Vingutten Sorte Druer aka Weingut Schwarztrauber ligger ved den lille landsby Mußbach 3 kilometer nordøst for Neustadt an der Weinstraße i Pfalz og Houlberg smager nu to vine fra Schwarztrauber og først er det hans Grauburgunder Edition Papillon.
Vinhuset er grundlagt tilbage i 1959 af to kokke … Walter og Gerlinde Schwarztrauber i den lille by Mußbach mellem Neustadt an der Weinstraße og Deidesheim, men siden 1994 har sønnen Gerhard Schwarztrauber stået for driften.
Faktisk startede Gerhard allerede i 1981 med at arbejde hos sin far og grundlagde efter blot et år selv sit egen lille vinhus i Mettenheim, hvor han fik sin første selvstændige erfaringer som vinbonde og startede med økologisk drift.
Gerhard var en af de første vinavlere i Pfalz til at omdanne til økologisk produktion og han omlagde samtidig også forældrenes vingård til økologisk drift, inden han i 1986 tilsluttede sig Bioland Verband og blev certificeret økologisk.
Siden 1994 har Gerhard Schwarztrauber så sammen med hustruen Petra drevet begge vingårde med samlet omkring 20 hektar vinmarker, hvor de allerbedste marker er Mußbacher Eselshaut, Gimmeldinger Kapellenberg, Haardter Herzog og Mußbacher Glockenzehnt.
Vinhuset arbejder meget bevidst med at lave vinene i harmoni med naturen og respekterer de naturlige vækst-og modnings faser. De kalder også deres vine veganervine. Gerhard er da også 4 gange fået diplom som hørende til bedste økologiske winzer af Mundus Vini Biofach.
Her smager vi Gerhard Schwarztraubers 2018 Grauburgunder Edition Papillon … altså en økologisk fætter, som er fermenteret i rustfrie ståltanke, men altså lagret en kort periode på egefade, men ellers er der begrænsede oplysninger om vinen.
I næsen er det en lidt smørfed, rund og behagelig vin … pærer, kvæde, ananas, mirabeller, honningmelon, lindetræ og lidt aftryk fra fadlagring med svag vanilje og kanel, men ellers er vinen meget afdæmpet, sart og forsigtig.
Smagsmæssigt er denne Grauburgunder Edition Papillon meget rund og blød, igen en smule flad smørfedme, som egentlig fylder munden godt med masser af behageligheder. Det er en kende til den søde side, som man ofte ser i Pinot Gris vine, her med en lille krydret citronsyre, som holder vinen fin oprejst. Vinen er klart meget venlig og pleasende, så absolut en vin, som de fleste vil kunne lide.
Forhandles af Winus DK, hvor en flaske koster 125 kr.