de tidligere årgange af vinen, som fx årgang 2019 og 2017 … så jeg har også tidligere skrevet lidt om vingården og Calì familien.

Hyspa er lavet på 30% Cabernet Sauvignon, 30% Cabernet Franc, 20% Syrah og 20% Petit Verdot fra en vinmark på samlet 4 hektar og nogle 8-10 år gamle vinstokke.

Vinen er lavet med gæring og maceration i ståltanke ved 28 grader over 10-12 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring, der også er sket i ståltankene. Derefter har vinen så lagret 6 måneder på tonneaux egefade og 6 måneder på flaske inden frigivelse. Årlig produktion ligger på 50.000 flasker.

WAUW for en duft … landlig, aromatisk og har nærmest en duft af grønne blomsterstængler, masser af violer, hyben, eukalyptus, tjære, tørret kød og sandet jord og ellers masser af gæret lyserød frugt, der mest er brombær og hindbær. Derudover fanger jeg også cedertræ, garvet læder, sorte oliven, kaktuspiller … virker meget let og en smule krydret.

Sådan smager vinen faktisk også … virker let med lyse bær og igen dette distinkte blomstrede element, som om vinen havde lagret med et bundt rosen- og tulipanblade. Det er hindbær, tranebær, kirsebær og smagen er ren, rank, lys og cremet. Det er som en lys beaujolais, men bare med burgundisk lethed, blomster samt peace and love, hvorved alt er godt og spændende. 93 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor vinen koster 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2016 Peter Vinding-Diers Montecarrubo, Vignolo, Sicilien, Italien

2016 Peter Vinding-Diers Montecarrubo, Vignolo, Sicilien, ItalienVi har før til byggemøder smagt vin fra danske Peter Vinding-Diers fra Montecarrubo på Sicilien. Sidst var det en 2016 Cuvée Suzanne og nu havde Flemming taget denne 2016 Vignolo med.

Denne vin gættede jeg ikke … var ikke engang tæt på, for det er en meget lysere og lettere vin end forventet, selvom den er på 100% af den tykskindet Syrah drue fra en mark med vulkansk jordbund blandet med sand og fossiler drevet 100% biodynamisk.

Druerne kommer fra en enkeltmark præget af  vulkansk jord blandet med fossiler og sand. de er høstet med håndkraft, hvorefter de køres til vineriet, hvor de sorteres og afstilkes. Gæring og maceration sker med druernes egne gærceller i åbne fermentorer med plads til omkring 2,5 tons druer.

Men de får lidt hjælp til den malolaktisk gæring og derefter er vinen lagret 9 måneder på brugte barriques fra Bordeaux.

Duften er bondsk … der er blomster, læder, godt med kirsebær, kirsebærsten, brombær, jordbær og lidt ribs, noget tobak, cedertræ, fad, vanilje … faktisk har den raske, rørige og lette ben, let dansende og røget med en kølig fornemmelse.

Sådan er smagen nærmest også … lidt flæsket, røget med fond, kirsebær, brombær og ribs. Der kommer også blomsternoter, men det er fede blomster med intens blomsterpollen. Det er blødt, rent og syren er afdæmpet, balanceret … tanninerne også fine, slebne, nærgående og overraskende lette … 94 point.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske 2019 koster 649,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2023 Feudo Maccari, Family and Friends, Sicilien, Italien

2023 Feudo Maccari, Family and Friends, Sicilien, ItalienNæste vin er jeg også vild med … og den har den omfavnende titel Family and Friends og kommer fra Antonio Moretti Cuseris sicilianske vinhus Feudo Maccari … og jeg smager vinen i årgang 2023.

Jeg har før smagt vinen i både årgang 2021 og 2022 … den er lavet på ren Grillo, som kommer fra en sydvendt enkeltmark nær Noto syd for Etna.

Alle druerne er sortere manuelt og kommer fra nogle fritstående Grillo vinstokke. Efter den manuelle høst er vinen lavet med 16 dages gæring på en hemmelig kombination af betonæg og små burgundiske egetræsfade.

