Tag-arkiv: 4

God. Nu begynder der at være kvalitet i vinene. Det er vine over gennemsnittet og vi begynder at bemærke detaljer, finesser, en vis kompleksitet, balance og uden de store fejl. Parker vil rate sådanne vine til 80-89 point.

2013 Hedegårdens Vinavl, Æbleisvin, Jylland, Danmark

Æbleisvin … ja, det gælder om at lægge trykket rigtigt … æble-isvin og ikke æble-i-svin. Og hos Hedegårdens Vinavl har Simon skrevet på etiketten, at den er lavet på økologiske æbler og passer til kage, is, frugt & godt selskab med flot udsigt.

Det er fandme humor! Lad os få godt selskab med flot udsigt. Simon hviskede også, at de ældre kvinder elsker denne vin. Og det er også ganske forståeligt, og på det område står jeg gerne i kø sammen med de grå fruentimmere … for det er en ganske dejlig og frisk lille dessertvin.

Vinen er lavet ved, at æblerne selvfølgelig først presses til most, hvorefter saften langsomt fryses ned. I processen opstår der et lag af vand, som er den del, der fryser først. Den del fjernes og tilbage er nu kun den mest sukkerholdige del af mosten, som stadig er flydende.

Denne aftappes og sættes til at gære … og viola … så har man æble-isvin. Okay, det lød lidt nemt, men det var nogenlunde, som jeg forstod produktionsmetoden.

Og det med produktion af æble- og frugtvine måske et område, hvor vi danskere virkelig kan være med. Dels er vi gode til at dyrke æbler med lidt syrlighed og så har vi også allerede de første erfaringer, bl.a. har Cold Hand Winery i Randers jo virkelig fået vind i sejlene med deres æble- og frugtvine.

Således har websitet Gastromand bl.a. rost vinene fra Cold Hand Winery og givet dem flotte anmeldelser. De skriver bl.a. i en af anmeldelserne – apropos Simons udtalelser – følgende vise ord; Denne vin ville jeg servere for kvinderne i selskabet og bare nyde deres ansigtsudtryk når de smager, herefter vil jeg nikke anerkenderne og svare – “ja, ved det godt, den er god” med et kækt smil på læben.

Og det er denne æble-isvin fra Simon såmænd også. Duftmæssigt er det æbler, nødder, honning, sødme … nærmest lidt æblejuice med høj octan af sødme, ganske fint. Smagen er sød, god balance … ikke noget, jeg egentlig har den store forstand på, men det smager sgu ganske fint, og jeg forstår fuld ud, at de velvoksne kvinder valfarter til Hedegårdens Vinavl.

Pris på gården er 150 kr. for 35 cl.

Rating 4/7 

2013 Weingut Bardorf, Randersacker Ewig Leben Spätburgunder Blanc de Noir Spätlese Trocken Barrique, Franken, Tyskland

De kan sgu noget med titler, de tyskere! Omhyggeligt og præcist. Randersacker Ewig Leben Spätburgunder Blanc de Noir Spätlese Trocken Barrique hedder én af fredagens Spätburgundere – hverken mere eller mindre. Den kommer fra Weingut Bardorf, som netop ligger i den lille vinby Randersacker lige syd fra Würzburg i Franken.

Det er familien Bardorf, som driver vinhuset  sammen med et af byens hoteller, nemlig Hotel Gasthof Löwen. Det er grundlagt i 1965 af Günther Bardorf, men drives i dag af 2. generation i form af Günthers søn Stefan Bardolf.

Og det er et rigtigt familieforetagende, hvor den ældre Günther passer hotellet og serverer morgenbuffet, men hustruen Angela står i køkkenet. Stefans kone Annette serverer og står for udlejningen af værelserne. Stefan står for selve vinproduktionen, dvs. både på plejen og høsten på de stejle marker samt vinificeringen i kælderen.

Og Stefan passer i dag samlet 3 hektar vinmarker, heraf parceller på de kendte Randersacker marker Ewig Leben, Marsberg, Sonnenstuhl, Teufelskeller samt de lidt mere ukendte Dabug og Lämmerberg. På alle markerne er jorden godt præget af en undergrund med ”Muschelkalk” … altså et kalklag med aflejring af muslingeskaller.

På markerne dyrker de druesorterne Riesling, Silvaner, Bacchus, Müller-Thurgau,Weissburgunder, Sauvignon Blanc, Spätburgunder, Schwarzriesling, Blaufränkisch samt Domina. Og i dag dyrkes alle husets druer økologisk.

