Tag-arkiv: 4½

2020 Calmel & Joseph, Caramany La Folie Douce, Roussillon, Frankrig

2020 Calmel & Joseph, Caramany La Folie Douce, Languedoc, FrankrigDe næste vine fra Calmel & Joseph var alle røde og den første var denne Caramany La Folie Douce 2020 lavet på 35% Syrah, 35% Carignan og 30% Grenache.

Caramany La Folie Douce er også fra Les Crus serien og her er druerne fra marker i omkring 242 meters højde i Caramany med udsigt til Agly-dæmningen og høstet med et udbytte på 30 hektoliter pr. hektar.

Efter høsten er druerne først afstilket, men ikke knust inden gæringen i åbne gæringskar over 4 uger. Efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på egefade anvendt to gange tidligere.

Duftmæssigt er der lidt rhôneagtige krydderier, en mørk og dyb frugt, tør frugt, brombær, sorte kirsebær, blåbær, enebær, lakrids, intens med lidt tørret kød, mørk bitter chokolade, nogle grønne urter, en stram syre og masser af tørt træ.

Smagen er en tak lysere … fortsat sorte kirsebær, blåbær samt hindbær og granatæbler, krydderier og urter, let peber, stringent, klar og syrlig i smagen, har markante tanniner … ren, krydret, stram og med bid. 88 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Castello Banfi, Fontanelle Chardonnay, Toscana, Italien

2019 Castello Banfi, Fontanelle Chardonnay, Toscana, ItalienDer blev lagt mere fedme på med den næste vin, som var en 2019 Fontanelle Chardonnay fra Castello Banfi og den skulle følge en herlig bouillabaisse med torsk, scampi og musling.

Vinhuset ejes af John og Harry Mariani, som dog er af italiensk afstamning. Mariani familien havde emigreret til USA i 1800-tallet.

De to brødre fik også nærmest vinen ind med modermælken, da deres far Giovanni F. Mariani, som var født i Torrington, Connecticut, i 1919 grundlagde Banfi Vintners, som blev ét af landets førende firmaer indenfor vinimport.

John og Harry Mariani overtog det store importfirma fra deres far i 1960, men efter nogle år steg brødrenes ambitioner markant. I 1972 besluttede de, at de selv ville starte en vingård i Toscana. Den skulle producere de fineste italienske vine og i 1978 blev drømmen realiseret og Castello Banfi grundlagt.

Projektet blev startet op sammen med en af Italiens bedste ønologer, den berømte Ezio Rivella og det lagde grunden for en sand succeshistorie. Castello Banfi opnåede hurtigt en enorm succes i både Italien og resten af verden. Og det er samtidig blevet en virkelig stor historie.

Samlet har brødrene med Castello Banfi opkøbt vingårde 4 forskellige steder, nemlig i Montalcino, Bolgheri og Chianti i Toscana samt Piemonte. I Piemonte købte man sidst i 1970’erne vingården Bruzzone med omkring 50 hektar jord, hvoraf 46 hektar er vinmarker.

Men det er nu primært i Toscana, at brødrene har deres vinmarker … ja faktisk råder Castello Banfi over ikke mindre knap 2.900 hektar jord, hvoraf omkring 950 hektar er vinmarker.

Selve hovedsædet … vingården ved Montalcino i Toscana er nærmest en fæstning fra det 11. århundrede, som er indrettet som luksusrestaurant, men er herudover indrettet med et af Europas mest avancerede vinerier. På vingården er der fx plads til ikke mindre end 7.000 vintønder.

Denne Fontanelle Chardonnay er en af husets mange vine og er produceret siden 1982. Det er selvfølgelig 100% Chardonnay, der er gæret temperaturstyret ved 16 grader i franske barriques. Efter endt fermentering  er vinen lagret 8-10 måneder på 350 liters barriques med løbende batonnage og roulage.

Allerede fra første snif er det klart fadpumpet Chardonnay … ikke vildt forfinet, men har alle de klassiske dyder med ristede nødder, lakridskonfekt, vanilje … men på en lidt storskrydende og nærmest tegneserieagtig facon med et lille grønt islæt.

