Efter lidt Bordeaux inspiration, hvorfor så ikke bare smage en vaskeægte Bordeaux vin som nu fx denne 2018 Haut-Médoc Cuvée Expression fra Château Le Souley Sainte Croix?
Vinslottet stammer fra 1700-tallet, hvor det var fashionabelt for de adelige at eje et vinslot i Bordeaux. Det gjorde den noble François de Chadirac også i 1616, hvor han byggede sin ejendom i Vertheuil. Han havde tjent en formue som forfatter og havde bl.a. udgivet den populære roman Uranie de Lucidor.
Hans søn Jean de Chadirac – der var rådgiver for kongen – efterfulgt ham og endte faktisk med at bo på vinslottet, som så først fik navnet Grand Medoc og senere Latour Souley, men da sidste efterkommere aldrig fik børn, så blev slottet i 1839 købt af Vincent Grenier.
Grenier familien ejede slottet i mange år, bl.a. blev Vincents søn Alphonse Moreau Grenier en meget respekteret vinmager, mens hans svigersøn Alphonse Moreau Grenier endda blev borgmester i Pauillac og ligeledes var en dygtig vinmager.
I 1959 var Château Le Souley Sainte Croix forsømt, glemt og kun en skygge af sit tidligere niveau. Der blev det imidlertid købt af Denise og Paul Riffaud, der besluttede at bringe slottet tilbage til sin tidligere glans.
I nu mere end 50 år har de siden løftet kvaliteten på alle parametre. Først genplantede Paul og sønnen Jean markerne efter alle kunstens regler. I dag er Jeans søn ældste søn Frédéric vinmager, men deres mellemste søn Vincent står for at optimere produktionen, mens lillebror Jean-Baptiste tager sig af markarbejdet.
Samlet har Château Le Souley Sainte Croix 25 hektar vinmarker, hvor de 20 hektar er en sammenhængende mark … og på hver parcel dyrker familien én druesort, således de kan høste, når druerne når deres maksimale modenhed.
Her smager vi husets 2018 Haut-Médoc Cuvée Expression, der er lavet på 58% Cabernet Sauvignon, 35 % Merlot, 5% Cabernet Franc og 2% Petit Verdot, som familien Riffaud selekterer fra over 30 år gamle vinstokke.
Vinificering er helt traditionel og efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på barriques, hvoraf 1/3-del er nye fade.
Det dufter sgu ikke ringe … har en lidt animalsk side med nogle grønne noter, måske mynte eller andre grønne urter, lidt cigarkasser, godt med lakridsale noter, lidt hæfteplaster, medicinskab, hvori der også er lidt muldjord sammen med solbær, jordbær, brombær og det suppleres af nogle småvarme fadnoter med nelliker og chokolade.
I munden er vinen dog knap så balanceret, men har masser af frisk frugt, en rustik og ilter syre. Der er hindbær og solbær, masser af tør, frisk og hård træ, grovkornede og tørre tanniner. Det hele bindes så sammen med nogle mineraler, sort te bitterhed og let peber. 88 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99,95 kr.