Nå, men her har vi jo så husets Randersacker Ewig Leben Spätburgunder Blanc de Noir Spätlese Trocken Barrique … og navnet fortæller jo ganske nøjagtigt, hvad vi har med at gøre. Druer fra Ewig Leben vinmarken i Randersacker, en Blanc de Noir på senthøstede Spätburgunder, tør og lagret på egetræstønder. Hatten af for tyskerne.

Den hurtige presning har dog efterladt lidt farve i vinen, som i glasset har en let lyserød … eller måske svag ferskenfarvet tone. I næsen en lidt gæret og aromatisk duft med blomster, sæbe, nødder og helt klart noget genkendeligt fra Spätburgunderen. Den dufter næsten som en rød Spätburgunder, men ikke helt.

I munden er vinen behagelig rund, blød med hvid frugt, nødder. Vinen er sådan meget tæt i strukturen, mens syren er blid, men bestemt til stede, og det gør vinen ganske interessant.

Købt på vingården, pris 11,00€ … eller omkring 82 kr.

Rating 4/7 

Vi slutter lige med lidt billeder fra stedet:

Weingut Bardorf
Weingut Bardorf.

Hotel Löwen
Her Hotel Gasthof Löwen, som drives af Bardorf familien.

Bardorf
Stolte traditioner.

Bardorf - udsigt fra værelset
Og her lige et foto af udsigten fra altanen på vores værelse.

2013 Weingut Am Stein, Würzburger Innere Leiste Spätburgunder, Franken, Tyskland

Denne sidste fredag i juli ville jeg egentlig ha’ sprunget fredags-Spätburgunderen over … ja, jeg ved det og kan ikke forklare det … og det ka’ jo ikke være sommervarmen.

Men hustruen insisterede, og så kom der alligevel Spätburgunder på bordet i form af denne Würzburger Innere Leiste Spätburgunder fra Weingut Am Stein.

Ja, ham den gode Ludwig Knoll Am Stein skrev jeg om sidste weekend, så det skal jeg selvfølgelig nok spare jer for igen.

Lad os i stedet kigge nærmere på det område, hvorfra druerne kommer, Würzburger Innere Leiste, som er en historisk vinmark, som faktisk kun ejes af 3 vinhuse, nemlig Weingut Bürgerspital, Staatlichen Hofkeller og så Weingut Am Stein.

Det er en stejl mark, som ligger mellem den gamle fæstning Marienberg og Wallfahrtskirche Käppele, også kendt som Wallfahrtskirche Mariä Heimsuchung … to af de karakteristiske varemærker i Würzburg.

Fæstningen Marienberg er i øvrigt et besøg værd. Den gamle fæstning har tidligere været sæde på de store fyrstebiskopper inden de bygge Residenz paladset, og har en lang og spændende historie. Det er selvfølgelig en turistattraktion i  dag, men bestemt et besøg værd. Nå, men det var et sidespring.

Marienberg
På toppen ligger fæstningen Marienberg … og øverst til venstre i skoven kan man se Wallfahrtskirche Käppele. Mellem de to vartegn starter Erste Lage marken Innere Leiste.

Würzburger Innere Leiste er en lang og tynd mark, som går fra floden og et godt stykke ind i landet, klemt ind mellem vinmarkerne Schloßberg og Heidingsfeld. Schloßberg er markerne omkring Marienberg. Innere Leiste er en Erste Lage vinmark, dvs. lige niveauet under Großes Lage/Gewächs, og undergrunden er præget af leret kalksten og Muschelkalk, et lag af kalk alger og muslinger.

En særlig god del af Innere Leiste ligger i den vestlige ende og kaldes Höllenschlund, som vel bedst kan oversættes med noget i retning af “døren til helvede” eller “helvedesmund”. Og navnet skyldes, at der på de varmeste sommerdage let bliver omkring 60 grader lige der, hvorved halsen nemt brænder, hvis man drikker noget. På dette sted vokser der bl.a. 100 gamle Silvaner vinstokke, som er plantet i tidernes morgen af bastionen ved St. Johann Baptist, og den del af marken er samtidig beskyttet mod vinden af mure på alle sider.

Nå, men denne Würzburger Innere Leiste Spätburgunder er altså en Lagenwein, og druerne kommer således fra Erste Lage marken Innere Leiste. Jeg har læst, at Ludwig Knoll med denne vin ikke ønsker at gå samme veje, som andre producenter eller at lave en international vin, men derimod ønsker mest mulig terrior i vinen og dermed lave lidt en outsider.

Og det med outsider er lykkedes meget godt, for den adskiller sig i hvert fald. Første tegn er farven i glasset, hvor vinen er en pæn tak mørkere end Spätburgunder normalt. I næsen er duften fra Spätburgunder dog bekendt, ubetinget … for her er der stald, eg, lidt peber, hindbær, ribs og brombær … ja måske er bærduften lidt mørkere end traditionelt. Der er let kaffe, røg, blå-lilla violetter samt en grøn note … men virker lidt rustik og kantet i næsen. Ikke så indbydende, feminin og forførende. Men duften er nu imidlertid det bedste ved vinen.

