Tag-arkiv: 4½

2021 Lamblin & Fils, Petit Chablis, Bourgogne, Frankrig

2021 Lamblin & Fils, Petit Chablis, Bourgogne, FrankrigMed næste Lamblin & Fils slog vi hul på rigtige Chablis vine og selvfølgelig startede vi en kende beskedent med en frisk 2021 Petit Chablis.

Dermed er vi selvfølgelig ovre på ren Chardonnay og er vin – der som forrige er lavet på ståltanke, men også er lagret kort i disse tanke inden en malolaktisk gæring. Inden aftapning på flaske er vinen filtreret let med Kieselguhr.

Jeg havde måske ventet, at denne Petit Chablis ville være lidt svagere i duften, men det er faktisk ikke tilfældet, for vinen har en rigtig dejlig duft af modne pærer, nedfaldsæbler, fersken, blomster, en saltet og kalket mineralitet, men faktisk dejlig og sart aroma, der bare hænger rigtig godt sammen.

I munden er der godt med citroner og mineraler … måske en kende mere bondsk og rustik, men det er en dejlig fin rustik vin, der har en lille bitterhed, et syrligt bid og faktisk pæn lang eftersmag med saltede citroner, så dermed lige 4,5 tomler med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 249,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Bodegas López Cristobal, Rosado, Ribera del Duero, Spanien

2021 Bodegas López Cristobal, Rosado, Ribera del Duero, SpanienBodegas López Cristobal har vi vist mødt talrige gange her på Houlbergs Vinblog og nu er den gal igen … og denne gang med noget så usædvanligt som en rosévin fra Ribera del Duero i form af denne 2021 Rosado.

Den er – helt naturligt fristes man næsten til at sige – en vin lavet på 100% Tempranillo og druerne kommer fra 1 hektar på marken Finca Virgen de la Vega, der består af aflejret grus fra Duero floden over en undergrund af kalksten.

Efter høsten ligger druerne i let og kølig maceration, hvilket er med til at give lidt farve til vinen. Derefter er gæring sket ved 18 grader og endt endt fermentering er vinen lagret 2 måneder … halvdelen i ståltankene og den anden halvdel på 500 liter franske egetræsfade, hvorefter der sker flaskning og lagring i yderligere 5 måneder. I denne årgang er der lavet 2.825 flasker … her nummer 1.015.

Det dufter sgu meget godt … klart rødvinsnoter med jordbær, tørrede tranebær, hybenroser og tørrede rosenblade, noget saltet og landligt, røg, solbærblade, en smule grannåle og ellers chokolade samt et let mineralsk note og så ellers nogle fadnoter med let kanel og vanilje.

I munden er der godt med skrald på vinen … masser af frugt med power, for faktisk er smagen proppet med bærsmag suppleret med en del krydderier samt et drys peber. Vinen virker faktisk tør med en smule tanniner … virkelig en krydret rosé med volumen drejet helt op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 189,95 kr., mens prisen kun er 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Bodegas Caudalía, Umea Rosé, Navarra, Spanien

2021 Bodegas Caudalía, Umea Rosé, Navarra, SpanienEfter den skønne Xi’ipal Garnacha Las Bajadas fra Bodegas Caudalía, så skal vi da også smage en rosévin fra huset … nu når sommeren har fået alle temperaturer godt op og vinen er deres 2021 Umea Rosé.

Vinen er lavet på Grenache … mest almindelig Grenache, men også lidt Grenache Gris, der alle kommer fra højtliggende og ret kalkholdige marker i 635 meters højde i Baja Montaña i Navarra.

Der anvendes primært den fritløbende saft fra presningen efter en kort og kølig maceration. Gæringen er sket i betontanke efter gamle traditionelle metider og vinen er efter endt fermentering  lagret på ståltanke inden aftapning på flaske.

Jeg er jo ikke den store rosémand, men denne rosé er sgu ganske habil og så endda til menneskepenge. Der er godt med jordbær og rød grød med fløde, rosenvand, vandmelon, frugt-te, kandiserede cocktailbær og krydderier.

Smagen er mere klar og ren … rabarber, jordbær, mirabeller, tørrede roser, lidt citron, jern, mineraler og generelt en god syre, selvom den også har denne læskende saftighed. Absolut godkendt.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 49,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Quinta de la Rosa, La Rosa Tinto, Douro, Portugal

2019 Quinta de la Rosa, La Rosa Tinto, Douro, PortugalFra spansk til portugisisk, for den næste vin er denne 2019 La Rosa Tinto fra det gamle og smukke vinhus Quinta de la Rosa, der ligger helt ned til Douro floden ved Pinhão i Douro.

