Tag-arkiv: Jylland

2017 Samsø Vin Syndikat, Cartello Cuvée Traditionel, Jylland, Danmark

2017 Samsø Vin Syndikat, Cartello Cuvée Traditionel, Jylland, DanmarkJeg elsker Samsø … den lille ø i Kattegat. Jeg er endda blevet gift på den dejlige ø og under mit sidste besøg i efterårsferien sidste år smagte jeg også en rødvin fra øen … nemlig fra Samsø Vin Syndikat.

Den var imidlertid ikke videre behagelig og fik beskedne 1½ af Houlbergs fede fingre. Og da Houlbergs Vinblog selvfølgelig læses i det meste af verdenen … herunder også små, idylliske og isolerede steder som Samsø, så havde øens Vin Syndikat også læst min lidet flatterende anmeldelse og kontaktet jeres flittige vinblogger.

Den anmeldte vin var nemlig fra syndikatet absolut ringeste rødvinsår og de synes derfor, at jeg skulle smage én af deres nyere årgange. Need I say more … det var jeg selvfølgelig klar på.

Hardy fra Samsø Vin Syndikat skulle alligevel en tur til det jyske fastland, og ville lige smide 2 eksemplarer af deres 2017 Cartello Cuvée Traditionel ind ved det houlbergske hjem. Så derfor sidder jeg nu igen med lidt rødvin fra Samsø Vin Syndikat og vil samtidig teste vinen af på gutterne i byggesjakket.

Ved første kig er det sket noget, siden jeg første smagte gang smagte en vin fra øen … eiketten er markant mere professionel og vinen har også lagret på fad. Det sker sgu ganske godt ud, men lad os inden mine smagsnoter lige dvæle lidt ved syndikatet.

Samsø Vin Syndikat er et interessentskab grundlagt i oktober 2009 af 11 initiativrige, ældre, fastboende samsinger i alderen 62-79 år og alle med interesse for vin.

De havde gennem lang tid drøftet etablering af en vingård på øen, både for selv af lave vin, men samtidig med et ønske om at markedsføre Samsø som en dynamisk og initiativrig ø … lidt udover det sædvanlige.

Ideen til projektet udsprang egentligt af øens vinklub, som de alle var medlem af. De tog derfor på studietur til Alsace og vendte hjem med tilstrækkelig mod til at etablere Samsø Vin Syndikat.

I 2010 tilplantet Samsø Vin Syndikat I/S er areal med 1.525 vinstokke i Alstrup lidt øst for Toftebjerg, sådan omkring midt på Samsø ved den sydlige ende af Stavns Fjord. Det skulle blive til en kommerciel produktion af både rødvin og hvidvin på omkring en langtidslejet 1 hektar stor marker.

De tilplantede jorden med de grønne druer Solaris, Orion, Gewurztraminer og Johanitter samt de røde sorter Rondo, Bolero, Leon Millot og Cabernet Cortis. I 2018 har de glade samsinger plantet yderligere 375 vinstokke for at afprøve nye sorter.

Det tilhørende vineri er beliggende i umiddelbar nærhed af vinmarken, hvilket er optimalt for transport af druerne efter høsten … for der høstes samlet set en betydelig mængde, som giver 3-4.000 flasker vin hvert år.

Helt beskedent har de – som jeg lige forstår det – kaldt deres vineri for Château Alstrup … selvom det måske er en kende mere ydmygt end normale vinslotte, men det er jo initiativet, som tæller. Slottet er nemlig en sort skurvogn.

I dag laver de syndikerede samsinger 5 forskellige vine … en rosévin, en hvidvin, en kir samt de to rødvine, nemlig Château Alstrup Cuvée Traditionel samt denne Cartello Cuvée Traditionel.

Druerne til Cartello Cuvée Traditionel kommer fra Alstrup marker … helt præcis række 9 til 14, hvor der dyrkes Rondo. Vinen er lavet helt traditionelt – som navnet siger – men er efter endt fermentering lagret 10-11 måneder på et nyt, fransk egefad, hvorefter vinen flaskes ufiltreret, men med en anelse svovl.

I glasset en sort/lilla vin … og næsen afslører også mørk frugt, gæret syrlig frugt, solbær, sure kirsebær, fadnoter, blæk, stål og skifer. Men ellers er næsen en smule til den neutrale side.