I munden er vinen virkelig stram, skarpkrydret og kantet, og man får lyst til bare at sige ØV. Det er ribs, krydderier, rusten jern, balsamiske noter. Som med storesøsteren, så vinder vinen dog med luft i glasset … meget luft. Giv den for guds skyld luft flere timer i forvejen, for det tager lige toppen af den lidt ubehagelige skarphed af. Den bliver dog nok en smule for kantet og svær for mig.

Købt på vingården, pris 15,00€ … hvilket svarer til 112 kr.

Rating 3/7 

Tilføjelse: Smagte vinen lørdag … et døgn efter flasken blev åbnet, og det har altså taget noget af kanten af. Nu virker vinen slet ikke så stram og kantet, men mere med en præcis mineralitet, som slet ikke er så tosset. Og jeg er nok også nødtaget til at lave en revurdering af min rating … for første gang på bloggen, mine damer og herrer. Jeg hoster fluks op med en ekstra Thumbs Up.

Rating 4/7 

2013 Cisterzienser Weingut Michel, Spätburgunder Blanc de Noir, Rheinhessen, Tyskland

Blanc de Noirs betyder direkte oversat hvid vin fra sorte druer …dvs. en vin, hvor de røde druer presses og man har undladt at lade drueskallerne, hvori farven sidder, at trække sammen med druemosten. Den næste Spätburgunder er netop sådan én, en Spätburgunder Blanc de Noir fra Cisterzienser Weingut Michel.

Cisterzienser Weingut Michel ligger i den lille by Dittelsheim-Heßloch i Rheinhessen, og navnet skyldes,  at vingården er bygget på resterne af et gammelt Cistercienser-munkekloster, nemlig Cisterzienser Kloster Otterberg – et søsterkloster til det verdensberømte Kloster
 Eberbach.

Cisterzienser Kloster Otterberg blev grundlagt i 1108. Allerede dengang startede de drikfældige hvide munke med at producere vine omkring Heßloch, for – som de hed i klosterets regler – skulle munkene selv forsøge sig med brød og drikke.

Efter reformationen og bondeoprøret i 1553 måtte munkene imidlertid forlade klosteret. En del år senere i 1645 overtages administrationen af forfædrene til de nuværende ejere, som hedder Ulrich og Karen Michel. De er 8. generation i selve vinhuset og et par unge og dynamiske mennesker. De driver i dag vinhuset med god hjælp fra den ældre generation af familien.

Ulrich Michel har studeret ønologi på Geisenheim og har derudover arbejdet i både New Zealand og Sydafrika inden han vendte hjem og overtog tøjlerne i familieforetagendet. Karen er landbrugsuddannet … og det passer jo som fod i handske. Parret laver en række fine arketypiske vine blandet med en moderne stil, der viser, hvad tysk vin med høje ambitioner kan levere.

Familien har 20 hektar vinmarker, bl.a. markerne Liebfrauenberg og Mondschein i Heßloch samt Filetstück Löwenberg i Bechtheim. Her dyrker de sorterne Riesling, Silvaner, Weißburgunder, Grauburgunder, Chardonnay, Gewürztraminer og Sauvignon Blanc samt de røde Spätburgunder, Frühburgunder, St. Laurent, Dornfelder, Cabernet Sauvignon og Merlot.

Udover vine producerer familien også lidt … sennep, ja du læste rigtigt. De laver nemlig en Silvaner-Kräuter-Sennep samt en Riesling-Sennep-Chutney.

Lad os smage denne Spätburgunder Blanc de Noir, som godt nok er en hvidvin, men i glasset har et svagt gul-/rødligt skær. I næsen virker vinen fyldig, og der er duft af kvæde, ananas, appelson og …. flæskesteg. Ja, den er vist god nok, og det er ikke engang jul. I munden er vinen sprød og varm med sødme, æbler og en fin balance mellem sødmen og syren. Fin lille sommervin.

Forhandles hos WineFLY, pris 80 kr.

Rating 4/7 

2014 Weingut Hermann Grumbach, Spätburgunder, Mosel, Tyskland

Nå, så blev det fredag og det er jo ensbetydende med én ting = Spätburgunder. Og i dag er det nærmest … som det klassiske strategispil … 4-in-a-Row Spätburgunder dag, for jeg har indlæg om 3 Spätburgundere fra ugens løb, og mon ikke også jeg får rykket proppen af endnu en Spätburgunder i aften.