I munden er det samme historie … fed, fyldig, sødkrydret med kvæde, pære, abrikos og grillede citroner, blød og omgængelig og gik fint til bouillabaissen. 89 point.

Forhandles af BilligVine.dk, hvor en flaske koster 188 kr., mens prisen er 159 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Bodega Pago Aylés, Immortalis Albariño, Rías Baixas, Spanien

2021 Bodega Pago Aylés, Immortalis Albariño, Rías Baixas, SpanienDenne lidt småtykke 2021 Immortalis Albariño fra Bodega Pago Aylés fulgte Østergade 1’s helt fabelagtigt forret til dørs og den bestod af nogle marinerede kammuslinger med lidt citron confit, agurk og rogn.

De smagte vildt godt, men denne Immortalis Albariño er skam også dejlig og heldigt, at jeg elsker vine på Albariño.

Bodega Pago Aylés ligger i kommunen Mezalocha i Zaragoza i Aragon vinområdet og det blev grundlagt af Federico Ramón, som i 2003 begyndte sin drøm om at klassificere sine vine med betegnelsen Vino de Pago Aylés i stedet for at bruge de normale oprindelsesbetegnelser.

Lige før han døde, gik hans drøm i opfyldelse, hvorved Vino de Pago Aylés blev den 10. Vino de Pago i Spanien. I dag fortsætter hans tre børn Ana, Immaculada og Federico Junior med at producere vine og de ejer ikke mindre end 3.200 hektar jord, hvor dog kun omkring 70 hektar er vinmarker … endnu da.

De får hjælp af ønolog Jorge Navascués og laver vine fra flere områder i Spanien, fx laver Bodega Pago Aylés en række Immortalis vine fra flere steder, hvor denne Immortalis Albariño selvfølgelig kommer fra Rías Baixas i Galicien.

Albariño druerne kommer fra vinmarker med 50 år gamle stokke, hvor druerne er høstet den sidste uge af august fra en række marker i Condado de Tea” underzonen med et lavere udbytte end det regionale gennemsnit.

Druerne er afstilket og processen starter med en kold maceration inden presning og så en kontrolleret gæring i rustfri ståltanke ved 15-16 grader. Efter endt fermentering er vinen så lagret 5 måneder sur lie.

Duftmæssigt er det ikke en pivfrisk og spinkel Albariño, men faktisk mere småfed med grillede citroner og appelsiner … tørsød og fyldig, let røget og har en frugt, der mest er dåsepærer, nektariner samt melon.

Sådan er meget også … fyldig og endda lidt olieret, men der er dog heldigvis en vis syre til stede. Igen er det syltede citroner, mineralsk, sten, røg og lidt småkrydret. 89 point.

Forhandles af BilligVine.dk, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 135 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2018 Pierre-Henri Cosyns, Le Fruité, Bordeaux, Frankrig

2018 Pierre-Henri Cosyns, Le Fruité, Bordeaux, FrankrigDenne Le Fruité fra Pierre-Henri Cosyns er næsten en naturvin på biodynamisk druer fra Côtes de Bourg på højre side af Gironde floden i Bordeaux og var svær at gætte, selvom jeg faktisk var inde på, at det smagte lidt af Merlot.

Men det gættede jeg dog ikke på, men det er også en svær vin i en blindsmagning, for den er fra et ganske lille vinhus, der ligger i Teuillac under Côtes de Bourg appellation appellationen. Vi er dog i Bordeaux og vinfirmaet hedder Cosyns Seas og omfatter driften af Château Grand Launay, men også vine under brands som Château  Haut Lorettes, Château Lion Noir, Château Canterane le Pin Franc samt en række vine under Pierre-Henri Cosyns navnet.

Pierre-Henri Cosyns er da også vinmager og 3. generation på familiens vingård. Han overtog driften i 2007 og det første han gjorde, var at omlægge hele driften til biodynamisk avl og fortsatte endda – som første i området – med at lave vinene uden tilsætning af svovl.

 Côtes de Bourg er absolut heller ikke den mest kendte region i Bordeaux. Den er beliggende over for langt mere kendte Margaux lige på den anden side af Gironde-floden, men der laves dog fine og  glimrende bordeauxvine her … især til prisen.