I munden er der igen solbær og syrlige kirsebær, virkelig stram og syrlig i udtrykket, krydret og noget speciel, mens eftersmagen er ganske kort … vinen fader meget hurtig.  Flere omkring bordet var noget forbeholdne, men det er bestemt et fint forsøg på dansk vin, selvom der er et stykke endnu. Vi hepper dog på de initiativrige, foretagsomme og ihærdige samsinger.

Forhandles ved en række udvalgte forretninger og brugser på Samsø og det jyske fastland. Prisen på vinen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 2,5/7  

2018 Tenuta di Houlberg, Il Rosé Orrible by Houlberg, Jylland, Danmark

2018 Tenuta di Houlberg, Il Rosé Orrible by Houlberg, Jylland, DanmarkIl Rosé Orrible by Houlberg har jeg kaldt min egen første hjemmelavede vin … og det smager – hånden på hjertet – også ganske skrækkeligt.

Det er ellers en ganske eksklusiv lille produktion på samlet 3 flasker … lavet med druer fra 2 vinstokke, som min ven Gert E havde medbragt fra Mosel som en gave til mig og plantet ved min overdækkede terrasse i 2015. Og da sommeren i år var helt fantastisk og de to vinstokke – en Leon Millot og en Solaris – nærmest bugnede af druer, hvad var så mere nærliggende end selv at forsøge sig som vinbonde? Det lover jeg aldrig at gøre igen.

Man tænker tit … hvor svært kan det være? Jeg havde bare helt optimistisk plukket druerne, kommet dem i en spand og derefter ved håndkraft afstilket dem. Derefter stod de koldt ganske kort tid inden jeg – også med klør fem – pressede druerne og derefter hældte mosten i en separat spand for at spontangære.

Det gjorde de så i mit værksted med et viskestykke over … vel omkring 10 dage, hvorefter en smuk klar, lys rød væske blev hældt på flaske … 3 af slagsen og det sidste grums blot smidt ud. Sådan – Il Rosé Orrible by Houlberg – men måske også lidt for let?

Det må være enten værkstedet eller mine manglende evner, som har givet Il Rosé Orrible by Houlberg en særpræget duft af Flügger maling og acetone kombineret med oxyderet rabarber og mandler. Det er en ganske besynderlig duft, men ikke særlig indbydende.

Smagen er vel nærmest en blanding af noget grønt, eddike samt citronsyre. Det er surt, men dog drikbart … om end man på ingen måder får lyst til at drikke skidtet. Hvor er det dejligt, at jeg fortsat har 2 flasker tilbage.

Det bedste var vel egentligt, at det kun var Keeper, som gættede, at det var min egen vin, mens nogle i byggesjakket gættede på, at det var en fransk naturvin. Brix var allerede på dette tidspunkt begyndt at frygte for resten af aftenens vine.

De 2 flasker Il Rosé Orrible by Houlberg kan afhentes gratis. De we specielt gode, hvis du skal afsyre noget eller har nogle problemer med et afløb.

Vinanmeldelse 1/7

2015 Cold Hand Winery, Rheum Boblende Rabarber, Jylland, Danmark

2015 Cold Hand Winery, Rheum Boblende Rabarber, Jylland, DanmarkRabarber er en grøntsag, der – som asparges, bladselleri og bambusskud – hører til under gruppen spirer eller stængler. Så who the hell finder så på at lave vin af sådan en grøntsag … og så endda efter Méthode Traditionelle på samme måde som i Champagne med 2. gæring i flasken?

Svaret er selvfølgelig den altid innovative Jens Skovgaard på Cold Hand Winery og næste vin i glasset er netop denne mousserende grøntsagsjuice, som Jens har kaldt Rheum Boblende Rabarber … smart, da Rheum jo netop også betyder rabarber.

Jens og Cold Hand Winery har jeg skrevet om tidligere, nemlig i blogindlægget; Besøg på Cold Hand Winery … dansk vinsucces med entusiasme. Det er værd at læse, for med Cold Hand Winery har i Danmark virkelig noget at bryste os over, et dansk vineri, som er ved at komme på verdenskortet.

Denne 2015 Rheum Boblende Rabarber er fremstillet af økologiske rabarber af sorten Svendborg Vinrabarber, hvor rabarberne knuses og chaptaliseres med økologisk rørsukker og herefter gærer til vin i plasttanke ved lav temperatur for at fange så megen friskhed og frugt som muligt.

