Fra de dygtige nordjyske handelsmænd i Supervin tester jeg nu en Sauvignon Blanc Reserve fra vinhuset Sacred Hill Vineyards i New Zealand … et hus, som jeg tidligere er stødt på her på vinbloggen.
Sacred Hill Vineyards ligger i Dartmoor Valley udenfor den lille by Puketapu, men har deres vineri lidt længere mod syd … et par kilometer nordvest for Hastings, ganske tæt på floden Ngaruroro i Hawkes Bay vinregionen på Nordøen i New Zealand. Dermed er vi også ganske tæt på bugten, som har givet navn til regionen.
Vinhuset er grundlagt i 1986 af brødrene David og Mark Mason. De er begge opvokset på gården i Dartmoor Valley og havde hjulpet deres far med landbruget, som også omfattede en smule produktion af druer.
Efter et ophold i Bordeaux, så besluttede brødrene sammen med vennen Tony Bish, at det kunne være sjovt at ændre det lille familie drevne landbrug til en decideret vingård. Og det blev starten på Sacred Hill Vineyards.
I dag drives vingården fortsat af David Mason – som I kan se på billedet ovenover – og Tony Bish, og sammenlagt har de omkring 44 hektar vinmarker og laver årligt omkring 430.000 flasker vin.
Deres vinmarker ligger i to områder, selvfølgelig først og fremmest omkring vingården i Hawkes Bay, hvor de har markerne Dartmoor Vineyard, Rifleman’s Vineyard og Gimblett Gravels Deerstalker’s Vineyards.
Hawkes Bay er en af New Zealands ældste og bedste regioner. Jordbunden varierer meget, og derfor er vinene derfra også meget forskellige. Dog er det karakteristisk, at Hawkes Bay ofte opnår landets højeste antal solskinstimer og derudover hæver landskabet sig op til 1.600 meter. Det betyder, at druerne langsomt modnes og derved opnår modning samtidig med at syren bibeholdes.
Derudover har Sacred Hill Vineyards også marker i Marlborough, altså den nordligste del af Sydøen. Det er markerne Hell’s Gate Vineyard i Waihopai Valley tæt på Omaka floden samt Hammond Estate Vineyard i Wairau Valley.
Sacred Hill Vineyards’ vine er i dag opdelt i 3 serier, nemlig Origin Range, Reserve og Special Selection. Sidstnævnte er huset bedste vin, håndlavet og højdepunktet af gårdens formåen … og kun bliver lavet i de allerbedste årgange.
Denne Sauvignon Blanc Reserve er lavet med druer alene fra Marlborough på Sydøen. Vinen er fermenteret ved, at omkring 60% gærer i franske egefade – heraf endda 5% nye fade – mens resten gærer i rustfrie ståltanke.
Vinen har også lagret en periode på blandingen af egetræ og ståltanke inden aftapning på flaske. Der er 3,5 gram restsukker pr. liter i vinen.
Og duftmæssigt starter vinen som ærketypisk Sauvignon Blanc med masser af grønt græs, hø og asparges. Derudover er der lidt Faxe Kondi, stikkelsbær, rebis aka blodurt, svag vanilje og let grape. Supervin skriver selv, at vinen også dufter af tomatstilke og det er spot on … ærgrer mig lidt over, at jeg ikke selv fangede den.
I munden har vinen en sprød, frisk syre … men ved første sip tænker man, at vinen måske er lidt for sød, men så trykker syren lige tilpas på sammen med masser af grape. Det er en utrolig behagelig og blød vin, som også har lidt vaniljeaftryk fra egefadene. Man får både god syre, masser af grape, let sødme og cremet blødhed. Bom.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 139,95 kr.