Tag-arkiv: 4½

2012 Livio Felluga, Nuaré, Friuli-Venezia Giulia, Italien

Pinot Nero – ja kært barn har mange navne – og Merlot blandet sammen … WTF? Det er nærmest helligbrøde, men det slipper Livio Felluga da ganske pænt af sted med i denne vin Nuaré.

Livio Felluga holder til i byen Brazzano di Cormons … det er i vinområdet Friuli aka Friuli-Venezia Giulia, der jo ligger øst for Veneto op mod Slovenien. Vinhuset er grundlagt i 1956 af Livio Felluga, hvis familie tidligere havde boet i Østrig, Ungarn og ved Grado i bunden af Friuli området.

Familien havde gennemlevet to verdenskrige på tæt hold og Livio havde selv under 2. verdenskrig kæmpet i Libyen, været krigsfange ved Cap Bon og havde derudover tilbragt 3 år i Scotland inden han efter krigen med  familien flyttede til det fredelige Brazzano.

Der købte Livio Felluga et par hektar vinmarker ved Rosazzo, lidt nord for Brazzano og startede vingården. Familien havde tidligere været vinbønder, så det lå næsten i kortene, at Livio skulle blive vinbonde og videreføre familiens traditioner som 5. generation af vinavlere.

Livio Felluga måtte dog starte fra helt fra bunden med at plante vinmarker og restaurere de få marker, der stadig var brugbare i en tid hvor kun få vinbønder turde satse på kvalitetsproduktion. Han mente selv, at Rosazzo var det bedste område til vinproduktion, men mange tvivlede på ham. Det har dog senere vist sig, at netop Rosazzo området er blevet kendt som Friulis bedste.

I dag har Livio Felluga 155 hektar vinmarker i området, og de fleste er beliggende på skråninger optimalt for vinstokke. Livio regnes nok i dag som en af Friuli områdets førende producenter og er blevet berømt internationalt.

Han er specielt kendt for sine hvidvine og ligger en speciel ære i at kunne producere en prestigevin lavet på Friulano, Sauvignon Blanc, Malvasia og Ribolla Gialia. Den velkendte etikette med landkortet over Friuli provinsen er blevet et internationalt kendt brand.

Livio Felluga har fået ikke færre end 20 x 3 glas i Gambero Rosso, den italienske vinbibel, hvilket gør Felluga til ejer af 2 stjerner. Hans topvin Terre Alte på Tocai Friulano, Pinot Bianco og Sauvignon Blanc er blevet et referencepunkt for andre italienske producenter og en af de få italienske hvidvine, der for alvor kan kalde sig verdensberømt.

Som det måske kan fornemmes, så er Livio ved at være en ældre herre, så han får i dag hjælp med vingården af børnene Maurizio, Elda, Andrea og Filippo.

Årsproduktionen hos Livia ligger på 800.000 flasker vin årligt, fordelt på 12 forskellige hvidvine og 5 rødevine. En af rødvinene er denne Nuaré, som altså er lavet på Pinot Nero og Merlot. Blandingsforholdet kender jeg dog ikke.

Nuaré er en IGT vin og lavet med afstilkning, let presning og maceration i rustfrie ståltanke i omkring 3 uger. Den er lagret 12 måneder i henholdsvis rustfrie ståltanke samt små, franske egetræsfade, hvorefter den lagrer yderligere 4 måneder på flaske inden frigivelse.

I glasset er vinen sådan vel cirka medium transparent … ikke helt så lys, som Pinot Noir oftest findes, men det skyldes jo formentlig andelen af Merlot i vinen.

Duftmæssigt virker vinen tør med tørre kirsebær, lyse blommer, mint, grønne blade, løvstikke, kakao, blomster og fin syrlighed.  Smagen er meget let og vinen utrolig omgængelig. Frugten er hindbær, kirsebær og måske en smule neutral. Det er i hvert fald dejligt let og frugten sådan meget direkte med lidt jern, peber og behagelig syre.

Købt hos Philipson Wine, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen ved køb af 12 flasker er 129,95 kr.