Derpå tilsættes den unge vin gær og lidt mere rørsukker inden den hældes på flaske for at gennemgå en fornyet gæring ligesom det sker i Champagne.

Efter 5-6 måneder startede Jens Skovgaard og hans assisterende vinmager Patrick Daugaard med at smage på vinen, og da de mente, at den havde nået den rette balance, så blev flaskerne flyttet over i champagnereolerne.

Her blev de håndvendt i løbet af en 3 ugers tid til næsten lodret position, således at bundfaldet lå roligt på kapslen, hvorefter flaskehalsen blev frosset ned og bundfaldet erstattet af en neutral likør inden Champagne proppen blev skudt på plads. Alkoholprocenten ligger på 9%.

Hvordan smager Rheum Boblende Rabarber så? Ja, det smager faktisk rigtigt godt og – i min smag – noget af det virkelig spændende fra Cold Hand. Næsen er frisk med røde bær, jordbær, rabarber, citrus … en smule landlig med en frisk havbrise.

Det smager også frisk med grape, citron … en god bitterhed og derudover kan man også smage rabarberen. Boblerne er meget vage og på ingen måder frembrusende. Det er ganske ligetil og en ganske frisk drik på terrassen om sommeren.

Købt på vingården, hvor prisen vistnok var 207 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2014 Cold Hand Winery, Malus Danica Cuvée Barrique, Jylland, Danmark

2014 Cold Hand Winery, Malus Danica Cuvée Barrique, Jylland, DanmarkDenne vin Malus Danica Cuvée Barrique er indbegrebet af Cold Hand Winery … og smager du vinen, så forstår du omgående, hvorfor det lille, danske vineri ved Læsten udenfor Randers har medvind for tiden.

Malus Danica Cuvée Barrique er en kryo-koncentreret æblevin af æblesorterne Ingrid Marie, Elstar og Jonagold fra Flemming Jørgensen … medejeren og frugtavleren fra Fyn. Hver æblesort er plukket ved optimal modenhed og straks efter presset til most. Denne most er derefter frosset i et fryselager.

Frysningen og den efterfølgende optøning ved 0 grader sker udendørs, hvor man bagefter tapper den koncentrerede most, en tyktflydende æblesirup, som meget langsomt koldgæres på burgundiske barriques i 12 måneder.

Og sikke da en smuk farve … amberfarvet som poleret rav. Det kan man blive glad i låget af. Og så dufter vinen helt fantastisk med en utrolig dyb æblekompot, eller måske nærmere koncentreret æblemost på epo … de mest sammenpressede æbleatomer, som findes i den reneste form. Det er sød, klæbrigt og fedt som en dessertvine skal være. Yammy.

Og uha hvor smager det godt, sødt, lækkert og syndigt. Der er æbler, som møder honningsøde alfer og det breder sig i munden, smelter og gør dig glad. Det er en helt fantastisk dessertvin eller – som her – en fræk følgesvend til ost. Bedste dessertvin i miles omkreds.

Købt på vingården, hvor en flaske på 0,375 liter koster 255 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2014 Cold Hand Winery, Pommus Boblende Æbler, Jylland, Danmark

2014 Cold Hand Winery, Pommus Boblende Æbler, Jylland, DanmarkVar forleden i en tur i skov ved Fussingø … bare helt alene med tanker, fuglefløjt og den majestætiske, altid imponerende skov. Og hvad var så mere naturligt end med kold næse at svinge forbi Cold Hand Winery et par kilometer fra skoven for at tage lidt Arla Unikum oste med hjem samt lidt af Jens Skovgaards innovative vine.

Jeg valgte – udover alt for mange lækre Unikum oste – bl.a. denne Pommus Boblende Æbler, som er en mousserende vin lavet efter champagnemetoden og på gode danske æbler af sorterne Elstar, Jonagold og Ingrid Marie.

Den helt unikke danske succesvineri har jeg skrevet om tidligere, nemlig i blogindlægget; Besøg på Cold Hand Winery … dansk vinsucces med entusiasme. Det er værd at læse, for med Cold Hand Winery har i Danmark virkelig noget at bryste os over, en dansk vineri, som er ved at komme på verdenskortet.

Pommus Boblende Æbler er en af de mousserende vine, som Jens eksperimenterer med på Cold Hand Winery. Udover æbler, så forsøges der også med boblevin på stikkelsbær, rabarber, kirsebær, blommer og senest i samarbejde med Njord Gin en boblende vin med ginsmag. WTF???

