Forleden smagte jeg den fantastiske Grüner Veltliner fra Fred Loimer i Langenlois i Kamptal … og nu er vi såmænd dér igen, Grüner Veltliner fra området omkring Langenlois, men denne gang med vinen Grüner Veltliner Loiser Berg fra Weingut Bründlmayer.
Vingården ligger som nævnt i Langenlois i Kamptal, en sidedal til Donaudalen godt 70 km nordvest for Wien og ejes og drives af Willi Bründlmayer. Han overtog gården efter sine forældre i 1980 og er en meget venlig og uhyre beskeden vinbonde.
Willi ejer i alt 60 hektar vinmarker, hvilket er stort efter østrigske forhold. De fleste af markerne ligger på terrasser, og ca. 1/3 dyrkes efter lyre systemet, hvor stokkene er beskåret, så de har form som to arme, der strækker sig mod solen.
De bedste marker er Zöbinger Heiligenstein, Loiser Berg, Langenloiser Berg Vogelsang og Käferberg og undergrunden er præget af sten, gammel vulkansk jord, skifer, kiselholdige sten samt de sten, som man lokalt kalder Loisberger granater.
Kamptal ligger beskyttet af skovbeklædte bakker for de kolde vinde fra nordvest, og om dagen varmer solen de stenfyldte terrasser. Kamptal ligger i den del af Østrig der kaldes Weinviertel, som er det største vimområde, og mere end 50% af vinmarkerne her er beplantet med druen Grüner Veltliner, der er den mest typiske drue i Østrig.
Hos Bründlmayer er 70% hvidvin, men Willi producerer også 30% rødvin.
For Willi Bründlmayer er den økologiske balance meget vigtig, så der anvendes udelukkende økologisk gødning i vinmarkerne, dvs. kogødning, grøngødning og komposteret vegetabilsk affald. Der laves også små vandområder omkring flere af vinmarkerne. Det forhindrer erosion og forbedrer mikroklimaet. Der bruges ingen pesticider
Denne vin kommer netop fra en af de bedste marker, nemlig fra Loiser Berg, som ligger på en syd-sydøstliggende skråning, der er mindre udsat for vind. Jorden er lidt federe og varmere og har et mere beskyttet mikroklima. Druerne plukkes i slutningen af oktober. Vinen gærer ved 15-20 grader inden den kommer på store træfade for yderligere modning.
Duftmæssigt sådan lidt urtet, krydret … vi snakker grønne blade, blade fra vinrankerne, laurbær, pærer, flæsk og lidt næsten svag oxyderende note samt lidt frisk lime. Vinen er også næsten list biodynamisk i udtrykket med lidt indelukket stald eller gærende ensilage til køer. Ganske inspirerende næse.
Smagen er frisk, grøn, krydret med lidt mineraler og lidt varm i udtrykket. Syren er sådan set okay, men måske en smule volumiøs og krydret af en Grüner Veltliner. Intensiteten er god ganske god, så samlet indtryk er helt fint.
Købt hos Jysk Vin, pris 149 kr.