Denne 2018 Le Fruité er lavet på 70% Merlot samt 30% Malbec, som er dyrket biodynamisk og i vinkælderen gæret på naturlig vis og vinificeret uden tilsætning af svovl.

Nu er der sgu møj under skoene … animalsk, landlig og svedig med en mørk landlighed, syrlig mødding og en smule behåret. Det stinker af øko-børge med saltlakrids, sorte blommer, lidt brombær … men også svagt fadpræg af lidt bitter chokolade, røg og tobak.

I munden er vinen dog ikke helt så fed og powerfuld, men har noget peber, grønne urter og virker lidt blå i smagen, hvis I forstår? Frugten er hindbær, brombær og blommer, der er lidt bitterhed, tydelige tanniner og okay eftersmag. 90 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  half_thumb

N.V. Case Paolin, Prosecco Treviso Extra Dry, Veneto, Italien

N.V. Case Paolin, Prosecco Treviso Extra Dry, Veneto, ItalienAzienda Agricola Case Paolin ligger i Volpago del Montello lidt nord for Treviso i Veneto og dermed ikke så langt fra Friuli-Venezia Giulia. Som velkomst til vores vinaften smagte vi et glas af denne Prosecco Treviso Extra Dry.

Vingården er grundlagt af Emilio Pozzobon i starten af 1970’erne ved køb af gården, der tidligere havde været ejet af hans far og bedstefar. Der startede han en lille vinproduktion, som dog i dag er overtaget af hans sønner Diego, Adelino og Mirco, som de sidste 20 år har videreført deres fars projekt med stor passion og dygtighed.

Samlet har familien 20 hektar vinmarker nær ved floden Piave og alle markerne drives efter en økologiske tankegang, hvor forsøger at bruge et minimum af sprøjtemidler for at skåne miljøet mest muligt. I 2012 førte det til, at man modtog EU’s særlige økologi-mærke.

Familien laver mest Prosecco på Glera druen, men også lidt rødvine på druer som Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Carmenére samt Merlot … men dyrker også lidt Pinot Blanc og Riesling.

Denne Prosecco Treviso Extra Dry er selvfølgelig også på ren Glera fra Case Paolins vinmarker med jernholdig jord ved selve Montello bakken. Vinen er lavet ved, at den alkoholiske gæring er sket i nogle lukkede tryktanke med udvalgte gærceller. Der er 13 gram restsukker pr. liter i vinen.

Duftmæssigt er vinen lidt afdæmpet, men der kommer dog lidt nødder, tørre nødder, pærer, kvæde og måske lidt grøntsagsfond. Den er egentlig ganske tør og samtidig en smule kødfuld på en eller anden måde.

Smagen er blød med saftige pærer og modne æbler, mens dens bobler også er blide og afdæmpede. Det er meget blødt med et lidt sødt bid, bare så rund og venlig samt meget frugtagtig med denne store frugtsødme. Den er der ikke mange, som ikke vil kunne lide, hvilket munder ud i 90 point.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Paumanok Vineyards, Cabernet Franc, New York State, USA

2019 Paumanok Vineyards, Cabernet Franc, New York, USADen sidste vin i smagningen og den anden vin på Cabernet Franc kom så fra Kareem Massoud fra Paumanok Vineyards og den var også i årgang 2019.

Her kommer Cabernet Franc druerne fra de sandede marker ved Riverhead i North Fork på Long Island. Efter høst er alle druerne først sorteret og så afstilket samt knust let.

Så er gæring og maceration sket med hyppige overpumpning og efter endt fermentering er vinen lagret 14 måneder på franske egefade. 

Dufter bedre end den første Cabernet Franc … har mere krop, men også mere karakter, for udover nogle letgrønne noter, så har denne mere blomsteraroma og mere venlighed. Frugten virker mørkere af brombær, blåbær, kirsebær, røg, let blæk, fint fadpræg med vanilje, lys tobak, kaffe og mælkechokolade.