Af de smagte bobler fra Cold Hand Winery er jeg meget imponeret af dem på stikkelsbær og rabarber, men denne Pommus Boblende Æbler – som jeg sidst smagte under mit besøg på vineriet – har jeg ikke kunnet blive helt klog på, hvorfor jeg nu har købt et eksemplar med hjem.

Pommus Boblende Æbler er lavet med æbler fra Jens’ samarbejdspartner Flemming Jørgensen … en større frugtavler på Fyn. Æblemosten er direkte efter presningen af æblerne frosset ned og kryokoncentreret.

Den efterfølgende most er derefter spontanfermenteret og derefter tilsat champagnegær og gæret helt ud. Denne grundvin er derefter hældt på champagneflasker og sat til 2. gæring. Efter denne gæring blev vinen håndvendt i champagnereoler og degorgieret.

Duftmæssigt er det æbler på Epo. Vinen har en dyb, intens, sød og nærmest omklamrende æbleduft. Det dufter herregodt, men også ganske sødt. Det er nærmest som en æbledessert med bobler, hvilket – i min optik – måske er downside ved denne vin, for man sidder og mangler lidt syre.

Men der er ingen friske æbler, men alene kryokoncentreret æbleduft, som godt kan virke en smule mulle og dermed blive lidt for meget i en boblevin, hvor man venter tørhed og friskhed.

Det samme gælder sådan set for smagen, hvor boblerne ellers er fint fyldige, men slet ikke for aggressive. Igen får man den dybe, søde æblesmag, men der mangler lidt friske æbler og syre. Det smager som en Malus Danica … blot med bobler. Jeg er crazy med Malus Danica … men med bobler er jeg ikke så sikker.

Købt på vingården, hvor prisen er 207 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2016 Bernt Nielsen, La Petite Colline Rondo + Leon Millot, Jylland, Danmark

2016 Bernt Nielsen, La Petite Colline Rondo + Leon Millot, Jylland, DanmarkI en dejlig have, fyldt med gylden sol – samt en slat vinstokke – går en ex-læge, ex-maratonløber, ex-jobber, nu efterlønner og bordeauxfil vinbonde rundt og på hyggehobbyplan laver lidt dansk vin … mest til indvortes eget brug og uden recept.

Manden er Bernt B. Nielsen og det er ham, som har lavet denne La Petite Colline Rondo + Leon Millot. Der står ganske vist ikke La Petite Colline på den dogmeagtige sirligt håndskrevne etiket, men da hele hans have hele i Albæk udenfor Randers ligger på en lille bakke … og når man nu engang er frankofil, så er vinen selvfølgelig opkaldt derefter. Den lille bakke. 

Bernt har aldrig lavet etiketter til sine vine. Som Bernt siger, så skal han jo bare selv se, hvad flaskerne indeholder. Og denne her er altså en blanding på 60% Rondo og 40% Leon Millot … eller sådan cirka.

I den lille have dyrker Bernt Nielsen både Leon Millot, Rondo, Solaris og nogle af de andre “danske” druer. De ældste stokke er efterhånden ved at være 15-16 år gamle og begyndt at give mere kraft i vinene, selvom en jordbund af god dansk muldjord formentlig ikke er det bedste, som en vinstok med udenlandske aner kan få.

Vinen er lavet i glaskolber, hvor der alene anvendes naturlig gær med 14 dages alkoholisk gæring, hvor vinen gærer helt ud og opnår alene en alkoholprocent på omkring 10%. Fermentering af hver druesort sker selvfølgelig separat.

Derefter følger en malolaktisk gæring, hvor citronsyrerne omdannes til mælkesyrer, hvilket varer omkring 3 uger inden en lagring med let toastede egechips omkring 3 måneder. Herefter sammenstikker Bernt Nielsen så det endelige blend.

Og ja … der kan godt laves fin rødvin i Danmark, selvom der selvfølgelig ikke er samme kraft, dybde og finesse som de udenlandske konkurrenter. Næsen er mørke bær, lidt kamferolie, men ellers intet, som stikker ud. Måske en kende til den anonyme side.