Vi starter med at tage et smut tilbage til Mosel, da vi lige skal tjekke lidt flere af deres Spätburgundere, og vi starter med en Spätburgunder fra Weingut Hermann Grumbach, som holder til i byen Lieser … endnu én af de små vinbyer tæt på Bernkastel-Kues.

Det er tale om et lille familieforetagende, som drives af ægteparret Hermann og Gudrun Grumbach, og den gode Hermann overtog driften fra sin fader Theo for lidt over 10 år siden. Og det er et hus, som udelukkende laver vine på Riesling og Spätburgunder.

Jeg har ikke fundet oplysninger om, hvor mange hektar vinmarker, som Hermann driver, men jeg kan se, at hans marker omfatter parceller på Niederberg-Helden, Bernkastel-Kueser Kardinalsberg og Bernkastel-Kueser Weisenstein. Han har såleds alene vinmarker 3 steder, hvorfor der er tale om en mindre producent.

Generelt er der meget sparsomme oplysninger om Grumbach, alene en hjemmeside med vinene. Der findes også i Lieser en anden Grumbach, nemlig Weingut Kunnibert Grumbach, som slet ikke har nogen hjemmeside. Men det er formentlig familie til den gode Hermann.

Hermann laver to Spätburgundere, denne almindelige Spätburgunder Trocken, og så en Spätburgunder R Gehpfad, som faktisk har høstet ganske pæne anmeldelser, bl.a. Deutscher Spätburgunderpreis 2014. Der laves også kun beskedne 1.095 flasker af den vin. Denne almindelige Spätburgunder er modnet 8 måneder på barriques.

I glasset herlig lys og transparent. Duftmæssigt godt med friske krydderurter, timian, græs, sæbe, eg, kælder, babybræk (på den gode måde), hindbær, lyse kirsebær, en smule vanilje … og efter lidt tid i glasset også lidt søde noter.

Vinen er grøn og syrerig i smagen. Det er ribs, mirabeller og lyse kirsebær, en ren og frisk frugt … lidt associationer med Bourgogne, men knap så megen finesse. Det er en meget direkte syre, som også går igen i eftersmagen. Den skal jeg vist lige tænke lidt over, men bestemt et bevis på, at der godt kan laves Spätburgunder i Mosel.

Gert købte vinen i Mosel Vinothek til 14,00€, mens den på vingården koster 12,00€ … eller 104-89 kr.

Rating 4/7  

2014 Weingut Fritz Haag, Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

Én af legenderne i Mosel er Weingut Fritz Haag, som ligger på de stejle skiferskråninger ved byen Brauneberg i det centrale Mosel. Her en dugfrisk vin fra huset, nemlig deres entry-level Riesling Trocken.

Familien Haag kan dateres tilbage til 1605, hvor familieejendommen Dusermonder Hof i Brauneberg blev anskaffet. Dengang hed byen ikke Brauneberg, men Dusermond … hvilket kan oversætte til “den søde bakke”, men ændrede altså navnet i 1925. Det var imidlertid først omkring 1937, at Fritz Haag grundlagde det succesfulde vinhus.

I 1957 afbrød den 20 årige Wilhelm Haag sine udlandsstudier for at hjælpe sin syge far Fritz med høsten. Wilhelm blev hjemme og overtog gradvis ansvaret. Det stod dog hurtigt klart, at Wilhelm ej blot videreførte familieforetagendet i samme stil som faderen.

Fokus blev nemlig nu i endnu højere grad lagt på kvalitet – hvilket i høj grad skete gennem en strengere udvælgelse af parceller samt lavere hektarudbytter. Wilhelms kvalitetsfokus bar frugt og med gode årgange op gennem 50-, 60-, 70-, 80-, og 90’erne blev Wilhelm i 1994 udråbt til ”Årets vinmager i Tyskland”.

I 2005 overtog Wilhelms søn Oliver og fruen Jessica driften. Forinden havde Oliver studeret ønologi i Geisenheim sideløbende med, at der blev arbejdet hos kapaciteter som Dönnhof i Nahe og Karthäuserhof i Ruwer. Efter ønologieksamen fik Oliver Haag ansættelse hos Mont de Toit i Sydafrika, efterfulgt af 5 år hos Wegeler i Rheingau. Herefter returnerede Oliver til familieejendommen, hvor vinene i dag laves med største omhu.

Og kronjuvelerne hos Haag er de to Grosse Lage marker Brauneberger Juffer og Brauneberger Juffer Sonnenuhr, som begge ligger på den venstre bred af Mosel overfor landsbyen Brauneberg. Brauneberger Juffer er en stejl, sydvendt skråning på ca. 32 hektar, som omslutter Brauneberger Juffer Sonnenuhr, som er på 10,5 hektar og ligger på toppen med den bedste placering og stejleste skråninger.