Vinhuset er grundlagt omkring 1850 af Dietrich Feueheerd, som startede med at handle portvin med Storbritannien via familiens firma Feueheerd Bros. Hans søn H. L. Feueheerd etablerede 10 år senere endda et kontor i London.

I 1908-1910 byggede de imidlertid en vingård med 8 store lagares i granit med over 800 rør, hvorved gården fik største lagerkapacitet i  Douro og fortsat bruges i dag. Sønnen Albert købte også vingården Quinta Amarela, som i dag er en del af Quinta de la Rosa.

Senere blev driften overtaget af svenskeren Eric Bergqvist, som giftede sig med Albert og Evelyns datter Claire, men i dag er det Erics søn Tim Bergqvist, som står for driften af vingården sammen med datteren Sophia … og siden 2002 hjælp fra vinmageren Jorge Moreira.

Huset har i 2005 også købt Quinta das Bandeiras, så samlet har Bergqvist familien i dag 162 hektar vinmarker og derfra kommer alle druerne til denne vin … La Rosa Tinto, som er et mix på 60% Touriga Nacional, 12% Touriga Franca, 8% Tinta Roriz samt 5% Sousão.

Gæringen er sket på rustfrie ståltanke og efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på brugte franske egefade.

Duftmæssigt er her godt med blommer, brombær og egentlig er vinen meget kødfuld, småflommefed, sødkrydret med våd træ, urter samt nogle tykke, balsamiske elementer. Det er mørk frugt med dyb mulle- og kælderagtige noter, grønne stilke og en frisk side.

I munden går det kødfulde, fyldige sammen med en frisk frugt, der har et godt bid med tørre tranebær, brombær, rabarber, en rustik og landlig syre, en vis tørhed … gode og tørre tanniner, men sammenlagt rigtig fin, rund og imødekommende vin. Klart 4,5 tomler med svag pil op.

Forhandles af Portugal Vineyards, hvor en flaske koster 14,44€ … svarende til 108 kr. Med fragt og køb af 6 flasker betyder det en pris på 107,62€ eller 802 kr., svarende til 134 kr. pr. flaske.

Se eventuelt denne side om, hvordan du bestiller og hvad man derudover skal betale ved køb af vin online i udlandet.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Pago del Vicario, EntreCepas Tinto, Castilla-La Mancha, Spanien

2018 Pago del Vicario, EntreCepas Tinto, Castilla-La Mancha, SpanienVi er totalt spansk i øjeblikket og næste vin er denne 2018 EntreCepas Tinto, som kommer fra vinmageren Susanna Lopez Mendiondo på vinhuset Pago del Vicario og hun har tidligere lavet vin sammen med Peter Sisseck.

Pago Del Vicario ligger 9 kilometer fra byen Ciudad Real med floden Guadiana til den ene side og bjergkæden Montes de Toledo til den anden samt tæt på nationalparken Parque Nacional de Cabañeros.

Vi er i det store vinområde Castilla-La Mancha … og denne EntreCepas Tinto er også en Vino de la Tierra, hvilket er betegnelsen for vine udenfor den normale DOC … Denominación de Origen i området.

Vinhusets beliggenhed tæt ved floden frembringer et særligt klima, som i dagtimerne – temperaturmæssigt – er en hel del mildere end normalt for området.

Områdets stærke sol og relativt lave fugtighedsgrad giver – sammen med relativt kølige nætter – særdeles gunstige betingelser for modningen af druerne.

Pago del Vicario ejes af to brødre med græske rødder. De grundlagde vingården i år 2000 og kaldte den Pago del Vicario, hvilket betyder præstens vinmarker. Navnet refererer til flere forhold, bl.a. den nærliggende sø Embalse del Vicario samt gårdens oprindelige ejer, der blev sognepræst i bispedømmet Ciudad Real.

Vinhuset ligger i et byggeri, som vel nærmest ligner et langt teleskop, som er gravet halvt ned i jorden og falder godt i med omgivelserne og vinmarkerne omkring vineriet.

Pago del Vicario har i alt 130 hektar vinmarker … de fleste udenfor DOC appellationer, dvs. Tierra de Castilla til produktion af Vino de la Tierra, men de ejer også lidt marker i appellationen Bierzo længere mod nord i Castilla y León vinområdet.