I munden er vinen faktisk meget tilgængelig, blød og behagelig. Der er en lille portion sødme og svag vanilje. Der mangler lidt dybde og spark, for det bliver nemt lidt fladt i udtrykket. Men af en dansk rødvin er det mere end godkendt.

Vinen sælges ikke.

Vinanmeldelse 3,5/7  

Besøg på Cold Hand Winery … dansk vinsucces med entusiasme

Entusiasme, fortælleglæde og iværksætterånd gennemsyrer vores måde at drive vineri på. Sådan skriver Jens Skovgaard – drivakslen i Cold Hand Winery – selv på den danske vingårds hjemmeside. Og det kom jeg under et besøg på den danske vingård til at mærke på egen krop … på den allerbedste måde.

En smagning i Randers Vinlaugh var nemlig henlagt til Cold Hand Winery i Læsten, for vi havde alle hørt og læst om, at der lokalt i egen baghave faktisk udspiller sig et sandt vineventyr med stor international opmærksomhed i bedste H.C. Andersen stil.

Og nu var det vist på tide, at besøge idémanden Jens Skovgaard på hans næsten nye vineri, så vi kunne se og smage, hvad han egentlig har gang i.

Velkommen

Vi blev ved ankomsten hjerteligt modtaget af mister Cold Hand himself, den godmodige, storsnakkende og hjertevarme Jens Skovgaard, som er årsagen til, at projektet overhovedet eksisterer.

Han fortalte, at vi skulle starte med en lille rundtur … og hvor er bedre at starte end i selve vineriet? Der skulle vi smage et par bobler og Jens – som skulle vise sig at være et rigtigt madøre – havde også lavet et par snaks til at matche boblerne. God måde at starte smagningen på.

Vi startede med at smage Cold Hand Winerys 2015 Rheum, som er en boblende/mousserende vin, som er lavet på rabarber … eller på grøntsager, som Jens poetisk udtrykte det, da rabarber jo reelt ikke er en frugt, men en del af grøntsags familien. Vinen er lavet helt traditionelt efter champagnemetoden.

Dertil havde Jens lavet en lille snack … lidt kyllingeskind med creme og syltede agurker, da lidt kyllingefedme kunne passe fint til den syrlige rabarber. Det smagte sgu ganske himmelsk og en boblende rabarber … hvem fanden finder på det? Jeg har tidligere smagt Jens’ Crispa Boblende Stikkelsbær, som også er virkelig spændende.

Starten af Cold Hand Winery

Imens vi nød boblerne fortalte Jens smittende begejstret om hele projekt Cold Hand Winery. Hvordan det var startet som en lille hobby, mens han var skoleforstander og nærmest i garagen lavede lidt solbærvin og – efter køb af et lille landsted med æbletræer – også pressede æblemost i større og større mængder.

Da hverken familien selv eller eleverne på skolen kunne drikke så megen æblemost, så måtte den initiativrige lærer fryse æblemosten ned og opdagede ved en fejl – da der gik hul på en af beholderne med æblemost i den proppede kummefryser – en fed, klæbrig væske, som var den koncentrerede æblesaft med tonsvis af sødme og syre. Det kunne bruges til at lave æblevin … endda æble eiswein. Og det blev starten på et vildt ridt.

Konen troede på idéen og satte stolen for døren; enten gør du noget ved det, eller også holder du kæft. Okay, det er måske en viderefortolkning, men parret troede begge på idéen, så jobbet som skoleforstander med sikker indtægt og tilhørende magelig forstanderbolig blev opsagt til fordel for en usikker fremtid med æbler i stor stil.

Men projektet manglende to vigtige ting, penge og æbler … og gerne mange af begge dele. Jens ringede derfor uopfordret til Flemming Jørgensen … en større frugtavler på Fyn og fortalte, at de to skulle arbejde sammen. Efter en middag, et par snakke og nogle sporadisk nedfældede tanker om, hvordan opstarten skulle ske i roligt, nærmest adstadigt tempo, så opstod Cold Hand Winery.

Alt eller intet

Men da Jarnvig i vejrudsigten allerede kort tid efter, sidst i november 2010 kunne melde om vedvarende frost, så lang tid vejrudsigten kunne se frem, så ringede Jens til sin nye forretningspartner og foreslog, at de droppede forsigtigheden og nu gik all in.