Rating 4,5/7 

2015 Weingut Zöhrer, Riesling Sand 1 Kremser Sandgrube, Kremstal, Østrig

Et besøg på Restaurant Det Gamle Apothek i Randers bød – udover god mad – også på lidt vin, nemlig denne Riesling Sand 1 Kremser Sandgrube fra Weingut Zöhrer, der meget passende holder til på adressen Sandgrube 1 ved Krems i Østrig.

Vinhuset ejes af Anton Zöhrer, men driften er i dag overtaget af sønnen Toni Zöhrer … en ung og frisk gut, der virkelig begynder at sætte sit præg på den gamle vingård. Og det med gammel skal tages alvorligt, for Zöhrer familie har deres vinøse rødder helt tilbage til 1270, hvor de under Babenberger dynastiet var én af de 20 mest trofaste tilhængere af den tyske Kong Albrecht 1 og passede en række jordlodder i Kremstal området.

Zöhrer familien har således passet jorden i flere århundrede og sluttede sig da også i 1705 sammen med de øvrige 19 bønder i en forening for at sikre sig både mere magt og rettighederne til deres respektive jordlodder.

Men først i 1923 blev de gamle jordlodder slash marker fordelt mellem de 20 ejere og heriblandt altså også Zöhrer familien. I dag er der endda faktisk kun 3 af de oprindelige familier tilbage som ejere af disse gamle jordlodder.

Vores venlige tjener på Restaurant Det Gamle Apothek fortalte, at Toni Zöhrer var 36. generation på vingården. Det har jeg ikke kunnet verificere … men det må helt sikkert være en af de ældste vinfamilier i hele Østrig.

Zöhrer har sammenlagt 14 hektar vinmarker, hvor de dyrker en lang række druesorter, bl.a. Grüner Veltliner, Riesling, Sauvignon Blanc, Pinot Blanc, Chardonnay, Rivaner og Gelber Muskateller samt de røde sorter Zweigelt, Blauer Portugieser, Merlot, Cabernet Sauvignon og Pinot Noir.

I 1983 byggede familie en ny vingård – samt gästhof med udlejning af værelser- i marken Kremser Sandgrube, og der holder Weingut Zöhrer således til i dag. Sandgrube er en af de mest berømte marker i Kremstal og det er også fra den mark, at druerne til denne vin kommer.

Udover Sandgrube marken ejer familien også parceller på markerne Thalland, Gebling, Frechau, Weinzierlberg og Galgenberg.

Weingut Zöhrers Sand 1 vine er deres Gutsweine … eller entry level vine. Serien består af 4 vine, en Grüner Veltlinger, en Zweigelt, en rosé på forskellige druer og så denne Riesling.

Riesling stokkene på Kremser Sandgrube er omkring 45 år og vinen er lavet på rustfrie ståltanke, fermentering 14 dage ved 18 grader og derefter lagret 3 måneder på ståltankene.

Og det er en fin frisk og sprød Riesling, hvor næsen byder på hyben, fugtig fersken, fin intensitet og grønne blade. Der er ingen petroleum og vinen virker heller ikke særlig mineralsk i udtrykket.

I munden er vinen let med ren og direkte frugt, meget easygoing med fin syre, som dog ikke er speciel vild eller markant, men meget omgængelig. Til gengæld træder der mineralitet frem i smagen med både jern, sten og flint.

Forhandles herhjemme af både Excellent Wine og Vinsalget.dk, pris 129 kr.

Rating 4,5/7    

2011 Antonelli San Marco, Montefalco Rosso Riserva, Umbrien, Italien

Antonellís Montefalco Rosso Riserva er næsten lavet på samme blend som den almindelige Montefalco Rosso … blot anvendes her de allerbedste af husets Sangiovese druer.

Det er helt præcis – hvis sådan noget kan være præcist – 70% Sangiovese, 15% Sagrantino og 15% Montepulciano d’Abruzzo, høstet med udbytte på 50 hektoliter pr. hektar og altså en kende mindre end ved den almindelige Montefalco Rosso.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke og hver druesort vinificeres separat … også som den almindelige Rosso. Men i vinifikationen opnår den lidt mere af det hele.

Macerationen varer således omkring 3-4 uger og fermenteringen sker ved 28 grader, hvorefter druesorterne blandes og vinen lagrer så 6 måneder i 500 liters letbrændte tonneaux egefade.