Smagen er lidt grøn, lidt blækket og røget, men igen med en kerne frisk frugt med tranebær, blåbær og blommer, en vis bitterhed, nogle tydelige tanniner og absolut godkendt. Meget givende med friskhed, ren og røget frugt, god syre. 89 point.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men på vingården koster en flaske 30$, hvilket svarer til omkring 211 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   half_thumb

2021 Paumanok Vineyards, Chenin Blanc, New York State, USA

2021 Paumanok Vineyards, Chenin Blanc, New York, USAPaumanok Vineyards ligger ude på Long Island øst for New York City i området North Fork svagt øst for Aquebogue og Flanders Bay lige nedenfor. Her smager vi deres 2021 Chenin Blanc.

Vinhuset er grundlagt i 1983 af ægteparret Ursula og Charles Massoud samt deres 3 sønner, som i dag driver stedet.

Det er dog sønnen Kareem Massoud, der er vinmarker og står for produktionen af vinene fra husets 51 hektar vinmarer. Det er et ydmygt sted, for vineriet ligger i en renoveret lade fra omkring århundredeskiftet, men rummer det nødvendige med gæringsrum, laboratorium, smagerum og kælder til opbevaring af fadene … og derudover en indbydende udsigt over vinmarkerne.

På markerne dyrker familien Chardonnay, Riesling, Sauvignon Blanc, Chenin Blanc, Merlot, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Petit Verdot … alle marker med en tæt beplantning med et sted mellem 1.100 til 1.400 vinstokke pr. hektar.

Der anvendes alene egne druer i produktionen, som samlet ligger omkring 12.000 kasser årligt og vinhuset blev i 2021 kåret som New York State 2021 Winery of the Year.

Her smager vi så husets populære Chenin Blanc i en årgang 2021, lavet bare er lavet i ståltanke. Det er sker ved, at druerne er presset og så gæret langsomt og køligt i rustfri ståltanke for at bevare mest mulig friskhed.

Blød i duften … faktisk virkelig blød, som var det pakket ind i vat og lagt i en bunke fint strandsand. Den har nogle helt klassiske Chenin Blanc noter med pærer, kvæde, lidt mandeparfume, moskus, tørrede blomster, lindetræ samt lidt ristede hasselnødder.

Smagen er lidt i samme boldgade … en blød boldgade med nogle ristede elementer, blød og alligevel tydelig syre, en del sødme, lidt nødder og virkelig rund i stilen. God syre og sødme balance og har en meget stor venlighed, som vil tiltale rigtigt mange. 90 point.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men på vingården koster en flaske 29$, hvilket svarer til omkring 204 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Pounamu Wine, Pinot Gris Speciel Selection, Marlborough, New Zealand

2021 Pounamu Wine, Pinot Gris Speciel Selection, Marlborough, New ZealandMed næste vin bliver vi hos Fleur McCree og Cloudy Bay vinmageren Eveline Fraser, for Pounamu Wine er et brand under deres firma VINULTRA, der også ejer Little Beauty Wines, men nu smager jeg en 2021 Pounamu Pinot Gris Speciel Selection.

Druerne kommer da også fra de samme 41 hektar vinmarker, som anvendes af Little Beauty Wines. Her er der fra en 1,9 hektar mark i Waihopai Valley. Her er forskellen dog, at  Pinot Gris druerne alle er høstet med håndkraft.

Druerne er efter høsten presset langsomt i hele klaser og der anvendes kun den fritløbende sagt. Fermentering er sket i store rustfrie ståltanke ved forholdsvis kølige temperaturer. Efter endt fermentering er vinen lagret et par måneder sur lie – med bærmen – i ståltankene inden  aftapning på flaske.

Duftmæssigt er det lidt en rund og varm duft, lidt som en velkendt og behageligslidt sofa med en frugt af modne æbler og pærer, kvæde og ananas, noget honning, safran og lindetræ. Derudover er der også lidt nødder, mandler samt lidt vanilje.

Sådan smager vinen også … moden pæremos, saftig lime, meget smøragtig, rund og cremet med en tilbagelænet, nøddet og lidt flad syre, sødbitter og sødkrydret, så dermed virker vinen saftig. Det er dermed 89 point.