Efter endt gæring har vinen så lagret sur lie i 6 måneder på betonæg og egefade og efter aftapning er den lagret yderligere 6 måneder før frigivelse til salg.

Det er duftmæssigt blødt med blødt på … ren og klar smørfed med dåsepærer, Belle Pære Helene, ananas, mandarin, ananas og mango, ganske tropisk og endda med småburgundiske træk. Den har også et fadpræg med lakridskonfekt og vanilje … og som med 2022’eren også en lille tør italiensk saltet syre.

I munden virker vinen lidt mere stram end 2022’eren, for her er smagen mest præget af lemon … masser af lemon og lidt syltet grape, hvorved den eksotiske frugt af fersken, pærer og mango glider lidt i baggrunden. Det er fortsat cremet, let olieret og småopulent og har også klart salt … nogle salte minaler, hvilket sammenlagt giver den masser af kraftigt, massivt og tungt bid. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 325 kr., mens bedste pris er 132,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2023 Feudo Maccari, Olli Grillo, Sicilien, Italien

2023 Feudo Maccari, Olli Grillo, Sicilien, ItalienFor lidt over et år siden smagte jeg første gang hvidvinen Olli Grillo fra Feudo Maccari. Dengang var det i årgang 2022 og nu smager jeg så vinen i årgang 2023.

Feudo Maccari er et projekt fra den toscanske producent Antonio Moretti Cuseri, der til dagligt er ejer af Tenuta Sette Ponti inklusiv de to Bolgheri vingårde Orma samt Poggio al Lupo og står bag kultvinene Crognolo, Orma og Oreno.

Han besøgte i 1990’erne Val di Noto … den sydøstligste del af Sicilien og blev fascineret af stedet og besluttede, at det ville være et perfekt område for hans næste vinprojekt.

I år 2000 begyndte han at opkøbe vinmarker og har i dag 50 hektar vinmarker fordelt på et utal af parceller i forskellige højder og nogle med gamle vinstokke over 30 år gamle og med druer som Nero d’Avola, Syrah, Cabernet Sauvignon, Grillo og Moscato.

Han har også bygget en stor vingård , som endda omfatter et par gæsteværelser udover en topmoderne vinkælder. Vinene bliver så lavet af Antonio med ønologisk bistand fra ægteparret Giola Cresti og Carlo Ferrini … Carlo er selv tidligere kåret som landet bedste vinmager.

Olli Grillo er lavet med Grillo druer fra 20 år gamle buskvine, som vokser på nogle sydvendte sicilianske vinmarker. Hovedparten af druerne kommer fra enkeltmarken Olli, som er beliggende nær Noto i det sydøstlige Sicilien. Markens navn er en hyldest til en gammel vinbonde fra egnen. Den er både gæret samt lagret på ståltanke.

Duftmæssigt er frugten sådan nærmest blød og eksotisk … mest pærer, fersken, ananas og kvæde, men også nogle syltede citrpner og grillet lemon samt en vis tørhed. Der kommer også en slags leret og kalket mineralitet samt grønne urter.

Smagen er meget anderledes, for her er der skruet godt op for syrligheden … også  langt mere end hos 2022’eren. Der er citroner, grønne æbler, lemon og nogle saltede elementer. Syren er markant, virkelig frisk og bidende … mineraliteten er nærmest kalket på en burgundisk, ren og slank facon. Dejlig nærværende hvidvin, så derfor 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 66,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Giodo, Alberelli di Giodo, Sicilien, Italien

2021 Giodo, Alberelli di Giodo, Sicilien, ItalienAllerede inden jeg har åbnet – eller proppet – denne 2021 Alberelli di Giodo, så smiler jeg bredt Jeg ved nemlig, at der er noget meget godt i vente, da vinen kommer fra den karismatiske og dygtige vinmager Carlo Ferrini og hans projekt Giodo på Sicilien.

Til dagligt driver Carlo Ferrini vinhuset Podere Giodo i Toscana, hvor han bl.a. laver vildt lækre – og pænt dyre – Brunello’er, men på Sicilien har han også et lille projekt, hvor han fra en enkeltmark på 1 hektar med 80-100 år gamle upodede og præ-phylloxera Nerello Mascalese vinstokke laver denne vin Alberelli di Giodo.