Derefter lagrer videre videre 12 måneder i store 25 hektoliter egefade efterfulgt af 6 måneder i betontanke inden flaskning. Derefter lagrer vinen så yderligere i mindst 12 måneder inden den kan sendes på markedet.

Duftmæssigt er denne Riserva langt mere åben og kompleks i duften, mens de grønne urter er mere beskedne. Der er fortsat kirsebær, blommer, italiensk syre, krydderier, lidt tobak og frugten er samtidig mere intens.

I munden fornægter den ekstra lagring sig ikke … godt med tanniner og syren er også tættere og har langt flere hestekræfter. Den sætter sig i munden, på tænderne og kræver din koncentration. Den smager ganske godt, men er samtidig også en vin, som kan tåle lidt alder.

Forhandles herhjemme af Carlo Merolli, hvor en flaske koster 175 kr.

Rating 4,5/7 

2015 Antonelli San Marco, Anteprima Tonda Trebbiano Spoletino, Umbrien, Italien

Og så kom der mere Trebbiano Spoletino i jeres flittige vinbloggers glas, nemlig en prøve eller forsmag – anteprima – på et lille eksperiment, vinen Anteprima Tonda Trebbiano Spoletino.

Vinen har – i forskel til foregående almindelige Spoletino – ligget 8 måneder på skindet og er derudover – som jeg lige husker det – lavet og lagret i de store emphora krukker, som Filippo Antonelli har i både ler og keramik. Derudover skulle druerne efter sigende også komme fra en nyere mark, hvor vinstokke er plantet i cirkler … Tonda er da også italiensk for rund.

Og sjovt nok, så har denne Anteprima Tonda Trebbiano Spoletino også en meget speciel duft, nærmest som kampfer. Det er næsten lidt af samme aromaer, som jeg fik, da jeg smagte Fongolis Fracanton Montefalco Sagrantino, som også var lavet på amphora krukker.

Her er det dog knap så udtalt, og duftene blander sig heldigvis også med de eksotiske frugter, grønne urter, blomster citrus samt ganske god aromatisk syre.

I munden er vinen fin blød, men mere stringent, mineralsk end den almindelige Spoletino. Det er meget ren, frisk og direkte frugt, sten, mineraler, stål og godt med salt. Fin syre og okay balance.

Både Carlo Merolli og Pran Vinimport er importører, men denne vin kan ikke købes nogle steder.

Rating 4,5/7 

2014 Weingut Fischer, Nimburg-Bottinger Steingrube Frühburgunder Holzfass, Baden, Tyskland

Nimburg-Bottinger Steingrube Frühburgunder im Holzfass Gereift fra Weingut Fischer … er klart bedre end husets Spätburgunder fra samme vinmark.

Vinen er en af de mange flaskeformede souvenirs, som jeg havde med hjem fra Jan og mit vinøse roadtrip til Kaiserstuhl sidste sensommer. Turen omfattede bl.a. et besøg hos Dr. Heger i Ihringen. Det besøg kan du i øvrigt læse om i mit blogindlæg Besøg hos Weingut Dr. Heger i Ihringen … og Dr. Heger ejer jo også Weingut Fischer.

Weingut Fischer ligger i Nimburg-Bottingen og blev købt af Dr. Heger tilbage i 1997 fra Otto Fischer, som havde drevet stedet siden 1980’erne.

Samlet hører der omkring 17 hektar vinmarker med til Weingut Fischer og den bedste – og største – mark er klart Nimburg-Bottinger Steingrube.  Det er også derfra, at druerne til denne Nimburg-Bottinger Steingrube Frühburgunder im Holzfass Gereift Trocken kommer.

Årsproduktionen hos Weingut Fischer er på 140.000 flasker og produktionen ledes af kældermesteren Stefan Rinklin samt folkene på Dr. Heger, så mon ikke Joachim Heger selv deltager i produktionen?

Denne Nimburg-Bottinger Steingrube Frühburgunder Holzfass er lavet på rustfrie ståltanke, men har – som navnet fortæller – lagret på egefade, hvilket hos vinhuset typisk er et sted mellem 6 og 12 måneder.

