Den sidste hvidvin ved byggemødet var en lidt bedaget en af slagsen, en 2013 Benefizio Riserva fra Marchesi de Frescobaldi.
Vinhuset har jeg skrevet om tidligere, bl.a. da jeg fik en 2013 Luce IGT fra huset, så det gider jeg ikke igen.
Derfor kigger jeg blot nærmere på denne Benefizio Riserva, der er lavet på 100% Chardonnay og faktisk var den første italienske hvidvin, som blev gæret på fade, hvilket skete i år 1973 og siden 2005 har vinen heddet Benefizio Riserva.
Vinen kommer fra 9 hektar marker ved Castello di Pomino i 680 til 730 meters højde. Vinstokkene er 20 år gamle og et ret omhyggeligt markarbejde, kolde nætter og konstante vindforhold giver perfekte modne druer.
Druemosten er så – som nævnt – gæret i egefade, hvilket sker ved 5 grader over 12 timer efterfulgt af malolaktisk gæring og lagring i 10 måneder franske egefade, heraf 50% nye fade og resten er alene anvendt 1 gang tidligere. Vinen er lagret 4 måneder på flaske før endelig frigivelse.
Duftmæssigt virker vinen dog som om, at den allerede er kommet på plejehjem … lidt henfalden og oxyderet med nødder, karamel, sherry, overmodne æbler og tørrede abrikoser. Næsen er skæv og rynket, men virker på et eller andet plan som en pensionist, hvor der stadigvæk er livsglæde og lidt frækhed tilbage.
For smagsmæssigt er der fortsat liv i frugten i vinen, selvom smagen med årene er blevet lidt flad. Måske har vinen også stået på hylderne i mange år, men det smager altså fortsat okay, selvom storheden jo allerede er cyklet forbi.
Forhandles af H.J. Hansen Vin, hvor en flaske i nyere årgang koster 325 kr.