Jordbundsforholdene omkring Ciudad Real er meget forskelligartede, spændende fra sand- og leragtige forhold til klippeagtige områder med højt skiferindhold, kalkforekomster og meget organisk materiale.

Netop disse forhold udnyttes til fordel for de relativt mange forskellige druetyper, der her anvendes. Af samme grund er alle markerne inddelt i mange mindre separate parceller, hvor de fleste ligger i omkring 600 meters højde.

Vinmager på Bodega Pago del Vicario er Susana López Mendiondo, som er uddannet ønolog fra det polytekniske universitet i Madrid og har haft legendariske Peter Sisseck som mentor fra 1998-2002 hos Celler Mas Gil aka Clos d’Agon i det nordlige Catalonien.

Produktionen er økologisk/organisk, bl.a. fjerner man ikke ukrudt omkring vinstokkene i marker. Det mener man er unødvendigt, idet de vilde urter giver rigdom til jorden, således vinstokkene vokser og tager det bedste fra jorden.

Udover produktionen af vine drives også et 4-stjernet hotel på stedet … og selvfølgelig en tilhørende restaurant.

Denne 2018 EntreCepas Tinto er lavet på et mix af Grenache, Merlot og Syrah, som alle er håndhøstes i de kølige morgentimer fra Pago del Vicarios kalkholdige marker i bakkerne nær Ciudad Real mellem bjerget Montes de Toledo og floden Guadiana.

Druerne har først gennemgået kølig pre-maceraion, mens den efterfølgende gæring er sket relativt køligt ved 24 grader med 20 dages skindkontakt med daglige overpumpninger. Efter en endt fermentering har vinen lagret 6 måneder på 300 liter franske egetræsfade.

I næsen en dejlig mørk frugt … solbær, brombær, kirsebærsyltetøj, tør engelsk lakrids, noget mynte og løvstikke, ristede kaffebønder og cedertræ, tørt og gammelt træ, ristede noter, nelliker samt en smule blomstersæbe samt en snert af lidt diesel eller petroleum … bare ganske lidt.

Smagsmæssigt smager vinen næsten præcis som duften … igen mørk og tør frugt, tranebær, solbær og tørrede blomster. Der er også godt med krydderier, småstærke og syrlige tanniner, lidt peber, men samlet en rigtig god spansk vin, der som en Seat lige har tilstrækkeligt med kraft.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 89,95 kr., mens prisen er 49,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Palacio Quemado, PQ Vendimia Seleccionada, Extremadura, Spanien

2020 Palacio Quemado, PQ Vendimia Seleccionada, Extremadura, SpanienI øjeblikket fylder Tour de France alt … men her kører vi i stedet en lille Vuelta a España med 3 vine fra vinhuset Palacio Quemado i appellationen DO Ribera del Guadiana i selve Extremadura vinregionen. Vi starter med denne 2020 PQ Vendimia Seleccionada.

Vinhuset ligger tæt ved den store sø Embaise de Alange … ja faktisk ligger selve vinhuset ved den øverste del af søen midt i byen Alange i Badajoz området, mens husets marker ligger længere mod syd ved den vestlige side af søen.

Vinhuset er grundlagt i 1999, da Alvear familien købte stedet og trådte til med hele deres knowhow, erfaringer og stolte vintraditioner.

Familien har nemlig gennem 8 generationer drevet det store historiske vinhus Bodegas Alvear, som ligger endnu længere mod syd i byen Montilla i Andalusien, Spaniens sydligste vindistrikt, men havde nu mod på yderligere ekspansion.

Samlet har familien 94 hektar vinmarker, hvor Tempranillo dækker omkring 50% af markerne. De øvrige sorter er Garnacha, Syrah, Petit Verdot samt en række lokale druesorter.

Familien har efterfølgende sat Envinate Group til at stå for vinfremstillingen. Envinate Group består af de 4 unge vinmagere Alfonso Torrente, José Ángel Martínez, Laura Ramos og Roberto Santana, som hjælper en række spanske vinhuse.

De står også bag denne PQ Vendimia Seleccionada, der er lavet på primært Tempranillo og en smule  Garnacha Tintorera aka Alicante Bouchet. Vinen er lavet med traditionel gæring. Efter fermentering er vinen så lagret 3 måneder på franske og amerikanske barriques.

Ganske spændende duft … krydret, men det er mest søde krydderier, mynte, svag eukalyptus, tyggegummi, en dejlig rund frugt, brombær, hindbær, jordbær samt søde kirsebær, godt med tørt træ, men også fadpræg med lakridskonfekt samt lidt vanilje.