Her opnår Riesling druerne optimale vækstforhold. Skråningerne er domineret af mørk skifer, og undergrunden er meget jernholdig. Forhold der bidrager til høj mineralitet og et fantastisk lagringspotentiale. Mosel er Riesling-land, hvilket Fritz Haag da også anerkender til fulde, her arbejdes kun med Riesling.

Brauneberger fik tilnavnet Juffer i begyndelsen af 1700-tallet. Juffer betyder “pebermø” og navnet opstod, da 3 døtre til den lokale kammerherre Wunderlich, som efter Napoleons besættelse bestyrede størstedelen af Braunerberg, alle valgte at trodse deres fars ønsker om arrangeret ægteskab og i stedet viede deres glæde og kærlighed til de bedste vine fra deres forældres vingård og forbrev frøkener … eller pebermøer.

Denne Riesling Trocken er én ud af 2 Gutsweine fra Haag, altså en entry-level vin. Den anden er en Feinherb, men her har vi altså fat i den tørre udgave. I næsen er det dog en vin uden så meget bouquet, lidt kvæde, fersken og lidt lemon. Smagen har godt med syre, grønne æbler, let perlende i munden, næsten boblende  samt et let brændt note.

Prisen i Tyskland er 9,50€ … eller omkring 70 kr.

Rating 4/7 

2013 Weingut Juliusspital, Würzburger Müller-Thurgau Trocken, Franken, Tyskland

Weinstuben Juliusspital er en del af Juliusspital … Stiftung Juliusspital Würzburg, en over 435 år gammel institution i Würzburg. Den omfatter hospital, alderdomshjem, skole for sygeplejersker, sundhedshjælpere og -assistenter, land- og skovbrug … og så selvfølgelig det gamle vinhus Weingut Juliusspital inkl. den tilhørende Weinstube.

Netop dér var familien endt på næste stop af ferien. Vi havde sat Gert mit Frau stævne i den bayerske, fyrstbiskoppelige by ved Main floden, og skulle være et par dage i den charmerende by med planer om lidt vinbesøg inden vi skulle slutte sommerferien af med et ophold i Mosel.

Og hvorfor så ikke indtage første aften ved én af de mest kendte vinproducenter i hele Franken?

Selve Juliusspital er grundlagt af fyrstebiskop Julius Echter von Mespelbrunn i 1576 med det kristne formål at hjælpe syge og ældre mennesker. Den tilhørende tilhørende skov- og landbrugsdrift inkl. vinproduktionen skulle give fundament til at drive hospitalet.

Dermed blev Juliusspital således en del af byens tre sociale institutioner, som jo udover Juliusspital også tæller Bürgerspital og Staatlicher Hofkeller.

I dag er selve Weingut Juliusspital med sine 172 hektar vinmarker ét af Tysklands største og vigtigste vinhuse med bl.a. vinmarker på samtlige de bedste parceller i Franken, f.eks. Würzburger Stein, Randersacker Pfülben og Iphöfer Julius Echterberg, sidstnævnte er endda opkaldt efter den gamle fyrstebiskop, som grundlagde Juliusspital.

Alle vinmarker dyrket så naturligt som muligt. Således dyrkes 10 hektar biodynamisk, men hele de øvrige marker dyrkes efter Sustainable Winegrowing metoderne. Det er den unge Nicolas Frauer, som er ønolog og vinmager på stedet, og han står – sammen med lederen Horst Kolesch – i spidsen for en produktion af omkring 1 millioner flasker vin hvert år.

Juliusspital - slottet
Her et foto inde i gården på den imponerende bygning.

Juliusspital - oversigtsplan
Her får du måske en fornemmelse af størrelsen på bygningen.

Det er selvfølgelig primært hvidvin på Silvaner, Riesling, Weißer Burgunder, Scheurebe, Muskateller, Grauer Burgunder, Müller-Thurgau og Bacchus, men der laves også en smule rødvin på Spätburgunder, Domina og Schwarzriesling. Vinen er selvfølgelig helt klassisk opdelt i Gutsweine, Ortsweine, Lagenweine (Erste Lagen) samt Großes Gewächs.

Stilen er knastør, kraftig og mineralsk med en anelse røg – meget klassisk Frankenvin, men markernes forskellige jordbundsforhold og mikroklimaer giver hver enkelt vin en helt speciel personlighed.

Nå, men vi os bænket, og bestilte lidt at spise. Børnene skulle selvfølgelig ha’ Wienerschitzel, mens jeg bestilte en omgang Fränkischer Sauerbraten mit Kartoffelklößen und Apfelblaukraut. Sjov konsistens på disse Kartoffelklößen … runde, gummiagtige kartoffelbolde, en specialitet i netop Franken og ganske interessante.