Det vagte begejstring hos Flemming Jørgensen, som fluks pressede flere hundrede tons æbler af sorter som Ingrid Marie, Filippa, Elstar og Jonagold til ren æblesaft, som derefter blev kørt op til Læsten, hvor de stillede saften i markerne … og så ventede på frosten. Trods et par søvnløse nætter kom frosten heldigvis og så kunne de producere deres æble-is-vin i big scale.

Jens måtte op hver nat og kigge til mosten, skrue slanger på og sikre at den tykke cryokoncentrerede most kunne tappes. Et satans koldt arbejde, for det meste skulle klares uden vanter, så det var der, at navnet Cold Hand opstod. Jens fik simpelthen navnet Mister Cold Hand, hvilket så også blev navnet på vineriet.

Masser af succes

Men anstrengelserne bar frugt … so to speak. Siden er det gået derudaf for æble-is-vinen fra de entusiastiske iværksættere fra det nordlige. Succesen kan i høj grad tilskrives Jens’ store gå på mod og evnen til at få vinen markedsført de rigtige steder, bl.a. på vinkort hos de allerbedste restauranter.

Men det skyldes også den tårnhøje kvalitet af produkterne fra Cold Hand Winery, for som Jens selv siger, så kan man få succes på to måder; enten lave noget billigt – hvilket er umuligt i Danmark – eller noget godt. Og da vi i Danmark har nogle af verdens bedste frugter, så er basis for at lave frugtvine af virkelig høj kvalitet absolut til stede.

Siden er det også drysset med priser til Cold Hand Winery. Jeg kan efterhånden ikke tælle, hvor mange priser vinene fra Cold Hand Winery har fået, men hypen er i øjeblikket kun tiltagende. Således har flere og flere Michelin restauranter nu Cold Hand Winery vine på deres vinkort … og det er såmænd både herhjemme og i udlandet, fx på Michelin restauranten Buddenbrooks i Travemünde.

Specielt i Tyskland har de været ovenud begejstret, og flere restauranter har aftaget både æble-is-vinene samt de lidt anderledes bobler. Jens kunne bl.a. fortælle, at en af Tysklands bedste sommerliers Billy Wagner har fremhævet 2013 Malus Danica Cuveé Essencia og nævnt nordiske frugtvine som det næste nye sort.

Det tyske blad Sommerlier lavede samtidig en smagning, hvor de 6 bedste vine alle fik over 90 point, og heraf var hele tre vine fra Cold Hand Winery, hvorfor Jens også måtte tage turen til Tyskland for at præsentere sine vine foran 100 sommeliers.

Herhjemme har Geranium netop taget en af vinene på Cold Hand Winery ind i deres vinmenu, mens Jens også lige havde fået en stor ordre med levering af vine til både Rusland og til Claus Meyers restaurant Agern i New York.

Også det store Arla har fået øje på Cold Hand Winery, da de søde og koncentrerede vine går sindssygt godt sammen med oste. De har således indgået et samarbejde i relation til Arla Unikum ostene, som Jens nu også forhandler i hans lille gårdbutik. En af ostene i Arla Unikum serie … den skønne Gnalling laves faktisk en gang imellem i en udgave, hvor den lagrer med lidt Prunus Nigra.

Selv royalt stjernedrys har vinene fået, da prins Henrik har rost vinene fra Cold Hand Winery efter en smagning. Under et par dages ferie tikkede der lige en mail ind fra kongehuset om, at de da gerne ville købe lidt vine. Så det lille frugtvinhus kan i dag faktisk kan bryste sig med at være kongelig hofleverandør, da kongefamilien nu løbende bestiller vine fra Jens.

Og vi kan da læne os op af Jens’ succes og også godt bryste os lidt i Randers, knejse lidt med nakken, for på det lokale Cold Hand Winery er Jens og hans crew i gang med at skrive vinhistorie i Danmark og sætte Randers på det vinøse landkort. Hvem havde troet det … se, det er et sandt eventyr.

Fremvisning og smagning

Nå, men efter den første boblevin på rabarber, så smagte vi et glas bobler på æbler og hertil lidt hjemmelavet vandbakkelse med rørt creme af laks og rogn. Jens fremviste samtidig stolt det nye vineri, som er bygget efter en aktieemission, hvor interesserede godtfolk kunne blive medejere af projektet.

Vi fik bl.a. set de mange fade, hvoraf nogle er brugte og hentet hos Maison Louis Latour i Bourgogne. Jens kunne godt hente fade flere steder fra, men samme størrelse letter bare tingene, da de således passer i reolerne.