Marken ligger på nordsiden af Etna i vulkansk sand i 950 meter højde. Den er lavet med 7 dages alkoholgæring i rustfrie ståltanke og cementtanke … derefter 20 dages ekstra maceration og er så derefter lagret 12 måneder på 500 -700 liter egefade.

Duften er lidt tør og støvet … der er sure og søde kirsebær, nogle kirsebærsten, blommer og ribs. Den er i starten en smule nærig og lukket, men åbner stille og roligt op med violer, roser, tørv, kul, læder, tjære, tobak, jernbanesveller og rå champignon.

Smagsmæssigt er det en helt anden historie, for smagen er meget meget lys, ren og syrlig. Det er en frisk, levende og syrlig frugt med bitter grape, ribs, hindbær, umodne kirsebær og tranebær. Dermed bliver det på ingen måder fed syditaliensk vin. Tværtimod, for syren er næsten stoppet med citroner og grape, hvilket giver dette ren og stramme udtryk, hvor du endda kan tilsætte lidt sten, mineraler samt ren aske. Tanninerne er samtidig vildt tørre, så det giver en fabelagtig spændstig og samtidig harmonisk vin. 96 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 749,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 669,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2021 Giodo, Alberelli di Giodo Carricante, Sicilien, Italien

2021 Giodo, Alberelli di Giodo Carricante, Sicilien, ItalienDet er kun få uger siden, at jeg smagte vinen La Quinta Toscana IGT fra den dynamiske vinmager Carlo Ferrini og hans toscanske vinhus Podere Giodo … men ved siden af laver han også vine på Sicilien og derfra smager jeg nu den hvide 2021 Alberelli di Giodo Carricante.

Jeg har tidligere smagt de røde udgaver af Alberelli di Giodo på ren Nerello Mascalese i både årgang 2018 og 2019, mens denne hvide udgave er lavet på ren Carricante.

Her kommer Carricante druer fra nogle over 50 år gamle samt fritstående buskvine i 800-900 meters højde oppe på vulkanen Etna på en kølig nordvendt parcel på bare 0,40 hektar med en vulkansk og mineralsk jordbund.

Vinen er lavet med 20 dages gæring i ståltanke og efter endt fermentering er vinen lagret 16 måneder, heraf 6 måneder sur lie i tankene og derefter yderligere 10 måneder på flaske og der laves kun omkring 2.500-3.500 flasker årligt.

Duften er sgu ganske dejlig aromatisk … nærmest som en sammensmeltning af vingummi, godt med gule og hvide blomster, æbler, pærer og så ellers en jernhård mineralitet. Man tænker lige WTF aka what the fuck, men alt virker samtidig så fint afbalanceret, at intet stritter eller stikker ud. Men fornemmer også intensiteten fra sur lie lagringen, hvilket giver vinen noget krop.

Smagen er tør, præcis og frisk … det er clean, men rank … men smager minsandten vildt godt. Her er man helt på midten af vejen ud svinkeærinder eller komme ud i grøften, for smagen er så klar, ren og direkte, at man bare bliver glad. Vinen har god spændstighed, men er samtidig fin, rund og delikat, mens mineraliteten virker elegant, tøjlet og har en syre, som opererer i det skjulte og bare sikrer den størst mulige nydelse. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 699,95 kr., mens prisen er 599,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2022 Feudo Maccari, Family and Friends, Sicilien, Italien

2022 Feudo Maccari, Family and Friends, Sicilien, ItalienAntonio Moretti Cuseri er jo kendt her på Houlbergs Vinblog, da han driver Tenuta Sette Ponti, som jeg er stødt på mange gange, men han laver også vine på Sicilien i vinhuset Feudo Maccari og derfra smager jeg deres 2022 Family and Friends.

Vinen er på ren Grillo, som kommer fra en sydvendt enkeltmark nær Noto syd for Etna og håndselekteres fra fritstående Grillo vinstokke og de er alle høstet manuelt.