Juliusspital - bordskåner

Juliusspital - serviette

Vi valgte en Würzburger Müller-Thurgau Trocken til maden, lidt fordi vi ikke så tit stifter bekendtskab med med Müller-Thurgau vine og fordi denne – mig bekendt – ikke fås i Danmark, hvor Vinspecialisten kun har vine på Silvaner og Riesling fra Weingut Juliusspital. Og det er egentligt synd.

Druen er ellers ganske interessant. Det er er en krydsning mellem Riesling og Madeleine Royale, skabet tilbage i 1882 af den schweiziske drueforsker Hermann Müller-Thurgau. Den kaldes også nogle gange for Rivaner. Druen modner tidligt og giver store udbytter, men er til gengæld meget sårbar over for skimmel og andre sygdomme. Müller-Thurgau har et lavt syreindhold og er blød og rund. Det er en af de mest dyrkede druesorter i Tyskland.

Denne Würzburger Müller-Thurgau Trocken er lavet med langsom koldgæring ved 16-18° i ståltanke op til 30 dage. Herefter modner vinen også i ståltanke inden den flaskes i den herlige Bocksbeutel, som i øvrigt er pisseirriterende at få plads til i en vinreol. Her på Weinstuben Juliusspital er det bare charmerende … og selv vinkøleren passer til den lille buttede flaske.

I næsen er der godt med æbler, pærer, kvæde, lemon, friskhed og sødme. I munden er vinen blød, sød og meget behagelig. Der er en smule rundhed med nøddeagtige noter, og ganske easygoing og glad vin. Det er ganske fornuftigt, og alle om bordet synes vist også om vinen.

Juliusspital - Gert og Merete
Jordbær med vaniljeis … og et glas Spätburgunder. Gert og sein Frau Merete nyder det.

Til dessert bestilte alle friske jordbær med vaniljeis, mens jeg – samtidig med, at Gert tabte underkæben – i stedet bestilte et glas Spätburgunder. Dén havde Gert ikke lige set komme. Så bestilte de andre også et glas Spätburgunder. Dermed fin afslutning på et herligt besøg på Weinstuben Juliusspital.

I Weinstuben kostede vinen 17,50€, mens prisen i butikker er 8,50€ … eller omkring 63 kr.

Rating 4/7 

2014 Zeni, Costalago Bianco delle Venezie IGT, Veneto, Italien

Netop hjemvendt efter kanon ferie … kombi af afslapning samt spændende besøg hos vinproducenter i både Franken, Rheinhessen og Mosel i Tyskland samt Veneto i Italien. Veneto fordi Gardasøen … la bella Lago di Garda var udvalgt som hovedmålet for familiens ferie.

Og ét af de vinhuse, som mange turister besøger netop ved Gardasøen er Zeni … eller Cantina F.lli Zeni srl, som huset rettelig hedder. Det ligger på en bakke i feriebyen Bardolino med flot udsigt over Gardasøen, og jeres udsendte vinblogger skulle selvfølgelig også forbi vinhuset … flittig, som han er!

Og ja, det er et turisted sted, som er vandt til mange besøgende, som bare skal ha’ noget vin. Og der er hele tiden mange besøgende, så det hele er sat i system. Derfor kan man også kun smage nogle af vinene gratis og skal således betale for at smage de bedre og dyrere vine.

Denne Costalago Bianco delle Venezie IGT er én af de bedre blandt de vine, som kan smages uden beregning.

Men fin behandling, lutter flinke mennesker og stedet rummer også et vinmuseum, hvor man kan se hvordan vinen blev fremstillet, og hvilke redskaber man brugte, helt tilbage til 1300 tallet. Gennem et vindue kan de også se lidt af produktionen i dag, bl.a. flaskningen af vinene.

Zeni produktionen
Her ses flaskningen af vinene på Zeni.

Zeni museum
Gamle redskaber fra vinproduktionen på Zeni.

Zeni tørring druer
Tørring af druerne til brug for Amarone og Recioto, her på gamle bakker med siv/bast i bunden.

Jeg endte med at købe lidt flasker, bl.a. et par stykker af denne Costalago Bianco delle Venezie IGT, lavet på 70% Garganega og 30% Chardonnay. Druerne kommer fra markerne ved Gardasøen, hvor jorden er lerholdig med en stor koncentration af kalk. Dette er specielt godt om sommeren, da det kompenserer for eventuelle perioder med tørke. Druernes modningsproces får således optimale forhold.

Vinen er lavet på ren stål, og lagret på ren stål i 4 måneder inden den flaskes.