Maskinen til degorgering og propning af de mousserende vine viste Jens også frem … lidt en lettelse i arbejdet i forhold til manuelt at proppe flaskerne.

Jens fortalte, at de fortsat er ganske nye i produktionen af bobler, men at han vurderer potentialet ganske stort. På dette område er Cold Hand Winery også pionerer, da de jo laver bobler på frugter, som der aldrig tidligere er lavet mousserende vine på. Dette bekræftes også kun af en stor efterspørgsel bl.a. fra flere tyske restauranter, som gerne ville aftage hele produktionen.

Efter fremvisningen gik vi over til gårdbutikken og det bagvedliggende smagelokale. De ligger begge i en hyggeligt ombygget svinestald. Vi satte os ved langbordet og smagte den sidste boblevin … som var lavet på blommer. Dertil fik vi en sandwich, ja nok den bedste sandwich, som jeg nogensinde har smagt. Så var bunden også sådan ligesom lagt.

Resten af smagningen var et stående taffel, hvor vi smagte både æble-is-vinene samt nogle af Cold Hand Winerys andre frugtvine. Og til hver vin, var den lidt snack i form af enten totalt lækker kyllingleverpostej eller Arla Unikum oste og sidst en lille hindbær-/chokoladeting sammen med kaffe og de stærkeste frugtvine, hvor æble kryokoncentrationen er blandet med Eau de Vie, der selvfølgelig også er lavet på æbler.

Samlet smagte vi disse vine fra Cold Hand Winery:

  • 2015 Rheum Boblende Rabarber
  • 2014 Pommus Boblende Æbler
  • 2016 Prunella Sparkling Plums
  • 2014 Malus Danica Barrique
  • 2013 Malus Danica Cuveé Essencia
  • 2015 Pyrus Danica
  • 2015 Malus X Feminam 19 %
  • 2016 Prunus Rosa 17 %
  • 2015 Prunus Nigra
  • 2015 Malus X Masculine 40%
  • 2013 Pyrus Communis 38%

Jeg har ingen smagsnoter på vinene, men fik da købt en flaske boblende rabarber med hjem. Men jeg skal helt sikkert forbi Cold Hand Winery igen, så måske kommer der anmeldelser på nogle af vinene senere.

Min favorit denne aften var klart Malus Danica Cuveé Essencia, men generelt er det virkelig lækre vine, som Jens laver på det innovative vineri. Det er ikke vin på vindruer, men vin på danske frugter … det bedste, som haverne i vor smukke land kan byde på … og det er vel slet ikke så ringe endda. En gnalling, der er blevet til en svane og svanesangen lever i bedste velgående.

Besøget får topkarakter af jeres flittige vinblogger

Vinanmeldelse 7/7  

N.V. Guldbæk Vingård, Epilog Pommeau, Jylland, Danmark

N.V. Guldbæk Vingård, Epilog Pommeau, Jylland, DanmarkNu har vi så droppet druerne totalt og gået ren æwel med Epilog Pommeau, som blev sidste vin under min eksklusive lille one-mans-smagning på Guldbæk Vingård.

Pommeau stammer egentlig fra den nordvestlige del af Frankrig og består af et mix af æblesaft og Calvados, men i hænderne på Jan Thrysøe på Guldbæk Vingård er Epilog Pommeau selvfølgelig lavet af gårdens egen æblebrændevin og kryokoncentreret æblesaft.

Æblebrændevinen fremstilles jo selvfølgelig hos Anders Bilgram på Nordisk Brænderi i Fjerritslev, mens den kryokoncentrerede æblesaft er lavet ved, at de friskpressede æbler fryses og senere tør langsomt op, så der fremkommer en meget sukkerholdig og koncentreret most, hvoraf kun de først tappede 20% most anvendes.

Der er skruet endnu mere om for sukkerindholdet, som på denne Epilog Pommeau ligger på 202 gram restsukker pr. liter. Jan fortalte, at koncentratet inden lagringen på eg faktisk ligger helt oppe på 400 gram restsukker på liter.

Meget illustrativt er der også et frosset æble på etiketten af vinen og den næsten poetiske tekst; æblemost, frisk frost og eau de vie, hvilket jo egentlig ganske godt beskriver vinen.