I glasset en ganske lys, total transparent og grumset væske, hvilket lover godt. Og næsen har dog også landlige vitaminer … sød kostald, klassisk tysk og Hegers hånd fornægtes ikke, for der er også en god fylde, kirsebær, hindbær, grønne blade, let peber, kanel og vanilje.

Smagen er blød, rund og venlig … kirsebær, jordbær, måske lidt mussi-mussi hvalpefedt, men også lidt jern, bitterhed, hvid peber og blød syre.

Købt på vingården til 13,90€ … eller omkring 104 kr.

Rating 4,5/7 

2013 Colle del Saraceno, Montefalco Sagrantino Passito, Umbrien, Italien

Og minsandten … jeg skulle sgu også smage Francesco Botti Montefalco Sagrantino Passito DOCG søde dessertvin vertikalt i 3 årgange … 2013, 2009 og 2008. Ja, livet som vinblogger er sgu nogle gange bare hårdt ;o) Og vi lagde – som med den tørre Sagrantino – ud med årgang 2013.

Francescos Montefalco Sagrantino Passito DOCG hører ifølge de kloge til blandt de bedste Passito vine i området og laves bl.a. ved, at druerne til vinen tørrer i gamle camorcanne … en slags trærammer med fluenet i bunden, dvs. helt som i gamle dage.

Nu til dags tørrer de fleste producenter druerne i plastkasser, hvilket er knap så romantisk, men mere praktisk, idet der er langt mere arbejde med tørringen i camorcanne, hvor der anvendes mere håndkraft. Det er Francesco Botti imidlertid ikke bange for.

Som appellationen foreskriver, så skal druerne tørre mindst 2 måneder inden produktionen. Det er en vin, som Botti familien har produceret lige siden etableringen tilbage i starten af 1900’erne.

Og duftmæssigt er det tørret frugt, blommer, overmodne og sorte kirsebær, dadler, enebær, sød likør samt en ganske tydelig note af mentol, lidt sirup, nelliker og kanel.

I munden er vinen sød og lige ud af landevejen. Tanninerne er sjovt nok også til stede i den søde Sagrantino, men de er mere fløjsbløde og omgængelige. Det smager rigtigt godt.

Smagt på gården og prisen skulle vistnok ligge omkring 25€ … svarende til omkring 186 kr.

Rating 4,5/7    

2013 Colle del Saraceno, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Colle del Saracenos Montefalco Sagrantino DOCG smagte jeg derefter vertikalt i 3 årgange, 2013, 2010 og 2007. Og vi startede selvfølgelig med en smagsprøve på anteprima udgaven.

Sagrantino er på mange måder en kompliceret vin, som kræver en smule fordybelse samt masser af tid. Man kan sige, at adgangskoden til Sagrantino er god tid. Og Francesco mener også, at vinen produktionsmæssigt skal have tid til at modnes i kælderen, så han frigiver først sine vine, når han mener, at de er klar. Denne 2013’er skal formentlig ligge i længere tid endnu inden en frigivelse.

Francescos Montefalco Sagrantino laves i store betontanke med 3 ugers maceration og derefter lagring på egefade.

Duftmæssigt er det en god mørk vin, blommer, solbær og brombær marmelade, våde fade, stjerneanis, kaffe, svampe og igen en animalsk side. Der er også krydrede dufte, vanije og egenoter.

I munden er vinen faktisk mere rund end forventet, men der er virkelig godt med tanniner. Gi’ vinen lidt luft i munden og så mærker du tanninerne og garvesyren sparke som en hest, hvilket klart indikerer, at vinen fortsat er meget ung endnu.

Smagt på gården og prisen skulle vistnok ligge omkring 16€ … svarende til omkring 120 kr.

Rating 4,5/7    

2011 Colle del Saraceno, Rosso Galdino IGT, Umbrien, Italien

Rosso Galdino IGT er den mest producerede vin hos Colle del Saraceno … en slags Montefalco Rosso, men Francesco kommer mere end de maksimale 15% Sagrantino i vinen – nemlig omkring 30% – og derfor bliver det altså en IGT vin.

Og samtidig måtte han kalde den noget andet, så vinen blev opkaldt efter hans bedstefar Galdino Botti, som var en af de vinmagere i familien, som gennem årene øgede arealet af vinmarkerne på det lille familiebrug, som var grundlagt tilbage i starten af 1900’erne.