Men lad os straks få smagt vinen, som i næsen byder på pærer, tropiske frugter, specielt ananas, blomster, sæbe, hyldeblomst samt et strint citrus. I munden fin cremet, fyldig med en vis mængde sødme, lidt nødder og varm fornemmelse … og tilpas syre til, at vinen ikke bliver for volumiøs og holdes nogenlunde på sporet.

Købt på vingården til 7,90€ … hvilket svarer til 59 kr. Herhjemme er SuperVin bl.a. forhandler og forlanger 109,95 kr. for én flaske, men mere passende 80 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4/7  

2010 Weingut Immich-Batterieberg, Monteneubel Spätburgunder, Mosel, Tyskland

Die Spätburgunder dieses Freitag er fra Mosel, en Monteneubel Spätburgunder fra et af Mosels ældste vinhuse med en spændende historie … og et fedt navn, Weingut Immich-Batterieberg.

Vinhuset ligger i den lille idylliske vinby Enkirch, lige skråt over for byens apotek, fire flodbugtninger på Mosel floden nordøst for Bernkastel Kues og et par kilometer nord for Traben-Trarbach. Så ved vi nogenlunde, hvor vi er i verden … et fantastisk område med masser af vin.

Immich-Batterieberg kan spore sin historie som vingård tilbage til 1425, men én af bygningerne har en længere historie. Dokumenter viser nemlig, at den østfrankiske Kong Ludwig IV havde en tronsal her tilbage i år 908 og senere testamenterede bygningen til kirken.

Arkæologiske undersøgelse bekræfter også, at den nederste del af bygningen formentlig stammer fra anden halvdel af det niende århundrede, og at nogle af de gamle søjler i husets kælder kommer fra nærliggende romerske ruiner.

I 1100-tallet blev lenet … og dermed den historiske ejendom tildelt fyrsten af Esch, og han udvidede jordbesiddelserne og gav også ejendommen dets nuværende navn Escheburg. Vinproduktionen på stedet startede dog først i 1425, hvor den gamle vinfamilie Immich overtog ejendommen. Og familien Immich ejede faktisk ejendommen helt frem til 1989 … altså i over 560 år.

Det var også dem der i 1840’erne tilførte den imponerende portefølje af vinmarker, bl.a. det berømte Batterieberg, hvor markerne blev sprængt ud ved hjælp af sprængladninger affyret fra kanonlavetter, der stadig ses på vinhusets etiketter … dvs. altså de bedste af husets Riesling vine.

Etiketterne var dengang dog en smule anderledes i designet … sådan mere jugend- eller belle epoque stil, men med samme motiv med to himmelske væsener, såkaldt keruber, som affyrer en kanon midt i vinmarkerne, og dermed fortæller historien fra 1840’erne, da Immich med dynamit ændrede eksponeringen på hans marker, således vinstokkene kunne få mere sol. Meget prisværdigt.

Marken Batterieberg er i dag dog ikke så kendt, som de mere hypede marker længere mod syd, fx Wehener Sonnenuhr, Graacher Himmelreich og Bernkasteler Lay, men i 1800-tallet var Batterieberg mindst lige så anset.

Siden dengang er topmarkerne Steffensberg, Ellergrub og Zeppwingert også kommet til vinhusets imponerende markbesiddelser.

I 1989 blev vingården overtaget af advokat Gerd Bastgen, men hvorfor familien Immich solgte eller afgav gården, ved jeg faktisk ikke. Der findes nemlig fortsat grene af familie Immich i byen, men altså ikke på den gamle ejendom Escheburg eller i spidsen for Weingut Immich-Batterieberg. Måske løb de blot tør for arvinger.

Det gik imidlertid ikke godt for den gode advokat Bastgen, som endte med at gå konkurs i 2007, og dermed henlagde vinhuset til en usikker fremtid. Det var først i 2009, at der blev fundet en køber til vingården.

Det blev en fremragende vinmager, nemlig Gernot Kollmann, som med hjælp fra to vinelskende pengemænd fra den nordlige del af Tyskland købte ejendommen fra banken.

Gernot kommer selv fra Ruhr, sydøst for Dortmund – et område, der har intet at gøre med vin. Han studerede ønologi ved Heilbronn, men har det meste af sin lærdom med sig fra tidligere arbejde på Dr Loosen, Bischofliche Weinguter i Trier, Van Volxem … men har også arbejdet i Winningen, Ahr og i Bulgarien.