Jeg synes dog ikke umiddelbart, at denne er helt så charmerende som Unikum Frugthedvin, for næsen virker på mig mere lukket. Aromaerne er selvfølgelig æblesødme, men derudover kan der fanges lidt eg og karamel.

Smagen er virkelig kraftig og vinen er ganske vedvarende i smagen … total æblenektar med både varme og karamel. Med vine lavet på frugter som æbler er jeg ikk’ helt på hjemmebane, men det smager absolut godkendt.

Samlet må man bare erkende, at det sgu er en flot portefølje af vine, som Guldbæk Vingård kan præstere. Det er imponerende.

Epilog Pommeau koster 275 kr. på vingården.

Vinanmeldelse 4/7 

N.V. Guldbæk Vingård, Unikum Frugthedvin, Jylland, Danmark

N.V. Guldbæk Vingård, Unikum Frugthedvin, Jylland, DanmarkGuldbæk Vingård har et blandingsmisbrug … men et af de gode, nemlig mellem æbler og druer. Denne Unikum Frugthedvin er et af resultaterne af vingårdens innovative tanker.

Unikum Frugthedvin er lavet af et lille parti af husets fadlagerede Solaris vin i et dristigt mix med liflig æblevin af himmerlandske Elstar og Ingrid Marie samt druebrændevin, som er tilvirket hos Anders Bilgram på Nordisk Brænderi i Fjerritslev. Derefter er Unikum modnet gennem 18 måneder på to brugte sherryfade på 40 liter. Og så får du noget helt anderledes, som dog har referencer til både portvin og syditaliensk Marsala.

I næsen er fadlagringen klart mere tydelig, og sødmen endnu mere udbredt. FÅK … vi snakker jo også omkring 150 gram restsukker pr. liter, altså pænt sødt. Æblerne er nu mere i baggrunden og der er vanilje, sherry og honning. Smagen er blød, rund og cremet. Intens nektar med æbler, honning samt en vis blid syre.

Unikum Frugthedvin kommer i en 500 ml flaske og koster 350 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

N.V. Guldbæk Vingård, Dialog Frugtvin, Jylland, Danmark

N.V. Guldbæk Vingård, Dialog Frugtvin, Jylland, DanmarkWTF … Dialog Frugtvin, hvad i alverden betyder det? Tja, hos Guldbæk Vingård har vinbonden Jan Thrysøe smidt alle hæmninger, bånd, etiketter, barrierer, glemt alle normer, gamle vaner, traditioner og blandet druesaft med æblesaft. Og så slipper han sgu endda ganske godt fra det!

Dialog Frugtvin er nemlig et skønt mix af æblevin og vin fra vingårdens Muscaris druer … atter en af de druer, som jeg aldrig før havde stødt på førend mit besøg på Guldbæk Vingård.

Dette er så en druesort, der ikke er udviklet af Blattner, men – som Solaris – af Norbert Becker på Staatliches Weinbauinstitut Freiburg i 1987. Det er endda faktisk en krydsning mellem Muskateller og Solaris.

Som Jan selv skriver, så er de en sjælden dansk nyskabelse, der startede i vineriet som en eksperimentel snak og endte med en spændende smagsmæssig dialog, deraf også navnet på vinen, som er en Non Vintage … altså uden årgangsbetegnelse.

Æblerne kommer fra avlere ved Brønderslev og er primært Elstar samt Cox Orange. Vinen har pæn sødmeindhold, oplyst til omkring 26 gram restsukker pr. liter, hvilket mest stammer fra den kryokoncentrerede ekstrakt fra æblerne.

Kryokoncentration består i at fryse den friskpressede æblemost ned, hvorpå den tøs langsomt op ved omkring 0 grader. Her er det så blandet med vin fra Muscaris og bliver til Dialog Frugtvin. Blandingsforholdet kender jeg dog ikke.

Men til det vigtigste spørgsmål, smager det godt? Ja for helvede – pardon my french. Næsen nærmest bobler af gærede æbler … bum lige i ansigtet, men der også er noter fra muskat, fersken og en smule honning. Ganske aromatisk.

I munden en sød vin … æblesmag helt klart, fersken, næsten på nektar niveau og smager ret godt. Det er sgu lykkes med godt med at blande druer og æbler. Det er ikke vin i traditionel forstand, men det er heller ikke blot æbler. Syreniveauet er ikke så højt, men virkelig vellykket.

Forhandles på Guldbæk Vingård til 150 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7