Denne Rosso Galdino IGT er lavet på Sangiovese, Merlot, Cabernet Sauvignon og så Sagrantino, hvor andelen af sidstnævnte er på 30%. Sangiovese er selvfølgelig fortsat hoveddruen, mens der alene er en anelse af Merlot og Cabernet Sauvignon i blendet.

Vinen har ligget omkring 10 måneder på egefade og er tappet ganske ufiltreret. Alkolholprocenten ligger på 13,5%.

Næsen er fantastisk animalsk, landlig … ja næsten naturewine i udtrykket, hmmmmm. Det er vilde blåbær, brombær med urteagtig note samt kanel, nelliker, peber, korender og en snert af nogle mineraler, et svag jernagtigt element.

Smagsmæssigt har vinen en herlig intensitet sammen med den italienske syre, stor tørhed, godt med tanniner, som både bider en smule og er ganske syrlige, men passer fantastisk her. Derudover er der lidt gammel jord, kakao og en vis elegance. Fin, fin rosso.

Smagt på gården og prisen skulle vistnok ligge omkring 8€ … svarende til omkring 60 kr.

Rating 4,5/7    

2016 Colle del Saraceno, Grechetto Umbria IGT, Umbrien, Italien

Her holder Francesco Botti hans seneste udgave af vinen Grechetto Umbria IGT i sin hånd … hånden der har klippet vinstokkene, høstet druerne og vinificeret mosten til vinen.

Det er eneste hvidvin, som Botti laver på Colle del Saraceno Azienda Agraria di Francesco Botti, ren 100% Grechetto med en bøs, gammel ridder på etiketten … måske ham der den kendte Frederick II, der i 1240 red sammen med saracenerne som bodyguards. Rank og stolt ser han ud, men det er såmænd også en ganske fin hvidvin, som han promoverer.

Vinen er fermenteret med skindet … i hvor lang tid, har jeg ingen oplysninger om, men den er flasket ufiltreret. Derudover er der begrænsede oplysninger om produktionen af denne vin. I stedet springer vi da bare lige hovedkulds ind i mine smagsnoter.

Duftmæssigt er vinen faktisk temmelig landlig og animalsk, mens frugten – eksotiske frugter – er mere afdæmpet. Det er lidt fersken, kastanjer, blomster og en snas mandler.

I munden er der nærmest frisk jern – ha ha – bitter grape, mineralsk, stenet og med en fantastisk syre. Virkelig lidt af en schweizerkniv af forskelligartede indtryk. Sådan.

Smagt på gården og prisen skulle vistnok ligge omkring 7€ … svarende til omkring 52 kr.

Rating 4,5/7    

2014 Domaine le Clos du Caillou, Le Bouquet des Garrigues Côtes-du-Rhône, Rhône, Frankrig

Videre … nummer 2 i rækken af 4 på stribe blev denne røde Le Bouquet des Garrigues Côtes-du-Rhône fra Domaine le Clos du Caillou.

Det er en vin, som vinhuset har lavet siden 1978 og druerne kommer fra 50 år gamle vinstokke, 85% Grenache, 10% Syrah samt 5% Carignan og Mourvèdre.

Vinen høstes på klassisk Châteauneuf-du-Pape jord med et stort indhold af rullesten, der holder på varmen om dagen og afgiver den igen til vinstokkene i de kølige nætter. Druerne høstes ved håndkraft med udbytte på 31 hektoliter pr. hektar.

Derefter afstilkes druerne og fermenteres i store betontanke, hvor gæringen alene sker med druernes naturlige gær, en maceration på 27 dage med overpumpning et par gange om dagen. Efterfølgende lagrer vinen på store foudres i 15 måneder inden flaskning.

Næsen er herlig animalsk … vi snakker fersk kød, blæk, tavlekridt og sød lakrids, frisk og direkte frugt af lidt mørkere bær og krydderier. Den har en virkelig lækker aroma … mørk, dyb og landlig.

Smagen er præget af frisk og direkte frugt og ikke så mange dikkedarer. Friske bær, kirsebær … meget let og syrlig med jern og krydderier. Smager rigtigt godt.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 165 kr.

Rating 4,5/7