Hans Riesling stil er kompromisløs, kraftfuld og vild –til den tørre, mineralske side. Vinene laves efter en fuldkommen hands-off mentalitet. Der bruges ikke kulturgær, ingen enzymer, ingen protein stabilisatorer, ingen klaringsmidler, ingen chaptilisering, ingen opkoncentrering og ingen syredæmpende midler. Kort sagt, ren uforfalsket, Mosel Riesling direkte fra mark til flaske. En stil der siden 2009 årgangen har givet genlyd hos mange vinkritikere.

I dag omfatter driften af Weingut Immich-Batterieberg samlet 5,5 hektar vinmarker, alle meget stejle skiferskråninger ved Enkirch. De bedste af markerne er Steffensberg, Ellergrub, Batterieberg og Zeppwingert.

Derudover ejes også marken Monteneubel, som Gernot Kollmann forventer sig meget af. Marken ligger i den nordlige del af Enkirch, og er opkaldt Monteneubel … det noble bjerg. Her dyrkes lidt Riesling, men også Spätburgunder til denne vin, som Kollmann forsøger sig med i det små. I første år alene 3 tønder, og første år er netop 2010.

Så det er lige præcis den vin, som vi her har i glasset. Spontangæret … men ellers har jeg ikke fundet oplysninger om produktionen af vinen, lagring eller andet, så vi springer i stedet ud i at smage vinen. Fornuftig beslutning.

Duftmæssigt er her visne grene … ingen sød kostald eller mødding her. Vinen er mere mørk og kraftig i næsen end normalt for Spätburgunder. Der er tranebær, brombær, tør jord, sten, kul og lette krydderier, men der er fortsat noter fra Spätburgunder/Pinot Noir.

I munden kommer letheden fra Spätburgunderen dog mere frem … tilsat en pæn portion syre, og efter min smag måske også for meget syre. Der er mineralitet, hindbær, ribs og tranebær i skøn forening, frisk og bidende, men måske lidt for meget Luis Suárez bid. Og jeg mangler helt klare noget elegance, finesse og rundhed i næsen.

Købt i Tyskland på weine.de, pris 18€ … eller omkring 134 kr.

Rating 4/7 

2012 Domaine Masson-Blondelet, Pouilly-Fumé Villa Paulus, Loire, Frankrig

Fra Selection-smagningen også lige en frisk lille hvidvin fra Domaine Masson-Blondelet, som holder til lige udenfor byen Pouilly-sur-Loire, lige opad Loire floden. Og vinen er denne Pouilly-Fumé Villa Paulus … en ren Sauvignon Blanc vin, lige klar til at nyde på terrassen i det kommende sommervejr.

Vinhuset er grundlagt i 1975 af ægteparret Michelle og Jean-Michel Masson, som stammer fra en familie af vinbønder. Deres vineri er bygget i 1980, en kælder i tre niveauer, så ægteparret kan lave vinene uden brug af pumper, men alene ved tyngdekraften.

I dag får de hjælp af deres børn Mélanie og Pierre-François, som dermed er 7. generation af Masson vinbønder.

Domaine Masson-Blondelet er en lille producent af Pouilly-Fumé og Sancerre vine, og familien ejer i alt 21 hektar vinstokke, som er tilplantet med henholdsvis Sauvignon Blanc samt Pinot Noir. Alle deres marker er orienteret syd/syd-øst og kan nyde godt af et særdeles godt mikroklima på grund af Loire floden, som præcis i dette område er klassificeret som naturreservat.

I Pouilly-Fumé er husets bedste marker Les Angelots, Villa Paulus og Les Pierres de Pierre. Husets Sancerre vine kommer fra en mark ved byen Thauvenay.

Og familien Masson forsøger også er lave deres vine så naturligt som muligt. De har således ikke brugt kunstgødning i mere end 35 år og de har heller ikke brugt ukrudtsmiddel eller pesticider siden 2002. I stedet bruger familien meget tid på at luge vinmarkerne, og det mener Jean-Michel Masson også er afgørende for kvaliteten af vinene.

Denne Pouilly-Fumé Villa Paulus er selvfølgelig lavet med druer fra marken Villa Paulus, en 4,5 hektar stor mark, hvor vinstokkene er mellem 25 og 40 år gamle. Undergrunden består af Kimmeridgean mergel, en slags hvid ler med forstenede skaller og fossiler af østersskaller. Vinen er lavet med presningen af druerne og uden skindkontakt. Lavet på ren stål for at fremme så megen friskhed og mineralitet som muligt. Der laves årligt 30-34.000 flasker af denne vin.

I næsen har jeg noteret lidt kvæde, grape, pærer, citrus og græs. Virker frisk. I munden er vinen grøn, frisk, livlig. Gør ikke vildt indtryk, men bestemt en vin, som jeg gerne vil nyde på terrassen en varm sommerdag.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 155 kr.

Rating 4/7