I munden er vinen sødere end duften … der er godt som solmodne bær i form af blommer, solbær og jordbær. Det er måske ikke helt så kompliceret, men meget blødt, let og sødligt, hvilket gør vinen til en virkelig venlig én af slagsen.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2021 Rui Roboredo Madeira, Beyra Vinhos de Altitude Rosé, Beira Interior, Portugal

2021 Rui Roboredo Madeira, Beyra Vinhos de Altitude Rosé, Beira Interior, PortugalNår jeg nu alligevel har sat mig ud i sommersolen for at sippe rosévin, så kan jeg da nuppe endnu en rosé mere … en 2021 Beyra Vinhos de Altitude Rosé fra Rui Roboredo Madeira.

Vi er igen oppe i højderne i Beira Interior området og vinen er da også lavet på å 100% Tinta Roriz aka Tempranillo, som høstes fra et skiferholdigt plateau i 750 meters højde lidt syd for Douro floden.

Vinen er lavet ved, at de hele drueklaser først er presset og så spontangærer mosten efter en kort udblødning med drueskallerne for at skabe farve til roséstilen. Efter endt fermentering har vinen så lagret 4 måneder på ståltanke.

I glasset er det en virkelig bleg rosé, som farvemæssigt minder om vinene fra Provence. Duften er en del blomsterrig med og frugten er langt mere rød end foregående Pink Riesling. Det er rød frugter som jordbær, hindbær, røde bolsjer, fennikel, lakrids, rosmarin og grønne blade, en vis tørhed … ganske interessant og flot aroma.

Smagsmæssigt er det meget drikke- og måske bælleagtigt, selvom frugt og syre måske ikke stikker helt så dybt. Der er hindbær, fersken samt pærer, en svag småbitterhed, ganske tør, har nogle mineralske og jernagtige elementer samt et frisk bid, så klart et sted omkring 4-4,5 tomler i det houlbergske univers.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 59,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Weingut Neiss, That’s Neiss Pink Riesling, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Neiss, That's Neiss Pink Riesling, Pfalz, TysklandAllerede tilbage i 2014, hvor jeg smagte en 2012 Spätburgunder Blanc de Noir fra gode Weingut Neiss, lavede vinhuset vine med titlen That’s Neiss. Det gør Axel Neiss fortsat … som nu fx denne sjove That’s Neiss Pink Riesling.

Weingut Neiss holder til i byen Kindenheim i Pfalz. Vinhuset drives i dag af Axel Neiß, som er 5. generation på gården.

Axel overtog driften i 1997 efter far Ludi, som siden 1959 havde drevet gården sammen med sin kone Christine og de var faktisk de første i familien til at producere vine i eget navn.

Axel selv er uddannet ønolog fra Geisenheim og har også arbejdet som vinmager i Neustadt og Ebernay i Champagne, men også været helt udenbys og arbejdet i Argentina for at få erfaring. I dag er Axels børn og dermed 6. generation også ved at komme med i driften.

Vingården har 30 hektar vinmarker omkring Kindenheim, bl.a. har Axel de seneste år investeret godt i flere marker og har parceller på marker som Burgweg, Frafenstuck, Vogelsang, Heiligenkirche, Schlossberg og Sonnenberg.

Den primære fokus er klart Riesling, idet 24% af alle vinene fra Weingut Neiss er på Riesling. På markerne dyrkes dog foruden Riesling også Dornfelder, Portugieser, Spätburgunder og Weißburgunder.

Både i markerne og kælderen arbejderAxel efter bæredygtige principper som foreskrevet af certificeringen KUW (Kontrolliert Umweltschonender Weinbau Rheinland-Pfalz).

Da jeg sidst smagte en vin fra Neiss, så var det – som nævnt – en 2012 Spätburgunder Blanc de Noir, der også var roséfarvet og det er denne That’s Neiss Pink Riesling også. Så er det jo godt, at jeg er trukket ud i sommersolen.

Det lyder jo også helt tosset med en roséfarvet Riesling, men det er sket ved, at Neiss simpelthen har blandet 3% rødvin i Rieslingen og dermed fået denne lille sjove afart af en vin. Den er nemlig lavet på 97% hvidvin på Riesling samt 2,99% rødvin på Pinot Noir fra husets egne marker. Hver druesort er således vinificeret separat i rustfrie ståltanke og derefter blandet til den færdige vine.

