Byggemødet på Bistroteket startede med lidt bobler … ægte champagne, nemlig denne Cuvée No 134 Blanc de Blancs Brut fra champagnehuset Abel Lepitre.
Champagnehuset blev grundlagt i 1924 i den lille by Ludes-le-Coquet nær Reims af Abel Lepitre. Han havde ikke mange penge, men kom fra en familie af vinavlere og fik hurtigt succes med champagnehuset. Allerede i 1935 startede han også med at eksportere sine champagner … omkring 100.000 flasker årligt.
Succesen blev dog afbrudt af 2. verdenskrig, og tidligt i 1940 døde Abel Lepitre under fangenskab hos tyskerne. Hans søn Jacques var dengang kun 14 år, men overtog trods den unge alder driften efter faderen med hjælp fra moderen Marie Lepitre.
De fortsatte succesen og flyttede 10 år senere champagnehuset til Reims, hvor de bl.a. fik adgang til nogle adgang til nogle af de gamle kældre, som var hugget i kalken under byen. Der byggede de også moderne faciliteter til produktionen, som løbende steg voldsomt.
I dag er produktionen over 1 million flaske champagne årligt, men ejerskabet har skiftet noget gennem de seneste år. I 1985 blev champagnehuset således købt af Mr. Chatellier, som havde grundlagt Chäteau Dauzac.
Men han solgte bygningerne til Veuve Clicquot, men Chatellier fik aldrig succes med produktionen og endte med i 1990 at sælge hele champagnehuset til Marie Brizard Group, som i forvejen lige havde købt Champagne Philipponnat i Mareuil Sur Ay.
Hun lagde de to champagnehuse sammen, men fortsatte med at lave champagner under begge brands. Imidlertid fik hun økonomiske problemer og solgte til sidst i 1997 begge huse til BCC Group.
Det kendes i dag som Lanson-Bcc Group, der – som navnet antyder – bl.a. også omfatter det navnkundige Champagnehus Lanson. De ejer også andre champagnehuse som Champagne Boizel, Besserat de Bellefon, Chanoine Frères, De Venoge og Alexandre Bonnet.
Abel Lepitre regnes ikke helt på højde med fx Champagne Philipponnat, men i samarbejde med det franske firma GB Wines har man fortsat med at lave champagner under Abel Lepitre navnet, selvom det ikke helt står som et selvstændigt champagnehus.
Denne Cuvée No 134 Blanc de Blancs Brut er en champagne, som Jacques Lepitre selv lavede første gang i 1961 som deres topvin og blev den champagne, som husets blev mest kendt for. Det er en Non Vintage – altså uden årgang – selvfølgelig ren Chardonnay, hvor 134 refererer til husets første fad, der havde dette nummer.
Næsen er animalsk, lidt nøddet, frugten abrikos, overmodne æbler og derudover lidt honning, blomster og toast. Duftmæssigt lidt en varm champagne uden vild spændstig syre.
Det gælder sådan set også smagsmæssigt, hvor champagnen har en lidt varm og rund stil, men godt med brus. Det er modne æbler, der er pænt med sødme og champagnen er egentlig pæn cremet, men boblerne er blide, forsvinder også hurtigt og det forstærker den lidt mere varme stil i champagnen, hvor der mangler lidt skarp syre eller mineraler.
Distinto har tidligere været forhandler, og en flaske koster 399 kr.
Jeg bliver mere og mere glad for mine lette, elegante Nude Stem Zero glas og nu har jeg fyldt en sjat portugisisk rødvin i et af glassene … en Grande Reserva fra Quinta do Pégo.
Ved næste bord med vine fra Domaine Sylvain Pataille – men uden en vinmager – lavede jeg samme nummer … smagte deres bedste hvidvin og deres bedste rødvin. Snob. Og den første var således husets Bourgogne Blanc Le Chapitre.
Den gode David Moreau fra Santenay i Côte de Beaune var også taget til Winemakers Fair, og fra ham smagte jeg først denne hvide Santenay Blanc 1. Cru Beaurepaire.
Så dukker denne Trittenheimer Apotheke Riesling Trocken GG Laurentiusberg fra Weingut Heribert Boch igen op i mit vinglas, men denne gang i en årgang 2017.
On a roll … så vi fortsætter med mer’ af den forførende tyske fredagsdruevæske med denne Pinot Noir fra Weingut Andreas Bender, som holder til i Leiwen i Mosel.
Næste i det store vertikale lineup var en 2011 Pinot Noir Micke … og nu begynder modenheden i vinene at være aftagende og de fremstår nu mere unge, grønne og kantede. I glasset har vinen heller ikke længere brun/orange kanter, selvom det fortsat er en lys, transparent og teglfarvet væske.
Vi skulle faktisk smage 2 vine fra 2003 årgangen, og udover Pinot Noir Steil altså også storesøsteren Pinot Noir Present og ligeledes fra magnumflaske.
Årgang 2002 sprang vi også over i vertikalsmagningen af Pinot Noir vinene fra Weingut Solveigs, så den næste i formationen var 2003 … igen Steil fra magnumflaske.
Jeg har tidligere smagt og skrevet lidt om bulgariske vine og sidst skrev jeg; bare vent … vi kommer til at se flere og flere vine fra de gamle østlande! Og den spådom opfyldes nu med en mousserende Blanc de Blancs Brut på Metodo Classico fra vinhuset Edoardo Miroglio.