Forhandles af Den Sidste Flaske, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af mindst 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Cantina Terre del Barolo, Barbaresco, Piemonte, Italien

2017 Cantina Terre del Barolo, Barbaresco, Piemonte, ItalienDet er ikke mange måneder siden, at jeg smagte en dejlig 2020 Langhe Nebbiolo fra det store kooperativ Terre Del Barolo. Nu smager jeg atter vin fra huset … deres almindelig Barbaresco i årgang 2017.

Men det betyder også, at jeg ikke denne gang skriver en masse om selve vinhuset, men blot kigge nærmere på denne Barbaresco, som jo er lidt usædvanlig for kooperativet, der mest – som navnet også siger – laver vine fra Barolo området.

Men selvfølgelig har nogle af kooperativets medlemmer da også marker i Barbaresco zonen og derfra er Nebbiolo druerne hentet til denne vin.

Selvom Terre del Barolo er et kooperativ, så vandt de i 2020 sgu prisen som Italiens bedste kooperativ … og her får du virkelig masser af vin for pengene. De har dog også ambitioner om kvalitetsvine og har tidligere bl.a. introduceret en ny serie af enkeltmarks Barolo’er opkaldt efter kooperativets grundlægger Arnaldo Rivera.

Der er ikke så mange oplysninger om selve produktionen af denne Barbaresco … er formentlig sket helt traditionelt, men er i hvert fald efter gæringen lagret 24 måneder på egetræsfade.

Duftmæssigt er vinen meget doktoragtig … medicinsk, klinisk, ren og stringent næse, har læder, tranebær, granatæbler, hindbær, lyse kirsebær, violer, tørrede blomster, jernagtige elementer, egetræ og et svagt touch af kanel … ikke så kompleks og forfinet, men rustik og kantet, men der er sgu masser af Nebbiolo karaktertræk.

Sådan er smagen også … en ren stringent frugt med ribs, tranebær,  syrlige kirsebær samt en vild syre, syrlige tanniner, der bider med et skarpt smæld. Du får lyst til at lave kyssemund samt trutmund med spidse, fremskudte læber … men slutter også rustikt med nærmest jernagtig eller mineralsk syrlighed. 88 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 239,95 kr., mens prisen kun er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Bodegas Viña Vilano, Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2017 Bodegas Viña Vilano, Reserva, Ribera del Duero, SpanienNæstsidste Ribera del Duero vin blev denne Reserva fra Bodegas Viña Vilano … et lille  kooperativ, der ligger i Pedrosa de Duero i Burgos provinsen.

Kooperativet er  grundlagt i 1957 af en flok vinavlere og drives i dag af deres børn eller børnebørn som medlemmer.

I starten havde kooperativet en kapacitet på 300.000 kilo druer, men i dag kan de håndtere ikke mindre end 2,6 millioner kilo, som kommer fra medlemmers samlede 300 hektar vinmarker. Vinmarkerne er beplantet med Tinta del Pais, det lokale navn for Tempranillo og alderen på vinstokkene varierer fra 20-95 år. Lagringen foregår separat på amerikanske, franske og slovenske fade og bliver efterfølgende blended.

Denne Reserva er en af kooperativets vine, som er lavet på ren Tempranillo. Den alkoholiske gæring finder sted ved kontrolleret temperatur på 28 grader i ståltanke med efterfølgende maceration i 14 dage mere. Derefter er vinen så lagret i 20 måneder i franske og slavonske fade og derefter 18 måneder på flaske.

I næsen er vinen mere grøn og urtet end de forrige … der lidt mentol, kaktus, grafit og hyben sammen med brombær, solbær og kirsebær, mens fadnoterne virker mere afdæmpede og ligger bagved de mere grønne noter. Men der fornemmes svagt lidt lakrids, vanilje samt kanel.

Smagsmæssigt er det en vin med masser af blåbær og derefter så brombær og blommer, egentlig ganske tør med power, stramme og mundudtørrende tanniner, virkelig frisk og kantet, men har ganske vist også en svag sødme. Fin Ribera del Duero vin, så 89 point.

Forhandles af World of Wine, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7