Vinen er derefter lavet med 16 dages gæring på en hemmelig kombination af betonæg og små burgundiske egetræsfade. Efter endt gæring har vinen så lagret sur lie i 6 måneder på betonæg og egefade og efter aftapning er den lagret yderligere 6 måneder før frigivelse til salg.

Duftmæssigt dejlig luftig vin med smørfed fadpræg … bløde dåsepærer, mandarin, ananas og mango med nogle småtropiske trækninger i næsen og vidste jeg ikke bedre, så kunne det minde om burgundisk Chardonnay af bedste skuffe med vanilje, lakridskonfekt og så alligevel en lille italiensk syrlig nerve med salte mineraler.

I munden er vinen cremet og olieret … med en snert af noget hvid peber og ellers godt med  fersken, pærer og mango suppleret med syre og bitterhed fra lidt lemon og let grape, nogle salte mineraler. Det er en fyldig, småopulent og alligevel ren vin med en rank, klar samt mineralsk syre … flot balanceret og imponerende. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 325 kr., mens prisen på tilbud kun er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2021 Angelo Rocca & Figli, Villa Asmundo Rosso di Sicilia, Sicilien, Italien

2021 Angelo Rocca & Figli, Villa Asmundo Rosso di Sicilia, Sicilien, ItalienMed næste vin – en 2021 Villa Asmundo Rosso di Sicilia – er vi reelt hos vinhuset Angelo Rocca & Figli, men vinen er lavet med hjælp fra vor danske vinmager Peter Vinding-Diers.

Angelo Rocca & Figli har jeg skrevet om tidligere. De laver vine fra det meste af Italien … dog primært fra Puglia aka Apulien. Vinhuset er er grundlagt tilbage i slutningen af det 19. århundrede, hvor Francesco Rocca begyndte med at producere vin.

I 1936 trådte hans søn Angelo ind i familieforetagendet, forbedrede vinproduktionen og opbyggede en kælder i Nardò i Apulien. I 1960 blev den første aftapningslinje købt, og dermed begyndte huset med at sælge vine under eget navn og i 1999 købte Angelo også yderligere en vingård i Apulien ved Leverano i Salento.

I dag er det ​​stifterens barnebarn Ernesto Rocca, som sammen med sine sønner Paolo, Marco, Luca og Matteo kører den efterhånden store familievirksomhed, som også omfatter et byggefirma og et større hestestutteri.

Udover de to vinerier i Apulien, så har vinhuset bygget et stort, topmoderne tappeanlæg og lager i Agrate Brianza i Lombardiet. Der har vinhuset i dag deres hovedsæde og det er også derfra, at man i dag distribuerer vinene.

Det er noget af det mest prestigefyldte byggeri indenfor vinbranchen. Hovedsædet er udelukkende bygget i marmor og granit, hvilket bl.a. sikrer nogle vinkældre, som er optimale for lagring af vin i både fade og tanke.

Med en årlig produktion på 4,5 millioner flasker vin, så er Angelo Rocca & Figli også en større historie. Husets vine sælges da også til mere end 40 forskellige lande over hele verdenen.

Men denne vin er altså ikke fra Puglia, men fra Vinding-Diers’ egen hjemmebane på Sicilien. Den er formentlig lavet med opkøbte druer fra en række vinavlere på øen og lavet specielt til den danske smag og er et blend af Cabernet Sauvignon, Syrah og Nero d’Avola, men forholdet mellem druerne kender jeg ikke.

Vinen er formentlig lavet i ståltanke, men den er efter endt fermentering lagret 10 måneder på ét år gamle egtræsfade inden aftapning på flaske og frigivelse.

Ganske habil næse … lidt varme, søde krydderier, kardemomme, kanel og en rund frugt, kirsebær, blommer, figner og dadler med en god portion varme, lidt lakrids og mørk chokolade.

I smagen kommer Syrah druens pebernoter lidt frem, masser af federe frugt, alkoholvarme, men også godt med power, kraft og i det hele taget god solmoden, krydret. Syren er lidt streng, der kommer en smule nelliker og lemonagtige bitre og syrlige noter … men der fungerer egentlig godt sammen. 88 point.

Vinen koster 75 kr. og AMKA henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00.

Vinanmeldelse 4,5/7