Hertil kommer 0,01% vand, svarende til én dråbe, som Axel Neiss tilsætter for at tilfredsstille de tyske vinmyndigheder. Ifølge alle de europæiske regler må du nemlig ikke kalde hvidvin blandet med rødvin for rosé, men ved tilsætning af bare én smule vand, så kan Pink Riesling i stedet sælges som en winedrink.

Duftmæssigt er det absolut noget Riesling … grønne æbler, citroner, syltet grape og lemon, godt med blomster, roser, mælkebøtter samt en smule tropisk frugt, fersken og måske endda også lidt hindbær, jordbær, grønne blade, meget tiltrækkende, aromatisk og meget tilgængelig.

I munden er der også først og fremmest syltede grapefrugter, lidt lemon, grønne æbler, kvæde samt citroner. Det giver en frisk vin, der dog også har en lille sødme opgjort til 9,7 gram restsukker pr. liter og det gør vinen pleasende, medgørlig og meget tørstslukkende.

Forhandles Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 74,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Varvaglione, Pinot Bianco, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2020 Varvaglione, Pinot Bianco, Friuli-Venezia Giulia, ItalienMed næste Varvaglione jubilæumsvin fra DOC Collio Goriziano røg vi over i Pinot Bianco aka Pinot Blanc.

Den er også lavet faktisk fuldstændig som den forrige vin, altså med indledende presning og så gæring udelukkende i rustfrie ståltanke.

Der er atter ikke mange oplysninger om produktionen, men efter endt fermentering er vinen lagret 3 måneder på stålfadene og efter en aftapning på flaske yderligere 3 måneder.

Duftmæssigt har vinen et mere lummert udtryk … hvis man kan sige det sådan? Det er nærmest blomsterpollen, kogte pærer, gule æbler, dåseabrikoser samt lidt frugtvingummi.

I munden har vinen også denne bløde fornemmelse, meget smooth med bløde pærer, grillet lemon og syltede citroner. Der kommer en meget svag bitterhed, en lille frugtsødme samt en vis tørhed.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2021 Bodega Dehesa el Carrascal, Dulcemar, Castilla-La Mancha, Spanien

2021 Bodega Dehesa el Carrascal, Dulcemar, Castilla-La Mancha, SpanienTid til selvforkælelse med en smule til den søde tand, hvilket kan løses helt vinøst med et glas af denne Dulcemar fra Bodega Dehesa el Carrascal.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1962, hvor Don Arsenio García Cañada sammen med sin familie startede med at lave vin, men i dag drives vingården af hans børn og børnebørn.

De har sammenlagt 300 hektar vinmarker i Sierra del Mugrón området med markerne beliggende i 900 -1.000 meters højde og fordelt på druesorter som Grenache, Monastrell aka Mourvèdre, Petit Verdot, Cabernet Sauvignon, Syrah og Verdejo. Nogle af de ældste vinstokke er mere end 50 år gamle.

Faktisk har gården samlet 1.800 hektar jord, men udover de 300 hektar vinmarker, så er der også 90 hektar med mandeltræer, et par hektar med oliventræer og i øjeblikket 600 hektar med korn.

Huset laver vinen både under appellationen Almansa DO, men også den bredere Vino de la Tierra de Castilla, som vel er det spanske svar på  franskmændenes Vin de Pays, som dækker over vine på vej op i DO klassen og med tydelige kendetegn fra lokalområdet.

Denne Dulcemar er lavet på 100% Garnacha Tintorera … druen vi også kender som Alicante eller Alicante Bouschet. De er høstet ved en høj modenhed fra 50-60 år gamle vinstokke og med et beskedent udbytte på kun 10 hektoliter pr. hektar … lidt sjovt, da Alicante Bouschet ellers er kendt for store udbytter.

De har så gæret alene med druernes naturlige gærceller i delvist nye egefade, lagret omkring 5 måneder og så klaret og filtreret let inden aftapning på flaske.

I næsen er der godt med gæret frugt, solbær, brombærsyltetøj og flamberede svesker, godt med røg, masser af træ, sød lakrids, hvor man absolut fornemmer pænt med sødme, nektar, honning, nogle ristede nødder og grønne blade.

Smagen er også nektarsød og alligevel med med et lille tanninbid, som sikrer et tørt og frisk bid. Frugten er nærmest bagt, fed og tung, bagte blommer, brombær og svesker, lidt peber, robust og levende syre … og så mangler man bare lige en god dessert til.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske på 50 cl. koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7